Venezuela: Kontrarevolutionen vinder valget

Sent om natten den 6. december annoncerede det Venezuelanske Nationale Valgråd et foreløbigt men entydigt resultat for det parlamentariske valg. Den kontrarevolutionære opposition MUD havde vundet 99 pladser imod det Bolivariske PSUV’s 46, med yderligere 22 endnu ikke tildelt. Det er et alvorligt nederlag, og det er vores pligt at analysere årsagerne, og beskrive de sandsynlige konsekvenser.

Det er først værd at bemærke at der ikke var nogle optøjer i gaderne. Der blev ikke gjort nogle indsigelser mod resultatet, og der var ikke noget råb om valgsvindel i verdens medier. Hver gang den Bolivariske revolution har vundet et valg (og den har vundet mange i de sidste 17 år) er vi blevet udsat for en kampagne af løgne og misinformation. ”Venezuela er et diktatur”; ”der er ingen ytringsfrihed”; ”et autoritært regime”, lød det typisk fra CNN, Fox News og det spanske ABC og El País. En meget besynderlig form for ”diktatur” som kun eksisterer så længe de kapitalistiske partier lider nederlag, men magisk forsvinder, som en Schrödingers kat, hvis det er de revolutionære styrker der bliver slået.

Valgdeltagelsen til valget var højt: 74.25% af de 19 millioner stemmeberettigede, 8 procentpoint højere end til det sidste nationalforsamlingsvalg i 2010, dog ikke på niveau med præsidentvalget i 2013 (hvor den var 80%). Fra tidligt på morgenstunden var der fuld mobilisering i de fattige kvarterer (barrios) og arbejderklasseområder i storbyerne for at få folk til at stemme, men en lignende, endnu større mobilisering fandt sted blandt oppositionens vælgere. Der var køer hele dagen ved stemmeboksene, og det endte med at det Nationale Valgråd (CNE) var nødt til at forlænge afstemningstiden med en time, til 19:00. Mange steder forblev stemmeboksene åbne i yderligere en time eller mere, for at sikre at alle i køen fik lov til at stemme. Skandaløst nok protesterede de vigtigste ledere af den ”demokratiske” opposition mod denne beslutning, og krævede at stemmeboksene skulle lukkes!

Selv om det endelige landsdækkende resultat endnu ikke er offentliggjort, er det muligt at foretage en første analyse af tallene. Hvis vi sammenligner tallene med tallene fra nationalforsamlingsvalget i 2010, kan vi se at mens stemmerne for de revolutionære partier generelt holdt ved, havde oppositionspartierne massiv fremgang, hvilket antyder at størstedelen af de nye valgdeltagende og nye vælgere gik til dem. Hvis vi sammenligner med det nyere præsidentvalg i 2013 kan vi se hvordan PSUV har tabt næsten 1.5 millioner stemmer, mens oppositionens stemmer holdt ved, og endda havde en mindre fremgang.

(Bemærk: Tallene for 2015 er kun estimer, og bør behandles forsigtigt)

Mens valget i meget høj grad stadig er polariseret langs klasselinjer, er det også klart at oppositionen har gjort indhug i hvad der før var revolutionære højborge. Selv om arbejderklassekvarteret Antimano, i den vestlige del af hovedstaden Caracas, stadig er domineret af Chavista (37.000 stemmer og 55% til PSUV, 27.000 stemmer og 40% til MUD), er det i lavere grad tilfældet end i 2010 (39.000 stemmer og 68% til PSUV, 15.000 og 27% til MUD). Her har oppositionen endda fået flere stemmer end til præsidentvalget i 2013 (hvor de n fik 21.000 stemmer). Samtidig forbliver over- og øvre middelklassekvarteret Baruta, i det østlige Caracas stærkt kontrarevolutionært (31.000 stemmer og 85% til MUD, 4.600 og 12% til PSUV), men resultatet er i store træk det samme som i 2010 (30.000 stemmer og 85% til MUD, 4.600 stemmer og 13% til PSUV).

Oppositionen har endda formået at vinde den revolutionære højborg sognet 23 de Enero i Caracas, med den smalleste margen. Der fik PSUV i 2010 29.000 stemmer mod oppositionens 16.000 (med en valgdeltagelse på 70%), mens de nu er gået ned til 25.017, og har tabt til oppositionens 25.140 (med en valgdeltagelse på 77%).

Hvad er hovedårsagen til dette nederlag?

