Spanien: Over en million demonstranter på gaden imod nedskæringer på uddannelse

Hundredetusinder af studerende, lærere og forældre demonstrerede den 24. oktober i over 70 byer i Spanien imod besparelser og kontra-reform og til forsvar for høj kvalitet og gratis statslig uddannelse, som en del af en én-dagsstrejke i hele uddannelsessystemet.

Strejken var blevet indkaldt af lærernes fagforeninger, den grønne bølge bevægelse (Marea Verde) imod uddannelsesbesparelser, studenterorganisationer og forældre-associationer. Bevægelsen var en protest imod den konservative PP-regerings angreb på statslig uddannelse og især den fuldstændigt fejlagtigt navngivne "Lov til forbedring af undervisningskvaliteten" (LOMCE), den hadede uddannelsesminister Werts yndlingsopfindelse.

LOMCE, som blev vedtaget af regeringen i maj måned og mødt af massive protester, bliver nu diskuteret i parlamentet. Efter at den er blevet godkendt af kongressen, er det sandsynligt at senatet også vil acceptere den, eftersom begge kamre er dominerede af det herskende Partido Popular (PP).

Den sorte skole

Modstand imod loven kom fra meget forskellige sider. Iblandt andre ting, er lovens formål at skabe et uddannelsessystem der:

• Er tilpasset arbejdsmarkedet og virksomhedernes behov, snarere end uddannelsesmål. Dette betyder at man åbner bagdøren for privatisering på alle niveauer af uddannelsessystemet.
• Diskrimination ud fra klasselinjer; man skubber studerende fra arbejderfamilier henimod mindre værdsatte professionelle kvalifikationer og man udelukker dem fra universiteterne.
• Man gør uddannelserne mere autoritære, flytter magten fra skoleråd (hvor lærere, studerende og elever er repræsenteret) og fra lærerrådene, og koncentrerer i stedet magten hos rektorerne som nu også har beføjelse til at fyre og ansætte lærere.
• Elever fra fattigere hjem angribes, eftersom at der bliver færre SU-bevillinger og de bliver med mindre beløber, samtidig med at betingelserne for at opnå dem bliver strammet.
• Kønsdiskrimination øges, eftersom der åbnes op for støtte til privatskoler som adskiller kønnene.

• Spansk chauvinisme oppustes, eftersom de forskellige nationale mindretals egne sprog får lavere officiel status.

Derudover er loven en forsinket retfærdiggørelse af de brutale besparelser på uddannelsesbudgettet, som man har set over de senere år (som udgør 6.4 milliarder euro), med fyringen af op imod 70.000 lærere, højere klassekvotienter, nedskæringer på skolebudgetter, osv.

Masseprotester

Studenter- og lærerorganisationer har karakteriseret det som et forsøg på at gå tilbage til det uddannelsessystem der eksisterede under Franco-regimet.
Inden strejken den 24. oktober, som ramte hele uddannelsessystemet, fra folkeskole til universitet, var der to strejkedage indkaldt af Studenterfagforeningen (SE), den 22. og den 23. med store demonstrationer med titusinder af studerende i de største byer.

Som sædvandlig var der en konflikt med modstridende tal for hvor stor støtte strejken den 24. oktober havde; uddannelsesministeriet nedtonede på provokerende vis strejkens omfang, imens lærer- og studenterorganisationer rapporterede om skiftende deltagelse af imellem 50 og 80% eller endda 100% i bestemte regioner, uddannelsestrin og afhængigt af om det var lærere eller studerende der blev talt.

Det står klart, at iblandt en del af lærerne – hvis lønninger allerede er blevet sat ned – var der en følelse af at en éndags-strejke (efter to éndags-strejker sidste år), ikke ville opnå noget. Især set i lyset af, at regeringen er så opsat på at strømline denne og andre kontra-reformer.

Den store opposition til LOMCE og nedskæringerne på uddannelse kan dog ikke måles udelukkende ved at kigge på tallene, omend disse i sig selv er imponerende. De enorme demonstrationer som fandt sted overalt, nogle af dem startede ved middag og andre om aftenen, afspejler en dybt forankret vrede, ikke bare imod uddannelsesbesparelserne, men imod regeringens generelle nedskæringspolitik.

I Barcelona var der i løbet af dagen 170.000 mennesker på gaden. Her var den store demonstration ikke bare imod LOMCE, men også imod visse aspekter af den katalanske uddannelseslov (LEC), indført af den tidligere katalanske venstrefløjsregering (PSC-ICV-ERC) og de besparelser som den nye katalanske højre-nationalistiske regering med CIU-partiet har indført. Der var også 8.000 på gaden i Girona, 5.000 i Tarragona og 1.000 i Lleida.
Der var enorme demonstrationer i alle provinshovedstaderne. 20.000 i Sevilla og samme antal i Malaga, med tusinder i Granada, Jerez, Jaen, Almeria, osv. I Valencia var der titusinder og yderligere 30.000 i Alicante og det samme tal i Castelló, ligesom der var mange mindre demonstrationer i landsbyer. Der var 40.000 i Oviedo og 15.000 i Santander, hvor arbejderne ved SNIACE (en kemikalie-fabrik) gik med i uddannelsesdemonstrationen til forsvar for deres job.

