USA: Trumps ”opstand” og det amerikanske borgerlige demokratis kaos

2021 er startet med et brag. Hvis nogen havde tilbageværende tvivl, afslørede gårsdagens (onsdag den 6. januar, red.) begivenheder den amerikanske kapitalismes krises dybde – og det er kun begyndelsen. Ikke engang i de turbulente år før og efter den amerikanske borgerkrig har vi nogensinde set den amerikanske Capitol-bygning blive gennembrudt af demonstranter – på opfordring fra den siddende præsident! Antiterrornødprotokoller blev aktiveret, mens tåregas blev filtreret gennem korridorerne, og mindst én demonstrant er blevet skudt og dræbt. Som tidligere præsident George W. Bush sagde det, er disse scener noget, man ville forvente i en ”bananrepublik” – altså i et land, der er blevet raseret af amerikansk imperialistisk intervention, og ikke i selve bæstets mave.

[Source]

Amerikansk kapitalisme og dens institutioner er som et hus gennemboret af termitter – og råddenskaben spreder sig hurtigt. Den ser måske strukturelt fin ud på overfladen, men stiller du dig på verandaen, træder din fod gennem brædderne. Dialektikken forklarer, at ting vender sig til sin modsætning. I årtier var USA det mest rolige og stabile af de større kapitalistiske lande. Nu ser hele verden til, mens højrefløjsdemonstranter løber løbsk i en af de tre vigtigste føderale regeringsbygninger. Ligesom i en Potjomkin-kulisse er den amerikanske regerings ”almægtige” institutioner blevet afsløret som meget svagere og skrøbeligere, end de ser ud.

Den kapitalistiske produktionsmådes fundamentale krise har ført til enorm social ustabilitet og nedgang i verdensimperialismens ”fæstning”. Dette er afspejlet i en skarp polarisering kombineret med massiv politisk forvirring. De forvrængede splittelser i arbejderklassen er resultatet af kapitalismens blindgyde og manglen på et modigt klasseuafhængigt politisk og fagforeningslederskab. Hvis arbejderklassevreden som har ophobet sig i årtier, blev rettet mod at bygge et nyt masseparti og bruge fagforeningernes magt til at kæmpe for alle arbejderes interesser på en klassebasis, ville 2020 og den nuværende situation være fuldstændig anderledes.

Vi har set mange skarpe og dramatiske forandringer i de seneste år, og der er mange flere på vej. Den nuværende situations kaos, forvirring og mangel på et passende lederskab stiller arbejderklassen overfor mange forhindringer. Men det åbner også op for mange muligheder. Lenin forklarede, at den første forudsætning som indikerer, at samfundet går ind i en prærevolutionær periode, er, at den herskende klasse er splittet, og ikke længere kan regere på den traditionelle måde. Vi skal tilbage til antebellum-årene (årene lige får den amerikanske borgerkrig brød ud, red.) for at finde et tidspunkt, hvor den herskende klasse og dens politikere var så bittert splittet, som de er i dag.

Igen og igen over de sidste par hundrede år har vi set, at når den herskende klasse er handlingslammet og uenig, kan masserne mærke en mulighed og stormer ind i kampen i forsøget på at skabe fundamental forandring. Men det vi så i går, var ikke de arbejdende masser, der rejste sig for at gribe deres skæbne og ændre samfundet. På trods af deres vrangforestillinger om revolutionær storhed var de sydstatsflagsvejende deltagere det fjerneste fra revolutionære. Dette var en kontrarevolutionær hob, der så en mulighed for at skabe postyr ved at storme en af den verdensimperialistiske reaktions nøgleinstitutioner i et forsøg på at skubbe den endnu længere til højre.

Kaos på Capitol Hill

Det var bredt forventet, at den 6. januar, den dag hvor kongressen havde planlagt at bekræfte valgkollegiets afstemning i en fællessession, ville blive en anspændt dag i Washington. Dette var kulminationen på Trumps forsøg på at fremstille valget som svindel, og præsidenten organiserede en ”Red Amerika-March”, som faldt sammen med valgkollegiets stemmeafgivning.

Rallyet bragte flere tusinde af hans mest brændende støtter, hvoraf mange kom fra landlige stater rundt omkring i landet, inklusiv hundredvis af bevæbnede militsmænd, Proud Boys (højrefløjsekstrem politisk gruppe i USA, der ofte er involveret i voldelige demonstrationer, red.) og andre reaktionære elementer fra den ekstreme højrefløj.

