Teser om Ukraine

Den grundlæggende årsag til krisen i Ukraine skal findes i de katastrofale følger af genoprettelsen af kapitalismen. Ødelæggelsen af planøkonomien var et enormt tilbageslag, ikke kun fra et økonomisk synspunkt men også fra et socialt.

Fra planøkonomiens aske fremkom et brutalt kapitalistisk regime baseret på tyveri af statens ejendom i stor skala begået af forskellige grupper af skurke og mafiosoer, oligarkerne som kom til at styre økonomien og derfor også det politiske system.

Mafia-agtig kapitalisme resulterede i en rodfæstet ustabilitet, hvor den vestlige imperialisme drog fordel af krisen i Rusland, til at udøve deres indflydelse over Ukraine, og derigennem rokkede ved magtbalancen i regionen i en hel periode, og skabte baggrunden for den nuværende krise.

Nogle af oligarkerne mente, at deres interesser var bedre tjent med en alliance med Vesten, andre stod på Ruslands side, men den overordnede motivation var profitmaksimering for enhver pris gennem lovlige og mestendels ulovlige midler. På dette grundlag var det umuligt at skabe selv en antydning af et fungerende borgerligt demokrati. Det ene korrupte og autoritære borgerlige regime fulgte det andet.

I slutningen af 2013 besluttede den daværende præsident Yanukovich, i sidste øjeblik, at indstille underskrivelsen af en associationsaftale, og besluttede i stedet at indgå en aftale med Rusland. Indtil dette punkt havde han ledet landet i oligarkerne interesser og fulgt et IMF-inspireret program for yderligere privatiseringer og nedskæringer. Dermed underminerede han styrets folkelige opbakning, selv i det sydøstlige Ukraine hvor størstedelen af hans vælgerbase var.

Den eneste grund til, at han brød med vesten, var, at han troede, at han kunne få en bedre aftale med Rusland. Efter stalinismens sammenbrud forfulgte tysk kapitalisme en politik om at ekspandere mod øst, og de var parat til at bruge store pengesummer for at sikre deres dominans i regionen.  Men i 2013, midt i den mest alvorlige krise i Europa, var de ikke længere så ivrige efter at bruge den sum penge, der var nødvendig, hvis Ukraine (som oplevede en dyb økonomisk recession) skulle optages i EU. For at få den bedste aftale forsøgte Yanokovich at spille Vesten ud mod Rusland og omvendt.

Hans beslutning om ikke at underskrive aftalen med EU, var gnisten til bevægelsen, der blev kendt som Euromaidan. Bevægelsen havde en vis støtte blandt de dele af befolkningen (først og fremmest i den vestlige og centrale del af landet), der så mod Vesten, med illusioner om, at man ved at linke op med EU ville øge levestandarden eller at de ville opleve en gentagelse af det polske “mirakel”. Dette var en reaktionær illusion, men den var i stand til at mobilisere en del af befolkningen mod Yanukovich.  

Selvom det afspejlede en virkelig utilfredshed og havde en massekarakter, især i begyndelsen, var Euromaidan under dække af en kamp mod korruption og undertrykkelse, i sidste ende en reaktionær bevægelse, set ud fra dens klassesammensætning, politiske mål og dens dominerende politiske kræfter og lederskab.

Den bestod primært af den småborgerlige liberale intelligentsia, lumpenproletariske elementer og de ruinerede mellemlag og bevægelsen var stærkest i den vestlige del af landets landdistrikter. Dens erklærede mål var underskrivningen af en associationsaftale med EU, som nødvendigvis ville komme med betingelser om nedskæringsprogrammer, som ville betyde, at arbejderklassen skulle betale for kapitalismens krise. Endeligt var de borgerlige liberale oppositionspartier dominerende i mobiliseringen og det yderste højre og nynazistiske styrker bidrog med stormtropper.

USA spillede en vigtig rolle i Euromaidans udfald, på samme måde som de medvirkede til “Orange Revolutionen” i 2004. John McCain talte til demonstrationerne i Kiev og den amerikanske assisterende udenrigsminister indrømmede at have brugt 5 milliarder dollars, siden Ukraine blev uafhængigt, for at få deres politik implementeret i Ukraine.

