Den politiske krise i England

England oplever lige nu en dyb rise – ikke bare i form af en kollapsende økonomi – men en politisk og social krise der berører selve samfundets fundament. De daglige afsløringer i The Daily Telegraph af misbrug af offentlige midler og direkte korruption blandt parlamentsmedlemmer fra alle de store partier har skabt offentlig vrede på et tidspunkt med massefyringer, tvangsauktioner og lønnedgang. Disse store begivenheder markerer en stor ændring i det engelske samfund.

Stemningen i offentligheden er allerede blevet antændt af de milliarder af skatteydernes penge der er givet i redningspakker til bankerne. Dette har nået et enormt niveau af vrede imod folk som Fred Goodwin, lederen af The Royal Bank of Scotland, der var ansvarlig for fyring af tusinder af arbejdere, men som gik derfra med en pensionsfond på 16 millioner pund.

Syndflod af afsløringer

Normalt holdes korruption som denne hemmeligt af frygt for at underminere hele systemet, men på visse tidspunkter får vi et glimt – en afspejling af den underliggende krise i kapitalismen selv.

Nu er der en ustoppelig syndflod af afsløringer om parlamentsmedlemmer, der har krævet penge for huslån nummer to, rengøring af svømmepølen og alle mulige andre luksusting, mens de bebrejdede de arbejdsløse for at nasse på staten. Regeringens ministre er også dybt involveret, herunder ministeren Hazel Blears, transportminister Geoff Hoon, og finansminister Alistair Darling. To af Labours medlemmer af overhuset er suspenderet fra overhuset for at have taget penge for spørgsmål. Stemningen er nu blevet endnu grimmere med hver beskidt afsløring, og overklassen og deres politikeres hykleri. De er fuldstændig ude af føling med hvordan almindelige arbejdere lever.

Harriet Harman, underhusets leder, bad folk om ”ikke at føle at alle parlamentsmedlemmer er korrupte og at systemet er råddent.” Men det er den udbredte offentlige opfattelse. De ser ministre, der lever i luksusejendomme mens de kræver bolig nummer to, og bruger skatteydernes penge til at profitere på ejendomsmarkedet, mens tusinder af familiers hjem er på tvangsauktion.

Stemning imod eliten

”Den offentlige stemning i England har i denne uge været ud over det sædvanlige”, udtaler Matthew Engel i Financial Times. ”Den eneste analogi, der umiddelbart springer i øjnene, er med det hysteri der fulgte prinsesse Diana af Wales’ død for 12 år siden.”

”Dengang vendte briterne sig mod den kongelige familie fordi de nægtede at deltage i det umådeholdne følelsesudbrud og udvise sorg. Menneskemængderne, der samledes udenfor Westminster Abbey til begravelsen, var så meget oppe at køre at hvis Dianas broder, Earl Spencer, havde afsluttet sin tale med en opfordring til væbnet oprør er jeg overbevist om at de ville have marcheret bag ham for at vælte monarkiet.” (Financial Times 16-17 maj.)

Der var en enorm stemning i landet omkring Dianas begravelse der antog en anti-system karakter. Dette medvirkede til at underminere monarkiet som et reservevåben for fremtidig reaktion. Der er en lignende stemning i dag, der bliver båret frem af tabloidpressen og tjener til at underminere den politiske elite. Forsiden på fredagens Daily Mail mindede om en ”wanted” plakat fra det Vilde Vesten, med de parlamentsmedlemmer, der står overfor de mest alvorlige anklager. ”STIL DEM TIL ANSVAR!” skreg den. Sidste uge afbillede The Sun ”Parlamentsmedlemmer med snuden i truget” der spillede ”Monopoly”. En søndagsavis tilbød læserne en konkurrence om at ”leve som et parlamentsmedlem – alle dine regninger betales i et år!”.

Uset vrede

Ligesom boulevardpressen hylede op over Dianas død for at sælge flere aviser, oppisker de også situationen i dag for at genvinde deres faldende omsætning. Men de vækker følelser, som de ikke vil kunne kontrollere – følelser der antager en klar anti-elite kulør. Dette berører ikke kun arbejderklassen, men også middelklassen.

Imens de rige er blevet rigere under denne New Labour regering og arbejdere står over for at skulle betale for denne økonomiske krise, har vores repræsentanter i parlamentet forkælet sig selv på skatteydernes regning. Under den tilsyneladende rolige stemning på samfundets overflade er der en brændende indignation og vrede, der nu er brudt igennem på grund af disse parlamentariske udgifter.

I BBC’s program sidste torsdag, Question Time, brød den vrede stemning ud mod parlamentsmedlemmer i panelet, der blev angrebet usædvanlig vildt af publikum. De må have troet, at de ville blive lynchet.

