Venezuela 2 år efter kuppet: Udvid revolutionen, fremad mod socialisme

Danish translation of "Venezuela two years after the coup: Deepen the revolution, advance towards socialism" By Jorge Martin (April 27, 2004)

I løbet af det sidste år har Chavez-regeringen implementeret en række sociale reformer der har udvidet massernes støtte til fordel for revolutionen. 1,2 mio. ha. land er blevet omfordelt, især til bonde-kooperativer. De andre vigtige reformer har mest været i undervisnings- og sundhedsområderne. Mission Robinson, Mission Rivas og Mission Sucre, tilsigtet at udrydde analfabetisme, give folk grundskole, mellemskole, gymnasieuddannelse samt adgang til universiteterne, har været en stor succes indtil videre. Mere end tre millioner mennesker (ud af en befolkning på 27 millioner) har været igennem en eller anden af disse planer. Mere end en million mennesker er blevet løftet ud af analfabetismen, og målet til juni er 1,5 mio. Planen Barrios Adentra (ind i kvarteret) har givet millioner adgang til sundhedspleje (mere end 1 million i Caracas alene), med hjælp fra 3.500 cubanske læger, der har gået ind i de fattigste kvarterer i hovedstaden og over hele landet, hvor læger aldrig har været før.

Disse planer og ”missioner”, betalt af det nationale olieselskab PDVSA, forløber ikke uden problemer (bureaukrati, fejlstyring, korruption i både oppositions- og Bolivarianske byråd, åben sabotage, mangel på demokrati i nogle tilfælde af dens implementering), men de har uden tvivl nået et bredt lag af masserne der i tiltagene kan se konkrete fordele ved den revolutionære proces. Desuden, så har det at programmerne er blevet implementeret direkte i de folkerige kvarterer af områdets egne organisationer, til en vis grad, gjort det muligt for regeringen at gå udenom statens strukturer, fyldt med sabotører og kontrarevolutionære der prøver at forhindre indførelsen af reformerne.

Følelsen af at den gamle kapitalistiske stat revolutionen har arvet ikke kan bruges til at opfylde arbejdernes og folkets behov, og at den skulle erstattes med noget andet, er udbredt. Dette er endda reflekteret, dog på en forvirret måde, i en artikel i Caracas Libertador Rådet’s ugentlige Caracas Courier bulletin, der bliver uddelt i alle de fattige og arbejderklasse områder i hovedstaden. Artiklen, under titlen ”Folket er avantgarden” forklarer hvordan: ”Revolutionens parti er på samme tid ... opposition til den traditionelle administrering af staten. Overalt ser vi frugtesløse konflikter mellem folkets organisation og de lokale bossers bureaukrati med underordnede der opfører sig som [støtter af det gamle regime] med røde baretter ... overalt ser vi det gamle der nægter at dø.” (Correo de Caracas, 5-11 April)
Den gamle kapitalistiske stats struktur er stadig, i mere eller mindre grad, intakt, og prøver at stoppe og frustrere massernes revolutionære initiativ. Et emne der især ophidser masserne der besejrede kuppet, er at dem der organiserede og gennemførte det for to år siden, enten er frie eller i komfortabelt eksil i Miami, Costa Rica eller Colombia, hvorfra de styrer de nye reaktionære sammensværgelser. For nyligt blev lokale Baruta politimænd der blev taget i at bruge skydevåben i oppositionens optøjer i Februar (”La Guarimba” som den nu kaldes), blev løsladt uden anklager. Carlos Melo, en prominent oppositionsleder der blev fanget under La Guarimba med illegale rifler i bagagerummet i hans bil, blev også løsladt, ligeså blev Barutas borgmester Carlos Radonsky, den ansvarlige for angrebet på den Cubanske ambassade d. 12 april, 2002. Dette er yderligere bevis, hvis overhovedet nødvendigt, at det juridiske system stadigvæk er et borgerligt system, der står til rådighed for borgerskabets interesser. Den samme højesteret der erklærede at der aldrig havde været et kup i april 2002, men et ”vakuum af magt”, overvejer nu at erklære de snyde-underskrifter oppositionen havde samlet ind for at få en afstemning om hvorvidt der skal afholdes afstemning om der skal gennemføres præsidentvalg før tid, for gyldige.