Da Yanukovich indså, at han ikke længere kunne fastholde magten gennem undertrykkelse og ikke var i stand til at mobilisere nogen betydelige kræfter for at modgå Euromaidan-bevægelsen, besluttede han sig for at lave en aftale, som indebar, at han forlod scenen. Dette var for lidt og for sent. De kræfter, som var blevet sluppet løs, var ikke længere interesserede i en handel, men ønskede et tydelig brud. På dette tidspunkt blev snigskytter anvendt til at dræbe demonstranter og politibetjente. Det er ikke klart, hvem der beordrede nedskydningerne, men resultatet var, at Yanukovich flygtede fra landet, og en ny “fungerende” regering blev indsat i Kiev. Som svar til dem, der gladelig taler om den nye regerings legalitet, kan det nævnes, at blev den stemt ind af Radaen (parlamentet), som var omringet og “beskyttet” af bevæbnede paramilitære neo-nazister og fascistiske bøller.

Vi kan på ingen måde støtte den afsatte Yanukovich-regering, men den nyindsatte regering er, om muligt, endnu mere reaktionær. Dette er en regering bestående af pro-vestlige borgerlige partier, som inkluderede ministre fra det højreekstremistiske Svoboda parti (som også fik posten som statsanklager) og som inviterede medlemmer fra den neo-nazistiske højresektor til at deltage (selvom de nægtede).

Den fungerende regering med præsident Turchynov og premierminister Yatseniuk var fuldstændig på linje med Washingtons interesser og forpligtede sig til at få landet ind i NATO og EU. Yatseniuk beskrev det som en kamikaze-regering, forpligtet til en hurtig implementering af en række chok-tiltag krævet af IMF, for at bane vejen for en ny valgt regering med en form for legitimitet. Blandt disse tiltag var ophævelsen af tilskuddet til at holde prisen på gas og varme nede, massefyringer af offentlige ansatte, fastfrysning af lønninger og pensioner osv.

Dette totale skift i Ukraines alliancer var en klar provokation for den russiske herskende klike, som ikke ville tillade endnu en tidligere sovjetnation tilsluttede eller tilknyttede sig NATO, især ikke et land med en flådebase af afgørende strategisk betydning for den russiske flåde i Sevastopol og et stort russisktalende mindretal. 

Siden krigen i Georgien i 2008 har Rusland forsøgt at hævde sig på verdensarenaen. Selvom det ikke er nær så magtfuldt som amerikanske imperialisme, er Rusland en kapitalistisk stat styret af et parasitisk og grisk oligarki, der søger kontrol over naturressourcer og indflydelsessfærer.  Ruslands udenrigspolitik afgøres fuldstændig af oligarkiets interesserer og kyniske mål og indeholder ikke et eneste atom progressivt indhold. Selvom det ikke reelt har den økonomiske eller militære styrke til at udfordre USA på verdensarenaen, forsøger det at have sin egen uafhængige udenrigspolitik og vil gerne forhandle med USA fra en styrke-position.

Krigen imod Georgien i syd-Ossetia repræsenterede et vendepunkt, hvor det endelig lykkedes Rusland at udnytte de amerikanske imperialisters fejl med at strække deres kræfter for tyndt og Ruslands overlegne kræfter på landjorden i regionen. Det russiske militær og herskende klasse så til – med en form for national ydmygelse – mens de østeuropæiske lande, selv dem der havde været en del af Sovjetunionen, et efter et blev bragt ind under vestlig indflydelse efter Sovjetunionens sammenbrud. Jugoslaviens opsplitning og bombningen af Serbien bidrog yderligere til det russiske militærs følelse af at være omringet og under belejring

Den amerikanske imperialismes relative svækkelse, især i det sidste årti, hvor deres ressourcer blev drænet af eventyrene i Afghanistan og Irak, blev stillet til skue af USA’s magtesløshed i krigen i Georgien i 2008. Ligeledes i Syrien indtog Rusland (selvom Moskva var klar til at droppe Assad, da det så ud til, at han ville blive væltet) til sidst en position, som bragte dem i konflikt med USA og spillede en central rolle i Obamas forfejlede amerikanske trusler om at bombe Syrien på baggrund af deres påståede kemiske angreb i august 2013. Alt dette er blevet bekræftet i de nylige udviklinger i Irak, som igen afslører den amerikanske administrations magtesløshed.

Dette blev yderlige udstillet af udviklingen af krisen i Ukraine og annekteringen af Krim, som viste den amerikanske imperialismes svaghed i Ukraine. Den amerikanske regering pustede og prustede og talte om “røde linjer”, der ikke må overtrædes, om de nationale grænsers ukrænkelige princip i Europa og andet hyklerisk sludder, men i sidste ende måtte acceptere annekteringen af Krim til den russiske føderation som et fait accompli.

