[Source]

En række studenterorganisationer fra hele Europa har indkaldt til en ungdomsstrejke mod krig og militarisme den 20. november under sloganet »Kæmp for vores fremtid, ikke deres krige!«. I en tid, hvor de europæiske herskende klasser slår på krigstrommerne, indfører lovgivning om værnepligt og opruster for billioner, er der et presserende behov for en koordineret aktion mod denne reaktionære politik.

Under pres har nogle fagforeninger indkaldt til strejker samme dag. Generalsekretæren for CGIL i Italien, Landini, har indkaldt til generalstrejke den 20. november, der udtrykkeligt er knyttet til ungdomsstrejken. Underviserforeningen i Storbritannien, UCU, har ligeledes opfordret sine medlemmer til at slutte sig til de strejkende unge den dag. Fagforeningslederne er kommet under massivt pres fra den vrede stemning, der fejer hen over Europa dette efterår.

Allerede i september og oktober er unge gået på gaden i en række lande. I Frankrig er bevægelsen mod det underfinansierede uddannelsessystem blevet mødt med hård statslig undertrykkelse, er eskaleret og ryster den i forvejen svage Macron-regering. I Spanien gør unge og arbejdere oprør mod uoverkommelige boligpriser og kræver en generalstrejke. Presset er så stort, at de største fagforeninger nu har indkaldt til generalstrejke til den 11. november, selvom der er udskrevet parlamentsvalg til den 29. november. I Tyskland har titusinder allerede strejket på skolerne mod Merz’ militarisme og for at afvise værnepligt. Og i Østrig strejker studerende mod regeringens racistiske hijabforbud.

I alle disse bevægelser kommer den samme holdning klart til udtryk: »Vores magthavere angriber vores rettigheder og vores levestandard, samtidig med at de gør migranter til syndebukke og puster til racismen. Samtidig smider de milliarder efter krig, genoprustning og de rige! Nok er nok!«

Helt rigtigt! Millioner af unge over hele Europa er ved at nå frem til den rigtige konklusion, nemlig at de problemer, de står over for, ikke blot handler om den ene eller den anden politiske prioritet eller det ene eller det andet parti. Det er selve det kapitalistiske system og hele den europæiske herskende klasses imperialistiske ambitioner, der er årsagen til angrebene på deres generation. Bevidstheden udvikler sig med stormskridt, idet den ene krise efter den anden bidrager til at skabe en samlet front af utilfredshed.

I denne sammenhæng udgør ungdomsstrejken den 20. november en historisk mulighed for at udnytte denne stemning og forene disse kampe. En koordineret aktion på tværs af Europa, der muligvis involverer millioner af studerende, ville være et afgørende skridt fremad i bestræbelserne på at trække disse lag ind i den revolutionære kamp for socialisme.

Våben før smør

De seneste års kapitalistiske krise har drastisk intensiveret kampen mellem de forskellige bander af imperialistiske røvere. De europæiske herskende klasser har for deres del støttet folkemordet i Gaza og pumpet milliarder ind i krigen i Ukraine. Nu, i et desperat forsøg på at redde sig selv fra et ydmygende nederlag mod Rusland, pisker de en hysterisk stemning op omkring et påstået fremtidigt angreb på et NATO-land for at retfærdiggøre yderligere våbenudgifter.

Med dette formål for øje opfordres unge mennesker over hele Europa til at rette ind og bakke op om deres egne herskende klasser. »Meld jer ind i hæren!« kræver Friedrich Merz, Emmanuel Macron og Andy Burnham, mens de udpeger fjenden i øst som en eksistentiel trussel mod den såkaldte »demokratiske« livsform i Europa. Men intet kunne være længere fra sandheden.

I virkeligheden er det den herskende klasse i Vesten, der hele tiden har pustet til krigens flammer. De er fulgt med på hvert eneste hovedløse eventyr, som den amerikanske imperialisme har begivet sig ud på, i et forsøg på at redde det, der er tilbage af den transatlantiske alliance, og har gjort alt for at føje Donald Trump. I Ukraine har deres eneste mål – langt fra at kæmpe for frihed, suverænitet eller demokrati – været at svække Rusland som rivaliserende magt, mens almindelige ukrainere er blevet tvunget til at betale den høje pris.

