Verdensmesterskabet - hvem scorer kassen?

Når nye lande bliver til, har de altid to umiddelbare ambitioner: at blive medlem af FN og tilknytte sig fodboldens styrende organ FIFA – ikke altid i den rækkefølge! Fodbold vedbliver at være den dominerende globale sport, spillet af millioner og set af milliarder. Som indtægtskilde overgår det langt alle andre sportsrelaterede kilder til indkomst, et faktum de store sportsvirksomheder har lagt mærke ved.

Globale firmaer som Nike, Puma, Adidas og resten producere ting som det intet koster dem at lave og sælger dem så overalt i verden til massive overpriser. Ikke underligt at de kalder fodbold det smukke spil.
De sidste få årtier har vi set en rystede udvidelse af kommercialiseringen af fodbold i takt med, at kapitalismen er stormet – med bevidst føjelighed fra fodbold autoriteterne – frem mod at opfylde profitpotentialet.
TV selskaberne har, ved at drage fordel af den store tilvækst i antallet af kanaler, der via satellitteknologi er blevet til rådighed, købt rettighederne til at vise alle mulige kampe. Til gengæld for deres millioner har fodbolden lagt disse kampe til rådighed i tider og på steder, der uden hensyn til de enkelte fans ønsker, tilgodeser TV stationernes krav. Tilhængerne har derfor set sæsonerne blive planlagt hvad der falder TV producerne ind.

De rige magtfulde klubber har hånd i hånd med multinationale sportstøjs- og TV-selskaber revet spillet i stykker og sammensat det igen i deres eget billede. De gamle europæiske konkurrencer er blevet omstrukturerede til mere profitable enheder som Champions League, med seednings regler så man undgår, at de store klubber udgår tidligt. En helt uofficiel klike af europæiske klubber kaldet G14 har udøvet en stigende usund indflydelse på nationale og internationale fodboldorganer. Dette omfatter vores egen (engelske, red.) Premier League. Premier League som jo selv blev skabt for at tilgodese de rige klubber på de fattiges bekostning og som virker mere end glad for at danse til Highbury og Old Traffords (hjemmebaner for de to storklubber Arsenal og Manchester United, red.) marketingafdelingers fløjte
Ikke overraskende følges store rigdomme med stor korruption. Først blev Tyskland ramt af en stor dommerskandale, der involverede bestikkelse. Nu vrider italiensk fodbold sig i krampe grundet en stor skandale, der involverer topklubberne i landet. Disse er blevet beskyldt for at fixe kampe og bestikke dommer til at handle i deres interesse – et faktum som italienske fans i lang tid har mistænkt dem for. Dette er kun starten, men fodbold autoriteterne vil, som sædvanlig, ikke kunne mande sig op til lejligheden og takle problemerne.

Dette er næppe den ønskede baggrund for fodboldens største konkurrence, verdensmesterskaberne som denne gang finder sted i Tyskland henover sommeren. Alligevel passer det meget godt ind. Enhver som besøger FIFA’s hjemmeside og som klikker sig ind på marketingsdelen, vil se hvor omhyggelighed og opmærksomhed, der bruges på de kommercielle sponsorer. For dem handler det ikke om sport, men om hvor meget omtale de kan få. Det globale spil er blevet det globale marked og verdensmesterskaberne et storslået udstillingsvindue for klubber, agenter og selskaber.

Fansene er marginaliserede
Hvad så med fansene, der er kilden til denne indkomst? Fortrængte og bespottede er deres stemme blevet marginaliseret. De bliver behandlet præcist som en arbejdsgiver behandler sin arbejdsstyrke – reglerne er de samme – og derfor må svaret også være det samme. Bevægelsen imod Glazer-overtagelsen (da en amerirkanske rigmand udelukkende med profit for øje overtog Manchester United, Red.) viser at fans kan organisere når stemningen griber dem. Igennem årene har fansene gjort sig anstrengelser for at organisere sig igennem forskellige uafhængige supportergrupper osv. Selvom dette ofte har fejlet i at stå distancen. Da Thatcher prøvede at introducere fodbold ID-kort i slutningen af 80’erne blev der igangsat en kæmpe kampagne, som involverede tilhængere fra alle klubber. Det kan altså lykkedes.

Bestræbelserne på at organisere er dog blevet forhindret ved at udnytte klub rivaliseringer, Vi-er-ikke-politiske-syndromet, og forsøg på at absorbere bevægelsen i status quo. Hvis fodbolden skal beholdes som en vigtig del af arbejderklassens kultur og ikke bare endnu en kilde til kapitalistisk udnyttelse og afledning fra virkeligheden, skal en ny stemning af mobilisering udvikles. The Football Supporters Federation (en stor bred sammenslutning af fodboldfans) skal genoplives og forbindes til de forskellige uafhængige og ægte tilhængeres grupper. Endnu vigtigere må man gribe nælden og se på hvem der ejer og derfor kører fodbold. Den nuværende bande vil ikke handle i vores interesser – husk på hvor (og af hvem) Glazerne og Abrahamovicherne har fået deres penge fra – og kan ikke forventes nogensinde at gøre det. Klubberne må komme på offentlige hænder og kørt i almindelige menneskers interesser som sports organisationer og ikke som kommercielle selskaber. De forskellige styrende fodboldorganer burde også renses for ”snyltende mappedrenge”. Disse burde erstattes af de folk, som har mere end bare den næste fribillet og gratis måltid i tankerne og som hellere vil forsvare og udvikle spillet med tilhængerne repræsenteret på alle niveauer. Hvis dette ikke bliver gjort, vil den ubarmhjertige udnyttelse af dette såkaldte folkets spil fortsætte indtil, der ikke er noget tilbage at bevare.