USA: Arbejdere under angreb - Arbejdsgivere puster til klassekampen

Sidste år blev Micdtvest-staterne Indiana og Michigan en del af de nu 24 amerikanske delstater med en såkaldt ”ret til arbejde”-lov. Denne lov betyder, at selv om fagforeningerne repræsenterer samtlige ansatte på de organiserede arbejdspladser, kan uorganiserede arbejdere vælge at undlade at betale for fagforeningens repræsentation. Det betyder, at eksklusivaftalerne – en stor sejr, som arbejderbevægelsen tidligere har vundet gennem kamp - er afskaffet. Erhvervslivets mål er tydeligvis at svække fagforeningerne for derefter helt at udrydde dem.

Indtil sidste år var en sådan lovgivning begrænset til sydstaterne og landbrugsstaterne vestpå. Det er delstater, hvor arbejderbevægelsen historisk set har stået svagt. Men de store industristater i Nordøst og Midtvesten har ikke tidligere haft en sådan lovgivning.

Pro-kapitalistisk politik har givet nederlag

Under det økonomiske opsving efter Anden Verdenskrig troede mange, at kapitalismen havde opnået vedvarende stabilitet. Imidlertid lider kapitalismen fra tid til anden af overproduktionskriser, hvor produktionskapaciteten skaber en situation, hvor der bliver produceret for meget i forhold til, hvor meget der kan sælges med profit. I et svindende marked bliver kapitalisterne tvunget til at skære ned i produktionen og lukke virksomheder. Det betyder voksende arbejdsløshed og dermed også et øget pres for at forringe lønnen og velfærden.

I midten af 1970’erne sluttede det lange efterkrigsopsving. Men de nuværende ledere af den amerikanske arbejderbevægelse lever i fortiden og forestiller sig, at de kan komme overens med kapitalisterne. De baserer sig på en forestilling om, at kapitalismen er det eneste mulige samfundssystem. Derfor accepterer de systemets logik, dets udbytning, ulighed og begræsnsninger.

På det politiske plan fortsætter disse fagforeningsledere i deres søgen efter det ”mindste onde” med at støtte Demokraterne og enkelte Republikanere. Men begge disse partier tjener storkapitalens interesser. Overordnet set ønsker Republikanerne helt at udrydde fagforeningerne og tillade, at arbejdsgiverne ensidigt kan gennemtvinge diktater over for arbejderne. Demokraterne ønsker at bruge fagforeningernes ledere til at overbevise medlemmerne om, at de skal acceptere dårligere forhold, hvilket i praksis vil reducere fagforeningerne til magtesløse, indholdsløse størrelser.

Selv hvis Demokraterne er ”marginalt bedre” er situationens logik, at de forringede forhold, som folk oplever når Demokraterne er ved magten, leder nogle folk til helt at undlade at stemme og andre til at stemme på Republikanerne i håb om at det på en eller anden måde vil gøre tingene bedre. Det var det, der bragte Republikanerne til magten i Michigan: årevis med Demokratisk kontrol af delstatens parlament dæmmede ikke på nogen måde op for den stigende arbejdsløshed og fattigdom.

Visse sejre for arbejderne

Selv om der har været mange nederlag, har arbejderbevægelsen haft visse sejre i den seneste periode. Lærernes fagforening i Chicago, der har fået en mere kampvillig ledelse, mobiliserede medlemmerne og besejrede borgmester Rahm Emmanuels angreb på retten til organisering. Havnearbejderne i Longview i delstaten Wshington forhindrede med fælles aktion, at skruebrækkere stjal deres job, og de forsvarede fagforeningen ILWU’s ret til at organisere alle havnene på USA’s vestkyst. Også de restaurationsansatte i New York har været i kamp.

De kontoransatte ved havnene i Los Angeles og Long Beach tvang med støtte fra dele af havnearbejdernes fagforening ILWU arbejdsgiverne til at gå ind på deres krav. Disse arbejdere havde arbejdet uden kontrakt i mere end to år, og arbejdsgiverne planlagde at flytte arbejdspladserne til Taiwan og Texas for at sænke lønningerne og svække fagforeningen.

