Spansk valg: Socialistpartiet slået

Søndagens valgresultat fra det spanske parlamentsvalg, d. 20. november, blev mere et massivt nederlag for Socialistpartiet (PSOE) som har gennemført flere økonomiske stramninger for, at få arbejderne til at betale for den kapitalistiske krise, end det blev en sejr for det højreorienteret Folkepartiet (PP) som nu bliver nød til at gennemføre endnu flere brutale økonomiske nedskæringer på grund af den akutte krise i den spanske kapitalisme.

Folkepartiet, fik 10,8 millioner stemmer (en stigning på kun 550.000 i forhold til det sidste parlamentsvalg i 2008, knap nok 5 % mere) som giver dem 186 sæder. Det er et absolut flertal og vil tillade dem til at herske uden at skulle lave aftaler med andre partier.

PSOE, som har haft magten siden 2004, fik alvorlige hug, og kun 6.9 millioner stemmer, et tab på 4.3 millioner stemmer (det er et tab på 38 % af alle de stemmer de fik i 2008). Det er det værste resultat siden 1977 for Socialistpartiet i antal af stemmer og det værste procentvise tab af stemmer nogensinde siden demokratiets genindførelse, og det giver kun PSOE 110 sæder i parlamentet.

Grunden til dette er klar: Spanien har især lidt af en akut manifestation af krisen i kapitalismen. Den sociale indvirkning af recessionen som startede i 2008 har været brutal for arbejderklasse familier. Arbejdsløshed har sprunget fra under 8,3 % i 2007 til 21,5 % nu (fra 1,8 millioner til 3,8 millioner), den højeste i OECD. Ungdomsarbejdsløshed er tæt på 50 %. Antallet af familier som har måtte se deres hjem overtaget siden begyndelsen af krisen ligger på over 300.000 (mens der er 3,4 millioner tomme ejendomme som ikke kan blive solgt på markedet). Andelen af fattige er steget til over 20 % og mange familier som har opbrugt alle former for arbejdsløshedsunderstøttelse er nu afhængige af velgørenhed fra forskellige NGO’er, kirke organisationer og andre.

PSOE-regeringen, ledt af Zapatero, blev valg i 2004 med stemmer fra millioner af arbejder og unge som havde mobiliseret imod den forhadte højreorienteret Aznar regering, specielt imod den spanske deltagelse i Irak krigen. De håbede at Zapatero vil føre en progressiv politik. Men lige så snart den økonomiske krise ramte, viste den socialdemokratiske Zapatero sig som den bedste til at implementere den politik som kapitalisterne og bankerne havde brug for: lad arbejderne betale for krisen. Denne drejning blev symboliseret af telefonsamtale med Obama i maj 2010, hvor han fortalte Zapatero i meget klare vendinger at ”dristige reformer” (læs:kontrareformer) skulle indføres hurtigst muligt. Bland de økonomiske stramninger, så forhøjede Zapatero pensionsalderen til 67 og skar i de offentlige ansattes lønninger. Ingen af foranstaltninger løste Spaniens økonomiske problemer, men gjorde dem kun værre.

I slutningen af Zapatero regeringen var de nærmest i en national enhedspagt med det højreorienteret PP, som betød en stadfæstelse af ”princippet” om ”balancerede budgetter” i grundloven, med næsten ingen parlamentariske høringer i august 2011. Dette blev gjort for at ”berolige markederne”. I ugen op til valget, steg renten på de spanske statsobligationer til en hidtidig rekord på 7 % for 10 års renter.

I denne kontekst gik Zapatero af som præsident og indkaldte til et tidligt valg. Forsøget fra PSOE kandidaten Rubalcaba på at præsentere ham selv som en ”socialdemokrat”, en forsvarer af offentlige serviceydelser og velfærdsstaten faldt for døve øre. Hvorfor har ikke gjort noget af det i lovede mens i havde magten, som i fik gennem millioner af PSOE stemmer. Mange af disse blev simpelthen hjemme (valgdeltagelse gik ned med 2 % eller 1,5 millioner stemmer), nogle gik venstre og stemte Forenet Venstre og andre gik til andre som UPyD, som præsenterede sig selv som ”progressive”.

