Panama-papirerne og kapitalismens korruption

Næsten alle på tværs af etablissementet, de rige og den herskende klasse er indblandet: Nuværende og tidligere statsoverhoveder, forretningsmagnater og berømtheder. I historiens største datalækage afsløres det hvordan den globale elite gør brug af 200.000 skuffeselskaber oprettet af det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca til at gemme deres penge i udenlandske skattely, og skjule dem fra efterforskning.

Det er ikke en amatøroperation, med smuglere som bærer kufferter fyldt med penge ind i Schweiz der er tale om. Blandt dem som har været mellemmænd for eliten finder vi nogle af verdens største banker så som HSBC, UBS, Societe Generale og Credit Suisse.

På den ene side sætter lækagen af alt denne information spørgsmålstegn ved hele systemet og ikke bare nogle få brodne kar. Mindst 29 ud af Fortune 500-selskaberne (verdens største selskaber) er inkluderet i papirerne. På den anden side kommer disse afsløringer ikke som en overraskelse for de fleste almindelige mennesker, hvis forventninger til de rige og elitens opførsel allerede er helt i bund, efter årevis af etablissementets skandaler og store selskabers skatteunddragelse i alle lande.

Forenet de står

Når vi læser navnene på de indblandede kan vi se hvordan den herskende klasse, på trods af politiske skel og at midlertidige interesser nogle gange kan skabe kollisioner klasse, altid forbliver forenet i deres rigdom. Derfor ser vi blandt det panamanske advokatfirmas klienter den ukrainske præsident Poroshenko, men også men med tætte forbindelser til Putin. Udenlandske konti er oprettet tilhørende faderen til David Cameron, den britiske statsminister; den nye argentinske præsident Macri; den Saudiske Kong Salman og Emiren af de Forende Arabiske Emirater, Khalifa. Listen omfatter også adskillige højtstående funktionærer i det kinesiske kommunistparti, såvel som den kinesiske præsident Xi Xingpings søsters mand. FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan dukker endda op på listen med en konto i Caymanøerne.

Den samlede mængde af kapital Mossack Fonesca administrerer er endnu ikke blevet afsløret, og bliver det måske aldrig. Ifølge Panamapapirerne drev en af Putins mænd, Sergej Rodulgin, en hemmelig pengehvidvaskningsforretning for omkring to milliarder dollars. Ifølge avisen The Guardian foregår der ulovlig kapitalflugt fra udviklingslande, ofte til sådanne udenlandske konti, for tusinde milliarder dollars hvert år, og tallet er i stigning.

Panamapapirerne bekræfter at systemet ikke kan korrigeres eller reformeres. I 2008 kollapsede banksystemet i Island. De islandske banker blev nationaliseret, men uden at udfordre markedssystemet de fortsat arbejder i. Men hvem ejer Wintris, et udenlandsk selskab baseret i de Britiske Jomfruøer, som har et krav på 3.5 millioner dollars rettet mod de nationaliserede islandske banker (og staten)? Den islandske statsminister Svikmundur Davíð Gunnlaugsson, eller rettere hans kone.

Inden for bare 24 timer har 21.000 islændinge (ud af en befolkning på 320.000) underskrevet et andragende som kræver at statsministeren går af.

Borgerskabets eksekutivkomité

Mossack Fonseca har selvfølgelig forsvaret sig ved at forklare at de aldrig var indblandet i kriminalitet, da det ikke er ulovligt at have en konto i udlandet eller i et skattely. Det er et meget primitivt forsvar, men det giver mening fra et kapitalistisk synspunkt. Den pakistanske informationsminister, som greb ind til forsvar for Nawaz Sharif, Pakistans statsminister, som er kædet sammen med firmaet, har sagt: ”Alle har retten til at gøre hvad de vil med deres formue: smide den i havet, sælge den, eller sætte den i en fond. Det er ikke ulovligt ifølge pakistansk eller international lovgivning”.