Det er værd at bemærke Putins tale, hvor han fordømte USA’s hykleri og fordømte dem som fortalere for Kosovos selvstændighed, som de bakkede op med bombningen af Serbien (Ruslands traditionelle allierede) for 15 år siden. Den nuværende konflikt har skubbet Rusland mod en tættere alliance med Kina og anspændt forholdet til USA yderligere.

For kliken i Kreml havde annekteringen af Krim intet at gøre med folkets vilje på Krim, men mere med at forsvare deres egne strategiske interesser. Uanset hvad, på trods af den måde annekteringen fandt sted på, afspejlede den ønsket hos flertallet af befolkningen på Krim, der afviste de nye autoriteter i Kiev og så mod Rusland med håb.

Lige fra starten implementerede den nye Kiev Maidan regering en række tiltag, der kun kunne tolkes som en provokation mod de russisksprogede ukrainere i den sydlige og østlige del af landet. Radaen stemte for at tilbagekalde en lov introduceret af Yanuovich, som tillod minoriteters sprog officiel status på et regionalt niveau (denne tilbagekaldelse blev dog aldrig blev underskrevet af Turchynov på grund af det ramaskrig den medførte). Kiev udpegede forhadte oligarker som regionale guvernører i Donetsk, Kharkov, Dnepropotrovks osv. Arbejderne i de industrielle regioner i syd og øst forstod, at en hvilken som helst aftale med IMF og EU og en afbrydelse af relationerne med Rusland ville være skadeligt for dem.

Således opstod der en anti-Maidan bevægelse for nationale, demokratiske og sociale rettigheder i syd og øst. Der er ingen tvivl om, at Regionernes parti og formodentlig russiske agenter spillede en rolle i at opildne den, ud fra deres egne interesser. Men bevægelsen havde dybe sociale rødder og afspejlede den udbredte modstand i arbejderklassen mod den “fungerende” regering i Kiev, som med rette blev set som oligarkernes regering, der trampede på deres nationale, demokratiske og sociale rettigheder.

I ugevis var der anti-regerings demonstrationer i Kharkov, Odessa, Luhansk, Donetsk osv. Denne bevægelse involverede forskellige elementer. Der var et element af russisk nationalisme og russiske flag vajede ved protesterne. Selv dette bør dog ikke kun tolkes fra et nationalt synspunkt. En meningsmåling viste, at det, der tiltrak folk i disse regioner til Rusland, var, at industriarbejderne fik højere lønninger.

Der var også et element af sovjet-nostalgi med tilbageblik på en tid med fuld beskæftigelse, uddannelse og sundhed til alle; en tid hvor millioner ikke var tvunget til at emigrere i jagt på et levebrød og uden den nuværende epidemi af stofmisbrug, alkoholmisbrug og fortvivlelse.

Anti-fascisme spillede også en vigtig rolle. Millioner af Ukrainere var del af den Røde Hær i kampen mod nazi-Tyskland. Mange blev derfor med rette frastødt af de højreorienterede reaktionære ukrainske nationalister, der gjorde krav på arven fra anden verdenskrigs nazi-kollaboratører og anti-kommunistiske kæmpere, som Stephan Bandera, SS Galicia divisionen osv.

Også her spiller det nationale spørgsmål en vigtig rolle. Stalinistiske udrensninger, tvangskollektiviseringer, massedeportationer osv. endte med at forbinde en streng af den ukrainske nationalisme med rabiat anti-kommunisme og reaktionære ideer, især i den vestlige del af landet

Endelig var der også reaktionære pro-russiske og pro-russsiske monarkistiske elementer i anti-Maidan bevægelsen. De steder hvor venstreorienterede organisationer var stærkere, blev de reaktionære elementer svagere og venstreorienterede ideer og symboler dominerede (Som i Odessa og Kharkov)

Frem for alt havde bevægelsen dybe sociale og økonomiske rødder i arbejderklassen i den sydlige og østlige del af landet, som ikke kan forklares som russiske agenter, agitatorer eller betalte lejesoldaters værk.

Da bevægelsen ikke havde et klart perspektiv begyndte en del efter et stykke tid at lede efter, hvad der lignede en genvej: Den bevæbnede besættelse af offentlige bygninger, proklamation af republikker og appeller om russisk intervention. Dette var i et vist omfang en kopi af Euromaidan-bevægelsens metoder, der så ud til at have virket. På den anden side, var det ikke det der var sket på Krim?

