Palæstina: den fejlslagne tostatsløsning og det kommunistiske alternativ

Israels morderiske krig mod Gaza er ved at nå et vendepunkt. De grufulde billeder af nedslagtede civile har udløst en bølge af afsky over hele verden. Tusinder er gået på gaden i hovedstæder i hele Mellemøsten med krav om handling til støtte for Gaza, mens hundredtusinder af mennesker i Vesten har protesteret mod deres regeringers medansvar for Israels forbrydelser.

[Source]

IMT støtter helhjertet bevægelsen og står i fuld solidaritet med det palæstinensiske folks kamp for national befrielse og frihed fra imperialistisk undertrykkelse. Men spørgsmålet melder sig straks: Hvordan bliver Palæstina frit? Spørgsmålet kræver et klart svar.

Ingen resolution

Mange venstrefløjspartier og arbejderorganisationer har opfordret til en øjeblikkelig våbenhvile og en fredsplan med udsigt til en afslutning på den israelske besættelse af Palæstina.

For eksempel har World Federation of Trade Unions krævet et stop for “israelsk besættelse og bosættelse i de besatte arabiske områder, som fastsat i FN’s resolutioner”, og etableringen af “en uafhængig palæstinensisk stat baseret på 1967-grænserne med Østjerusalem som hovedstad og med garanti for de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage”.

Kommunistpartier verden over har udsendt lignende erklæringer, såsom Storbritanniens Kommunistparti (CPB), der opfordrer til “implementeringen af en tostatsløsning baseret på grænserne fra før 1967, der etablerer en uafhængig palæstinensisk stat.”

Men bortset fra den følelsesmæssige støtte, hvad tilbyder disse opfordringer så egentlig de palæstinensiske masser?

Enhver kommunists første pligt er at fortælle sandheden, og den mest elementære sandhed i hele situationen er, at intet kunne være til mindre hjælp for det palæstinensiske folk end FN’s impotente resolutioner og det “internationale samfunds” intriger.

Til at starte med blev grænserne fra før 1967 etableret ved den etniske udrensning af 700.000 palæstinensere mellem 1947 og 1949, kendt som Nakba (“katastrofe” på arabisk), som blev udført af zionistiske militser med støtte fra amerikansk imperialisme.

Ved udgangen af 1949 havde Israel erobret 78 procent af Palæstina. Hvad var reaktionen fra det “internationale samfund”? Det anerkendte denne blodige annektering som “den grønne linje”, den selv samme grænse, som CPB og andre kommunistpartier nu gerne vil vende tilbage til.

Israel overtrådte den grønne linje i 1967, da de erobrede hele Palæstina under Seksdageskrigen. FN’s svar var at vedtage resolution 242, som stadig ikke er håndhævet den dag i dag. Vi bliver derfor nødt til at spørge: Hvis FN har været fuldstændig ude af stand til (og uvillig til) at håndhæve sine egne slappe resolutioner siden 1947, hvem skal så gøre det?

En rådden fred

Det, der altid mangler i opfordringerne til en ‘tostatsløsning’, er et bud på, hvordan det skal opnås. Når organisationer opfordrer til en fredsaftale, er det nødvendigt at spørge: Hvilken aftale, forhandlet af hvem og håndhævet af hvem?

Palæstina har en vis erfaring med fredsaftaler. Faktisk er den nuværende krise et resultat af, at ‘tostatsløsningen’, som den blev fastlagt i Oslo-aftalerne i 1993 og 1995, slog fuldstændig fejl.

I henhold til aftalen, der blev forhandlet bag om ryggen på det palæstinensiske folk, indvilligede Israel i delvist at trække sig ud af de besatte områder, og en palæstinensisk halvstat, kaldet Det Palæstinensiske Selvstyre, blev oprettet. Problemet var imidlertid, at 60 procent af Vestbredden forblev under komplet israelsk kontrol.

Til gengæld for oprettelsen af Det Palæstinensiske Selvstyre gik Yasser Arafat og PLO med til at anerkende staten Israel og opgive kravet om, at palæstinensere, der var blevet fordrevet under Nakba, skulle have ret til at vende tilbage til deres hjem. I stedet gik den palæstinensiske ledelse med til at arbejde for en genoprettelse af grænserne fra før 1967, som anerkendt i FN’s resolution 242 - de præcis samme betingelser, som de officielle kommunistpartier kræver i dag.

Desuden blev parterne enige om “at lægge fundamentet for en styrkelse af den palæstinensiske sides økonomiske grundlag”. Men dette skulle opnås ved at indlemme Palæstina i en toldunion med Israel. Palæstina skulle også bruge den samme møntfod som Israel, den israelske shekel.

