Tyskland: Ikke længere Europas stabile bolværk

Kapitalismens globale krise har ramt Tyskland særdeles hårdt, hvilket efterlader den tyske herskende klasse i et uløseligt dilemma. Grundlæggende set er den tyske økonomi fuldstændig afhængig af de amerikanske og kinesiske markeder. Derudover er den afhængig af verdenshandlen for adgang til billige råmaterialer. Derfor truer den fortsatte rivalisering mellem de to imperialistiske giganter, USA og Kina, generelt set hele EU’s økonomiske sikkerhed - og i særdeleshed Tysklands.

[Source]

Den kendsgerning har udtrykt sig i form af en mærkbar nervøsitet blandt den herskende klasse omkring tysk kapitalismes fremtid. Allerede inden coronapandemien strømmede kapital ud af Tyskland. Efterhånden som sprækkerne i verdensrelationerne forsætter med at vokse, forlader flere og flere den synkende skude. Sidste år forsvandt virksomhedskapital ud af landet i et større omfang end nogensinde før, samtidig med at europæiske investeringer i Tyskland styrtdykkede. Næsten 70% af al tysk investering gik til andre europæiske lande.

Dertil kommer, at de private investeringer også er ekstremt lave i absolutte tal. I årtier har den herskende klasse kun investeret omkring 20% af deres nettoprofit i ny industri. Arbejdsproduktivitet pr arbejder er kun steget med 0,3% om året i det seneste årti på trods af en kontinuerlig intensivering af udnyttelsen af arbejderklassen.

Situationen indeholder truslen om en ustoppelig tilbagegang for den private sektor i Tyskland. Landets offentlige sektor har det ikke meget bedre, hvor årtiers nedskæringer og privatiseringer har forkrøblet landets offentlige institutioner. Den herskende klasse i Tyskland er nu primært afhængig af infrastruktur fra fortiden, mens skoler, universiteter, jernbaner, hospitaler osv. hastigt forfalder.

I den seneste periode er den tyske økonomi - der tidligere var Europas motor - blevet ramt af, hvad der bedst kan betegnes som en perfekt storm af kriser. Der er mangel på arbejdskraft i alle økonomiens sektorer. Høje energipriser lægger tiltagende pres på industrien og små virksomheder, mens antallet af konkurser stiger stødt. Eksporten af varer til lande udenfor EU er faldende.

Det er en opskrift på katastrofe over hele linjen. Bestemte sektorer, som Tyskland bilindustri - som verden en gang så til med misundelse - har allerede oplevet et voldsomt fald i produktion og fremtiden ser ikke bedre ud. Det vil ikke være muligt for den tyske herskende klasse at eksportere sig ud af denne krise, som den gjorde efter krisen i 2008.

Samtidig er inflationen fortsat på et højt niveau. Prisen på brød er steget med 19,2%, priserne på mælkeprodukter og æg er steget med 21,6% og priserne på grøntsager er steget med 21,7%. Og det er bare toppen af isbjerget.

Nedskæringer og polarisering

Efterhånden som leveomkostningerne bliver mere og mere utålelige for masserne, stiger klassepolariseringen eksplosivt. Allerede i 2021 blev det vurderet at 14 millioner mennesker i Tyskland var “i risiko for fattigdom”; efter to år med inflation og økonomisk kaos er antallet uden tvivl steget betragteligt.

Den herskende klasse i Tyskland efterlyser nu et “Agenda 2030”, hvilket trækker tråde tilbage til “Agenda 2010”, et politisk program der indebar reaktionære reformer af arbejdsmarkedet og velfærden. Under sloganet “flexibilisering” vil de forlænge arbejdsugen og hæve pensionsalderen til 70 - selvom den allerede for nylig blev hævet.

Imens regeringen forsøger at presse arbejderklassen hårdere end nogensinde før, kræver kapitalisterne alle mulige slags tilskud og subsidier for at 

garantere deres profitter. Regeringen har set sig nødsaget til at bruge såkaldte “skygge-budgetter”, som gør det muligt at låne penge til at garantere kapitalisternes profitter uden at overskride Tyskland forfatningsmæssige grænse for statsgæld. Tysklands officielle nationale gæld er for nuværende på hele €2,4 billioner, men det i forvejen enorme tal skjuler en yderligere gæld på €869 milliarder lånt gennem skygge-budgetter.

Sidste år annoncerede regeringen en “ekstraordinær fond” på 100 milliarder euro til at udbygge Tysklands militær. Derudover har regeringen taget et ekstraordinært lån på 200 milliarder euro til at betale for et loft på energipriser. Ud over alt dette er en “industrial elektricitetspris” på vej, der skal give yderligere tilskud til energiindustrien. Tiltagene repræsenterer en grundlæggende protektionistisk politik fra den tyske regering, der optager mere og mere gæld for at fylde kapitalisternes lommer.

Regeringen finanslov for i år - og den planlagte finanslov for næste år - er en nedskæringsfinanslov, der bliver påtvunget arbejderklassen midt i en recession. Masserne vil med god grund se det som en stor provokation, eftersom de er tvunget til at udholde ulidelige nedskæringer, imens kapitalisterne æder sig fede i tilskud fra regeringen.

Tilidskrise

Med en skrantende økonomi og en regering, der hverken kan eller vil løse arbejderklassens problemer, lider etablissementet under en dyb tillidskrise.

Ikke én minister i den føderale regering, inklusiv kansler Olaf Scholz, har massernes tillid. I meningsmålinger er kun 20 procent af befolkningen tilfredse med nogle af de nuværende ministre. Generelt set ligger alle politiske partiers popularitet på et lavt sted, og i de seneste meningsmålinger lå tilfredsheden med regeringen på kun 27 procent, hvilket er en halvering i løbet af i år.