Ud fra Putins synspunkt udgjorde Krim en strategisk position, Donetsk og Luhansk gjorde ikke. Besættelsen og annekteringen af disse områder ville være blevet mødt med modstand fra den ukrainske hær, det ville have sat Rusland i en svær position internationalt, og skadet handelsforbindelserne til EU og med hvilket formål? Russisk annektering af disse industrielle områder ville have tvunget Kreml til at betale regningen for den "omstrukturering" af områdets industri, der ud fra et kapitalistisk synspunkt, ville være nødvendig, såvel som integrationen af en urolig befolkning, der kunne være vanskelige at håndtere.  

Det russiske oligarkis mål i Ukraine var aldrig at besætte disse to regioner, men nærmere at bruge sine magtmidler (primært gasforsyningen) til at tvinge en hvilken som helst regering i Kiev til at nå en mulig sameksistens med både Rusland og EU (i modsætning til en ensidig alliance med NATO). Men havde der været en massakre på civilbefolkningen i Donbas, havde Putin måske været tvunget til at gribe ind på trods af konsekvenserne. Han kombinerede afpresning gennem gasforsyningen med opvisning af russisk militærmagt ved grænsen for at få, hvad han ville have.

I dette faldt Kremls interesser sammen med den tyske kapitalismes. Tyske selskaber har vigtige investeringer og interesser i Rusland og frem for alt er Tyskland afhængig af Ruslands gasforsyning, som løber gennem Ukraine. Enhver ide om sanktioner mod Rusland ville skade tysk kapitalisme. Her er der forskel på Berlins og Washingtons interesser. Det Hvide Hus ved, at USA’s handel med Rusland er ubetydelig og igennem konflikten har de forsøgt at genvinde deres interesser i Østeuropa og provokere Kreml.

Valget af Poroshenko, en snu oligark, som har støttet alle regeringer og samtidig alle oppositionsbevægelser i Ukraine siden kapitalismens genindførsel, afspejlede præcis Moskvas og Berlins interesserer i en gensidigt acceptabel forhandlingsløsning. 

Erklæringen af republikkerne i Donetsk og Luhansk blev sandsynligvis fremskyndet af illusionen om, at Rusland hurtigt ville anerkende dem. Den oprindelige erklæring om suverænitet fra Donetsk Folkerepublik indeholdt en række meget progressive elementer. Den talte om kollektivt ejerskabs forrang over privat ejendom; det angreb menneskets udnyttelse af mennesket, og stod for en multinational, multi-etnisk republik. Men bevægelsens klassekarakter forblev generelt set uklar. Sovjetiske emblemer, billeder af Lenin (og Stalin!), henvisninger til Sovjetrepublikken i sydøst i 1918, anti-fascistisk retorik, osv blev anvendt, men på samme tid blev der fremvist nationalistiske og religiøse symboler. Det var en bevægelse, som indeholdt progressive anti-oligarkiske og venstreorienterede elementer, men som samtidig afspejlede de nødvendigvis forvirrede ideer, som herskede i mangel af en klar ledelse og efter 25 år med den ideologiske modoffensiv, som fulgte genoprettelse af kapitalismen.

Kiev svar på den væbnede overtagelse af administrative bygninger og dele af politiet og efterretningstjenestens masseafhopninger til det oprørske folk, var at lancere en ”anti-terroristisk operation” (ATO). Men tre på hinanden følgende bølger af ATO blev stoppet, fordi ukrainske tropper nægtede at åbne ild mod ubevæbnede civile, der omringede dem i Kramatorsk, Sloviansk, osv. og endda fraterniserede med dem. Det viser, at bevægelsen i Donbas ikke bare var et spørgsmål om ”russiske agenter og separatistiske lejesoldater”, men havde den aktive eller passive støtte fra flertallet af befolkningen i disse regioner (som man også kunne se i folkeafstemningen).

Tropperne fraterniserede ikke bare, der var også mytterier og protester fra de værnepligtige og reservesoldaternes pårørende, der i flere tilfælde fysisk forhindrede tropperne i at blive sendt til fronten. Vi må huske, at disse soldater, der blev sendt i døden for Kievs ”fungerende regering”, i de fleste tilfælde hverken var ordentligt udstyret (40% havde ingen kropsbeskyttelse), eller fik ordentlig mad eller blev betalt. 

Kiev svarede ved at genetablere Nationalgarden og forskellige bataljoner under Indenrigsministeriet bestående af ”patriotiske frivillige” fra fascistiske og neonazistiske organisationer (Ukraines patrioter, Broderskabet, Svoboda, Maidan selvforsvar, osv.) mange af dem del af Højresektor. Indlemmelsen af disse paramilitære bøller i ATO havde to formål: det forsynede regeringen med fanatiske tropper, der var parate til at gennemføre lovlige og ulovlige aktioner mod de ”russiske terrorister” og det ledte dem samtidig væk fra modstand mod regeringen (lad os ikke glemme at politiet havde dræbt en af lederne af højresektor, der som svar truede med at vælte den med magt). 

