Tunesien: en måned efter omstyrtelsen af Ben Ali

I går [14 February 2011] var det en måned siden, at den forhadte diktator Ben Ali blev væltet af en revolution d. 14. januar. Den sidste måned har været en konstant kamp mellem den herskende klasse, der ønsker at vende tilbage til borgerlige normalitet og arbejderne og ungdommen, der gennemførte revolutionen og som kæmper for at stoppe det gamle regime fra forsøget på at gøre et comeback.

I næsten to uger efter 14. januar så landet en række af regionale generalstrejker og massedemonstrationer imod den nye Regering for National Enhed (RNE) med Gannouchi i spidsen. Alle nøgleministrene (forsvarsministeren, udenrigsministeren, premierministeren, præsidenten, finans, indenrigs, osv.) i RNE havde været ministre under Ben Ali, og mange havde endog de samme positioner.

Presset fra neden tvang den nationale ledelse i UGTT til at trække sig fra denne regering, og dets lokale strukturer spillede en afgørende rolle i at mobilisere imod den. Den revolutionære ungdom fra regionerne marcherede mod hovedstaden Tunis d. 23. januar med det mål at fremskynde omstyrtelsen af Gannouchi regeringen. Da de nåede i hovedstaden organiserede de en demonstration til premierministerens kontor i Kabash, hvor de opsatte en lejr, der effektivt forhindrede RNE i at arbejde fra sine kontorer.

Bølgen af regionale strejker nåede sit højdepunkt med den historiske strejke i Sfax d. 26. januar, hvor 100.000 marcherede gennem gaderne i denne industriby og også en historisk demonstration på 20.000 i Sidi Bouzid d. 27. januar. På samme dag blev den længe ventede regeringsrokade, der fjernede de fleste af de ministre, der havde været medlemmer af Ben Alis parti RCD fra regeringen, men som ikke berørte premierministeren Gannouchi og præsidenten, begge dele af Ben Alis regime, annonceret.

Men denne “nye” regering skulle godkendes af UGTT fagforeningens Administrative Råd, ellers ville den end ikke have holdt 24 timer. Selvom et flertal af medlemmerne stemte for, stemte sammenslutningerne og de regionale fagforeninger, der repræsenterer flertallet af UGTTs medlemmer, imod og nægtede at anerkende regeringen. Det var lærernes fagforening (for ”secondary schools”), postarbejdernes fagforening, fagforeningen for de offentlige sundhedsarbejdere, fagforeningen for ungdoms- og børnepædagoger, den regionale sammenslutning i Sfax, den regionale sammenslutning i Bizerte og den regionale sammenslutning i Jendouba.

Men eftersom der ikke blev givet nogen klar ledelse nogen steder fra, gav den formelle accept fra UGTT ledelsen af Gannouchi regeringen et vist manøvrerum og en grad af legitimitet, som den ikke havde haft før. Det udnyttede den hurtigt, d. 28. januar, ved at slippe brutal undertrykkelse løs mod ungdommen, der camperede på Kabash esplanaden, der blev splittet ad og sendt tilbage til de regioner, de kom fra.

Revolution er en krig mellem klasser, og ligesom i en krig mellem nationer er en ledelse afgørende. Når først momentumet er tabt, er det svært at genvinde det. I to uger, mellem d. 14 og 27. januar, var fremtiden for RNE uvis. De revolutionære arbejdere og unge kunne have taget magten. Det blev grafisk illustreret d. 22 og 23. januar, hvor folket marcherede til premierministerens kontor og det eneste officererne, der var ansvarlige for beskyttelsen af bygningen, kunne gøre var, at bede dem pænt om ikke at gå ind på grunden. Politibetjente demonstrerede over hele landet og krævede retten til at danne en fagforening. Der eksisterede ikke nogen kraft, der kunne stoppe de revolutionære masser fra at tage magten.
På det tidspunkt, i denne kontekst med regionale strejker og massedemonstrationer, kunne et alternativt revolutionært råd, baseret på de lokale og regionale råd og de lokale og regionale fagforeningsstrukturer, have taget magten, men der var ikke nogen til at føre det ud i livet.

Det er rigtigt, at 14. Januar Fronten, en koalition domineret af det tidligere forbudte Kommunistiske Arbejderparti (PCOT) stod fast i sin opposition imod RNE og krævede, at komiteerne blev styrket på alle niveauer. I et kommuniké fra d. 28. januar, efter regeringsrokaden og afstemningen i UGTTs administrative råd, krævede de endda indkaldelsen af en national konference til forsvar for revolutionen for at vælge en provisorisk, midlertidig, regering. Men den gik aldrig så langt som til rent faktisk at indkalde sådan en national kongres for komiteerne, noget der kunne have været gjort ved at udnytte tilstedeværelsen i Tunis af de revolutionære unge fra provinserne. Det ville have været muligt før d. 27. januar, men blev mere vanskelig efter, at RNE havde vundet legitimitet fra UGTT.

