Norge: Tårer og stearinlys stopper ikke fascister

Sidste weekend så vi et brutalt og modbydeligt angreb på den skandinaviske og internationale arbejderbevægelse i Norge. Massakren var et stort chok, ikke bare for de medlemmer af Arbeiterpartiets Ungdomsforbund (AUF) der var på sommerlejr på Utøya, men for befolkningerne i hele Skandinavien. I mandags mødte mere end 150.000 op til demonstration i Norge, den største demonstration siden anden verdenskrig.

Med massakren har man virkelig kunne føle den internationale solidaritet, der eksisterer på tvært af grænserne i Skandinavien.

De borgerlige hyklere piber over angreb på demokratiet, men hvad de argumenterer for, er grundlæggende den samme politik, som Anders Breivik ville fremme med angrebet.

Angrebet var rettet mod arbejderbevægelsen, og nu er det tid til, at arbejderbevægelsen svarer tilbage med mere end roser og stearinlys.

Krisen skærper alle modsætninger

Den verdensomspændende krise i kapitalismen, der startede i 2007/2008, og som absolut ikke er ovre endnu, har yderligere skærpet alle disse modsætninger.

På overfladen fremstilles det som om, de skandinaviske lande har ”grundlæggende sunde økonomier”, at problemerne er ikke så store. Men krisen har også ramt de skandinaviske lande. Norges BNP voksede med bare 0,7 procent i 2008 og faldt med 1,7 procent i 2009 og voksede blot med sølle 0,3 procent i 2010, efter vækstrater på mellem 2,3 og 3,9 procent de 4 år op til krisens start. Arbejdsløsheden i Norge var lav før krisen, 2,4 procent på lavpunktet, men er nu steget til 3,4 procent. Ikke i sig selv et højt tal, men det viser retningen. At utilfredsheden i det norske samfund er stigende, viser strejkestatistikken. I 2010 blev der tabt en halv million arbejdsdage på grund af strejker, det højeste antal siden 1996. Omkring 67.000 ansatte var involveret i 12 arbejdsstandsninger, sammenlignet med 10 arbejdsstandsninger i 2008 med 13.000 involverede. Hovedparten var indenfor sundhed og social service, uddannelse og bygningssektoren.

Krisen skærper alle modsætninger i samfundet, også i de tidligere så ”rolige” skandinaviske lande. Trotskij forklarer, at terrorisme er udtryk for et fuldstændig råddent samfund. Krisen er langt fra ovre, og samfundets degenerering vil fortsætte. Da Anders Breiviks manifest blev kendt, blev det også sagt, at hans mål var en ”revolution”, hvilket uden tvivl vil blive brugt mod alle, der ønsker et andet samfund. Der er blot den lille forskel, at Breivik ikke ønskede en revolution, men tværtimod politisk reaktion, det diametralt modsatte af en revolution.

Uanset om Anders Breivik var en enkeltstående ”sindssyg” mand, eller en del af en større konspiration, så er angrebet et tegn på kapitalismens krise, et samfund i forrådnelse. Og så længe det består, vil vi se begivenheder af samme karakter. Derfor er en socialistisk omvæltning af dette rådne samfundssystem det eneste alternativ.

Forsvar demokratiet?

Den norske statsminister sagde i sin tale til demonstrationen i mandags:

Dette er ”En demonstration for demokrati, sammenhold og tolerance. Folk over hele landet står i dette øjeblik skulder ved skulder. Vi kan lære af det. Gøre mere af det. Hver og en af os kan gøre demokratiets væv lidt stærkere. Det ser vi her. […] Dine drømmer kan blive virkelighed. Du kan føre ånden fra i aften videre. Du kan gøre en forskel. Gør det! Min opfordring er enkel. Bliv engagerede. Lad jer bryde jer om det. Meld jer ind i en organisation.”

Og efterfølgende har alle de politiske partier oplevet en medlemsfremgang. Vi må bruge angrebet til at øge organiseringen og kampen, som lederen for AUF, Eskil Pedersen, sagde umiddelbart efter massakren: ”han kan måske slå individer ihjel, men ikke de ideer de kæmpede for”.

Lederen af Sosialistisk Venstreparti (SF’s søsterparti, der siden 2005 har siddet i regering) skriver i sin udtalelse på partiets hjemmeside:

”Samtidig mobiliserer utrolig mange mennesker nu stærk støtte til grundlæggende værdier som ligeværd og solidaritet. Det er en stor styrke i det norske samfund som vi skal stå sammen om og tage vare på fremad.”