Ved at føre krig mod sit eget folk på nationale linjer blev regeringen skubbet yderligere til højre, eftersom alle, der er imod den nu, er blevet agenter for en fremmed magt og separatister. Vi har både set angreb på venstreorienterede organisationer, lukningen af Kommunistpartiets kontorer i Kiev og andre byer, samt skridt i retning af at forbyde partiet, raids mod Borotbas kontorer i flere byer, der har tvunget dem til at gå under jorden, en bølge af arrestationer, der slås ned på sociale medier og vi ser et generelt angreb på demokratiske rettigheder.

Det ville være unøjagtigt at beskrive myndighederne i Kiev som en ”fascistisk junta”. Det er en regering bestående af oligarker, der implementerer brutale nedskæringer. Det er disse samme mennesker, der var ved magten for Euromaidan bevægelsen. Ikke desto mindre er den herskende klasse svunget skarpt til højre. Den bruger ikke bare ekstreme højreelementer som stødtropper. Paroler, der tidligere var begrænset til ekstremhøjreorienterede Banderister, bruges nu i pressen og medierne, inklusiv af politikere som Poroshenko. Første maj demonstranter, fagforeningskonferencer og andre begivenheder angribes af elementer fra den ekstreme højrefløj, inklusiv dem der udgør en del af statsapparatet. Ledende oligarker, som Tymosjenko, takkede offentligt gerningsmændene til Odessa massakren. På samme tid ignorerer medierne, at Højresektor indrømmer, at de brændte bygningen.

ATO operationen, der har været ude af stand til at vinde nogen store slag (måske med indtagelse af Marupol) i direkte mand mod mand kampe, har i stigende grad sat sin lid til artilleriild, luftbombardementer og andre planløse krigsmetoder. Det har bare haft som effekt at skærpe oppositionen til regeringen og styrke den væbnede modstand. Hertil skal vi lægge virkningen af Odessa massakren, gennemført af fascistiske bøller d. 2. maj, samme dag som ATO blev lanceret.

På samme tid som bevægelsen i Donbas domineres af det militære element, er reaktionære kræfter i stigende grad blevet dominerende. Enhver militær konflikt virker som en magnet for eventyrere, kriminelle elementer og lignende. Eksempler på dette er ledelsen for modstanden i Sloviansk, Strelkov, en russisk monarkist, der kæmpede som frivillig lejesoldat i Tjetjenien og Serbien.

Donetsk Republikkens (DPR) konstitution, der er blevet udgivet uden diskussion, repræsenterer et reaktionært tilbageskridt fra erklæringen om selvstændighed. Den taler om den ”ortodokse tro” som det ledende princip for republikken, ligestiller offentlig og privat ejendom osv.

Det er kun den ene side af ligningen. Det er i stigende grad klart, at Rusland ikke havde tænkt sig at støtte disse republikker, at arbejderne i stigende grad blev involverede og at oligarkerne i Donbas, der i begyndelsen stiltiende eller taktisk støttede protesterne, af frygt for nationaliseringer fra DPR lederne, nu åbent er gået over på Kievs side. Landets rigeste mand Rinat Akhmetov, hvis firma har næsten 300.000 ansatte i regionen, gik så langt som at forsøge at organisere sine ansatte imod DPR, men fejlede miserabelt.

Det har kun kastet yderligere benzin på de anti-oligarkiske følelser. Først annoncerede DPR, at eftersom Akhmetov nægtede at betale skat til dem, ville hans ejendom blive eksproprieret. Så sagde en anden talsmand, at ekspropriationerne ikke ville påvirke Akhmetov, da han var en mand, man kunne forhandle med. Senere talte en udtalelse fra Luhansk republikken om ekspropriering af den ulovligt privatiserede ejendom, der endte i oligarkernes hænder. Dette afspejler tydeligvis en splittelse på dette spørgsmål blandt de forskellige DPR ledere. Folkeborgmesteren i Sloviansk annoncerede også nationaliseringen af alle virksomheder i byen.

Det bemærkelsesværdige er bevægelsen blandt minearbejderne i Donetsk, der nu forener offentlige og private virksomheder imod ATO og kræver de ukrainske troppers tilbagetrækning. Arbejderne er også kritiske overfor DPR autoriteternes vaklen og forsagte holdning angående sociale og økonomiske spørgsmål. I deres sidste demonstration var der ikke en eneste russisk flag i syne, hvilket er sigende. Der er også forhandlinger og møder om at reetablere Kommunistpartiet i Donetsk, med deltagelse ikke bare fra CPU men også andre elementer udefra, inklusiv Borotba.

