Det, der begyndte som demonstrationer af unge mod en pensionsreform, er hurtigt eskaleret til en politisk krise af enorme proportioner. På baggrund af voldsom kriminalitet, vedvarende korruption og social uro har massedemonstrationerne tvunget kup-præsidenten Dina Boluarte til at træde tilbage. Men forsøget på at erstatte hende ovenfra med udnævnelsen af José Jerí stoppede ikke demonstrationerne. Den 15. oktober var en kritisk dag: en demonstrant ved navn Eduardo Ruiz blev dræbt af politiet, og hundredvis blev såret.

Der er udbrudt jubel i Gaza og Israel efter Trumps meddelelse på Truth Social om, at der er indgået en fredsaftale mellem israelske og Hamas-forhandlere i Egypten. Det er forståeligt, at folk jubler, især indbyggerne i Gaza, der indtil nu har stået over for en fremtid med den visse død i form af bombardementer eller hungersnød. Men vi må fortælle sandheden, uanset hvor grim den end måtte være.

På blot en uge har det, der begyndte som demonstrationer med en halvoprørsk karakter, udviklet sig til en fuldvoksen revolutionær opstand, der ikke viser nogen tegn på at stoppe. Bevægelsen river ikke kun regeringsbygninger og politistationer ned, men vigtigere endnu, den bryder den bedøvelse, der har holdt folket lænket. En revolution er begyndt.

Hungersnød raser i Gaza. I løbet af de seneste uger er de mest grufulde billeder blevet bragt fra det besatte område, der viser mænd, kvinder og børn udtærede og radmagre. En million børn i Gaza – halvdelen af befolkningen – er i fare for at sulte ihjel. Mindst 273 palæstinensere, heriblandt 112 børn, er allerede døde af underernæring, og hver dag sulter atter flere mennesker ihjel.

Vi lever under en hidtil uset krise i kapitalismen. Uligheden er på et rekordhøjt niveau. Der er i øjeblikket flere krige end på noget tidspunkt siden 2. verdenskrig. Verdensøkonomien er fanget i stagnation, inflation og knusende gæld. Nu, med Trumps genvalg, begynder hele efterkrigstidens orden – med ubestridt amerikansk dominans – at smuldre.

Leon Trotskij advarede i 1940, at ethvert forsøg på at løse det såkaldte “jødiske spørgsmål” i Europa ved at frarøve det palæstinensiske folk deres land, ville ende med at være en “blodig fælde.” Trotskijs ord er i vores tid blevet til virkelighed. Den sande historie om Israel og Palæstina er imidlertid blevet begravet under et bjerg af løgne. Det er nu nødvendigt at afdække den historie.

»NU ER DET TID TIL FRED« skrev den amerikanske præsident Donald Trump på Truth Social lørdag. Samme dag gennemførte USA sit største militære angreb på Iran i moderne historie. Trump blev bakket op af europæiske ledere, som alle har opfordret Iran til at udvise “tilbageholdenhed”, “deeskalere” og komme tilbage til forhandlingsbordet.

Efter en rivende udvikling afholdte vi i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) vores første kongres denne weekend, den 21. – 23. marts.

Et enkelt telefonopkald blev enden på den såkaldte vestlige alliance og sammenbruddet af det system af internationale relationer, der har kendetegnet verden siden Anden Verdenskrig. Opkaldet var, selvfølgelig, mellem Trump og Putin.

Det syriske regime er kollapset. Bashar al-Assad er flygtet ud af landet. Hans hær er afvæbnet, og hans regering har kapituleret. Fængslerne er blevet stormet, og tusinder er blevet løsladt. Alt imens tusindvis af syrere er gået på gaden for at fejre det.

Ja, du læste titlen korrekt. En vred gammel mand i Washington og en mentalt forstyrret præsident i Kiev har haft travlt med at lægge en plan, som har potentiale til at skubbe verden ud over afgrunden.

Det chokerende resultat af det amerikanske præsidentvalg er endnu et eksempel på de pludselige og skarpe skift, som er implicit i situationen. Helt indtil det sidste minut forsøgte kommentatorerne og meningsdannerne i medierne febrilsk at vende og sno sig for at påvise, at meningsmålingerne pegede på en sejr til Harris, hvor snæver den end måtte være.

Kapitalismen er et sygt system, der for længst har udlevet ethvert nyttigt formål. I sin periode med forfald og senilitet forårsager det krig, racisme, fattigdom og sult. Imperialisme, kapitalismens højeste stadie, er kendetegnet af striden mellem forskellige grupper af kapitalistiske stortyve om fordelingen af verden. I vores tid, hvor byttet skrumper under kapitalismens krise, intensiveres kampen mellem kapitalisterne, og vi ser en skærpet tendens til militarisme og krig.

De seneste uger har den ene begivenhed, der truer med at kaste verden ud i en større krig, afløst den anden. Det gælder både i Ukraine og i Mellemøsten. Vi får at vide, at den eneste aggressive part er Vestens fjender. Men hvem er det egentlig, der skubber på for yderligere eskalation?

Denne artikel er oversat fra Marxist.com, hvor den blev bragt lørdag den 28. september. Følg med på Marxist.com for at få de seneste analyser om udviklingen i situationen i Libanon.