Revolutionen Forrådt udgivet på Cuba Danish Share Tweet Danish translation of More than one hundred attend launch of 'Revolution Betrayed' in Cuba (February 21, 2008) Mandag den 18. februar deltog over hundrede mennesker ved præsentationen i forbindelse med udgivelse af Leon Trotskijs bog Revolutionen Forrådt. Det er første gang, at en bog af den russiske revolutionære officielt er blevet præsenteret på Cuba. Lanceringen fandt sted på bogmessen i Havanna. Entusiasmen var så stor, at 60 stole allerede var optaget et kvarter før mødets start. Deltagerne i mødet var revolutionære fra tre generationer fra mange latinamerikanske lande. Blandt de tilstedeværende var den revolutionære veteran og trotskist Idalberto Ferrara og hans søn, som også er revolutionær socialist, Juan Leon Ferrera, som deltog i den revolutionære krig og senere arbejdede sammen med Che Guevarra. Det er fjerde gang, at den spanske Frederik Engels Stiftelse (FFE) deltager i denne imponerende bogmesse, som finder sted i Cabaña komplekset, et gammelt spansk fort, hvor Che Guevara oprettede sin kommandopost, commandancia, efter revolutionens sejr for næsten 50 år siden. Denne gang havde vi besluttet os for at præsentere to værker, som efter vores mening er afgørende for de debatter om socialisme, der finder sted over hele Latinamerika og på Cuba. Det ene værk er Trotskijs bog, og det andet er en udgave af det teoretiske magasin Marxismo Hoy, som handler om Kina. Det indeholder et værk om landets revolutionære historie, Trotskijs forord til Harold Isaacs bog om Kina, samt et dokument fra den Internationale Marxistiske Tendens, som analyserer processen med genoprettelse af kapitalisme i Kina. Mødet begyndte med en tale af Jordi Matorell, talsmand for den internationale Hands Off Venezuela-kampagne og medlem af FFE. Han understregede, at FFE’s tilstedeværelse på bogmessen er en del af vores internationalistiske engagement for at forsvare den cubanske revolution. Jordi forklarede begivenhedens historiske betydning. Det er første gang, at en bog af Trotskij udgives på bogmessen. Bogen er skrevet i 1936 og forudsagde og forklarede den proces, gennem hvilken det stalinistiske bureaukrati genindførte kapitalismen i Sovjetunionen i slutningen af 1980’erne. Jordi pegede på, at bogens vigtige betydning ligger i, dens videnskabelige analyse af det bureaukratiske systems kollaps, som ikke var ”socialismens nederlag” som de borgerlige propagandister sagde. I denne bog beskriver Trotskij den russiske revolutions bureaukratiske degeneration, men han forklarer også de materielle årsager: revolutionens isolation i et tilbagestående land. Et af de emner, som Trotskij beskæftiger sig med, er den udenrigspolitik, som det stalinistiske bureaukrati førte, og som forlod proletarisk internationalisme til fordel for ideen om ”socialisme i et land” og fredelig sameksistens, hvilket afspejlede den bureaukratiske kastes interesser. Jordi pegede på, at den cubanske revolution mange år senere stødte sammen med denne opfattelse, og han citerede fra Ches tale i Algeriet, da han opfordrede til at ”skabe to tre, mange Vietnam’er”, og hvordan han med alle midler forsøgte at sprede revolutionen til andre lande, hvilket han betalte for med sit liv. I Revolutionen Forrådt optegner Trotskij tre mulige perspektiver for USSR. Det ene er en sejr til arbejderne og tilbagevenden til Lenins styre med arbejderdemokrati. Det andet er et borgerligt partis sejr, som ville begynde en tilbagevenden til kapitalisme ved at privatisere jorden og den lette industri. Endelig advarede Trotskij om, at en fortsættelse af bureaukratiets regime ville føre til, at dette bureaukrati ville forsøge at omdanne sig selv fra snyltende bestyrere af produktionsmidlerne til ejere af disse, hvilket præcis var, hvad der skete. Jordi forklarede, hvordan genindførslen af kapitalisme i det tidligere USSR førte til en hidtil uset kollaps i økonomien, levestandarden, levealderen, kunst og kultur osv. Han advarede om, at genindførsel af kapitalisme på Cuba ville være endnu værre. Han pegede på en vis naivitet blandt visse lag i det cubanske samfund om indførelse af ”markedsøkonomi”, og han opfordrede til et