På spørgsmålet om konflikten mellem Kiev og republikkerne kom Strelkov med en militær vurdering af situationen, som er ret præcis. ”Den ukrainske hær har omringet og lukket grænsen,” sagde han, ”Overfor den overlegne ildkraft og styrker kan vi kun stå imod men ikke gå til modangreb. Det er et spørgsmål om uger eller måske måneder, men uden russisk hjælp kan vi ikke overleve,” forklarede han. Han fortsatte med at sige, at russisk hjælp ikke kom, hvilket han anså for et forræderi og forudså, at bevægelsen kun ville være i stand til at rejse sig igen ”efter en Maidan i Moskva”.

Fra hans snævre russisk nationalistiske og rent militære synspunkt har han selvfølgelig ret. Men en borgerkrig er aldrig hovedsageligt et militært spørgsmål, men snarere et politisk. Hvis DPR beslutsomt gik i gang med at ekspropriere oligarkerne og på det grundlag appellerede til resten af arbejderne i Ukraine, inklusiv i de centrale og vestlige regioner, ville det få en kraftig genlyd.

Imens har Poroshenko, Putin og Merkel effektivt kvalt Donbas og sat resten af oprørerne i en umulig situation. Det er stadig ikke udelukket, at hele situationen måske optrævles, men disse tre magtfulde spillere har et klart mål: at nå en forhandlet løsning der udelukker oprørerne. Kiev har behov for at genvinde den militære kontrol over hele territoriet (eksklusiv Krim som det allerede har opgivet), Rusland ønsker indrømmelser, der garanterer dets indflydelse på ukrainsk politik såvel som opretholdelsen af sin handel med EU og endelig ønsker Tyskland at sikre forsvaret af sine erhvervsinteresser i Rusland og gasforsyningen.

Det er betydningen af Poroshenkos “fredsplan” og “våbenhvile”, der inkluderer respekt for den russisktalende befolknings sproglige rettigheder, direkte valg af guvernører og føderalisering. For oprørerne vedkommende tilbydes de begrænset amnesti og sikker passage til Rusland, hvis de ønsker det, men de må opgive enhver ide om at have deres egne republikker. Fra Donbas’ synspunkt er dette et forræderi og ydermere et, som det ser ud til Rusland bakker op om. Men de har meget få muligheder tilbage.

Der er selvfølgelig elementer, der er ude af de store spilleres kontrol. Fascisterne i bataljonerne og Nationalgarden afviser enhver ide om kompromis eller endda forhandlinger med ”terroristerne”. Donbas republikkerne føler sig forrådt af Moskva og ønsker ikke at give op.  

USA's rolle i den ukrainske konflikt kan kun forstås på grundlag af den amerikanske imperialismes position i verden. USA har ingen direkte økonomiske interesser i Ukraine, eller nogen andre former for interesser. Ikke desto mindre har Udenrigsministeriet, CIA og den amerikanske administration siden begyndelsen af Euromaidan bevægelsen kastet al deres vægt ind i situationen og dermed skærpet konflikten ved at give hard-linerne i Kiev forsikringer om, at de havde opbakning fra en magtfuld allieret. 

I mere end 20 år har USA ydmyget og provokeret Rusland ved at fremme NATOs ekspansion ind i central- og Østeuropa og opslugt alle de lande, der tidligere var del af Warszawa pagten og endda nogen tidligere sovjetrepublikker. Den sidste runde af NATO’s udvidelse (2004) og Rumsfields ide om det ”Nye Europa”, som en af USA's allierede i modsætning til det ”Gamle Europa” (dvs. Frankrig og Tyskland, der på det tidspunkt var tilbageholdende med at gå med det amerikanske eventyr i Irak) viste, at en sådan politik havde to formål: at intimidere Rusland på den ene side og at holde de europæiske magter i en underordnet position i forhold til USA.

Til det kan vi tilføje, at på trods af det kæmpe atomvåbenlager, som Rusland stadig besidder, har muligheden for at sætte missilsystemer ind tæt på hendes grænser, ledt USA til at forestille sig muligheden for at neutralisere en stor del af det lager, og dermed genvinde muligheden for en ”first strike”, som de har manglet siden 1950’erne. Hvis vi lægger spørgsmålet om, hvorvidt det i realiteten kunne udføres i praksis til side, er der ingen tvivl om, at det hjælper til at forklare Putins reaktion både i Georgien og nu i Ukraine.

