Tyrkiet: Masseprotestbevægelse imod regeringen - behov for en generalstrejke!

Hvad der startede som en lille protest imod ødelæggelsen af Gezipark som ligger ved siden af Taksimpladsen i det centrale Istanbul har nu udviklet sig til en landsomspændende som kræver at ministerpræsident Erdogan fra APK-partiet træder tilbage fra magten.

Den 28. maj besluttede et dusin mennesker fysisk at forhindre at der blev bygget et indkøbscenter, hvilket blev mødt med brutal undertrykkelse af politiet og paramilitære bøller. De protesterende mennesker blev omringet så der ikke var nogen flugtvej, og derefter udsat for et bombardement af tåregas. Deres lille lejr blev ødelagt, og deres telte blev brændt af.

Tyrkisk politi er kendt for deres brutalitet (der var også voldsomme sammenstød, da de forhindrede 1. maj demonstration i at komme ind på Taksimpladsen). Men noget var anerledes denne gang. Måske var det det faktum, at demonstranterne blev ved med at komme tilbage nat efter nat, på trods af at blive udsat for den samme behandling. Eller måske fordi befolkningen så dem som almindelige borgere i modsætning til hærdede ”radikale” eller fagforeningsaktivister. Uanset hvad årsagen var, har protesterne og den brutale politirepression udløst en bølge af sympati, der meget hurtigt udviklede sig til en massebevægelse imod regeringen, som har spredt sig over hele landet.

Den første reaktion fra premierminister Erdogan var typisk arrogant ved at håne de protesterne. ”Hvis i kan samle 20 folk, kan vi samle 100.000, hvis i kan samle 100.000 kan vi samle 1 million” udfordrede Erdogan demonstranterne, og havde besluttet sig for at der ikke ville ske nogen ændring i projektet.

Svaret fra masserne var en enorm demonstration fredag d. 31. maj. Hundredetusinder gik på gaden i Istanbul. På Istiklal vejen kæmpede titusinder mod politiet, som brugte en massiv mængde af tåregas og vandkanoner for at forsøge at forhindre menneskemængden i at komme ind på Taksimpladsen. Barrikader blev opført i forskellige dele af byen og sammenstød forsatte ind i de tidlige timer af lørdag d. 1. juni. Der var ikke længere en lille bevægelse bestående af nogle få aktivister, men en masseprotestbevægelse, der involverer forskellige dele af befolkningen: ”Vi er ikke aktivister, vi er folket”, råbte nogle. Der var en banken på gryder og pander i kvarterer på tværs af byen, mens protesten andre steder fik udtryk ved at folk tændte og slukkede lyset med jævne mellemrum. Hele byen var levende og støttede bevægelsen, forfærdede over politiets brutalitet og repression. Omkring halv to begyndte det at give genlyd i hele byen. ”Folk hamrer på gryder og pander og blæser i fløjter”, fortalte et øjenvidne til BBC News.

Et andet øjenvidne beskrev sammensætningen af folkemængden på denne måde: ”Du kunne se medlemmer af det kommunistiske parti med deres røde flag, men også ”Anti-kapitalistiske” muslimer, revolutionære socialistiske fronter, fagforeningsfolk, kurdiske partier, selv CHP (socialdemokratiske nationalister), eller ældre mænd og kvinder, arbejdsløse unge, fagfolk (lærere, arkitekter), fattigfolk, folk fra middelklassen og endda fra overklassen.”

Fodboldfans fra rivaliserende hold lavede en aftale om at forene deres kræfter mod politivolden. De første til at forene deres kræfter var tilhængerne af de tre store fodboldklubber i Istanbul: Beşiktaş, Fenerbahçe and Galatasaray, men de fik hurtigt selskab af de svorne fjender fra Bursaspor, og dernæst af Trabzonspors tilhængere som har haft en lang fejde med Fenerbahçes tilhængere. En Beşiktaş fan tweetede: ”Den stolthed jeg følte da Galatasaray og Fenerbahçes fans gik skulder ved skulder gennem kvarteret og råbte ” Beşiktaş du betyder alt for os” var det hele værd. Jeg er taknemmelig.” Som i den tunesiske og egyptiske revolution, har fodboldfans gjort sig værdifulde erfaringer i gadekampe mod politiet.

