De socialistiske traditioner lever i Irak Danish Share Tweet Danish translation of "The Iraqi Communist tradition is still alive" By Roberto Sarti. (June 23, 2003) Mens USA diskuterer Iraks fremtid med venner og allierede, vokser modstandsbevægelsen mod den amerikanske besættelse, og inde i bevægelsen slår de gamle socialistiske traditioner rod. Det er ikke kun islamisk fundamentalisme, der vokser i Irak efter krigen. I løbet af weekenden mødtes flere end 1.000 forretningsfolk og politiske ledere fra hele verden i Jordan til møde i "World Economic Forum" (Verdensøkonomisk Forum) for at diskutere situationen efter den sidste golfkrig. Hver tale var som sædvanligt fyldt med løfter om en lysere fremtid for Iraks folk og for hele Mellemøsten. Men da USA’s Irak-guvernør Paul Bremer begyndte at forklare USA’s planer for genopbygningen af Irak, begyndte de fleste arabiske ledere at ryste i bukserne over, hvad der er i vente. Ændringerne vil, ifølge Bremer, omfatte nye ejendomsrettigheder, anti-monopollove, nedskæringer på statsstøtte, en åbning af landet over for udenlandske investeringer og handel, og privatisere offentlige virksomheder. "Jeg vil sige til dem (forretningsmændene), at jeg er optimistisk med hensyn til, at det vil lykkes koalitionen at forvandle Iraks økonomi fra et lukket system til et åbent. levende sted for forretning", sagde Bremer. Og videre: "Uden markedets disciplin var de statslige virksomheder ikke bare uproduktive, de ødelagde værdierne". (Kilde: http://ipsnews.net). På dette "frie marked" er det de "bedste aktører" (det vil sige de amerikanske virksomheder), der tager hele kagen. Selvfølgelig ignorerer Bremer ikke, at der kan være visse problemer. "De negative følger af omlægningerne for arbejdere og pensionister, der kan blive påvirket af lukningerne af visse statsejede firmaer, vil blive dækket af Iraks olieoverskud", tilføjede han. Men hvordan vil irakerne kunne nyde godt af disse overskud, hvis selv det statsejede olieselskab bliver privatiseret? Formentlig er det, Bremer virkelig mener (men ikke siger åbent), at kun krummerne vil blive efterladt til dem. Det står klart, at efter den militære krig forbereder amerikanerne en økonomisk krig, en klassekrig der vil påvirke millioner af irakere mange år fremover. Derfor er de arabiske ledere bekymrede. Ikke fordi disse borgerlige har en mere "humanitær" indstilling. Det de frygter er en åbning af klassekampen og en national befrielseskrig i Irak, der kan sprede sig til nabolandene. De frygter også, at USA’s metoder i Irak kan bruges mod dem selv, hvis de drister sig til at bryde diktaterne fra Washington. Demonstrationer og guerilla-angreb i vækst På trods af USA-administrationens ønsker er det soleklart, at genopbygningen ikke går efter planen. Ikke alene er de basale funktioner stadig alvorligt skadet, men forsinkelserne påvirker nu også oliehandlen. Irak genoptog begrænset oliesalg i søndags fra olietanke i Ceyhan havn i Tyrkiet – den første irakiske olieeksport siden den amerikansk ledede invasion begyndte 20. marts. Men mandag morgen ramte en eksplosion en olieledning nær Iraks grænse til Syrien. Der var en anden eksplosion ved en olieledning i den nordlige by Hit om lørdagen. USA har allerede kaldt det en "sabotageaktion". Resultatet af disse bombeangreb er, at irakiske myndigheder nu siger, at de ikke vil være i stand til at pumpe olie fra de nordlige oliefelter ved Kirkuk til Ceyhan fordi olieledningen er beskadiget. Det interessante er, at lokalbefolkningen ikke vender sig imod disse angreb. En almindelig vending blandt almindelige irakere er "hvis de vil stjæle vores olie, så hellere ødelægge det." Så guerillaangrebene er ikke stoppet efter de amerikanske troppers klapjagt sidste uge. Tværtimod er angrebenes intensitet vokset, og for første gang ser vi nu organiserede grupper, for eksempel den før ukendte gruppe, der kalder sig Feyadeens Irakiske Nationale Front. I en video offentliggjort sidste lørdag, lovede denne organisation at intensivere dens angreb på amerikanske tropper, indtil de forlader Irak. Og i fredags i Bagdad demonstrerede 20.000 foran den amerikanske centralkommando for at protestere over manglen på vand og elektricitet. På trods af, at der i Irak er mere end 200.000 "allierede" tropper, så ser vi et klart magttomrum. USA har nedbrudt Saddam Husseins gamle statsapparat, men de har endnu ikke fundet noget at erstatte det med. I nogle områder fylder Shiitiske militser tomrummet, men i nogle byer er situationen ikke så favorabel for fundamentalisterne. Nassiryia er en by med mere end 1.200.000 indbyggere, hovedsageligt