Det længe planlagte angreb på Rafah er begyndt. Mandag den 6. maj indledte IDF luftangreb på byen og udsendte opfordringer til evakuering af omkring 100.000 palæstinensere fra dens østlige kvarterer til de såkaldte 'humanitære zoner' i al-Mawashi mod kysten og et område vest for Khan Younis.

[Source]

Civile, som tidligere blev tvunget til at evakuere Gaza By og derefter Khan Younis, flygter nu desperat fra Rafah. Tirsdag erobrede en kampvognsbrigade Gaza-siden af Rafah-grænseovergangen til Egypten. Indtil videre har operationen været "begrænset" med IDF-styrker, som har været klar på en total invasion. Hvad skyldes forsinkelsen?

Netanyahu balancerer på en knivsæg. Han afvejer sine egne behov (som indebærer at imødekomme hans yderliggående højreorienterede partnere i regeringen), med det pres der kommer fra Biden-administrationen, som er bekymret for, at et fuldt angreb på Rafah kunne have uønskede virkninger set fra et amerikansk imperialistisk synspunkt.

Et angreb, der risikerer at øge antallet af civile dødsfald massivt i Gaza, ville øge presset fra masserne på, eksempelvis regimerne i Jordan og Egypten. Det kan åbne for kriser og revolutionære omvæltninger, der endda kan true deres overlevelse og risikere en dominoeffekt i hele regionen, hvilket truer USA’s geopolitiske interesser og den skrøbelige verdensøkonomi.

Det ville også yderligere radikalisere den allerede vrede ungdom i USA: en generation, hvis lejrprotester har vist vejen frem til verdens ungdom. Landet er voldsomt splittet. I sidste ende er det en refleksion af voksende klasseopdelinger, og frem for alt radikaliserer ungdommen sig i modstand mod det folkedrab der udføres af Israel med støtte fra Biden-administrationen. Folk spørger sig selv: Hvorfor er der altid penge til krig og ødelæggelse, men ikke til jobs, sociale ydelser og ordentlig infrastruktur? Hvorfor synes “lov og orden” kun at gælde, når politiet tier demonstranter med knippelsuppe og tåregas, men ikke når USA's allierede begår krigsforbrydelser?

Mens den amerikanske herskende klasse hidtil har støttet Netanyahus blodige krig, har den amerikanske ungdom stået på den anden side af barrikaden. De er en følsom indikator for den bredere stemning i samfundet, og deres modige standpunkt på Gaza får bred genklang blandt amerikanske arbejdere. Allerede nu har den magtfulde UAW-fagforening, som organiserer arbejdere på amerikanske campusser, tilbudt solidaritet og lovet handling. Ungdommens bevægelse er et forvarsel om en langt bredere bevægelse i den amerikanske arbejderklasse. Det er en betydelig faktor i hvordan den amerikanske herskende klasses tænker.

Netanyahu trodser sine imperialistiske støtter

Netop dette pres fra den amerikanske befolkning forklarer forsinkelsen i angrebet på Rafah. Netanyahu har været konsekvent i

sine erklæringer om, at angrebet vil finde sted på et tidspunkt. Problemet, han står over for, har intet at gøre med nogen humanitære bekymringer fra hans side. Problemet er snarere: hvordan går man videre med angrebet, samtidig med at man opretholder den amerikanske støtte?

En artikel i Financial Times påpeger:

"Beslutningen [om at indlede angrebet på Rafah] markerer en af de største risici i Netanyahus lange karriere. At stoppe kampene for at frigive gidslerne ville efterlade Hamas jublende - og mange af dens ledere, herunder Yahya Sinwar, på fri fod. At afvise aftalen for at fortsætte ind i Rafah ville risikere et fundamentalt brud med USA og efterlade gidslernes skæbne usikker.

"Det har gjort skæbnen for de 132 gidsler, der stadig holdes af Hamas, til et af de mest komplekse dilemmaer i Netanyahus embedsperiode, en hvor hans politiske karriere og Israels sikkerhed er uadskilleligt forbundet." (læst 13/05/2024, egen oversættelse)

Den israelske regering kommer i konflikt med sin vigtigste støtte, USA. De har offentligt erklæret, at de er meget utilfredse med den måde, amerikanske forhandlere har ført samtaler med Hamas på. USA har på sin side (via 'anonyme embedsmænd') svaret, at "Netanyahu og krigskabinettet ikke synes at have nærmet sig de seneste forhandlinger i god tro."

