Venezuela: Anti-kapitalistisk offensiv giver bolivarisk sejr ved kommunalvalg

Kommunalvalget i Venezuela den 8. december gav endnu en sejr til den bolivariske revolution, da socialistpartiet PSUV og dets allierede i den store patriotiske pol (GPP, en alliance af pro-chavista partier, red.) fik 5,1 mio. stemmer (49,24% i alt) mod oppositionens 4,4 mio. (42,72%). Hvis man tæller de bolivariske kandidater som opstillede udenfor GPP alliancen, fik revolutionen i alt 54% af stemmerne.

Stemmedeltagelsen lå på 58,92%, højere end ved de fleste kommunalvalg i Europa og højere end deltagelsen ved valget til guvernører sidste år, som lå på knap 54%.

Oppositionen havde fremstillet disse valg som en test af Maduros opbakning som præsident. De lovede, at de ville vinde i samlet antal stemmer og at de ville få 100 borgmestre. Hvis det var deres mål, så er resultatet klart: De tabte ikke bare valget, men måtte også konstatere at den bolivariske revolutions forspring over oppositionen øgedes væsentligt, fra 1,49% ved præsidentvalget den 14. april 2013 til 6,52% nu.

Hvad angår antallet af antallet af borgmestre, så vandt PSUV og dets allierede 234, imod oppositionens 67.Den ene af borgmesterposterne i Caracas, Libertador, blev vundet af PSUV kandidaten Jorge Rodríguez med 474.227 (54,55%), som endda vandt i de fire valgkredse hvor oppositionen havde vundet i april.

Kampen om den anden borgmesterpost i Caracas, Metropolitana, var meget tæt og oppositionens Antonio Ledeszma vandt med 50,81%, en mindre margin end hans forrige sejr med 52,4% i 2008.

PSUV og dets allierede vandt 14 ud af landets 24 provinshovedstader og 30 ud af 40 af de mest befolkede byer. Dog vandt oppositionen i vigtige provinshovedstader som Barquisimeto og Valencia (der begge havde bolivariske borgmestre førhen), såvel som fastholdt Barinas, Maracaibo, Mérida og San Cristobal.

PSUV vandt solide sejre i provinshovedstaderne i delstaterne Apure, Aragua, Vargas, Anzoátegui, Cojedes, Delta Amacuro, Portuguesa, Trujillo og endda i Miranda – den delstat hvor oppositionens leder Henrique Capriles har guvernørposten. Det er også sigende, at PSUV vandt magten tilbage i Heres, Ciudad Bolívar, provinshovedstaden for den industrielle Bolívar delstat.

PSUV's nederlag i Valencia, Carabobo, kan forklares ud fra det faktum at partiet havde ekskluderet den tidligere borgmester pga. anklager om korruption. Dog vandt PSUV i Carabobo-staten som helhed, hvor oppositionen havde et forspring på 108.000 stemmer ved præsidentvalget i april og nu tabte med 59.000 stemmer.

Økonomisk sabotage

Præsident Nicolás Maduro fejrede valgresultatet og lovede at intensivere den offensiv imod den "økonomiske krig", imod spekulation, tilbageholdelse af fødevarer og den økonomiske sabotage som "det parasitære borgerskab" har lanceret, ligesom han lovede at tage hårde midler i brug mod korruption.

Dette var spørgsmålet som dominerede hele valgkampen. Inflation og mangel på basale dagligvarer, har været et af de vigtigste fænomener, som hidtil har udhulet den bolivariske revolutions sociale base. Dette er skabt af en kombination af faktorer. På den ene side er der helt klart en bevidst, politisk motiveret kampagne med økomomisk sabotage, som den herskende klasse står bag. Dette er den samme strategi som blev brugt imod Allende-regeringen i Chile, dengang den amerikanske præsident Nixon beordrede Kissinger til at lade "økonomien skrige".

På den anden side er der produktivkræfternes oprør over de reguleringer som den bolivariske revolution introducerede i 2003 for at forsvare almindelige arbejderes adgang til basale fødevarer (igennem priskontroller) og for at undgå kapitalflugt (restrinktion af valutatransaktioner). De sidste 10 år har vist at den kapitalistiske økonomi ikke kan reguleres. Kapitalisterne har fundet mange veje til at omgå disse kontroller, både legale og illegale veje.

En anden faktor er befolkningens levestandard som er blevet forhøjet – som et resultat af regeringens programmer – hvilket ikke er blevet matchet af en tilsvarende forøgelse i vareproduktionen. Dette fører nødvendigvis til inflation og til et forøget pres for at importere forbrugsvarer. Den fastfråsne vekselrate er også demotiverende for national produktion.

De sidste 10 år, siden olie-lockouten i 2002-3, har regeringen brugt store pengesummer fra oliegevindsterne til at investere i sociale programmer og udvikling af infrastruktur. Toglinjer, veje, broer, metrolinjer og offentlig transport er blevet bygget. I gamle dage skabte oliegevindsterne et ekstremt parasitært oligarki som var glade for at leve af statssubsidier og korruptionspenge. Overskuddet fra olien tilegnede den herskende klasse sig. Men nu bliver de samme penge brugt til offentlige arbejder og sociale programmer. Ikke bare er den herskende klasse ekstremt utilfreds med tingenes tilstand, men, som vi nævnte førhen, eftersom disse investeringer ikke matches af et tilsvarende øget produktion, så leder det til inflation.