Vi skrev allerede før valget en lang analyse af den særligt udfordrende situationen den Bolivariske Revolution stod over for. Der er en række faktorer som ikke bør undervurderes: mediekampagnen imod revolutionen, imperialistisk indblanding og chikane (direkte af USA, og indirekte via Columbia, Guyana, den nye argentinske præsident Macri, OAS osv.), sabotage af økonomien og øget usikkerhed og kriminalitet. Dog kan det ikke påstås at disse var afgørende, da de allerede var til stedet ved forrige valg, som PSUV vandt.

Der er også en række nye problemer som har gjort situationen meget værre, specielt i forhold til økonomien. Olieprisernes kollaps i særdeleshed, har i høj grad reduceret regeringens handlerum i form af penge til brug på socialpolitikker og import af mad for at forsyne et hjemmemarked kvalt af de kapitalistiske producenters oprør mod priskontrol.

Hyperinflation, forværret mangel af basisprodukter, pengeafpresning, det sorte marked – alle disse har tydeligvis spillet en vigtig rolle. Maduro nævnte dem i sin tale, hvor han accepterede valgresultatet, da han udtalte ”det kan siges, at den økonomiske krig har vundet”. Dette er kun en delvis forklaring. De revolutionære masser har før modstået kapitalistklassens økonomiske angreb, specielt under arbejdsgivernes to måneder lange lockout og sabotage af olieindustrien fra december 2002 til starten af februar 2003. Hvorfor var det anderledes denne gang?

Det var kombinationen af de førnævnte faktorer, kombineret med en følelse af at det bolivariske lederskab enten var uvillige, eller ude af stand til at håndtere problemerne på en beslutsom måde. Det giver ikke mening konstant at fordømme Grupo Polar og dens ejer Mendoza for den rolle de spiller i manglen på basisprodukter. Det er fuldstændig rigtigt, og en stor del af masserne er helt bevidste om det. Problemet er, når fordømmelserne ikke bliver fulgt op med konkret handling. Der har været konstante trusler om at ekspropriere Grupo Polar. På 1. Maj i år var Polar-arbejdere, der var involveret i faglig kamp, sat på hovedscenen til den bolivariske march. Intet blev gjort.

Oven i denne mangel på handlen har bureaukrati og korruption nået hidtilusete højder, hvilket forsøger demoralisering, skepticisme og endda kynisme i brede dele af de bolvariske masser og dets aktive elementer. Hvis eksproprierede fabrikker, hvor arbejdere har forsøgt at implementere arbejderkontrol- og ledelse i forskellige grader, men er blevet overvundet af bureaukratiet, nu er præget af dårlig ledelse og korruption, styrker det den kapitalistiske oppositions påstand om, at nationalisering ikke virker. Hvad værre er, demoraliserer det arbejderklasseaktivister som kæmper for arbejderkontrol.

Der er dem, som vil forsøge at give masserne og deres lave bevidsthedsniveau skylden. De stemmer kan allerede nu høres. ”Revolutionen gav dem uddannelse, sundhedspleje og bolig, og nu stemmer de på oppositionen”. Det er et helt forkert argument, som bliver brugt af reformister og bureaukrater som retfærdiggørelse. Det forklarer intet.

Den samme arbejderklasse og de samme fattige masser har vist deres revolutionære instinkt, selvopofrende ånd og loyalitet til det Bolivariske projekt utallige gange. Det var masserne som overvandt kuppet i 2002, arbejdsgivernes lockout i 2002-3, oppositionens optøjer (guarimbas)og tilbagekaldelsesvalget i 2004, som besvarede Chavez’ opfordring til at stifte PSUV og kæmpe for socialisme i milliontal, osv.

Problemet er, at hver gang de har gjort fremskridt i forsøget på at vriste magten fra den herskende klasse, ved at oprette arbejderråd i statsinstitutioner, ved at besætte fabrikker og køre dem under arbejderkontrol, ved at overtage jorden, ved at oprette socialistiske kollektiver i nabolagene, er det blevet blokeret og skubbet tilbage af bureaukratiet, som i virkeligheden er en kapitalistisk femte kolonne i den Bolivariske bevægelse.

For at give bare tre nylige eksempler. Industrias Diana er en fødevarefabrik som bearbejder olie og margarine, som blev eksproprieret i 2008 af Chavez, og har kørt under arbejderkontrol lige siden. I 2013 besluttede Maduro’s fødevareminister at påtvinge fabrikken en ny leder uden at forhøre sig hos arbejderne, og mod deres vilje. Sammenstødet blev en konflikt om spørgsmålet om arbejderkontrol. I sidste ende, efter måneders kamp, var arbejderne i stand til at fastholde arbejderkontrollen, og den nye leder blev fjernet.

