Den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) resolution om Venezuela

Danish translation of translation of Venezuelan presidential elections: vote for Chavez, carry the revolution out to the end (September 2006)

Præsidentvalget i December er et vigtigt skridt i udviklingen af den venezuelanske revolution. Valgkampen reflekterer kampen mellem de venezuelanske arbejdere og bønder og oligarkiet og imperialismen. Vores holdning til valget er derfor et nøglespørgsmål.

Marxisme har intet til fælles med anarkisme. Vi har aldrig benægtet vigtigheden af de parlamentariske valgkampe som en del af klassekampen. For masserne er spørgsmålet klart: en stemme for Chavez er en stemme for revolutionen. På den anden siden gør oligarkiet og imperialismen, alt hvad de kan, for at Chavez skal lide nederlag. Grundlæggende set er dette et klassespørgsmål, og vi må stille os side om side med de revolutionære arbejdere og bønder, der kæmper mod imperialismen og oligarkiet.

De kontrarevolutionære kræfter har allerede startet en kampagne for at miskreditere valget. De vil bruge alle de midler, de har til rådighed for at underminere det: bestikkelse, korruption, bagtalelse og løgne og alle mulige former for sabotage. De har betydelige resurser til deres disposition: oligarkiets rigdomme, CIA's teknologi, opbakning fra den amerikanske ambassade, den gule presse og resten af de købte medier.

På den anden side har vi den revolutionære gejst, mod og opofrelse fra millioner af venezuelanske arbejdere og bønder, fra de fattige i byerne, den revolutionære ungdom, de revolutionære sektioner af hæren og de progressive elementer indenfor kunstverdenen og de intellektuelle dele af samfundet. Kort sagt alle de levende kræfter i det venezuelanske samfund, med støtte fra de udnyttede masser i Latinamerika samt arbejderklasserne på internationalt plan.

Arbejderne og bønderne kæmper for at omdanne samfundet. De er taget store skridt fremad, men det endelige mål er endnu ikke nået. Oligarkiets magt er endnu ikke blevet smadret, og så længe dette er tilfældet, har revolutionen ikke definitivt vundet, og den vil konstant være truet.

Valg til parlamentet og klassekampen

Den parlamentariske valgkamp er en del af klassekampen. Dette er til trods for at de afgørende spørgsmål i sidste ende altid besvares uden for parlamentet - på fabrikkerne, på gaden, på landet og i barakkerne. Valgkampen er en mulighed for, at de revolutionære kræfter kan mobiliseres og måle deres kræfter mod kontrarevolutionen.

Valgkampen spillede en vigtig rolle for mobiliseringen af de venezuelanske arbejdere og bønder efter "Caracazo-massakren". Hver en sejr i de parlamentariske valgkampe (inkl. tilbagekaldelsesafstemningen i august 2004) har objektivt set styrket de revolutionære tendenser og svækket de kontrarevolutionære. Det har været med til at demoralisere reaktionens kræfter og skabt de mest favorable betingelser for at gennemføre den socialistiske revolution.
I den Russiske revolution i 1917 gjorde tilstedeværelsen af sovjetterne (de revolutionære organer for arbejderkontrol), at det parlamentariske arbejde spillede en sekundær rolle. Da den grundlovgivende forsamling endelig blev indkald, (efter arbejderklassen havde taget magten gennem sovjetterne), havde den allerede udspillet enhver progressiv historisk rolle, den eventuelt kunne have haft og blev hurtigt opløst af sovjetterne under ledelse af bolsjevikkerne.

Modsat var det ikke udelukket, at den russiske revolution kunne gennemgå en fase med parlamentarisme ligesom den store franske revolution i 1789-93. Den venezuelanske revolution har udviklet sig på en måde, der minder mere om den franske revolution end om den russiske. Der eksisterer elementer af arbejdermagt (på de besatte fabrikker og i bevægelsen hen imod arbejderkontrol), men indtil nu har de kun eksisteret i uudviklet form. Dette betyder, at spørgsmålet om de parlamentariske valg fortsat spiller en central rolle.
Det betyder at den parlamentariske front vil fortsætte med at indtage en central rolle.

