Trumps angreb på Syrien: stinkende hykleri

I går [torsdag den 6. april] iværksatte den amerikanske flåde en række missilangreb på Al Shayrat luftbase i det centrale Homs guvernement i Syrien. Syv mennesker er angiveligt blevet dræbt, og flere jagerfly siges at være blevet beskadiget.

Uden nogen undersøgelse og uden engang at gøre sig den ulejlighed at få opbakning fra nogen international institution, i en 180 graders vending i forhold til sin tidligere erklærede holdning om ikke at gribe ind i Syrien, har Trump lanceret et ensidigt angreb mod den syriske regerings styrker.

Den anførte begrundelse for dette angreb har været brugen af kemiske våben i byen Khan Shaykhun i det nordvestlige Syrien, en by som blev ramt af det syriske luftvåben. Selvfølgelig er der meget lidt dokumentation for, hvad der faktisk er sket, og hvem der har gjort det. De fleste af de "eksperter", der citeres i de vestlige medier, har været fra hjælpeorganisationer såsom Læger Uden Grænser, eller de Hvide Hjelme, som er en miskrediteret organisation med bånd til al-Qaeda og den bredere islamistiske bevægelse i Syrien. Faktisk kontrolleres Khan Shaykhun og Idlib guvermentet, hvor den er placeret, af den syriske fløj af al-Qaeda, kaldet Hayat Tahrir al-Sham (HTS). Alle oplysninger, der kommer ud af regionen, er stramt kontrolleret af islamisterne, og der er ingen måder til at bekræfte noget.

Der er ingen tvivl om, at Assads regime er fuldt ud i stand til at udføre et sådant angreb. Men på nuværende tidspunkt har det intet at vinde ved at bruge kemiske våben. Det har overtaget i borgerkrigen, takket være Ruslands opbakning. Det bevæger sig fremad på slagmarken, og det er blot et par dage væk fra ”fredsforhandlinger”, som vil styrke dets position. Repræsentanter for Trump-administrationen har gentagne gange påpeget, at de ser Assad som den eneste kraft, der kan besejre islamisterne og stabilisere Syrien. En anden fløj af den amerikanske herskende klasse er dog meget bekymret over denne situation, hvor USA giver indrømmelser til Assad og russerne. Denne fløj, støttet af Saudi-Arabien, ser en sejr til Assad, Rusland og Iran som en direkte trussel mod deres positioner i regionen.

Deres marionet-styrker, HTS og dets allierede, har været i en svag position siden generobringen af Aleppo i december 2016. Dette blev klart afsløret for bare et par uger siden, da de saudisk- og CIA-støttede grupper i Idlib hurtigt måtte trække sig tilbage, efter at de var gået i gang med en storstilet offensiv mod byen Hama. En offensiv, som var det første store brud på en landsdækkende våbenhvile aftalt af de store parter i krigen i december sidste år. Det nuværende skift i begivenhederne gavner islamisterne og deres bagmænd langt mere end nogen anden side af krigen. Opsummerede kan man sige, at der ikke er noget endeligt bevis på, at Assads regime gennemførte dette kemiske angreb. Men igen, manglende bevis har aldrig stoppet amerikanske imperialisme fra at bombe noget som helst.

Kemiske våben er en særlig grusom form for krigsførsel. Men den kyniske brug af dette kemiske angreb til propagandaformål fra imperialisternes side, har, for at sige det mildt, været kvalmende. Som om barbariet, myrderierne og plyndringen i hele regionen på en eller anden måde ikke er så slemt, før nogen bruger kemiske våben. Som om uendelige krig, hundredetusinde børns død og ødelæggelsen af selve grundlaget for civiliseret liv på en eller anden måde er moralsk acceptabelt, så længe dette drab kun sker med sværd, geværer, bomber, luftangreb og sanktioner.

For bare et par uger siden måtte den vestligt støttede operation i Mosul stoppes, efter at over 200 civile, der gemte sig i en kælder, blev dræbt i et amerikansk luftangreb. Den egentlige årsag til pausen var ikke så meget, at folk var ved at dø, men at befolkningen i Mosul, der har levet under ISIS’ styre de sidste par år, bliver mere og mere fjendtlige over for de irakiske styrker og koalitionsstyrkerne. Selvfølgeli, var der ingen ende på krokodilletårerne og fordømmelsen, da russerne og syrerne bombede Aleppo. Men ingen taler om Mosul i dag.

Yemen er et andet bekvemt ignoreret spørgsmål. 13 millioner mænd, kvinder og børn bliver bevidst sultet ihjel af det rådne saudiske monarki. Skoler og hospitaler bombes på daglig basis med forbudte klyngebomber, som sælges til saudierne af britiske og amerikanske virksomheder. Hvad er britisk og amerikansk imperialismes rolle der? Aktiv logistisk, efterretninger og maritim støtte til krigen og blokaden.

Ingen magt har dræbt flere mennesker i Mellemøsten end amerikansk imperialisme. Besættelsen af Irak var også baseret på påstande fra "ekspertkilder" og beskyldninger om brug af kemiske og andre masseødelæggelsesvåben, som viste sig at være falske. Det har ifølge den Nobelpris-vindende organisation, Læger for social ansvarlighed, direkte ført til, at op mod en million er blevet dræbt. Inden da anslog FN selv dødstallet for civile irakere, der var ramt af USA’s sanktioner, til 1,7 mio. Det er næsten 3 millioner irakere dræbt af USA siden 1990. Og hvad med den forarmede uran, der blev anvendt i begge Irak-krige? Eller de hvide fosfor bomber der blev kastet over Fallujah af amerikanske tropper i 2004, og som den dag i dag har efterladt en by med en høj grad af fosterskader? I 1996, da hun blev spurgt ind til den halve million mennesker, der er døde af amerikanske sanktioner i Irak, sagde Madeleine Albright, ”vi mener, at det er prisen værd.”

