Revolutionen i Venezuela er i fare!

Denne artikel er baseret på materiale udgivet i Venezuela, som er tilgængeligt på spansk (se links i slutningen af artiklen på http://www.marxist.com/Latinam/revolution_in_danger.html). Vi vil gøre mere materiale tilgængeligt i de kommende dage. Vi opfordrer alle vore læsere og sympatisører til at intensivere den kampagne vi lancerede sidste uge til forsvar for den venezuelanske revolution. Bliv ved med at indsamle solidaritets underskrifter, organisér møder, skaf penge, spred ordet om hvad der sker i Venezuela.

Begivenhederne I Venezuela udvikler sig hurtigt. To gange har ”oppositionen” – som samler omkring sig alt hvad der er reaktionært i Venezuela – prøvet at vælte Chavez. Først forsøgte de ved kuppet i april 2002, dernæst ved den såkaldte oliearbejder ”strejke”. I begge tilfælde stoppedes de reaktionære ved massemobiliseringer af arbejdere og fattige i Venezuela. Men i de seneste par dage har de taget en ny taktik til sig, ved at sprede terror i gaderne. Arbejdere, studerende, Chavez støtter, venstrefløjsaktivister, m.fl. har været udsat for fysiske angreb. Dette er en del af en stor plan for at destabilisere landet og skabe betingelser som er mere favorable for oppositionen, inklusiv muligheden for et nyt kup.

Under en tale ved en massedemonstration søndag I Caracas, lavede Chavez den hårdeste tale han nogensinde har lavet imod Bush. Han sagde at hvis USA Imperialismen tør blande sig i venezuelansk politik og prøver på at fjerne landets demokratisk valgte regering, vil der ikke gå en dråbe Venezuelandsk petroleum til USA. Det er en seriøs trussel, fordi Venezuela eksporterer omkring 1,5 million tønder olie til USA om dagen. Han forudså også muligheden for at USA måske ville forsøge at udføre en militær intervention. I sådan et tilfælde ville der være nok jungle, nok savanna, nok værdighed og også nok rygrad til at konfrontere sådan et angreb.
Kampagnen for at destabilisere landet bliver spredt inden i Venezuela og også Internationalt. I forskellige byer og distrikter rundt omkring i Venezuela, har små men meget stålsatte og fanatiske grupper udført angreb på støtter af den revolutionære proces. Stillet over for arbejderes og unges modangreb, har disse bander affyret skud imod civile.

Disse aktiviteter har allerede fremprovokeret massive reaktioner. Søndag, den 29. Februar marcherede millioner af almindelige arbejdende venezuelanere, de undertrykte, de fattige arbejderne og ungdommen igennem Caracas gader. Masserne kunne fornemme den fare som er ved at rejse sig.
To dage forinden havde oppositionen mobiliseret en meget mindre demonstration i Caracas gader. Søndagens massedemonstration repræsenterede hele det mobiliserede folk i forsvar for deres basale demokratiske rettigheder. Og i forsvaret af den revolutionære proces som udvikler sig i Venezuela.

Ved Venezuelas Centrale Universitet (UCV) forsøgte en lille gruppe ”oppositions-folk”, at opsætte barrikader, men de blev fejet bort af en spontan mobilisering af arbejdere og studerende. Lignende provokationer har fundet sted andre steder. I El-Valle området forsøgte en gruppe af 100 provokatører, støttet af en bevæbnet gruppe, at tage kontrol over gaderne, men senere blev de splittet af lokalbefolkningen.
De studerende ved UCV holdt i dag et massemøde for at diskutere hvordan de skal fortsætte.

Disse begivenheder er alle del af en stor plan for at fremstille Venezuela som et land der er ved at falde ind i en tilstand af kaos, for derved at retfærdiggøre træk imod Chavez og den bolivariske bevægelse som står bag ham. De vil forvirre arbejderne og ungdommen rundt om i verden, omkring hvad der virkelig sker i Venezuela og derved retfærdiggøre deres forsøg på at vælte den demokratisk valgte regering og præsident af Venezuela.
Men hvorfor sker alt dette nu? Efter det mislykkedes kup i april 2002 og ”olie-arbejder-strejken”, var den reaktionære opposition i vanskelighed. Den har tabt sin fremdrift. Dens støtter er demoraliserede. De var ikke længere i stand til at mobilisere, de allerede små styrker de havde. Nye meningsmålinger viser at de rent faktisk er endnu svagere ifbm. Vælger-opbakning. De samme meningsmålinger viser at Chavez har mere end 60% iblandt befolkningen. Der er faktisk endnu større opbakning til hans basale reformer, på områder som uddannelse og sundhed. Disse reformer har 75-80% støtte. Almindelige arbejdere og fattige ved hvor deres interesser ligger!