De revolutionære marxister støtter helhjertet Chavez genvalg, men samtidig kæmper vi for, at revolutionen gennemføres fuldt ud. En afgørende sejr ved valget i december må følges op med at tage afgørende skridt hen imod en desarmering af kontrarevolutionen og ekspropriering af oligarkiet. Kun på denne måde kan revolutionen være endegyldig

Selvom valgkampene er vigtige, kan de ikke løse det centrale spørgsmål om magten. Den kan skabe favorable betingelser for at gennemføre revolutionen, men i sidste ende vil kampen om magten ikke blive afgjort af taler og resolutioner i parlamentet. Oligarkiet vil aldrig afgive deres magt og privilegier uden kamp. At lukke sine øjne overfor dette faktum ville være den største uansvarlighed og forbrydelse overfor revolutionen.

Borgerskabet og lovlydighed

Vi får fortalt, at vi skal overholde loven. Men hvad er oligarkiets holdning til lovlydighed? Godsejerne og kapitalisterne taler konstant om demokrati, men i virkeligheden støtter de kun demokratiet, så længe det repræsenterer deres klasses interesser. Men når der vælges en regering, der ikke repræsenterer de rige og magtfuldes interesser, når den valgte regering forsøger at varetage de fattige og udnyttedes interesser, tyer oligarkiet til udenomsparlamentariske aktiviteter såsom sabotage, likvideringer og statskup.

I 2002 organiserede disse "demokrater" et kup mod den demokratisk valgte regering. Kun massernes revolutionære bevægelse reddede revolutionen. Et par måneder senere organiserede de bossernes lockout og sabotagen af olieselskabet PDVSA, der bragte økonomien i knæ. Igen var det arbejderklassen, der reddede situationen ved at true med at besætte fabrikkerne og køre olieselskaberne under arbejderkontrol.

Tilbagekaldelsesafstemningen var endnu et forsøg på at destabilisere landet og udnytte den bolivariske grundlov til at afsætte regeringen. Hvis dette var lykkedes, ville det første de havde gjort været at afskaffe tilbagekaldelsesretten sammen med resten af den bolivariske grundlov. Igen var det massernes usvigelige revolutionære instinkt, der reddede situationen.

Sidst men ikke mindst boykottede oppositionen det lovgivende valg i december 2005, da de havde indset, at de kun ville opnå en latterlig lav tilslutning. Ved denne handling erklærede de krig mod demokratiet. De smed en stridshandske til det venezuelanske folk. Reelt sagde de, at lige meget hvad i stemmer, og hvem der bliver valgt, vil vi beholde vores magt og privilegier, og vi vil kæmpe til døden for at forsvare dem.

Således har oligarkiet ved ethvert afgørende skridt for revolutionen vist dets fuldstændige foragt for alle demokratiske, parlamentariske og lovlige normer. De har gentagne gange benyttet sig af udenomsparlamentariske metoder for at afsætte den folkevalgte regering. Dette er et faktum, der ikke kan benægtes. Vi må drage de nødvendige konklusioner heraf. For at gå fremad må revolutionen forsvare sig selv mod den ulovlige og udenomsparlamentarisk agitation og aggression fra det kontrarevolutionære oligarki.
Det er kun en måde at gøre dette på: Oligarkiet må knækkes, desarmeres og eksproprieres. Således må den anden kamp for at vinde Santa Ines (præsidentvalget) klart forbindes med kampen for socialisme.

Den bolivariske revolution har taget store skridt fremad, men den mangler stadig at løse de fundamentale problemer. De vigtigste udfordringer revolutionen står overfor er.

