Palæstinas blødende sår

De internationale medier benytter sig af en hyklerisk ”upartiskhed”,som fremstiller de stridende parter som ligeværdige. I virkeligheden er de vanvittigt ulige. Det israelske militær er bevæbnet med de mest avancerede våben i verden. Deres krig mod Gaza en krig mellem en militær stormagt og det folk, den holder besat.

Siden staten Israels oprettelse i 1948 har hele regionen været plaget af ustabilitet, krige og blodsudgydelser. I 1948 drev Israel mere end 700.000 palæstinensere på flugt fra deres hjem i det, der i dag er israelsk territorium. Mange blev drevet til Gazastriben, hvor der i dag bor 1,7 millioner mennesker under utålelige forhold.

Israel opbyggede Hamas

Indtil sidst i 1980’erne var den vigtigste kraft i den palæstinensiske frihedskamp den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO, hvori Fatah er det største parti. Israels efterretningstjenester forsøgte at smadre PLO med mange forskellige metoder. En af de vigtigste strategier var at støtte islamiske fundamentalister. Det er den samme taktik, USA har brugt til at angribe og sabotere venstreorienterede bevægelser og fagforeninger i såkaldt ”muslimske” lande siden 1950’erne. CIA har tidligere støttet fundamentalisterne i Egypten, Syrien, Afghanistan, Pakistan, Indonesien og andre lande. I årtier støttede den israelske stat på samme måde Hamas og andre islamistiske palæstinensiske bevægelser.

Israels regering anerkendte officielt Hamas’ forløber Mujama al-Islamiya som en ”velgørenhedsorganisation” og tillod gruppen fuld politisk frihed, samtidig med, at Israel slog ned på de venstreorienterede og sekulære palæstinensiske grupper. ”De håbede, at vi ville blive et alternativ til PLO,” siger Mahmoud Zahar, et ledende Hamas-medlem til Wall Street Journal, der for nylig bragte en artikel med overskriften ”How Israel helped to spawn Hamas” (”Sådan hjalp Israel med at opbygge Hamas”).

Hamas og Fatah: to taber-taktikker

Hamas vandt det palæstinensiske parlamentsvalg i 2006, fordi folk var trætte af PLO-ledernes korruption og deres tætte bånd til Israel. Men hvis spørgsmålet om befrielse stilles på et rent nationalistisk grundlag, er det ikke muligt at finde en løsning for palæstinenserne. Drab på almindelige israelere hjælper kun den zionistiske stat og giver den påskud for endnu mere brutalitet. Hamas’ metoder er ikke nye, der er blevet forsøgt tidligere af PLO’s ledelse, og de førte kun til det ene nederlag efter det andet. Nok så meget sympati for palæstinenserne og deres lidelser kan ikke rokke ved denne kendsgerning.

Den nuværende våbenhvile er blevet garantere af Egypten. Israel har indvilliget i at standse alle fjendtligheder mod Gaza. Den egyptiske regering er interesseret i våbenhvilen, fordi en israelsk invasion af Gaza ville have eksplosive følger i Egypten, hvor det Muslimske Broderskab officielt støtter Hamas og præsenterer sig selv som palæstinensernes frelsere. Men sandheden er, at deres støtte er begrænset til grådkvalte taler om palæstinensernes hårde skæbne. Præsident Morsi er nødt til at love Israel, at han vil gøre alt for at forhindre, at der bliver smuglet våben over grænsen til Gaza. Det vil afsløre ham i massernes øjne.

Skrøbelig fred

Den skrøbelige fred kan imidlertid bryde sammen. Der er andre grupper i Gaza, som Hamas ikke kontrollerer, som kan lave provokationer, som kan genoplive Israels aggression. Høgene i Israels elite er desuden ikke tilfredse. De kan angribe igen på et tidspunkt.

Palæstinenserne i Gaza og på Vestbreden fører en legitim kamp for deres ret til frihed fra besættelse og undertykkelse. Det er en grundlæggende pligt for enhver revolutionær arbejder at støtte palæstinenserne imod Israels undertrykkelse, som bliver støttet af imperialismen. Men det er også vigtigt at drage de korrekte konklusioner fra de sidste 60 års frihedskamp. Både den såkaldt ”væbnede kamp” og fredelige forhandlinder med den reaktionære israelske stat i imperialistisk regi er slået fejl.

Revolution eller barbari

Begivenhederne i Gaza har vist, at det er umuligt at besejre den mægtige fjende med rent militære midler. Spørgmålet er: findes der en kraft, som er stærkere end Israels militærmaskine og dens imperialistiske og regionale samarbejdspartnere?

Sådan en kraft findes. Det er massernes magt gennem klassekampen. Det blev demonstreret i den arabiske revolution. Desuden viser de to palæstinensiske intifadaer, at de palæstinensiske masser utvivlsomt er rede til at kæmpe heoriosk. Der kan ikke stilles spørgsmål ved de palæstinensiske massers heroisme, men det er ikke nok i sig selv til at opnå sejren.

Den arabiske revolution, der strakte sig fra Atlanterhavet til det Indiske Ocean, fandt også et ekko i Israel. Den 7. august 2011 gik over 300.000 på gaden i Tel Aviv. Hundredtusinder demonstrerede i Jerusalem, Haifa, Ashdod og andre byer til forsvar for levestandarden og imod regeringens nedskæringer. Der var billeder af Che Guevara, og på bannerne stod der ”for social retfærdighed” og ”gå af – Egypten er her”. Meget sigende var ”gå af” skrevet på arabisk.

Det var en hidtil uset bevægelse i Israels historie. Og det vil med sikkerhed ikke blive den sidste. Den viste potentialet for, at arbejderne og ungdommen i Israel træder ind på klassekampens vej. Kun gennem en revolutionær omstyrtelse af den zionistiske stat og de reaktionære arabiske regimer gennem klassekamp kan regionens folk blive frie og opnå social, økonomisk, national og politisk befrielse. Denne kamp kan kun sejre gennem oprettelsen af en frivillig, socialistisk føderation i Mellemøsten.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)