Ukraine: Putin øger indsatsen ved at anerkende republikkerne i Donbass og indsætte tropper

Denne artikel, først udgivet den 22. februar på marxist.com, analyserer baggrunden for Ruslands invation af Ukraine, som blev indledt kun to dage efter. Med anerkendelsen af Folkerepublikken Donetsk og Luhansk, og den efterfølgende invasion af Ukraine, forsøger Putin at opbygge Rusland som en imperialistisk stormagt. Det er imidlertid det største hykleri, når Vestens ledere beskylder Putin for at have krænket Ukraines suverænitet, da disse respektable statsledere selv har en lang tradition for at bombe og besætte alverdens stater. NATO-landene har spillet en klar rolle i at esklare den aktuelle konflikt i Ukraine, og frempromovere krigshandlingerne. Arbejdere på tværs af verdens grænser, har intet at vinde i denne krig, udkæmpet af konkurerende imperialistisk magter.

[Source]

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har anerkendt Folkerepublikken Donetsk og Luhansk (DPR og LPR) i det sydøstlige Ukraine, som uafhængige, og har sendt russiske ”fredsbevarende” styrker ind i begge territorier. Dette træk repræsenterer en betydelig optrapning af konflikten mellem russisk og vestlig imperialisme. Hvilke interesser ligger bag konflikten, og hvilken position bør den internationale arbejderbevægelse tage?

Vesten har allerede annonceret, at de vil svare igen med de økonomiske sanktioner, som de tidligere har truet med. Amerikansk imperialisme, NATO, EU og Storbritannien har alle protesteret over, at Putins handlinger er en ”krænkelse af Ukraines suverænitet” og ”på groveste vis blæser på internationale love og normer”. De lande, der nu fordømmer Ruslands handlinger, har selv brugt præcis samme metoder før i tiden.

Lad os ikke glemme, at det var vestlig imperialisme, der pressede på for Jugoslaviens opløsning i 1992. Dengang var der ikke snak om ’national suverænitet’, og årsagen var åbenlys: Det var i deres interesse at opløse det tidligere Jugoslavien for at tilbageerobre deres gamle indflydelsessfære. Det var en fuldkommen reaktionær manøvre, der udløste borgerkrig og etnisk udrensning på europæisk jord. 

Hykleri

Amerikansk imperialisme, med sine europæiske kompagnoner, taler nu om behovet for, at Rusland respekterer ’national suverænitet’ og fremstiller sig selv som demokratiets og menneskerettighedernes vogtere. Er det meningen, at vi skal glemme, at de før i tiden ikke har haft kvaler med at bombe og invadere suveræne nationer? De er eksperter i at organisere militærkup og i det hele taget at stikke næsen i andre landes anliggender – når det passer ind i deres eget kram. Det har vi set lige fra Irak til Afghanistan, fra Honduras til Venezuela, fra Libyen til Somalia, og en lang række andre steder. Og når det ikke stemmer overens med deres interesser, vender de den anden kind til. Det ser vi i Yemen, hvor Saudi-Arabien har fået lov til at jævne hele landet med jorden og udsulte millioner. Årsagen er, at Saudi-Arabien er vestlig imperialismes ven, mens Rusland ikke er det!

Ser man på det ud fra den internationale arbejderklasses perspektiv, bør vi ikke lade os narre af spillet med at pege fingre ad ”dén, der startede”, eller dén, der er skyld i den aktuelle konflikt. Der er imperialistiske aspirationer på begge sider. Siden Sovjetunionens kollaps i 1991 har amerikansk imperialisme og deres europæiske NATO-allierede trængt ind i, hvad der tidligere var den russiske indflydelsessfære ved gradvist at bringe østeuropæiske lande ind i sin alliance.