Hele arbejderbevægelsen i Skandinavien viste øjeblikkelig sin solidaritet med den norske arbejderbevægelse, et virkelig solidt grundlag at udbygge internationalismen og samarbejdet på tværs af grænserne.

Men fra alle politiske sider forsøges indignationen over massakren at blive ledt ind i sikre, rolige ”demokratiske” kanaler.

Jens Stoltenberg fortsatte sin tale, ”Deltag i debatter. Brug stemmeretten. Frie valg er juvelen i demokratiets krone. Ved at deltage siger du et rungende ja til demokrati.”

Også i Danmark har politikere fra hele det politiske spektrum trukket på samme hammel: vi må stå sammen i forsvaret for demokratiet, bekæmpe det ”unorske” og ”unordiske”.

Jeppe Kofoed fra Socialdemokratiet skrev i sin blog på Politiken.dk:

”Til gengæld føles episoden under alle omstændigheder som et overgreb på medmenneskeligheden, empatien og respekten for mennesker. Det føles stærkt ubehageligt, og jeg tør kun gisne om, hvor elendigt de berørte familier og venner har det i disse dage. Norges statsminister Jens Stoltenberg har taklet tragedien med en værdighed, som skaber respekt. Tid til chok og sorg. Forsvar for demokratiet, det politiske engagement og det frie samfund. Forsvar for Norge mod det unorske. Han får mennesker til at stå sammen i sorgens og tragediens stund.”

Villy Søvndal skrev også i sin blog på Politiken.dk:

“Disse unge menneskers ”forbrydelse” var åbenbart at de arbejdede - aktivt og engageret, men altid fredeligt - for social retfærdighed, demokrati, ligeværd og international solidaritet. De var en del af den bevægelse, der om nogen, har præget ikke bare Norge, men hele Norden, gennem mere end hundrede år: Det stædige, slidsomme arbejde ved at udbygge og styrke frihed, lighed og fællesskab.
“Det er ubegribeligt at nogen, der er vokset op med alle de privilegier, der knytter sig til det såvel det norske som de svenske og danske samfund, kan vende sig så hadefuldt og kujonagtigt mod det.”

Og Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, følger samme linje: “Vi fordømmer den forbrydelse, der ligger bag de mange drab. Uanset motiver er der tale om en grusom forbrydelse, som alle må fordømme. Sådanne forbrydere må ikke få lov til at ødelægge vores demokrati. Derfor må vi fastholde den åbenhed, som karakteriserer de nordiske lande og vores demokratier. Hvis vi opgiver dette, vil forbryderne først for alvor have sejret.”

At vi skal gå imod det ”unorske” er jo i virkeligheden samme retorik som Anders Breivik brugte og den samme som man finder hos Dansk Folkeparti og det norske Fremskrittsparti, som Anders Breivik tidligere var medlem af. Højrefløjens kamp mod arbejderbevægelsen er ikke et spørgsmål om nationalitet, men om klasse, og må behandles som et klassespørgsmål. Anders Breivik var imod såkaldt multikulturalisme, i bund og grund samme politik som Sarkozy i Frankrig, Merkel i Tyskland, Cameron i England og den danske regering har ført de sidste mange år. Igennem Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har SFU og DSU vedtaget en udtalelse sammen med alle de borgerlige partiers ungdomsorganisationer, inklusiv Dansk Folkeparti. I stedet for at vedtage fælles udtalelser burde de forklare, hvordan de borgerlige partier forsvarer kapitalisternes angreb på arbejdere velfærden og bør bekæmpes, ikke samarbejdes med.

Og sagen er jo netop, at vores “demokrati” ikke er et reelt demokrati. Det er muligt, at enhver ifølge loven kan sige hvad de vil, stemme på hvem de vil hvert fjerde år, men enhver bestemmer ikke over det som er grundlaget, nemlig økonomien. Som hundredetusinder har påpeget på gaderne i Spanien og Grækenland de seneste måneder lever vi ikke i et virkeligt demokrati. De vigtige beslutninger tages på direktionsgangene. Vi bestemmer ikke, hvor mange arbejdsløse der skal være, om vi skal ned i løn, arbejde hårdere, om der skal skæres ned på skoler, hospitaler og børnehaver, om der skal bombes i Libyen og Afghanistan.