betingelsesløst forsvar for den cubanske revolutions fremskridt. Her blev han afbrudt af bifald fra publikum. Jordi præsenterede dernæst det teoretiske magasin om Kina, og han optegnede den proces med genindførelse af kapitalismen, som har fundet sted, der har været anført og kontrolleret af Kinas Kommunistparti. Han understøttede sine argumenter med de mange tal og kendsgerninger, som kan findes i IMT’s dokument. Selv om ingen kan nægte, at der har været stor økonomisk vækst, er det sket gennem en enorm intensivering af udbytningen af den kinesiske arbejderklasse, fremvæksten af enorme regionale ubalancer, koncentration af rigdommene i den ene ende af samfundet og fattigdom i den anden, 300 millioner arbejdsløse osv. Langt fra at være socialisme af nogen art (ikke engang ”markedssocialisme med kinesiske karaktertræk”) er vi i Kina vidne til fremkomsten af en særlig brutal art kapitalisme. Den kendsgerning at Kina handler med Cuba og Venezuela bestemmer overhovedet ikke produktionsmåden i dette land. Disse handelsforhold, hvor nødvendige og retfærdiggjorte de end er, finder sted på markedsvilkår. Hvor er de kinesiske læger i Caracas eller i Kashmir? Den positive side af processen er udviklingen af verdens største arbejderklasse, som er begyndt at få bevidsthed om sine interesser, og som uden tvivl vil spille en revolutionær rolle med konsekvenser over hele verden. Dokumentet forklarer, at perspektivet for Kina, som i høj grad afhænger af markedet i USA, der allerede er i krise, ikke er fortsat vækst, men en overproduktionskrise og enorme sociale og politiske omvæltninger. Diskussionen om Kina er også vigtig fordi nogle præsenterer det som en model, som den venezuelanske revolution skal følge, og de argumenterer for, at hvis Kina ”går tilbage til markedet”, så er der intet behov for at ekspropriere produktionsmidlerne i Venezuela. Jordi sluttede af med at bekendtgøre den snarlige udgivelse af Alan Woods’ bog ”Marxisme og socialisme i det 21. århundrede – Anti-Dietrich”, som river Heinz Dietrichs teorier fra hinanden. Dietrich argumenterer for, at der ikke er brug for at der ikke er behov for at nationalisere økonomien, og han giver et ”teoretisk” dække for reformisterne i Venezuela. Den cubanske kommunistiske journalist og forfatter Celia Hart deltog også i lanceringen af Revolutionen Forrådt. Celia forklarede den enorme indvirkning denne bog havde haft på hende, da det lykkedes hende at få fat på et eksemplar af den bog, som FFE nu udgiver i Cuba. Hun roste både Trotskijs barnebarn Esteban Volkovs forord til bogen, samt Alan Woods’ indledning, som hun anbefalede til alle de tilstedeværende. Celia var den person, der insisterede på, at FFE skulle være til stede på bogmessen i Havanna for at sprede Trotskijs værker, og derfor var det denne historiske begivenhed også hendes fortjeneste. Celia understregede, at stalinismens økonomiske politik fulgte en zig-zag kurs og hvordan det var den fejlslagne højrepolitik med indrømmelser til kulakkerne og andre kapitalistiske elementer, der tvang bureaukratiet til at antage et program med kollektiviseringer og industrialisering, som Venstreoppositionen havde talt for, men det skete på den bureaukratisk og brutalt fordrejet måde. Angående NEP sagde hun, at det var en politik med nødvendige indrømmelser, men at Lenin altid havde anset det som strengt tidsbegrænset og nødvendigt at holde det under kontrol, det var ikke et gode i sig selv. I hendes mening var politikken med ”socialisme i et land” den værste af alle stalinismens forbrydelser. Hun understregede også lighedspunkterne mellem Trotskijs ideer og ideerne som Che Guevara udviklede i ”Kristiske noter om USSR’s manual om politisk økonomi”, som for nyligt er blevet udgivet, og hvori Che fordømte udenrigspolitikken hos både USSR og Kina over for tredjeverdenslandes revolutionære kamp, og han advarede om genindførelse af kapitalisme. Endelig foreslog Celia, at FFE skulle give et eksemplar af Revolutionen Forrådt til Fidel Castro, og hun opfordrede alle de tilstedeværende til at læse bogen grundigt og diskutere den. Ved mødets afslutning blev begge udgivelser solgt for cubanske pesos. Source: Socialistisk Standpunkt