Dette dokument blev vedtaget af den Internationale Marxistiske Tendens’ ledende organ efter en diskussion den 12.-13. september 2020. Det opdaterer vores perspektiv på den eksplosive verdenssituation.

[Source]

Vi lever i et afgørende vendepunkt i historien. På sådanne tidspunkter er det naturligt at lede efter referencepunkter eller historiske paralleller. Men intet synes helt at passe til det, vi nu oplever.

Bank of England har sagt, at dette vil blive den dybeste krise i 300 år, men selv dette er utilstrækkeligt. I virkeligheden er den situation, vi oplever, unik.

For at finde noget, der bare minder en smule om den, skal vi helt tilbage til den sorte død i det 14. århundrede, som dræbte mellem en tredjedel og halvdelen af Europas befolkning.

Folk troede, at det var verdens undergang. I virkeligheden var det ikke verdens undergang, der var på vej, men et særligt socioøkonomisk systems, feudalismens, undergang. Det markerede en ny revolutionær klasses fremkomst, det spirende borgerskab, og starten på den borgerlige revolution i Holland og England. Sandt nok har den nuværende pandemi endnu ikke nået så dramatiske højder. Men i sidste ende vil den vise sig at være endnu mere ødelæggende.

Sygdommen fortsætter dens nådesløse fremgang og forvolder ødelæggelser i de fattige lande, der ikke har midlerne til at bekæmpe den. Pandemien raser ude af kontrol især i Afrika, Asien og Latinamerika men også i USA. Den har endnu ikke resulteret i så høje dødstal som den sorte død. Men det globale dødstal vil nå over en million ved udgangen af september. I skrivende stund var det totale antal af bekræftede coronavirussmittede over 24 millioner på verdensskala.

På trods af opmuntrende stemmer fra nogle regeringer er vacciners effektivitet endnu ikke påvist. Som altid er det de fattigste, der lider mest. Ved at afsløre markedsøkonomiens magtesløshed over for at give nogen løsninger på, hvad der er et spørgsmål om liv eller død for mange mennesker, bliver der i stigende grad sat spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system.

Det er vigtigt at påpege, at denne pandemi ikke er årsagen til den nuværende økonomiske krise. Den begyndte længe før, nogen overhovedet havde hørt om coronavirus. Men pandemien har uden tvivl yderligere besværliggjort hele situationen og forværret krisen. På dialektisk vis bliver årsag til effekt og omvendt effekt til årsag.

Processer accelereret

Engels pointerede, at der var perioder i historien, hvor 20 år føltes som en enkelt dag. Men han tilføjede, at de var andre perioder, hvori 20 års historie kunne opsummeres på 24 timer.

Denne bemærkning udtrykker præcist den nuværende situations natur hvis hovedemne er den hastighed, som begivenhederne bevæger sig med. Skarpe og pludselige vendinger ligger implicit i denne situation.

Hvis nogen i januar havde forudsagt, hvad der ville ske i løbet af de næste seks måneder, ville ingen have troet dem. Faktisk ville de nok have troet, at vedkommende var fuldstændig sindssyg.

Først og fremmest er hastigheden på det økonomiske kollaps forbløffende. COVID-19’s chok på den globale økonomi har været langt hurtigere og hårdere end finanskrisen i 2008 og endda den store depression.

Det økonomisk kollaps i USA er lige så alvorligt, som det var i den store depression. Men hvor sammentrækningen efter 1929 strakte sig over en fireårig periode, er coronavirusimplosionen sket over en periode på fire måneder.

Efter Wall Street-krakket i 1929 kollapsede børser med 50 procent eller mere, og kreditmarkeder frøs fast, hvilket førte til massive bankerot. Arbejdsløsheden eksploderede, mens BNP’en trak sig hårdt sammen. Men alt dette skete over omkring tre år.

I den nuværende økonomiske krise skete et lignende økonomisk og finansielt kollaps på en periode på tre uger. Det tog kun 15 dage for den amerikanske børs at falde 20 procent fra sin top – det hurtigste fald nogensinde. Og inden for et par måneder eller uger havde arbejdsløsheden nået 40 millioner i USA. Forbrug, investeringer og eksport oplever et hidtil uset frit fald. For at citere Nouriel Roubini (økonomiprofessor ved New Yorks Universitet og kendt som Dr. Doom efter sin forudsigelse af 2008-krakket, red.):

»Ikke engang under den store depression og anden verdenskrig lukkede størstedelen af den økonomiske aktivitet bogstaveligt talt ned, som den har gjort i Kina, USA og Europa i dag.«

En global krise

Dette er en kapitalismens globale krise i enhver forstand.

Trumps politik er ”Amerika først”, og han har udført den aggressivt. Han vil gøre USA stort igen, men han har glemt at tilføje: på bekostning af resten af verden. Økonomisk nationalisme er hele hans tankegang, forudsat at han overhovedet tænker. Han proklamerer dristigt, at en handelskrig er »god«. Dette vil kun intensivere krisen.

Hans voldsomme angreb på Kina truer med at ødelægge verdenshandelens og globaliseringens skrøbelige struktur. Det er dog kun ét symptom på dette fænomen. Han har også pålagt told mod en række andre lande inklusiv angiveligt allierede såsom EU, Canada og Japan. Pandemien har gjort ondt værre og startet en ny runde protektionisme såvel som et estimeret fald i verdenshandelen på 13 procent.

Det betyder, at vi er på vej mod en dyb depression. Lad os huske, at det, der forårsagede den store depression mellem de to verdenskrige, ikke var 1929-krakket men den efterfølgende bølge af protektionisme, konkurrenceprægede devalueringer og en politik med at ”bringe din nabo til tiggerstaven”, som forsøgte at eksportere arbejdsløshed til andre lande.

Kolossale ydelser

For at undgå et øjeblikkeligt kollaps har regeringer kastet billioner af dollars ud i økonomien. Blot dage efter nedlukningen blev den amerikanske kongres enige om en støttepakke, der er langt den største i amerikansk fredstidshistorie. Samme politik er blevet indført over hele verden. Ved udgangen af juni havde G20-regeringerne annonceret støttepakker, der løb op på 10 billioner dollars svarende til 12 procent af verdensøkonomien. Men siden da har EU vedtaget endnu en pakke på 850 milliarder dollars, og den amerikanske kongres har tænkt sig at frigive mindst en billion dollars mere i støtte.

For at modvirke nedlukningens episke chok har den amerikanske centralbank mobiliseret en enorm mængde likviditet. I de første syv år efter 2008-krisen opkøbte centralbanken over flere runder aktiver til en værdi af omkring 3,5 billioner dollars. Halvdelen af dette blev brugt til at købe regeringsgæld, så man kunne finansiere støttepakkerne, den anden halvdel blev brugt på virksomhedsobligationer og lånemarkedet.

De kolossale ydelser, der bliver givet til de store virksomheder for at opbløde effekterne, er uden historisk fortilfælde. Men selv disse enorme summer – der får Marshallplanen til at virke ligegyldig i sammenligning – vil ikke være nok til at stoppe økonomiens nedadgående fald.

Det basale faktum er, at den kapitalistiske økonomi kun eksisterer på nuværende tidspunkt takket være enorme finanstilføjelser fra regeringer. Alt dette leder kun til ophobningen af et bjerg af gæld, og alt gæld skal betales før eller senere.

Kommer der et rebound?

I et forsøg på at trøste sig selv forudser økonomerne en kraftig opgang. Det er en illusion. Sandheden er, at regeringer, som vi har set, har kastet billioner af dollars ud i økonomien for at undgå et øjeblikkeligt kollaps.