Ukraine er en kandidat til at blive fremtidigt medlem, og det er krystal klart for enhver, at NATO’s ekspansion har til formål at tøjle Ruslands imperialistiske ambitioner i regionen. Med andre ord er det et middel til at begrænse den russiske kapitalistklasse og til at fremme vestlig imperialismes interesser. Havde NATO ikke insisteret på at udvide østpå, ville vi ikke stå overfor en mulig ny krig i Europa. Men det er det samme som at sige, at hvis NATO ikke var en alliance bestående af kapitalistiske magter, der er ude efter at fremme deres egne interesser, så ville vi ikke stå, hvor vi gør i dag. Kapitalisme er et system, der i sagens natur skaber krig på et vist tidspunkt. Når normale relationer ikke er tilstrækkelige, når ”fredelig konkurrence” ikke længere er i de nationale herskende klassers interesser, så bliver krig det næste valg.

De forskellige ”farve-revolutioner”, som vi har været vidne til i de østeuropæiske lande siden 1989-91, var ikke udtryk for befolkningernes vilje. Snarere var de et resultat af vestens manøvrer, der havde til hensigt at etablere regimer, som kunne facilitere den yderligere afvikling af, hvad der var tilbage af den statsejede økonomi, få kontrol over lokale markeder, udvide vestens indflydelsessfære og presse den russiske indflydelse tilbage. Dette er altså ikke en konflikt mellem et ’demokratisk’ Vesten og den ’diktatoriske’ Putin, men en kamp mellem to modstridende imperialistiske magter om kontrol over en region. Hvornår end vestlig imperialisme udviser aggressiv adfærd, forsøger den altid at lægge skylden på andre ved at fremstille sig selv som forkæmperen for ’fred og demokrati’.

Det ironiske ved situationen er, at Putin, ved at gøre alvor af sin manøvre, syntes at have fulgt en manual, skrevet af Washington, endda helt ned i detaljen ved f.eks. at beskrive de russiske tropper, der gik ind i Donbass, som ”fredsbevarende”. Han virker til at efterligne amerikansk imperialismes adfærd, da de på kynisk vis brugte kosovoalbanernes vanskelige situation til at bombe Serbien, der traditionelt har været allieret med Rusland. Nu bruger Putin på kynisk vis den svære situation, som de russisk-talende i Donbass befinder sig i, til at slå igen overfor Ukraine og Vesten som helhed, alt imens amerikanske og europæiske magter græder krokodilletårer over bruddet på ’international lov’, et koncept, der ingen reel betydning har på jorden. Internationale relationer i imperialismens epoke bestemmes ikke ved lov, men ved økonomisk og militær magt.

Med sin lange tale, der skulle retfærdiggøre anerkendelsen af DPR og LPR, har Putin stillet den reaktionære og chauvinistiske ideologi, der ligger bag interventionen, til fuldt skue. Han talte om, at Ukraine var en kunstig nation skåret ud af Ruslands legeme af Lenin og bolsjevikkerne. ”Det moderne Ukraine blev fuldstændig skabt af Rusland, eller for at være mere præcis, af det bolsjevikiske, kommunistiske Rusland”, lød det i talen. ”Lenin og hans støtter afhændede på primitiv vis Ruslands historiske territorier. Millioner af lokale blev ikke engang spurgt.” Han tilføjede: ”Nu har de taknemmelige efterkommere nedrevet monumenter af Lenin i Ukraine. Det er, hvad de kalder afkommunistisering. Vil I have afkommunistisering? Det passer os ganske fint. Men I må ikke stoppe på halvvejen. Vi er klar til at vise, hvad virkelig afkommunistisering betyder for Ukraine”. Med dette gjorde han det klart, at hans forbillede er det russiske kejserrige. Derved sætter han spørgsmålstegn ved selve Ukraines eksistens, som han opfatter som “Lenins skabelse”.