Biden har også gentagne gange sagt, at hans administration "ikke vil støtte en større militær operation uden en effektiv plan for at sikre, at civile ikke kommer til skade" [vores fremhævelse]. Naturligvis er en sådan garanti umulig at give, når vi taler om et fuldskalaangreb i en tætbefolket by fuld af mænd, kvinder, børn og ældre.

Ifølge en anonym amerikansk embedsmand, stoppede Biden-administrationen endda våbenforsendelser til Israel i sidste uge. Denne handling, som vakte vrede fra den israelske regering og nogle af de mest hårdføre zionister i Washington, var en klar påmindelse til Netanyahu om, hvem der finansierer og faciliterer hans krig, og hvad der ville ske, hvis forsyningen af våben blev afbrudt.

Truslen om at tilbageholde våbenforsendelser til Israel, hvis det lancerer en total offensiv i Rafah, er også en tydelig indikation på den anti-krigsstemning i USA, som den herskende klasse er nødt til at manøvrere omkring.

Netanyahus gamble

Der er også uenighed inde i Israel om spørgsmålet om gidslerne, som Hamas-lederne har forsøgt at udnytte. Et stort flertal i Israel bakker stadig op om IDF's angreb på Gaza, men et snævert flertal (56 procent) mener, at en gidselaftale bør prioriteres over en militær offensiv mod Rafah.

Det er imidlertid helt klart, at Netanyahu, og især hans yderliggående højreorienterede venner i regeringen, ikke har nogen reel bekymring for gidslerne. Yderliggående højreorienterede ser den nuværende situation som en mulighed for at fremskynde deres dagsorden om at overtage hele det historiske Palæstina og skabe et Storisrael. Ved at lade disse yderliggående højreorienterede bestemme dagsordenen, trodser Netanyahu kravene fra sine imperialistiske velgørere og risikerer en løbeild over hele Mellemøsten.

Timer før indledningen af de israelske militære operationer i Gaza meddelte Hamas, at det var parat til at acceptere en tretrins-våbenhvile, spredt over tre efterfølgende perioder af seks ugers varighed, der involverede gradvis frigivelse af gidslerne. Men det fastlåste punkt forbliver det samme som ved alle tidligere forsøg på at nå til en aftale.

Hamas ønsker solide garantier fra USA og andre magter om, at våbenhvilen vil føre til en permanent våbenhvile. Netanyahus regering gentager gang på gang, at den kun vil overveje en midlertidig våbenhvile for at befri israelske gidsler, inden den genoptager krigen for at opnå sit mål om Hamas’ komplette ødelæggelse.

Denne tilgang bestemmes af Netanyahus egne indenrigspolitiske overvejelser. Han kan kun holde sin koalitionsregering sammen ved at nægte at indgå kompromis med Hamas. En langstrakt våbenhvile ville gøre det svært for hans regering at genoptage krigen efter afslutningen af de tre faser.

De yderliggående højreorienterede zionistiske ekstremister i hans koalition har gjort det klart, at de vil vælte hans regering, hvis han accepterer en sådan våbenhvile. Det ville betyde enden for Netanyahu politisk, og det ville også yderligere eksponere ham i de igangværende retssager for korruption.

Med både hans karriere og hans personlige frihed på spil, er han presset op mod muren. Derfor har han trodsigt erklæret, at Israel ville gå alene og angribe Rafah, selvom det betyder landets internationale isolation.

Udsigten til rædsel i Rafah

Hvis en fuldstændig invasion begynder, vil resultatet være apokalyptisk. Det er blevet rapporteret, at Israel har bestilt 40.000 telte til de to “humanitære” områder, som kan huse op til 400.000 mennesker. Men der er mindst 1,5 millioner mennesker samlet i og omkring Rafah. Med grænsen til Egypten i Israels kontrol spørger mange palæstinensiske familier: "hvor skal vi så tage hen?"

Rafah var også hovedindgangspunktet for nødhjælpslastbiler ind i Gaza. Dette er betydningsfuldt, fordi Israel har brugt sin kontrol med andre grænseovergange til at begrænse leveringen af nødhjælp betydeligt og effektivt belejre befolkningen. Nu hvor Israel har direkte kontrol over Rafah-grænseovergangen, kan Israel klemme palæstinenserne i Gaza endnu mere.