Angrebet på Utøya var et fascistisk angreb. Arbejderbevægelsen har erfaringer med fascisme og nazisme, og det er mildt sagt ikke særlig gode erfaringer. Det er nødvendigt at bekæmpe fascismen og nazismen, ikke med anarkisternes individuelle aktioner, der i bedste fald er uden virkning, men med arbejderklassens metoder.

I 1930’erne organiserede unge socialdemokrater i Danmark selvforsvarsgrupper imod nazisterne. I England lykkedes det arbejderbevægelsen i 30’erne at standse fascisternes fremmarch med brosten og barrikader i massekamp. Og i 1990’erne, da nazismen i Danmark var ved at stikke sit grimme hoved frem, blev nazisterne fordrevet i flere byer gennem brede mobiliseringer, bl.a. i Roskilde, hvor lokalbefolkningen, fysisk angreb nazisterne og drev dem ud af byen. Socialdemokratiet og SF har reageret på angrebet ved at kræve nedsættelsen af en undersøgelseskommission om lovgivning vedrørende hadske udtalelser på nettet. Det kommer ikke til at løse noget som helst; det er tydeligt, at loven og politiet ikke hjalp de unge på Utøya)Fascisme og racisme bekæmpes ikke ved ”åbenhed” og ”debat”, den strategi er prøvet de sidste mange år. Det er et fuldstændig utilstrækkeligt! Det kræver aktiv handling. Fascismen kan ikke ties ihjel, svaghed indbyder til hårdere angreb.

Arbejderbevægelsen må kæmpe tilbage

Angrebet fra Anders Breivik var ikke et tilfældigt angreb mod ”demokratiet”. Det var ikke de borgerlige partier, der blev angrebet. Det var et angreb rettet mod arbejderbevægelsen. Og Anders Breiviks tanker er netop den logiske forlængelse af højrefløjen, inklusiv de ”respektable” borgerlige partier i hele Skandinavien. De borgerlige partier har prædiket ”sammenhold” og ”vi er alle i samme båd” de sidste mange år, hvad det i virkeligheden betyder er, at arbejderne skal acceptere lønnedgang, arbejdsløshed og øget arbejdstempo, mens virksomhederne fortsætter med at skrabe rekordprofitter til sig.

Nogen finder det ”taktløst” eller ”at gå over stregen” at snakke om 24 timers generalstrejke og ”udnytte” denne tragedie politisk. Men tragedien er netop politisk, den blev udført af en højreekstremist mod arbejderbevægelsen for at opnå specifikke politiske mål, og med en politisk argumentation, der fremføres i parlamenter i hele Skandinavien. Ved ikke at gøre det politisk, spiller man præcis ind i højrefløjens snak om ”sammenhold” og klassesamarbejde.

Umiddelbart efter angrebet foreslog vi en 24 timers generalstrejke i Norge som svar på angrebet. I 1936, da 2 fagligt aktive havnearbejdere på havnen i Antwerpen i Belgien blev dræbt af fascister, blev deres begravelse omdannet til den største anti-fascistiske demonstration i Antwerpen, og havnearbejderne gik i en spontan 24 timers generalstrejke. I Norge i 2010 holdt lokomotivførerne en 2 minutters strejke imod Israels invasion af Gaza, og under anden verdenskrig afholdt lærerne i Norge en måneds strejke imod den tyske besættelse.

Det er nødvendigt at bryde denne snak om ”national enhed” og klassesamarbejde og bringe arbejderklassen og arbejderbevægelsen på banen igen. Skellene går netop ikke på hverken race eller religion, som højrefløjen forsøger at overbevise os om, men mellem klasser. En fælles manifestation, som en generalstrejke, ville have kunne skabe den følelse af sammenhold, der var behov for og samtidig vise arbejderklassen og højrefløjen, hvilken styrke arbejderklassen besidder, hvis blot den er parat til at bruge den.

Nøjes vi med at sørge, at holde minutters stilhed, så giver vi banen over til højrefløjen og angreb fra den fløj vil fortsætte og tage til i styrke.

Det er på tide at vågne op

Toppen i arbejderbevægelsen i Skandinavien lever på mange måder i fortiden: den gang vi kunne ”opbygge velfærden”, dengang der var råd til reformer, dengang fredelig forhandling var mulig. Men de tider er for alvor ovre, og har været ovre længe. De tider skyldtes den historiske undtagelse, som efterkrigsopsvinget udgjorde.