Selvom mange muligheder blev tabt, betyder det ikke, at massernes revolutionære initiativ er ebbet fuldstændig ud, og at Gannouchi regeringen har kontrol over situationen. Tværtimod, omstyrtelsen af Ben Ali har sluppet alle de ophobede frustrationer fra alle dele af samfundet løs. Revolutionen har ændret deres syn på verden: ”vi er ikke bange mere”, og grupper af arbejdere og unge over hele landet er i gang med direkte handling, uden respekt for nogen etableret autoritet (der når alt kommer til alt, er rester fra det gamle regime). Der var endda tale rygter om, at imamerne i moskeerne ønskede at opstarte en fagforening!

I de statsejede virksomheder, ministerier og styrelser, har arbejderne organiseret sig i komiteer eller gennem fagforeningen og har sparket de gamle ledere på porten og har i nogle tilfælde nægtet at acceptere de nye udpeget af regeringen, der er blevet tvunget til at ændre dem igen. De offentligt ansatte i udenrigsministeriet gik i strejke og organiserede sit-ins, indtil de fik fjernet ministeren Ahmed Ounaies d. 13. februar. Det er tydeligvis ikke en normal situation for den herskende klasse, når regeringen udpeger ministre, og arbejderne i ministeriet sparker ham ud!

I mange officielle medier, aviser, Tv og radio har arbejderne organiseret sig og gennemtvunget afskedigelsen af ledere og i vekslende grad taget kontrol med den redaktionelle linje. I et tilfælde, afviste de endda den nyudpegede leder, eftersom de ikke var blevet spurgt til råds.

D. 3. februar besluttede regeringen at udpege nye regionale guvernører. Det var endnu et vigtigt skridt i retning af borgerlig normalitet. Omstyrtelsen af Ben Ali havde betydet det totale kollaps af statsmagten i mange byer og endda i nogle regioner. Revolutionære komiteer og råd havde overtaget styringen af offentlige anliggender. Fra den herskende elites synspunkt var det vigtigt at gøre den kapitalistiske stats magt over dem gældende igen.

Det sande ansigt blev afsløret; 19 ud af de 24 ”nye” guvernører havde forbindelse til RCD og det gamle regime. Det var for stor en provokation og det fremprovokerede en ny bølge af demonstrationer og strejker i regionerne, der i nogle tilfælde førte til afsættelsen af de ”nye” guvernører (som i Gabès, Kébili, Zaghouan, Nabeul og Béja), ofte beskyttet af hæren. I Redeyef (i mineområdet i Gafsa) paralyserede en generalstrejke, for en kombination af politiske og økonomiske krav, byen. I Kasserine, El Kef og Kebili førte sammenstødene med politiet og i nogle tilfælde hæren til, at flere demonstranter blev dræbt – de første ofre dræbt af Gannouchi regeringen. I Zaghouan smed det revolutionære folk det lokale råd ud. I alle disse byer er det komiteerne til forsvar for revolutionen, der har effektiv kontrol med den offentlige orden.

Endnu engang er regeringen blevet tvunget til at trække sine beslutninger tilbage og d. 8. februar annoncerede den, at et nyt hold guvernører ville blive udpeget ”i samråd med UGTT”! Det er hidtil uhørt, og det viser den virkelige magtbalance, selv nu. Den officielle regering udpeger guvernører, der derefter afvises og smides ud af folket, og regeringen må så gå ind i forhandlinger med fagforeningerne om udpegelsen af nye acceptable guvernører. Hvem leder landet? Gannouchi regeringen eller det revolutionære folk? Der er klart stadig elementer af dobbeltmagt tilstede i situationen i Tunesien.

Regeringen var også tvunget til at udstede et dekret, der opløste RCD d. 7. februar, endnu et af folkets krav, i et yderligere forsøg på at tilfredsstille masserne. På samme tid måtte Gannouchi, for at klare spørgsmålet om sin egen legitimitet, bede parlamentet om magt til at lede pr. dekret. Det er endnu en provokation, eftersom det betyder, at parlamentet, der giver Gannouchi sin magt, er Ben Ali’s parlament, der i overvældende grad består af RCDs repræsentanter (det parti der netop er blevet opløst!).

