Stigende spændinger i Tyskland

Den kapitalistiske krise skaber en ustabil social og politisk situation i Tyskland. Der opstår spændinger i koalitionsregeringen, som har siddet siden sidste år. Dette har også en radikaliserende virkning i venstrefløjspartiet Die Linke, hvor nogle ledere ser i retning af koalitions-politik, mens de mere radikale medlemmer søger et alternativ til venstre.

Blot fem måneder efter det valg, der skabte en højreregering med de konservative (CDU/CSU) og det liberale FDP, er der enorm økonomisk og politisk ustabilitet i Tyskland. Der er sociale delinger og spændinger. Delingerne mellem de borgerlige regeringspartier og gensidige verbale angreb afslører, at de er splittede på en lang række spørgsmål.

Dette afspejler, at på trods af, at nogle borgerlige har forsøgt at skabe et indtryk af, at ”krisen er ovre” og vi står over for et opsving, ved de, at krisens store virkninger først nu begynder at kunne mærkes. Arbejdsløsheden stiger, og hundredtusindvis af arbejdere er på nedsat tid i et desperat håb om, at efterspørgslen vil stige inden længe, så deres arbejdspladser kan reddes. Der er en alvorlig kommunal budgetkrise, og et stigende antal kommuner står over for enorme underskud og er ude af stand til at levere budgetter i balance. De er under pres for at beskære alle former for udgifter til sociale og kulturelle tilbud. Dette vil underminere det kommunale selvstyre, da staten vil intervenere og fratage de lokale organer deres magt og selvbestemmelse.

Fattigdom og lønnedgang
Bortset fra USA er Tyskland det industrialiserede land, hvor den andel af befolkningen, der betegnes som arbejdende fattige er vokset hastigst. En fjerdedel af alle arbejdere er adskilt fra de andre ansatte gennem outsorcing og andre former for vikar- og løsarbejde og ”arme og ben firmaer”, hvilket påvirker millioner af folks liv og er en advarsel til de fastansatte om, hvad der vil ske, hvis de står op imod arbejdsgiverne. Stigende arbejdspres og uro påvirker alle dele af arbejderklassen.

I de første uger af det nye år overskyggede skandalen om milliardæren Anton Schlecker, hvis kæde af forretninger har oprettet sit eget vikarbureau for at halvere de ansattes lønninger, den politiske debat. Selv nogle konservative blev tvunget til at fordømme denne skamløse form for løndumpning. I nogen tid var Schlecker den mest forhadte kapitalist i landet.

Angreb på de arbejdsløse
I de seneste dage har et verbalt angreb fra Guido Westerwelle, udenrigsminister og leder af FDP, udløst en ophedet og polariseret debat. Westerwelle kritiserede kravene om en stigning i den såkaldte Hartz IV understøttelse til arbejdsløse, og kaldte det ”socialisme” og et udtryk for ”senromersk dekadence”. Westerwelle sagde, at de, der arbejder, i stigende grad er ”nationens idioter”, hvorimod mange af de arbejdsløse er dovne hunde, der lever på ryggen af de i samfundet, der står tidligt op hver morgen og arbejder hårdt. Dette er et typisk forsøg på at spille de med højere indkomster ud imod de, der har lavere indkomster.

FDP er et trofast talerør for de store virksomheder, og Westerwelles udtalelser er tegn på, hvilken type angreb, de vil fremføre i den næste periode. På den anden side forsøger Westerwelle desperat at standse vælgerflugten fra FDP. De liberale fik et rekord-resultat med 14,6 procents tilslutning i september sidste år, og nu er deres tilslutning, ifølge nye meningsmålinger, omtrent halveret.

Valg i Nodrhein-Westfalen
Alle politiske aktører er ekstremt nervøse forud for det afgørende delstatsvalgt i Nordrhein-Westfalen (NRW) den 9. maj. NRW har 18 millioner indbyggere (mere end det tidligere DDR, den østtyske stat der blev opløst i 1990) og har været en socialdemokratisk bastion i årtier indtil 2005, hvor CDU og FDP vandt flertal. Nu frygter CDU og FDP, at de vil miste deres flertal der, hvilket vil betyde, at de mister det konservative flertal i Bundesrat, Tysklands andetkammer, der består af repræsentanter fra de 16 delstater. Nogle i ledelsen af CDU vil ikke have noget imod at læne sig op ad de Grønne, der blev stiftet for 30 år siden som et parti for radikale pacifister og miljøfolk, men som nu er et ”progressivt” liberalt parti, hvis sociale base udgøres af folk med høj indkomst. De Grønne deltager allerede i delstatsregeringer under ledelse af CDU i Hamburg og Saarland, og også i vigtige kommuner som Frankfurt og Wiesbaden.

Socialdemokratiet SPD led et historisk nederlag i 2009, og de vil forsøge at vise, at de er kommet sig. Sidst, men ikke mindst, kæmper venstrefløjspartiet Die Linke, som fik 11,9 procent ved parlamentsvalget, for at få et godt resultat i NRW og demonstrere sin levedygtighed på landsplan og i Vesten. Die Linke har stadig sine bastioner i øst og bliver især støttet af manuelle arbejdere og arbejdsløse, der ser partiet som den mest konsekvente kritiker af nedbrydningen af velfærdsstaten.