Deltagelsen af kurdere og alevierne i bevægelsen er også betydelig og bør ikke tages for givet. Det var et medlem af parlamentet for det kurdiske parti BDP som forsvarede Gezipark-demonstranterne i de første dage af undertrykkelsen, for senere at slutte sig sammen med medlemmer af CPH. Kurdiske flag side om side med tyrkiske flag med billeder af Ataturk ved siden af røde faner fra socialistiske og kommunistiske organisationer afslører bevægelsens bredde karakter.

En journalist fra Reuters beskrev den følgende episode i lørdags: ”Efter politiet trak sig tilbage fra Taksimpladsen, dansede støttere af Tyrkiets pro-kurdiske party BDP en kurdisk dans som fejring kun meter fra nationalister der svingede med tyrkiske flag. De råbte sammen: ”Skulder ved skulder imod fascisme”. En gruppe fodboldfans fra de hårdt rivaliserende Istanbul klubber Fenerbache, Besikatas og Galatasaray sluttede sig til råbene.”.

Det er af stor betydning. Vi har faktisk i længere tid argumenteret for at flertallet af den kurdiske befolkning nu lever i byområderne, at de er arbejdere i de store byer i Istanbul og Ankara og at deres fremtid vil blive bestemt af hvad der sker der. Deres nationale og demokratiske krav kan kun blive indfriet som en del af en fælles kamp med deres tyrkiske klassebrødre og søstre imod kapitalismen.

For kun nogle få måneder siden vil mange har talt for at dette var umuligt, at de tyrkiske arbejdere og selv en del af de tyrkiske venstreorienterede organisationer var inficeret af en nationalchauvinisme. Det var, og er stadig, sandt til en vis grad. Men nogle få dages kamp mod politiet sammen på barrikaderne og marcherende sammen imod Erdogan, ser ud til at have bragt den fælles kamp en lang vej, for at forene de tyrkiske arbejdere og de kurdiske arbejdere og unge i en fælles kamp, som har vist hvad der er muligt.

På nuværende tidspunkt har demonstrationer allerede spredt sig til hovedstaden Ankara og andre byer som Izmir, Izmit etc. De protesterendes krav og slogans har ændret sig fra at problemet omkring forsvaret Geziparken til en generel opposition mod regeringen og kravet om at Erdogan må træde tilbage.

Lørdag d.1. juni var der en kæmpe demonstration med titusinder som havde forsamlet sig i Kadikoy, i den asiatiske del af byen, besluttet om at marchere mod Taksimpladsen med det klare mål om at overtage den og kæmpe tilbage mod politiets brutalitet. De gik 20 km, som er den afstand der adskiller Kadikoy og Taksim, og intet kunne stoppe dem. Landets præsident tilbagekaldte politiet og en domstol fastslog at byggeprojektet i Geziparken skulle stoppes (i virkeligheden havde borgmesteren kun byggetilladelse til at underjordisk parkeringsplads!). Klokken 16 blev der givet ordre til uropolitiet om at trække sig tilbage. Hvis de ikke har gjort dette var de sandsynligvis blevet løbet over ende af masserne, som var vrede over politibrutaliteten og nu bevidste over deres egen styrke.

Masserne trådte ind på Taksimpladsen i en stemning af jubel. En første delvis sejr var opnået. Uropolitiet havde, på trods af deres brutalitet, vist sig ikke at være uovervindelige. Dette opildnede masserne. Bevægelsen var nu blevet virkelig national. Ifølge de officielle tal fra Indenrigsministeriet var der over 90 demonstrationer i 48 provinser i landet, med over 1000 mennesker arresteret, bare d. 31. maj og d. 1. juni. De samme officielle tal var for d. 2. juni 200 demonstrationer i 97 byer.

