Venepal-papirmøllen nationaliseret under arbejderkontrol!

Om morgenen den 19. januar, i Ayacucho-rommet i presidentpaladset i Caracas, og med Venepals arbejdere og tillidsrepræsentanter til stede, skrev Chavez under på resolution nr. 3438 som eksproprierer Venepal. Fra nu af vil det blive styret af arbejderne og staten i fællesskab.

Dette er en utrolig vigig sejr for arbejderne ved Venepal, men mere end det - det er et kæmpespring fremad for den bolivariske revolution.

Venepal er en af hovedproducenterne af pap og papir i Venezuela og fabrikken ligger I Morón i industridistriktet Carabobo. På et tidspunkt havde det 1600 ansatte, kontrollerede 40% af det nationale marked og var en af de største latinamerikanske producenter i denne sektor. Men ledelsen lod papirfabrikken langsomt miste markedsandele og udbytte. I april 2002, i tiden omkring det kortlivede militærkuppet mod Chavez, var nogen af selskabets største aktieejere tilstede ved tiltrædelsesceremonien for den nye, ulovlige ”presidænt” Pedro Carmona. Under lockouten mod Chavez-regeringen i december 2002-januar 2003 modsatte arbejderne forsøg fra arbejdsgivernes side på at lamme fabrikken.

I juli 2003 erklærede ejerne konkurs og arbejderne svarede med å besætte fabrikken. De begyndte at producere under arbejderkontrol. Rowan Jimenez, en fagforeningsaktivist og et medlem af aktionsudvalget, forklarede hvordan arbejderne organiserede produktionen, brød alle produktivitetsrekorder og mindskede uproduktivt spild til et niveau; vi aldrig har set før” under besættelsen (El Topo Obrero, 16/09/04). Efter en 77 dages lang kamp kom man frem til en midlertidig kompromisaftale. Men den skulle ikke holde længe. Den 7. september i år standsede selskabet igen driften og klassekampen begyndte på ny.

Papirmøllen Venepal Foto: CMR

Helt fra begyndelsen sluttede arbejderne sig til kravet for nationalisering under arbeiderkontrol som blev foreslået af kammeraterne fra den revolutionære marxistiske strømning. Det var en række demonstrationer i Moron og Caracas, og solidaritetsaktioner blev organiseret af arbejdere i andre fabrikker, særlig de som var organiseret i Carabobo-sektionen af det nylig grundlagte fagforbund, UNT.

Måneder med kamp bar frugt den 13. januar, da en delegation med Venepal-arbejdere drog til Caracas for at kræve en løsning. Nationalforsamlingen erklærede at Venepal og alle anlæggene var til ”offentlig gavn og social nytte”. Dette var forspillet til resolution nr. 3438. Dette er et resultat av kampen og udholdenheden iblandt Venepals arbejdere som bevidst søgte støtte fra lokalsamfundet i deres kamp.

I sin tale under åbningsceremonien, foran et stort antal Venepal-arbejdere og UNT-ledere, sagde Chavez: ”her laver vi en ny model, og det er derfor de er vrede i Washington (...) Vores model for udvikling indebærer en forandring i produktionsapparatet. Arbejderklassen må forenes, den må lære, den må deltage”.

Edgar Peña, generalsekretær for SUTIP

Før Chavez talte indtog den ældste arbejder i Venepal scenen og beskrev den fire måneder lange kamp og de ofre, som de havde måttet give. Edgar Peña, generalsekretær for Venepals fagforening, forklarede hvordan arbejderne havde fremlagt et udkast til et projekt som beviste hvordan selskabet kunne køre med overskud, og hvordan dette banede vej for ekspropriation. Peña bad også om at nationalgarden skulle beskytte anlægget, siden der fortsat findes folk som forsøger at sabotere det. Han forklarede også hvordan de første varer, som de kommer til at lave om nogle få uger vil være øremærket til regeringens sociale programmer (Misiones), ”til arbejderklassens fordel”.

