"Under-forbrug" og den marxistiske kriseteori. Del 1 Danish Share TweetMed de kapitalistiske krisers tilbagevenden har der været en fornyet interesse i marxistisk økonomisk teori. Selv borgerlige økonomer er i stigende grad blevet tvunget til at kommentere på Marx’ ideer, om ikke andet så for at afvise dem. Der er næsten ikke en dag, hvor der ikke kan findes en reference til Marx i finansmedierne. Ikke overraskende har dette betydet et fokus på Marx teori om kriser. “Hvad mente Marx med kapitalismens modsætninger?” spørger Samuel Brittan, den højreorienterede økonom, der skriver i Financial Times. ”Basalt set at systemet producerer en evigt ekspanderende strøm af varer og services, som en forarmet proletariseret befolkning ikke har råd til at købe. Nogen og 20 år efter det sovjetiske systems sammenbrud virker det forældet. Men efter den stigende koncentration af rigdom og indkomst, bør vi se på det igen.” (1)Denne interesse har betydet en genoplivning af kontroversen omkring “under-forbrugs” forklaringen på krise, der i grove træk forbinder kapitalismens vanskeligheder, især under kriseforhold med en mangel på efterspørgsel i økonomien. Ifølge denne teori har kapitalismen en indbygget tendens til at producere langt mere end kan absorberes af forbruget. Moderne ”under-forbrugs” teorier er tæt identificeret med John Maynard Keynes, der mente at problemet med mangel på ”effektiv” efterspørgsel kunne løses gennem statens intervention ved hjælp af underskudsfinansiering.Teorierne om “under-forbrug” forveksles ofte med Marx’ ideer. Men det er ikke det samme som Marx forklarede for længe siden. Mens under-forbrug uden tvivl eksisterer for masserne, som enhver arbejder kan bevidne, er det ikke den direkte årsag til kapitalistiske kriser.Ideen om “under-forbrug” som årsag til krisen går forud for Keynes og endda forud for Marx. Den kan findes i de store utopiske socialister som Robert Owens tekster. Men den bedst kendte fortaler for disse synspunkter var Jean Charles Sismondi (1773-1842), Thomas Malthus (1766-1834) og Johann Karl Rodbertus (1805-1875).Den mest konsistente og udviklede version af teorien, såvel som den mest simple, blev fremsat af Jean Charles Sismondi. Som Engels pointerede: ”’Under-forbrugs’ forklaringen på kriser havde sin oprindelse hos Sismondi og i hans fremstilling havde den stadig en hvis mening.” (2) Denne ”mening” blev også anerkendt af Marx, som det kan ses i hans tekster om emnet.Sismondis hovedtekst Den politiske økonomis nye principper blev udgivet i 1819. I denne bog fastholdt han, at generelle kriser skyldtes overkapacitet, der skyldtes adskillelsen af varernes bytteværdi fra samfundets behov og fornødenheder. Ifølge Sismondi stammede overproduktion af varer ikke fra en generel overopfyldelse af menneskelige behov, men fra en dårlig fordeling af indkomsten og massernes fattigdom, der resulterede i utilstrækkelig efterspørgsel i samfundet. Kort sagt at arbejderklassen ikke modtog nok i løn til at kunne købe de varer tilbage som de producerede, hvilket altid er tilfældet under kapitalismen.Say’s LovSelvom det var ensidet, tog Sismondi ikke fuldstændig fejl i hans antagelse. Faktisk havde han en række korrekte observationer, der også blev accepteret af Marx. Det var for eksempel Sismondi, der pointerede den fejlagtige antagelse hos Jean Baptiste Say (der blev støttet af James Mill og David Ricardo) om at enhver sælger mødes af en tilsvarende køber (”Says lov”) og derfor anså en generel overproduktion for umulig. Ifølge dem ville økonomien altid nå en ligevægtstilstand, hvilket tydeligvis ikke er tilfældet. Denne forsimplede ”teori” om ligevægt er den virkelige kilde til ”den effektive markedshypotese”, der siger at en økonomi efterladt uden indblanding, vil nå den optimale tilstand. Det var den moderne politiske økonomis rettesnor – indtil dets falskhed blev udstillet af det største kollaps i produktivkræfterne i generationer i 2008-2009.I modsætning til de vulgære borgerlige økonomer, der afskrev kriser, som J.B. Say, forstod Sismondi, at kriser var en indbygget del af vareproduktionsprocessen. Men hans forståelse af de kapitalistiske krisers virkelige natur, var stadig begrænsede og temmelig ensidige selvom de var langt mere avancerede. Kapitalismens virkelige natur og modsætninger fik han ikke rigtig fat i, selvom de var til stede. Trods hans begrænsninger anerkendte Marx ham om anså ham for at være en original tænker der, ud af de klassiske økonomer, stræbte imod en forståelse af kapitalismen og dens tendens til kriser. I hans opfattelse var han hoveder foran David Ricardo, den fremtrædende repræsentant for den borgerlige klassiske politiske økonomi.