Kapitalens strateger i frygt

Financial Times, der var bekymret over hvor al dette kunne føre hen, advarede om at ”den generelle vrede, vil ikke forsvinde uden en eller anden form for renselse. I 1997 udfyldte begravelsen denne rolle: den var en slutning, ikke en begyndelse.” I dag er dette ”en skandale i hjertet af britisk politik” og der er ingen åbenlys slutning i syne.

Det er ikke noget tilfælde at den kapitalistiske elites tre grundlæggende støttepiller monarkiet, den engelske kirke og parlamentet, alle er i krise på nuværende tidspunkt.

Det, som den herskende klasse frygter, er den radikale ændring i den offentlige bevidsthed. Folk har fået nok af løgnene og hykleriet, som de er blevet fodret med i årevis. De siger at nok er nok. Det er revolutioners materiale: små kvantitative ændringer har ændret situationen kvalitativt. I dag er de professionelle politikere foragtede og forhadte af almindelige mennesker. Parlamentets og monarkiets offentlige status er ekstremt lav. Der er ingen tillid til dem. Som vi har forklaret er vi gået ind i en ny situation med pludselige og skarpe ændringer i situationen, hvor sådanne afsløringer kan blive en katalysator for den generelle utilfredshed i samfundet.

Politikerne, såvel som kapitalens tænkende strateger, er bange for at denne affære er i gang med på farlig vis at fare ud af kontrol. de forsøgte først at lægge al skyldes på administratorer for at tvinge parlamentsmedlemmerne til at tage pengene, derefter forsøgte de at reformere systemet, men det mislykkedes fuldstændig. Hvad de end gør, vil de ikke formå at genvinde den offentlige tillid. Det er for lidt og for sent. Det afspejler en meget dybereliggende sygdom i klassesamfundet.

For sent for politikerne

Allerede nu er ministres hoveder begyndt at rulle. Det er blevet så alvorligt at politiet og statsadvokaten (Crown prosecution) er blevet inddraget for at etablere et ”udgifts panel” for at undersøge klager og se om de kræver yderligere undersøgelse. Denne historie kan fortsætte op til det næste parlamentsvalg i 2010.

Brown løber for at indhente en situation, der er ude af kontrol. Cameron forsøger også desperat at genvinde initiativet, men bliver forpestet af anklager imod konservative parlamentsmedlemmer, hvoraf en af dem, Douglas Hogg, har tiltusket sig penge til tennisbaner, svømmepøle, en hestefold, tjenestefolk og lysekroner, hvilket alt sammen understreger de konservatives godsejer-livsstil.

Der er nu kø for at betale nogle af pengene tilbage, men skaden er sket. Andre som Labours Shahid Malik, der blev tvunget til at træde tilbage fra regeringen, protesterede ”Jeg har ikke gjort noget galt” og pengene var ”lovligt set mine”, men han gik modvilligt med til at betale de offentlige penge til velgørenhed.

Eliten gået i gulvet

Den undskyldning hører nu til en anden æra, der brat sluttede, da låget blev åbnet offentligt for skandalen. Parlamentsmedlemmernes offentlige anseelse er nu lavere end boulevardpressens.

Stemningen blandt parlamentsmedlemmerne var chok og frygt. Frygt for at offentligheden vil vende sig imod dem som enkeltpersoner og etablerede partier. En Tory MP græd gentagne gange over de fjendtlige emails, hun modtog. I en mail fra en vælger stod der: ”Hvorfor begår du ikke bare selvmord?”

Ingen ved hvornår støvet vil lægge sig. Mange parlamentsmedlemmer vil stoppe ved næste valg af frygt for vreden fra deres vælgere. ”Hvofor ville de ulejlige sig,” spurgte en parti-ansat. ”Skældsordene, de grove kommentarer til deres partnere og familie, børnene der bliver drillet, de hårde angreb til landsbyfesterne.”

”Dette er den største konstitutionelle krise siden Edward VIII abdicerede,” sagde et parlamentsmedlem for Labour. Men dette er langt mere alvorligt end det. Hele den politiske elite er gået i dørken.

Farligt for den herskende klasse

Labour, partiet der er ved magten og har flest medlemmer af parlamentet, vil sandsynligvis lide det største tab. Det var ikke et tilfælde, at skandalen brød ud på et dette tidspunkt i opløbet til et parlamentsvalg. Årsagen var et ønske om at underminere Labour-regeringen og forberede vejen for en stærk konservativ regering. Men planen har givet slemt bagslag, hvor alle parlamentsmedlemmer er besudlede, inklusiv de konservative. Og værre endnu har det frembragt en offentlig vrede mod den politiske elite som et hele. Det er meget farligt set fra den herskende klasses synspunkt.

