Stranddrab i Gaza viser nødvendigen af revolutionære ændringer Danish Share Tweet Danish translation of Gaza beach killings highlight need for revolutionary change by Yossi Schwartz (June 12, 2006) Gaza striben er en af de tættest befolkede steder på jorden. En million palæstinensere bor i området i rædsel under en næsten permanent belejring, som gør det til et egentligt fængsel. Det er en stor ghetto bare 43 kilometer lang og ti kilometer bred. Mange af dets beboere er flygtninge, som har levet i lejre, siden de blev ekskluderede af Israel i 1948. Siden den anden palæstinensiske intifada begyndte i september 2000, har ingen af Gazas 40.000 dag-arbejdere været i stand til at krydse grænsen til Israel. Ifølge verdensbankens analyse vil 75 procent af palæstinenserne leve under fattigdomsgrænsen inden for to år, hvis der ikke sker nogen dramatiske forandringer, (det samme antal lever allerede lige over grænsen). Den nuværende rate er 56 procent i forhold til 22 procent i 2000. Den israelske regering har det klare mål at knuse befolkningens ånd. De er parate til at bruge ethvert middel for at opnå dette. Fra sult til luftangreb og daglige artilleri beskydninger. Israelske kampfly har drønet over hovederne på beboerne, og selv når de ikke kaster bomber, skaber deres brag frygt når de bryder lydmuren. Fredag er muslimernes hellige dag. En af de få måder man kan glemme og stikke af fra dagligdagens skræk i Gaza, er ved at spendere dagen på stranden. Men sidste fredag var anderledes. Stranden blev endnu en skrækkens scene. Syv palæstinensere blev dræbt på en strand i det nordlige Gaza stribe. En kvinde og to unge børn såvel som en teenager var blandt de døde. Alle de døde tilhørte den samme familie. Det absolutte hykleri og dobbeltmoralen hos imperialisme blev afsløret omgående efter denne tragiske hændelse. Den Israelske regering fik en over fingrene af sine imperialistiske venner, men reaktionen inden for selve Israel, blandt israelerne selv var anderledes. Disse mord gjorde mange israelere vrede. Dette gjorde, at hærens øverst kommanderende Dan Halutz i lørdags udtrykte stor ”beklagelse” over beskydningen. Men han tilføjede omgående også, at hæren ikke tog ansvar for hændelsen, eftersom efterforskningen ikke var blevet afsluttet. Denne såkaldte efterforskning vil givetvis på et senere tidspunkt informere os om, at det ikke var den Israelske hær, der affyrede skud på stranden, men at det var en mystisk eksplosion forårsaget af palæstinenserne selv. General major Yoav Galant, leder af IDF sydlig kommando (de Israelske forsvarsstyrker), sagde allerede fredag aften, at ”Hæren er i gang med at se nærmere på omstændighederne vedrørende eksplosionen”. Hvad der skete på denne Gaza strand var ikke andet end koldblodigt mord. Det blev fulgt op i torsdagens israelske angreb, som dræbte lederen Folkelig modstandskomite Jamal Abu Samhadana, som var leder af Hamas regeringens indenrigsministerielle sikkerhedsstyrker i Gaza striben. Denne leders popularitet blev afsløret, da titusinder af sørgende fulgte hans begravelse. Som det kan forventes, presser den israelske stats terror befolkningen af Gaza endnu mere over i hænderne på Hamas. Efter drabene på stranden samledes tusinder af palæstinensere lørdag eftermiddag i Beit Lahia for at følge begravelsesoptoget for de syv myrdede. De sørgende bevægede sig igennem byens smalle gader til familiernes hjem, hvor grædende kvinder prøvede at røre de dødes kroppe. De sørgende græd sammen med syvårige Hda Ghalya, mens hun knælede for at kysse sin døde far. Denne unge pige har også mistet sin mor og tre søskende, en på fire måneder, en på tre år og en på ti år. De sørgende sang i kor ”Hævn, hævn!” og ”ødelæg Israel, ødelæg USA!”