Kapitalismen er i en dyb krise, og klassekampen er på dagsordenen overalt i verden.

Arbejderklassen og ungdommen vil blive tvunget i kamp igen og igen, og til det formål har vi brug for organisationer, der går forrest i kampen.

Angrebet på arbejderbevægelsens største ungdomsorganisation i Norge har gjort det fuldstændigt tydeligt, at arbejderbevægelsen ikke kan være afhængig af staten for beskyttelse. I Sverige så vi, hvordan politiet skød på demonstrationer g ramte en demonstrant i 2001 i Göteborg. Det er nødvendigt, at arbejderbevægelsen begynder at stå for sin egen sikkerhed, at der opbygges sikkerhedsværn til brug ved demonstrationer, møder, sommerlejre osv.

Lederen af Sosialistisk Ungdom, Olav Magnus Linge, rejste kort tid før angrebet behovet for at sætte større fokus på bekæmpelsen af racismen. Angrebet viser, at han havde helt ret. Begrundelsen for angrebet var racisme, men målet var arbejderbevægelsen. Racismen kan kun bekæmpes som en del af klassekampen, som en del af arbejderbevægelsen, den kan kun bekæmpes ved at bekæmpe racismens rødder. I arbejderbevægelsen er der brug for ikke bare at sætte øget fokus på antiracismen men at kæde det sammen med kampen for et socialistisk samfund også i den konkrete kamp.

Flere og flere stiller ikke bare spørgsmål ved kapitalismen, men går i revolutionær aktion, som begivenhederne Mellemøsten og senest i Grækenland og Spanien har vist. Samfundet polariseres både til højre og venstre. Det er en uundgåelig konsekvens af kapitalismens krise. Masserne tvinges i kamp for at forsvare deres livsgrundlag. Og de skubbes i stigende grad imod socialistiske ideer.

Borgerskabet vil følge Anders Breiviks angreb op med yderligere angreb mod arbejderbevægelsen, startende med de der ligger længst til venstre. Umiddelbart efter det kom frem, at angrebet ikke kom fra islamisk fundamentalisme, som alle borgerlige og medierne med det samme antog, blev angrebet tilskrevet politisk ekstremisme. Det blev påpeget i medierne at man måtte vare sig for ekstremisme både fra venstrefløjen og højrefløjen. Faktum er, at det var en højreekstremist der angreb et møde i arbejderbevægelsen. Men der er ingen tvivl om, at angrebet vil blive brugt til at øge overvågningen af venstrefløjen og stramme terrorlovgivningen, der endnu ikke har vist sig i stand til at stoppe terror, men tværtimod bliver brugt imod lovlige demonstranter og strejkende arbejdere, og det vil vi se i endnu højere grad i takt med, at klassekampen skærpes.

Efter det fascistiske angreb i Norge, har stemningen indtil nu været præget af sorg. Demonstranterne har grædt og båret lys og blomster. Det er naturligt, at mange sørger og er i chok. Det er forståeligt. Men som lederen af Sosialistisk Ungdom Olav Magnus Linge, skriver i et brev til medlemmerne så må vi gå videre end det, ”vi skylder vores kammerater i AUF og alle dem som blev dræbt fordi de kæmpede for et bedre samfund mere end tårer og mindeord. Vi skylder dem at tage fat på arbejdet med at organisere ungdommen for retfærdighed og frihed med endnu større kraft end før.” Men ikke bare det.

Den bedste måde at ære og mindes de dræbte er at udradere den højrefløj, der står bag. Den højrefløj, der som kapitalisternes håndlangere forsøger at skræmme arbejderbevægelsen, og for hvem selv ikke børnemord og terror er dem for usselt. De skal ikke have lov at lykkes i deres forehavende. Stearinlys og tårer standser dem ikke. Svaghed inviterer til angreb. Disse fascistiske psykopater er notoriske kujoner. Angrebet i Norge er et tydeligt bevis: Den store nationalistiske ”korsridder” skød ubevæbnede børn og unge. Et ”ufarligt” mål. Derfor er det eneste svar at sætte hårdt mod hårdt, med etablering af selvforsvarsgrupper i fagforeninger og arbejderpartier og fysisk fordrivelse af disse højrefløjens voldspsykopater. Denne massakre på arbejderbevægelsens unge må ikke gå ubesvaret forbi.

Source: Socialistisk Standpunkt (Denmark)