De politiske skandaler i Italien i midten af 1990’erne resulterede i Kristendemokraternes kollaps. Det var det vigtigste borgerlige parti, der havde ledt landet siden anden verdenskrig. Krisen var meget farlig på det tidspunkt fordi den slipper ukontrollable kræfterløs, der truer hele den politiske struktur. Der var lignende farer i Dreyfus-affæren i Frankrig i slutningen af det 19. århundrede. Udstillingen af en militær sammensværgelse førte til udbredt vrede imod militæret og eliten og fremprovokerede en social krise. Det tjente til at udstille regimets råddenskab og rejste et spørgsmålstegn ved hele det kapitalistiske system. Lenin forklarede, at med en tydelig socialistisk ledelse kunne situationen endda have ført til en revolution.

Svært for borgerskabet

Der er også en anden vinkel på den nuværende britiske skandale. Den nuværende økonomiske krise i kapitalismen har resulteret i kæmpe regeringslån og underskud overalt, hvilket skal betales tilbage og hurtigt løses. Dette vil betyde massive nedskæringer i de offentlige udgifter i den nærmeste fremtid. I England taler de om et nedskæringsprogram, der vil vare i mere end 20 år! De konservative sliber allerede deres økser til deres nyfundne rolle. for at disse barbariske nedskæringer i levestandarden kan gennemføres, vil kapitalistklassen i England kræve en stærk regering ved de næste valg. For dem betyder det en stærk konservativ regering der vil gøre, som den bliver befalet.

Denne skandale har gjort det afgørende sværere for borgerskabet. ”En mediestorm om parlamentsmedlemmernes overforbrug vil gøre det sværere for en ny konservativ regering at gennemføre de nødvendige nedskæringer i de offentlige udgifter, frygter ledende konservative,” forklarede Financial Times for nylig (12/5/09)

”Den konservative leder er bekymret for”, fortsatte artiklen, ”at afsløringerne om at hans parlamentsmedlemmers skattebetalte livsstil vil gøre det sværere for en konservativ regering at retfærdiggøre foreslåede reformer, såsom stramninger imod overførselsmodtagere, over for en i stigende grad skeptisk offentlighed.”

”Dette gør det blot sværere for politikerne at tage de hårde beslutninger vedrørende de offentlige finanser som vi bliver nødt til at tage,” sagde en skyggeminister. ”Det betyder at vi opererer i et mere fjendtligt miljø.”

Opsving i klassekampen

Dette er et stort problem for den herskende klasse. De har brug for at gennemføre enorme nedskæringer, som vi ikke har set magen til siden 1930’erne. Det kræver en stærk regering at gøre dette arbejde på grund af den massive modstand, det vil betyde. Men denne skandale har undermineret de konservative såvel som Labour. En ny meningsmåling viste et fald i støtten til begge partier. Mens de konservative ser ud til at vinde næste valg på grund af desillusioneringen blandt Labuors støtter, er parlamentets autoritet som institution blevet undermineret. Det vil også være tilfældet med en ny konservativ regering, hvilket Cameron er klar over. Den vil ikke have den nødvendige autoritet i de fleste menneskers øjne, på trods af at være en valgt regering.

Det vil hærde modstanden imod den konservative regering, som uundgåeligt vil opstå. Dette vil gøre deres opgave endnu sværere, som de har indset. Dette betyder at den næste konservative regering vil blive en regering i krise. Cameron har allerede gjort det klart, at de vil gå i offensiven så snart de er valgt. Han udtalte, at Thatcher havde gjort den fejl at udskyde hendes hårde tiltag indtil 1981, og dermed tabte to værdifulde år. Men deres manøvrerum vil nu være begrænset pga. deres slemt blakkede ry efter denne skandale.

Det vil heller ikke redde dem at presse på med deres nedskæringer med det samme. Det vil skubbe arbejderklassen ind på den faglige scene og indlede et nyt stadie i klassekampen i England. Det kan ikke udelukkes, at den næste konservative regering på grund af deres svaghed, vil blive væltet som Heath-regeringen blev det i 1974. Hvad end der sker, vil det røre op i arbejderklassens had og indlede en ny periode af klassekamp, hvis lige vi ikke har set i årtier.

Den beskidte skandale vil hænge ved, hvad de end gør. Den herskende klasse kan se, hvad marxisterne kan se, især uundgåeligheden af en social eksplosion i England. Krisen i dag er en forsmag på hvad der vil komme, men på et meget højere niveau. I denne turbulente periode, der har åbnet sig, vil arbejderklassen sætte den socialistiske ændring af samfundet på dagsordenen. Det er den virkelige lære fra disse begivenheder.

Source: Socialistisk Standpunkt