Den 9. april 2020 udgav foreignpolicy.com nogle interessante kommentarer på krisen. De sagde:

»Denne enorme og umiddelbare modbalanceringshandling har indtil videre forebygget en øjeblikkelig global finansiel nedsmeltning, men nu står vi overfor en periode med sammentrækning, hvori faldende forbrug og investeringer yderligere forværrer sammentrækningen.«

Nouriel Roubini skrev:

»Kun centrale regeringer har budgetter store og stærke nok til at stoppe den private sektors kollaps.«

Men så tilføjer han:

»Men disse underskudsfinansierede interventioner skal kunne baseres på penge. Hvis de bliver finansieret gennem almindelig regeringsgæld, vil rentesatserne stige skarpt, og opgangen ville blive kvalt i dens krybbe.«

Det vil sige, at centralbanken skal blive ved med at printe penge for at finansiere offentlige udgifter.

Roubini ser ned på de overdrevne selvsikre forudsigelser om en såkaldt V-formet bedring:

»Den igangværende sammentrækning ser hverken ud til at være V- eller U- eller L-formet (en skarp nedgang efterfulgt af stagnation). Derimod ligner den et I: en vertikal linje der repræsenterer finansielle markeders og den virkelige økonomis styrtdyk.«

Dette er perspektivet selv uden et nyt pandemiudbrud, hvilket bestemt ikke kan udelukkes. I stedet for det lovede økonomiske ”rebound” står masserne i alle lande overfor årtier af dybe angreb på levestandarder, arbejdsløshed og nedskæringer.

Hvem skal betale?

Hvem skal betale? Det er spørgsmålet, som ingen vil stille og slet ikke svare på. Martin Wolf, hovedøkonom for Financial Times, skriver:

»Pandemien har påtvunget større finansielt forbrug selv sammenlignet med finanskrisen. Dette stiller nu spørgsmålet om, hvordan denne gæld skal håndteres, og hvem der skal betale.« (FT, 5/7/20)

Men svaret er tydeligt. Hele krisens vægt vil blive lagt på skuldrene af dem, der er mindst i stand til at betale: de fattige, de gamle, de syge, de arbejdsløse og arbejderklassen generelt. Men middelklassen vil heller ikke komme uskadt ud herfra.

Nogle venstrereformister (Podemos i Spanien for eksempel) har på tåbelig vis draget den konklusion, at de store mængder penge, som er blevet givet til virksomheder for at betale for hjemsendte arbejdere af offentlige finanser, signalerer en fundamental forandring i kapitalismens natur. De ser det som afslutningen på den ”neoliberale model” og en velkommen tilbagevending til kapitalismen med et smilende (keynesianistisk) ansigt.

Og disse damer og herrer har den frækhed at anklage marxister for at være utopiske! Piben skal nok få en anden lyd, når først regeringerne, der har brugt enorme summer af penge, som de ikke har, begynder at trække dem ud af folket gennem skattehævninger og dybe nedskæringer i det offentlige forbrug.

Den enorme finansielle byrde vil kunne mærkes i årevis – måske årtier – frem og umuliggør derved enhver form for et effektiv opsving. Og før eller senere vil de massive underskud producere en høj inflation, pres på kreditten, en massiv sammentrækning i lån og et nyt kollaps. Det er det virkelige perspektiv i den nærmeste fremtid. Det er en færdiglavet opskrift på klassekamp i alle lande.

Dette er forstået af de bedre tænkende repræsentanter for den herskende klasse, som vi kan se fra Financial Times, der påpegede følgende den 9. marts:

»Det at betale for pandemien vil rejse alle de samme spørgsmål. En tilbagevenden til nedskæringspolitikken ville være vanvid – en invitation til udbredt social uro, hvis ikke revolution, og som sendt for himlen til populisterne. Efter noget tid – lang tid – skal de finansielle regninger betales. Men liberalt demokrati vil kun kunne overleve dette store økonomiske chok, hvis der bliver lavet justeringer i en kontekst af en ny social kontrakt, som sætter flertallets velfærd over de privilegeredes interesser.« (FT, 9/3/20)

Præcis hvordan dette mirakel skal opnås, forklarer Financial Times ikke. Men disse linjer er meget afslørende. De viser, at kapitalens strateger er nået til den samme konklusion som marxisterne. Borgerskabet er fanget som en lus mellem to negle. De forstår, at revolution ligger implicit i den nuværende situation. Og de tager ikke fejl.

»Rutsjer mod katastrofe«

I 1938 henviste Trotskij til den herskende klasse som »rutsjede mod katastrofe med deres øjne lukkede.« Disse linjer kunne være skrevet i dag. Borgerskabets og dets hyrede politikeres reaktion på coronaviruspandemien er blind panik.

Før i tiden, selv i øjeblikke med dyb krise og krig, følte folk, at regeringen i det mindste havde en eller anden form for plan for at komme ud af krisen, selv hvis de ikke havde decideret kontrol med situationen.

I dag er dette ikke tilfældet. Kapitalens strateger er blevet kastet fuldstændig ud af balance. Den borgerlige presses ledere afspejler en situation med vildrede og forskrækkelse, der nærmer sig fortvivlelse.

Verden befinder sig i det stejleste økonomiske kollaps i historien – og over natten bliver de gamle økonomiske tekstbøger kastet i skraldespanden. Virksomheder kan ikke forudsige fremtiden, investeringer kollapser, og økonomien har lidt en krise, der er langt værre og har fået fat langt hurtigere end i 1930’erne. IMF og Verdensbankens økonomiske udsigter er fuldstændig værdiløse, eftersom ingen kan forudsige den nuværende coronaviruspandemis udfald.

Situationen er endnu værre, når det kommer til de politiske ledere. Der er et gammelt ordsprog, der siger, at folk får den regering, som de fortjener. Det er ikke helt korrekt. Men det er fuldstændig korrekt, at den herskende klasse, i den nuværende krise, har fået den regering, som de fortjener.

Donald Trump i USA, Boris Johnson i Storbritannien og Bolsonaro i Brasilien repræsenterer en personificering af borgerskabets intellektuelle og moralske bankerot i dets stadie af senilt forfald. De leder glædeligt deres nationer til afgrundens rend og kaster dem ned i den. Dårligt lederskab gør en dårlig situation tusind gange værre. Borgerskabet river sig i håret og brokker sig højlydt over situationen men kan ikke gøre noget ved den.

USA

Det mest tydelige udtryk på dette findes i USA, det rigeste land i verden.

Det siges, at kejser Nero spillede på hans lyre, mens Rom brændte. Nu efterligner kejser Trump hans berygtede romerske forgænger, selvom han endelig er gået med til at tage en maske på – hvilket i det mindste er en forbedring.

Millioner af amerikanere er blevet fyret eller sendt hjem. Fastfood- og butiksarbejdere risikerer deres liv for en mindsteløn, mens pandemien raser ud af kontrol og overlader millioner af mennesker til unødvendig lidelse og død.

Nye ansøgninger om arbejdsløshedsydelser er steget til uhørt høje niveauer i USA, hvilket indikerer en høj mængde fyringer og et hurtigt skrumpende arbejdsmarked.

Kollapsets pludselighed kom som et chok for millioner af arbejdere. Pengeydelser fra regeringen lindrede situationen midlertidigt. Men coronavirusudbruddets pris blev ved med at stige ubønhørligt.

Og det gik værst ud over de nødstedte områder, som primært er beboet af fattige farvede mennesker og andre etniske minoriteter, hvilket har gjort de mangeårige racebaserede uligheder endnu mere markante end før.

En opstandslignende bevægelse

Den simrende utilfredshed og vrede hos millioner af fattige, især sorte mennesker, i USA eksploderede endeligt over mordet på George Floyd. Bevægelsen kom ikke ud af intet. Det var resultatet af årtier med udbytning, undertrykkelse, fattigdom, dårlige boliger, racisme og politivold.

Historikeren og professoren ved Rice University Douglas Brinkley udtrykte situationen med beundringsværdig klarhed: »Trådene i vores borgerlige liv kunne begynde at trævles op, fordi alle lever i en krudttønde.«

Der er foregået mange af sådanne mord over årtierne, der ikke har fremprovokeret demonstrationer på denne skala, men for millioner af fattige mennesker i USA var mordet på George Floyd dråben, der fik bægeret til at flyde over. De chokerende billeder af politivold faldt som en brændende tændstik ned i en krudttønde.