En talsmand for Gaza Border Crossing Authority, Hisham Edwan, har udtalt, at denne handling "har dømt indbyggerne i [Gaza] til døden". Denne dødsdom er allerede ved at blive fuldbyrdet, fra bombardementets begyndelse til den stigende trussel om sult. 1,1 millioner mennesker - halvdelen af Gazas befolkning før krigen - lever med "katastrofal fødevaresikkerhed", ifølge Integrated Food-Security Phase Classification (IPC).

Fremrykningen ind i Rafah forventes at finde sted trinvist. For nu gælder evakueringsordren kun for øst for byen. Talspersoner fra IDF har dog udtalt, at de går efter de seks tilbageværende bataljoner af Hamas-kæmpere, som de hævder skjuler sig i syd, nord, vest og øst for Rafah.
At ødelægge dem ville indebære et systematisk angreb på et kvarter efter det andet: med andre ord det totale angreb, som Biden har håbet at undgå.

Det er indlysende, at Netanyahus egentlige mål ikke blot er ødelæggelsen af Hamas, som han har påstået fra dag ét. IDF har systematisk reduceret alt af værdi for palæstinenserne i Gaza til murbrokker - boliger, skoler, universiteter, hospitaler, kulturarv, vand- og energiforsyning samt al eksisterende infrastruktur.

IDF har udsendt advarsler om, at enhver, der kommer nær de østlige og sydlige grænsehegn, og enhver, der forbliver inden for det angivne evakueringsområde, vil bringe sig selv i fare. Det er en klar advarsel om, at de betragter alle i disse områder som legitime mål.

Antallet af mennesker dræbt indtil videre af den israelske militær er mindst 35.000. Hvis angrebet fortsætter over hele Rafah, kan vi forvente, at dette tal vil stige markant med mindre angrebet stoppes.

Massemodstand

Den amerikanske regering oplever massiv modstand mod sin politik i Gaza, især fra den modige bevægelse af universitetsstuderende, som har stået over for brutal undertrykkelse fra statslige styrker og zionistiske bander. Vi har gentagne gange sagt i vores tidligere artikler, at situationen i Gaza virker som en katalysator i processen med masse-radikalisering af arbejdere og unge over hele verden.

En bevægelse der startede på Columbia University i New York, og som spredte sig derfra over hele USA, er nu løbet over grænsen til Canada og over have, med lejre, der dukker op i Storbritannien, Frankrig, Schweiz, den spanske stat, Australien, Japan og mange andre steder.

Vi er også begyndt at se studerende lave solidaritetsaktioner i Mellemøsten og Nordafrika: i Cairo, Beirut, Kuwait og andre steder, hvor de protesterer mod regimer, der blot giver mundtlig støtte til Palæstina, mens de ikke handler. Alt i alt har denne bølge af protester nået næsten 100 campusser globalt.

I USA er bevægelsen begyndt at sprede sig til gymnasierne, som vi har set i Boston, hvor elever fra cirka 12 gymnasier, inspireret af universitetsstuderende, har sluttet sig til protesterne.

For denne generation af unge er det tydeligt, at FN-resolutioner ikke har nogen effekt på Israels handlinger, og at beslutninger fra Den Internationale Domstol er ren gestus. De forstår, at når deres regeringer udtrykker mumlende bekymring for det palæstinensiske folk, der bliver bombet i Gaza, er det blot et spil for galleriet. De dømmer deres herskende klasse ud fra, hvad de gør, ikke hvad de siger.

Og deres handlinger taler meget klart. De har støttet Netanyahus krigsmaskine med økonomisk støtte og med alle de våben, han har brug for. Det er derfor, protestbevægelsen er så stærk i USA. Studerende kæmper mod den amerikanske regering som et konkret middel til at hjælpe det palæstinensiske folk.

De kræver, at alle økonomiske og finansielle forbindelser mellem amerikanske universiteter og virksomheder og Israel bliver offentliggjort. De kræver, at alle sådanne forbindelser ophører, og at der lægges pres på den israelske regering for at få den til at stoppe sit folkedrab.

Eskalér bevægelsen!

Ungdommen i alle lande forstår korrekt behovet for konkret handling. De har deltaget i mange demonstrationer og protester, men krigen mod Gaza fortsætter. Nu står vi over for den reelle trussel om, at det indledende angreb på Rafah bliver til et større angreb. Den israelske herskende klasse fortsætter ubarmhjertigt i forsvar af sine egne interesser. Den vil ikke blive stoppet af en begrænset studenterbevægelse. Derfor er der brug for et politisk program og en handlingsplan for at optrappe bevægelsen.

