Valg i Indien

Forud for valget dannede en række partier i Indien en valgalliance ved navn den ”tredje Front”. Det skete på initiativ af lederne for Indiens Kommunistparti – IKP – og Indiens Kommunistparti Marxister – IKP(M). Andre partier i alliancen tæller blandt andet RSP, Femad-blokken, BSP, TDP, JD(S), AIADMK og HJS.

Ideen til den ”Tredje Front” opstod efter, at det borgerlige Kongresparti droppede samarbejdet med kommunistpartierne. Kongrespartiet havde ikke længere brug for disse partier til at dække sin venstre flanke. Den ”tredje front” består af politiske partier med forskellige opfattelser og programmer med rødder i forskellige klasser. Partierne varierer lige fra kommunistiske partier til højrefløjspartiet BJP’s tidligere sengepartnere.

Ideen bag denne front er grundlæggende at samle alle udsplitningerne fra de to store koalitioner, den Forenede Progressive Alliance (UPA) og den Nationale Demokratiske Alliance (NDA), i en enkelt platform. Lederne for IKP og IKP(M) forsøger at give alliancen en ”venstreorienteret, demokratisk og sekulær” maske i et forsøg på at retfærdiggøre, at de mænger sig med pro-kapitalistiske partier, men de andre partier bekymrer sig ikke om at bevare en sådan facade.

Lederne for IKP og IKP(M) har fremlagt alliancen som en alliance mellem partier med lignende ideologier og som et alternativ for at holde Kongrespartiet og BJP fra magten.

Lederne for IKP(M) og IKP har intet alternativ

De seneste to årtier har set mange koalitioner som denne med en ”venstreorienteret, demokratisk og sekulær” retorik falde fra hinanden efter at de havde gået den samme vej med pro-kapitalistisk politik uden at tjene det arbejdende folks interesser.

I 1989-91 var IKP(M) og IKP partnere i alliancen ”National Front”, som blev anført af Vishwanath Pratap Singh, sammen med højrefløjspartiet BJP. Da IKP gik med i regeringen, støttede IKP(M) dette udefra. Begrundelsen var, at Kongrespartiet skulle holdes fra magten. Ifølge lederne fra de to kommunistpartier var Kongrespartiet folkets virkelige fjende. Koalitionsregeringen kunne imidlertid ikke holde perioden ud og faldt sammen midt i perioden.

Ved valget i 2002 gik disse partier sammen med Kongrespartiet i den Forenede Progressive Alliance (UPA), angiveligt for at holde BJP fra magten, fordi BJP på dette tidspunkt var blevet en endnu større fjende i deres optik. De forblev gift med Kongrespartiet indtil de blev sparket ud af alliancen sammen med deres ”venstreorienterede” og ”demokratiske” retorik. Det lykkedes for Kongres-regeringen, med hjælp fra BJP og nogle små partier, at vinde tillidsafstemningen i parlamentet.

Den Venstreorienterede Front med IKP(M) i spidsen har ikke spillet en rolle i nogen af koalitionerne. De fortsatte med at være underlagt forskellige pro-kapitalistiske partier og koalitioner, som de gik med i under den opdigtede parole om ”venstreorienteret og sekulært demokrati”. I stedet for at stå frem som arbejderklassens partier har de under deres stalinistiske ledelse ageret det kapitalistiske demokratis venstrefløj, og de har støttet det borgerlige demokrati ved at holde arbejderne fra at gå i aktion imod den arbejderfjendske og pro-kapitalistiske politik.

I Vest-Bengalen, hvor en koalition mellem fire partier med kommunistpartierne (Venstre-Fronten) i spidsen har magten, har de ”kommunistiske” ledere åbent stillet sig på kapitalisternes side. De har brutalt undertrykt bønderne i Nandigram og Singur. Venstre-Frontens massebasis i Vest-Bengalen blev dermed effektivt undergravet, og ”kommunist”partierne fremstod foran masserne som arbejderfjendske, bondefjendske og pro-kapitalistiske. I stedet for at drage den konklusion, at de må bryde med denne politik, har den svigtende opbakning yderligere skubbet disse partiers ledere i armene på de kapitalistiske partier.

Historiens lære

Ideen om at indgå koalition med kapitalistiske partier for at kæmpe for ”demokrati” eller imod fascisme, er ikke noget disse ledere selv har fundet på. Denne politik blev udført af Stalin. Efter at ultra-venstre kursen under den såkaldt ”tredje periode” førte til nederlag og isolation for den internationale kommunistiske bevægelse, blev denne koalitions-politik presset igennem af det sovjetiske bureaukrati under Stalin, der agerede af rent nationalistiske motiver.

I slutningen af 1920’erne fremsatte Bukharin og Stalin en ukorrekt prognose om en såkaldt ”tredje periode”, hvori de argumenterede for, at kapitalismen var på randen af kollaps, og at den Kommunistiske Internationales partier derfor skulle bryde med de socialdemokratiske partier generelt, selv om disse partier – som SPD i Tyskland – stadig havde stærke rødder i arbejderklassen. Stalin omtalte de socialdemokratiske partier som ”socialfascister”, der skulle kæmpes imod. Leon Trotskij gik imod denne politk I stedet opfordrede han til en alliance mellem kommunistiske og socialdemokratiske arbejdere imod fascismen, en enhedsfront. Den vanvittige ”tredje periodes” politik førte direkte til fascismens sejr i Tyskland.

Lederne for socialist- og kommunistpartierne i de fleste europæiske lande sagde efter Hitlers magtovertagelse, at der var fare for fascisme (hvilket var korrekt), og at måden at bekæmpe det på var gennem en folkefront, dvs. enhed med den såkaldte ”demokratiske” fløj af kapitalistklassen (hvilket ikke var korrekt). Alle steder endte arbejderledernes modvilje mod at gennemføre den socialistiske omdannelse af samfundet med de mest forfærdelige nederlag. Det er en vigtig lære, der også gælder for Indien: Den eneste måde, man kan bekæmpe reaktionen på, er ved at forene arbejderklassen bag en virkelig socialistisk politik.

Nej til klassesamarbejde!

Lederne af de to store kommunistpartier i Indien fører i øjeblikket en principløs folkefrontspolitik. De samarbejder med borgerlige politikere, som for ganske nylig dolkede kommunisterne i ryggen og gik sammen med BJP eller Kongrespartiet for at danne borgerlige regeringer.

For lederne af kommunistpartierne ser det ud til, at det såkaldte ”demokratiske” stadie af revolutionen, hvori de skal bruge al energi på at støtte ”progressive borgerlige” aldrig slutter. Hvem der er de ”progressive borgerlige” skifter dag for dag.

De går imod BJP for at retfærdiggøre, at de løber i hælene på Kongrespartiet, og deres opposition imod Kongrespartiet skal alene retfærdiggøre deres alliance med andre borgerlige partier. I årtier har de pendlet mellem borgerlige partier mend ærlige og hengivne kommunister forgæves har ventet på revolutionær politik.

Ærlige kommunister, der er med i Indiens kommunistpartier må arbejde for at orientere disse partier i retning af arbejderpolitik. De må organisere sig som en uafhængig, ægte kommunistisk tendens i disse partier og tage kampen op imod det klassesamarbejde, som den nuværende ledelse fører, og i stedet stå for klassekamp imod kapitalisterne. Det er den eneste vej til succes.