. Under presset, som ophober sig i kølvandet på drabene, har den militære fløj af Hamas sagt, at de vil påbegynde selvmordsbombningerne i Israel. Dermed slutter våbenhvilen, som blev erklæret sidste år. ”Den Israelske massakre repræsenterer en direkte åbning af kampen, og dette betyder, at jordskælvene i de zionistiske byer vil begynde igen, og at angriberne ikke vil have andre valgt end at forberede deres kister eller kufferter.” Erklærede Hamas i en flyer, ”Modstands grupperne... vil vælge rette tid og sted for den hårde, stærke og unikke respons.” Dette var ikke bare ord, for fra fredag til lørdag morgen blev der, for første gang i 16 måneder, affyret 15 Qassam raketter mod Israel. Men disse raketter er ikke våben, som Israels herskere er bange for. Qassam raketter er berygtede for deres ineffektivitet, og er i virkeligheden mere til fare for dem, som affyrer dem. Ifølge den Israelske hær ser de fleste af raketterne ud til at have landet inden for Gaza striben. I Jabalya flygtninge lejren blev fem palæstinensere sårede da en Qassam raket, der var ment for Israel landede i lejren i stedet. ”Yderligere syv raketter blev affyret mod Israel lørdag morgen” rapporterede israelsk radio. Mindst to ramte åbne marker i det vestlige Negev, uden at gøre nogen form for skade. Dette er præcist hvad den israelske regering – en koalition, som inkluderer den højreorienterede ledelse af arbejderpartiet, og i hvilken Peretz i øjeblikket er krigs minister – ventede på. Sådanne terroristiske aktioner opnår meget lidt, selv i militære øjemed, men politisk set kommer de meget belejligt for den israelske overklasse. De hjælper med at skubbe den israelske befolkning til højre og afbryde klassekampen. Peretz har allerede antydet, at Israel må forny sin attentatpolitik mod Hamas’ ledere – selv dem i regering – efter at den islamiske gruppe erklærede enden på dens 16 måneder lange fred ved at affyre de raketter og morterbomber mod Israel. Da han blev spurgt af journalister på en base i det sydlige Israel om at have Hamas funktionærer som mål, sagde Amir Peretz: ”Vi vil afgjort handle imod enhver organisation eller element, som planlægger operationer”. Han fortsatte med at sige, at han havde ”sendt et kondolencebrev til Mahmoud Abbas, den palæstinensiske præsident [selvfølgelig ikke til ofrenes familier], hvor han udtrykte dyb beklagelse over blodsudgydelserne på stranden” og tilføjede, at ”en militærundersøgelse af grunden til eksplosionen vil blive færdiggjort på kun en eller to dage”. Danny Rubinstein, en korrespondent for Haaretz [borgerlig israelsk avis, som også er kendt for sin svagt ”venstreorienterede” holdning til Israel-Palæstina konflikten - red], skrev følgende om dette kalkulerede drab. “Vreden i de palæstinensiske gader ansporer muligvis Hamas til fuldstændig at indstille den våbenhvile, som alle palæstinensiske organisationer (uden Islamisk Jihad) var blevet enige om for næsten 18 måneder siden. Det var de palæstinensiske rapporteres vurderingen lørdag nat. Hamas, forklarede de, er opmærksomme på den offentlige stemning, og efter ”Gaza-strand massakren”, som alle arabiske medier udlagde det, vil organisationen medlemmer blive nødt til at svare igen med en bred række terrorist angreb. “Hamas-talmænd, herunder Osama Hamdan, Hamas’ repræsentant i Libanon, sagde efter torsdag nat, hvor det israelske luftvåben dræbte Jamal Abu Samhadane, at våbenhvilen eksisterer ikke længere; men de fleste af organisationens talsmænd forklarede, at dette udelukkende var et taktisk skridt, det vil sige, at efter et hævnagtigt svar vil de gå tilbage til at bevare våbenhvilen. Nu efter hvad der skete på stranden i Gaza, er der en reel fare for, at freden vil kollapse fuldstændig. “Den palæstinensiske offentligheds