“Valget” i Honduras: undertrykkelse, boykot og modstand

Valget, som kup-regimet i Honduras afholdte den 29. november viste en stor stigning i antal vælgere, der undlod at stemme. Det var på trods af undertrykkelse fra militæret og politiets side.

Den legitime præsident Mel Zelaya bekendtgjorde fra sit tilflugtssted på Brasiliens ambassade, at 65 procent af vælgerne undlod at stemme (langt mere end de 44 procent, som undlod at stemme ved valget i 2005), og at tallet nåede op på 75 procent i nogle af landets nordlige områder. En officiel erklæring fra den Nationale Front for Modstand imod Kuppet sætter tallet for vælgere, der undlod at stemme, til mellem 65 procent og 75 procent ud af de 4,6 millioner registrerede vælgere.

De officielle tal, som den øverste valgkommission har offentliggjort, kan ikke tages alvorligt. De taler om en valgdeltagelse på 61 procent, hvilket ville være højere end de 56 procent, der deltog i det tidligere valg i 2005. For at være helt sikre på, at de opnåede det resultat, de ønskede, blev den officielle optælling efter at valgstederne var lukket, ”forstyrret af et teknisk uheld” i mere end tre timer.

Brutal undertrykkelse

Det høje antal af vælgere, der undlod at stemme, fandt sted på trods af hård repression i dagene op til den 29. november og på selve ”valgdagen”. Nogle kommentatorer noterede sig, at der om søndagen blev afgivet ”flere støvler end stemmer” på grund af det store antal soldater og politifolk på gaderne. Michelettis regime havde genindført ”nødretstilstanden”, som kraftigt begrænser de grundlovssikrede rettigheder.

Mange af de fattige områder og arbejderkvartererne i hovedstaden Tegucigalpa, samt i andre byer hvor modstandsbevægelsen er stærkere, var praktisk talt militariseret hele dagen. Det var tilfældet i coloniaerne Kennedy, La Paz, El Sito, 3 de Mayo, 15 de Septiembre, El Pedregal, Rio Grande med flere.

I en telefonsamtale lørdag aften meddelte det venstreorienterede parlamentsmedlem og ledende aktivist i modstandsbevægelsen, Tomas Andino, at snesevis, hvis ikke hundredvis, af modstandsfolk var blevet anholdt i løbet af ugen. Politiet gik ind i almindelige folks boliger og søgte efter materiale, der var vendt imod valget, og konfiskerede maling og spraydåser. Mange af de anholdte er blevet anklaget for ”illegal tilknytning”.

Andino forklarede, hvordan hæren ransagede kontorer hos forskellige fagforeninger og sociale organisationer og søgte efter materiale, der var vendt imod valget. Det var tilfældet med den kirke-baserede organisation INESCO i San Juan Opoa i Copan. Bondebevægelsen Red Comal i Siguatepeque fik også ransaget sine kontorer lørdag, og hæren beslaglagde computere og penge. På selve valgdagen eksploderede en bombe uden for centeret for kvinderettigheder i San Pedro Sula. Hovedsædet for bryggeriarbejdernes fagforening Stibys – der har været rygraden i modstandsbevægelsen – blev angrebet med maskinpistoler fra en bil.

Angående den oppositionelle radiostation Canal 36, sagde Andino, at den ”80 procent af tiden ikke kan sende, fordi hæren udsender et kraftigt radiosignal på samme bølgelængde, især når stationen sender nyheder eller ytringer, der går imod de facto regeringen”.

Andino fortalte os, at modstandsbevægelsen havde indkaldt til et ”folkeligt udgangsforbud”, så folk ville blive hjemme og ikke gå hen og stemme. Selv under disse vanskelige forhold fandt en modstands-demonstration sted i San Pedro Sula. Demonstrationen blev mødt af hård repression fra politiets side. To blev såret og 49 blev arresteret. Den journalist fra Reuters, der forsøgte at dække demonstrationen, blev også såret af politiets angreb.

Ifølge kilder fra modstandsfronten har hæren og politiet foretaget mindst 74 ransagninger uden retskendelse imod forskellige aktivister, og over 100 er blevet arresteret alene på valgdagen. Dette er ikke et klima, hvor et demokratisk valg kan finde sted.

