Valget i Brasilien – et nyt stadie i den latinamerikanske revolution Danish Share Tweet Arbejderpartiets Lula vandt præsidentvalget med massiv opbakning fra arbejdere, bønder og fattige i hele landet. Nu vil masserne forvente en seriøs indsats, der kan sikre deres forhold - men kapitalisterne i Brasilien og resten af verden lægger pres på, for at få Lula til at opretholde sin "moderate" kurs. Scenen er sat for voldsom klassekamp i Brasilien og store konflikter inde i Arbejderpartiet. This is the Danish translation of The Brazilian elections - a new stage in the Latin American revolution by Alan Woods. Vilde jubelscener brød ud, da den brasilianske befolkning fejrede den jordskredssejr, som Arbejderpartiet PT's Luiz Inacio Lula da Silva vandt i præsidentvalget. Denne sejr er uden tvivl et hårdt slag, som masserne har tildelt den korrupte og degenererede elite, der har styret Brasilien i årtier. Det har skabt chokbølger, der vil give genlyd gennem hele Latinamerika og længere væk. Jordskredssejren fik masser af Lulas tilhængere på gaden i Rio de Janeiro og Sao Paulo, hvor de viftede med Arbejderpartiets flag. Selv før de officielle resultater blev offentliggjort, strømmede tusinder af tilhængere ud på Avenida Paulista i Sao Paulos centrum med partiets rød og hvid-stjernede flag og sejrsråb. Arbejderne, bønderne og de fattige lag i den brasilianske befolkning jubler, og vi jubler med dem. Ivrig efter forandring Folks entusiasme er fuldt ud forståelig. Efter mange årtier, hvor Brasilien er blevet styret enten af militærdiktatorer eller korrupte oligarker, er der endelig kommet en mand fra arbejderklassen til magten. Den tidligere fagforeningsmand og metalarbejder har vundet med flere stemmer end nogen anden præsident i Brasiliens historie – verdens fjerdestørste demokrati. Lula begyndte at arbejde som 12-årig. Da han var 6 år gammel, rejste han 1.500 kilometer til Sao Paulo i en vakkelvorn trækærre med sin mor. Han er uden tvivl oprigtigt opsat på at hjælpe arbejderklassen og de fattige. Men desværre er gode hensigter ikke nok. Det er nødvendigt at forklare konkret, hvordan disse hensigter skal omsættes til praksis. Hvis valgsejren ikke skal være spildt, må man udfordre den økonomiske magt. Når masserne har stemt så overvældende for PT-kandidaten, har de stemt for grundlæggende forandringer. Når nogle siger, at Lula vandt, fordi han fremførte en mere "moderat" (dvs. kapitalistisk) politik, så er det forkert fra ende til anden. Det brasilianske folk har ikke stemt på Lula, fordi han har taget et jakkesæt på og prøver at tale som en "moderat". De stemte på ham, fordi de vil have forandringer. Det gælder også vælgere fra middelklassen som f.eks. Marcia Britto, en læge der udtalte sig til VOA i søndags og sagde, at Brasilien har brug for omfattende forandringer inden for sundhed, uddannelse og andre områder: "Vi har brug for forandringer alle steder," sagde hun. "Landet kunne være i meget bedre form, men det er i en meget dårlig tilstand, så vi har brug for store forandringer." Det afgørende spørgsmål er arbejdsløsheden. Det officielle arbejdsløshedstal er nu 8%, en stigning fra 6% for 8 år siden. Men bredere, uofficielle målinger, som indbefatter underbeskæftigelse, viser endnu højere tal. Den lave vækst, som Brasilien har oplevet siden 1998 (hvor Cardoso blev genvalgt), har betydet, at der ikke er blevet skabt nok jobs til de 1,5 millioner unge brasilianere, der kommer ud på arbejdsmarkedet hvert år. Brasilien er verdens niende største økonomi og har nærmest uudtømmelige naturressourcer og et stort økonomisk potentiale, men alligevel lever omkring 53 millioner mennesker – næsten en tredjedel af befolkningen – under fattigdomsgrænsen. Disse millioner stemte på Lula med store forhåbninger. Nu forventer de resultater. I valgkampagnen lovede Lula en mere aktiv industripolitik – dvs. mere eksport, mere vækst og flere jobs (10 millioner nye jobs, for at være helt præcis). Men