Rusland: Putin beordrer delvis mobilisering

Rusland har over de sidste dage annonceret flere vigtige meddelelser angående krigen i Ukraine: Delvis mobilisering, der berører 300,000 soldater, folkeafstemninger i de russisk-besatte områder i Ukraine om Ruslands annektering af disse, hårdere straffe for kriminalitet med forbindelse til militærtjeneste, samt advarslen om, at Rusland vil “bruge alle til rådighed stående midler” for at beskytte sin territoriale integritet.

[Source]

Præsident Vladimir Putin fremlagde i en tale i fjernsynet, som oprindeligt var planlagt udsendt 20. sept. om aftenen, men som blev udskudt til 21. sept., den delvise mobilisering i Rusland. Dette er et vigtigt skridt, der er beregnet til at håndtere den største russiske svaghed i Ukraine-krigen: Troppernes begrænsede antal.

Udtalelsen blev fulgt af en forudoptaget meddelelse fra den russiske forsvarsminister Shoigu. Detaljerne i mobiliseringen er følgende: Kun folk af reserven, “som har tjent i de væbnede styrker, som har visse militære uddannelser eller har relevant erfaring”, vil blive indkaldt. Shoigu tilføjede, at mobiliseringen vil begynde med dem “som har kamperfaring”. Indkaldte vil få samme status og aflønning som kontraktansatte, hvilket bla. medfører, at de ikke kan forlade militæret, før “den særlige militære operation” i Ukraine er fuldført.

Putin indkaldte også til folkeafstemninger, ikke kun i Donetsk og Luhansk, men også i Kherson og Zaporizjzja, om tilhørsforholdet til Den Russiske Føderation. De vil finde sted fra d. 23. til d. 27. sept., og selvfølgelig sagde Putin, at han vil “støtte deres beslutning om deres fremtid”.

Dumaen hastede dagen før love igennem med hårde fængselsstraffe for en stribe militære tjeneste-relaterede forseelser: Lydighedsnægtelse, uautoriseret fravær, desertering, frivillig overgivelse og lignende. Omstændighederne ved disse forseelser vil, “under mobilisering eller undtagelsestilstand”, i krigstid blive anset som skærpede. Dette er beregnet som en trussel mod nyindkaldte tropper til at parere ordrer.

Hvad betyder det?

Putin henvendte sig også til lederne af landets militærindustri, og pålagde dem at sætte tempoet op for produktionen af militært isenkram.

I forklaring på disse beslutninger sagde Putin, at Rusland er i krig med “hele Vestens militærmaskine”.

“Ved hjælp af moderne systemer, fly, skibe, satellitter, strategiske droner, overvåger NATO hele det sydlige Rusland i realtid”, sagde han. Særligt nævnte han sagen om, at Vesten leverer Ukraine langtrækkende missiler: “Vi oplever konstant trusler mod vort land [...] Uansvarlige politikere i Vesten ikke bare omtaler planer om at organisere forsyningen med langtrækkende offensive våben til Ukraine - systemer som vil muliggøre angreb på Krim og andre russiske regioner - sådanne terroristangreb, inklusive brug af vestlige våben, påføres allerede grænselandet i Belgorod- og Kursk-regionerne.” Med særlig reference til atomvåben udsendte Putin en klar advarsel: “Rusland vil anvende alle til rådighed stående våben, hvis dets territoriale integritet er truet. Dette er ikke bluff.”

Det er klart, at den ukrainske offensiv på Kharkiv-fronten, som resulterede i en kaotisk russisk tilbagetrækning i området, tydeligt afslørede den store svaghed, Putin står overfor i denne krig: Det begrænsede antal indsatte soldater. Dette var hele tiden en faktor, men situationen forværredes med Vestens leverancer af missil-ramper og artilleri, særligt HIMARs [High Mobility Artillery Rocket System]. Disse er ikke nok til at omstøde den russiske ildkrafts overlegenhed, men de har muliggjort ukrainske angreb på de russiske operationers bagland.

Den begrænsede russiske troppeindsættelse (ca 170.000 mand) var beregnet til at inddæmme krigens konsekvenser iUkraine. Ved at kalde det en “særlig militær operation” ønskede Putin at give indtrykket af, at det ville blive en kortvarig, begrænset affære og at isolere krigen fra den offentlige mening.

Efter Kharkiv-offensiven var dette ikke længere muligt. Fuld mobilisering ville medføre alvorlige politiske risici for Putin. Hvis krigen trækker ud, og mængden af ligposer fra fronten begynder at hobe sig op, vil modstanden mod krigen uundgåeligt vokse blandt soldaternes familier. Dette er grunden til, han kun indførte en begrænset mobilisering.

Estimatet er, at 300.000 mand, næsten en tredobling af den nuværende styrke, vil være tilstrækkeligt til at opnå hans mål i Ukraine. Tanken er, at det samtidig begrænser mulige politiske komplikationer i forhold til folkelig modstand mod krigen, hvis operationen går galt. De mobiliserede er desuden folk med en vis militær erfaring, som derfor ikke har behov forlængerevarende træning. Nogle af dem kan anvendes til logistiske opgaver og til beskyttelse af bagtroppen, hvilket således vil frigøre mere uddannede og professionelle tropper til faktisk at kæmpe ved frontlinjen.