Men den amerikanske indblanding i Ukraine har også et andet formål, som er Tyskland og EU, selvom det er mindre åbenlyst. At bryde forbindelsen mellem EU og Rusland betyder at svække grundlaget for tysk kapitalisme, de områder hvor de i størst grad har udvidet deres indflydelse ved at eksportere både deres produkter og deres fabrikker og ramme dets svage punkt, som er energiforsyningen (et særligt kritisk spørgsmål for lande som Tyskland og Italien og lidt mindre for Frankrig).

De sidste par måneder har Merkel forsøgt at gøre passiv modstand mod presset fra Washington og forsøgt at vinde tid, at reducere omfanget af sanktionerne imod Rusland og finde en løsning, der kunne sikre hendes interesser og hendes relationer med Rusland. Men i sidste ende er hun på hvert stadie blevet nødt til at bukke under for presset fra hendes stærkere ”allierede” og acceptere eskaleringen, men modvilligt. Sandheden er, at i en større konflikt mellem Rusland og USA er der ingen plads til en uafhængig politik fra Tyskland side, 1) på grund af landets militære svaghed og 2) på grund af delingerne indenfor EU. 

I Syrien blev den amerikanske imperialisme mødt af en åben opposition fra Rusland og Kina, som den ikke havde oplevet længe. Det har været et ydmygende tilbageslag for Obama (og Cameron), der måtte trække i land og gjorde sig selv til grin. Et nyt og mere alvorligt diplomatisk nederlag i Ukraine ville betyde et meget hårdt slag mod Washingtons interesser og prestige. Og prestige (eller med andre ord, troværdigheden af ens trusler) er ikke den mindst vigtige del af udenrigspolitik.

En virkelig aftale er kun mulig med fuld involvering af både Rusland og USA, men i dag kan det kun ske ved en de facto overgivelse fra Putin, der ikke ser ud til at være parat til at gå ned ad same vej som Jeltsin i 1990’erne.

Fra det følger den hidtil usete ubalance i den amerikanske politik og det forklarer også hvorfor, der ikke kommer en sådan aftale, på trods af at der teoretisk set er mange konvergerende interesser, der kunne åbne vejen for en eller form for kompromis (der uanset hvad ville være på bekostning af det ukrainske folk), men at krisen tværtimod er snor sig nedad i en modbydelig spiral. Nedskydningen af det malaysiske fly og de efterfølgende begivenheder har yderligere accelereret krisen dramatisk.

Regeringen i Kiev er ikke stærk. Den står ikke bare overfor en voksende bevægelse indenfor de væbnede styrker og blandt soldaternes pårørende imod ATO, men på mellemlang sigt vil de tiltag, der fra et kapitalistisk synspunkt er nødvendige (privatiseringer, massefyringer, fastfrysning af lønninger og pensioner, sænkelse af støtten til gas, devaluering osv.), gøre indtryk på befolkningen i hele landet. Disse sociale og økonomiske spørgsmål vil på et tidspunkt komme på tværs af det nationalistiske hysteri også i den vestlige og centrale del af landet. Den udbredte karakter af bevægelsen blandt soldaternes pårørende er bare en indikation på den virkelige stemning under overfladen.

At flertallet af folket i de svindlede præsidentvalg stemte på den kandidat, der stod udenfor regeringskoalitionen og fremstod som mindst nationalistisk og som sagde, at han ønskede hurtigt at bringe ATO til en ende, er også bemærkelsesværdigt. I det valg fik de åbent neo-nazistiske Højresektor og det ekstremhøjreorienterede parti Svoboda knap 2% af stemmerne tilsammen (selvom Lyashkos Radikale Parti, der nu arbejder tæt sammen med Højresektor SNUA og i hele sin præsidentkampagne var iklædt sort militærtøj i ATO, fik over 80%).

Marxisternes opgaver i denne komplicerede situation er klar. Først og fremmest er vi imod Kiev regeringen, en reaktionær regering der indeholder ekstreme højreelementer og forsøger at længe sig op af fascistiske bøller i statsapparatet og som angriber demokratiske rettigheder. Og vi står solidarisk sammen med de kræfter i arbejderbevægelsen og på venstrefløjen, der kæmper imod den og som lider under alle mulige former for undertrykkelse, pogromer, mord, ATO angrebene og anden brutalitet. Det betyder ikke, at vi er forpligtiget til at give nogen støtte til de reaktionære russiske nationalistiske og forvirrede elementer, der tilfældigvis er i ledelsen for Donbas republikkerne. Tværtimod er det vores pligt at pointere, at kun en klassebaseret internationalistisk politik, der er solidt baseret på eksproprieringen af oligarkerne, kan garantere deres sejr imod Kiev.