Stillet over for dette, skiftede oppositionen taktik og brugte alle deres bestræbelser på at få en tilbagekaldelses-folkeafstemning, hvilket den venezuelanske grundlov giver mulighed for. For at få en folkeafstemning skal de minimum skaffe 2,4 millioner underskrifter. Det er mislykket fuldstændigt for dem at skaffe så mange. Der har været mange tilfælde af folk som har erklæret at deres underskrifter er blevet forfalsket. I nogle tilfælde er det endda blevet bevist at døde folks underskrifter er blevet benyttet! Selv børn skrev under på oppositionens underskriftsindsamling! Og mange underskrifter blev brugt to gange. Oppositionen kunne fornemme, at den Nationale Valg Comitee (NEC) ikke ville støtte dem. Manøvrer som den vi ser nu, har allerede mislykkedes før, da de i December kun var i stand til at samle 1,900,000 underskrifter.

Uden folkeafstemning i December, oplevede ”oppositionen” en øget svækkelse og demoralisering af sine styrker. Og selvom de ville den nationale valg komitee skulle erklære at de denne gang havde rundet et tilstrækkeligt antal indsamlede underskrifter, virker de yderst usandsynligt at oppositionen, under de givne forhold, kunne vinde sådan en folkeafstemning.
Oppositions-lederne er fuldt ud klar over at de højst sandsynligt vil tabe, men de har brug for noget for at få fastholde mobiliseringen af deres kræfter. En del af deres plan er tydeligvist at forsøge at få folkeafstemningen, og hvis resultatet så viser sig at være til deres bagdel, vil de erklære det for snyderi og valgfusk, og mobilisere på det grundlag.

Dette så ud til at være måden de havde planlagt at gøre tingene på, men nu hvor det ikke engang er sikkert at en folkeafstemning vil tage sted, er de blevet tvungen til at tage forskud på begivenhederne. Tiden spillede imod dem. Meningsmålinger viser at de endda kunne miste kontrol med nogle kommunalråd. Dette ville, igen, stille dem i en ufavorabel position. Så snart masserne har fællet deres dom, vil de ikke kunne hævde at de repræsenterer ”folket” i Venezuela, som de har forsøgt at gøre hidtil.

Oppositionen har således reddet sig ud i en ekstrem svær situation. Det er deres svaghed, der har placeret dem med ryggen op ad muren. De skal rykke på sig, de skal gøre et eller andet hvis de skal få deres støtter mobiliseret bag sig. Men det er deres ekstreme svaghed, der leder dem til at opføre sig på den desperate måde de gør i øjeblikket.
De vil måske endda overveje et decideret mordforsøg på selveste Chavez. Hvis dette sker, vil Venezuela havne i et endnu større oprør. En borgerkrig kunne være på dagsordenen. Masserne ville ikke forholde sig passive. De vil komme ud i millioner. Vi ville blive vidne til et nyt ”Caracazo” (#forklarende note, jeg forstår ikke ordet), men denne gang på et meget højere niveau. Masserne er meget mere organiserede. De har større erfaring. De har opnået meget og vil ikke være villige til at opgive alt dette til de reaktionære, pro-imperialistiske gangstere der ønsker at skrue tiden tilbage.

Oppositionen overvejer klart hvad deres næste skridt skal være. Nogen må lege med ideen om et andet kup. De er på udkig efter støtte blandt de højere lag i militæret. Lige nu er styrkeforholdet, selv på dette niveau, blandt de væbnede styrker, imod dem. De fleste officerer har erklæret loyalitet overfor Chavez. Sidste gang der var et kup, rykkede en fløj af hæren, under presset fra masserne, ind for at redde Chavez og vælte kup-lederne. Uanset hvad er der ingen garanti for at denne ”loyalitet” vil vare ved for altid. Det afhænger af forskellige faktorer.
Hvis de ser at landet befinder sig i “kaos” vil nogle af dem beslutte at skifte deres loyalitet. Vi har set dette mange gange før. I det afgørende øjeblik, vil top-officererne stå side om side med deres egen klasse, borgerskabet. Men det ser ud som om vi endnu ikke har nået dette staide. Men stadiet er stadig med i oppositionens planer. De de prøver på er at skabe en situation, der er mere favorabel for et sådan scenario.
En kortsigtet mulighed er at der indføres en embargo på Venezuela udefra, ledet af USA og støttet af deres allierede i resten af Latin Amerika. Dette har dog også sine risikoer. I stedet for at svække Chavez, kan det skubbe bevægelsen op på et højere niveau, hvor masserne rykker hurtigt til venstre og derved intensivere presset på Chavez for at han tager endnu hårdere midler i brug over for imperialismen.

Endnu et rygte der cirkulerer i Venezuela er at guvernøren af Zulia, en olie-rig region ved grænsen til Colombia, måske vil blive fristet til at erklære sig uafhængig. Dette ville være en provokation med det formål at få Chavez til at intervenere militært og derved retfærdiggøre en udenlandsk intervention for at ”redde” Zulia. Det faktum at regionen ligger på den columbianske grænse vil lette det.
Alt det her, er tydeligvis muligheder som oppositionen overvejer. Problemet er at styrkeforholdet stadig er massivt imod dem, på dette tidspunkt. Hvis ikke de handler vil de klart vise deres svaghed og derved forstærke massernes selvtillid. Men hvis de reaktionære handler, vil deres handlinger eskalere begivenhederne og derved skubbe masserne til at foretage kontra-angreb.

