Wisconsin viser hvordan man kæmper imod nedskæringer

For måske første gang i statens historie lød tonerne af arbejdersangen ¨Solidarity Forever¨ i salen i Wisconsins parlament. Guvernør Scott ”Hosni” Walker har provokeret arbejderklassen, som for en stor del har haft sit hoved sænket under vægten af den økonomiske krise. Begivenhederne i Wisconsin har opildnet aktivister i den ene delstat efter den anden.

Flere uger efter at Scott Walkers lovforslag om at opløse fagforeninger [for offentligt ansatte] blev fremført, fortsætter massedemonstrationer med offentligt og privat ansatte arbejdere, studenter og andre folk fra lokalsamfundet, og klassekampens ånd spredes over hele landet. 100.000 demonstrerede lørdag den 26. februar i Madison [hovedstaden i Wisconsin]. Dette var det største antal demonstranter siden kampen begyndte. Til trods for de mange mennesker på gaden og til trods for afstemningen foretaget af den Syd-centrale forening for arbejde (SCFL) til fordel for en general strejke i til fælde af at dette lovforslag blev vedtaget, presser republikanerne stadig for at få forslaget gennemført. Walker bliver støttet af magtfulde interesser, som forstår at en sejr eller et nederlag her vil danne præcedens for lignende kampe nationalt. Der er meget på spil! Den eneste måde at slå Walker på er ved at mobilisere alle arbejderbevægelsens styrker, startende med en endags generalstrejke i Wisconsin – og ved at mobilisere arbejdere rundt i landet til massedemonstrationer og solidaritetsaktioner.

Begivenhederne i Wisconsin har opildnet aktivister i den ene stat efter den anden. Hundreder og i nogle tilfælde tusinder er gået på gaden for støtte de offentligt ansatte i Wisconsin. Der har været demonstrationer i Nashville, San Diego, Charlottesville, Trenton, Olympia, Minneapolis, Washington D.C., Albany, New York City og mange flere steder. Der er sågar blevet vedtaget resolutioner, der støtter op om en generalstrejke fra fagforeningsafdelinger i South Carolina og i San Francisco.

I Indianapolis den 26. februar demonstrerede 25.000 mennesker. Og for første gang – i den stadigt udviklende kamp for den offentlige sektor – tvang det enorme pres fra arbejderbevægelsen, statens lovgivende forsamling til at opgive anti-fagforeningslovforslaget, som ville have indført loven om ¨Ret til arbejde¨ [¨Right to work¨ er en lovgivning der forbyder fagforeninger og arbejdspladser at gøre medlemskab af en fagforening til betingelse for at blive ansat.] for både offentligt og privat ansatte arbejdere. Derudover indeholdt lovforslaget en ophævelse af retten til at kollektiv forhandling for offentligt ansatte og afskaffelsen af Project Labor Agreements [Project Labor Agreement (PLA) er en lov, der betyder at alt arbejde udført for det offentlige skal udføres af organiseret arbejdskraft] love, der ville sikre at offentlige byggeprojekter kun bliver udført af organiserede byggefirmaer.

Fagforeningsmedlemmer og –støtter holdt vagt ved Indianas statsbygning døgnet rundt alle ugens dage, efter eksempel fra protesterne i Wisconsin. Percy White, medlem af Privatsektor fagforeningsarbejdere (LIUNA) afdeling 81, citeret på AFL-CIO’s hjemmeside [AFL-CIO – The American Federation of Labor and Congress of Industrial Organization er en forening af 56 nationale og internationale fagforeninger i USA] sagde: ¨Jeg er her for at repræsentere alle arbejdere, især dem der ikke kan være her selv, og for at være sikker på at lovgiverne ved hvad vi føler.¨ Ligesom kampen i Wisconsin tiltrækker kampen for den nationale offentlige sektor instinktivt støtte fra de privatansatte arbejdere. Alle dele af arbejderklassen forbindes i disse massedemonstrationer. Enhed er styrke! Det er sådan man virkelig presser cheferne og deres politiske repræsentanter!