shia-muslimer. Det var her et af de hårdeste slag i Irak-krigen fandt sted. Men det er også en by med store militante traditioner. Her fik Iraks Kommunistisk Parti (IKP) mere end 60 procent af stemmerne i 1958 (se artiklen om den irakiske venstrefløjs historie). Under Saddam Hussein betalte mange venstreorienterede og religiøse ledere med deres liv for modstand mod regimet. En højtstående lokal embedsmand forklarede for nylig noget, der viser venstrefløjens potentiale i Irak. Da han talte med en journalist fra det italienske venstreorienterede dagblad "il Manifesto", sagde han, at "Kommunistpartiet burde tage situationen i egne hænder, gribe til våben og stoppe alle tyvene. I stedet sidder de i deres partihovedkvarter. Hvad venter de på?" Den italienske journalist afslører så alle hendes reformistiske fordomme, da hun over for den samme embedsmand pointerer, at "hvis alle politiske partier var bevæbnede ville der være borgerkrig!" Embedsmanden tilbageviser det ved at sige, at "jeg taler ikke om alle partierne. Jeg taler om kommunistpartiet, og hvis de lancerede kravet ville alle følge. Her følger ingen islamisterne. Dette er Fahed al-Khaled, stifteren af kommunistpartiet." (il Manifesto 22. juni 2003) Uheldigvis har lederne af Iraks Kommunistiske Parti intet ønske om at følge dette råd. Kommunistpartiets partisekretær Said Sahib el Hossuna, der lige er vendt tilbage efter lang tids eksil i Syrien, forklarede i samme artikel at "alle er imod besættelsen, men besættelsen er et faktum. Når vi får en regering kan vi forhandle fredeligt om deres (amerikanernes) afgang". Det er en ren skrankepave-attitude. "Når vi får en regering!" Han ignorerer det faktum, at hvilken som helst regering USA vil tillade vil være en marionetregering. Den eneste rigtige folkeregering, der kan eksistere er en, hvor amerikanerne er blevet tvunget ud af landet. Og kun masserne kan udføre denne opgave. Så nu er opgaven at bygge arbejder- og folkekomiteer med det direkte mål at drive USA ud af Irak og tillade de arbejdende masser i Irak at bestemme over deres eget land. At dette er fuldstændig muligt i dagens Irak fremgår af samme artikel. Alle politiske partier i Nassiryia har etableret en fælles koordinerende komité og udpeget en kandidat til guvernørposten. Han er en sekulær leder, lige tilbagevendt fra London. I samme artikel er han citeret for, at "hvis koalitionstropperne vil have os til at opsætte en styrke til beskyttelse af sikkerheden, så kunne vi gøre det inden for en uge. Dette ville garantere fred og sikkerhed i hele provinsen". (il Manifesto 22. juni 2003) Med andre ord, ’vi kunne tage magten, men vi vil ikke gøre det’! Vi venter på USA’s venlige tilladelse. Holdningen hos disse ledere minder om holdningen hos de kommunistiske og socialistiske ledere i Italien ved anden verdenskrigs afslutning. De havde enorme styrker til deres disposition. Der var 300.000 bevæbnede partisaner, hovedsageligt i Norditalien. Den kapitalistiske stat var kollapset. I stedet for at gribe denne historiske mulighed for at drive kapitalismen ud, ventede de og samarbejdede med de allierede tropper (og indgik i en national samlingsregering med de borgerlige) for at genrejse kapitalismens magt, hær og politistyrker. Siden hen takkede de borgerlige venstrefløjen for deres hjælp ved at sparke dem ud af regeringen, da der ikke længere var brug for dem og massebevægelsen var afkølet. Dette blev fulgt af årevis af undertrykkelse og tilbageslag for den italienske arbejderklasse, der varede gennem 1950’erne og en stor del af 1960’erne, og først sluttede med den store arbejderbevægelse i slutningen af 1960’erne. Hvis de nuværende ledere af IKP ikke ændrer kurs kan de bidrage til en lignende skæbne for de irakiske arbejdere i dag. Arbejderne og de unge i Irak tørster efter omfattende forandringer. Saddam er væk, men det er ikke nok for dem. De vil have rigtig kontrol over deres egne liv, og i særdeleshed ønsker de USA-imperialisterne væk. Vi kan se, at den imperialistiske indblanding i Irak ikke har løst nogle problemer, men har sat hele regionen i brand, som det viser sig i de seneste begivenheder i nabolandet Iran. Iran er ikke det eneste land, hvor sådanne masseprotester har fundet sted. Potentialet for sådanne bevægelser er til stede over hele Mellemøsten og omegn. Store muligheder åbner sig for masserne i denne del af verden. Imidlertid er disse bevægelsers potentiale ikke nok til at ændre samfundet fundamentalt. De historiske erfaringer må tages op af dagens arbejder- og studenteraktivister. Det er den første opgave for de revolutionære i dag.