Så det ser ud til at deres handlinger i løbet af de næste få dage vil være dikteret af deres desperate behov for at opretholde moralen hos deres støtter. De gør dette ved at mobilisere samfundets bærme til disse kujon-agtige angreb som væbnede bander foretager imod ubevæbnede arbejdere og unge. Dette er en del af en mere lang-sigtet plan for at destabilisere landet og forberede mere favorable betingelser for reaktionen.
Deres slogan er ”jo værre, jo bedre”. Des mere kaos og uorden de formår at plante, des mere vil de føle at de kan starte med at ændre styrkeforholdet i statsinstitutionerne, især i toppen af hæren. Hvis de kan overbevise nogle nøgle-elementer på dette niveau om at landet står over for ”kollaps” eller en eller anden form for ”kommunistisk overtagelse”, ville de forberede betingelserne for et nyt kup, et sted ude i fremtiden.
Men det er ikke udelukket at de, stillet over for en desperat situation, kan blive skubbet imod en for tidlig handling og forsøge at basere sig på de officerer som allerede er med dem. Vi kan ikke være selvtilfredse med situationen. Den venezuelanske revolution stirrer reaktionen lige i ansigtet. Et hvert tegn på svaghed hos Chavez, eller de venezuelanske masser, vil indbyde til yderligere aggression.

Denne trussel vil ikke gå væk. Aller højest vil den blive udskudt for en tid. Men oppositionen vil ikke stoppe før end den har opnået sit mål – at knuse de venezuelanske masser for at give dem en lærestreg som de ikke vil glenmme i lang tid. Vi må sørge for at det bliver oppositionen som får en lærestreg, som den ikke vil glemme let. Dette gøres ikke ved at opretholde status quo.

Sidste søndags massive mobiliseringer i Caracas viser tydeligt de venezuelanske massers umådelige magt. De kan knuse oppositionen tusind gange. Men dette kan ikke gøres ved forsigtige appeller fra regeringen. Det er tid til at handle. Det er ikke nok at forsvare den revolutionære proces. Den må gøres mere omfattende. Oppositionens magt er baseret på dens ejendom. Den ejer størstedelen af medierne, TV, aviserne, radiostationerne, den kontrollerer store dele af økonomien. Den har betydelig magt. Den har reserver af støtte inde i statsapparatet. Selv den nationale valg komitee (NEC) er splittet med 3 for og 2 imod Chavez.
Indtil videre har NEC taget den korrekte holdning, at undersøge underskrifterne. Men der er ingen garanti om at den vil holde sig til det. Under pres vil det kun et af dets medlemmer der skal skifte holdning for at NEC tager oppositionens side.

For at forsvare sig selv, må revolutionen bevæge sig fremad. Oligarkernes ejendom bør eksproprieres . Den bør nationaliseres under arbejderkontrol. Men dette er heller ikke helt nok. Oppositionen er bevæbnet og støttet af de rige kapitalister, som imperialismen står bagved. Disse kræfter vil ikke stå passive til, alt imens massernes fjerner magtinstrumenterne fra deres hænder.

De første skridt der må tages, bør være:

1. Indkald massemøder på alle arbejdspladser og i arbejderklasse-kvarterer; disse bør vælge repræsentanter af alle og med retten til tilbagekaldelse.
   
2. Selvforsvars grupper for arbejderne bør oprettes for at forsvare hver arbejdsplads og boligkvarter.
   
3. Chavez regeringen bør uddele våben til disse selvforsvarsgrupper og forsyne arbejderne med den nødvendoige træning til at bruge dem. Det er den eneste måde arbejderne kan forsvare sig selv mod de kriminelle bander som oppositionen har sluppet løs.
   
4. Specielle forholdsregler for forsvar bør tages, for at beskytte akrtivister i bevægelsen, tillidsmænd, etc., imod fysiske angreb. Hvis dette ikke gøres, under undskyldningen at det bare vil provokere reaktionen, vil være en seriøst fejltagelse, fordi oppositionen allerede skaber terror – den behøver ingen anledning.
   
5. Disse komiteer og forsvarsgrupper bør forbindes med de loyale dele af hæren og der bør tages forholdsregler for at børn af arbejdere i hæren forbliver på deres klasses side i kampen.

Fred Weston      

1. Venezuela: Oppositionen forbereder nyt kupforsøg
2. Venezuelas folk svarer igen: Her er jeres folkeafstemning!
3. Venezuela: revolutionen trues af økonomisk sabotage
4. Revolution og kontrarevolution i Venezuela
5. Venezuela – strejke eller lockout?