I Minneapolis, hvor bevægelsen startede, blev politiet nødt til at flygte fra en vred flok af demonstranter, der herefter brændte politistationen ned. Disse var begivenheder af en opstandslignende karakter. Men endnu mere betydningsfuldt er den lynhurtige hastighed, som begivenhederne udfoldede sig med.

Massedemonstrationerne spredte sig fra kyst til kyst, som om de blev flyttet af en usynlig hånd og opslugte den ene amerikanske by efter den anden. Forbløffende nok mente flertallet (54 procent) af amerikanere, at nedbrændingen af Minneapolis’ politistationsbygning var retfærdiggjort. Hvad der var endnu vigtigere, var at 29 havne gik i solidaritetsstrejke, mens buschauffører i visse byer nægtede at fragte beredskabspolitiet.

Staten slog ned med ekstrem brutalitet, og udgangsforbud blev indført i 200 byer. Alligevel fortsatte protesterne i ugevis. Dette er en indikation på de ting, der vil komme, en slags generalprøve for den amerikanske revolution.

Begivenheder af denne art har virkelig ingen fortilfælde i nyere amerikansk historie. Denne bevægelse er det endelige svar til alle skeptikerne og krysterne, der argumenterede for, at arbejderklassen aldrig ville bevæge sig, især ikke i USA.

Split i den herskende klasse

Split i den herskende klasse er det første tegn på udviklingen af en revolutionær situation. Trump ønskede at bruge hæren til at knuse opstanden. Men dette fremprovokerede et oprør blandt hærens overhoveder og selv en del af republikanerne.

CNN citerede Forsvarsministeriets embedsfolk, der sagde, at der var en »dyb og voksende utilfredshed« blandt nogle i Pentagon, selv før præsidenten annoncerede, at han var klar til at indsætte militæret for at skabe orden i amerikanske byer. Wall Street Journal bar overskriften: ’Lad Være med at Indsætte Tropperne.’ De skrev: »På nuværende tidspunkt vil synet af tropper i amerikanske gader sandsynligvis ophidse frem for at berolige…«

Dette viser begrænsningerne i statens magt. De viser os skikkelsen af de ting, der vil komme.

Spontanitetens begrænsninger

I 1938 skrev Leon Trotskij, at man kunne reducere menneskehedens krise til en krise i proletariatets ledelse. Vi burde tænke meget over, hvad disse ord betyder. Man behøver ikke at nævne, at

massernes bevægelse er revolutionens grundlæggende fremdrift. Så vidt er vi enige med anarkisterne. Men deres konklusion slutter, hvor de virkelige problemer begynder.

Hvad viser begivenhederne i USA os? De har afsløret massernes enorme potentielle magt. De viser os, at der er en magt i samfundet, der er stærkere end selv den stærkeste stat, hær eller politistyrke. Ja, det er fuldstændig sandt. Massernes spontane bevægelse er den forudgående betingelse for en socialistisk revolution. Men den er ikke nok til at garantere succes i sig selv.

På samme måde er damp også en enorm kraft. Det var kraften, der drev den industrielle revolution, og fortsætter med at drive det økonomiske liv den dag i dag. Men damp er først kraft, når den koncentreres i et specifikt punkt, i en stempelkasse, der centraliserer dens kraft, og forøger den tusindvis af gange. Uden denne ville dampen blot fordampes ubrugeligt ud i luften.

Det er det samme med revolution. Uden den nødvendige organisering og ledelse vil arbejderklassens enorme magt blot forblive et potentiale, ikke en realiseret magt.

Krigshistorien giver os mange eksempler på en stor hær af modige soldater, der bliver besejret af en langt mindre styrke af disciplinerede tropper anført af erfarne officerer. Og klassekrigen har mange lighedspunkter med krig mellem nationer.

Det, vi så i USA, viste os begrænsningerne i statens magt, når den står overfor en masseopstand som den, vi så i det land. Massernes spontane bevægelse er den forudgående betingelse for revolution. Men den er ikke tilstrækkelig til at garantere succes i sig selv. Der manglede noget, og det var en organisation og en ledelse, der er i stand til at vise en vej fremad.

Uden den nødvendige organisering og ledelse var protesterne dømt til at ebbe ud før eller siden. Det overraskende var, at de varede så længe, som de gjorde. Var dette en revolution? Det var tydeligvis ikke en revolution endnu. Men det kan så sandelig blive set som generalprøven på en fremtidig revolution.

Intet vil nogensinde blive det samme

Der er en enorm forandring i bevidstheden i USA. Meningsmålingerne viser en stigende støtte til socialisme. 67 procent af unge ville stemme på en socialistisk præsident. Endnu mere overraskende er det, at 30 procent af dem over 65 år ville gøre det samme, hvis de fik muligheden. Men de fik ikke muligheden.

Bernie Sanders nægtede at stille op som socialist, efter han rejste forhåbninger hos millioner af mennesker, selvom der var bred støtte til et nyt parti. I stedet for valgte han at støtte Joe Biden som den demokratiske kandidat og brugte argumentet om nødvendigheden af at besejre Trump. Dette argument vil uden tvivl have en vis tyngde hos de mange mennesker, der desperat ønsker at komme af med ham. Men mange andre vil vende sig i foragt.

Valget er til november, og mange ting kan nå at ske mellem nu og da, men valgkampagnen er allerede skudt i gang. Trump forsøgte at spille ”lov og orden”-kortet, men det gav bagslag. Nu gentager han konstant, at der vil forekomme valgsvindel på grund af brevstemmer. Meningsmålinger viser da også, at han taber terræn. Men det betyder ikke nødvendigvis, at han vil tabe.

Mange folk har draget den korrekte konklusion, at valget mellem Demokraterne og Republikanerne overhovedet ikke er et valg. Og der er en tilsvarende vækst i interessen for socialistiske og endda kommunistiske ideer. Dette kan ses i den hurtige fremgang, som vores amerikanske sektion har fået, men også i, at væksten i DSA-medlemsskaber i afdelinger rundt omkring i landet er eksploderet. Det estimeres, at 10.000 mennesker er gået med siden marts, hvilket bringer gruppens totale medlemskab op på omkring 66.000 ifølge interne tal.

Én ting er klar. Uanset hvem, der sidder i Det Hvide Hus næste år, vil intet nogensinde blive det samme igen. Der foreligger turbulente tider for USA. Der vil være sejre, og der vil være nederlag. Men i en hel periode vil pendulet svinge skarpt mod venstre.

Behovet for dialektik

Kun et kendskab til den marxistiske dialektiske metode kan lade en kigge under overfladen (”faktaene”) og nå ind til de virkelige processer, der langsomt modnes under overfladen.

Overfladiske empirister og impressionistiske observatører blev overrasket af disse bevægelser, der så ud til at komme ud af ingenting som et lyn fra en klar himmel. Men de nuværende omvæltninger kommer ikke ud af ingenting. De blev forberedt af hele den forgangne periode.

Manglen på en dialektisk tankegang er det, der forklarer kapitalstrategernes fuldstændige magtesløshed. De er ude af stand til at forklare den nuværende krise eller give en løsning på den. Det samme gælder middelklassen og intelligentsiaen, der er grebet af en stemning af den dybeste fortvivlelse, hvilket er afspejlet i postmodernismens indflydelse, der benægter muligheden for fremgang generelt, blot fordi fremgang under kapitalismen er gået i stå.

Fra et dialektisk perspektiv vil alt før eller senere blive til sin modsætning. Arbejderklassens bevidsthed udvikler sig ikke i en lige linje. Den kan længe halte efter begivenhederne. Men før eller senere indhenter den dem med et brag. Det er præcis, hvad en revolution er. Vi kan nu se denne proces udfolde sig for øjnene af os.

Vi bør huske, at de revolutionære omvæltninger allerede startede sidste år i Sudan, Libanon, Irak, Ecuador, Chile osv. Frem for alt bliver radikaliseringen reflekteret i en hurtig forandring i massernes bevidsthed.