Sammenstød havde nu rykket sig til Beşiktaş distriktet hvor premierministerens kontor er placeret. Masserne ville overtage det. Der var løbende sammenstød med politiet i to dage. Om natten d. 2. juni beslaglagde demonstranterne en kæmpe gravmaskine som skulle være blevet brugt til at rydde barrikaderne og de brugte den til at angribe uropolitiet og kom indenfor 200 meter af premierministerens kontor. I Istanbul, men også i Ankara, Izmir og andre steder, har bevægelse fået oprørske træk, med masserne der kæmper tilbage mod politiet og i nogle tilfælde succesfuld har trængt dem tilbage.

Baggrunden for bevægelsen

Hvad er baggrunden for denne bevægelse? Hvordan er det muligt at et tilsyneladende mindre spørgsmål (nogle ”få træer” som Erdogan udtrykte det) har udløst sådan en kæmpe bevægelse? Mange lærte kommentatorer og kloge analytikere er forundret. Hvordan kunne det ske i en økonomi som konsekvent har haft registeret meget høje økonomiske vækstrater, og hvor BNP pr. indbygger er mere end tredoblet i de sidste 10 år med AKP regeringen?

Det her er ikke ligesom ”Det Arabiske Forår”, insisterer de, som var motiveret af økonomiske og sociale problemer. Tyrkiet har et demokratisk systemet, i modsætning til Tunesien og Egypten, understreger de. Men hvis man ser under overfladen kan man finde det akkumulerede brændbare materiale som nu er blevet antændt.

Først og fremmest, spørgsmålet om opbygningen af et indkøbscenter i Geziparken er ikke blot et spørgsmål om ”nogle få træer”. Til at starte med har Taksimpladsen en historisk betydning for tyrkiske venstrefløjs- og fagbevægelse. Det var her at en kæmpe demonstration på en halv million mennesker blev angrebet 1. maj i 1976 af paramilitære bander (som nok var forbundet med statsapparatet og med støtte fra CIA) og sikkerhedsstyrker, som dræbte 42 og sårede hundreder. Tilbagevenden til Taksimpladsen, og straffen og retssagen mod de ansvarlige for drabene (hvoraf ingen endnu er blevet retsforfulgt) er blevet årsag til enorm symbolsk betydning for venstrefløjen og fagbevægelsen i Tyrkiet.

Der er mere i det. Den officielle plan i kommunen er at bygge en rekonstruktion af det Osmanniske Rige Taksim Militære kasserne, som vil huse indkøbscenteret. Dette ses som en del af AKPs dagsorden om at genvinde den gamle storhed Tyrkiet havde under det Osmanniske Rige. I sidste uge blevet det annonceret at en planlagt tredje bro over Bosporus bliver navngivet efter Sultan Selim I (Selim Den Grumme). Dette har gjort det alveiske mindretal rasende, som Selim massakrerede i det 16. århundrede. Alt dette om at genvinde arven fra det Osmanniske Rige er dybt krænkende, ikke kun til alevierne, men også for mange tyrkere der er knyttet til den sekulære tradition for Ataturks borgelige nationale bevægelse, som grundlagde den moderne tyrkiske republik.

Det er ikke blot et spørgsmål om det religiøse versus det sekulære. Det planlagte indkøbscenter i Taksim er kommet til at symbolisere den type spekulative byudviklingsmodel som den økonomiske vækst, under AKP regeringen, har været baseret på. Modstanden mod gentrificeringen af hele områder i byen, arbejdere skubbes til udkanten af hovedstaden, de sjuskede bygningsaftaler som går til kumpaner fra det herskende parti, den skærende modsætning mellem millionærenes luksuriøse hjem og de barakbyer hvor de nyligt ankomne arbejdere bor var alt sammen koncentreret i kampen mod rydning af Geziparken der skulle skabe plads til endnu et indkøbscenter. Et spekulativt byggeboom var faktisk et centralt element i forsatte økonomiske vækst Tyrkiet har oplevet størstedel af tiden de sidste 10 år og som nu er ved at slutte.