Sidst med ikke mindst, så er den kapitalstrejke der har fundet sted de sidste 10 år også et produkt af det faktum, at den bolivariske revolution har gjort arbejderne mere modige, ledt dem til at besætte fabrikker, kræve arbejderkontrol, og i mange sager presset regeringen til at støtte dem. Dette er ikke et "forretnings-venligt" miljø. Hvordan skal kapitalisterne ville investere, hvis de ikke ved om arbejderne i morgen vil kræve højere lønninger og bedre forhold, og i løbet af den kamp skabe et socialistisk arbejderråd og bagefter besætte fabrikken? Og arbejdsgiverne kan ikke engang stole på regeringen og staten til at være fuldt ud på deres side under sådan en konflikt!

Denne økonomiske krig er ikke ny. Den kan spores tilbage til 2001 hvor Hugo Chávez introducerede en række bemyndigelseslove, som viste den herskende klasse at han ikke kunne købes eller tækkes og at han mente det alvorligt, når han sagde, at han ville implementere sociale programmer. Det var på det tidspunkt, at den venezuelanske herskende klasse, og dets mestre i Washington, startede en kampagne for at vælte Chávez og smadre den bolivariske revolution. Den kampagne fortsætter og har antaget forskellige former igennem årene: åbent militærkup, mediehetz og løgne, drabsforsøg, diplomatisk pres, imperialistisk agression og økonomisk sabotage, for blot at nævne et par stykker.

Ingen forsoning mulig

Efter hver af revolutionens sejre over disse attentater, har der været en invitation til forsonig, en udstrakt hånd til oppositionen. Hver eneste gang har oligarkiet foretaget et midlertidigt tilbagetog, men ikke for at acceptere deres nederlag, men snarere for at organisere deres styrke og vente på endnu en mulighed for at storme fremad.

Efter den knebne sejr ved præsidentvalget den 14. april 2013, appelerede Maduro til forretningsfolk om at holde sig ude af politik og afstå fra at destabilisere og koncentrere sig om produktion. Han tilbød oprettelsen af specielle økonomiske zoner, modeleret efter dem der findes i Kina, for at lette på vekselkontrollen på udenlandsk valuta. Der var endda snak om at reformere nogle af paragrafferne i den nye arbejdslovgivning. En række af de mest venstreorienterede værter på TV og radio fik deres programmer suspenderet.

Intet af det virkede. På den ene side er kapitalistklassen i fundamental modsætning til den bolivariske revolution. For at kunne operere normalt og skabe profitter, bliver de nød til at smadre revolutionen, således at de kan genvinde kontrollen med statsapparatet og skubbe masserne ud af den politiske arena.

Revolutionær offensiv skaber entusiasme

Tilbage i september svømmede regeringen imod strømmen og den blødte i alle meningsmålingerne. Det der ændrede situationen var de hårdhændede forholdsregler imod kapitalisterne, som blev taget i begyndelsen af november. Planer om at liberalisere valutakontrollen blev lagt til side. Myndighederne fandt varelagre fyldt med produkter (startende med elektronik-kæden Daka) og de tvang forretningsfolk til at sælge varer til "rimelige priser".

En af de mekanismer hvormed kapitalisterne kan skabe spekulation, er ved at importere varer med dollars som de har fået af CADIVI (det nationale institut der giver udenlandsk valuta til importvirksomheder). Disse dollars gives til virksomhederne til en fastfråssen vekselrate på 6,3 bolívares per dollar, men kapitalisterne bruger dem ikke til at importere fødevarer, men sælger dem blot videre på det sorte marked hvor dollarkursen er 1 dollar til 40 bolívares. På den måde opnår de en avance på over 1.000%. Dusiner af forretningsfolk og kapitalister er blevet arresteret på baggrund af anklager om den type spekulativ virksomhed.

Regeringens forholdsregler, som blev indført og straks fik bred sympati i befolkningen, havde en effekt på to niveauer. På den ene side formåede man at gøre en række produkter tilgængelige for befolkningen, som var meget sjældne eller meget dyre. På den anden side fik man antændt den revolutionære stemning i blandt de almindelige bolivariske medlemmer. Her var der en regering som klart identificerede fjenden (Maduro udpegede de tre vigtigste arbejdsgiverorganisationer, Fedecamaras, Consecomercio og Venamcham som ansvarlige for den økonomiske krig) og som tog hårde forholdsregler i brug imod den.

Det var det, som det revolutionære folk ville se. Offensiven imod den økonomiske krig var ikke kun begrænset til politi- og statsfunktionærer, der var også en koncentreret indsats, især på vegne af INDEPABIS, for at involvere arbejderne og det revolutionære folk. IDEPABIS er det organ som forsvarer forbrugernes rettigheder og kæmper imod spekulation, det er ledt af Eduardo Samán, en af de mest populære skikkelser på venstrefløj af den bolivariske bevægelses ledelse.

Det er tydeligt, at det var denne offensiv som gjorde den bolivariske bevægelse i stand, ikke bare til at vinde dette valg, men endda til at højne dets forspring over oppositionen.

Konklusionen fra dette er åbenlys. Kapitalismen kan ikke reguleres. Oligarkiet vil ikke stoppe med at konspirere imod revolutionen. For at forhindre yderligere ødelæggelse og sabotage af økonomien, bør produktionsmidlerne, bankerne og de store godser på landet eksproprieres og underlægges arbejderkontrol, således at de kan blive inkorporeret til en demokratisk plan for økonomien.

Dette vil betyde et direkte sammenstød med borgerskabet og imperialismen, som kun kan vindes med den bredeste mobilisering af de revolutionære masser med arbejderklassen i front. For at gøre dette muligt, er det nødvendigt med en omhyggelig udrensning af højrefløjen, de korrupte og infiltrerede elementer i den bolivariske bevægelse. Bevægelsen må sættes under de menige revolutionære medlemmers kontrol. Dette er den eneste vej fremad. Ethvert forsøg på forsoning med den herskende klasse vil føre til mere sabotage og kontra-revolutionære offensiver. Det er den korsvej som ligger forude efter denne valgsejr.

Translation