på baggrund af verdenskapitalismens krise og især kollapset i Argentina er dette udelukket. Kun et afgørende brud med kapitalismen, og nationalisering af bankerne, jorden og de store selskaber, som dominerer den brasilianske økonomi, kan gøre op med arbejdsløsheden. PT stod oprindeligt for en socialistisk omdannelse af samfundet. Men under pres fra storkapitalen og imperialismen har Lula desværre trukket sig mere og mere væk fra den holdning. PT blev dannet som et parti, der var baseret på en radikal socialistisk politik. Partiet deltog i sin første valgkamp i 1982 med sloganet: "Stem på PT – resten er borgerlige". Men efterhånden som partiet kom tættere på magten, gik det mere og mere i retning af såkaldt moderate holdninger. For at berolige læserne understregede Financial Times: "PT er gradvist gået mere i retning af midten. Partiets ledelse står nu for en mere moderat politik, som man typisk forbinder med europæiske socialdemokratier. De har stået for bevarelse af markedsøkonomien i mere end 10 år og har droppet den mere ekstreme politik. PT går ikke længere ind for at suspendere betalingen af udlandsgælden for eksempel. I de sidste 2 år har de støttet en politik, der skal holde inflationen nede, og de går ind for en stram finanspolitik. I år er de gået med til at opretholde det overskud på 3,75% af BNP i 2003, som der er indgået aftale om med IMF i august. I de sidste par uger har forskellige rådgivere sagt, at de vil støtte større uafhængighed til centralbanken. Partiets ledelse har også ført en hård linje over for de mere ekstreme medlemmer. I starten af 90'erne ekskluderede de 2 venstreorienterede grupper, der havde separate organisationer inde i partiet (begge stillede deres egne kandidater op imod Lula i årets præsidentvalg). Flertallet i partiet, som støtter Lula og José Dirceu, fik 55% af stemmerne på den nationale kongres, der blev holdt sidste år. Modstanderne er delt i mindst 4 venstreorienterede tendenser. 65 af partiets 91 repræsentanter er moderate, som støtter ledelsen." (The Financial Times, 25. oktober, 2002) Partiet kræver ikke længere stop for betalinger af udlandsgælden eller gennationalisering af privatiserede firmaer. Det har også lovet at opretholde stram kontrol med inflationen og siger, at det vil gøre centralbanken mere selvstændig. Lula leder nu den "moderate" (dvs. højreorienterede) fraktion "Articulation", som har et stramt greb om partiledelsen. Det har gjort ham i stand til at føre PT ind mod "midten". Under valgkampen skiftede Lula PT's tidligere krav om genforhandling af statsgælden ud med en forpligtelse til at ville betale den, og til at sikre et overskud, der er stort nok til at stabilisere den. PT-lederen har ikke tænkt tingene igennem til enden. Hvordan skal det kunne lade sig gøre at betale denne enorme gæld og samtidig lave reformer til gavn for arbejderne og bønderne i Brasilien? I et misforstået forsøg på at være "moderat" har Lula prøvet at stille alle tilfredse på én gang. Hans programs vigtigste kendetegn er dets ekstreme vaghed. Det forstod de borgerlige kommentatorer straks. The Economist skrev den 3. oktober: "Da Silva lover store forandringer, hvis han vinder valget. Men han er meget vag mht., hvad det vil være for forandringer. I valgkampen har han – tilsyneladende med succes – tillagt sig et blødere 'love and peace'-image, som han kalder det, i stedet for hans tidligere voldsomme fagforeningsretorik. Han lover, at han vil være en god forhandler og opnå mere, end Cardoso kunne, ud over at han vil sikre større økonomisk vækst og mere fremskridt mht. at løse de sociale problemer. Men han er uklar mht. detaljer i politikken, som han ikke rigtig lader til at have styr på. Den nuværende økonomiske model skal ændres, siger han – men han siger ikke, hvad der skal i stedet for". Forhandlingsevner er selvfølgelig vigtigt at have for en god fagforeningsmand. Men hvordan skulle man kunne forhandle med det brasilianske