Til slut blev der etableret en palæstinensisk politistyrke, men den israelske stat beholdte “alle beføjelser” til at opretholde “intern sikkerhed og orden”. Israel beholdt også kontrollen over Palæstinas grænser og luftrum.

Hvad har resultatet af denne “fred” været? Tredive år efter er levevilkårene i Palæstina blevet forværret. Arbejdsløsheden i Gaza og på Vestbredden var 7 procent i 1993; i dag er den 24 procent. Ungdomsarbejdsløsheden ligger på næsten 37 procent. Det seneste tal for arbejdsløsheden i Gaza er endnu værre; hele 45 procent og er endnu højere for unge. Det var før Israels bombardementer. Hele den palæstinensiske økonomi befinder sig i en tilstand af kolonial afhængighed af Israel, som leverer 58 procent af importen og modtager omkring 86 procent af eksporten.

Det Palæstinensiske Selvstyre og det regerende parti Fatah er ikke blevet andet end en korrupt klike, som forbliver ved magten, udelukkende fordi de tjener som et nyttigt marionetregime for den israelske stat. Og det er netop sådan, de opfattes af de fleste palæstinensere. Den kendsgerning blev tydeligt demonstreret i oktober, hvor palæstinensiske sikkerhedsstyrker nedskød palæstinensiske demonstranter i byen Nablus.

Den massive fjendtlighed mod Fatah forærede Hamas sejren ved parlamentsvalget i 2006, men Israel, EU og USA nægtede at anerkende valgresultatet og pressede i stedet Fatah til ikke at overdrage magten. Resultatet blev, at Palæstina blev splittet af en borgerkrig, der efterlod Gaza under Hamas’ kontrol og Vestbredden under Fatahs kontrol. Der har ikke været afholdt valg siden da.

Den såkaldte ‘tostatsløsning’ har formået at skabe to Palæstinaer, eller rettere to elendige reservater, hvor palæstinenserne holdes som fanger i deres eget land. I mellemtiden er udvidelsen af ulovlige bosættelser på Vestbredden fortsat under hver eneste israelske regering, siden aftalerne blev underskrevet.

Palæstina har aldrig været længere fra uafhængighed, end det er nu. Dets økonomi er systematisk blevet kvalt, og det såkaldte Palæstinensiske Selvstyre har ingen autoritet overhovedet. Fromme resolutioner, der blot kræver en tilbagevenden til grænserne fra før 1967 og “en uafhængig palæstinensisk stat” i abstrakt forstand, overser fuldstændig denne ubekvemte kendsgerning.

Israelsk imperialisme

Fortalere for en ‘tostatsløsning’ vil måske indvende, at problemet er, at højreorienterede israelske regeringer, og Benjamin Netanyahu i særdeleshed, har handlet i strid med aftalen og bevidst undermineret vejen til fred. Det er selvfølgelig sandt, men så må vi samtidig spørge: Hvilken israelsk regering ville være villig til eller i stand til at opgive hele Vestbredden? Og hvilken israelsk regering ville være parat til effektivt at betale for udviklingen af en levedygtig og uafhængig palæstinensisk økonomi?

Israel er en kapitalistisk stat med imperialistiske interesser i hele regionen. Og dominansen af hele Palæstina er en absolut nødvendighed for at forfølge disse interesser. Denne kendsgerning var åbent anerkendt af Israels grundlæggere, og det har været bestemmende for alle israelske regeringers politik siden 1948.

Udvidelsen af ulovlige bosættelser på Vestbredden er fortsat siden 1967 og accelereret siden 1993. Der bor nu mere end 700.000 jødiske bosættere ulovligt på den besatte Vestbred og i Østjerusalem, og de udnytter palæstinensernes arbejdskraft, som arbejder under slavelignende forhold. Bosætterne er i dag en stærk politisk faktor, som ingen regering i Israel er i stand til at ignorere.

Det var ikke Netanyahu eller hans Likud parti, men det israelske arbejderparti under Yitzhak Rabin, der forhandlede Oslo-aftalerne på plads, og som insisterede på økonomisk ‘integration’ af den israelske og palæstinensiske økonomi. Og da Arbejderpartiets ‘Ét Israel’-alliance kom til magten i 1999, gjorde de hverken op med eller stoppede udvidelsen af bosættelserne på Vestbredden.