Hvordan bevidsthed forandres

Bevidsthedens halten efter, som vi før har kommenteret på, er nu blevet erstattet af voldsomme eksplosioner hos masserne. Hvor end vi kigger hen, ser vi voksende utilfredshed, vrede, raseri og et had til den herskende orden.

Dette udtrykker sig selv på forskellige måder i forskellige lande. Men overalt ser vi, at masserne, arbejderne og ungdommen er begyndt at bevæge sig, at udfordre den gamle orden og kæmpe imod den. Det er rigeligt at nævne de begivenheder, der finder sted lige nu.

Lad os tage to yderst vigtige eksempler: Israel og Libanon. Hvis der var et land i verden, hvor mange mente, at klassekampen var slut, så var det Israel. Det virkede for de fleste som om, at Netanyahu havde fuldstændig kontrol med situationen. Men nu har krisen ramt Israel: levestandarden falder, og arbejdsløsheden vokser. Og masserne er gået på gaden for at kræve, at Netanyahus regering bliver væltet.

I Libanon har vi et endnu mere sigende eksempel. Efter den revolutionære bevægelse, som fejede over landet ved udgangen af sidste år, har eksplosionen i Beiruts havn, der smadrede byen og efterlod 300.000 mennesker uden hjem, antændt en ny og endnu mere beslutsom revolutionær bevægelse. For ikke så længe siden virkede det til, at sådan en bevægelse var umulig på grund af de skarpe sekteriske opdelinger i det libanesiske samfund. Men nu ser vi et kolossalt opsving i revolutionen, hvor alle sektioner af arbejderklassen står samlet i kamp.

Disse eksplosioner af folkelig vrede faldt ikke ned fra himlen. De blev forberedt af hele den sidste periodes kurs, især de sidste ti år med nedskæringer.

Hviderusland og Rusland

En lignende dramatisk forandring foregår for øjnene af os i Hviderusland, hvor en protestbevægelse mod Lukasjenko har fået en massiv karakter. Det er sandt, at denne bevægelse har en forvirret og modsætningsfyldt natur.

Den småborgerlige ledelse vil gerne skrue hastigheden op på processen med privatiseringer og etableret ættere forbindelser til EU. Men arbejderklassens

fremkomst som en hovedkraft og dens bevægelse i retning af en generalstrejke er blevet en vigtig faktor i ligningen. Arbejderne i de statsejede industrier vil ikke dele de liberales entusiasme for privatiseringer og markedsøkonomi.

Situationen er ikke den samme, som den var i Ukraine, hvor bevægelsen var domineret af ekstreme reaktionære nationalistiske og åbent fascistiske elementer. I Hviderusland eksisterer den samme anti-russiske stemning ikke i befolkningen. Hviderusland er så tæt økonomisk, sprogmæssigt og historisk integreret med Rusland, at det er svært at forestille sig, at landet skulle bryde med Moskva og vende sig mod Vesten.

Det er umuligt at sige, hvordan den nuværende bevægelse vil slutte. Putin ser foruroliget på disse begivenheder. Men Putins muligheder i forhold til Hviderusland er begrænsede. En væbnet intervention ville være vanvid. Det ville fornærme folket og skabe den slags anti-russiske stemning, der ville skubbe dem mod Vesten. Uanset hvad har Putin ingen særlig interesse i at redde Lukasjenko, tværtimod faktisk.

Kremlin-kliken vil uden tvivl smæde ranker med Minsks topbureaukrater for at finde en passende ”reformistisk” figur, der kan erstatte den skandaleramte Lukasjenko og indgå en aftale med Moskva. Hvorvidt sådan en manøvre lykkes afhænger af massebevægelsens fremtidige udvikling.

Bevægelsen i Hviderusland vil have alvorlig betydning for Rusland. Putin frygter retmæssigt, at en lignende bevægelse kunne bryde ud i Rusland. Begivenhederne i Khabarovsk indikerer, at denne frygt ikke er uden grund. Forgiftningen af den liberale oppositionspolitiker Navalnyj er muligvis en panikreaktion. Uanset hvad peger alle modsætningerne i Rusland mod modningen af en eksplosiv situation.

Europa

Nationalisme, ikke internationalt samarbejde, er den dominerende karakteristik af den nuværende periode. Den truer hele det skrøbelige internationale handelssystem, der blev oprettet med stort besvær af borgerskabet i årtierne efter anden verdenskrig.

Handelskrigen mellem USA og Kina er blot et symptom på dette fænomen. Men der er også en handelskrig mellem USA og Europa. Og farlige brudlinjer bliver ved med at dukke op mellem europæiske nationer.

For længe siden pointerede vi, at det europæiske borgerskab kunne fastholde en vis grad af integrering i nogen tid, men i tilfælde af en dyb krise ville processen blive sat i bakgear. Dette er nu tydeligvis tilfældet.

Tyskland

Tyskland er hoveddrivkraften i den europæiske økonomi, men landet er blevet hårdt ramt af krisen. Dets vigtigste styrke ligger i dets evne til at eksportere. Men nu viser denne styrke sig at være dets alvorligste svaghed. Nedgangen i Kina og krisen i resten af Europa har skabt et skarpt fald i eksport især i den vigtige bilsektor.

Tysklands BNP faldt allerede i det sidste kvartal af 2019. Nu forudsiges Tysklands BNP til at falde mere end USA’s, fordi den bliver trukket ned af afhængigheden af eksport. Der er en overproduktion af biler, hvilket fører til fabrikslukninger, fyringer og en ødelæggelse af jobs i de fleste dele af økonomien. Der er mindst tre millioner arbejdsløse. Og det er uden at medregne selvstændige og studerende.

Alt dette har afsløret de brudlinjer, der flår EU fra hinanden.

Et splittet EU

Der er et voksende split med de østeuropæiske medlemslande. Mange i Bruxelles mener, at lande som Polen og Ungarn kun burde få penge, hvis de opgiver deres politik med reformer af retssystemet, som deres kritikere ser som et angreb på retssikkerheden.

Men hovedsplittelsen er nu mellem de lande, der er hårdest ramt af virussen – såsom Italien og Spanien – og nogle EU-medlemslande, der ønsker at holde fast i deres penge. Især Italien var et af de tidligste europæiske lande, der led et udbrud, og har talt 35.000 dødsfald – et af de højeste i verden. Disse spændinger blev afsløret i et møde for nylig, hvori EU’s ledere kæmpede for at få aftalt en støttepakke, der skulle hjælpe landene med at komme sig over pandemien samtidig med blokkens 1 billion euro-budget.

Sverige, Danmark, Østrig og Holland nægtede stædigt sammen med Finland at lade 500 milliarder euro i form af tilskud blive tilbudt de lande, som var hårdest ramt af COVID-19. De argumenterede for, at den forslåede pakke var for generøs og under ingen omstændigheder burde blive givet som en ydelse men som lån, der skal tilbagebetales. Disse angiveligt civiliserede ledere, hvoraf flertallet er socialdemokrater, skændtes som hestehandlere på middelalderens markedsplads.

Ved et langt og splittet mødes afslutning, hvor EU-ledere fornærmede hinanden, og Macron slog i bordet og truede med at udvandre, blev en usikker aftale til sidst indgået. De havde intet andet valg end at indgå et kompromis. Men idealet om europæisk solidaritet blev kastet ud af vinduet i processen.

Italien

Spørgsmålet om Italien var i midten af dette skænderi. Hvis man ikke kunne nå til enhed, kunne det have ført til Italiens koalitionsregerings kollaps og muligheden for en tilbagevenden til Salvini og det anti-europæiske Liga Nord.

Centrum for EU’s krise er rykket fra Grækenland til Italien, som nu er Europas syge mand. Det er det svageste led i den europæiske kapitalismes kæde. Krisen i Italien udgør en langt større fare for EU’s fremtid, end Grækenland nogensinde gjorde. Grækenland er jo trods alt et relativt lille land. Men Italien er en stor økonomi, som udgør 11 procent af den Europæiske Unions BNP. Italiens enorme gæld på 2.500 milliarder euro kunne vælte EU’s finanser, og Italiens kollaps kunne føre til selve EU’s udslettelse. Det er, hvad der forklarer Merkels forsigtige holdning. Det var umuligt for hende at være lige så hård overfor Italien som Grækenland. Hun var tvunget til at lade klaveret spille lidt anderledes. Det forklarer også delvist vredesudbruddene fra den franske præsident ved det nylige topmøde for EU’s ledere.

