Revolution i Bolivia: Al magt til folkeforsamlingen

Den bolivianske revolution er en inspiration for arbejdere og unge i hele verden. I de sidste få dage har den nået afgørende højder. Masserne har rejst sig. Arbejdere og bønder har overtaget gaderne og de centrale pladser i La Paz og El Alto. Minearbejdere marcherer med dynamit i deres næver. Tusindvis af bønder går mod hovedstaden. Hæren og politiet står magtesløse overfor situationen. Den forhadte præsident Carlos Mesa er blevet tvunget til at trække sig. Parlamentets magt er blevet fjernet fuldstændigt fra dem. Magten er flyttet ud i gaderne.

Den bolivianske herskende klasse står lammet og kraftløs overfor den gevaldige massebevægelse. Den herskende klasses desperation og magtesløshed demonstreres ved, at dele af oligarkiet forsøger at splitte landet, adskille de velhavende østlige provinser omkring Santa Cruz fra de mere revolutionære vestlige provinser omkring La Paz og El Alto. Alene ved dette indrømmer det degenererede oligarki sit nederlag allerede før kampen er begyndt. De er udmærket klar over, at de ikke kan påføre masserne noget afgørende nederlag i en direkte konflikt.

Den kendsgerning at dele af den herskende klasse ønsker at slippe væk fra Bolivia afslører deres fallit. I en desperat indsats for at forsvare deres magt og privilegier er disse reaktionære snyltere parate til at ødelægge Bolivia. Det er det virkelige indhold i deres såkaldte patriotisme. Som ethvert andet oligarki i Latinamerika er de vampyrer og agenter for imperialismen, der har ernæret sig ved at suge saften og kraften ud af landet.

Bolivias krise er udelukkende oligarkiet og imperialismens ansvar. Det afspejler kapitalismen i Bolivias totale dødevande, dens manglende evne til at opfylde selv de mest elementære behov hos folket. Godsejerne og kapitalisterne har ruineret Bolivia og dømt et potentielt velstående land til tiggeri. Ingen fremskridt er mulige, så længe nationens velstand forbliver i hænderne på disse banditter.

Denne krise er ikke blot en hændelig politisk krise. Den kan ikke løses ved et regeringsskifte, en ny præsident, en ministerrokade eller endda ved nye valg og en grundlovsgivende forsamling (der samles for at lave en ny grundlov for landet). Den er en kritik af systemet og kan udelukkende løses ved en fundamental samfundsændring. Det er derfor, de bolivianske arbejdere og bønder på deres bannere har indskrevet krav om at vælte den fallerede borgerlige parlamentarisme og afløse den med arbejder- og folkemagt.

Hovedkraften i den bolivianske revolution er arbejderklassen og dens naturligt allierede, bønderne og de fattige byboere. Over en periode på 18 måneder (siden efteråret 2003), har de bolivianske masser vist kolossal kampånd, mod og klassebevidsthed. Her er det endelige svar til alle de halvhjertede, kujoner, skeptikere og kynikere der tvivlede på arbejderklassens evne til at ændre samfundet! Her er det endelige svar til dem, der hævdede en socialistisk revolution ikke længere kunne komme på tale i det 21. århundrede!

Generalstrejke rejser spørgsmål om magten
Arbejderklassen har bevæget sig fra de traditionelle masseorganisationer, fagforeninger og COB (Bolivias svar på LO, red.), der har organiseret generalstrejke. Generalstrejken er instrumentet der har bragt arbejderne op på tæerne, mobiliseret millioner, fastholdt dem til et brandpunkt, koncentreret deres kræfter og inspireret dem med den nødvendige opmuntring, mens den sideløbende har forstyrret den herskende klasse og lammet statens undertrykkende organer.

Generalstrejkens succes, der hver dag spredes til nye områder og klasselag, er et yderst vigtigt element i den revolutionære ligning. Det viser arbejderne, hvilken vældig magt der ligger i deres hænder. Det beviser, at uden arbejderklassen er der ikke én el-pære, der lyser, ikke ét hjul drejer og ikke én telefon ringer. Det beviser, at samfundet ikke kan fungere uden arbejderklassen - men samfundet kan fungere helt fint uden de snyltere der hidtil har styret og ledt det mod en bundløs afgrund.

Ja, generalstrejken er en yderst magtfuld løftestang til mobilisering af arbejderklassen, ophidse tidligere inaktive lag til revolutionære aktiviteter og klassebevidsthed. Men generalstrejken i sig selv løser intet. Den rejser magtspørgsmålet, men kan ikke besvare det. Spørgsmålet er blot stillet: HVEM STYRER SAMFUNDET? HVEM ER HERRE I HUSET? Spørgsmålet må dog besvares, uden nogen tøven og uklarhed.

Intet samfund kan eksistere permanent i en tilstand af ustabilitet og uro. Den herskende klasse klager over 'kaos' og ustabilitet. De kræver orden. På sin vis har de ret. Samfundet er blevet reduceret til kaos-tilstande under ledelse af en uansvarlig og korrupt klike af bankmænd, kapitalister og godsejere og deres bestikkelige politiske tjenere.