Efter at været blevet besejret to gange, i april 2002 og i december 2002/januar 2003, står oppositionen nu svagere, splittet og dens sociale base er demoraliseret. Men den er langt fra at være besejret fuldstændigt. Som en af talerne sagde til mødet i Puente Llaguno, for at mindes dem der døde i forsvaret for revolutionen d. 11.april, 2002, ”den eneste måde man kan dræbe en slange på er at skære dens hovede af, vi lod slangen leve og nu gør den sig klar til at bide os igen” 19. årh. Bondeoprørsleder Ezequiel Zamora udtrykte den samme idé med disse ord: ”den eneste måde man kan behandle en hvepserede på, er med ild, hvis du forstyrrer hvepsene, uden at ødelægge reden, vil de komme tilbage for at stikke dig”.

Gennem en kombination af diplomatiske, terroristiske og økonomiske metoder, prøver de at skabe en situation hvor international indgriben kunne retfærdiggøres, og en af hovedlinierne i denne strategi er at forøge spændingerne ved Colombias grænse.

Olieindustrien
På det økonomiske område har der været en vis opgang, efter et stejl nedgang i 2003, der mest skyldes oliesabotagen i Januar og den herskende klasses økonomiske sabotage. Dog forsætter arbejdsløsheden med at være høj, pris- og bytteforholdskontrollørerne er ved at nå deres grænser i deres kamp mod prisstigninger og kapitalflugt. Hovedkraften i økonomien har været at produktionen i olieindustrien, PDVSA, er ved at komme sig.

Men selv her føler arbejderne at de er ved at miste fodfæste. Det var almindelige arbejdere der reddede PDVSA, da det var truet af sabotage fra dets direktører, managere og mange ingeniører i december 2002. I mange olierefinaderier, -felter og –fabrikker, fik arbejderne selv produktionen op at køre igen gennem arbejderkontrol, med hjælp fra revolutionære ingeniører, de lokale samfund og sektioner fra Nationalgarden. I nogle tilfælde, holdt erfaringen med arbejderkontrol i noget tid, selv efter oliesabotagen og chefernes lock-out blev besejret. Arbejderkontrollen var især stærk i to stater; Anzoategui og Monagas.

Efter at have besejret oliesabotagen, udpegede regeringen nye direktører, men managementstrukturen i selskabet forblev nogenlunde den samme. Oliearbejderne, der efter at have lært i praksis at de kunne styre industrien selv, var slet ikke tilfredse med den situation. Igennem 2003 blev der afholdt regionsmøder for oliearbejderne, de lokale samfund i olieområderne og dele af hæren, hvori de diskuterede den bedste måde at restrukturere PDVSA, der efter sigende nu skulle ”tilhøre folket”. En af hovedkonklusionerne fra møderne var at skiftet i ledelsen ikke var nok. Selv hvis den nye ledelse og administratorer var loyale overfor revolutionen, will de stadig være en del af en bureaukratisk struktur der ikke ville kunne tjene arbejdernes og folkets interesser.

Den eneste måde man kan garantere at PDVSA tilhører folket er gennem den demokratiske deltagelse af arbejderne i styringen.
I mellemtiden, mens arbejderbevægelsen trak sig tilbage da den umiddelbare fare var overvundet, begyndte de gamle bureaukratiske og reaktionære managere at komme tilbage til nøglepositioner i PDVSA. I flere månder har oliearbejderne gået imod situationen og i nogle tilfælge, som Paraguana olieraffinaderi i Punto Fijo, har de fået de reaktionære direktører og managere til sige op. For at kunne styre denne situation, og også for at undgå at arbejderne bliver fanget i en magtkamp mellem forskellige fraktioners forsøg på at kontrollere selskabet, opbyggede oliearbejderne fra forskellige dele af landet for få måneder siden ”Vejledningskomitteer”. Deres funktion er at skabe politisk diskussion mellem oliearbejderne, og frembringe forslag for processen med at restrukturere PDVSA. Disse komitteer har ingen reel magt indenfor industrien, men de spiller en vigtig rolle ved at generalisere erfaringerne og de politiske diskussioner blandt arbejderne.