oligarki om, at de må nedsætte deres profitter og opgive en del af deres ufattelige rigdom for at sikre jobs, boliger og jord til det store flertal? Det ville være som at prøve at overtale en menneskeædende tiger til at spise salat! Hele historien viser, at det ikke er muligt at skabe balance mellem klasseinteresser, som er helt modstridende. Den nye præsident, som overtager embedet fra den 1. januar, står over for masser af problemer, inklusiv afbetalingen på Brasiliens enorme gæld på 260 milliarder dollars. Hans manøvrerum er meget begrænset. Cardoso har efterladt et forgældet og sårbart Brasilien efter et forgæves forsøg på kunstigt at understøtte realens værdi, indtil han blev tvunget til at devaluere i 1999. Desuden er Brasiliens statsgæld steget enormt og nåede op på 62% af BNP i juli, sammenlignet med 30% da Cardoso blev præsident. Det er ikke til at komme uden om konklusionerne: "Presset fra budgetterne og den store gæld gør, at han ikke vil have mange ressourcer til at leve op til de høje forventninger, som især hans egne radikale støtter har. 'De finansielle forhold, som markederne påtvinger, er ekstremt hårde,' siger Ken Maxwell, en engelsk Brasilien-ekspert, der arbejder for Council on Foreign Relations i New York." (Financial Times, 28. oktober, 2002) Hvordan skal det så blive muligt at gennemføre et program til gavn for arbejderklassen? Det ville kun kunne lade sig gøre ved at gå drastisk til værks og inddrage bankfyrsternes, jordejernes og kapitalisternes rigdom og starte en socialistisk planlægning af økonomien. Ingen anden løsning er mulig. Nej til samarbejde med de borgerlige! Der er andre faktorer, der skæmmer sidste uges sejr. Det lader til, at PT kun vandt to af de resterende otte delstater, som de kæmpede om. De ser ud til at have tabt kontrollen med Rio Grande do Sul, en forholdsvis velstående sydlig delstat, hvor de har haft magten i otte år. De tabte også i guvernørvalget i Sao Paulo, landets mest folkerige delstat. Selv før valget var PT ude på at danne alliance med borgerlige partier. Lula gik imod venstrefløjens indvendinger og gik i valgforbund med det lille konservative Liberale Parti for at få lederen Jose Alencar, en storkapitalist fra tekstilbranchen, til at være vicepræsidentkandidat. Det var fuldstændig unødvendigt, som valgresultatet viste. Lulas sejr havde intet at gøre med samarbejdet med de borgerlige Liberale, som ikke rigtig repræsenterer andre end sig selv. Den virkelige grund til samarbejdet var, at det skulle udgøre en undskyldning for ikke at føre socialistisk politik. "Vi ville selvfølgelig gerne gøre alle disse ting, men vi har ikke råd til at støde vores allierede fra os! I må være tålmodige!" PT's fjender regner med, at partiet vil være langt fra et flertal i Kongressen, og at det derfor må søge støtte fra centrum-højre, muligvis Cardosos Socialdemokrater (PSDB) og deres vigtigste koalitionspartner Den Brasilianske Demokratiske Bevægelse (PMDB). På den måde risikerer vi at få en skandaløs situation, hvor de borgerlige partier, som er blevet afgørende besejret ved valget, sniger sig tilbage til magten ad bagdøren. Financial Times bemærkede med slet skjult tilfredshed: "PT's behov for alliancer vil forstærke deres bevægelse i retning af mere moderat politik, som det også har æret tilfældet i de sidste to år, og det vil begrænse muligheden for radikale løsninger, sagde flere analytikere". Men ligegyldigt hvilke manøvrer de laver i toppen, vil det ikke blive så let at dæmpe de enorme forventninger, som PT-sejren har vakt. Når de brasilianske arbejdere og bønder allerede har ventet så længe på en chance for at ændre deres liv, vil de sikkert være tålmodige – i et stykke tid i det mindste. Men massernes tålmodighed er ikke uendelig. På et vist tidspunkt vil der komme et kæmpe opsving i massernes bevægelse, og de vil prøve at gennemføre det nedefra, som regeringen ikke har kunnet klare oppefra. Der vil ske mere polarisering