Mens gymnasieelever i Frankrig kræver, at deres overfyldte klasseværelser ikke skal være befængt med rotter og kakerlakker eller stå uden aircondition i 40 graders sommervarme, sender Macron bevæbnet politi ud for at slå dem ned, mens han selv nyder en udflugt for at overvære testaffyringen af et nyt missil med nuklear kapacitet. Den herskende klasse kunne ikke have gjort sine prioriteter mere tydelige.

Hvem betaler?

De europæiske herskende klasser øger forsvarsudgifterne med hundredvis af milliarder. Mens våbenvirksomhederne tjener stort, rejser de enorme udgifter spørgsmålet: Hvem betaler regningen? Under kapitalismen findes der ikke noget, der er gratis – og det gælder i endnu højere grad i dag, hvor Tyskland er i recession, inflationen hærger Storbritannien, og Frankrig kæmper med et eksploderende budgetunderskud.

I virkeligheden er det arbejderklassen og de unge over hele verden, der betaler prisen for imperialismens forbrydelser. Nedskæringer i velfærdsudgifterne og uddannelsesbudgettet, en højere pensionsalder og skyhøje priser er alle en integreret del af imperialismens bestræbelser på at forsvare og udvide sine indflydelsessfærer i verden.

Siden 2022 har verdensøkonomien oplevet den største stigning i militærudgifterne siden afslutningen af den kolde krig. For det 11. år i træk er udgifterne til våben og bomber steget og har på verdensplan nået næsten tre billioner dollars.

Det er en ufattelig sum penge, der går til død og ødelæggelse, og alligevel får vi at vide, at der ikke er så meget som en øre eller en cent tilovers til blot at opretholde det nuværende niveau af velfærd! I Tyskland skærer Merz-regeringen ned på ydelserne, reducerer forældreorloven, fordobler prisen på receptpligtig medicin og hæver pensionsalderen. Storkapitalen får skattelettelser og tilskud, mens den påtvinger arbejderne afskedigelser, længere arbejdstid og lønstop.

For nutidens unge i hele Europa står valget klart. Hvis den herskende klasse gennemfører sine drakoniske angreb, vil vi være langt dårligere stillet end vores forældres generation – eller endda vores bedsteforældres! Klimakollaps, eksploderende statsgæld og skyhøje leveomkostninger truer allerede vores fremtid, og oven i købet bliver vi bedt om at stramme bæltet, så den herskende klasse kan føre krige for at beskytte en lille gruppe milliardærers profit. Det er på tide at sætte foden ned.

Hvilket program?

Studerende og unge spiller en vigtig rolle i kampen mod militarisme og krig. Fra bevægelsen i 1960’erne og 70’erne mod Vietnamkrigen til den voldsomme vrede over folkemordet i Gaza har de stået i forreste række. Og i de seneste år er strejker og protestaktioner mod oprustning og værnepligt også begyndt at dukke op over hele Europa. I Tyskland afviser to tredjedele af de unge værnepligt. Dette viser det enorme potentiale for at mobilisere tusinder og i sidste ende millioner.

Men spørgsmålet må være: Hvordan kan disse initiativer rent faktisk lykkes med at standse krigsmaskinen? At skabe politisk klarhed og skærpe det program, som vi mobiliserer og kæmper ud fra, er en forudsætning for at føre kampen videre.

Som historien viser, kan imperialismen og stræben efter militarisme ikke standses inden for kapitalismens rammer. Tværtimod er det netop et økonomisk system, der bygger på profit, udnyttelse og konkurrence mellem nationer, som i første omgang fører til disse rædsler. At opfordre til fred og rette pacifistiske appeller til den herskende klasse og dens politiske repræsentanter vil ikke løse noget. Faktisk vil det skabe falske illusioner hos netop de mennesker, der har blod på hænderne, og om, at imperialismen blot er et politisk valg snarere end en nødvendighed for kapitalistklassen.

En ægte antikrigsbevægelse må fremlægge et klart revolutionært program. Det betyder, at man åbent må slå fast, at ungdomsbevægelsen kun kan vindes som en del af klassekampen. Bevægelsen skal inddrage arbejderklassen, som besidder magten til at ramme kapitalisterne, hvor det gør ondt, og til at lede samfundet og produktionen i flertallets interesse. Den italienske generalstrejke for Palæstina i oktober 2025 og havnearbejdernes aktioner i dele af Europa, hvor de nægtede at håndtere våben, har vist, hvad der er muligt. I sidste ende er det kun en kamp for en socialistisk omdannelse af samfundet, der kan besejre imperialismen, militarismen og krigen.