De tog initiativet til at indkalde til en demonstration undenfor USAs ambassade i Caracas efter Præsident Chavez havde holdt sin anti-imperialistiske tale ved massedemonstrationen d. 29 februar. Her advarede Chavez i sin mest radikale tale til dato, imod Amerikansk imperialisme, og at hvis USA vovede at intervenere, eller bare blokere Venezuela, ville de afskære olieforsyningen. Dette er en ret seriøs trussel, da Venezuela er den 3.største olieforsyner til USA. En uge senere gik ca. 2000 oliearbejdere fra hele landet til USAs ambassade i Caracas i protest mod Washingtons indblanding i den Venezuelanske revolution, og for at advare mod at de ville kunne implementere Chavez’ trussel.

Den politiske bevidsthed i arbejderbevægelsen
Som reflektion på denne hurtige udvikling af massernes politiske bevidsthed, blev der afholdt et nationalt møde i Caracas d. 27 marts for at diskutere ”arbejdernes politiske enhed i kampen mod imperialismen”. Mødet der var indkaldt af oliearbejdernes Vejledende Komitteer indenfor UNT, var ret lille, men der deltog nogen af de mest fremskredne arbejder i den Venezuelanske arbejderbevægelse. Diskussionspapiret havde en god analyse af imperialisme, og foreslog enhed i arbejderklassen på et anti-imperialistisk program, men havde også visse svagheder. Den lagde hovedvægten af kampen mod USAs imperialisme, men nævnte ingenting om imperialismens lokale agenter, det kapitalistiske Venezuelanske oligarki. En intervention af Paraguana Olieraffinadericenter’s oliearbejderleder Francisco García, med i den Revolutionære Marxistiske Strømning (tidl. El Topo Obrero og El Militante, red.), forklarede hvordan man, for at kunne kæmpe imod imperialismen også skulle kæmpe imod olieselskabets nye bureakratiske managere og for arbejderstyring, da den eneste garanti for at kunne stoppe olieforsyningen til imperialisterne ville være at ventiler og installationer kom under arbejderkontrol. Andre talere forklarede også hvordan alle dele af de Venezuelanske kapitalister er på kontrarevolutionens side og at man, for at kunne besejre imperialismen, også måtte besejre kapitalismen. Nødvendigheden i at udvide revolutionen og etablere arbejderkontrol blev inkorporeret som en del af mødets konklusioner.

Til sidst blev mødet enige om at afholde en serie af regionale møder med arbejderklasseaktivister, for at understrege de anti-imperialistiske slogans til 1.maj-marchen, og at afholde en National Arbejdersamling. Det første af disse regionalemøder er allerede blevet afholdt, d. 24 april i industribyen Valencia, der har en lang tradition for fagforeningsklassekamp. Udkastet der blev diskuteret ved dette møde var allerede langt mere dybdegående end det der blev præsenteret ved det forberedende nationale møde. Det omhandlede bl.a. nødvendigheden i at nægte at anerkende udenlandsgælden; i at smide pro-imperialistiske institutioner såsom Organisationen af Amerikanske Stater og Carter centret; i at afvise FTAA (Frihandelsaftalen for de Amerikanske lande); i at konfiskere nationale og multinationale selskaber der har deltaget i økonomisk sabotage eller hjulpet til at finansiere kuppet; i at nationalisere bankerne og den finansielle sektor; i at oprette arbejder- og folkemilitser og for en ægte arbejder- og folkeregering. Dette er et meget dybdegående program, der er i linje med det der allerede blev aftalt ved den stiftende kongres for den nye fagforeningskonføderation, UNT, d. 1 august 2003.

En anden indikation på arbejderbevægelsens militante stemning var det store møde der blev afholdt i Teresa Carreño Teatret om lørdagen d. 17 april for at mindes den første årsdag for proklamationen af UNT. Mødet skulle have startet kl. 10 men allerede tre kvarter før var teatret helt fyldt op (der er plads til 3000 mennesker) og mindst 2.000 arbejdere kunne ikke komme ind. Delegationer havde kommet fra alle de største raffinaderier og fabrikker over hele landet med bannere og slogans.