“Sismondi er i dybden bevidst om modsætningerne i den kapitalistiske produktion”, skrev Marx, “han er klar over at dens form – dens produktionsrelationer – på den ene side stimulerer ubegrænset udvikling af produktivkræfterne og rigdommen; og at på den anden side at disse relationer er betingede, at deres modsætninger mellem brugsværdi og bytteværdi, varer og penge, køb og salg, produktion og forbrug, kapital og lønarbejde, osv. antager større og større dimensioner i takt med at den produktive kraft udvikler sig.”Marx fortsætter: “han er i særlig grad klar over den fundamentale modsætning: på den ene side en ubegrænset udvikling af produktivkræfterne og øgning af rigdommen, der på samme tid består af varer og må omdannes til penge; på den anden side er systemet baseret på det faktum, at massen af producenter er begrænset til livsnødvendighederne. Derfor er kriser, ifølge Sismondi, ikke tilfældige, som Ricardo fastholder, men essentielle udbrud – der opstår på stor skala og på bestemte perioder – af de indbyggede modsætninger” (3)Samtidig med at han anerkendte Sismondis store bidrag, var Marx stadig klar over hans fejl og begrænsninger som hos alle klassiske økonomer:”Han [Sismondi] kritiserede kraftigt modsætningerne i den borgerlige produktion, men forstår dem ikke og som konsekvens heraf forstår han ikke de processer, der kan opløse dem. Men på bunden af dette argument findes i virkeligheden en antydning af at nye former for tilegnelse af rigdommen må svare til produktivkræfterne og de materielle og sociale betingelser for produktionen af rigdom, der har udviklet sig indenfor det kapitalistiske samfund; at de borgerlige former kun er overgangsformer, hvori rigdommen kun antager en modsætningsfyldt eksistens og overalt på samme tid fremstår som sin modsætning.” (4)MalthusThomas Malthus tilføjede ikke noget nyt til, hvad Sismondi havde allerede skrevet. Malthus arke-forsimpleren og reaktionens forsvarer forsøgte groft at bruge disse argumenter til at retfærdiggøre ”aristokratiets, kirkens, skatte-ædernes, spytslikkernes osv.” interesser. Marx beskyldte Malthus for at plagiere Adam Smiths svage side og karikere Sismondi. (5)Marx udviklede sine egne ideer om kapitalistiske kriser på baggrund af meget grundige studier og kritik af alle de klassiske økonomier, især dets hovedrepræsentanter blandt andet Adam Smith og David Ricardo. Selvom Marx ikke formåede at skrive en specifik bog om kapitalistiske kriser, er hans teori tilstede gennem alle hans økonomiske tekster, især Kapitalen og Teorier om Merværdi.ProfitratenNogle tilskriver fejlagtigt profitratens tendens til at falde som den virkelige årsag til kapitalistiske kriser, men det er ikke rigtigt og Marx anså det aldrig som sådan. Mens det utvivlsomt er en vigtig tendens under kapitalismen, operer den som en langsigtet tendens, der tynger ned på systemet. Marx udtrykte i meget klare termer, at modsatrettede faktorer omdanner denne lov til en tendens, og beskrev den unikt som ”denne dobbeltsidede lov”. Han forsatte med at forklare: ”Denne lov virker derfor kun som en tendens, hvis effekt kun er afgørende under visse bestemte omstændigheder og over lange perioder.” (6)Der har været lange perioder, hvor profitraten faldt. Det var tilfældet ved slutningen af den lange periode med kapitalistisk opsving, der fulgte anden verdenskrig. Men der har også været lange perioder, hvor profitraten steg som i de sidste 30 år. Vi må derfor se andetsteds hen for en forklaring på kriser, som Marx afslører i hans omfattende tekster om politiske økonomi.I Teorier om Merværdi, der af Engels beskrives som bind 4 af Kapitalen, kommer Marx med en klar skitse af den fundamentale modsætning, som kapitalismens står overfor:“Det faktum at den borgerlige produktion er tvunget af sine egne indre love til på den ene side at udvikle produktivkræfterne som om produktionen ikke fandt sted på et snævert begrænset socialt grundlag, mens på den anden side den kun kan udvikle disse kræfter indenfor disse snævre grænser, er den dybeste og mest skjulte årsag til kriser. Det viser de himmelråbende modsætninger, som den borgerlige produktion finder sted indenfor, og afslører selv ved at overfladisk blik, den borgerlige produktionsform som blot en overgang, en historisk form.