Det er soleklart at Putins træk ikke er motiveret af den vanskelige stilling, som etniske russere i Ukraine befinder sig i, ej heller af folket i Donbass, men snarere af den russiske kapitalistklasses interesser og deres ivrighed efter at styrke Rusland som en magt. Putins eskalering afspejler det kapitalistiske Ruslands nationale sikkerhedsinteresser: En aggressiv og reaktionær magt med imperialistiske ambitioner på regionalt plan, som vi har set det i Georgien, i konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan, i Hviderusland og Kasakhstan, såvel som med interventionerne i Syrien. Det hænger også sammen med, at Putin har brug for at styrke sin egen popularitet på hjemmefronten – en popularitet, der har taget et dyk som følge af voksende sociale problemer og stigende fattigdom i Rusland.

Hvorfor har Putin gjort det?

Putins motivationer og ambitioner er blevet tydeligt udstillet og fremsat åbent. I sit brev til NATO forlangte han sikkerhedsgarantier for Rusland i Europa. Disse inkluderede en garanti for, at Ukraine aldrig ville blive en del af NATO, en nedtrapning af militærøvelser på grænsen til Rusland og et stop for deployeringen af mellemdistancemissiler. Dette var et svar på NATO’s østlige ekspansion efter stalinismens kollaps for 30 år siden. Dengang lå Ruslands økonomi i ruiner, og amerikansk imperialisme udnyttede muligheden for at konsolidere sit greb om Østeuropa. Rusland, som mærker en relativ nedgang i Washingtons magt (især efter deres ydmygende tilbagetrækning fra Afghanistan), skubber nu tilbage.

USA’s relative svaghed er blevet afdækket lige fra konfliktens begyndelse. Trods al snakken om en ”nært forestående invasion” har den amerikanske præsident, Joe Biden, gjort det klart, at han ikke vil afsætte amerikanske tropper til Ukraine. Dette fulgte Vestens passivitet efter Ruslands annektering af Krim i 2014. Putin modtog beskeden højt og tydeligt: Han kunne gøre med Ukraine, som det passede ham, med begrænsede konsekvenser, nogle økonomiske sanktioner, men ingen militær modaktion.

Dette er derfor, grundlæggende set, en reaktionær konflikt mellem to stormagter. På den ene side amerikansk imperialisme – som stadig er den langt mest magtfulde og reaktionære magt i verden – og dens allierede. På den anden side har vi Ruslands reaktionære regionale imperialistiske ambitioner. Arbejderklassen over hele verden har intet at vinde ved at støtte hverken den ene eller den anden side.

Fra første færd har Putin forsøgt at nå sine mål ved at spille med Ruslands militære muskler, koncentrere tropper ved grænsen, udføre fælles militærøvelser med Hviderusland, teste sine missiler osv., samtidig med forsøget på, med nogen succes, at skærpe splittelserne mellem USA og deres europæiske allierede i Berlin og Paris. Det er værd at bemærke, at han på forhånd advarede den franske præsident Emanuel Macron og den tyske kansler Olaf Scholz, men ikke Biden.

Han har hele tiden insisteret på, at han ville forhandle på sine egne præmisser, og at Vesten skulle lægge pres på den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij for, at han skulle  implementere Minsk-aftalerne, som blev forhandlet i 2014 og 2015. I forhold til Ukraine ville dette have været hans foretrukne udfald. Minsk-aftalerne sikrer, at Folkerepublikkerne Donetsk og Luhansk forbliver en del af Ukraine samtidig med, at de har en særlig autonom status. Det ville have givet Putin permanent pressionsmiddel i landet. Han satsede måske også på, at hvis Zelenskij accepterede aftalernes vilkår (som Porosjenko underskrev efter hans offensiv mod Donbass kollapsede), så ville han være blevet mødt af vreden fra nationalisterne på den yderste højrefløj og deres militære bataljoner, som potentielt kunne vælte hans regering.

Det viser for øvrigt også, at folkerepublikkerne er småpenge for Putin, som han er villig til at ofre for at nå sine mål. Lad os ikke glemme, at opstanden i Donbass i 2014 var en del af en større bevægelse, der opstod som reaktion imod, at en regering, med støtte fra neonazistiske paramilitære organisationer, kom til magten i Ukraine, som promoverede en særligt reaktionær form for anti-russisk ukrainsk nationalisme, som gjorde krav på arven fra dem, der samarbejdede med nazisterne under Anden Verdenskrig.