Chavez sagde, at kapitalismen er et system baseret på slaveri, ”og det er derfor de er sure i Washington, fordi vi vil frigøre os fra kapitalismen, på samme måde som de var sure for mange år siden på frihedskæmperen Simon Bolivars ideer”

Han henviste til Condoleeza Rices nylige kritik af Venezuela, og sagde at der findes god medicin på markedet mod mavesår, ”for de som måtte trænge til det”. Han sagde også at nogen måske kunne være irriterede over det som sker i Venezuela, men ”de vil fortsætte med at være irriterede over den revolutionære proces, fordi ingen kan få os væk fra den”.

Chavez tilføjede at “arbejdernes rolle i denne model er grundlæggende, og det er forskellen mellem denne model og den kapitalistiske model”. Han understregede at ”det er nødvendigt at forandre produktionsforholdene”.

Chavez taler til Venepal-arbejderne Foto: Agencia Bolivariana de Noticias

“Kapitalismen vil tillintetgøre arbejderne… her vil vi frigjøre arbejderne, og det er derfor de er irriterede i Washington”.

I en omskriving af Lenin, sagde Chavez: “Nyliberal kapitalisme er det højeste stadie af kapitalismens galskab”.

”Venezuela er i krig, men vi invaderer ikke andre land og krænker ikke andre landes suverænitet (..) her er vi i krig mod fattigdom og nød”.

Han forklarede at genoprettelsen af fabrikker fra statens side har som mål at forandre de udbyttende forhold, som arbejderne har været underkastet under kapitalismen, og at øge landets industrielle kapacitet. Han lagde op til at disse nye selskaber ikke burde ses som statskapitalisme, men som sam-styring. ”Vi må ikke frygte arbejderne siden de er selskabernes sjæl”.

Chavez varslede også om “genoprettelsen” af en majsfabrik og alle råvareindustrierne i Guyana (som bl.a. er det store SIDOR-stålværk).

Selv om han sagde at “dagens ekspropriation af Venepal er et exceptionelt tiltag (...) vi har ikke tænkt os at tage jorden, hvis det er dit så er det dit”, så gjorde han det også klart at ”alle fabrikker som er lukket eller nedlagt, har vi tænkt os at overtage. Alle sammen”.

”Jeg inbyder arbejderlederne til at gå denne vej”, sagde han. Dette er en klar opfordring til arbejdere i andre fabrikker som også var indblandet i kampen om de besatte fabrikker i juli-august 2003, som CNV, Fenix, Industrial de Perfumes, CODIMA, med flere. Arbejderne i disse fabrikker er allerede begyndt at mobilisere på ny.

Dette er uden tvivl et kæmpe spring fremad i den rigtige retning. Men det må også udvides til alle sektorerne i økonomien som er under monopol- og imperialistkontrol. Dette burde inkludere banksystemet (hvor hovedparten ligger i hænderne på de to spanske selskaber), telekommunikationssektoren (der er i hænderne på amerikanske selskaber), madforsyningen (et par venezuelanske selskaber som ejes af kendte kupmagere), med flere. Dette må gøres, som i tilfældet Venepal, under arbejderstyring. På denne måde kan hele økonomien planlægges til folkets fordel. Dette er den eneste måde at garantere sejren til revolutionen. Arbejderkontrol, hvis den forbliver isoleret i et enkelt selskab, kan ikke løse problemet på længere sigt.

Den bolivariske revolution støder mod kapitalismens mur. Nå må den bryde ned muren og gå mod en demokratisk planlagt socialistisk økonomi for at vinde krigen mod fattigdom og nød.

Jorge Martin      

1. Venepal-arbejdernes kamp – et afgørende vendepunkt for den Venezuelanske Revolution
2. Venezuela 2 år efter kuppet: Udvid revolutionen, fremad mod socialisme