vrede svar denne weekend var på mange måder lig, svaret fra Vestbredden og Gaza for fem og et halvt år siden på billederne af drengen Mohammed al-Dura, som døde i hans fars arme ved Netzarim overgangen. Den begivenhed fik intifadaen, som startede nogle få dage før, efter Arien Sharons besøg på tempelbjerget, til at flamme op. Dengang, som nu, nåede tv og avisbilleder ud over alt. Billedet af en pige, som skriger i sandet over hendes døde familiemedlemmers kroppe, rystede.” Billederne af mordet på stranden blev sendt igen og igen på arabiske tv-stationer især den populære Al Jazeera. ”I sagen med Mohammed al-Dura var der en skudveksling, på stranden i Gaza var der ingenting, kun israelsk mordbegær,” sagde interviewede på arabiske kanaler. I Østjerusalem sagde folk, at de var sikre på, at de israelske bombninger var bevidste – Israel har al den moderne teknologi til at lave præcise fuldtræffere, så det kunne ikke have været en fejl. Palæstinensiske personligheder, der ses som moderater, dvs. støtter af den amerikanske imperialisme, brugte også et hårdt sprog i de interview, der bragtes lørdag, og selv PA formand Mahmoud Abbas, var tvunget til at sige, at Israel havde erklæret en ”kamp til døden mod det palæstinensiske folk”. Hvis Israels regering troede, at denne kriminelle handling ville støtte Abu Mazan, som de vil erstatte Hamas med, så har de taget alvorligt fejl. Den har udelukkende haft den effekt af skade Abbas’ folkeafstemnings manøvre. Han prøvede at bruge de palæstinensiske fangers dokument, som grundlæggende forlanger anerkendelsen af Israel, baseret på illusionen om en to-statsløsning. Den seneste blodige hændelse på stranden i Gaza har vendt den palæstinensiske offentlighed mod Abbas og Fatah. Hamas’ leder i fængslet, Abdel Halek Natshe, har allerede tilbagetrukket hans samtykke til dokumentet, under henvisning til Abbas’ politiske udnyttelse af det i folkeafstemningen. De israelske “moderater” finder livet svært. Israels ”centrum-venstre” regering beviser endnu engang, at en ”løsning” baseret på to borgerlige stater indenfor den imperialistiske ordens grænser ikke er andet end luftkasteller. Venstrereformisterne i Israel, som støtter illusionen, demonstrerer, at deres såkaldte ”realisme” overhovedet ikke er bedre end ”realismen” hos Abbas, hvis tro på Bush nu har vendt sig imod ham. Så længe kapitalismen eksisterer, vil det palæstinensiske og israelske folk leve i et fortsat blodbad. Den israelske sat vil forsætte med at bruge brutale politimetoder, som dem vi var vidner til i fredags, og disse vil fortsætte med at provokere voldsomme bevæbnede modaktioner i form af raketangreb og selvmordbombninger i Israel. Overlades denne situation til sig selv, kan den kun blive værre. Men der er også en anden side af sagen. Billederne af familien, der brutalt slagtes på stranden i Gaza, havde en indflydelse på den folkelige mening inden i Israel. Ikke alle vil acceptere den officielle version af disse begivenheder. Det får folk til at tænke. Der åbnes en mulighed for at give et alternativ til dette blodige rod. Den eneste kræft som kan opstille dette alternativ er arbejderklassen, både i Israel og i de palæstinensiske territorier. En blodig opflamning vil ødelægge livet for arbejdere på begge side. Det vil ikke garantere et sikkert miljø for hverken befolkningen i Israel eller Palæstina. Derfor er den eneste vej ud en revolutionær arbejderklasse løsning. Kun en sejrrig klassekamp kan ændre dette syge barbariske samfund til en føderal arbejderstat indenfor en Socialistisk Føderation i Mellemøsten. Men for at dette kan ske, er der brug for en ægte marxistisk ledelse. De tragiske begivenheder fredag i sidste uge understreger klart, hvor påtrængende opgaven er.