Der er naturligvis også demokratiske problemer. I 10 år har AKP regeret med en jernhånd, arresteret uafhængige og kritiske journalister, censureret medierne (som har gjort deres bedste for ikke at rapportere noget som helst fra den nuværende bevægelse som den har udviklet sig), fastholdt tusindvis af politiske fanger, brugt undertrykkelse og arrestrationer mod fagbevægelsen etc. Dette er blevet kombineret med et snigende angreb på den statens verdslige karakter, hvor den seneste foranstaltning er en lov der indskrænker offentligt salg af alkohol.

Mange af disse ting er blevet passivt accepteret eller i det mindste provokerede det ikke en massebevægelse før nu, da økonomien voksede. Det var primært på grund af den økonomiske vækst at AKP fik befæstet sin valgstøtte, som gik fra 34 % i 2002, til 46 % i 2007 og næsten 50 % i 2011.

På overfladen har AKP opnået meget imponerende vækstrater. Mellem 2002 og 2011 voksede den tyrkiske økonomi med gennemsnitlig hastighed på 7,5 % årligt. Gennemsnitlig indkomst per indbygger steg fra 2.800 $ i 2001 til omkring 10.000 $ i 2011. Økonomien blev ramt af den globale kapitalistiske krise i 2008/09, men kom sig hurtigt med stærke vækstrater på 9 % og 8,5 % i 2010 og 2011.

Imidlertid blev en stor del af denne vækst baseret på en massiv tilstrømning af direkte udenlandske investeringer, tiltrukket af et program for total privatisering af offentlige aktiver, hvilke betød at landet akkumulerede en massiv udenlandsgæld. Mellem 2008 og 2012 voksede BNPen med 44 mia. $, mens udenlandsgælden voksede med 55 mia. $. Dette blev uholdbart.

Mens Tyrkiet havde gavn af handelsaftaler med den Europæiske Union, har krisen i Europa tvunget landet til at følge en mere aggressiv politisk, handels og diplomatisk offensiv i Mellemøsten og Nordafrika de seneste år. Tyrkiet har opført sig som en regional imperialistisk magt, og har forsøgt at sikre sig markeder og indflydelsessfærer i hele regionen ved at forbinde sig med de nyetablerede muslimske regeringer i Tunesien og Egypten og har bygget stærke bånd til den kurdiske regionale regering i Nordirak og er blevet aktivt involveret i at støtte oprørerne i den frie syriske hær imod Assad regimet.

Alle de faktorer der har skabt den “ottomanske tiger” bliver nu til deres modsætning. For tre uger siden dræbte en bombe i Reyhanli, på grænsen til Syrien, 46 mennesker. Mange lægger skylden på regeringens involvering i den syriske borgerkrig for drabet på uskyldige civile i Tyrkiet. Erdogan der tidligere åbent havde sammenstød med israelerne søger nu en tilnærmelse med den jødiske stat da han befinder sig på samme side i den syriske konflikt.

Fra et økonomisk synspunkt er “miraklet” slut. Nogen har beskrevet den tyrkiske økonomi som en ”gradvist punkteret ballon, underlagt markedets uregelmæssige og irregulære indfald.” BNP væksten er dramatisk bremset op og er næsten gået i stå. Væksten i 2012 var bare på 2,2 procent mens den indenlandske efterspørgsel faldt med 0,8 procent det sidste kvartal.

Overskrifterne for den økonomiske vækst skjulte i virkeligheden et vedvarende og dybt skel mellem rige og fattige. I 2011 da BNP væksten på 8,5 procent, havde de rigeste 20 procent af befolkningen næsten halvdelen af den nationale indkomst, mens de fattigste 20 procent havde blot 6 procent. Trods den økonomiske vækst det sidste årti er Tyrkiet det tredje mest ulige land i OECD.

De iøjnefaldende modsætninger mellem den rige elite og flertallet af befolkningen eksemplificeres ved et skattesystem hvor indirekte beskatning udgør 2/3 af alle skatteindtægter, hvilket rammer arbejderne og de fattigste hårdest. Selv de indirekte skatter er skævvredet til fordel for de rige, hvor den generelle slagsskat [moms] er på 18 procent mens den er på sølle 8 procent på kaviar og nole ædelstene.