De tre partier i regeringskoalitionen er styrtdykket i popularitet i løbet af den seneste periode. Det Grønne Parti er faldet til 15 procent fra næsten 25 procent i meningsmålingerne sidste år. Partiet fik for nylig sit dårligste resultat i 20 år ved delstatsvalget i Bremen. Det Socialdemokratiske Parti er ligeledes gået fra næsten 26 procents popularitet ved valget i 2021 til nu kun 17 procent. Endelig er det liberale FDP næsten halveret i popularitet siden 2021 og står til sølle 7 procent i de seneste meningsmålinger.

I de seneste uger er støtten til kansler Olaf Scholz også faldet drastisk. En meningsmåling i slutningen af august viste, at to tredjedele af tyskerne er utilfredse med ham og kun 18 procent sagde, at de ville stemme på ham som kansler, hvis de fik valget.

Det eneste parti, der i øjeblikket vinder nævneværdig opbakning, er det højreorienterede Alternative für Deutschland (AfD), som nu er det næststørste parti. AfD’s voksende opbakning skyldes i mindre grad deres politiske program og i højere grad deres image som et “anti-etablissement”-parti. Det er også et af de eneste partier, der ikke har været i regering i de seneste år, hvilket betyder, at det, i modsætning til tysk kapitalismes traditionelle partier, endnu ikke er blevet testet.

Nu er der imidlertid udbrudt en kamp i etablissementet om, hvordan man skal håndtere AfD. Flere og flere stemmer inden for det konservative CDU opfordrer til samarbejde med AfD på lokalt plan. Det jager imidlertid en skræk i livet på de “fornuftige” lag i den herskende klasse, som helst vil undgå at have noget som helst at gøre med det åbenlyst reaktionære AfD.

Hvis AfD er i stand til at fastholde deres nuværende opbakning, vil partiet sandsynligvis blive det største i flere delstatsvalg næste år. Det vil kun forstærke spændingerne inden for den herskende klasse. Frygten for AfD’s indflydelse er allerede drivkraften bag den voksende “kulturkrig”, og appeller til, at folk skal støtte “det mindste onde”. Den herskende klasse vil i den kommende periode fortsætte med at promovere splittende politiske emner, med det formål om at aflede massernes opmærksomhed fra en klassepolitik.

Klassekamp i horisonten

Die Linke (Venstrepartiet) er ude af stand til at tilbyde et reelt alternativ. I stedet for at fremføre et socialistisk svar på den sociale og økonomiske krise Tyskland befinder sig i, er partiet plaget af splittelse på alle niveauer, som truer med at rive det fra hinanden. Partiet befinder sig i en dyb krisetilstand, der kan blive dets endeligt. Partiets apparat er ved at gå i opløsning, og der er næsten ingen aktive medlemmer tilbage på græsrodsniveau.

Resultatet er, at mens den stigende polarisering mod højre finder sit udtryk i AfD, så blokerer Die Linkes degenerering polariseringen mod venstre fra at få et udtryk på det politiske plan. Det skaber en illusion om, at der foregår en generel højredrejning i bevidstheden, men det er kun på overfladen.

Tendensen går i retning af en radikalisering af bevidstheden mod venstre, som bl.a. er kommet til udtryk i hårde overenskomstkampe. I Hamborg lammede 2.000 transportarbejdere byen i begyndelsen af året. På trods af at deres kamp til sidst blev forrådt af deres ledelse, pressede arbejderne under hele konflikten deres fagforening til at optrappe kampen. I den offentlige sektor var der en inspirerende overenskomstkamp tidligere i år, hvor 100.000 arbejdere - herunder mange unge - meldte sig ind i fagforeningen. Det resulterede i den såkaldte “mega-strejke” i marts.

Strejken viste sig dog kun at være “mega” i ord, eftersom fagbureaukratiet på skammelig vis splittede kampen og underminerede dens reelle potentiale. Men et nyt lag af unge arbejdere i Tyskland leder efter en måde at kæmpe for deres interesser på og sætter i stigende grad fagforeningerne på prøve.

Nedsættelsen af arbejdstiden bliver et afgørende spørgsmål i den kommende tid, da kravet om en firedages arbejdsuge uden løntab er meget populært i den tyske arbejderklasse. I stålindustrien har stålarbejdernes fagforening allerede rejst kravet om en firedages arbejdsuge. Det er kun begyndelsen, og kravet vil blive taget op i flere og flere sektorer af økonomien.

18 procent af arbejderne i Tyskland gør allerede brug af “quiet quitting”, hvor de kun lægger en minimal arbejdsindsats i at beholde deres arbejde. Yderligere 69 procent af arbejderne siger, at de nægter at påtage sig arbejdsopgaver, der ligger uden for deres stillings ansvarsområde. 45 procent siger, at de ville skifte job til gengæld for en firedages arbejdsuge. Disse tal er tegn på en dyb utilfredshed, som før eller siden vil udtrykke sig inde i fagforeningerne.

Store dele af det tyske samfund er ved at blive desillusionerede over det kapitalistiske system. Marxisme, socialisme og kommunisme bliver mere og mere populært blandt unge. Vi ser allerede de første tegn på de kommende monumentale kampe. I manglen af et politisk afløb for den simrende klassevrede er en enorm social eksplosion under forberedelse i Tyskland, som vil ryste kapitalismens fundament i Europa og internationalt.