I årtier har fagforeningerne udøst penge til Demokraterne (og nogle gange endda til Republikanerne) gennem donationskampagner i håbet om at påvirke chefernes partier til at vedtage love, der vil være til fordel for arbejderklassen – alt sammen til lille eller ingen nytte. Valget af Obama var på ingen måde anderledes. Fagforeningerne spenderede millioner af dollars på hans valgkampagne – men vi har stadig ingen ¨Lov om ansattes frie valg¨ (Employees Free Choice Act) og love som ¨Taft-Hartley¨ er stadig gældende.(note 1)

Men det enorme pres fra arbejderklassen på gaderne i Indianapolis har opnået hvad årtier og hundrede millioner af fagforeningspenge aldrig har kunnet opnå. De har tvunget overklassens politiske repræsentanter til at trække sig tilbage.

¨Fælles opofrelse¨ betyder nedskæringer

Fox News, det republikanske partis talerør, har dag efter dag ligget i overhalingsbanen for at sprede Big Business’ løgne og angribe arbejdere i den offentlige sektor mens de hylder Walker for at forsvare skattebetalerne. De fremstiller det som om det er de offentligt ansattes løn, sygeforsikring og pensioner som er skyld i den offentlige sektors krise. De fremstiller offentligt ansatte som privilegerede sammenlignet med privatansatte. Men ’Center for budget og politik’ udgav for nylig en rapport, der tydeligt forklarede at dette ikke er tilfældet:

¨Offentligt ansatte får 4-11 procent mindre i løn end privatansatte med samme uddannelse, arbejde og andre karakteristika. Denne lønforskel er højest for højtlønnede offentligt ansatte. Offentligt ansatte tjener også mindre end deres privatansatte modstykke, når man tæller både deres løn, pensionsopsparing og sygeforsikring med. Sygeforsikring og pension er større og mere sikker for offentligt ansatte end for de fleste privatansatte. Men selv efter at have medberegnet værdien af disse, udligner det ikke løngabet mellem offentligt ansatte og ansatte i den private sektor.¨

Arbejdere bliver fortalt, at den økonomiske krise er deres skyld, men som demonstrationerne over hele landet viser, tager millioner af os ikke dette for gode varer. Budgetkrisen skyldes den økonomiske recession, som er et produkt af opsving-krise cyklussen, der er indbygget i det kapitalistiske system. Det skal siges til deres fordel, at fagforeningslederne konsekvent har argumenteret imod at skylden for krisen er de offentligt ansattes. Dette er en start, men det er ikke den eneste løgn i Big Business’ arsenal af misinformation, som behøver et ordentligt modsvar.

Udover at skyde skylden for den kapitalistiske krise på arbejderklassen, siger cheferne også at der er behov for ¨fælles opofrelse¨, for at komme huller i den offentlige sektors budget til livs og samtidig bevare øgede profitter i den private sektor. Dette er Demokraternes partilinie, og desværre bliver denne linie også fulgt af mange fagforeningsledere. For eksempel sagde arbejdsministeren Hilda Solis til den Demokratiske national komité (som hektisk har forsøgt at intervenere landet over for at ¨hjælpe¨ offentlig sektor fagforeninger):

¨Vi ved, at mange stater står over for hårde budgetbeslutninger. Vi ved, at der er rum til delt opofrelse. Og vi har set at vores brødre og søstre i de offentligt ansattes fagforeninger er villige til at give deres del, og de er villige til at forhandle i god tro, for at hjælpe deres stater med at komme igennem hårde tider.¨

Lige siden vi oprettede kampagnen for et massearbejderparti (Campaign for a Mass Party of Labor), har vi forklaret, at selvom Republikanerne repræsenterer den mere direkte ondskabsfulde fløj af virksomhedsejere, så er faktum at Demokraterne også indfører nedskæringer for at støtte de store banker og Fortune 500 [De 500 rigeste virksomheder i landet], på bekostning af arbejderklassen. Slutresultatet er det samme: Lavere livskvalitet for USA’s arbejdere.