Coronaviruskrisen har afsløret den italienske kapitalismes ekstreme svaghed og korruptionen og inkompetencen i hjertet af landets regering. Norditalien blev hårdt ramt af coronaviruskrisen. Området udgør 50 procent af Italiens BNP. Alligevel oplevede denne region scener med død og ødelæggelse, som man normalt ville associere med et tredjeverdensland.

Regeringens håndtering af COVID-19-krisen har skabt vrede og indignation. Arbejdere blev nødt til at arbejde mellem 12 og 14 timer uden ekstrabetaling, selv om lørdagen, især sundhedsarbejdere, der risikerede deres liv. Det udtrykker chefernes ondsindede ligegyldighed over for arbejderes liv og sundhed.

Pludselige og skarpe forandringer i bevidstheden står for dagen. Lærere og studerende er blevet radikaliseret og er klar til at kæmpe. Der var en bølge af uofficielle strejker, der spontant blev kaldt fra neden, men reformisterne og fagforeningslederne gjorde deres bedste for at holde bevægelsen tilbage. Cheferne er i offensiven, men fagforeningslederne søger en social pagt, selvom der ikke er nogen mulighed for en.

Denne modsætning fører til et hurtigt autoritetstab hos fagforeningsledelsen, hvilket baner vejen for endnu større eksplosioner i den kommende periode. Scenen er sat for en eksplosion af klassekamp hvis lige ikke er set siden 1970’erne. Dette har alvorlige implikationer for hele Europa.

Frankrig – den næste i rækken

Selvom det mest presserende problem i krisen er Italien, er Frankrig ikke langt bagefter. Det forklarer Emmanuel Macrons reaktion på nordeuropæernes stædighed. Angiveligt slog han i bordet og truede med at udvandre fra diskussionerne, mens han anklagede de ”sparsommelige fire” (Østrig, Danmark, Holland og Sverige, red.) for at sætte det europæiske projekt i fare.

Den franske præsident sagde, at der var »intet andet valg« end at opsætte en fond, som »kunne udstede almen gæld med en almen garanti« til at finansiere medlemslandene i overensstemmelse med deres behov frem for afhængig af størrelsen af deres økonomier. Men dette er en idé, som Tyskland og Holland har modsat sig.

Bruno Le Maire, Frankrigs finansminister, fremsatte protesten skarpt:

»Enten handler eurozonen forenet på den økonomiske krise og kommer styrket ud, ellers er den i vildrede og i fare for at forsvinde.« (FT, 23/3/20)

Men Europa handler ikke forenet. Tværtimod har den økonomiske krise forværret de nationale forskelle massivt og drevet de herskende klasser fra de forskellige lande i forskellige retninger. Brexit var kun begyndelsen på en disintegrationsproces, der langt fra er slut og vil skabe den ene indviklede krise efter den anden.

Storbritannien

Den umiddelbare effekt af Brexit vil blive katastrofal for både Europa og Storbritannien. Det britiske borgerskab vil befinde sig i den værst mulige krise efter at have efterladt den Europæiske Union.

Alle de tåbelige chauvinistiske illusioner vil blive groft afsløret som det bedrageri, de altid har været. Storbritannien vil se sig reduceret til rollen som en uvigtig lille ø ude for Europas kyst. Storbritanniens højt besungne ”særlige forhold” til USA vil blive afsløret som det ydmygende forhold mellem herre og tjener. Den prestige, som landet nød i fortiden, vil kollapse natten over som et korthus.

Martin Wolf forudså en dyster vurdering i Financial Times:

»Der kommer ikke et ’globalt Storbritannien’, men et Storbritannien, der leder efter krummerne fra de mere magtfulde handelsmagters borde, som selv er midt i et voldsomt skænderi.« (FT, 21/5/20)

Allerede nu kommer de nationale modsætninger, der river i det Forenede Kongeriges system, frem. Støtte til selvstændighed i Skotland er nu den førende holdning i meningsmålingerne med 7-9 procentpoint, mens hadet og modviljen mod den konservative regering vokser.

Det kunne meget vel være, at Boris Johnson vil ende som premierminister ikke for Storbritannien men lille England.

Kina

Kina var en af hoveddrivkrafterne bag verdensøkonomien i den sidste periode. Men nu vender alt sig på dialektisk vis til sin modsætning. Kina bliver ikke længere set som en del af løsningen men en del af problemet.

Kina har opbygget en formidabel industriel base med en enorm produktivkapacitet. Men intern efterspørgsel kan ikke absorbere dette kolossale produktive potentiale. Kina skal eksportere for at overleve. Men dets succes på eksportmarkedet har nu fremprovokeret en voldsom reaktion fra dets konkurrenter især i USA men også i Europa.

Den kinesiske økonomi bremsede allerede op i et foruroligende tempo før den nuværende krise, men krisen har skubbet økonomien ud over kanten. JPMorgan Chase forudså et fald på 40 procent i kinesisk BNP i første kvartal fra de sidste tre måneder; den største sammentrækning i de sidste 50 år.

Det forklarer, hvorfor Xi Jinping er i gang med at styrke sin diktatoriske magt og knuse bevægelsen i Hongkong. Det er en forberedelse på en fremtidig eksplosion af klassekamp i Kina, som opbygges nu.

»Rædsel uden ende«

Lenin sagde engang, at kapitalismen er rædsel uden ende. Vi kan nu se den bogstavelige sandhed i denne udtalelse. FN’s World Food Programme advarede for nylig om, at over 265 millioner mennesker er truet af sult. Coronaviruspandemiens sociale konsekvenser i avancerede kapitalistiske lande er slem nok, men fattige lande står overfor en absolut katastrofe.

Selv i de rigeste lande som USA har pandemien haft forfærdelige konsekvenser på de fattigste dele af befolkningen. Men for størstedelen af menneskeheden er krisen på et helt andet plan.

Coronaviruspandemien afslører på hård vis de brutale niveauer af ulighed i verden. Én ud af to mennesker i verden kæmper dagligt for at overleve. Halvdelen af verdens befolkning har ikke adgang til basal sygesikring. For folk i fattigdom kan sygdom være en dødsdom. To milliarder mennesker arbejder på verdensplan i den uformelle sektor uden adgang til sygepenge, og det gælder størstedelen af folk i fattige lande.

Virussen vil få den største indvirkning på de fattige, dagslønnede og uformelle arbejdere, hvoraf mange er kvinder, som mangler finansiel og social beskyttelse. Millioner af mennesker er tvunget til at gå på arbejde og stå ansigt til ansigt med den dødbringende virus, fordi de er ude af stand til at klare sig uden lønninger med stigende priser på mad og andre fornødenheder. I fattige lande bor mange mennesker i uformelle bybebyggelser eller slumkvarterer, hvor der ofte er overbefolket og dårlig sanitet. Når 250 mennesker deles om én vandhane, hvordan kan man så tale om social afstand, at vaske hænder og opspore tilfælde for at stoppe virussens videre spredning?

Men i stedet for at investere i deres sundhedssystemer for at forsvare sig mod virussens angreb bliver disse lande nødt til at bruge deres dyrebare ressourcer på at betale deres gæld. Ekstern gældsbetaling for de 77 fattigste lande løber op på mindst 40 milliarder dollars bare i 2020. Så selvom halvdelen af verden bliver hærget af en forfærdelig pandemi, og millioner står overfor død fra enten sygdom eller sult, fortsætter de imperialistiske vampyrer med at dræne blodet fra deres årer.