Arbejdsløsheden er forblevet omkring 9 procent i hele perioden, og de officielle tal undervurderer groft situationen hvor mange helt har opgivet at lede efter et arbejde. Ungdomsarbejdsløsheden blandt universitetsuddannede er omkring 30 procent. De officielle tal for hvor mange der lever under fattigdomsgrænsen er 16 procent.

Bitterheden der blev skabt af et økonomisk opsving der fastholdt uligheden blev holdt i skak af en generel forbedring af levestandarden, mens det på samme tid skabte større forventninger der ikke kunne opfyldes. Nu da den økonomiske vækst skarpt falder kommer alle modsætningerne op til overfladen.

Det er kombinationen af demokratiske spørgsmål og sociale spændinger der nu er eksploderet i denne massive bevægelse imod Erdogan der har overrasket alle.

Hastigheden som den har udviklet sig fra et tilsyneladende mindre spørgsmål til en national massebevægelse imod regeringen afspejler også den enormt turbulente periode vi lever i globalt set. Omstyrtelsen af Mubarak og Ben Ali i 2011 og de massive protester imod nedskæringerne i Sydeuropa de sidste to år har uden tvivl gjort et indtryk på bevidstheden hos millioner af mennesker i Tyrkiet. I et stykke tid så det ud til at disse bevægelser intet havde at gøre med dem, men da forholdene blev modne fangede ideen om at samlet masseaktion er den eneste vej frem massernes fantasi og blev en materiel kraft.

Regionale implikationer

Revolutionære udviklinger i Tyrkiet vil have en massiv effekt over hele regionen, både i Mellemøsten og i Europa. En massebevægelse imod en islamisk konservativ kapitalistisk regering i Tyrkiet kan kun svække islamisternes tiltrækningskraft i andre lande og på samme tid styrke den revolutionære bevægelse imod EnNahda-regeringen i Tunesien og det Muslimske Broderskab i Egypten.

Der har allerede været demonstrationer på Cypern hvor vi nu kan se udsigt til revolutionære udviklinger på begge sider af det nationale skel. I Grækenland har der allerede været solidaritetsdemonstrationer og en revolutionær bevægelse i Tyrkiet er den bedste vej til at skubbe alle de gamle grimme spøgelser af græsk versus tyrkisk nationalchauvinisme tilbage.

Washington er uden tvivl meget bekymret over udsigten til revolutionære udviklinger i endnu et af dets allierede i regionen. Tyrkiet er en nøglespiller ud fra den imperialistiske interventions i borgerkrigen i Syrien, der truer med at destabilisere hele regionen, synspunkt. Det viser hvordan det kun er revolutionære begivenheder i landene med en stærk arbejderklasse der kan forhindre regionens fald ned i et inferno af blodig sekteriske borgerkrig med imperialistiske magter involveret på begge sider.

Det sidste USA ønsker er en revolutionær omstyrtelse af Erdogan. Af den grund har de været fortalere for tilbageholdenhed og har officielt klaget over den ”overdrevne magtanvendelse”. Det er klart at kunne overdreven magtanvendelse have opnået de ønskede mål om at smadre bevægelsen ville der ikke have været nogen klager. Hvad de i virkeligheden siger er at de er bekymrede over at politiets overdrevne magtanvendelse vil fremprovokere den modsatte effekt.

Erdogan kombinerer arrogance med brugen af brutal undertrykkelse (der var rapporter i går om at helikoptere smed tåregas ned I beboelsesområder), som et forsøg på at spille det religiøse kort. Han siger nu at det han i virkeligheden ønsker at bygge i Geziparken er en moské! Han vil gerne fremstille sig selv som stærk og beslutsom, men der kan høres en stigende opposition selv inde fra hans eget parti.

Som vi har set før i de revolutionære bevægelser I Tunesien og Egypten er det farligste tidspunkt for ethvert regime når det ikke længere kan knuse bevægelsen med magt, men hvor indrømmelser også kan opmuntre den til at gå endnu videre. Det er det dilemma Erdogan og den del af den herskende klasse han repræsenterer står overfor nu.