Spørgsmålet om økonomien
Spørgsmålet om staten
Behovet for et organiseret udtryk for den revolutionære bevægelse.
Bevæbning af folket

Økonomien

Efter en afgørende sejr ved præsidentvalget vil den bolivariske bevægelse sidde på de afgørende poster i Nationalforsamlingen og på alle niveauer indenfor regeringen. Der vil derfor ikke være nogen undskyldning for ikke at tage drastiske redskaber i brug mod oligarkiet, der stadig ejer og kontrollerer nøgleområderne indenfor den nationale økonomi. Indtil der er rettet op på dette, kan der ikke snakkes om socialisme eller revolution, og den bolivariske republik vil være i fare altid. Oligarkiet vil altid udnytte sin kontrol over bankerne og finanserne, (80 procent er i hænderne på spanske multinationale selskaber), distributionen af mad (der er i hænderne på to monopolistiske selskaber), telekommunikationen (der er i hænderne på 3 eller 4 multinationale selskaber) medierne (der kontrolleres af 4 magtfulde monopolistiske selskaber), den private fabriksindustri osv. til at sabotere økonomien.

Den nationale forsamling må indføre en bemyndigelseslov om at ekspropriere jorden, bankerne og finanshusene og alle de store industrier under arbejdernes kontrol og ledelse. Det er den første forudsætning for en demokratisk socialistisk planlægning af produktionen. Hele Venezuelas rigdom, i første omgang dets umådelige menneskelige ressourcer kan mobiliseres og sættes i arbejde med at bygge de huse, skoler og hospitaler, der er brug for. Dette er den eneste måde til at give revolutionen et fast fundament og gøre den uomstødelig. Alle andre forslag er ikke andet end reformistisk fuskeri, der ikke vil løse nogen problemer men ende i en krise.

En ægte socialistisk planøkonomi har intet tilfælles med den bureaukratiske totalitære stat, der eksisterede i det stalinistiske Rusland. Den er baseret på det arbejdende folks, inklusiv forskere, teknikere, agronomer, planlæggere, arkitekter og økonomers egen demokratiske deltagelse og kontrol med økonomien på alle niveauer. Befriet for den private profits diktatur vil økonomien ekspandere med en hidtil uset hast. Arbejdsløshed ville forsvinde fra den ene dag til den anden og grundlaget blive lagt for en generel stigning i levestandarderne.

Som økonomien udvider sig, og massernes forhold forbedres, vil det være muligt at skabe en generel nedsættelse af arbejdstiden uden at skade produktiviteten. Under kapitalismen betyder indførslen af nye maskiner og teknologi ikke en reduktion af arbejdsdagen, men tværtimod en fortsat udvidelse af arbejdstiden og en konstant stigning i arbejdets byrde. I en socialistisk planøkonomi vil den generaliserede brug af ny teknologi føre til en reduktion i arbejdstiden, hvilket er første forudsætning for massernes deltagelse i styringen af industrien og staten og for en opblomstring af kunst, videnskab og kultur. Dette, og intet andet, er den materielle basis, som socialisme i d. 21. århundrede vil blive bygget.

Staten

Efter ni år med en bolivarisk regering er statsapparatet stadig i en ynkelig tilstand. En ægte revolution kan ikke bare overtage den eksisterende stat og bruge den til dens revolutionære formål. Den gamle stat fra d. IV Republik var en stat designet til at forsvare status quo og udbytternes interesser, en kapitalistisk stat. Den var baseret på korruption og vold imod folket, et uhyrligt bureaukratisk monster der tjente de riges og magtfuldes interesser.

Det var den stat som den bolivariske regering overtog. Hvad er ændret? Nogle af de værste elementer er blevet udrenset, og der er nogle ærlige bolivariske ministre og embedsmænd, der forsøger at føre folkets ønsker ud i livet. Dog findes der i ethvert ministerium mange folk, der bærer røde t-shirts, men som i virkeligheden er fjender af revolutionen og modarbejder den. Korruption og misbrug er udbredt, og indflydelsen fra kontrarevolutionære elementer er en konstant trussel mod revolutionen.

For at lykkes kan revolutionen ikke basere sig selv på en sådan stat, men må skabe en ny stat i dets eget billede: en arbejderstat på linie med pariserkommunen eller den demokratiske arbejderrepublik etableret af Bolsjevikkerne i Rusland før den blev ødelagt af Stalin og bureaukratiet. En sådan stat ville være under arbejdernes demokratiske kontrol, med lønninger strengt begrænset til den løn som en faglært arbejder modtager.