Beslutningen om folkeafstemninger i de fire regioner har et dobbelt formål. På den ene side vil krigens status ændres, når først disse regioner er optaget i Den Russiske Føderation. Hvis Ukraine trænger videre frem eller bomber disse områder, vil det blive anset for en aggression mod russisk territorium. Det vil også åbne for indsættelsen af de regulære russiske styrker i disse områder for at frigøre flere styrker til offensive formål.

For det andet havde Putin brug for at berolige befolkningen og administrationen i disse regioner, med at Rusland er der for at blive og ikke vil flygte, som det skete i Kharkiv Oblast. Den ukrainske regering har truet dem, som samarbejdede med russiske styrker, med alvorlige konsekvenser, og flere er allerede blevet dræbt. Folkeafstemningerne vil i nogen grad berolige embedsmændene, som Rusland er afhængig af til den civile administration.

Selvfølgelig vil disse folkeafstemninger foregå under en væbnet besættelse og midt under en krig. Det ændrer dog intet ved, at en stor del af de tilbageblevne i de regioner sandsynligvis er pro-russiske, mens hovedparten af modstanderne mod Rusland allerede er flygtet til Ukraine-kontrollerede områder. Det at Kyiv har truet med fængsel i op til 12 år og konfiskation af ejendom for dem, der deltager i afstemningen, eller den tidligere trussel om 15 års fængsel til alle ukrainere i de russisk besatte områder der ansøgte om russisk pas, bekræfter blot denne mistanke. Hvis Kyiv var sikker på, at befolkningen i disse regioner havde anti-russiske følelser, ville de uden tvivlhave opildnet til modstand frem for at falde tilbage på trusler.

Når Putin taler om at stå overfor “hele Vesten”, forsøger han at opildne støtten til krigen blandt den russiske befolkning, men han er ikke den eneste, der er kommet med en sådan udtalelse. Der er konstant kommet udtalelser fra Washington om at være i krig med Rusland, og selv Biden har erklæret, at målet var regimeskift i Moskva. Spaniens premierminister Pedro Sanchez erklærer ligeledes at “Putin er i krig med hele Europa”.

En forudsigelig respons

Hensigten med en delvis mobilisering er for Rusland at opnå krigens umiddelbare mål. Der har de sidste par dage siden Kharkiv-offensiven været et konstant pres fra den ukrainske hær langs Oskil floden, med overskridelser visse steder, og adskillige kampe frem og tilbage om kontrollen med den østlige side af Kupiansk på højre side af floden (Ukraine sidder på den vestlige bred). Ukrainske styrker har også i området omkring Lyman krydset Siverski Donets floden to-tre steder, men russerne har indtil nu været i stand til at holde stillingerne ved denne vigtige by. Endelig har ukrainske styrker presset på mod Luhansk og Bilohorivka. Ruslands første mål er derfor at stabilisere fronten langs floderne Oskil og Siverski Donets.

Når dette er sket, må Putin fortsætte fremrykningen i Donetsk Oblast, da kontrollen med hele Donbass vil kunne proklameres som opnåelsen af den “særlige operations” mål.

Den slørede trussel Putin fremførte om brugen af kernevåben, var møntet på Vesten. Egentlig sagde han “der er en grænse for jeres stadigt stigende militære og logistiske støtte til Ukraine, og hvis I overskrider den, må I tage konsekvenserne”. I sammenligning med NATO og amerikansk imperialisme er Rusland kun en mellemstor regional stormagt. Det er imidlertid en stormagt med atomvåben og, som Putin mindede Vesten om, én med meget højteknologiske måder at affyre dem.

Det er i samme grad kynisk og hyklerisk, når Europas ledere fælder krokodilletårer og jamrer om at Rusland bruger verdens energiforsyning som et våben. Når alt kommer til alt, var det EU, som lod sig involvere i den ukrainske krig ved at sanktionere Rusland som en form for økonomisk krigsførelse. De kan ikke sanktionere Rusland og derefter beklage sig over, at Rusland lukker for gassen! Selvfølgelig bruger Putin økonomiske midler til at lægge pres på Europa, og selvfølgelig regner han med, at den sociale uro forårsaget af høje energipriser og leveomkostningskrisen i almindelighed vil presse de europæiske regeringer mod en mere fredsommelig indstilling af frygt for at blive væltet.

Vesten har åbent udtrykt ønske om at bruge krigen i Ukraine til at sætte Rusland på plads (dvs. underordnet vestlig imperialisme) og gennemføre et regimeskift. Der har sågar været diskussioner om at opsplitte Rusland.

Krigen i Ukraine er derfor et eksistentielt spørgsmål for Putin. Han har satset sin magt og prestige på den. Hans fremtidige plads på magten er afhængig af, om han kan opnå noget, som han kan præsentere som en sejr, og fremfor alt om han kan undgå at blive besejret eller ydmyget. Enhver antydning af nederlag vil betyde enden for Putin, som ville kunne fjernes enten af en folkelig opstand fra neden eller ved et kup fra oven. Hans seneste respons på nederlaget i Kharkiv Oblast var aldeles forudsigeligt.