Et lignende sammenstød skete på Fama de America, et kaffeforarbejdningsanlæg som blev eksproprieret i 2010 som følge af arbejdernes kamp. I øjeblikket er der en konflikt over ledelsens fyring af en af de ledende arbejderaktivister på fabrikken. Arbejderne argumenterer for at fyringen er et politisk angreb på arbejdernes organisering.

I en anden episode blev hundredvis af arbejdere fyret fra det tidligere Miljøministerium da det blev slået sammen med et andet, og reorganiseret. Arbejderne har kæmpet for deres rettigheder, men er ikke blevet hørt af myndighederne.

Disse er blot nogle få eksempler, på et fænomen der findes på alle niveauer. Det er i denne kontekst at snak om ”revolution” og ”socialisme” bliver til tom retorik. Som vi advarede om før valget: ”der er en alvorlig fare for, at oppositionen får et godt resultat til parlamentsvalget, og opnår en majoritet af stemmerne og måske endda mandaterne (…)Hvis det sker, ligger skylden ikke hos de bolivariske masser, men hos deres reformistiske ledere, som konsekvent har afstået fra at ekspropriere kapitalistklassen, og i stedet har valgt at appellere til private kapitalisters velvilje, eller at bruge administrative tiltag for at forsøge at regulere det kapitalistiske marked.”

Hvad nu?

Det er klart at kontrarevolutionen vil bruge den position det har vundet i Nationalrådet til at påbegynde et ubønhørligt angreb på alle revolutionens erobringer (og de er mange og vidtrækkende). De vil forsøge at håndtere de økonomiske problemer Venezuela står over for ved at lade arbejderne betale, ophæve priskontrol, skære i sociale udgifter, devaluere møntfoden osv.

Fremfor alt vil de bruge sejren til at påbegynde et angreb på de institutioners magt og beføjelser som stadig er styret af den Bolivariske bevægelse, specielt ved at forsøge at udløse et tilbagekaldelsesvalg for præsidenten så snart som muligt. De vil vedtage en lov om amnesti for at løslade alle kontrarevolutionære aktivister og politikere der havde del i optøjerne i 2014, som førte til 43 dødsfald.

I første omgang vil nederlaget være et hårdt slag for de revolutionære aktivister. I mange år har bevægelsen vundet stribevis af sejre. Men efter støvet har lagt sig, vil der komme en intens politisk diskussion om årsagerne til nederlaget. Som under den spanske revolution, da knusningen af oktoberopstanden i 1934 førte til ekstrem radikalisering af de socialistiske organisationer (startende med Socialistisk Ungdom, den socialdemokratiske ungdomsorganisation ), bør det Venezuelanske nederlag føre til en styrkelse af den mere radikale og revolutionære fløj af Chavismo.

Samtidig vil der komme fornyet pres på den reformistiske og bureaukratiske fløj af bevægelsen. Nogle taler allerede om nødvendigheden af ”dialog” og ”kompromis”. Nogle korrupte højtstående embedsmænd vil allerede nu forberede sig på at skifte side, for at forsvare deres privilegie r og plyndringsbytte. Det bør føre til en kærkommen udrensning af disse elementer fra den Bolivariske bevægelse.

De venezuelanske masser vil ikke let opgive det sidste årtis erobringer. Det er endnu uvist hvor hurtigt den kapitalistiske opposition vil forsøge at afmontere vigtige sociale programmer, smide de c ubanske læger ud af velfærdsprogrammet Mision Barrio Adentro (som har givet fattige adgang til lokale lægeklinikker), afskaffe uddannelsesprogrammer, angribe de nyligt startede universiteter, indskrænke pensionsrettigheder, privatisere statsejede selskaber, foretage politisk udrensning i staten osv. De føler sig nu selvsikre, og den selvsikkerhed vil måske få dem til at strække sig for langt. En større provokation kan fremprovokere en modreaktion fra de Bolivariske masser, som har tabt på det valgmæssige område, men på ingen måde er knust.

På denne nye slagmark, er det afgørende spørgsmål at lære den vigtigste lektie: tiden hvor reformisme så ud til at virke (implementeringen af massive sociale programmer uden grundlæggende at ekspropriere oligarkiet) er slut. Den Bolivariske revolution kan kun komme sig fra dette slag ved at gå over til et klart socialistisk program. Ved at føre Hugo Chavez’ eftermæle ud i livet. Hugo Chavez skitserede i sin tale ”Drej Roret” (Golpe de Timón) de to vigtigste opgaver forude: en socialistisk økonomi og ødelæggelsen af den borgerlige stat.

En ideologisk kamp er nødvendig. Et klart revolutionært socialistisk program er nødvendigt hvis den Bolivariske bevægelse skal komme sig fra dette slag.