Venezuela: Imod den økonomiske krig – indfør arbejderkontrol og ekspropriation af oligarkiet!

Situationen er alvorlig. Inflationen er steget til vejr og er nået 54 % fra januar til oktober, og 74 % i forhold til sidste år. Mangel-indekset har nået en rekord på 22 %.

Udtalelse fra Lucha de Clases – den venezuelanske sektion af IMT

Hvad ligger til grund for disse tal? Inflation, hamstring, overpriser, spekulation, kapitalflugt, korruption, investeringsstrejker og andre problemer, der har sine oprindelse i den måde det kapitalistiske system virker på, som påvirker arbejderne og folket.

Målet for kapitalisterne er ikke at producere for at møde samfundets behov, men for at skabe profit. Hvis de derfor kan tjene større profitter ved at bruge dollars fra CADIVI, som de får til den officielle vekslekurs, til at importere varer og så sælge dem til en fastfrossen pris i bolivars i forhold til vekselkursen til dollaren på det "parallelle" sorte marked, så gør det det. Hvis de kan få en profit ved at få dollars fra CADIVI for import og derefter hente containere fulde af metalskrot, mens de sælger dollarsne på det sorte marked, så gør de det.

Det er en del af den normale funktion ved det kapitalistiske system, borgerskabets natur driver dem til at skabe større profitter lige meget hvad det koster og derfor kan de ikke tillade nogen som helst regulering af deres profitmargener. Faktisk er en af grundene for den økonomiske krig kapitalistklassens oprør mod pris-kontrollerne og vekselkurs-kontrollen på udenlandsk valuta.

Den anden grund er bevidst sabotage af politiske grunde. Produkter er på organiseret vis fjernet fra markedet for at skabe økonomisk nød og for at det bolivariske folk skal skyde skylden på regeringen for problemerne. Det er præcis den samme taktik som blev brug af kapitalisterne og imperialismen under Allende-regeringen i Chile i 1971-73, for at forberede Pinochets kup. Nixon gav instruktioner om at "lade økonomien skrige".

Den tredje grund er det faktum at kapitalisterne ikke

føler at deres investeringer er trygge på grund af eksistensen af den bolivariske revolution, som har givet arbejderklassen selvtillid i dens egen styrke. Det betyder at en kapitalist ikke vil investere for at forbedre produktivitetskapaciteten eller øge den medmindre han eller hun er sikker på at arbejderne, opmuntret af regeringen, ikke vil organisere et socialistisk arbejderråd der vil kræve bedre arbejdsforhold og lønninger eller kræve ekspropriation af firmaet.

Den økonomiske krigsførelse er en åben kamp mellem arbejderne og folket på den ene side, som med et stort flertal flere gange har udtrykt støtte for den bolivariske revolution og som vil gå hen imod socialisme, og oligarkiet på den anden side, en parasitisk minoritet af kapitalister, jordejere, finansfolk og spekulanter som er tæt knyttet til imperialismens interesser.

I den givne situation er der ikke plads til halve skridt eller appeller til chefernes ansvar. Regulering af det kapitalistiske marked kan heller ikke skabe de tilsigtede effekter. Erfaringen fra den bolivariske revolution, specielt siden arbejdsgivernes lockout og sabotage af økonomien i 2002, beviser én ting: indrømmelse og appeller til borgerskabet er altid blevet mødt med endnu større sabotage og sammensværgelser. Forsøget på at regulere priser og profitter vil kun øge sabotagen, investeringsstrejken og kapitalflugten.

Den eneste måde at svare på den herskende klasses kriminelle og antidemokratiske kampagne er med stærke tiltag og en knyttet jernnæve. Borgerskabet må fratages dets økonomiske magt som de bruger til at ignorerer flertallets demokratiske vilje.

Den marxistiske tendens Klassekampen (Lucha de Clases) forslår følgende tiltag:

• Statsmonopol over udenrigshandlen: vi kan ikke blive ved med at give dollars til borgerskabet; lige meget hvad Venezuela har brug for at importere, så skal staten importere det og distribuere det gennem stats distributions kanaler.
• Arbejderkontrol over produktionen: arbejdere producerer al rigdom og ved hvor og hvordan det er distribueret, de har viden til at forhindre økonomisk sabotage og burde udøve revolutionær årvågenhed igennem hele produktionsprocessen.
• Folkets kontrol over fødevarerne og basale fornødenheder og distributionskæder: det arbejdende folk organiseret i kommuner må sammen med socialistiske arbejderråd i fabrikkerne og militsen, og udøve kontrol over udbud, distribution og salg af basale produkter.
• Ethvert firma som saboterer produktionen eller distributionen skal omgående blive eksproprieret under arbejderkontrol.
• Ekspropriation af de store monopoler som kontrollerer produktionen og distributionen under arbejderkontrol, startende med POLAR Industrien som har deltaget aktivt i alle sammensværgelser mod revolutionen de sidste 10 år.
• Socialistiske arbejderråd, kooperativer og bondeorganisationer, kommunerne og militsen må organisere Folkets Forsynings Juntaer (Juntas de Abastecimiento Popular) i ethvert kvarter og distrikt. Disse juntaer må forbindes og koordineres på kommunalt, statsligt og nationalt plan gennem demokratisk valgte delegerede, som det er muligt at tilbagekalde. Dette vil være grundlaget for ekspropriation af de store monopoler, bankerne og de store landejendomme, som ville tillade en demokratisk planlægning af økonomien til gavn for flertallet af samfundet.

Med Ezequirl Zamoras ord: "hvad der skal blive beslaglagt er de riges ejendom, fordi de bruger den til at føre krig mod folket, vi vil ikke efterlade dem med andet end deres trøjer på".

Hverken aftaler eller kompromiser med kapitalister! Al magt til den arbejdende klasse! Eksproprier oligarkiet!

Translation