Dengang smeltede alle mulige elementer sammen i de to østlige republikker, lige fra nogle, der åbent erklærede sig kommunister, til nogle, hvis identitet var inspireret af Sovjets modstand mod nazisterne, til nogle åbent reaktionære storrussiske chauvinister med et nostalgisk syn på det russiske kejserdømme.

Efter et stykke tid blev republikkerne dog afhængige af Moskva, økonomisk såvel som militært, og lederne blandt de mere selvstændige lag fra lavere sociale lag blev ryddet af vejen. Da Putin forlangte dette, besluttede lederne af de to republikker at evakuere civile borgere, såvel som at mobilisere alle mænd i den kampdygtig alder, hvorefter de rejste til Moskva for at bede om anerkendelse, hvilket Putin naturligvis gik med til.

Af den grund er anerkendelsen af deres selvstændighed fra Rusland meningsløs, da de er fuldkommen afhængige af Moskva. Den eneste virkelige forskel er Putins erklæring af, at de ikke længere er en del af Ukraine.

Hvad har ændret sig?

Som reaktion på Putins krav har USA overordnet set indtaget en konfrontatorisk position ved konstant at erklære, at en russisk invasion var på trapperne. Når du er den store bølle i skolegården, kan du ikke vise nogen tegn på svaghed, for ellers vil alle føle, at de kan udfordre din position. Så mens Biden ikke var villig og ikke i stand til at møde Rusland med militære handlinger over Ukraine, måtte det samtidig heller ikke ses som om, han var ved at give indrømmelser. Det var dette dødvande som ledte til den nuværende eskalation.

Putin har tydeligvis regnet med, at på trods af alle deres heftige ord så er de vestlige imperialister magtesløse overfor at stoppe ham. Indtil videre har Vestens reaktion været annonceringen af sanktioner på forskellige niveauer mod Rusland. EU’ sanktioner er målrettet enhver, som handler med de to udbryderrepublikker. Problemet er selvfølgelig, at alle 27 EU-medlemsstater skal være enige, og der er tydeligvis forskellige holdninger, med lande som Italien, Østrig og Tyskland, der er meget bekymrede for gasforsyninger. Rusland forsyner EU med 40 % af dets gasforbrug, og over hele Europa er der allerede voksende harme og vrede imod den store stigning i energiregninger, som millioner af mennesker står over for i år. De seneste udviklinger presser prisen på gas endnu højere op, hvilket er det samme for prisen på råolie, som Rusland er en vigtig producent af.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har behov for en afledning fra hans egne hjemlige problemer, idet hans popularitet styrtdykker i meningsmålinger på et tidspunkt med voksende social utilfredshed. Han har lavet et større spektakel om at forsvare Ukraine og har nu annonceret, at Storbritannien vil fryse tre russiske oligarkers aktiver, såvel som at pålægge sanktioner på fem russiske banker.

I mellemtiden har Biden annonceret sanktioner, som vil forbyde nye investeringer, handel og finansiering fra amerikanske personer med områder i Ukraine, som nu er under de russisk støttede separatisters kontrol. Men Thomas Graham, som var leder for anliggender angående Rusland i det nationale sikkerhedsråd i Det Hvide Hus under George W. Bush, har udtalt, at disse sanktioner: “...ikke kommer til at have meget effekt, hvis nogen overhovedet”, i forhold til, hvad Rusland gør som det næste. De vil meget ligne de sanktioner, som blev pålagt Rusland efter det annekterede Krim i 2014 og med lignende effekt på Putin, det vil sige, minimal!