Stemning var elektrisk mens de forskellige fagforeningstalere talte til forsamlingen. Der var en annoncering om at den lille, Kommunistparti-dominerede, CUTV konføderation havde besluttet sig for at slutte sig sammen med UNT. Mødet annoncerede også lanceringen af en rekrutteringskampagne rettet mod at forøge fagforeningsmedlemsskaber fra ca. 15-20% til 80% af arbejdsstyrken. Men hovedattraktionen var Chavez’ tale. Endnu en gang holdt han en anti-imperialistisk tale med stærke vendinger, og gentog at kapitalismen, nyliberalismen og globaliseringen havde vist sig ikke at holde. Han erklærede at revolutionen var inde i en ny fase i hvilken nøglen ville være socio-økoomiske transformationer. Til sidst gratulerede han fagforeningsaktivisterne med deres nye rekrutteringskampagne og opfordrede dem til at oprette ”revolutionære, Bolivarianske, klassekampsfagforeninger”.

Radikaliseringen af Chavez’ taler
Dette var på linie med den tydelig radikalisering af Chavez’ politiske position der har været gennem de sidste par måneder. Efter massedemonstrationerne mod imperialismen d. 29 februar, der smadrede oppositionens forsøg på at skabe kaos på gaderne gennem den såkaldte Guarimba, har Chavez været meget klarere i sin kritik af USAs imperialismes rolle i kuppet i april 2002, og Washingtons rolle i yderligere kup-forberedelser mod ham. Han har også klart givet udtryk for sin holdning til at kapitalismen ikke virker. Således, til massemødet for fejringen folkets sejr over kuppet d. 13 april, sagde han at hans regering havde sat sig for at ”bryde med den kapitalistiske system der har strøet sig ud over vores land, gennem hvilken en rig minoritet har concentreret kapitalen, ressourcerne og produktionsmidlerne, i lang tid. Vi demokratiserer økonomien for at kunne transformere den socio-økonomiske model, og derved forhøje folkets levestandard”. Han har også åbent talt for nødvendigheden i at ”enhver fisker, studerende, arbejder og støtter af revolutionen lærer at bruge en riffel, da dette er konceptet for et bevæbnet folk”, som den eneste garanti for at forsvare revolutionen mod imperialismen. Han advarede også mod dem der påstod at revolutionen allerede er uomstødelig, og sagde at moderering ville være fatalt. I en del af hans seneste taler har han tilføjet at moderate tendenser måtte udrenses fra revolutionen, og at han hellere ville risikere et nyt militærkup end at køre revolutionen ned i moderationens kløft.

Der er en klar kamp mellem de moderate og revolutionære i spidsen af den revolutionære proces. De revolutionære ønsker revolutionen til at gå endnu videre, da de ser dette som den eneste garanti for at forsvare det der er blevet opnået indtil videre, selvom de ikke har et klart program for hvordan og hvorhen de vil gå. I det samme Caracas Council nyhedsbrev der blev citeret tidligere, kan man også læse om nødvendigheden i et Revolutionært parti (som modsætning til de valgte partier der støtter regeringen): ”opbygningen af denne revolutionære organisation, hvor de menige medlemmer er nøglen da den ikke er smittet med fortidens middelmådighed, og den almene bevæbning af befolkningen, gennem reservestyrkerne og hæren, vil garantere at vi kan fuldbyrde vores historiske mission og at revolutionen ikke vil blive forrådt”. (Correo de Caracas, 5-11 april, fremhævelse i originalen)
I denne kontekst er det ikke bare et tilfælde at præsidenten talte til dette vigtige arbejdermøde. Nogle af Chavez’ moderate ”rådgivere” har også lagt mærke til, og taget afstand fra, dette skift. Således klagede Heinrich Dieterich, en af disse Latin Amerikanske intellektuelle der argumenterer for at vejen fremad for Latin Amerika er skabelsen af Latin Amerikanske multinationale, banker og hære, i et interview til dagbladet Ultimas Noticias, over ”skiftet til at betragte arbejdere som genstand for transformeringen, hvilket i mine øjne er et fejlslagent skift til det sprog der udelukker folket”, siden han mener at Middelklassen er ”nøglen til enhver moderne revolution”!