“Dette forstås temmelig forsimplet, men ikke desto mindre korrekt af Sismondi, for eksempel som en modsætning mellem produktion for produktionens skyld og distributionen der gør en absolut udvikling af produktiviteten umulig.” (7)Marx udtalte flere gange, at den ultimative årsag til kapitalistiske kriser er overproduktion. Men det er ikke overproduktion i forhold til, hvad folk behøver eller vil have. I en markedsøkonomi refererer overproduktion kun til, hvad der kan sælges med profit. ”Englænderne for eksempel er tvunget til at låne deres kapital til andre lande for at skabe et marked for deres varer”; forklarer Marx.“Overproduktion, kreditsystemet osv., er midler hvormed kapitalistisk produktion forsøger at bryde gennem sine egne barrierer og at producere udover sine egne begrænsninger… Derfor opstår kriser, der på samme tid driver den fremad og udover [dets egne grænser] og tvinger den til at tage syvmileskridt for at nå en udvikling af produktivkræfterne, der kun kunne opnås meget langsomt inden for dets egne grænser.” (8)Marx gentager denne pointe igen og igen gennem alle sine tekster. ”Overproduktion er specifikt betinget af de generelle love for kapitalens produktion: at producere til den grænse sat af produktivkræfterne, det vil sige at udnytte den maksimale mængde arbejde med en given kapital, uden hensyn til markedets virkelige grænse eller behov bakket op af evnen til at betale. (9)ReproduktionsprocessenIgen i bind 2 af kapitalen forklarer Marx “Omfanget af massen af varer, der frembringes af kapitalistisk produktion bestemmes af omfanget af denne produktion om dens behov for konstant ekspansion, og ikke af en forudbestemt ramme af udbud og efterspørgsel, af behov der skal tilfredsstilles. Udover andre industrielle kapitalister kan masseproduktion have grosserer som sin eneste umiddelbare køber. Indenfor visse grænser kan reproduktionsprocessen fortsætte på samme eller på en udvidet skala, selvom varerne der udspyes fra den ikke i realiteten går ind i hverken individuel eller produktivt forbrug. Forbruget af varer inkluderes ikke i det af kapitalens kredsløb som de opstår fra. Så snart garnet for eksempel er solgt, kan kredsløbet for den kapitalværdi, der er repræsenteret i garnet begynde på ny, i starten uden hensyn til hvad der sker med garnet, når det bliver solgt. Så længe produktet sælges, følger alt sin regelmæssige kurs, så vidt angår den kapitalistiske producent. Den kapitalværdis kredsløb, som han repræsenterer, er ikke forstyrret.”Marx fortsætter derefter med at forklare, at denne ekspansion tillader hele reproduktionsprocessen at blive fuldendt. Men de ophober sig og ligger usolgte i hænderne på detailhandlerne og forbliver på markedet, ”En strøm af varer”, skriver Marx, ”følger nu på hinanden, og det fremkommer endelig at den tidligere strøm kun tilsyneladende blev opslugt af forbrug. Varekapitalen kappes nu med hinanden om plads på markedet. Senkommerne sælger under prisen, for overhovedet at få solgt. De tidligere strømme er endnu ikke omdannet til rede penge, mens betalingen for dem forfalder til betaling. Deres ejere må erklære sig konkurs eller sælge for enhver pris for at kunne betale. Dette salg har dog intet som helst at gøre med efterspørgslens virkelige tilstand. Det har kun at gøre med efterspørgsel efter betaling, med den absolutte nødvendighed af at omsætte varer til penge. På dette tidspunkt bryder krisen ud. Den bliver først tydelig ikke i den direkte indskrænkning af forbrugernes efterspørgsel, efterspørgslen til individuelt forbrug, men snarere i en nedgang i antallet af udvekslinger af kapital i kapitalens reproduktionsproces.” (10)Den same pointe gentages igen i bind 3 af Kapitalen, hvor Marx (endnu engang) understreger den fundamentale modsætning i den kapitalistiske produktionsmåde: ”den ultimative årsag til alle virkelige kriser forbliver bestandig massernes fattigdom og begrænsede forbrug stående i modsætning til driften i den kapitalistiske produktion til at udvikle produktivkræfterne som om kun samfundets absolutte forbrugskraft udgjorde grænsen”. (11)OverproduktionNogle “kloge” folk har forsøgt at komme omkring denne klare forklaring på kriser ved at hævde at denne udtalelse fra Marx var en isoleret sætning, en “beskrivelse” eller simpelthen ”en henkastet bemærkning”. Men selv den mest flygtige undersøgelse af hans tekster viser, at dette ikke er tilfældet. Langt fra at være en isoleret og tilfældig bemærkning er denne forklaring i virkeligheden absolut central for Marx’ teori om kriser. Det er en teori ikke