Den revolutionære massebevægelse er ikke et resultat af kaos, men et forsøg på at standse kaoset og indføre en ny orden i samfundet. Det er usikkert, hvorvidt den nye sociale orden masserne kræver, udelukkende kan opnås ved hjælp af et radikalt og totalt brud med det gamle regime. For at fuldføre dette brud er det nødvendigt at gå længere end blot generalstrejken. Det er nødvendigt for generalstrejken at forandre sig til et oprør.

For at udføre denne opgave må arbejderklassen være organiseret. Den må inddrage alle lag af klassen - ikke kun det industrielle proletariat, minearbejderne og oliearbejderne, men også funktionærerne, lærerne, bankansatte, offentlig ansatte. Den må ikke begrænse appellen til de traditionelt organiserede lag, men bestræbe sig på at inddrage hidtil uorganiserede lag - de arbejdsløse, de fattige byboere, husmødrene, de studerende, de mindre butiksindehavere og alle bønderne.

Til denne enorme opgave er COBs traditionelle strukturer for mangelfulde. Det er nødvendigt at opsætte nye organisatoriske former - aktionskomiteer og revolutionære cabildos(råd) - der er favnende og fleksible nok til at inddrage de brede masser i den revolutionære bevægelse. Den oprørske arbejder er begyndt at organisere sig på forskellige måder - revolutionære forsamlinger, strejkekomiteer, åbne cabildos osv. Det er vejen frem! Den nye samfundsorden kan kun blive opbygget nedefra. Dens første opgave er at kæmpe mod den eksisterende magt, at konfrontere den i kamp og at besejre og afvæbne den. Dette er hovedmålet, bevægelsens opgave.

Komiteerne og cabildos må være organiserede og forbundet på et lokalt, distriktsmæssigt, regionalt og nationalt plan. Deres hovedfunktion vil være at lede massekampene. Deres mest akutte opgaver vil være bestemt af bevægelsens umiddelbare krav: at organisere og centralisere arbejderkampene: strejker, demonstrationer, blokader, boykotter osv. De må organisere forsvarsenheder for at bevare og beskytte arbejdernes demonstrationer og strejkevagterne mod fascistiske angreb. De må organisere omdelingen af forsyninger til befolkningen og forhindre spekulation og profit. De må kontrollere priser og sikre den offentlige administrations funktion.

For så vidt det lykkedes arbejdernes organisationer at fuldføre disse opgaver vil de naturligt overtage rollen som en alternativ magt - et arbejderstyre! De vil udfordre de gamle myndigheder og i stigende grad erstatte dem. De gamle korrupte embedsmænd og bureaukrater vil bliver kørt ud på et sidespor når masserne selv begynder at styre samfundet.

Elementer af dobbeltmagt
I virkeligheden eksisterer elementerne af parallel magt allerede i Bolivia, som det er bevist af rapporter modtaget fra øjenvidner (Se Den bolivianske folkeforsamlings lancering). Beslutninger truffet på det første udvidede møde for Originaria-folkets nationale forsamling demonstrerer det ufejlbarlige revolutionære instinkt hos masserne.

Ved en beslutning fra dette møde har El Alto, orkanens øje i den bolivianske revolution, erklæret sig selv som revolutionens generalstab. Dette betyder, at de mest målbevidste proletariske elementer har besluttet at placere sig i front, og levere det nødvendige lederskab for folkemasserne. Sidstnævnte vil se til proletariatet efter stabilt og solidt lederskab. Alle resultaterne fra El Alto i den sidste periode med drabelige klassekampe overbeviser os om at de ikke vil blive skuffede.

For det andet har de besluttet at organisere en forenet ledelse af den Nationale folkeforsamling som et specifikt magt instrument, hvor Lokalkomitéføderationen ("juntas vecinales") vil stå i front, forbundet med COB, minearbejdernes forbund og andre arbejder- og bondeforbund overalt i landet.

Det er strengt nødvendigt at etablere en centraliseret revolutionær ledelse. Uden den vil det være umuligt at besejre den borgerlige stats centraliserede magt. Den nye magt har desuden givet sig selv opgaverne med forsyning, selvforsvar, kontrol af presse (en anden væsentlig opgave for den revolutionære bevægelse) og samtidig politiske spørgsmål.

Det sidste punkt er af stor vigtighed. Bevægelsen er allerede gået langt længere end en 'normal' fagforeningskamp. Bevægelsens oprindelige begrænsede hensigt er blevet historie. Selv kravet om nationalisering af olie og gas industrien - skønt stadig korrekt og nødvendigt - er ikke længere tilstrækkeligt.

Det er ikke et spørgsmål om nationalisering af den ene eller anden sektor, men om hvem der styrer samfundet. Kampen for et enkelt emne (kontrollen af Bolivias naturressourcer) er forvandlet til et spørgsmål om magt. Dem der end ikke forstår dette - dem der stadig prøver at trække bevægelsen tilbage til 'sikkert' farvand, som f.eks. til grundlovsreformer, konstituerende forsamlinger osv., spiller i praksis en kontrarevolutionær rolle.