Putin forstår det ukrainske regimes svaghed. Men nu, hvor han har sendt tropper ind i de to republikker, hvad vil så være det næste, der sker? Det er svært at sige, hvad de næste træk vil være. Krig er den mest komplicerede af alle ligninger, og når den starter, er det ikke til at sige, hvad det endelig udfald bliver. Putin må gøre status hver gang, begivenhederne tager en ny drejning og som følge heraf beregne sit næste træk.

I tidligere artikler anså vi en krig for fuld skala mellem Rusland og Ukraine for at være det mindst sandsynlige perspektiv. Så hvad er ændret? Putin regnede med, at USA og europæerne hellere ville give indrømmelser fremfor at stå overfor muligheden for en ekstrem destabiliserende krig i Europa. Han skubbede på for, at Minsk-aftalen skulle implementeres. Men NATO-alliancen, domineret af amerikansk imperialisme, viste sig, som vi har set, ude af stand til at tage et skridt tilbage og møde Putins krav. Efter deres opfattelse ville enhver indrømmelse nu have styrket Rusland, som er præcis, hvad de ville undgå. Specielt USA nægtede at give sig på spørgsmålet om NATO-ekspansion.

Dette bragte Putin i en position, hvor han enten kunne følge sin trussel til dørs eller kravle ned fra sit træ. Hans tidligere trusler havde ikke virket, så hans eneste mulighed var at hæve indsatsen og finde den undskyldning, han skulle bruge for at sende tropper ind i de to udbryderrepublikker. Fordelen ved at sende styrker ind i de to republikker var, at der er mange i befolkningerne, som vil byde de russiske styrker  velkomne. Og når de republikker først er taget, kunne han bruge sin tilstedeværelse i området til at forhandle fra en stærkere position. Hvis Putin imidlertid skulle invadere hele Ukraine, så kunne det blive hans egen undergang, da han vil finde et helt folk, som er imod at blive domineret af Rusland.

Nej til krig! Fjenden er derhjemme!

Det er tydeligt, at Putin har skubbet på for, at Vesten skulle sætte sig ved bordet og give de indrømmelser, som han krævede, men Vesten - specielt USA, bakket op af dets pudler i den britiske regering - nægtede.  Det forklarer, hvorfor at Putin i sidste ende, besluttede, at han ikke havde noget andet valg end at øge spændingerne. Vil han begrænse sig selv til at holde fast i de to udbryderrepublikkers områder, eller vil han mase sig længere ind i Ukraine?

Leonid Kalashnikov, leder af en komite under statsdumaen vedrørende SNG anliggender [SNG: “Fællesskabet af Uafhængige Stater” er et mellemstatsligt samarbejde, der blev oprettet for at sikre fredelig afvikling af Sovjetunionens opløsning, red], har pointeret, at Folkerepublikkerne i Luhansk og Donetsk er blevet anerkendt, til at udgøredet hele af regionerne af samme navn - separatisterne kontrollerer kun en del af disse regioner. Derfor kunne de hævde, at deres status som stater strækker sig over de resterende dele af disse regioner. Kalashnikov har udtalt, at “hvordan disse grænser vil blive genoprettet, er der ikke blevet sørget for i denne aftale. Hvad LPR og DPR vil gøre for dette er ikke længere vores kompetence.”

Dette efterlader tydeligvis en åben mulighed for at kunne trænge længere ind end de nuværende udbryderområder, hvilket igen åbner muligheden for en direkte konflikt mellem ukrainske og russiske styrker. Vesten er allerede begyndt at indføre sanktioner så, hvad kan NATO ellers gøre, hvis Putin trænger dybere ind i Ukraine for at vælte det nuværende regime? Fra et rent militært synspunkt kunne Rusland besejre Ukraine ret nemt, og ingen europæisk magt har udtrykt nogen intention om faktisk at blive involveret på landjorden med egne soldater. Men hvor der er sympati for tilstedeværelsen af russiske soldater blandt befolkningerne i udbryderrepublikkerne, så vil det være et meget anderledes scenarie for Putin, hvis han ville avancere ind i hjertet af Ukraine, hvor han vil blive mødt med udbredt, masseopposition. Det ville gøre enhver territorial fremgang ekstrem svær og omkostningsfuld at holde.