mellem klasserne og radikalisering til højre og venstre. The Economist advarede: "Det vil blive en langt større udfordring at køre statsmaskineriet, samtidig med at han skal håndtere partiets og tilhængernes kæmpestore forventninger". Financial Times' lokale korrespondenter skrev fra Sao Paulo: "Indtil videre har aktivisterne i fagforeningerne og de jordløse arbejderes bevægelse (MST), som er da Silvas mest trofaste støtter, været tilbageholdende med deres krav. Luiz Marinho, formanden for Sao Paulos metalarbejderfagforening, hvor Lula startede sin politiske karriere, siger, at 'tingene ikke kan løses fra den ene dag til den anden', og han mener, at inflationen skal holdes under kontrol. 'Vi vil have bæredygtig, ikke kunstig, økonomisk vækst. Men folket og arbejderklassen har selvfølgelig store forventninger'". "'De mere yderliggående har været stille under valgkampen, men de vil snart komme med regningen,' siger Carlos Lopes, politisk konsulent i Brasilien". "PT-lederne har forsøgt at reducere dette potentielle pres. José Dirceu, partiets formand, advarede i sidste uge om, at de økonomisk hårde tider ville fortsætte ind i næste år. 'Vi forventer, at år 2003 vil blive et år med krise. Samfundet er godt klar over, at der ikke er meget plads at manøvrere på'". (Financial Times, 28. oktober, 2002) "De mere yderliggående har været stille under valgkampen, men de vil snart komme med regningen" – det er den konklusion, en klarsynet borgerlig betragter kommer til. Og han har helt ret! Marxisterne sagde for længe siden, at hele processen i Brasilien ville udspille sig igennem PT. De utålmodige venstreekstremister, der forlod partiet, havde ikke ret i deres taktik. Vejen fremad ligger nu i en omgruppering af venstrefløjen i og omkring PT, i en kamp for en socialistisk politik. Polariseringen af samfundet til højre og venstre vil uundgåeligt på et tidspunkt blive afspejlet inde i PT i form af en massiv venstreorienteret fløj. Hvis denne strømning bevæbnes med en marxistisk politik, kan den hurtigt vokse til en afgørende styrke. Kapitalstrejke Lulas voksende popularitet i de sidste måneder har bekymret investorerne og forårsaget voldsomme udsalg af aktiver på Brasiliens finansmarkeder. Efterhånden som Lula forøgede sit forspring, faldt realen til rekordlave niveauer, og den rente, som investorerne forventer at få på brasilianske obligationer i forhold til de amerikanske, steg voldsomt. De finansielle markeder har allerede sendt den brasilianske valuta ned med omkring 40% i år af frygt for, at Lula skulle blive præsident. På trods af at PT-lederen har bekendt sig til en ortodoks økonomisk politik, og dele af den nuværende regeringskoalition måske bliver siddende, hvorfor var markederne så alligevel så paniske ved udsigten til en PT-sejr? Hvad er grunden til denne panik? Svaret er ganske klart: kapitalisterne er udmærket klar over, at Lula og PT ikke er én og samme ting. Financial Times bemærkede: "I 1980'erne stod partiet for en så kompromisløs socialistisk politik som nationalisering og radikale jordreformer. Mange af deres tilhængere går stadig ind for disse ting. Det samme gælder de vigtigste faglige støtter". Her er det kapitalens strateger, der taler. De frygter, at Lula, når han sidder i stolen, vil komme under pres fra masserne, og blive tvunget til at lave seriøse forandringer, og at dette pres vil vinde genklang inde i PT selv. De er slet ikke sikre på, at Lula vil kunne stå imod dette pres. De er ikke bange for Lula, men for de klassekræfter, der står bag ham. På trods af alle løfterne er de nervøse for, at den nye præsident ikke vil være i stand til at tage de hårde beslutninger, der er brug for til at "stabilisere gælden", dvs. at angribe lønninger og levestandard for de mennesker, der har stemt ham ind. De vil reagere på hans sejr ved at sende deres penge ud af landet endnu hurtigere end før. Resultatet kan blive en kapitalstrejke, som vil skade økonomien