Det er selvfølgelig sandt, og derfor er der højst sandsynligt ikke nogen som vil blive retsforfulgt for at gemme penge i disse skattely. Faktisk er det i kapitalismen ikke bare normalt, men beundringsværdigt at besidde stor rigdom. Men fra størstedelen af befolkningens synspunkt, som lider under økonomisk stagnation og nedskæringspolitik, er det fuldstændigt foragteligt. Mens Nawaz Sharif gemmer millioner af dollars i Panama, lever 60% af befolkningen i hans hjemland under fattigdomsgrænsen, for under to dollars om dagen.

Regeringer verden over beskytter ikke bare, men nyder selv godt af global finansiel spekulation, mens de skærer i velfærdsstaten, pensioner, sundhed og uddannelse. Efter hver ny skandale snakker politikere om at ”regulere de finansielle markeder”, men bagefter agerer staten i praksis blot som en komité som styrer hele borgerskabets fælles anliggender. Den britiske kansler George Osborne, har beskrevet skatteunddragelse som ”moralsk forkasteligt”, men over halvdelen af de skattely Mossack Fonseca bruger, er britisk administrerede territorier. Den britiske statsminister David Cameron holder i næste måned et internationalt topmøde i London for at tackle skatteunddragelse, men har nægtet at besvare spørgsmål om hvorvidt Mossack Fonseca-ordninger har bidraget til hans egen families formue.

På trods af lækagens størrelse, giver den stadig ikke det fulde billede. Mossack Fonseca er blot et selskab som er en del af en enorm industri der hjælper den 1% med at opbygge deres formuer gennem løgn og bedrag. De interne servere hos et dusin andre firmaer som Mossack Fonseca ville være interessant læsning og ville sandsynligvis implicere mange flere medlemmer af den globale elite som er heldige nok til at have undsluppet forlegenhed i denne omgang, fordi det ikke var deres advokater som havde en læk.

Toppen af isbjerget

Disse afsløringer har også en politisk dimension. Undersøgelsen af de lækkede dokumenter blev foretaget af det Internationale Konsortium af Undersøgende Journalister (ICIJ), som er baseret i Washington DC og grundlagt af, blandt andre, Ford, Kellogg og Carnegie and Rockefeller fondene, som alle aggressivt har arbejdet for den herskende klasses interesser over en længere periode. Oven i det, modtager ICIJ støtte fra det Amerikanske Agentur for International Udvikling (USAID) som ”giver økonomisk, udviklingsmæssig og humanitær hjælp verden over, til at hjælpe med opnåelsen af USA’s udenrigspolitiske mål” – med andre ord er det en del af den amerikanske regering, som arbejder tæt sammen med CIA.

Undersøgelses resultater fokuserer i høj grad på de russere som er involveret i ordningen, og deres forbindelser til Putin. Assad og hans familiemedlemmer optræder også meget. Og alligevel dukker ikke en eneste amerikansk politiker eller kapitalist op. Som den mægtigste og mest korrupte herskende klasse i verden, er det helt utroligt at medlemmerne af USA’s 1% ikke unddrager sig skat i mindst lige så høj grad som deres klassefæller i andre lande. Wikileaks har kritiseret at ICIJ ikke har offentliggjort alle dokumenterne fra lækagen, så sådanne huller i den udgivne information kan undersøges.

Det er muligt at detaljerne om Mossack Fonsecas amerikanske klienter bliver offentliggjort på en senere dato, for at skabe så stor effekt som muligt, eller at den amerikanske herskende klasse simpelthen bruger nogle andre advokatfirmaer til at gemme deres penge. Men det kan også være, at indflydelsen fra en mand som George Soros, som finansierer ICIJ og som har bidraget millioner af dollars til Hillary Clintons kampagne for den demokratiske nominering, bruges til at forhindre udgivelsen af information der kunne give et enormt løft til Bernie Sanders’ kampagne.

Panamapapirerne afslører under alle omstændigheder at verdens mest magtfulde står sammen om at beskytte deres rigdom og få den til at vokse. Det eneste alternativ er at ekspropriere rigdommen og sætte den under arbejderklassens kontrol – størstedelen af befolkningen. Det betyder simpelthen, at kæmpe for et socialistisk samfund.