Oskar Lafontaine
Selv om man kunne tro, at Die Linke automatisk ville gå fra stærk til stærkere og vil opnå et tocifret resultat i NRW i maj, har partiet været rystet af en krise i ledelsen i de senere uger. Dette blev udløst af formand Oskar Lafontaines meddelelse om, at han trækker sig fra landspolitik, at han stopper i parlamentet og ikke vil genopstille som formand ved den kommende partikongres i maj. Selv om dette skyldes, at han lider af kræft, og at han har udtrykt, at han gerne vil lede partiets gruppe i sin hjemstat Saarland, hvor partiet fik over 21 procent i august, har dette udløst en krise i ledelsen og tjent til at starte en ny debat mellem de forskellige strømninger i partiet om grundlægende strategi og perspektiver.

Oskar Lafontaine efterlader sig utvivlsomt et tomrum i partiets ledelse. Han spillede en historisk rolle i sammenlægningen mellem det tidligere (hovedsageligt østlige, tidligere stalinistiske) PDS og WASG, der var en hovedsageligt vestlig udsplitning fra SPD i 2007. Lafontaine var landsformand for SPD fra 1995 til 1999 og trak sig fra alle sine politiske positioner i 1999 i protest mod højredrejningen under kansler Gerhard Schröder, en højre-socialdemokrat, der stod i spidsen for en koalitionsregering mellem SPD og de Grønne fra 1998 til 2005.

Fløjkamp i Die Linke
”Oskar er ikke marxist, men han har mere klassebevidsthed og politisk instinkt end mange andre i partiets ledelse,” sagde en begavet 93-årig veteran fra partiet for nylig til mig. Der er en vis sandhed i dette. Lafontaine har flair for politiske nøgleområder. Han har taget spørgsmål op som for eksempel behovet for en politisk, landsdækkende generalstrejke samt spørgsmålet om den kapitalistiske ejendom, da han i 2008 krævede ekspropriation af milliardærerne, der ejer Schaeffler, da de forsøgte at overtage deres store rival Continental. Selv om Lafontaine forveksler disse ting med krav om arbejder-aktier og arbejderdeltagelse og ikke præsenterer et klart, socialistisk program, placerer sådanne udtalelser ham langt til venstre for de fleste andre reformistiske partiledere. Han irriterede også partiets moderate reformistiske fløj, da han kritiserede de betingelser, under hvilke de havde accepteret et koalitionsprogram i delstaten Brandenburg, hvilket indeholder nedskæringer af antallet af arbejdspladser i den offentlige sektor. Han advarede gentagne gange imod at udvande partiets program med det formål at blive accepteret som regeringspartner i koalition med SPD, og han pegede på, at det italienske Rifundazione Communista blev udraderet fra parlamentet efter, at de havde deltaget i en regering, der førte krig i Afghanistan og skar ned på velfærden.

”Moderate fornyere”
Mange i de store medier kalder Lafontaine en ”populist” på grund af, at han ulig andre ældre politikere ikke indtil videre har antaget en mere moderat, højredrejet position. Medierne vil gerne gøre Die Linke til et tamt og lydigt redskab, siden de ved, at de uundgåelige angreb på arbejderklassen, velfærden og uddannelserne vil styrke partiet, hvis det bliver set som et klart og konsekvent alternativ til venstre. Den herskende klasse og deres medier gør, hvad de kan for at drive en kile ind mellem det ”radikale fundamentalister” og ”sekterikere” på den ene side, og de ”moderne fornyere” på den anden. Berlin og Brandenburg, hvor Die Linke er i koalition med SPD i delstatsregeringerne, er bastioner for de mere moderate strømninger, der tror, at man kan ændre tingene blot ved at gå i regering. Venstreorienterede socialdemokrater, grønne og moderate politikere fra Die Linke forsøger at lave en alternativ blok med det formål at indgå i en koalitionsregering på landsplan efter valget i 2013. Nogle af dem, og visse medier, hævder, at denne opgave lettere vil blive løst med Lafontaine ude af billedet. Men ikke så få aktive i Die Linke frygter, at dette kan øge fristelsen til at ofre vigtige punkter fra programmet for at indgå i en koalitionsregering.

Die Linke i NRW bliver imidlertid anført af mere venstreorienterede elementer, der kræver visse nationaliseringer af energisektoren og andre vigtige dele af økonomien, herunder nationalisering af postvæsenet og Deutsche Telekom. Nu fører medierne en kampagne imod disse ”NRW sekterikere” og forsøger at fremstille dem som ”uansvarlige utopister”, der ikke er regeringsduelige. Dele af højrefløjen i Die Linke har gentaget disse fordomme.

Kriseløsning på arbejderklassens præmisser
Der er meget på spil for Die Linke i dette forår. Et godt resultat i NRW kan ændre balancen i partiet til fordel for venstrefløjen og demonstrere, at man kan klare sig godt med et relativt radikalt program.

Partiets landsdækkende kongres vil finde sted i midten af maj, blot en uge efter NRW-valget. Efter Lafontaines meddelelse om, at han trækker sig fra ledelsen blev der sammenstykket en noget kunstig opstillingsliste med kandidater til ledelsen for at opnå en balance mellem de forskellige organiserede strømninger, øst og vest, venstrefløj og højrefløj, mænd og kvinder, og listen indeholder østlige reform-kommuinister som repræsenterer den ”kommunistiske platform”.

Denne opstillingsliste blev imidlertid udarbejdet bag lukkede døre og vil styrke partiets parlamentariske element og partiets apparat. Det er derfor desto mere vigtigt, at medlemmerne blander sig i den politiske debat, stiller forslag og lægger pres på kongressen og kræver en konsekvent politik over for den kapitalistiske krise og et klart, socialistisk program. Die Linke kræver korrekt nationalisering af bankerne. Men der er også brug for at nationalisere de store industrivirksomheder og monopoler, hvis vi skal tilbyde en vej ud af krisen på arbejderklassens præmisser.