Den vigtigste lektie fra PSOEs nederlag, som efterfulgte det portugisiske Socialist Partis nederlag og kollapset i opbakning til Papandreous PASOK i Grækenland, er to delt. For det første, midt i den kapitalistiske krise er der ingen plads for socialdemokratiske reformer. Den eneste politik der er mulig er en der massivt angriber arbejderklassen. For det andet, så leder dette uundgåeligt til massive valgnederlag, da disse partier henter deres stemmer fra arbejderklassen.
Forenet Venstres (IU) resultat viser en betydelig forøgelse af stemmer, fra 780.000 til 1.680.000, hvilke gav dem 11 medlemmer af parlamentet (i modsætning til 2 i 2008). For mange var IU stadig for småt til at være en reel udfordring til de største partier. Men der åbenlyst at de har fået stemmer fra et helt lag af arbejdere og unge som har draget politiske konklusioner fra erfaringen fra de sidste to eller tre år. Det var ikke kun erfaringen fra den økonomiske krise, men også erfaringen fra massemobiliseringerne omkring Indignados (de indignerede) den 15. maj, 19. juni og 15. oktober, hvor hundredetusinder, og millioner af mennesker gik på gaden for at protestere imod den økonomiske krise.

Det er også interessant at bemærke at forsøget på at opstille et mere moderat venstrefløjs-grønt parti ind imellem IU og PSOE, et projekt som har fået støtte fra folk fra højrefløjen i IU hvor nogle er splittet ud og andre stadig har forbindelse til IU (ligesom ICV i Catalonien), har floppet fuldstændig, på trods af at de havde adgang til penge og spalteplads i medierne. De fik kun næste 0,8 % af stemmerne nationalt og kun et medlem af parlamentet for Valencia, hvor der er særlig omstændigheder.

Forøgelsen i Forenet Venstres stemmeantal er et klart resultat af at de bliver set som et parti der er mere til venstre, og i bedre overensstemmelse med bevægelsen af unge i gaderne. Nogle prominente aktivister fra den 15. maj Indignado bevægelse var for eksempel opstillet som kandidater. Det er den korrekte retning for IU at gå. Dets nuværende program, som er et progressivt program for reformer, kan står ikke distancen forhold til den kapitalistiske krises seriøsitet som vi oplever i Spanien og resten af verdenen.

Problemerne som millioner af arbejdere står overfor er ikke resultatet af en ”neoliberale” regeringer og politik, ej heller fra ”presset fra markedet”. Hvis dette var sandt, så ville det være nok at skifte regering og regulere markederne og den finansielle sektor. Disse er dog kun udtryk for den dybe krise i det kapitalistiske system som helhed. Man kan ikke pille ved systemet eller overbevise kapitalisterne til at investerer i produktionen og skabe jobs, mens man forsvarer og forbedrer lønninger og arbejdsforhold.

Det der burde sættes spørgsmålstegn ved er det kapitalistiske system som sådan. Generalsekretær i Kommunist Partiet og IU kandidat Centella har talt om behovet for ”demokratisk planlægning af økonomien”. Dette er korrekt. Men for at kunne planlægge økonomien, må produktionsmidlerne blive overtaget fra kapitalisterne og bankerne, så de kan blive brugt i det store flertal interesse.

Hvad der er brug for, er et program som åbent udfordrer kapitalismen og viser et socialistisk alternativ: fælles ejerskab over produktionsmidlerne så økonomien kan blive demokratisk planlagt til fordel for arbejdende mennesker. Omstændighederne for at forklare sådanne ideer har været favorable længe. Millioner af arbejdere og unge, har igennem deres egen erfaring startet på udfordre og sætte spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system som er i krise. Marxister må deltage i debatter der allerede er åbnet op indeni Forenet Venstre og i den bredere bevægelse for tålmodig og kammeratligst forklare disse grundlæggende ideer.

Resultaterne fra Baskerlandet ville kræve en separat analyse. Amaiur (koalitionen mellem abertzale ultravenstre nationalisterne og EA) fik omkring 333.000 stemmer og syv medlemmer af parlamentet, som gør det til det første parti i det baskiske område, og i Navarra i antal af parlamentsmedlemmer og kun snævert nummer to i stemmeantal. Det er tilstrækkeligt at sige at resultater som ligner de bedste historiske resultater for Herri Batasuna og EA lagt sammen, er baseret på et ”anti-neoliberalt” venstrefløjs program og på håbet om en politisk løsning på den baskiske kamp efter ETA annoncerede at de vil droppe den væbnende kamp.