Situationen er tydeligvis stadig i langt fra fastlagt, selvom Gannouchis regering har taget nogle skridt i retning af at etablere sin magt. Alle de økonomiske og sociale problemer, som dannede baggrunden for den revolutionære bevægelse, er stadig til stede, og de kan ikke virkelig blive løst under kapitalismen. En udenlandsk diplomat har advaret om, at ”folket har vist stor modenhed, men de kan komme ud på gaderne igen”.

En artikel i AFP opsummerer træffende situationen med revolutionær uro, der stadig er til stede i Tunesien: ”fra nord til syd, har landet de sidste to uger været i en konstant demonstration, med pludselige strejker, vilde arbejdsstandsninger, daglige demonstrationer fra ansatte og arbejdsløse, der råber de krav, der i mere end et kvart århundrede, var bragt til tavshed. Hver dag bringer det nationale TV billeder fra provinserne med vrede skrig om lidelse og nød.”

Regeringen er helt afhængig af UGTT ledelsen for at kunne lede. Den har lige annonceret ”nationale forhandlinger om en bred vifte af sociale spørgsmål”. UGTT lederen Abid Briki advarede om at disse forhandlinger var i regeringens interesse, fordi den ellers risikerede ”en social eksplosion”. Hvad regeringen virkelig behøver, er at få UGTT til at holde styr på den voksende strejkebølge. UGTT lederne, med Abdesselem Jerad (der indtil sidste minut var en loyal støtte til Ben Ali) i spidsen, ville gladelig udfylde den rolle, hvis de kunne. Jerad var på nationalt TV, hvor han bad sine medlemmer om at være tålmodige, at ”udskyde” deres krav og frem for alt at ”koordinere alle deres handlinger med den nationale ledelse”. I virkeligheden leder UGTTs nationale ledelse ikke denne bevægelse, og de har aldrig gjort det. Briki indrømmer, at de ikke ”koordinerer eller organiserer alle disse strejker… UGTT er blevet overtaget af disse sociale bevægelser”.

Ledelsen i UGTT er selv omstridt med regelmæssige demonstrationer uden for dets centrale hovedkvarter i Tunis, med krav om en demokratisering af fagforeningen og fjernelsen af Jerad og hans medsammensvorne på grund af deres samarbejde med Ben Ali. I en af disse demonstrationer forklarede Jilali Hammami, generalsekretær for postarbejdernes fagforening: ”alle dem, der har været involveret i klassesamarbejde med det gamle regimer, der har solgt ud af martyrernes blod, må gå af. Vi kræver ægte fagforeningsdemokrati og en militant fagforening i arbejderklassens tjeneste. Vi vil ikke tillade kontrarevolutionære kræfter at stjæle revolutionen.”

En kommentator i en erhvervsavis sammenlignede situationen med den franske folkefront og strejkebølgen i 1936 i Frankrig. ”Hvem styrer roret?” spurgte han. Hans konklusion var, at Tunesien manglede sin egen Maurice Thorez, den franske stalinistiske leder af PCF (Frankrigs Kommunistiske Parti), der ”havde modet til at stoppe strejkerne”. Problemer for den herskende klasse er at de tunesiske Thorez’er fra det tidligere kommunistiske parti Ettajdid i vid udstrækning er blevet miskrediteret for deres samarbejde med Ben Ali. De er faktisk del af Gannouchi regeringen og var det fra begyndelsen. Thorez’erne er kun brugbare for den herskende klasse hvis de rent faktisk kan kontrollere arbejdermasserne. Det er tydeligvis ikke tilfældet i Tunesien.

En måned efter den revolutionære omstyrtelse af Ben Ali er den tunesiske revolution blot begyndt. Den eneste ting der mangler er en revolutionær ledelse med en klar forståelse for opgaver der ligger forude. Arbejderne og ungdommen har udvist et enormt mod og givet næsten 300 ag sine bedste repræsentanter til den radikale sociale og politiske forandring af samfundets sag. Alle disse ofre må ikke være spildt. Processen vil have sine op- og nedture, men de grundlæggende modsætninger der frembragte denne revolution kan ikke løses indenfor kapitalismens grænser. De mest fremskredne elementer må forstå det og stå fast på et program for arbejdermagt og international socialisme, den eneste vej til at færdiggøre den tunesiske revolution, der er begyndt.

Med en af martyrernes moders ord: “Vi holder øje med begivenhederne, men hvis intet rigtigt ændrer sig i folks liv her – ingen lighed, ingen muligheder, ingen chance for et arbejde, fortsættelse af RCD partiets kvælertag – så starter vi en ny revolution.”