USA: Statistikker som chokerer

Danish translation of USA: the Statistics That Shock by Michael Roberts (May 24, 2006) Jeg blev så chokeret over de statistikker og studier, som for nylig er blevet udgivet om almindelige amerikaneres indkomst og formue, at jeg måtte fortælle jer om dem.

Jeg taler ikke om den slave-løn, som nye amerikanere får for at arbejde "illegalt" med at rengøre, passe og vedligeholde de superriges hjem i deres ”beskyttede kvarterer”; eller den løn under minimumslønnen som mega-supermarkedskæder som Wal-Mart betaler dets kasse- og lagrearbejdere. Har du set den seneste dokumentarfilm, Wal-Mart, the high cost of low price? Der er ikke et punkt, hvor denne film ikke viser Wal-Mart som ryggesløse og undertrykkende indenfor: de ansattes velvære, forbrugernes velfærd, miljøet, endda racisme og sexisme.

Nej, jeg taler ikke om de fattigste dele af samfundet, men den gennemsnitlige husholdning, hvor der er en eller to “gode” jobs og en tilsyneladende god livsstil. Jeg taler om middel USA, den såkaldte middelklasse med funktionær- og servicejobs.

Medianlønnen er den løn eller indkomst, som er den mest almindelige. Det er ikke den gennemsnitlige løn. Det er en løn, som dividerer de superriges indkomst med de fattigstes. Gennemsnittet er ikke, hvad de fleste mennesker i USA tjener. Det er medianindkomsten. Og ifølge den seneste statistiske undersøgelse blandt amerikanerne er den midterste femtedels medianløn, i en periode fra 1998 hvor den amerikanske økonomi er vokset med 25 procent, faldet med 3,8 procent og faktisk er stagneret siden 1973.

I begyndelsen af maj var den amerikanske økonomi i dens femte år med økonomisk vækst, aktiemarkederne var næsten tilbage på de niveauer, vi så under hi-tech boomet i år 2000 og profitterne slog rekorder efter fem efterfølgende kvartaler med tocifret vækst.

Men ”fremgangen” er ikke nået ned til middel USA's rækker, endsige den industrielle arbejderklasse og de fattige og ejendomsløse. Samtidig er stagnationen af middel USA’s indkomster blevet fulgt af en stadig stigende ulighed. Igen ifølge en ny undersøgelse har den årlige indkomstvækst for den rigeste 1 procent af amerikanerne været på 3,4 procent og for den rigeste 0,1 procent har den været 5,2 procent. Men for de 90 procent under det, er indkomsten vokset med bare 0,3 procent om året siden 1973! Så meget for den amerikanske drøm!

Så hvis økonomien er vokset fint, hvor er alle amerikanernes arbejdsprodukter blevet af? Overvej lige dette. De store virksomheders topchefer plejede at tjene 26 gange så meget om året, som deres ansattes gennemsnit. Nu tjener de rystende 300 gange så meget!

Du burde gå ind og se en anden dokumentarfilm, der lige er udkommet, kaldet Enron: de smarteste fyre i klassen, med deres ulækre overmod og uærlighed afsløres som højt-feterede ledelser, der tjener millioner af dollars, og forfalsker deres resultater, for da det opdages at lade firmaet kollapse, med den følge at tusinder af middel amerikanere mister deres levebrød og deres pensioner.

Den amerikanske drøm

Den sørgelige ironi er, at de fleste amerikanere stadig tror på den amerikanske drøm, især den om, at hvis ”du er fattig og arbejder hårdt, så har du muligheden for at blive rig”. Ifølge en frisk opinionsundersøgelse tror 80 procent af amerikanerne det, i forhold til 60 procent i 1980’erne.

Men den gennemsnitlige amerikaners chance for at opnå de superriges status og rigdom gennem hårdt arbejde, uddannelse osv., er ikke meget større end chancerne for at vinde i det nationale lotteri. Der er en anden rapport, som konkluderer, at børn fra de amerikanske lavindkomstfamilier kun har 1 procents chance for at ende blandt de 5 procent med højest indkomst, mens børn af rige har 22 procents chance. Middel amerikanernes børns muligheder for at komme ind blandt de højeste 5 procent er kun 1,8 procent, næsten ikke bedre end de fattiges.

Selvfølgelig er det endnu værre for afroamerikanere, hvis børn født i de fattigste 25 procent af husholdningerne har dobbelt så stor chance for at blive der som hvide børn i den samme indkomstgruppe.

Og tro ikke, at det kun gælder i USA. De kapitalistiske kræfter, som gør de rige rigere og de fattig fattigere, gælder også for resten af den kapitalistiske verden. I USA er der ikke de dårligste muligheder for at undslippe bunden. Det værste land for det er Storbritannien! Kun Storbritannien har en lavere indkomstmobilitetsrate end USA. Held og lykke i lotteriet!

Lige så bekymrende er risikoen for, at en gennemsnitlig amerikansk husholdning kastes ud i fattigdom. Flygtigheden i husholdningernes indkomster steg op igennem 1990’erne. Andelen af husholdninger, som så deres indkomster falde med mere end 20.000 $ steg fra 13 procent i 1990 til 17 procent nu.

Og det er en myte, at hårdt arbejde vil bringe dig til tops. Folk som arbejder meget steg ikke forholdsvis mere i deres indkomst, end dem som ikke gjorde. Og i endnu en undersøgelse troede 61 procent af amerikanerne ellers, at det ville gøre en forskel, 58 procent af australiere troede det samme, mens det kun var 33 procent af briterne, de meste skeptiske var franskmændene (23 procent).