I det nuværende politiske system i USA agerer det Demokratiske parti arbejdsgivernes ¨gode politimand¨, ved at gøre brug af demagogisk populisme og samtidig læne sig op af fagforeningerne som stemmebase til valg. Imens republikanerne går direkte efter vores løn, sygeforsikring og pension, så er Demokraternes strategi i virkeligheden langt mere ondskabsfuld: At presse for nedskæringer og samtidig ¨involvere¨ arbejderklassens ledere i de ¨hårde beslutninger¨. Målet er, at få det til at se ud som om at arbejderne er blevet konsulteret, og at der en form for ligeværdigt partnerskab. Denne form for fagforeningsforhandling underordner arbejdernes interesser til arbejdsgivernes. Med andre ord: Det er godt for arbejdsgiverne men ikke for arbejderne. Som en – der engang var kendt – sagde, er det som partnerskabet mellem en hest og dens rytter – i præcis det øjeblik hvor rytteren borer sine sporer i hestens side!

Arbejderklassen skabte ikke krisen, og hvad der er mere vigtigt er, at vi ikke burde skulle betale prisen for den! Hvis den organiserede arbejdskrafts ledelse førte arbejderklassepolitik og havde arbejderklassens synspunkter, så ville de nægte at blive ¨involveret¨ i at foretage disse ¨hårde valg¨, og de ville i stedet kræve at de rige skulle betale for deres egen krise.

Hvordan man slår Walker

Massedemonstrationerne i Wisconsin fortsætter til trods for rydningen af delstatsparlamentet for demonstranter i weekenden. Det ser oven i købet ud til at fagforeningsmedlemmer, studerende og lokale støtter planlægger at besætte bygningen igen. Kampen har inspireret tusinder af arbejdere og unge over hele landet, og mange er spontant taget til Madison for at deltage i demonstrationerne. Arbejdernes moral er stadig høj, og de er parate til at gå i strejke, men guvernøren Scott Walker og republikanerne nægter stadig at træde tilbage. Walker tilbragte weekenden med at være på TV og give interviews til pressen. Han har nu givet de offentligt ansatte en direkte trussel: Hvis de 14 Demokrater, der er medlemmer at Wisconsins lovgivende forsamling, nægter at vende tilbage til Madison fra Illinois, og dermed stoppe deres stemmeboykot, så vil han være ¨tvunget¨ til straks at fyre op til 30.000 offentligt ansatte.

Walker har hurtigt mistet størstedelen af hvad han havde af folkelig støtte før sit angreb. I følge en New York Times/CBS meningsmåling er 60 procent af befolkningen i mod afskaffelsen af offentligt ansattes ret til kollektive forhandlinger og 33 procent for. Meningsmålingen viser også, at hvis der var valg i Wisconsin i dag, så ville Walker tabe med en margen på 52-45.

Walker er under pres fra alle sider. Milliardærerne og brødrene Koch, som finansierer the Tea Party, har ganske sikkert gjort det klart for ham, hvad der er på spil for de rige: Der er behov for flere nedskæringer og den organiserede arbejdskraft skal indskrænkes. Men Walker er også under pres fra de tusinder af arbejdere og studerende, der demonstrerer rundt om og inden i delstatsparlamentet dag og nat. Og mens solidaritetsdemonstrationer landet over vokser sig større, kommer han under pres fra andre statsguvernører og regeringen for at give efter før kampen intensiveres endnu mere og kommer ¨ud af kontrol¨. En sejr til arbejderne i Wisconsin vil give mod til arbejdere overalt. Der er også et anspændt forhold i Wisconsins regering, især imellem guvernøren og politiet.