Afrika

Sydafrika, som oplevede en af de hurtigste stigninger i tilfælde på en én dag, har det højeste antal af bekræftede smittetilfælde på det afrikanske kontinent. I Egypten er antallet af tilfælde steget voldsomt hurtigt siden midten af maj. Lesotho og Namibia har også oplevet en stærk stigning i tilfælde i løbet af de sidste par dage.

Der er voksende bekymring om, hvad der sker i Nigeria, som er landet med tredje-flest målte tilfælde i alt på kontinentet indtil videre. Top fem i dødsrater er Chad, Sudan, Niger, Liberia og Burkina Faso. I Malawi er der kun 25 intensivsengepladser og 16 respiratorer til over 18 millioner mennesker. I Zambia er der én læge til 12.000 mennesker.

I mange lande er markeder blevet forstyrret, og samfundskarantæner har ført til indkomsttab. Millioner af arbejdere er allerede sendt hjem uden betaling. Andre i de lavest betalte og mest usikre jobs kan ikke isolere sig selv fra den dødbringende virus. FN advarer om, at halvdelen af alle jobs i Afrika er i fare.

Indien og Pakistan

Coronaviruspandemien har haft en katastrofal effekt på Pakistan, men situationen har nået endnu mere dramatiske niveauer i Indien. Man begynder først nu at forstå omfanget af smitten og dødsfald forårsaget af COVID-19. De officielle tal siger, at over to millioner er blevet smittet. Det er næsten uden tvivl en underdrivelse.

Videnskabsfolk har også advaret mod, at Indien stadig kunne være måneder fra at nå højden af landets udbrud – selvom det allerede har verdens tredje-højeste antal bekræftede tilfælde. Hospitaler i de værst ramte byer, inklusiv Mumbai og Bangalore, er blevet overvældet med patienter. Narendra Modi forsøgte at ”løse” pandemien ved at drive millioner af fattige mennesker, der bor på gaderne i Delhi, Mumbai og andre byer, ud. Dette formåede kun at sprede pandemien til landsbyerne og provinserne, som mangler selv de mest basale sundhedsforsyninger. De menneskelige omkostninger vil blive frygtindgydende.

Ud af Indiens 471 millioner store arbejdsstyrke er kun 9 procent dækket af et socialt sikkerhedsnet, 90 procent har ingen formel ansættelseskontrakt, og 139 millioner er immigrantarbejdere. Mange af disse er blevet sendt på hovedkulds flugt tilbage til deres landsbyer. Man har ikke set lignende siden opdelingen i 1947.

Modi og hans hinduchauvinistiske bande forsøger at aflede opmærksomheden væk fra krisen ved at puste til hinduchauvinismens og kommunalismens flammer og blusser på den måde endnu mere elendighed og vold op i Indiens lidende masser. Ikke tilfreds med at slå hårdt ned på Kashmir, og på den måde fremprovokere en konflikt med Pakistan, gik han over til at starte en grænsekrig med Kina, som han vil komme ud af med en blodtud.

Latinamerika

Coronavirussen har nu sit mest voldsomme udtryk i Latinamerika. Den raser ud af kontrol i lande som Brasilien, Chile, Ecuador og Peru. I nogle byer i Ecuador er kirkegårdene fulde, og lig bliver efterladt i gaderne.

Højrefløjsregeringerne har vist sig at være fuldstændig ude af stand til at håndtere denne trussel mod folks liv. Tværtimod har de gjort krisen en million gange værre med deres ondskabsfulde og uansvarlige opførsel. Men stemningen i Latinamerika er blevet enormt tilskyndet af udviklingen i USA.

Massedemonstrationerne og Black Lives Matter-bevægelsen har hævet modet blandt folk syd for Rio Grande, hvor de fleste aldrig troede, at sådanne ting var mulige i imperialismens moderland. Masserne er klar til at kæmpe. Men endnu en gang har vi problemet med ledelse.

Brasilien og Chile

I Brasilien er Bolsonaros base svundet ind, og hans parti er splittet på trods af alt det tåbelige hysteri fra den såkaldte venstrefløj og sekterne, der forestillede sig, at fascismen havde vundet gennem Bolsonaros valgsejr.

I landet er der allerede næsten fire millioner smittet med coronavirussen inklusiv præsidenten, som der ikke vil blive fældet nogle tårer over. Han kommer til at have de bedste læger. Men for de mange fattige mennesker i Brasilien er dette en dødsdom.

Coronaviruskrisen holder bevægelsen midlertidigt tilbage. Men under overfladen er der en enorm vrede mod regeringen, og i det øjeblik der bliver løsnet op for nedlukningen, vil dette udtrykke sig selv i et massivt revolutionært opsving.

Brasiliens tilfælde er velkendt. Men autoriteternes ageren i Chile er ikke meget anderledes. Piñeras højrefløjsregering står over for en national katastrofe.

Chile oplevede massive opstandslignende demonstrationer i efteråret i 2019, og der er begyndelsen til en ny demonstrationsbevægelse primært rettet mod det privatiserede pensionssystem – overtaget fra Pinochetdiktaturet. Folk, der desperat mangler penge for at overleve, kræver retten til at hæve deres penge fra det privatiserede AFP.

Regeringen modsætter sig men har lidt to nederlag i parlamentet. En ny bevægelse kunne med lethed vælte den. Der var for nylig en havnearbejderstrejke mod skandalen. Nu truer minearbejderne med strejke.

Piñera-regeringen blev tvunget til at give indrømmelser i forbindelse med AFP og tillod folk at hæve 10 procent af deres penge. Det viser, hvor svag hans regering er. Regeringen holder kun på magten på grund af den parlamentariske venstrefløjs og fagforeningsledernes kompromissøgende attitude. Men intet er blevet fundamentalt løst, og en ny social eksplosion bliver forberedt.

Reformismens krise

Hele situationen indeholder implicit revolutionære muligheder. Dette faktum kan man se ved den stigende radikalisering af et samfundslag, især ungdommen. Denne tendens er også blevet observeret med forskrækkelse af kapitalstrategerne. Financial Times kommenterede:

»Finanskrisen formede millenial’erne [folk født mellem 1981-1996, red.] på måder, der allerede driver politik på begge sider af Atlanten, inklusiv en større villighed blandt unge mennesker, til at referere til sig selv som socialister.«

»Millenial’er gav Jeremy Corbyn lederskabet af Labour-partiet og bragte Bernie Sanders på grænsen til at blive den demokratiske præsidentkandidat. Coronavirussen vil sandsynligvis forstærke mange af disse holdninger.«

Dette er en meget afslørende artikel, der viser, hvordan kapitalens seriøse strateger når de samme konklusioner som marxisterne. De forstår også, at de nye vågnede lag vil vende sig mod venstrereformisterne i første omgang. Sådan en udvikling er fuldstændig forudsigelig under de nuværende omstændigheder.

Venstrereformisme

Disse radikaliserede lag vil i første omgang vende sig mod venstrereformistiske politikere, som lader til at give en vej ud af krisen på grund af den ægte marxismes svækkede styrke.

De kan optage en meget radikal-lydende retorik som en afspejling af presset fra masserne. Men i sidste ende har de intet perspektiv om at afskaffe kapitalismen.

De mener, at kapitalismen kan reformeres, gøres mere human, mere demokratisk og så videre. Disse illusioner vil blive hjerteløst afsløret, som vi allerede så i tilfældet med Tsipras i Grækenland.

Revolution er altid udelukket for reformisterne og ikke bare højrereformister men i særdeleshed venstrereformisterne. De vil altid finde 117 argumenter for, hvorfor revolution er umulig, utopisk og så videre.

Masserne bliver tvunget til at indse virkeligheden. De begynder langsomt at drage konklusioner. Det er vores styrke og kapitalismens og reformismens store svaghed. Det vil tage tid, men før eller senere vil de gamle illusioner gradvist blive brændt ud af arbejderklassens bevidsthed.

Store antal radikaliserede arbejdere og unge er gået igennem Tsipras’, Sanders’ og Jeremy Corbyns skole. De bedste elementer har lært vigtige lektioner fra denne skole. Efter at have dimitteret har de bevæget sig videre på et højere plan og søger videre oplysning i den revolutionære marxismes skole. Vi skal hjælpe dem med at gå gennem denne overgang. Men hvordan skal det gøres? Det er muligt at lave to fejl her.