Kapitalismen er ikke mere bare uretfærdig, den er urimelig og ustabil. Endnu en rystende undersøgelse viste, at den langvarige arbejdsløshed i USA er steget til det højeste niveau i mere end 20 år. Gennemsnitslængden af arbejdsløsheden er nu 18 uger. Det nuværende ”boom” har den højeste andel af folk uden for arbejde i fem uger eller mere, og når folk får et job, er det mere sandsynligt, at det er for mindre penge end det gamle job.

Dem der er i arbejde, og som ejer deres eget hjem (omkring 70 procent af amerikanerne) måtte afsætte næsten 11 procent af deres indkomst efter skat til at betale deres ejendomslån. Der er nu en chance på en ud af tres for, at folk vil forsømme deres afbetaling (meget mindre end for at nå til toppen).

Det tager nu gennemsnitlige amerikanske dobbeltindkomstfamilier 32 uger at betale for skat, sundhed, hjem, uddannelse og transport. Det er en stigning fra 28 uger i 1979. Efter at betale alle disse grundlæggende livsnødvendigheder, har den gennemsnitlige familie mindre tilbage til at betale for mad, tøj, nødvendige produkter, opsparing til deres pension, fritid osv., end de havde i 1980. Faktisk har middel USA det værre end for 25 år siden.

Middel USA arbejder hårdere for at få det til at løbe rundt. De låner mere – husholdningsgælden er nu 120 procent af familiens disponible indkomst. Amerikanere opsparer ikke kun mindre, de modtager mindre støtte fra arbejdsgiverne til at gøre det. Arbejdsgiver-sponsorerede pensionsplaner er aftaget, og der har været et stor skift fra planer defineret af den endelige indkomst, der udbetaler en garanteret pension, til planer defineret af indbetalinger, hvior udbetalingen kun svarer til de indbetalte penge.

I dette “rige” samfund, har 45 procent af alle amerikanere ikke nogen pensionsplan! Og af de som har, er det nu kun 20 procent som er garanteret pension. Historien er den samme med sundhedsforsikringer – en stor sag i et land uden national sundhedsservice. Andelen af folk uden sundhedsbeskyttelse er steget til 16 procent, mens arbejdsgivere, som tilbyder en eller anden form for plan, faldt til 66 procent. Der er nu 45 mio. amerikanere, der ikke har nogen mulighed for at få det bedre, hvis de bliver syge.

Og, hvis der er nogle vrangforestillinger om, at kun amerikanere lider under den form for ulighed og uretfærdig, har Storbritanniens Inland Revenue udgivet sin seneste analyse af indkomstulighed i Storbritannien. IR rapporterede, at uligheden målt med hvad der kaldes gini-koefficienten, (den del af indkomsten, som går til de rigeste 10 procent i forhold til resten), forsætter med at være nær historiske højder på trods af over ni år med en Labour-regering.

Ydermere er det ikke kun indkomstmæssig ulighed, som er chokerende i Storbritannien. Ulighederne i formue, (hvad folk ejer), er endnu større. Ifølge Inland Revenue, ejede de rigeste 5 procent af befolkningen 40 procent af al personlig formue i 2003. Det er højere end for 30 år siden, og er uændret, siden Labour-regeringen kom til magten i 1997. Mest chokerende af alt er, at de fattigste 50 procent af befolkningen kun ejer 7 procent af nationens formue.

Rige bliver rigere og fattige bliver fattigere under Blair

Derudover kommer hvad middel England ejer af deres hjem. Hvis man fratrækker værdien af de huse, som de må leve i, så ejer de rigeste 5 procent af briterne 58 procent af den finansielle formue. Sammenholdt med 49 procent da Labour-regeringen kom til magten. Så under Labour er de rige blevet rigere. De fattigste 50 procent af befolkningen ejer kun 1 procent af hele den finansielle formue, sammenlignet med 6 procent da Labour kom til! Så de fattige er blevet fattigere!

Som min undersøgelse af profitcyklussen i USA viser, er den amerikanske kapitalismes profitabilitet steget betydeligt siden 1982. Det blev delvist opnået ved, at presse lønningerne og ansættelsesforholdene for størstedelen af de amerikanske arbejdere, som man samtidig fik til at arbejde endnu hårdere. Således steg merværdiraten tilegnet fra arbejdsstyrken, mens investering i nyt udstyr blev holdt på et minimum. Profitraten steg.

Og alligevel har den gennemsnitlige amerikanske husholdning igennem de sidste 25 år ikke fået det bedre, end de havde det i begyndelsen af 1980’erne. Imens er de rige blevet superrige. Dem som er viet til fodbold og VM, tænder for tiden deres fjernsyn for at se fodboldkampe spillet af millionærer og kommenteret af millionærer, der interviewer andre millionærer.

Disse berømtheder er måske synlige og rige, men de er stadig ingenting i forhold til de skjulte rige, der ikke optræder på TV og synger sange, laver soaps, laver film eller sparker fodbold. De supersuperrige forbliver på direktionskontorerne i de store multinationale selskaber og glider stille ud af syne i deres private jets, yachts og limousiner.

Det disse nye studier viser er, at chancen for at slutte sig til dem er næsten nul for næsten os alle sammen. Så "if you can't join them, then let's beat ‘em", eller det system som opretholder dem!