baseret på ”under-forbrugs” teorien, der i bedste fald er fuldstændig ensidet, men på den centrale modsætning med overproduktionen under kapitalismen. Marx og Engels havde allerede hentydet til denne årsag i Det Kommunistiske Manifest, hvor overproduktion beskrives som en epidemi, ”som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion.”Det var ingen andre end revisionisten Eugene Dühring, der lånte og populariserede ”under-forbrugs” forklaringen på kriser, som han fremsatte i opposition til Marx’ teori om overproduktion. Engels pointerede at: ”Rodbertus tog ideen fra Sismondi, og Herr Dühring har derefter kopieret den på hans almindelige vulgære facon fra Rodbertus.” (12)Det var op til Engels assisteret af Marx at tilbagevise denne falske ide fra professor Dühring inklusiv ideen om ”under-forbrug”. Svaret var så omfattende at rækken af artikler udgivet i den tyske partipresse, snart blev en bog med titlen Anti-Dühring, der først kom frem i 1878, og efterfølgende er blevet etableret som en af de grundlæggende klassikere i marxistisk teori.Det er bemærkelsesværdigt, at i behandlingen af kapitalistiske kriser indeholder forklaringen i Anti-Dühring ikke en eneste reference til profitratens tendens til at falde. Ja ikke et eneste ord – ikke engang en ”henkastet bemærkning” kan findes om emnet. Nogle akademiske ”marxister” er ekstremt irriterede over denne tavshed. De er så irriterede, at de har forsøgt at argumentere for, at Engels’ anskuelser ikke var de samme som Marx’, med andre ord at Engels ikke var en virkelig marxist!Typisk for denne tilgang er Professor M.C. Howard og seniorprofessor i økonomi J.E. King, der i deres History of Marxian Economics informerer os om, at Engels “fortolkede Marx for at fremkomme med en sammenhængende teori og økonomiske kriser.” Disse lærde kritikere fortæller os, at: ”Ved at tilsidesætte profitratens tendens til at falde forsagede han faktisk en kæmpe del af Marx’ kriseteori, selvom han blev fulgt i dette af næsten alle marxistiske økonomer før 1929.” De konkluderer, at ”kontroversen fortsætter om hvorvidt hans [Engels’] egne senere tanker udgør en distinkt ’Engelsisme’ der med sin determinisme og sin anvendelse af naturvidenskabens ræsonnement for at studere den menneskelige historie er adskilt fra og i modsætning til Marx’ egen filosofi og analysemetode… det er muligt, at Engels tog en bevidst beslutning om at undertrykke de af Marx’ tekster, hvis humanistiske orientering han (i 1880’erne) havde meget lille sympati for.” (13)Dette er opdigtede og grundløse beskyldninger, der ikke har den ringeste forbindelse til sandheden men som udbredes på universiteterne som så meget andet billig sladder. De er del af den akademiske verden, der er adskilt fra marxismen, men som forsøger at gøre sig bemærket ved at fabrikere forskelle mellem Marx og Engels. De har muligvis læst alle de rigtige bøger, men deres synspunkter er ikke til stor gavn for marxister eller nogen som andre der søger en videnskabelig forklaring.Men kan det virkelig, som de foreslår, være rigtigt, at Engels misforstod eller misfortolkede Marx’ synspunkter om økonomi - i dette tilfælde i det klassiske værk Anti-Dühring? Nej, det er ikke rigtigt og af en meget god grund: Selvom denne bog blev skrevet af Engels, blev det færdige udkast læst og godkendt af Marx, der også bidrog med et helt afsnit til den. Hvilken del skrev Marx? Mens Engels koncentrerede sig om filosofi, historie og videnskab, var det Marx selv der, som Engels indrømmede, skrev et langt afsnit om økonomisk teori i Anti-Dühring.Eftersom denne bog blev skrevet mere end et årti efter at udkastet til Kapitalen var blevet færdiggjort, og eftersom Marx døde omtrent fem år efter dets udgivelse, kan delen om økonomi i Anti-Dühring tages som Marx’ sidste tanker om kapitalistiske kriser. Dette er uden tvivl det sidste han skrev om emnet.Alle citater er oversat fra den engelske artikel.(1) Financial Times, 26 August, 2011(2) Engels, Anti-Dühring, p.341, Moscow, 1969 (3) Marx, The Theories of Surplus Value, vol.3, p.56 (4) Ibid, p.56 (5) Ibid, pp. 62 & 53 (6) Marx, Capital, vol.3, pp.326 &346, Penguin edition, our emphasis(7) Marx, Theories, vol.3, p.84, our emphasis (8) Ibid, p.122 (9) Marx, Theories, vol.2, p.535 (10) Marx, Capital, vol.2, pp.156-57, Penguin (11) Marx, Capital, vol.3, p.615, our emphasis (12) Engels, Anti-Dühring, p.341 (13) Howard and King, A History of Marxian Economics, vol.1, p.17Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)