Opportunisterne kritiserer aldrig venstrefløjen og bliver faktisk til en slags fanklub. På den anden ekstrem har vi de tankeløse sekterikere, som mener, at de er store revolutionære, fordi de har læst et par af Trotskijs sætninger uden at forstå et eneste ord, og de erklærer højlydt, at den ene eller den anden venstrefløjsleder vil forråde. Der er ikke plads i IMT’s rækker til nogen af disse afvigelser. Det er svært at sige, hvilke af de to gør mest skade på den ægte marxismes sag.

Når vi arbejder med venstrereformisterne, skal vi være forsigtige og på behændig vis kombinere vores fasthed i vores principper med den nødvendige fleksibilitet og takt, når vi kritiserer. For at citere Marx skal vi være »milde i manér og modige i indhold.« Kun på denne måde kan vi vinde de bedste arbejdere og unge, som har ærlige illusioner til venstrefløjen.

Vi må svare venstrereformisterne ikke med skingre fordømmelser men med tålmodig forklaring. De folk, der bevæger sig i en revolutionær retning, vil gennem erfaring begynde at forstå ikke kun højrereformisternes men også venstrereformisternes begrænsninger.

Kapitalismens dødspine

Hvor end vi kigger hen, ser vi et billede af kollapsende produktivkræfter, stigende arbejdsløshed, stigende fattigdom og lidelse, krig, krise, sygdom og død. Men disse er blot eksterne manifestationer af en underliggende sygdom. Og ligesom en god læge må vi være i stand til at analysere symptomerne for at forklare den underliggende årsag.

Folk, der mangler en videnskabelig marxistisk forståelse af historien, drager naturligt pessimistiske konklusioner. Men vi har set symptomerne før i historien.

Romerrigets fald foregik over flere århundreder og blev efterfulgt af den mest frygtindgydende økonomiske, sociale, moralske og filosofiske degeneration. Men denne lange periode med nedgang foregik ikke i en lige linje. Der var perioder med opgang, ligesom en døende mand af og til kan vise alle symptomer på bedring, som blot er forspillet til videre og uigenkaldeligt kollaps.

Sådanne perioder med opgang kan bestemt ikke udelukkes for kapitalismen. Men den generelle linje er tydelig nedgang. Ingen vedvarende løsning er mulig. For at bruge en berømt sætning fra Trotskij er dette kapitalismens dødspine. Og disse dødspinsler truer hele menneskeheden.

Inertiens kraft

Når vi analyserer fænomener, skal marxister være omhyggelige og analysere dem fra alle synspunkter og medregne de modsætningsfyldte kræfter, der trækker i forskellige retninger.

Vi er gået ind i den mest turbulente periode i menneskehedens historie. Den nuværende økonomiske, sociale og politiske krise kan ikke finde en vedvarende løsning baseret på det nuværende system. Det betyder naturligvis ikke, at en vis grad af ustabil ligevægt i visse øjeblikke ikke kan blive genetableret. Tværtimod er perioder med midlertidig opgang uundgåelige. Men de vil være kortvarige og vil blot være forspillet til et nyt og endnu dybere kollaps.

Den nuværende situation stiller os foran et komplekst parallelogram af kræfter. På den ene side søger masserne desperat efter en vej ud af krisen. De er klar til at gå ad den revolutionære vej men mangler et klart program og perspektiv for vejen frem.

Som en konsekvens af dette kan de spontane oprørsudbrud ikke løse de fremsatte problemer. Derfor aftager de på et vist stadie ligesom havets bølger, der slår mod en solid klippe og på et tidspunkt trækker sig tilbage.

Den eksisterende orden behersker en magtfuld mostandsvilje. Dette giver nogle af borgerskabets strateger selvtillid. Den amerikanske historiker Eric Foner udtalte for nylig:

»Der lader til at være en stærk inerti, der skubber os tilbage til normalen. Jeg er skeptisk over for dem, der tror, at coronavirussen kommer til at ændre alt.«

Det er nødvendigt for os at overveje disse bemærkninger meget nøje, eftersom de indeholder en vigtig kerne af sandhed.

Naturligvis lægger vi enorm vigtighed i den nuværende bølge af kampe i USA og andre lande. Vi byder disse velkommen, og vi omfavner dem med al mulig entusiasme. Men vi forstår også, at disse er symptomer, der repræsenterer et embryonisk udtryk for store begivenheder, der bliver forberedt.

For at udarbejde det korrekte perspektiv og de korrekte taktikker må vi forstå den anden side af spørgsmålet. Inertiens kraft er velkendt og et elementært element i mekanik. Men selv den stærkeste inerti kan blive overkommet af en passende mængde kraft.

Den stærkeste inerti er vanens, skikkens og traditionens kraft, som vejer tungt på menneskets bevidsthed. Instinkter nedarvet fra en meget fjern fortid gør folk modstandsdygtige over for og bange for forandring. For at lave et spring frem skal denne barriere brydes. Men det kan kun ske gennem de stærkeste sociale og økonomiske katastrofer, der tvinger mænd og kvinder til at sætte spørgsmålstegn ved de ting, som de indtil nu troede var faste og uforanderlige.

Revolutionæres opgave

Det kapitalistiske system ligger på intensivafdelingen. Det er nu afhængigt af kolossale ydelser fra staten. Men ifølge de markedsøkonomiske teorier er det ikke meningen, at staten skal spille nogen rolle i det økonomiske liv.

Derfor må vi stille spørgsmålet: hvis det kapitalistiske system ikke kan overleve, medmindre det bliver støttet af staten, hvorfor skulle vi så ikke bare opløse det helt og lade staten tage den fulde kontrol med økonomien og redde den fra at falde i komplet og absolut bankerot?

Den nuværende situation er en fuldstændig fordømmelse af det kapitalistiske system, der har udspillet sin historiske rolle, og kun burde blive kastet på historiens mødding. Men vi ved, at kapitalisme ikke blot vil kollapse under vægten af sine egne modsætninger. Den kan komme ud af selv den dybeste krise, og vil også komme ud af den forstående. Men spørgsmålet er: Hvordan vil den komme ud, og hvad vil det koste menneskeheden?

Selvom perioder med delvis og midlertidig opgang på ingen måde kan udelukkes, er den generelle kurve nedgang. Det næste opsving vil kun blive midlertidigt; forspillet til et nyt og endnu dybere kollaps af produktivkræfterne. Under kapitalismen er ingen vedvarende løsning mulig.

Kapitalismen ligner i dag et monster, der vandrer dødsdømt om, uhelbredeligt sygt, svageligt og forrådnende. Men det nægter at dø. Og konsekvenserne af denne forlængelse for menneskeheden er ekstremt skræmmende. Men dette er kun den ene side af sagen. Et nyt samfund kæmper for at blive født under symptomerne af uhelbredeligt henfald.

Det er vores pligt at gøre alt, hvad vi kan for at forkorte disse dødspinsler og sørge for, at dette nye system bliver født, så det sker så hurtigt som muligt og med så lidt smerte og lidelse som muligt.

Determinisme er ikke fatalisme

Marxisme er baseret på den materialistiske opfattelse af historien. Vi afviser den postmodernistiske (idealistiske) opfattelse af historien, der ser historien som en gentagelse af meningsløse tilfælde. Historien har sine egne love, som det er vores pligt at forstå.

Vi er historiske determinister på den måde, at vi forstår, at historiens generelle processer følger definitive love. Men determinisme er ikke det samme som fatalisme. Marx forklarede mange gange, at mænd og kvinder skaber deres egen historie. Når et socioøkonomisk system går ind i et henfaldsstadie, bliver social revolution sat på dagsordenen.

Men hvorvidt denne revolution vil lykkes eller fejle afhænger af den aktive involvering af den subjektive faktor: sagt med moderne begreber, det revolutionære parti og dets ledelse.