På samme tid står lederne af alle regeringspartierne (samlet i den såkaldte Ayacucho Command) i et meget dårligt lys blandt de revolutionære masser, der ser de fleste af dem som karrieremagere og bureaukrater, der endnu en gang har vist sig helt ude af stand til at lede noget som helst (som for nylig da de helt kludrede i det i forsøget på at kræve tilbagekaldelsesafstemninger mod oppositions MP (Medlem af Parlamentet)’ere der oprindeligt var valgt som del af pro-Chavez kandidatlister). Folkemasserne har en stærk fornemmelse om at revolutionen bliver forrådt af alle slags sabotører, femtekollonnefolk, vendekåber, bureaukrater og karrieremagere.

Venstredrejningen i Chavez’ taler er også, til en vis grad, en refleksion af presset fra neden og de uendelige sammensværgelser fra oligarkiet og imperialismen imod hans regering.

Dette er dog ikke en entydig eller ensrettet proces. For eksempel underskrev Chavez en aftale med de multinationale olieselskaber om at udnytte ”Plataforma Deltana” gas beholdningerne, dagen efter hans tale den 29. Februar. For nylig har hans regering hyret et meget dyrt konsulent firma fra USA til at udføre lobby arbejde i Washington og forbedre Venezuelas image hos amerikanske politikere og forretningsmænd, som om en revolution nogensinde kunne få en god modtagelse af imperialismen. Åben kritik af kapitalismen som et forfejlet system er i sig selv ganske vigtigt, men et klart alternativ program (den demokratiske planlægning af økonomien af arbejderne selv) mangler stadigvæk.

Hvad der står klart er at den proces med radikalisering af masserne og højnelse af deres bevidsthed fortsætter. Over hele landet besætter folk tomme bygninger hvis de ikke har noget sted at bo, besætter tomme biografer så de kan holde ugentlige politiske diskussionsmøder, laver centre for læsning (imod analfabetisme red.) osv. Dette er massernes uafhængige revolutionære aktivitet som udgør rygraden i den Bolivarianske revolution. Arbejderklassen, specielt dens vigtigste del i Venezuela nemlig oliearbejderne, har opnået et meget højt bevidsthedsniveau og forståelse af deres egen styrke og rolle i hele processen. En folder der blev uddelt til UNT mødet d. 17. April af den ”Bolivarianske Arbejder Styrke” fra Miranda Heights og underskrevet af fagforeninger fra 14 forskellige fabrikker og arbejdspladser, beskæftigede sig med nødvendigheden af politisk uddannelse ”for at garantere arbejderklassens sejr” og den sluttede med at sige ”arbejderne har historisk gjort alt arbejdet, men nu er det et spørgsmål om at tage magten. Vi er nødt til at uddanne os selv så vi kan styre landet”.

Hvad der er brug for nu er på den ene side national samling og koordination af alle revolutionære organisationer, forsamlinger, fagforeninger og bolivarianske grupper, igennem en forsamling af demokratisk valgte og tilbagekaldelige repræsentanter som kunne udgøre basis for en alternativ arbejder og folkemagt. Derudover, må de mest avancerede aktivister samles omkring et klart marxistisk program som inkluderer arbejder styring af olieindustrien og andre nationaliserede selskaber, ekspropriation af bankerne, de store monopoler og alle imperialistiske og multinationale interessefelter under arbejdernes kontrol, en generel bevæbning af folket med formationen af demokratiske arbejder militser som kan kæmpe imod reaktionen og imperialistisk intervention.

Den voksende interesse i de marxistiske ideer sås tydeligt ved den nylige II Internationale Solidaritets Forsamling. Og den gode modtagelse af de ideer Alan Woods, Manzoor Ahmed og Miriam Municio kom frem med, alle ledende medlemmer af den internationale marxistiske tendens, viser at grunden er lagt. Kammeraterne fra Venezuelas Revolutionære Marxistiske Strømning med sloganet ”udvid revolutionen, fremad mod socialisme” deltager aktivt i den revolutionære proces med et klart marxistisk alternativ.

Jorge Martin

Relaterede links