Den nationale folkeforsamling skriver på dets bannere nationalisering af olie og gas. Det forbliver korrekt. Men det første spørgsmål er: hvem vil udføre dette? Det er ganske muligt at de borgerlige, når de står overfor risikoen for at miste alt, nu vil tilbyde en form at 'nationalisering' i forsøg på at tilfredsstille bevægelsen. De leger allerede med tilbudet om nye valg og en konstituerende forsamling (engang i fremtiden). Alt dette er bedrag - et forsøg på at forvirre masserne og demobilisere dem.

Men arbejderne er vagtsomme og vil ikke tillade dem selv at blive snydt så groft. De har allerede haft oplevelsen fra 2003, da den revolutionære bevægelse lykkedes at vælte Lozada, blot for at blive snydt for magten af en parlamentarisk manøvre fra oven, der bare erstattede Lozada med Mesa. I hovedtræk ændredes intet. Masserne ved dette og har ikke tendens til at blive snydt på samme måde to gange.

Mødet i El Alto 'afviser derfor alle den herskende klasses manøvrer for at lave en ny forfatning af samme skuffe eller valg af de samme politiske svindlere ('politiqueros') og i stedet indkalde til etableringen af folkeforsamlinger på afdelingsplaner under COBs kontrol, og delegerede valgt til massemøderne ("elegidos en asambleas y cabildos").

Spørgsmålet om partiet
COB's rolle i alt dette er fuldstændig central. Det er de bolivianske arbejderes traditionelle masseorganisation. COB har spillet en stor og fremragende rolle i organiseringen og udvidelsen af generalstrejken. På trods af dette må vi komme med en advarsel. Lederne af COB må ikke nøjes med radikale taler. De må gå fra taler til handling.

COB's ledere har udtalt, at COB begik en fejl i efteråret 2003 ved ikke at tage magten. Fuldstændigt korrekt! COB kunne og burde have taget magten på daværende tidspunkt. Det var absolut muligt. I stedet tøvede COB's ledere, mistede tid og i sidste ende lod de Carlos Mesa komme til magten. Man siger i fysikkens verden at "naturen udfylder et vakuum" og dette gælder også i politik. Selvfølgelig er det kun menneskeligt at begå fejltagelser. Men det ville være kriminelt at gentage samme fejl to gange.

Lederne for COB har også udtalt, at grunden til at de ikke tog magten, var manglen på et revolutionært parti. Det er ikke normalt at høre sådanne indrømmelser. Det er sandt at grunden til oktoberrevolutionens sejr i Rusland var eksistensen af det bolsjevikiske parti, ledet af Lenin og Trotskij. Men det er også sandt at bolsjevikpartiet i februar var en lille minoritet i arbejderklassen og sovjetterne. I Bolivia er der ikke noget bolsjevikisk parti - men der er en stærk bolsjevikisk (trotskistisk) tradition blandt arbejderne og mange tusinder aktivister er blevet skolet i denne tradition, hvilket ses i Pulacayo teserne vedtaget i 1946 af minernes fagforening og senere overtaget af COB.

Hvis der eksisterede et bolsjevikisk parti i Bolivia, ville opgaven med at tage magten være uendelig meget lettere. Men denne opgave mangler stadig at blive udført og kan ikke udskydes til senere. Arbejderklassen er ikke en vandhane der kan lukkes og åbnes hverken efter det revolutionære partis, COB's eller hvilke som helst andres forgodtbefindende. Arbejderne og bønderne i Bolivia forlanger at magten lægges i deres hænder med det samme. De objektive betingelser for dette er yderst favorable nu. Faktisk er det svært at forestille sig mere fordelagtige omstændigheder. Hvis vi lader denne mulighed løbe ud mellem vores hænder, kan det komme til at tage mange år før en lignende mulighed opstår.

At nægte at tage magten i sådan en situation med begrundelsen: "vi ikke har et revolutionært parti" er en utilstrækkelig undskyldning. Der har været tidspunkter i historien hvor arbejderne har taget magten uden hjælp fra et revolutionært parti. Det er i den henseende tilstrækkeligt at nævne Pariserkommunen. Marx sagde at Paris' arbejdere havde "stormet himlen" De væltede den gamle borgerlige stat og gav sig i kast med at skabe en ny slags statsmagt - eller mere korrekt, en semi-stat, som Engels kaldte den - en magt der var organiseret ekstremt demokratisk, og som repræsenterede samfundets flertal mod det lille mindretal af udbyttere.

Lenin forklarede mange gange de fire basale regler for Pariserkommunen, som blev brugt som udgangspunkt for Sovjetmagten i Rusland:

1. Frie og demokratiske valg med ret til tilbagekaldelse af alle embedsmænd
2. ingen embedsmand må få højere løn end en faglært arbejder
3. ingen stående hær, men et bevæbnet folk
4. gradvist skal alle opgave med administrationen af samfundet blive udført af alle på skift ("når alle er bureaukrater på skift, er ingen bureaukrater)