Under imperialismen er fred blot en fortsættelse af krigen med andre midler. Den eneste forskel på liberal og højreorienteret zionisme er, at førstnævnte foretrækker stille og roligt at placere sin støvle på palæstinensernes hals og kvæle dem bevidstløse, mens sidstnævnte sparker dem gentagne gange i ansigtet.

Det, som den liberale fløj af den israelske herskende klasse protesterer imod, er ikke den uhyrlige undertrykkelse af palæstinenserne, men udsigten til, at højrefløjens provokationer kunne antænde endnu et oprør fra de palæstinensiske massers. Og deres frygt bliver bekræftet af begivenhederne.

I virkeligheden er der ingen levedygtig palæstinensisk stat, og der vil aldrig komme en, så længe den israelske kapitalisme fortsætter med at eksistere. Solidaritet med Palæstina må tage udgangspunkt i denne uundgåelige kendsgerning, som allerede er almen viden for flertallet i Palæstina.

I en meningsmåling fra september, foretaget af Palestinian Center for Policy and Survey Research (PSR), svarede 64 procent, at situationen var værre i dag end før Oslo-aftalen, 71 procent svarede, at det var forkert af PLO at underskrive aftalen i første omgang, og 53 procent svarede, at væbnet kamp var den bedste vej frem for den palæstinensiske befrielseskamp.

Kravet om en ny fredsplan på linje med Oslo under de nuværende forhold er i bedste fald en afledningsmanøvre og i værste fald et bedrag. Det er netop derfor, at USA greb ind og mæglede Oslo-aftalen i 1993, og at en række amerikanske præsidenter har støttet den såkaldte ‘tostatsløsning’ lige siden. Det er også derfor, at en stor del af palæstinensiske unge med rette har afvist den.

En ærlig afvisning af krig og ødelæggelse er helt forståelig, men i kampen mellem undertrykker og undertrykt er det bedste, som pacifisme kan opnå, at prædike passivitet for masserne og lede kampen ind i en blindgyde.

For en revolutionær løsning

Der er ingen reformistisk vej til palæstinensisk frihed. Internationalt pres og ‘fredsaftaler’ kan kun bevare den allerede utålelige status quo. De palæstinensiske masser kan kun stole på deres egen styrke, støttet af solidariteten fra den globale arbejderklasse.

Et nyt oprør på tværs af hele Palæstina, som først og fremmest baserer sig på den revolutionære ungdom, kan ryste ikke bare det israelske regime, men hele regionen. 

Mobiliseret omkring et socialistisk program kunne bevægelsen nå ud over Palæstinas kunstige grænser, og forbinde sig med arabiske arbejdere, der bor på den israelske side af den grønne linje. En sådan bevægelse vil også kunne forbinde sig med arbejdere og fattige i de omkringliggende nabolande, hvor masserne brænder af indignation over deres egen herskende klasses medskyld i zionismens forbrydelser. En revolutionær bevægelse i regionen kunne begynde at puste til klassekampen inde i Israel og nedbryde den nationale enhed mellem israelske arbejdere og deres chefer, som er afgørende for sidstnævntes styre.

Men for en sådan mægtig bevægelse at stoppe ved etableringen af et svagt kapitalistisk Palæstina side om side med en ‘demokratisk’ version af den nuværende kapitalistiske israelske stat, ville være fuldstændig selvødelæggende. Faktisk ville sådan et resultat være umuligt.

Hvis den israelske herskende klasse blot blev rystet i stedet for smadret, ville den komme tilbage og søge hævn, og situationen ville ende i et endnu mere mareridtsagtigt scenarie end den nuværende. Det reaktionære zionistiske etablissement skal afvikles fuldstændigt, den herskende klasse skal eksproprieres, og jorden og monopolerne skal bringes under arbejderklassens kontrol.

Kun et regime baseret på arbejderdemokrati kan erstatte den nuværende israelske stat, afslutte besættelsen, løse det essentielle spørgsmål om jorden og respektere både jøders og araberes demokratiske rettigheder. Kort sagt, så vi er ikke for en falsk fred; vi er for revolution.

Men det, der kræves, er en revolution, som hverken respekterer kapitalistisk ‘demokrati’ eller nationale grænser; som ikke stopper, før den israelske imperialisme og dens marionetter i Palæstina er blevet fuldstændig smadret; og som tilfredsstiller det palæstinensiske folks skrigende behov for jord, arbejde, boliger og en værdig tilværelse for alle. Det betyder, at revolutionen skal være socialistisk, hvis den skal lykkes i at fjerne det materielle grundlag, som den zionistiske herskende elite baserer sig på.

Det er derfor, vi siger: Intifada indtil sejr!