Politiets fagforening har allerede demonstreret til støtte for andre offentligt ansatte under bannere med påskriften: ¨Strissere for arbejdere¨ og fagforeningen erklærede, at den nægtede at rydde regeringsbygningen for demonstranter. Efter den interessante afsløring af en bloggers telefonfis med Walker, hvor bloggeren imiterede David Koch og hvor Walker indrømmede, at han havde leget med tanken om at plante provokatører blandt demonstranterne, har Walkers forhold til politidirektørerne været iskoldt. Sheriffen af Dane County David Mahoney udtalte til en pressekonference i mandags: ¨Da vi blev bedt om at stå vagt ved dørene, blev denne opgave givet videre til Wisconsins statspatrulje, fordi vores betjente ikke ville stå som paladsvogtere. Jeg nægtede at sætte politidirektører i denne stilling som paladsvogtere.¨

Med andre ord er den selv samme institution, som er skabt til at holde orden, fjendtlig overfor guvernøren. Hvis offentligt ansatte og privatansatte og studerende går sammen i en 24-timers generalstrejke, ville disse spændinger forstørres endnu mere og Walker kunne blive tvunget til at give op. Walker hævder at hans handlinger til gøre Wisconsin åben for handling – men en generalstrejke med bred støtte fra små virksomhedsejere er ikke just den effekt han havde i sinde!

Forbered generalstrejken!

Desværre har mange fagforeningsledere i Wisconsin været meget uklare i perspektivet om en rigtig generalstrejke. De citerer alle mulige slags paragraffer og love og andre årsager til ikke at bygge ordentligt op til det. Som om at det at fjerne 175.000 fagforeningsmedlemmers fagforeningskontrakter er lovligt! Det er også uheldigt, at den offentlige sektors fagforeningsledere har stået på hovedet for at acceptere hvilken som helst nedskæring af løn, sygeforsikring og pensioner, som Walker har krævet, så længe han ikke fratager dem retten til kollektiv forhandling. Hvis han pludselig accepterede dette krav, så ville titusinder af arbejdere og deres familier blive vidne til en dramatisk reducering af deres livskvalitet samt stå tilbage med en fagforening, der ikke var andet end dens navn.

Heldigvis har medlemmerne en anden opfattelse. Dette er en kamp vi kan vinde. Walker og Republikanerne fører en alt eller intet kamp mod den offentlige sektors fagforeninger. Den private sektors fagforeninger vil være de næste, der står for skud. Der er behov for frygtløs modkamp. Den eneste måde at slå dem på er ved en 24-timers generalstrejke i staten Wisconsin, som kan forlænges yderligere om nødvendigt.

Nu er øjeblikket hvor SCFL-ledelsen skal begynde seriøse forberedelser. Først og fremmest ved at skabe aktionskomitéer i hver statslige- og lokale administrationsafdeling, på hver skole og hvert universitet med repræsentanter fra disse komitéer forbundet i en demokratisk central strejkekomité. SCFL bør også appellere til offentligt- og privatansatte og deres fagforeninger i andre stater om at støtte op med solidaritetsaktioner. Et kæmpe ¨byrådsmøde¨ bør blive afholdt i Madison og i andre byer i staten, for at diskutere hvordan man involverer resten af befolkningen. En skade på én er en skade på alle!

Udfaldet af kampen i Wisconsin vil sætte tonen for den allerede igangværende nationale kamp for den offentlige sektor. Hvis Walker nægter at træde tilbage, selv når han står overfor en generalstrejke, vil dette være et slag mod arbejdere i hele landet, men kampen vil langt fra være ovre. Walker har allerede provokeret arbejderklassen, som for en stor del har haft sit hoved sænket under vægten af den økonomiske krise. Den revolutionære udvikling i Mellemøsten er også et magtfuldt referencepunkt.

Det er muligt, at en generalstrejke kunne tvinge Walker til at indgå en aftale med Demokraterne og opgive sit krav om at nægte offentligt ansattes ret til kollektive forhandlinger men i stedet sænke løn og pension. Dette scenario vil blive set som en sejr for mange arbejdere, men vi tror at senere, når disse tusinder af arbejdere og studerende kigger tilbage på begivenhederne og analyserer dem, så vil de indse, at det kun i bedste tilfælde var en delvis sejr. ¨Delt opofrelse¨ er bare et andet ord for nedskæringer til trods for dets egalitære navn!