I det syttende århundrede i England blev den første borgerlige revolution udkæmpet under religionens banner. Puritanerne troede at verdens undergang var på vej, og at Guds kongerige stod for døren. De mente, at dette var uundgåeligt.

Calvinisterne troede brændende på prædestination. Alt blev forudbestemt af Guds vilje, som var langt større end individuelle mænds eller kvinders vilje. Men denne overbevisning reducerede på ingen måde deres revolutionære iver, eller deres vilje til at frembringe denne nye verden så hurtigt som muligt.

Tværtimod ansporede det dem til store bedrifter af revolutionært mod og dristighed. Revolutionære står overfor den samme opgave i dag. Og vi vil gå til den med nøjagtig samme ånd af revolutionær beslutsomhed. Forskellen er, at – modsat dem – vil vi være bevæbnet med den revolutionære marxismes videnskabelige teorier.

Verdensrevolution

Hvad er den nuværende situations virkelige betydning? Det er en periode med forberedelse til revolution. Globaliseringen og den medfølgende intensivering af den internationale arbejdsdeling har øget internationale forbindelser i en hidtil uset grad.

Indtil for nyligt tjente globaliseringen at fremme kapitalismens udvikling til nye højder. Nu vil den samme ting tjene til at sprede revolutionen på verdensplan.

I løbet af disse begivenheder vil arbejderklassen få mange muligheder for at tage magten i sine egne hænder. Før eller senere, i det ene land efter det andet, vil dette gennembrud ske. Det vil ændre situationen på verdensplan.

Det er umuligt at sige, hvor bruddet vil ske. Det kunne være Brasilien, Italien, Libanon, Grækenland, Rusland eller Kina – eller endda, meget sandsynligt, selveste USA. Men så snart det sker, vil eftervirkningerne sprede sig over hele verden langt hurtigere end nogensinde før i historien.

Revolutionerne i 1848-49 var indskrænket til Europa med kun et begrænset ekko i resten af verden. Den store oktoberrevolution i 1917 skabte bølger ikke kun i Europa men også i Asien, hvor den markerede den virkelige begyndelse på de slavebundne koloniale folks kampe for frihed. Men nu ser vi revolutionære bevægelser overalt: Fra Frankrig til Libanon, fra Hviderusland til Thailand, fra USA til Chile. Med andre ord kan vi allerede se omridset af verdensrevolution.

Revolutionær tålmodighed

Tidligere varede prærevolutionære situationer ikke længe. Krisen blev løst ofte på et par måneder ved revolutionens sejr eller ved kontrarevolution enten i fascistiske eller bonapartistiske klæder. Men de nuværende klassestyrkekorrelationer tillader ikke en så hurtig løsning. Den langsomme underminering af reaktionens sociale massebase (bønderne, osv.) betyder, at den herskende klasse i de fleste lande ikke omgående kan ty til fascistisk eller bonapartistisk reaktion.

På den anden side bliver arbejderklassen holdt fra at tage magten af lederne fra dens egne masseorganisationer. Af disse årsager kan kapitalismens krise fortsætte med at trække ud i nogen tid endnu – år, måske årtier, med op- og nedture.

Denne periode vil blive karakteriseret ved voldsomme sving i den offentlige mening – både mod venstre og mod højre, og det udtrykker massernes desperate søgen efter en vej ud af krisen. En ustabil koalition vil blive fulgt af en anden. Alle eksisterende partier og ledere vil blive testet. Masserne vil prøve den ene løsning efter den anden; kaste det ene parti til side efter det andet før de endelig når til revolutionære konklusioner.

Denne proces er uden tvivl begyndt. Dette er en yderst vigtig kendsgerning. Men begyndelsen på en proces er netop kun det. For at denne proces kan modnes og udvikle sit fulde potentiale er det nødvendigt at gå gennem en række erfaringer, eftersom det er den eneste måde, masserne kan lære på. Og de vil lære. Det endelige resultat er ikke i syne endnu.

Marxister er tålmodige mennesker. Vi har intet imod, at processen går lidt langsommere af den simple årsag, at vi ikke er klar endnu. Folk er nu mere åbne overfor vores ideer end nogensinde før. Der er en tydelig anti-kapitalistisk stemning, der udvikler sig overalt. Vores ideer bliver set som relevante, fordi de afspejler den virkelige situation præcist.

De objektive forudsætninger for en socialistisk verdensrevolution er ikke blot modne men overmodne, som Trotskij pointerede. Men den subjektive faktor er også nødvendig sammen med de objektive forudsætninger. Vores opgave er at bygge den faktor.

Byg IMT!

Af årsager, som er for omfattende til at forklare i det foreliggende dokument, er den ægte marxismes kræfter blevet kastet en hel historisk periode tilbage. Det er denne svaghed hos den revolutionære marxistiske tendens på verdensplan, der gør det umuligt for masserne at samles øjeblikkeligt om os.

I dette stadie vil vores publikum være begrænset til de mest avancerede lag af arbejdere og unge af den simple årsag, at vi endnu ikke har akkumuleret de nødvendige kræfter til at nå masserne direkte. Men det er præcis gennem dette lag, vi kan nå masserne. Der er virkelig ingen anden vej.

Naturligvis skal vi være klar til at tage modige initiativer, der hvor store muligheder åbner sig op. Ofte kan en dristig kommentar fra blot én af vores kammerater til et massemøde afgøre, hvorvidt en strejke sker eller ej. Det er muligt, at et dristigt initiativ kaster os ind i ledelsen i en vigtig massebevægelse. Det burde ikke være nødvendigt at sige, at vi skal gribe sådanne muligheder med begge hænder. Men vi må altid bibeholde en sans for proportioner. Vi må ikke have et overdrevent syn på vores kræfter, og vi må forstå, hvad der er muligt, og hvad der er umuligt på ethvert givent tidspunkt.

Lenin understregede ofte nødvendigheden af revolutionær tålmodighed. Vi kan ikke springe over hovedet på arbejderklassen. Vi kan ikke råbe højere end styrken af vores strube tillader. Trotskij advarede sine følgere om, at du ikke kan høste, hvad du ikke har sået. Der er ingen genveje til succes. At lede efter genveje er en sikker opskrift på afvigelser enten af en opportunistisk eller ultravenstrekarakter. Begge er lige katastrofale.

Vi vil gå frem med ét skridt ad gangen og sætte os mål, som er ambitiøse men realiserbare og så sørge for, at de bliver opnået. Opbygningen af en revolutionær organisation kræver en hel række af små skridt. Men små fremskridt gøder jorden for langt større ting i fremtiden.

IMT går stabilt frem. Dette er anerkendt af både vores venner og fjender. Vores nylige verdensskole viste, at vores ideer allerede når tusindvis af de mest avancerede arbejdere og unge, der leder efter den revolutionære vej.

Det var et enormt skridt frem, men det er kun begyndelsen. De tusindvis vil blive forvandlet til titusindvis, og vil til sidst tillade os at nå millioner. Det er overhovedet ikke det samme at gå ind i et stadie med verdensrevolution med en gruppe på 20 som med en organisation på et tusind. Det er en meget svær men uundgåelig opgave.

Den sværeste opgave er at bevæge sig fra den første lille håndfuld til de første hundrede. Fra de første hundrede til de første tusinde er heller ikke simpel men langt nemmere. Men at gå fra tusind til ti tusinde er endnu lettere. Og at gå fra ti tusinde til hundred tusinde er kun ét skridt.

Vi bliver nødt til at nå den kritiske masse, for at låne et begreb fra fysikken – det punkt, hvor IMT virkelig kan gå ind i situationen som en afgørende faktor. Først og fremmest skal vi holde øje med vores kadres uddannelse. Vi starter med kvalitet, som på et vist tidspunkt vil blive omdannet til kvantitet, som så igen bliver til kvalitet.

Dette er opgaven foran os. Kun ved at fuldføre den vil det være muligt at gøre en ende på kapitalismens mareridt og åbne vejen for en ny og bedre verden under socialisme.

London, 13. september 2020.