Rajos nylig valgte højreorienterede PP regering vil stå overfor en umulig opgave som han allerede frygter. Den Europæiske Union har krævet 30 milliarder euro i yderlige nedskæringer (mere end det dobbelte af hver PSOE regeringen allerede har skåret ned). ”Markederne” (bankerne og spekulanterne, kapitalisterne og finansfolk) har allerede krævet deres del af kødet som skal skæres fra den spanske arbejderklasses krop, og med redaktører fra alle verdens kapitalistiske aviser som kræver at Rajoy afslører hans økonomiske politik. Wall Street Journals redaktør tornede: ”Mariano Rajoy har vundet et stort flertal, men nu bliver han nød til at bruge det.”. Financial Times redaktør introducerede en presserende følelse, som skulle presse Rajoy til at bevæge sig”hurtig for at implementere smertefulde besparelse og andre økonomsike stramninger.”.

Efter demagogisk at have forsøgt at stå til venstre for PSOE gennem valgkampen og konsekvent nægtet at forklare hans reelle program, så ser Rajoy meget bekymret ud og prøver at forberede offentligheden for hvad der kommer ”Det er ingen hemmelighed for nogen at vi vil reagere under de mest vanskelige omstændigheder Spanien har stået over for i 30 år.” sagde han og tilføjede ”der er ingen mirakelkur for løse Spaniens økonomiske problemer.”.

Han syntes at være bedende i fællesskab med kapitalisterne i hans første tale, argumenterede for at valgets vindere ”må have mere en halv time til at manøvrere.”. Markederne svarede med yderligere angreb på de spanske statsobligationer og fald på aktiemarkederne. Angela Merkel indkaldte ham mandag morgen for at diktere vilkårene. ”Det er svære tider for Spanien og Europa og du har fået et klart mandat fra dit folk til at adoptere og implementere uden forsinkelser de nødvendige reformer”, sagde hun. Vi vil have massive nedskæringer og vi vil have dem nu var hendes besked.

Den ligefremme præsident af chefernes samarbejdsorganisation CEOE Arturo Fernandez har sagt at den økonomiske situation er ”ustabil” og landet stirrer ”ned i afgrunden”. Han har krævet ”brutale forandringer” i arbejdsloven (dvs. afskaffelse af fælles overenskomster og give cheferne retten til at hyre og fyre som de vil), og advarede at de ”sølle reformer som var blevet indført indtil videre” ikke var nok og at ”dybe grundige forandringer” er nødvendige.

Hvad Rajoy må gøre er klart: forøge indirekte skatter, indføre besparelser på i sundhedsvæsnet og i uddannelsessystemet, indføre delvis brugerbetaling i sundhedsvæsnet, ødelægge kollektive overenskomster og angribe arbejdstagernes rettigheder, yderligere nedskæringer på de offentlige ansatte lønninger, yderligere angreb på pensioner osv. Sådan en politik vil kun provokere en uddybning af recessionen og endnu flere angreb på arbejderklassen.

Hvis Merkel, Rajoy og den spanske herskende klasse tror at valgresultatet giver et fast og solidt mandat til sparetiltag, vil de få sig en stor overraskelse. En sådan politik vil snarere før end senere fremprovokere en massiv eksplosion i klassekampen. Angreb i den græske stil, vil uundgåeligt føre til klassekamp i græsk stil.

PSOEs ledere vil man regne med reagerer på en ansvarlig og statsmandsagtig måde, for landets skyld (det er for kapitalisterne og bankernes skyld i Spanien og udenlands). National enhed (læs: nationale nedskæringer) vil være dagens motto, ligesom i Grækenland og Italien.

Lederne af fagforeninger vil også komme under enormt pres for at gå med i koret for national enhed. Dog vil presset fra bunden, ligesom i Grækenland og Portugal, tvinge fagforeningerne til at reagere, og dets ledere til at adoptere en mere militant holdning eller blive udskiftet med andre der vil.

Scenen er sat for massiv klassekamp. Det vil blive gennem disse kampe at arbejdere og unge vil drage mere avancerede politiske konklusioner.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)