Dette er en landsdækkende kamp!

Der er en anden vej, som er mulig for begivenhedernes gang. Kampen kunne spredes endnu mere. Disse angreb er nationale i omfang og kræver nationalt svar, hvis de skal stoppes. For at dette kan ske, skal fagforeningslederne indtage en anden politik og bryde med Demokraterne. Som en opfølgning til 2. oktobers ¨En nation¨ demonstration skulle AFL-CIO, Change to Win og The National Education Association mobilisere deres flere millioner medlemmer til en demonstration i Washington for at kræve den umiddelbare udskrivning af 500 milliarder dollars i føderal hjælp til delstater, byer og et udvidet program for brugbare offentlige arbejder.

Sådan et program ville skabe millioner af fagligt organiserede arbejdspladser og skabe et stærkere bånd til bygningsarbejderne. Disse penge kunne blive brugt til at stoppe hullerne i budgetterne og øge services, som der er behov for, og samtidig give en bedre infrastruktur. Hvorfor kan vi for eksempel ikke have højhastighedstog mellem alle større byer i USA?

Wisconsins arbejdere kan vinde kampen hvis den spredes, men vi har brug for en vindende strategi. Hvis arbejderbevægelsen, i stedet for at sprede kampen, lukker den ned, så vil kampen blive tabt.

Der har ikke været nogen national massebevægelse af arbejdere i USA i de fleste nulevende amerikaneres livstid. Traditionerne og erfaringerne fra fortidens kampe mangler stadigt at blive genopdaget af flertallet af arbejderklassen. Man siger at erfaring er den bedste lærer. Lige nu bliver hundrede af tusinder arbejdere direkte introduceret til klassekampen for første gang.

Lige meget hvad der sker, kan den dramatiske ændring i arbejderes bevidsthed som resultat af denne erfaring ikke måles og den har store implikationer for fremtiden. For måske første gang i statens historie lød tonerne af ¨Solidarity Forever¨ i salen i Wisconsins parlament. Men folk reagerer stadig instinktivt fanget i øjeblikkets ophidselse. Processen med analyse og absorbering af disse lektioner vil komme efter de første kampe er ovre. Sejr eller nederlag – Kampagnen for et masse-arbejderparti (CMPL) vil hjælpe denne diskussion på vej både inden i og udenfor arbejderbevægelsen.

• Solidaritet med Wisconsins offentlige ansatte – en skade på én er en skade på os alle!
• Nej til indrømmelser – forbered en 24-timers generalstrejke i hele staten!
• Mobiliser arbejderbevægelsen nationalt for at kæmpe imod nedskæringerne – for et udvidet program af brugbare offentlige arbejder!

Note 1: Employees Free Choice Act: En lov der ville tillade fagforeninger at repræsentere en arbejdsplads og forhandle med arbejdsgiveren efter at fagforeningsansatte har indsamlet underskrifter fra flertallet af arbejderne på arbejdspladsen. Loven ville fratage arbejdsgivernes nuværende ret til at kræve en ekstra afstemning om fagforeningsrepræsentation – efter at der er blevet indsamlet underskrifter fra over halvdelen af de ansatte. Loven ville også binde arbejdsgiver og fagforening til at indgå en kollektiv aftale senest 120 dage efter anerkendelsen af fagforeningen. Til sidst ville loven hæve straffen på arbejdsgivere, som diskriminerer ansatte der er for fagforeninger. Gennemførelsen af denne lov var en del af Obamas valgløfter.

Taft-Hartley loven blev gennemført i 1947 og er en lov, der blandt andet forbyder fagforeningsmedlemmer at strejke i solidaritet, og den giver retten til regeringen at bryde ind i enhver arbejdskonflikt.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)