I Aragonien var der 50.000 i hovedstaden Zaragoza i aftendemonstrationen, hvor titusinde studerende allerede havde demonstreret om morgenen (og var ofre for en brutal politi-undertrykkelse, som sluttede med at to medlemmer af kommunistpartiets ungdom blev arresteret). I resten af regionens byer og landsbyer var der også tusinder på gaden.

Demonstrationerne i Galicien var også store, på trods af regnen. Titusinder demonstrerede i Vigo, Santiago og La Coruña. Det er interessant at bemærke, at 8.000 mennesker i havnebyen Ferrol gik sammen med arbejderne fra det lokale skibsværft Bazan, som strejkede og marcherede ind til den lokale plads.

Det er umuligt at give en fuld liste over alle demonstrationerne, men det er værd at sætte fokus på de tusinder af studerende og lærere som protesterede u Bilbo, Donasti og Gasteiz i baskerlandet. Her havde lederne af de baskisk-nationalistiske fagforeninger og studenterorganisationer misset en unik mulighed for at forbinde sig med kampen imod LOMCE og de uddannelsesbesparelser som de tydeligvis er imod.

Den største demonstration var i Madrid. Mere end 300.000 trodsede regnen. Studenter, lærere og forældre var forenet imod nedskæringerne.

Klassekampen bliver hårdere

Den generelle stemning var vred og beslutsom. Der var en bemærkelsesværdig tilstedeværelse af republikanske og kommunistiske flag. Bevægelsen er tydeligvis ikke bare imod nedskæringer, men imod højrefløjen generelt set, imod forsøget på at lade arbejderne betale for krisen og til forsvar for velfærdsydelserne generelt set. Et tilbagevendende krav var, at undervisningsminister Wert må træde tilbage.

I en række byer forsøgte små fascist-grupper, under navnet "studentermodstand", at gå med i demonstrationerne og vise demagogisk modstand mod besparelserne på uddannelse. De blev hurtigt identificeret og fysisk smidt ud af demonstrationerne af mængden.
Spørgsmålet for bevægelsen er: Hvad nu? Tidligere i september gik folkeskolelærerne og gymnasielærerne på de Baleariske øer (Mallorca, m.fl., red.), i strejke på ubestemt tid. Det skete som protest imod en lignende kontra-reform pakke og besparelser implementeret af regionalregeringen.

Strejken varede i tre uger og havde masseopbakning, som det blev vist ved demonstrationen med 100.000 i Palma (hovedstaden på Mallorca, red.), under bevægelsens højdepunkt. Strejken genoptog gamle traditionelle metoder i klassekampen som var blevet glemt: Masseforsamlinger på skoler, alle beslutninger blev taget af en strejkekomité udgjort af delegerede fra de lokale arbejdspladsers forsamlinger, der blev samlet mere end 1 million euro ind til en strejkekasse.

Desværre vidste bevægelsen ikke hvad den skulle gøre efter den enorme demonstration i Palma. På det tidspunkt ville det nødvendige skridt have været en regional generalstrejke, som involverede alle lag af arbejdere, plus i hvert fald en éndags-strejke i hele den spanske uddannelsessektor i solidaritet med de baleariske lærere.

Dette skete ikke og desværre var der ingen uden for de baleariske øer (hverken lærer- eller studenterorganisationer), som tog udfordringen seriøst. Strejken blev stoppet efter tre uger, selvom lærerne og forældrene stadig er mobiliserede.

Siden da, er idéen om en strejke på ubestemt tid begyndt at vinde opbakning andre steder. Dette er selvfølgelig et redskab som ikke kan benyttes på en uansvarlig måde. Men det der er tydeligt for flere og flere arbejdere er, at éndags-strejker ikke længere er nok. Der har allerede været flere af den slags og intet er blevet opnået. De faglige ledere bruger dem som en ventil for utilfredsheden og indkalder dem altid isoleret snarere end som en del af en vedvarende kampplan.

I en række faglige konflikter rundt omkring i landet, har arbejderne allerede valgt at organisere strejker på ubestemt tid, hvilket ikke er normalt i Spanien. Dette afspejler at klassekampen er blevet hårdere. Dette er for eksempel sagen på fødevareproducenten Panrico. Her har arbejderne på en af fabrikkerne startet en strejke på ubestemt tid (imod fagforeningens råd) for at kæmpe imod arbejdsgivernes plan der indbefatter 1900 fyringer (cirka 40% af arbejdsstyrken) og lønnedgang på over 30% for de resterende arbejdere.

Lærernes forsamling på de baleariske øer har udstedt en appel til resten af landet, på nogenlunde samme linje, og som insisterer på behovet for at organisere sig demokratisk med demokratiske forsamlinger. Selve fremkomsten af "den grønne bølge"-bevægelsen (Marea Verde), afspejler en kritisk stemning overfor den bureaukratiske måde som lærernes fagforening fungerer på.

Mange af dem der er med i Marea er faktisk selv medlemmer og aktivister fra de forskellige lærerfagforeninger, men de har ikke fundet det muligt at bruge strukturerne i deres egen fagforening på en brugbar måde.

Regeringen vil ikke give nogen indrømmelser. Den eneste vej fremad er at optrappe kampen, at vise bevægelsen at denne kamp kan vindes og at der er en klar strategi for hvordan. Efter en hvis afbrydelse i klassekampen, kan uddannelsesstrejken blive starten på et varmt efterår.

Translation