Den selvsamme Trump, der så kraftigt var imod Black Lives Matter-bevægelsen og gik så langt som til at kræve en militæraktion i juni, talte nu til et lille hav af MAGA-hatte, amerikanske flag, Trump-bannere, sydstatsflag og Blue Lives Matter-flag (reaktionært modsvar til Black Lives Matter. Blue refererer til politiuniformernes farve, red.). Han opfordrede sine støtter til at marchere langs Pennsylvania Avenue og vise deres vrede på den amerikanske kongres. Trumps personlige advokat Rudy Giuliani opfordrede til »rettergang ved kamp.«

I stedet for de militariserede scener med uropoliti og nationalgardetropper, der patruljerede alle bygninger og gadehjørner i Washington under Black Lives Matter-demonstrationerne, varierede polititilstedeværelsen fra fuldstændig uforberedt til åben sympatisk. De havde bestemt ikke antallet eller udstyret, som de brugte mod BLM-demonstranterne på trods af den meget offentlige planlægning af voldelige aktioner på højrefløjshjemmesider i ugerne op til marchen.

Kort før kl. 14 netop som pro-Trump medlemmer af kongressen modsatte sig Arizonas valgstemmebekræftelse, fejede menneskemængden udenfor Capitol-bygningen forbi de sølle politibarrikader og sværmede om regeringsbygningen, kravlede op ad mure og knuste vinduer. Nyhederne oversvømmede globale overskrifter, idet millioner så hoben springe gennem vinduerne og marchere ned ad salene i Capitol, mens senatorer dukkede sig på gulvet og blev hastet til beskyttelseskamre.

Demonstranterne strømmede ind i bygningen og stoppede kongressessionen. Derefter besatte og plyndrede de lovgivernes kontorer, inklusiv formand Pelosis kontor, hvis korrespondancer og kontorskilt blev taget som trofæer. Tåregas blev anvendt, og FBI og andre væbnede agenter blev indkaldt for at genindtage bygningen. Hele Washington DC’s nationalgarde, en styrke på 2.700 tropper, og 650 Virginia-nationalgardetropper blev mobiliseret for at genoprette orden. Flere timer senere afsendte New Yorks guvernør Andrew Cuomo yderligere 1.000 New York-nationalgardetropper for at hjælpe med at bringe ro over Capitol Hill. Der var også små sympatisk indstillede pro-Trumpdemonstrationer og invasioner af regeringsbygninger i en håndfuld statshovedstader rundt omkring i landet, men ingen af disse var på niveau med DC-demonstrationerne.

Trump og hans hårdeste støtter i kongressen planlagde næsten helt sikkert ikke, at menneskemængden skulle invadere Capitol – men de legede med ilden. Trump havde venligt opfordret den ekstreme højrefløj, da den marcherede gennem Charlottesville, Virginia. I præsidentdebatten i efteråret bad han notorisk Proud Boys om at »træde tilbage og holde sig klar«. Trætte af at holde sig klar brød Trumps angrebshunde fri fra deres snore og løb bidende og knurrende af sted for at slå ned på deres mesters fjender.

Var dette et forsøgt bonapartistisk kup?

Disse begivenheder er bestemt dramatiske! Men som marxister må vi opretholde en proportionssans. Dette var ikke et organiseret opstandskup, der var på grænsen til at vælte den amerikanske regering og indsætte et fascistisk regime for at knuse arbejderne og venstrefløjen. Langt fra! Arbejderklassen er stadig langt størstedelen af befolkningen i dette land og kunne feje dette affald til side med dens lillefinger, når først den er mobiliseret til at kæmpe for sine egne interesser.

Bonapartisme, efter Napoleon Bonaparte, kan opstå i et samfund efter en periode med stor og langtrukken ustabilitet, når klassekampen har ført til en blindgyde og udmattelse på begge sider. I sådanne omstændigheder kan individer der lader til at hæve sig over klasserne, fremkomme, som manøvrerer og læner sig op ad først den ene klasse eller lag og så en anden og gennemtvinger orden og ”sværdets styre” med støtte fra statsapparatet.

For at opnå dette skal den vordende bonapartist have støtte fra adskillige dele af militæret. Det har Trump ikke. Blot tre dage tidligere udgav alle ti nulevende tidligere forsvarsministre en fællesudtalelse i Washington Post, hvor de forsvarede valgresultatet og advarede om, at militær indblanding i valget »ville føre os ud i farligt, ulovligt og grundlovsstridigt territorium.« Hvis militæret blev indkaldt, ville det være for at fjerne Trump og ikke for at indsætte ham som diktator!

Proud Boys, ”QAnon”-konspirationsteoretikere og resten af den ekstreme højrefløj er ikke nok til at etablere et diktatur, og de er heller ikke en del af statsapparatet (selvom nogle individuelle medlemmer med sikkerhed er i militæret og politiet). Selv uden organisation og lederskab kunne disse numerisk ubetydelige og dårligt organiserede sociale kræfter blive kvalt hurtigt gennem massearbejderklasseaktion – selvom de uden tvivl kan gøre virkelig skade på en individuel skala, og at selv en lille smule cancer kan metastasere sig til noget langt dødeligere, hvis den ikke bliver behandlet tidligt. Men denne trussel er kun et realistisk perspektiv, hvis arbejderklassen ikke formår at tage magten i løbet af det næste årti eller to og først efter en række alvorlige nederlag. Et træk fra ”kontrarevolutionens pisk” i stil med dette på dette tidspunkt vil skabe endnu mere ustabilitet og vil vække arbejderklassen.

