USA glider ind i recession – hvem bliver den næste?

Sidste måned mistede 100.000 amerikanske arbejdere i den private sektor deres arbejde. Dette er den tredje månedlige stigning i arbejdsløshedstallet på stribe. På bizar vis faldt arbejdsløshedsraten fra 4,9 procent til 4,8 procent. Det er sket fordi 450.000 mennesker er blevet flyttet til kategorien ”ikke arbejdssøgende” og taget ud af tallene. Det er rart at vide at det ikke kun er den britiske [og den danske, red.] regering der manipulerer med tallene.

Den finansielle krise forværrer recessionen som dog alligevel ville komme. Krisen startede med ’sub-prime-’ boliglånsskandalen. Folk ude indkomst, uden job og uden aktiver, blev tilbudt boliglån som de på ingen måde havde råd til. Ofte begyndte de med at betale lave ”lokke” renter, som blev kraftigt skruet op, efter de var bidt på krogen. Dette trick var kun muligt i bolig-boblens feberatmosfære, som spredte illusionen om at huspriserne ville fortsætte opad for evigt. Men hvad der går op, må komme ned.

Disse sub-prime lån med sikkerhed i fast ejendom, blev skåret i stumper og stykker og solgt videre over hele verden, som papirer der ville give ejeren en ’ikke indtjent’ indkomst. Godt for nogle. Problemet er at sub-prime lånerne ikke kan betale og bliver sat fra hus og hjem, bogstaveligt talt i millionvis. Så disse papirer er værdiløse og sub-prime skandalen er blevet ’globaliseret’ til kontinenter uden forbindelse til fidusen.

Sub-prime krisen gjorde to ting. For det første punkterede den boligboblen, som nu definitivt er sprunget. Nu er alle huspriser faldet, med op til 15 procent i nogle stater. Boligmarkedet er kollapset. Siden krisen begyndte sidste sommer, har 1/3 million bygningsarbejdere mistet deres job. Sidste år var der 1,5mio. tvangsauktioner. Og det vil blive værre. Enhver arbejdsløs bygningshåndværker er en ’forbruger’ som ikke vil kunne købe en ny bil. Enhver arbejdsløs bilarbejder er en person der ikke vil kunne flytte ind i et nyt hus.

For det andet har sub-prime krisen skabt en kreditkrise. Bankerne havde brugt papirerne, som forvandlede de tvivlsomme boliglån til aktiver, som sikkerhed til at udstede penge. Nu er udlåningen ’tørret ud’. Bankerne vil nødigt låne ud, hverken til hinanden eller til potentielle lånere. Centralbanken (Federal Reserve, også kaldet Fed) har svaret igen ved at sænke renten til 3 procent, imod 5,25 procent i sommers, og alt taler for at den vil blive sænket igen. Idet at renten er under inflationen, betaler de dig i realiteten for at låne penge. Men, som Keynes sagde: ”du kan trække i en snor, men du kan ikke skubbe på en snor”. Hvad han mente var, at det at hæve renten kan være en effektiv måde at begrænse en overophedet kapitalistisk vækst, men at sænke renten, når den allerede er meget lav, ikke hjælper meget til at blæse liv i økonomien.

Stormagterne inden for økonomiens verden gør deres bedste. Men det er ikke godt nok. På trods af vittigheden om at kun to personer i USA ikke ved at landet er i recession – Bush og formanden for centralbanken Ben Bernanke – så prøver de at forhindre kapitalismen i at bremse ned og gå i stå. George W. Bush har givet mere end 150mia dollars i skattelettelser, for at sparke gang i økonomien. Men hvad skal man bruge skattelettelser til, hvis man ikke har noget arbejde? Så deres forholdsregler ser ikke ud til at virke.

Men Ben Bernankes rentenedsættelser har en effekt – på valutamarkedet. Spekulanterne har valget mellem at sætte deres penge i dollars eller et andet sted. Hvis USA tilbyder en lav rente, vil de sætte deres penge et andet sted. Det er hvad Bernanke har opnået. Så nu har dollaren styrtdykket til rekordlave niveauer på valutamarkederne. Dette gør amerikanske varer billigere og mere konkurrencedygtige i udlandet. Men det gør importerede vare mere dyre, og skubber dermed til inflationen. Det gør ondt på den amerikanske forbruger, som har været drivkraften bag den økonomiske vækst over hele verden de sidste fem år. Men ikke længere. Det amerikanske forbrug var baseret på boligboblen, som nu definitivt er sprunget.

Krisen spredte sig fra sub-prime boliglånene til en kreditkrise. Fordi bankerne blev meget mistroiske overfor risikofyldte papirer, stoppede de med at udlåne til hinanden og til kunder. Så nu har Fed sat den mængde penge op, som de udlåner til kommercielle banker (det kaldes Term Auktion Facility) til 100mia dollars i fredags, for at gøre inter-bank udlåning lettere. I mandags fordoblede de det til 200mia dollars. Panik! Bankerne har brug for flere penge til at udrense de giftige sub-prime lån af deres porteføljer. Giganten Citigroup har annonceret at den måske er nødt til at afskrive yderligere 18mia dollars i dårlige lån.