yderligere, forøge arbejdsløsheden og fattigdommen. Dette er en lille gave, som kapitalisterne og bankfyrsterne vil give til Brasiliens nye præsident som en venlig advarsel om ikke at glemme, hvem der er de egentlige herrer i huset. Det, kapitalisterne vil have, er, at Lula fører politik til gavn for de rige, at han fortsætter Cardosos ufuldendte "markedsreformer", beskærer pensionerne, privatiserer de statslige virksomheder og gør det lettere at fyre folk. Med andre ord - det, de vil have, er ingen forandringer. Men millioner af brasilianere har netop stemt for grundlæggende forandringer. Præsidenten vil komme til at sidde som en lus mellem to negle. De borgerlige medier siger allerede, at Lula kun har et par måneder til at "vinde markedets tillid". De foreslår venligt, at det ville hjælpe, hvis han beholder Arminio Fraga som leder af centralbanken… Det er demokrati: millioner af mennesker vælger frit en præsident eller et parti, og så dikterer en lille håndfuld mediemagnater gladelig deres politik til den valgte regering. Presset fra bankfolkene og kapitalisterne og deres presse er kun lige begyndt. Det vil blive stærkere og stærkere, efterhånden som tiden går, og krisen bliver dybere. Bibelen siger: "Man kan ikke tjene to herrer: man kan ikke tjene både Gud og Mammon". Det gælder også for PT. Lula er blevet valgt med et overvældende flertal. Hvad tæller mest, over 50 millioner brasilianeres forhåbninger eller en lille håndfulde rige snylteres interesser? Brasilien og verdensimperialismen Bag det brasilianske oligarki står imperialisterne i USA og resten af verden. Latinamerika er et af USA's vigtigste indflydelsesområder. Og Brasilien er det største og vigtigste land i Latinamerika. Washington følger derfor meget nøje, hvad der sker der. Efter valgresultatet blev offentliggjort, modtog Lula en lykønskning fra George W. Bush. "Præsidenten ser frem til at arbejde produktivt sammen med Brasilien," sagde Ari Fleischer, der er talsmand for det Hvide Hus. Men den virkelige besked fra Washington burde have været følgende: "Vi lykønsker dig selvfølgelig, men vi holder øje med hvert et skridt, du tager, og hvis du gør noget galt, er det en helt anden besked, du vil få. Men vi håber, at dette ikke vil blive nødvendigt. Vi ser frem til fortsat at plyndre og udnytte dit enormt rige land, som vi har gjort hidtil, og vi håber ikke, at du vil sætte alt for mange hindringer i vejen for os, da dette vil gøre os meget utilfredse". I gamle dage var Lula en af de mest højlydte modstandere af den såkaldte "Washington-konsensus", som siger, at åbne markeder, privatisering og en stram økonomisk politik er den bedste vej frem for udviklingslande. Nu lader han til at håbe, at det er muligt at nå til forståelse med den nordamerikanske kæmpe. Logikken i dette er den samme, som når man tror, at man kan mægle mellem rige og fattige, mellem kapitalister og arbejdere. Den eneste form for "forståelse", imperialisterne er interesseret i, er de store internationale selskabers totale udnyttelse og udplyndring af Brasilien. I mange år har Brasilien ligesom Argentina slavisk fulgt Washingtons diktater. Cardoso-regeringen slugte lydigt IMF's krav og holdt sig fast til de aftaler, der er indgået siden 1999. På trods af denne rørende loyalitet er værdien af landets obligationer og valuta faldet skarpt i de sidste måneder. Grunden til investorernes ekstreme nervøsitet var ikke bare frygten for resultatet af præsidentvalget, men også risikoen for, at Brasilien skulle følge i Argentinas fodspor og gå fallit. Problemet er, at Brasilien er så stort, at man ikke bare kan ignorere det. Hvis Latinamerikas største økonomi går i betalingsstandsning, vil det få ganske alvorlige konsekvenser for verdensøkonomien. Og det, der skete i Buenos Aires sidste december, er en alvorlig advarsel om, at et økonomisk kollaps kan skabe grobund for revolutionære eksplosioner. Den brasilianske arbejderklasse er stor og magtfuld, og