4. april: En endnu større mobilisering af franske unge og arbejdere Danish Share Tweet Danish translation of April 4: an even bigger mobilisation of French workers and youth (April 4, 2006) En massiv demonstration marcherede gennem Paris’ gader i går, 4. april på den nationale aktionsdag mod den forhadte Første ansættelseskontrakt, introduceret af den højreorienterede Villepin regering. Ifølge CGT, deltog mere end 700.000 i demonstrationen, hvilket gør den større end den d. 28. marts. De første tal der er kommet ind viser at demonstrationerne også var større i provinserne. I Bordeaux demonstrerede 125.000, i Toulouse 90.000, 45.000 i Lyon, 60.000 i Nantes og i Grenoble, 50.000 i Clermont-Ferrand, 35.000 i Saint-Etienne, 30.000 i Brest, 30.000 i Roanne, 20.000 i Tours, 20.000 i Orléans, osv. Det foreløbige samlede antal i hele Frankrig, som CGT har fremsat, er allerede mere end 3 millioner, hvilket overgår de 3 millioner sidste tirsdag. Hvad angår strejkeniveauet, anser CGT at deltagelsen var en smule lavere i den offentlige sektor, men at der havde været større deltagelse i den private sektor. Man må tage med at dette er den 5. af sådanne aktionsdage indkaldt af fagforeningslederne, der endnu ikke har turdet indkalde en ordentlig 24-timers generalstrejke, og dette indfører et element af træthed. Også nogle af de mere moderate fagforeninger såsom CDF, indkaldte ikke til strejkeaktioner i nogle af de sektorer de havde kaldt ud sidste tirsdag. Der vil uundgåeligt komme en krig med udtalelser over fastsættelsen af antallet mellem organisatorerne og regeringen, hvor regeringen forsøger at give indtrykket af, at bevægelsen er svagere. Hvad end tallene siger, var demonstrationen i Paris virkelig imponerende. Klokken halv to, en time før den var sat til at starte, var Place de la Republique allerede fyldt og tusinder samledes foran ved demonstrationens officielle front på ruten mod Place d’Italie. Forrest i demonstrationen var de universitetsstuderende og gymnasieeleverne, men der var så mange af dem, at demonstrationen ikke kunne forlade Place de la Republique før mindst klokken halv fire, og de sidste grupper kunne først forlade pladsen ved halv syv tiden, omkring 4 timer efter den forreste del af demonstrationen var begyndt at gå. Det var imponerende at se antallet af unge, inklusiv mange sorte og arabiske studerende, der gik i front i de forskellige dele. Efter eleverne og de universitetsstuderende, organiseret af forskellige universiteter og gymnasier, der hver især var beskyttet af deres egne demonstrationsvagter, kom gruppen af Foreningen af forældre til skoleelever, der har støttet bevægelsen siden starten, og har kritiseret de grove forsøg fra undervisningsministeren Robien på at bruge politiet til at åbne de blokerede gymnasier. Lærernes fagforening, FSU, fulgte tæt og i stort antal. Derefter kom de forskellige fagforeninger. Den største og mest imponerende gruppe var uden tvivl CGT’s. Mellem dem var metro- og togarbejderne (med deres karakteristiske røde signal lys), Citroen arbejderne, arbejderne i Air France, sundhedsarbejdere, metalarbejdernes fagforening og mange andre. Stemningen i demonstrationen var utrolig militant og meget vred. Men på samme tid var der en vis følelse af forventning. Man kunne se hvordan mange følte, at hvis denne aktionsdag var endnu større end den massive styrkeopvisning d. 28 marts, ville regeringen blive tvunget til at trække CPE tilbage. Denne følelse var også et resultat af de meget åbne splittelser mellem Premierministeren de Villepin og indenrigsminister Sarkozy. Ud fra den herskende klasses synspunkt kan det faktisk være klogere bare at trække CPE tilbage og erstatte de Villepin med Sarkozy, for at afværge at bevægelsen bliver til en ubegrænset generalstrejke. Appellen fra den nationale koordination for elever og studerende, der mødtes i Lille i weekenden, var ret klar på dette punkt og foreslog også en række konkrete tiltag for at bygge op til en ubegrænset generalstrejke. Mindst to fælles-fagforenings organer (lokale og regionale koordinerende organer udgjort af de forskellige fagforenings og elevrepræsentanter) har kaldt for en fornyet generalstrejke i Loire-Atlantique og Gironda. På samme tid som bevægelsen bliver mere radikaliseret, og et bredere lag af arbejdere og studerende drager konklusionen, at kun en generalstrejke kan besejre CPE, kommer nogen af fagforenings- og studenterlederne med udtalelser, der er positive overfor forhandlinger. Dette var tilfældet med CFDT og UNEF, der tidligere sagde, at tilbagetrækningen af SPE var en forudsætning for enhver forhandling. De siger nu, at de er parate til at sætte sig ned med højrefløjen for at tale om alt, så længe det ikke drejer sig om modifikationer af CPE. De næste få timer vil blive afgørende. De franske unge og arbejdere har allerede talt og har gjort det klart: de ønsker en tilbagetrækning af CPE og underforstået de Villepin regeringens fald. Den herskende klasse er bange og vil forsøge alt for at afspore bevægelsen, og hvis det betyder at ofre de Villepin, vil de ikke tøve. Bevægelsen af arbejdere og unge har nået et sådan niveau, at det vil blive meget svært at stoppe disse mobiliseringer uden fuld tilbagetrækning af CPE.