For det andet har vi advaret mod enhver illusion til, at Putin står for de demokratiske, nationale eller sociale krav fra det arbejdende folk i det sydøstlige Ukraine. At, vi her havde ret, er allierede bevist i praksis.

For det tredje går vi imod vores egne vestlige regeringer, der står fuldt ud bag den ukrainske reaktionære regerings krig imod sit eget folk.

Vores kammerater i Rusland har den vanskelige opgave at opbygge solidaritet med den antifascistiske modstand i Ukraine, mens de fører en uforsonlig kamp imod deres egen glubske, hykleriske og reaktionære borgerlige regering, en position de har fastholdt konsekvent under hele konflikten.

Ideen om, at hovedårsagen til konflikten, er russisk imperialistisk aggression mod et semi-kolonialt Ukraine, er at vende virkeligheden på hovedet og fører direkte til støtte til Kiev, dets morderiske ATO og de fascistiske bander, der kæmper i den, dets angreb på demokratiske rettigheder og dets reaktionære nationalisme. At såkaldte ”socialister” i Ukraine og endnu værre i London og Washington forsvarer en sådan position er dobbelt forræderisk.

Det er ironisk, at de samme “venstreorienterede” grupper, der altid råber hysterisk op om fascisme hver gang en højreorienteret reaktionær populistisk grupper oplever en stigning i deres vælgermæssige støtte, er ude af stand til at anerkende eksistensen af virkeligt nazistiske og fascistiske bander, der hver dag dræber venstrefløjsaktivister, stormer deres kontorer og rekrutteres af en reaktionær regering, som hjælpetropper i krigen mod dets eget folk.

Vi må bekæmpe fascismen. Men kampen mod fascisme kan kun lykkes, hvis den er forbundet til kampen imod kapitalismen, der sikrer den grobund som fascismens giftige frø kan spire og blomstre i.

Socialismen er international, ellers er den intet. Frem for alt kan der ikke findes en løsning på et nationalistisk grundlag i Ukraine. De såkaldt ukrainske nationalister i Kiev, der repræsenterer den mest rabiate form for chauvinisme, der fungerer som et dække for fascismen, har bragt landet på randen af en grusom afgrund, der allerede har ført til borgerkrig og måske ender i den totale destruktion af Ukraine som nation.

Disintegration af Ukraine i sine bestanddele ville være en reaktionær udvikling. Det ville skærpe de nationale modsætninger og had enormt. Det vil kun kunne opnås gennem en etnisk udrensning, pogromer og blodsudgydelse i massivt omfang. Det ville styrke fascisterne og de ekstremt chauvinistiske tendensers greb på begge sider og føre til hævngerrighed og blodige terroristiske aktioner. Hvad der skete i Jugoslavien er en brutal advarsel til arbejderklassen i Ukraine.

Der er behov for en politik, der kan forene den ukrainske arbejderklasse i at omstyrte oligarkiet. Den eneste virkelige løsning på det ukrainske spørgsmål er oligarkernes omvæltning – både de ukrainske og russiske – og indførslen af en demokratisk socialistisk plan for produktionen, der vil sætte en stopper for den kræftsvulst som arbejdsløshed og tvungen immigration udgør, og mobilisere hele befolkningen for at realisere det enorme potentiale, der eksisterer i den ukrainske industri og landbrug.

Historisk set har det ukrainske og russiske folk altid været forbundet med de tætteste bånd. Det ukrainske folk er ikke anti-russisk, men de ønsker ikke at blive domineret af Moskva. En socialistisk revolution i Ukraine ville hurtigt føre til, at Putin og de russiske oligarker blev væltet. Det ville forberede vejen for en ægte socialistisk føderation af Rusland og Ukraine på grundlag af fuldstændig lighed, demokrati og broderskab. Det er den eneste vej frem for folket i disse to store lande.

Imod fascisme! Ned med oligarkiet! For et forenet selvstændigt Ukraine, som det første skridt på vejen til en demokratisk socialistisk føderation mellem Rusland og Ukraine med fuld autonomi til Krim og andre regioner, der ønsker det. Længe leve international socialisme! Arbejdere i alle lande foren jer!

Vedtaget enstemmigt af IMT’s verdenskongres, Athen, 29. juli – 3. august 2014. 

Danish translation of: Theses on Ukraine