Lige så skræmmende er hvad der er sket på råvaremarkedet. Råvareprisindekset er steget 288 procent på seks år indtil februar 2008. Energipriserne er steget 358 procent. Det ser ud til at være en langstrakt stigning i efterspørgslen på råvarer og energi, og det er udenfor den amerikanske regerings kontrol. Næsten en tredjedel af den ekstra efterspørgsel på olie kommer fra Kina. Tim Bond skrev i Financial Times den 6. marts:

”De finansielle markeder har brug for en rekapitalisering af banksystemet, med estimater der svinger fra 300mia til 2000mia dollars. Til sammenligning er det fremtidige kapitalbehov i ressource markedet dog endnu større end banksystemets. Ifølge det Internationale Energi Agentur, har den globale energisektor alene et behov for 22.000mia dollars i realtilførsel over de næste to årtier, for at imødegå den forventede stigning i primær energiefterspørgsel… Forudsigeligt nok, er graden af respons på hver af de to kriser omvendt proportionale med deres respektive størrelser. I USA har kreditkrisens fremkomst øjeblikkeligt medført en finanspolitisk pakke på hele 168mia dollars, eller 1,2 procent af nominelle BNP. I modsætning hertil, er den seneste årlige budgetpost til vedvarende energi på kun 1,72mia – 0,01 procent af BNP.”

Kapitalisme har bragt os til randen af katastrofe. Vi må planlægge vores fremtid, og det betyder at ændre systemet.

Nouriel Roubini var afskrevet som en professionel dommedagsprofet, men hans forudsigelser har ind til videre været bemærkelsesværdigt præcise. Han ser ”en stigende sandsynlighed for et katastrofalt finansielt slutresultat.” Første skridt er den værste boligrecession i USA’s historie. Hans bud er at huspriserne vil falde med 20-30 procent, og dermed udradere 4.000-6000mia dollars i husholdningernes formuer. Andet trin er tab på sub-prime boliglån. Tredje trin er at kreditkrisen spreder sig til forbrugslånene. Trin fire er kollaps på ’monoline-’ markedet. Monoline er hvad man kalder de folk der forsikrer obligationer for lokalstyre projekter [ala kommunale projekter, red.]. Det lyder sikkert og kedeligt. Monoline finansfolkene kedede sig så meget at de begyndte at spekulere i andre ting. De tabte – stort, milliarder…

Nu ser vi alle disse ting ske. Roubini går herefter videre til at skitsere de videre trin i en finansiel nedsmeltning – det kommercielle boligmarked kollapser, en bank går fallit, der kommer en bølge af konkurser. Hvis alt dette sker, vil ”totale tab i det finansielle system sammenlagt ende over 1.000mia dollars og den økonomiske recession vil blive længere og mere alvorlig.” Roubinis tanker bliver ikke længere afvist som galskab. Goldman Sachs’ [stor investeringsbank, red.] økonomer er nu enige med ham. Og fordi de har føling med tendenserne blandt ’big business’ har de forhøjet de totale mulige tab til 1.156mia dollars.

Når højpandede kapitalistiske kommentatorer alle bliver apokalyptiske, så ved man at der virkeligt er noget i gære i deres system.

En måned senere vendte Roubini tilbage. Han havde lavet flere plusstykker. Ud fra plausible tilnærmelser regnede han nu med at de samlede tab ville beløbe sig til 3.000mia dollars (det er 3billioner dollars [ca. 14,1billion kroner red.]) Martin Wolf analyserede denne ’stigende kommen til torvs med skræmmescenarier’ i Financial Times den 11. marts, med en blanding af forfærdelse og frygt.

”Tab på 2.000-3.000mia dollars ville afkapitalisere det finansielle system. Regeringen ville være nødt til at iværksætte en redning. Den mest plausible måde ville være gennem nationalisering alle tabene.”

Læg mærke til at borgerskabets repræsentanter ikke har ideologiske indsigelser imod nationalisering. De går alle ind for at tabene overgår til nationens ejendom, så længe profitterne bliver i deres lommer.

Han fortsætter:

”Den amerikanske regering vil have råd til at hæve dens gæld op til 20 procent af BNP, men en sådan beslutning vil svært komplicere situationen. Vi vil komme i mere end den største finansielle krise siden 1930’erne. Det vil være en epokegørende politisk begivenhed.”

Kan dette ske? Sagtens. Kapitalismen er ude af kontrol. Den leverer ikke varen. Og det er ikke kun i USA. Den frygt og angst der har modtaget hver eneste dårlige nyhed fra USA, Tokyo, London og Shanghai viser (som vi forudsagde i artiklen World economy in crisis – The financial panic: where are we now?) at ideen om, at resten af verden kan afkoble sig, og på egen hånd flyde væk fra de økonomiske problemer i USA, er ren fantasi. Selv hvis kapitalismen ikke vælter og knuser dig i denne omgang, vil den altid blive ved med at være en trussel for hele verdens arbejderklasses velfærd og trivsel. Det er på høje tid at vi skiller os af med den.

Mandag 17. marts 2008

Source: Socialistisk Standpunkt