Kiev regeringen vil nu komme under enormt pres. Fra dens synspunkt er Ukraines territorium formelt set blevet invaderet, men der er ikke meget, som den kan gøre ved det. Krim blev annekteret for 8 år siden og forbliver en del af den russiske føderation på trods af de sanktioner, som er blevet pålagt Rusland. Sidste gang Kiev førte krig i Donbas blev de besejret, og ingen kom dem til hjælp. Ukraine har indkaldt til hastemøde i FN’ Sikkerhedsråd, men det er tvivlsomt, om dette organ overhovedet vil udstede en fordømmelse af Ruslands handlinger, da Rusland har vetoret i det. Zelenskijs inkompetence kunne vælte hans regering på et tidspunkt.

Hvad der yderligere understreger amerikansk imperialismes relative svaghed er dens første praktiske reaktion, som har været fjernelsen af alle de tilbageværende dele af personalet i udenrigsministeriet fra Ukraine og flytningen af dens ambassade i Ukraine, som allerede har været flyttet fra Kiev til Lviv til…Polen! Det må have været meget betryggende for Zelenskij at se, hvor meget hans marionetfører er villig til at forsvare Ukraine fra russisk aggression.

Hvad, der er klart, er, at Putins mål i sidste ende forbliver det samme: At Rusland skal anerkendes som en regional magt, og at det skal have garantier for, at dets “tætte udland” ikke vil repræsentere en trussel mod dets interesser. Det er usandsynligt, at han vil opgive områderne i Donetsk og Luhansk Republikkerne, som han er rykket ind i, men han kunne gå længere. Dette er en igangværende situation, som bliver nødt til at blive fulgt tæt.

Fra den ukrainske og russiske arbejderklasses synspunkt er intet løst og intet vundet. Putin havde ikke ret, da han sagde, at Lenin skabte Ukraine, eftersom Ukraines komplekse nationale identitet naturligvis eksisterede før 1917. Men det var Lenins afbalancerede politik om nationernes ret til selvbestemmelse - et spørgsmål, hvorpå han kom i konflikt med Stalin - som præcis for 100 år siden, ved dannelsen af USSR i 1922, tillod Sovjet-Ukraine at indgå i union med Sovjet-Rusland på ligeværdig og frivillig basis. Kun på den måde kan man påstå, at Ukraine med dets nuværende grænser blev skabt af Lenin, og det er nu blevet tilintetgjort af de reaktionære ukrainske nationalister, som kom til magten efter Euromaidan.

De ukrainske og russiske arbejdere er forbundet via stærke historiske bånd på trods af, at disse, især siden 2014, er blevet svækket af reaktionær ukrainsk nationalisme og storrussisk chauvinisme. Landet sidder fastkørt i en borgerkrig, og millioner har været tvunget til at migrere på grund af den økonomiske krise.

Den eneste vej frem for arbejderklassen er ved at vælte det parasitiske kapitalistiske oligarki, som gennem de sidste 30 år har regeret landet som dets eget fyrstedømme, og ved at ekspropriere dets rigdom. Kun ved at arbejderne kommer til magten, kan Ukraine blive virkelig frit, og arbejderklassen kan blive forenet på frivillig basis på tværs af sprog og national identitet.

Hovedopgaven for arbejdere i Vesten er at gå imod vores egen reaktionære imperialistiske herskende klasse, som puster til konfliktens flammer. Hovedopgaven for de russiske arbejdere er at gå imod deres egen reaktionære herskende klasse, som er den drivende kraft bag Putins regionale stormagtsambitioner. Hovedopgaven for arbejdere i Ukraine er at gå imod deres egne kapitalistiske oligarker, som har kastet landet ud i en borgerkrig og gemt deres formuer i udlandet.

Krig mod paladserne, ikke mod folket!