Det er værd at nævne, at højrefløjen i partiet Unificacion Democratica, under ledelse af Cesar Ham, til sidst besluttede sig for at deltage i valget og dermed besegle sit forræderi imod modstandsbevægelsen og sin egen skæbne som en legitim venstreorienteret kraft. UD er blevet splittet midt over på dette spørgsmål, og Tomas Andino og andre har stillet sig i spidsen for en fraktion, der gik kraftigt imod valget.

Folkets bevægelse er ikke knust

En kammerat, der besøgte Honduras få dage inden det manipulerede ”valg”, rapporterede om stemningen i hovedstadens arbejderkvarterer:

”Kampens tidevand er ganske åbenlyst trukket en smule tilbage, men den revolutionære proces er ikke blevet knust. Overalt ser man, at propaganda for valget er blevet revet ned. Modstandsfronten organiserer boykot i alle boligområder, og de fleste steder er der ingen propaganda for valget. Den herskende klasse har truet arbejderne med fyring, hvis de ikke vender tilbage på arbejde mandag med blæk på fingeren som bevis for, at de har stemt. En lang række supermarkeder giver rabat til enhver, der kan fremvise blæk på fingeren. Aftenen før jeg forlod landet, udsendte toppen i den katolske kirke en erklæring om, at det er en dødssynd ikke at stemme.

På den anden side har der været konstante provokationer. Den dag, jeg ankom, var der en række eksplosioner ved Grupo Ama bilforhandlere, og der var andre små bomber, der eksploderede nær stedet, hvor valgurnerne bliver opbevaret. De forbereder den offentlige mening på at retfærdiggøre endnu større tilstedeværelse af hæren i gaderne.”

Det er tydeligt, at de honduranske massers bevægelse ikke er blevet knust. De har endnu ikke været i stand til at omstyrte diktaturet, men på den anden side har regimet ikke været i stand til at knuse bevægelsen blandt arbejderne, bønderne og de unge. Tværtimod har de seneste fem måneders kamp været en intens politisk uddannelse med righoldige lektioner for folket i Honduras. De er nu mere politisk bevidste, bedre organiserede og klar til at kæmpe imod oligarkiet.

Micheletti-regimet ønskede at bruge dette valg til at legitimere sig selv, at opnå ”demokratisk” respekt. De var i stand til at få Zelaya ind i en forhandlingsproces, som var en farce, og som i sidste ende gav USA den undskyldning, de havde brug for, til at anerkende valget den 29. november. De har delvist opnået deres mål, og nu vil en række lande (Peru, Colombia, USA og andre) anerkende valgets ”legitimitet” og den nye ”præsident”, kandidaten for Nationalpartiet Pepe Lobo. Dette vil give regimet et vist pusterum, da det vil betyde, at de igen kan få den hjælp fra USA, som landet er stærkt afhængig af. Men Brasilien, ALBA-landene og andre ser ud til at stå fast og ikke anerkende dette valg.

En af de vigtigste opgaver for aktive i modstandsfronten er nu at indlede en diskussion for at drage de vigtigste lærdomme af de seneste fem måneders kamp. Det høje antal, der ikke stemte, viser massebevægelsens virkelige styrke og danner grundlag for en fortsat kamp imod oligarkiet og kapitalismen. Masserne i Honduras har givet et eksempel på heltemod, modstand og kampvilje. Hvis de er bevæbnet med korrekte ideer og en korrekt strategi kan de besejre den herskende klasse i Honduras som et første skridt imod at sprede revolutionen i hele Mellemamerika.

Det, der er blevet klart siden kuppet den 28. juni er, at overklassen i Honduras ikke kan tillade selv de mest basale reformer til fordel for almindelige, arbejdende mennesker. Over for en mobiliseret og bevidst befolkning kan de kun forsvare deres kapitalistiske system gennem brutal undertrykkelse. Samtidig betyder dette, at kampen for et sundhedssystem, udannelse, arbejde og en jordreform kun kan vindes, hvis den bliver udkæmpet som en kamp for at ekspropriere ejendommen fra de 12 familier, der udgør Honduras’ oligarki, samt de imperialistiske virksomheders interesser. Dette kan ikke gøres gennem illusioner til Obama, men kun gennem arbejdernes og bøndernes egen kamp. Det er kun dem, der kan ændre samfundet, og kun gennem kamp.