En ulige og modsat reaktion forberedes – ulige fordi det sociale fremskridts kræfter er langt flere end de tilbagestående pogromister i det amerikanske samfund. Flertallet af de millioner der deltog i George Floyd-bevægelsen eller støttede dens krav og handlinger fra hjemmet, er den virkelige revolutionære fremtid for dette land. Det er kun et spørgsmål om tid, før bevægelsen går tilbage i offensiven og på et endnu højere niveau.

Donald Trumps vilde og utrolige verden og splittelserne i det Republikanske Parti

Uddannelsessystemet, borgerlige politikere, mainstreammedierne, kirken og andre institutioner i det kapitalistiske styre bombarderer os med mantraet om, at USA er det mest demokratiske land, der findes eller nogensinde har fandtes. Marxister accepterer ikke disse banaliteter. Vi må undersøge verden, som den virkelig er.

Selvom det var utilsigtet, har Trump faktisk hjulpet med at afsløre sandheden. Selv hvis man ser bort fra milliarderne i virksomheders kampagnedonationer og hærene af rige lobbyister, er amerikansk ”demokrati” ikke baseret på konceptet om ”én person, én stemme.” I sidste ende har det, flertallet af folket mener og ønsker ingen direkte indflydelse på regeringspolitik. Afgørelser der bliver truffet af alle tre regeringsafgreninger, bliver i sidste ende taget til forsvar for og inden for rammerne af det kapitalistiske system. I tider med økonomisk og social krise giver dette dem meget lidt plads til at manøvrere.

Kapitalistklassen er først og fremmest bekymret om interesserne for systemet som helhed nu og i fremtiden. De forstår, at hvis folk tror, at de faktisk har noget at skulle have sagt, er der en større chance for, at de accepterer de store virksomheders diktater. Men der ulmer en dybtliggende mistillid til status quo på både venstre- og højrefløjen. Som flere og flere folk begynder at se tingene, som de virkelig er, jo mindre stabilitet er der til at opretholde kapitalismen, og jo større er udsigterne til en forandring i systemet.

Men Trump bekymrer sig kun om sine egne umiddelbare interesser. Hans egomaniske opførsel river de gardiner ned, der længe har skjult klassediktaturets virkelighed fra flertallet. Dette er roden til den nuværende konflikt mellem Trump og flertallet af den herskende klasse, han selv tilhører.

Trump har aktivt undermineret det amerikanske valgsystems legitimitet, siden han for første gange annoncerede sit kandidatur til præsidentvalget. Selvom han vandt valgkollegieafstemningen og blev præsident i 2016, tabte han de personlige stemmer med næsten tre millioner. Ikke tilfreds med at slå sine mange ydmygede fjender og blive det mest magtfulde menneske på planeten, insisterede han på, at der var massiv valgsvindel, og påstod, at han også havde vundet de personlige stemmer. I opløbet til valget i 2020 påstod han, at den eneste måde han kunne tabe på, var gennem massiv svindel, og han nægtede at love, at han ville facilitere en fredelig magtoverførelse.

Siden november har Trump omgivet sig selv med rådgivere, der har fodret hans vrangforestilling om massiv svindel. Efter Chris Krebs, en republikaner der blev udvalgt til at holde øje med valgrelateret teknologisk sikkerhed, sagde god for valgresultatets validitet, blev han uden videre fyret. Selv justitsminister William Barr – den førende Trumpsoldat – blev smidt på porten, da han offentligt sagde, at han ikke så noget bevis på alvorlig svindel.

Trumps respekt for vælgernes vilje blev tydeliggjort i hans nylige telefonopkald til Georgias statssekretær, Brad Raffensperger. På trods af at være en højrefløjsrepublikaner og Trumpstøtte, havde Raffensperger ansvaret for præsidentvalget i Georgia og forsvarede stemmeoptællingen, selvom den indikerede, at Biden havde vundet. Trump krævede, at Raffensperger ”genopregnede” og ”fandt” de 11.780 stemmer, som han skulle bruge for at tippe balancen.

Trumps beslutsomhed på at kæmpe og blive i det Hvide Hus har tjent til at forværre den dybe splittelse i det Republikanske Parti. Denne splittelse blev dækket til, efter han tromlede partietablissementet over i 2016, og partiet blev holdt sammen og endda styrket af hans overvældende tyngdekraft. Selv med sit nederlag i 2020 havde han partiet trælbundet. Men hans dårlige taber-raserianfald har endelig tvunget mange til at vælge side: for eller imod det kapitalistiske styres fundamentale institutioner.