Med sin barbariske krig i Irak har den amerikanske imperialisme destabiliseret hele regionen. I Syrien greb USA og dets regionale allierede Tyrkiet, Jordan og Saudi-Arabien, ind for at kapre den indledende revolutionære bevægelse og skubbe den i retning af en reaktionær sekterisk konflikt. Den direkte og indirekte støtte til al-Qaeda og andre reaktionære jihad-organisationer har skabt et Frankensteins monster, som vil hjemsøge hele regionen, såvel som Vesten, i mange årtier fremover.

Det er klart, at for Donald Trump og den amerikanske herskende klasse, er syrerne eller nogen andre menneskers skæbne ikke vigtig. De bekymrer sig heller ikke om hvem, der har dræbt hvem, eller om de har brugt kemiske våben eller ej. Det pludselige skift i Trumps politik overfor Assad er en 180 graders vending fra hans position i forhold til for bare et par uger siden, hvor han hævdede, at den eneste vej ud af rodet i Syrien var en fælles indsats med Rusland og Assad. Det er klart, at Trump er under pres fra dele af den amerikanske herskende klasse, som ønsker at stoppe hans tilnærmelse til Putin. Ikke at Trump har nogen moralske skrupler over at gå med på dette. I denne sammenhæng var det kemiske angreb en ”praktisk” undskyldning for at forme den offentlige mening, som forberedelse til et angreb.

Det var et kynisk og beregnet træk med det ene formål at forsvare den amerikanske herskende klasse og dets allieredes snævre interesser, og at sende et signal, især til Rusland, om at den amerikanske imperialisme stadig er "en del af spillet" i Syrien , at opsplitte Ruslands-Iran-Assad alliancen og forberede sig på at forhandle om Assads fremtid. Det vil sige, det er ikke andet, end en fortsættelse af den reaktionære imperialistiske borgerkrig, hvorfra det syriske folk intet får udover elendighed.

Desværre er en stor del af venstrefløjen i Vesten hoppet med på vognen og gentager den vestlige imperialisme og massemediernes linje. Selvfølgelig er der intet progressivt i Assads regime eller i Ruslands beskidte spil i Syrien. Men i forsøget på at gå imod disse magter, stiller nogle sig i samme lejr som den mest reaktionære kraft på planeten; amerikansk imperialisme. Skyndsomt lægger de deres vægt bag det amerikanske bombardement, og glemmer tilsyneladende, hvad vestlig indgriben uden undtagelse har ført til gennem historien i Mellemøsten - mere ustabilitet og barbari. Ikke desto mindre kritiserer disse "venstreorienterede" ikke USA for at gribe ind, men for ikke at gribe nok ind!

Sandheden er, at i mangel på en virkelig revolutionær bevægelse baseret på arbejderklassen, vil en vestlig støttet militær omstyrtelse af Assads regime betyde, at Syrien oversvømmes af ISIS og vestligt støttede al-Qaeda-forbundne grupper, der ikke har nogen større principielle uoverensstemmelser med ISIS. Det barbariske kaos, skabt af vestlig intervention i Libyen, bør være en lærestreg om sådanne interventioners reaktionære karakter. Det syriske folk er godt klar over dette, og, hvis noget, vil dette angreb hjælpe Assad ved at få dem ind bag ham.

Den eneste virkelige løsning er en klar selvstændig klasseposition. Til arbejderne og ungdommen i Vesten, der virkelig ønsker at afslutte elendigheden og barbariet i Mellemøsten, må vi sige klart: fjenden er herhjemme! De samme mennesker, der angriber arbejderklassen i Vesten, der indfører den vold, der skabes af besparelser, arbejdsløshed og faldende levestandard hjemme, har dræbt og myrdet de arbejdende masser i Mellemøsten i årtier, hvis ikke længere.

De mest reaktionære kræfter i Mellemøsten er den vestlige imperialisme og dens allierede, der ønsker at dominere, lænke og udnytte befolkningerne i denne region, og som læner sig op af de mest reaktionære tilbagestående grupper og lag for at gøre det. Uden støtte fra vestlig imperialisme, ville alle jihad-grupperne og næsten alle de reaktionære diktaturer i regionen kollapse. Samtidig kan vi ikke give nogen støtte til vores egne imperialisters konkurrenter;. Putin, Assad eller mullaherne i Iran, der alle er mere end villige til at lave en aftale med dem, så længe deres egne snævre interesser beskyttes.

Krisen i Mellemøsten er et direkte resultat af den blindgyde, som kapitalismen på verdensplan befinder sig i. Et anarkisk system, i dyb krise, der i sin "periferi" er ved at synke ned i barbari. Den amerikanske intervention i Syrien vil kun gøre tingene værre. Det, der er behov for, er ikke at udvide krigen i Mellemøsten, men at bringe den tilbage herhjem i form af klassekamp mod de herskende klasser. En herskende klasse, som ikke spiller nogen produktiv rolle, men som spreder terror og ødelæggelse overalt.