Hvor en lejr oprettes, skal der være åben debat blandt alle deltagere om kravene i programmet og hvordan man konkret kan gå videre frem.

I hver lejr skal der organiseres hold af studerende, der går ud til alle fakulteter med løbesedler, plakater og talere, der forklarer, hvad bevægelsen handler om, og opfordrer studerende til at slutte sig til den.

Delegationer bør sendes til de campusser, hvor der endnu ikke er udviklet nogen bevægelse. Alle rapporter viser, hvor hurtigt en mobilisering kan finde sted på en campus, selv når de starter med meget små antal. Dette skal der bygges videre på.

Universitetsstuderende bør også organisere hold til at diskutere med det akademiske og ikke-akademiske personale på campus. På mange steder har der været stor opbakning fra professorer og undervisere, der er gået ud for at forsvare de studerende mod politiundertrykkelse. Hold bør også gå til alle de nærliggende gymnasier, tale med eleverne og opfordre dem til at deltage i protesterne og oprette aktionskomiteer for at organisere forsamlinger på deres skoler.

Hovedvægten bør være at gøre bevægelsen på campusserne til en mægtig massebevægelse af unge. Dette ville sende en klar besked til den amerikanske herskende klasse om, at hvis de fortsætter med at støtte Netanyahu, vil de stå over for en enorm modreaktion på hjemmefronten.

Bevægelsen er på rette vej. Mobiliseringen af studerende; demonstrationer og marcher; lejre osv. er alle fremragende måder at lægge pres på myndighederne på. Der er et enormt potentiale for at inddrage stadig bredere lag af studerende på den ene campus efter den anden, i det ene land efter det andet. Men selv dette er ikke nok. Studerende har ikke det nødvendige pressionsmiddel for at lamme samfundet og dermed stoppe den herskende klasses planer. Derfor må bevægelsen forbinde sig med og inddrage et bredere lag af arbejdere.

Historien viser, at en ungdomsbevægelse af en sådan størrelsesorden har potentialet til at sprede sig til arbejderklassen som helhed. Studenterradikaliseringen i 1960'erne kulminerede i den berømte 1968-bevægelse, som så massiv deltagelse af arbejdere.

I Frankrig så vi den kraftfulde maj '68-generalstrejke og millioner af arbejdere, der besatte fabrikkerne. Dette begyndte som en studenterbevægelse, der derefter blev den gnist, der antændte klassekampen på stor skala. En lignende proces blev set i Italien, Mexico, Pakistan og mange andre lande i 1968-69. Sådan et scenarie er ikke udelukket i dag.

Under de nuværende forhold med krise, der påvirker hele systemet, har denne bevægelse potentialet til at sprede sig langt ud over campusserne og på tværs af nationale grænser. Derfor skal studerende give struktur til deres bevægelse, diskutere og stemme om resolutioner, der derefter tages med til alle arbejdspladser, fagforeninger og arbejderklassenabolag.

I visse tilfælde har vi set arbejdere handle i solidaritet med Palæstina (herunder havnearbejdere, der har til opgave at sende våben, og it-arbejdere, der udvikler computersystemer til Israels forsvarskapaciteter). Ved at nå disse lag kan bevægelsen give det israelske krigsmaskine et materielt slag.

De amerikanske myndigheder håbede at stoppe bevægelsen ved at bruge brutale undertrykkende midler. Men dette tjente kun til at sprede den yderligere. Nu hvor angrebet på Rafah er begyndt, er det umuligt at sige, hvor langt kampen kan gå.

USA’s imperialistiske bekymringer vedrørende et angreb på Rafah er delvist bestemt af potentialet for, at en sådan bevægelse kan bryde ud. At udvikle denne kamp er en konkret måde at vise den herskende klasse, at hvis de fortsætter med at støtte folkedrabet i Gaza, vil de stå over for en revolutionær omvæltning på hjemmefronten. Konfronteret med en sådan trussel kunne de blive tvunget til at trække sig tilbage.

At tage kampen op mod arbejdsgiverne og de borgerlige politikere derhjemme er den bedste måde at hjælpe det palæstinensiske folk på i deres tid af nød. Imperialisterne skal bringes i en situation, hvor de har mere at tabe end at vinde ved at fortsætte deres støtte til krigen.

Artiklen blev oprindeligt publiceret på marxist.com den 8. maj