Kapitalistklassen, der generelt set aldrig så Trump som en pålidelig repræsentant for deres klasseinteresser, udtaler nu deres utilfredshed med præsidenten højere end nogensinde. Dette inkluderer USA’s handelskammer, som historisk har været de store virksomheders stemme, og Manufakturernes Nationale Forsamling (NAM), som repræsenterer 14.000 større virksomheder. NAM opfordrede vicepræsident Pence til »alvorligt at overveje« at stille Trump for en rigsretssag, før han kunne færdiggøre de sidste to uger af hans embedsperiode. Selv New York Post – Rupert Murdochs talerør – som støttede Trump igennem tykt og tyndt, bad ham til sidst om at acceptere valgresultaterne.

Vejen fremad

Midt i en pandemi og økonomisk nedtur må vi ikke tabe synet af arbejderbevægelsens utrolige potentielle kraft. Arbejderklassen er landets overvældende flertal, og uden den bliver intet produceret eller transporteret. Arbejderklassen er ikke bare i stand til at stoppe hele den kapitalistiske økonomi, men den er også den eneste sociale kraft, der kan besejre trumpismen og ændre samfundet fundamentalt.

Arbejderbevægelsen burde mobiliseres til at kæmpe for et program med uforfærdede sociale krav inklusiv en garanteret 1.000 dollar-per-uge-minimumsløn, stop for udsættelser og en fastfrysning af husleje på ikke mere end 10 % af indkomsten. På baggrund af krisens dybde ville disse krav elektrificere millioner og give massiv genklang, hvis de for alvor blev skubbet frem af millioner af organiserede arbejdere. Dette ville også underminere Trumps kyniske forsøg på at posere som ”en ven af arbejderklassen”.

En massebevægelse der kæmpede for disse krav, ville skære over den reaktionære partipolarisering og forene arbejderne på klassebasis. Dette kan ikke ske uden lederskab. De nuværende fagforeningsledere fremsætter ikke sådanne perspektiver på trods af den stemning af utilfredshed og voksende klassebevidsthed blandt den unge generation af arbejdere. Marxister må arbejde med dem, der på nuværende tidspunkt er i gang med at bygge oppositionsnetværk i fagforeningerne og fylde arbejdernes kamp med revolutionære marxistiske ideer. Millioner af arbejdere bevæger sig mod klassekamp, som de hundredvis af overenskomststridige strejker der er brudt ud siden pandemien og forsøg på at organisere nye fagforeninger på større arbejdspladser som Google, beviser.

Selvom der kun er et par dage tilbage af Trumps embedsperiode, er der udbredt snak om en rigsretssag eller at bringe det 25. forfatningstillæg i anvendelse, som tillader at fjerne en præsident, der ikke er i stand til at ”udøve sine beføjelser” fra embedet. COVID-19-pandemien fortsætter med at rase med en ulige vaccinefordeling og rekordhøje dødstal næsten hver dag. Efter deres sene sejr i Georgia har demokraterne nu kontrol med begge kongreshuse og præsidentposten. Med udsigterne til en økonomiske depression vil de blive sat på prøve, nu hvor der ikke er nogle alvorlige undskyldninger for ikke at gennemføre foranstaltninger, der opnår mere end blot at give en lindrende hjælp til millioner af arbejdere, der kæmper for at overleve.

Begivenhederne bevæger sig hurtigt. Vi vil komme med flere opdateringer og analyser i dagene og ugerne forude. Men én ting er tydelig: Kun klasseselvstændighed og militant handling kan vise vejen frem. Den amerikanske venstrefløjs svaghed er direkte forbundet med den kendsgerning, at størstedelen af den forsøger at tilpasse og samarbejde med demokraterne. Dette er den tilgang, som har ført til den nuværende katastrofe. Det er ikke for sent at ændre kurs! Bevæbnet med et revolutionært perspektiv, et klasseuafhængigt program og organisering kan arbejderklassen skabe det lederskab, den har brug for for at gøre en ende til den amerikanske kapitalismes nuværende og fremtidige rædsler. Kæmp for en arbejderregering! Kun revolutionær socialisme kan slå trumpisme!

Vi er vidne til det amerikanske borgerlige demokratis og verdenskapitalismens forlængede dødskramper. Alt dette foregår under den accelererende klimaforandrings eksistentielle skygge. Marxisternes historiske opgave er at bygge den subjektive faktor, der kan katalysere arbejderklassen i dens mission til at erstatte kapitalismens stinkende lig med en verden med revolutionært demokrati og materiel overflod. Revolutionens og bevidsthedsforandringens molekylære proces skubber millioner af mennesker i denne retning. Hvis du er enig med disse ideer, opfordrer vi dig til at gå med i IMT.