det vækker stor bekymring hos de amerikanske imperialister. Hvor bange USA er for de økonomiske og politiske konsekvenser af et kollaps, kan ses i størrelsen på det lån, som IMF for nylig gav Brasilien. Det var det største lån fra IMF nogensinde, endda endnu større end det, de lånte til asiatiske lande i 1997 og '98. Det var en kovending i forhold til O'Neills politik, som tilsyneladende er blevet overtrumfet af det Hvide Hus, som er bekymret over de følger, et brasiliansk kollaps ville få for verdensøkonomien og i Latinamerika. Situationen i Latinamerika er kendetegnet ved enorm ustabilitet helt fra Tierra del Fuego i syd til Rio Grande i Nord. Efter næsten 12 måneder er der stadig ikke tegn på nogen stabilitet i Argentina, og rystelserne derfra giver stadig genlyd i det ene land efter det andet. Uruguay, Paraguay, Bolivia og Peru er alle i krampagtig krise. Guerrillakrigen i Colombia fortsætter og skærpes, efterhånden som USA bliver mere og mere involveret. Venezuela skifter mellem revolution og kontrarevolution. En eksplosion i Brasilien ville imidlertid overskygge alt dette. Derfor de amerikanske imperialisters desperate forsøg på at stabilisere situationen på den ene eller anden måde. De havde håbet, at en stabil real ville lægge en dæmper på frygten for Brasiliens statsgæld, eftersom omkring en tredjedel er indekseret i forhold til dollaren. Nyheden om det store lån gav også realen og de brasilianske obligationer et skub fremad. Men den hjælp, der er kommet, står slet ikke i forhold til krisens omfang. Realen gik efterfølgende en del tilbage – et klart tegn på at de finansielle markeder ved, at problemerne slet ikke er ovre endnu. Valutaens svaghed har gjort det dyrere at betale af på landets gæld. Risikopræmien på de brasilianske obligationer er steget meget, så nogle analytikere frygter, at det vil blive umuligt at betale af på gælden. Der er dem, der mener, at regeringen bør påbegynde en ordnet omlægning af gælden, så man kan undgå en mere kaotisk fallit. Men da IMF's talsmand O'Neill omtalte aftalen, var han overraskende entusiastisk mht. Brasiliens økonomiske politik. Brasilien, sagde han, er "en solstrålehistorie". Landet har den "rigtige økonomiske politik", og USA "er klar til at støtte Brasilien, så længe de fortsætter med den politik". Der er to forklaringer på O'Neills "entusiasme". For det første er det ikke i USA's interesse, at den største økonomi i Latinamerika kollapser. Hans trøstende ord var et ikke særligt vellykket forsøg på at dulme investorernes hårdt prøvede nerver. Men hans ord indeholdt også en dybere, mere truende besked. Denne tale var en kodet besked til Lula: "Den nuværende politik har USA's støtte. Og du skal ikke engang tænke på at ændre den!" Lula har hurtigt accepteret aftalen, og han sagde den 8. august: "Det er uundgåeligt". Men aftalen bekræfter den nuværende stramme finanspolitik, og den opretholder målet om et overskud (før rentebetalinger) på 3,75% af BNP. Det vil i praksis udelukke gennemførsel af de reformer, som arbejderne og de fattige i Brasilien kræver. Valget i Brasilien har fundet sted på et tidspunkt, hvor landet er i dyb krise. Selvom Lula har lovet ikke at stoppe betalingen af gælden og at leve op til Brasiliens internationale forpligtelser, så vil de udenlandske investorer næppe have meget tiltro til store ord alene. De ved, at PT-regeringen vil være under pres fra masserne, og at Lula kan blive tvunget til at gå længere, end han har i sinde. PT-lederens forsøg på at gøre alle tilfredse på samme tid, hvor han lover én ting til masserne og noget helt andet til investorerne, kan ikke opretholdes. Masserne har fået Lula til magten, og de vil kræve en indsats, der kan forsvare deres interesser, og kapitalisterne i Brasilien og resten af verden vil kræve det modsatte. Lula vil komme alvorligt i klemme - han vil ikke kunne holde den kørende længe. Vi vil komme til at se en eksplosion i klassekampen i Brasilien.