Kontorarbejdernes strejke blev vundet, fordi havnearbejderne nægtede at bryde deres blokade. Det bragte godshåndteringen til standsning. 40 procent af al import til USA går gennem havnene i Los Angeles og Long Beach, og i løbet af strejken mistede arbejdsgiverne 45 mia. kroner. Solidaritetsstrejken var begrænset, fordi det ifølge anti-fagforeningsloven Taft-Hartley er ulovligt at strejke i solidaritet med arbejdere i andre virksomheder, men det er lovligt at nægte at krydse en blokade. Det viser styrken i solidaritetsstrejker, selv om de er begrænsede. Hvis ILWU havde lukket samtlige havne ved Stillehavskysten ville strejken sandsynligvis have været ovre i løbet af få dag eller timer i stedet for at trække ud i over en uge, og de kontoransatte havde ikke blot vundet deres hovedkrav men også deres sekundære krav.

Slaget om Wal-Mart

I 1930’erne voksede fagforbundet CIO fra godt en million medlemmer til fem millioner medlemmer i løbet af seks år. Nøglen til denne succes var bilarbejdernes sejr over den daværende største arbejdsgiver i USA, General Motors. I dag kunne arbejderbevægelsen for alvor vende bøtten ved at organisere alle arbejdspladser hos den største arbejdsgiver: supermarkedskæden Wal-Mart. Det er en arbedsgiver, der bittert har bestemt sig for at kæmpe imod fagforeningerne til det sidste. De har endda lukket de forretninger i Canada, hvor de ansatte organiserede sig.

I november var der hundredvis af demonstrationer ved Wal-Mart forretninger i hele USA. Det bør kun være begyndelsen. Hvis tusindvis af arbejdere fra flere fagforeninger bliver mobiliseret til støtte, vil det være muligt at nedbringe omsætningen i butikkerne eller endda helt lukke dem ned. Hvis dette blev gjort i samarbejde ed de butikker, hvor arbejderne strejker, ville det presse Wal-Mart hårdt. Jo mere støtte, der bliver vist til Wal-Marts ansatte, desto mere vil de blive opmuntrede til at bruge deres enorme potentielle magt. Ikke ét hjul drejer, ikke én pære lyser uden arbejderklassens tilladelse.

Klassekamp og socialistisk politik

Uden arbejderklassen kan der ikke være noget byggeri, produktion, uddannelse, transport, energi eller tjenesteydelser indenfor sundhed og socialt arbejde. Arbejderne udgør samfundets overvældende flertal, og de har en kæmpemæssig potentiel magt. Mendenne magt bliver ikke brugt. De nuværende faglige lederes klassesamarbejde er godt for arbejdsgiverne men skidt for arbejderne. Arbejderbevægelsen må anerkende klassekampen: den kendsgerning, at arbejderklassen og kapitalistklassen ikke har noget til fælles. Hvis arbejderbevægelsen fører klassepolitik kan den rejse sig fra årtier med nederlag og blive mere mægtig end nogensinde. Arbejderne må kæmpe på den faglige arena, men også i politik – og til dette har klassen brug for sit eget parti.

Fagbevægelsen må forsvare alle de fremskridt, der tidligere er vundet, og kæmpe for en højere levestandard for alle arbejdere. Men i sidste ende betyder det, at kapitalismen må væk. De nuværende fagforeningsledere er ikke meget for at indrømme, at størstedelen af de amerikanske fagforeninger blev opbygget af socialister, kommunister og andre venstreorienterede.

Mange af disse ledere oplever nu, at deres lukrative poster helt kan forsvinde, hvis storkapitalen får held til at udrydde fagforeningerne. Presset fra arbejdsgiverne vil sammen med presset fra neden føre nogle af dem til i fremtiden at antage en mere kampvillig position. De som ikke ændrer deres indstilling vil blive fejet til side af medlemmerne. Det er imidlertid kun, hvis arbejderbevægelsen antager en socialistisk politik, at den kan bygge sig stor og kraftfuld og vinde et bedre liv for alle.

Source: USA: Arbejdere under angreb - Arbejdsgivere puster til klassekampen