Vi må ikke glemme at han højst sandsynligt stadig har reserver af støtte blandt de mere tilbagestående og konservative lag i samfundet. Men disse vil sandsynligvis forblive ubevægelige, passive lag, ikke en kraft der kan mobiliseres i massivt antal til i afgørende grad af gå imod demonstranterne. Der har været rapporter om at civilklædte AKP bøller hjælper politiet i flere byer men det er små bander ikke en massebevægelse.  

Allerede nu spiller de “indrømmelses”-spillet for at afspore bevægelsen. Landets præsident Abdullah Gül har tilsyneladende distanceret sig fra premierminister Erdogan ved at sige at han forstår årsagerne til protesterne og at demokratiet ikke kun er afstemninger med års mellemrum. Men det er bare ord, eftersom han ikke er kommet med nogen virkelige indrømmelser og opfordrer til at protesterne skal stoppe. Erdogan svinger pisken og Gül den symbolske gulerod, men de ønsker begge det samme: at masserne skal gå hjem igen og forlade gaderne.

Hvad der kommer til at ske de næste dage og timer vil blive afgørende. Bevægelsen har endnu ikke udtømt sin reserver af støtte, den har selvtillid og er blevet modig. Hvis den tager nogle beslutsomme skridt fremad så kan den få regeringen til at falde.

Hvilken vej frem?

Bevægelsen har indtil nu haft en overvældende spontan karakter, og det kunne ikke være anderledes. Den udviklede sig ekstremt hurtigt fra små protester med 50 deltagere til en massebevægelse der nu involverer nok millioner på den ene eller anden måde. Den har også forenet forskellige dele af samfundet og forskellige nationale grupper og minoriteter. Det er dens styrke.

Men bevægelsen kan ikke forblive på dette niveau hvis den skal bevæge sig fremad. I går [2. Juni - red] var der intense diskussioner om behovet for en generalstrejke. Det er virkelig vejen frem for bevægelsen. Der har allerede været massedemonstrationer i det meste af landet. Folk har kæmpet tilbage mod uropolitiet. Statsapparatet har ikke været i stand til at knuse bevægelsen for nu. Men regeringen forbliver på sin plads og statsapparatet er intakt.

Arbejderklassens indgang som en organiseret kraft i bevægelsen kunne afgørende ændre styrkeforholdet. En generalstrejke er nødvendig. Allerede nu har de offentlige ansattes fagforening KESK udvidet sin planlagte nationale strejke 5. juni til også den 4. juni. Lederne af fagforbundet DISK var til stede på Taksimpladsen og dets generalsekretær talte til demonstranterne. DISK har også opfordret til arbejdsnedlæggelser i morgen [4. juni] fra kl. 12-14 for at diskutere situationen og planlægger et nationalt ledelsesmøde for at diskutere spørgsmålet om en generalstrejke.

I dag [3. juni] diskuterer DISK og KESK sammen indkaldelsen af en generelstrejke til at kollidere med strejken I det offentlige 5. juni. Ifølge nogle rapporter har Istanbul Education Union n. 6, der organiserer de ansatte på universiteter og gymnasier allerede udsendt strejkevarsel for i dag og i morgen. Der er nyheder om at de hospitalsansatte i Ankara også går i strejke.

Tyrkiet har en stærk arbejderklasse, der er blevet fyld op og styrket i de sidste 20 eller 30 år med en massiv tilstrømning af immigranter fra landet. Dens revolutionære traditioner er uovertrufne. Mens der er mange områder med tilbageståenhed, har Tyrkiet også en meget moderne industriel arbejderklasse.

Opfordringen til en generalstrejke bør kombineres med en opfordring til at opsætte aktionskomiteer på alle fabrikker, arbejdspladser og arbejderkvarterer for at give bevægelsen en organiseret og demokratisk karakter. Sådanne komiteer kunne koordineres på lokalt, regionalt og nationalt plan gennem valgte repræsentanter.

I virkeligheden ville vi, hvis der var en revolutionær ledelse med rødder I arbejderklassen, være på randen af en revolutionær omvæltning af kapitalismen i Tyrkiet.

Source: Tyrkiet: Masseprotestbevægelse imod regeringen - behov for en generalstrejke!