Den største hindring på denne vej er de reformistiske ledere, hvad enten det er i fagforeningerne eller de politiske partier på venstrefløjen. Selvom det på papiret burde være deres opgave at mobilisere både ungdommen og arbejderklassen, har de for længst taget afstand fra klassekampen, for slet ikke at tale om revolutionære idéer. I stedet søger de kompromiser med den herskende klasse og forsøger at omdirigere enhver bevægelse på gaden ind i parlamentariske kanaler. Når det gælder spørgsmålet om krig, appellerer de til folkeretten og organisationer som FN om at gribe ind. Men imperialistisk »fred«, som Lenin påpegede, kan kun være et forspil til nye imperialistiske krige.

Vælt de riges regeringer

Allerede nu indser unge over hele Europa, at den eneste måde at fremme deres kamp på er ved at inddrage arbejderklassen, få samfundet til at gå i stå og fremtvinge magthavernes fald.

I Spanien kom opfordringen til en generalstrejke, som fagforeningerne nu har indkaldt til den 11. november, fra masserne, der er fuldt ud klar over, at appeller og underskriftsindsamlinger ikke kan sikre grundlæggende menneskelige behov som boliger, der er til at betale – selv når en såkaldt »venstreorienteret« regering er ved magten. I Frankrig henviser de studerende åbent til maj 1968, fordi de indser, at regeringen gennem strejker og standsning af produktionen vil blive tvunget til at kapitulere.

Krisen i alle europæiske lande er så dybtgående, at ingen enkelt foranstaltning kan lindre lidelserne på nogen meningsfuld måde eller sikre en anstændig fremtid for nutidens unge. De økonomiske forhold dikterer en sparepolitik, der bygger på nedskæring efter nedskæring, uanset hvem der er ved magten.

For at standse det igangværende sociale forfald, som rammer de unge uforholdsmæssigt hårdt og direkte, er der behov for en radikal forandring. Kort sagt skal kapitalisternes regering erstattes af en arbejderregering. De fagforeningsledere og reformistiske politikere, der hævder, at der findes en nem eller fredelig vej til at opnå det, som de unge kræver, fører jer bag lyset!

Bevægelsens umiddelbare krav og strejken den 20. november skal derfor knyttes til udsigten til at vælte Europas regeringer og hele det system, de forsvarer.

Hvad angår kampmetoderne, skal de stå mål med denne enorme opgave. Det betyder først og fremmest at udvide selve bevægelsen og inddrage hvert eneste klasseværelse på alle skoler og universiteter i alle byer. Det betyder at få arbejderne i uddannelsessektoren med om bord og udvide appellen til arbejderklassen som helhed. Og det betyder, vigtigst af alt, at sætte klassekrav i spidsen for bevægelsen og knytte kampen mod krig og militarisme sammen med kampen mod kapitalismen.

Ungdomsstrejken den 20. november kan blive en milepæl i den kamp, der i øjeblikket fejer hen over Europa. Revolutionary Communist International vil deltage med stor entusiasme og fremsætte krav, der sigter mod at trække den skarpest mulige grænse mellem de to uforenelige sider i denne kamp om fremtiden: ungdommen og arbejderne på den ene side og kapitalisterne og krigsmagerne på den anden!

I de imperialistiske lande i Europa siger vi: »Hovedfjenden er herhjemme!«, i tråd med den holdning, Karl Liebknecht indtog ved udbruddet af Første Verdenskrig. Vi må kæmpe for at vælte krigsmagerne i hele Europa og pege fingeren direkte mod deres forbrydelser og deres hykleri! Kun klassekampen kan standse den imperialistiske krigsmaskine. Kun den socialistiske revolution kan vælte kapitalismen og bane vejen for fred og en fremtid for de unge.

Vi siger:

  • Bøger, ikke bomber! Velfærd, ikke krig!
  • Eksproprier krigsspekulanterne uden erstatning!
  • Forsvar retten til ytringsfrihed og demonstration! Ned med undertrykkelsen af antikrigsbevægelsen!
  • Fred mellem folkeslag, krig mod milliardærerne!
  • Arbejdere i alle lande, foren jer!