Alle embedsmænd ville blive valgt, og underkastet øjeblikkelig tilbagekaldelse hvis de ikke udførte folkets ønsker. Kun på denne vis kan den bureaukratiske kræft udryddes fra revolutionens krop og forholdene etableres for deltagelsen af hele folket i administrationen af industrien, samfundet og staten, foruden hvilken socialisme blot ville være et tomt ord.

Behovet for et organiseret udtryk for den revolutionære bevægelse

Uden organisation kan revolutionen ikke lykkes. Masserne holder enorm magt i deres hænder, men denne magt må organiseres og rettes mod et centralt mål. Uden dette, vil den blot forblive et potentiale uden noget virkeligt indhold. Den vil blive spredt i vinden som damp, der kun udgør en reel kræft, når den koncentreres i en ventilboks.
I Venezuela i dag er millioner af arbejdende organiseret i titusinder af organisationer, jordkomiteer, bolivariske cirkler, revolutionære forsamlinger, fagforeninger, der fungerer som klassekampsorganisationer, vandkommissioner, sundhedsorganisationer, missiones, osv. Men disse er spredte og isolerede. Der er intet nationalt organ, hvori de er repræsenteret, og hvorigennem massernes erfaringer og deres kampe kan deles og generaliseres. Det bolivariske politiske parti repræsenteret i parlamentet anses i almindelighed som en ren valgmaskine, uden ansvar overfor det revolutionære folk og fyldt med karrieremagere og reformistiske elementer.

På alle niveauer er det nødvendigt at promovere etableringen af demokratiske revolutionære organisationer, der samler arbejderne, bønderne, kvinderne, ungdommen og de revolutionære soldater. Disse revolutionære masseorganisationer (tilsvarende sovjetterne i det revolutionære Rusland) vil begynde med at organisere den revolutionære kamp, men vil uundgåeligt ende med at tage magten i deres egne hænder. De er kimen til det nye samfund, der fødes ud af det gamle samfunds skød.

Etableringen af en sådan organisation er et nøglespørgsmål for revolutionen, og essentielt for dens succes. De må sammenkædes på lokalt, regionalt og til sidst på nationalt niveau. Det er den mest presserende opgave, vi står overfor.

Frem for alt er det afgørende at presse på for etableringen af en ægte proletarisk organisation. UNT må samles og styrkes som klassens basale organisation og frontlinie i revolutionen. Alt for meget tid er allerede spildt på internt kævl. UNT må begynde at handle som en ægte revolutionær fagforening, ikke en snakkeklub. Den må med det samme tage præsident Chavez' forslag op, og udarbejde en plan over alle forladte eller dårligt kørte virksomheder og overtage dem under arbejdernes kontrol.

Som tillæg til UNT er der en bevægelse af besatte fabrikker (Freteco). Dette spiller en nøglerolle i at samle og mobilisere arbejderne på de besatte fabrikker. De er den revolutionære bevægelses frontlinie og bør udvikles og udvidet til alle regioner i landet.

Bevæbn folket!

Imperialisterne følger udviklingen i Venezuela tæt. De forstår, at en sejr til Chavez i præsidentvalget udgør en trussel mod dem ikke bare i Venezuela, men i hele Latinamerika.
Washington vil forsøge med alle midler at sikre omstyrtelsen af præsident Chavez, inklusiv snigmord. Det er rigtigt, at de i øjeblikket er fanget i Iraks hængedynd, og at dette gør en direkte militær intervention fra USA ekstremt svær. Men det er ikke udelukket, at de i desperation vil iværksætte en eller anden form for intervention, højst sandsynligt ved hjælp af lejesoldater eller fascister fra Colombia. Truslen er yderst reel, og vi må være forberedte.

Et folk, der ikke er parat til at forsvare sig selv med våben i hånd, fortjener at være slaver. Præsident Chavez har ved mange lejligheder udtalt, at det venezuelanske folk ikke ønsker krig, men vil kæmpe for at forsvare deres revolution imod enhver fremmed angriber. Opsættelsen af reserven og det territorielle forsvar er et forsøg på at bevæbne revolutionen mod truslen fra en fremmed intervention. Marxisterne byder disse tiltag velkommen og vil støtte alle forsøg på at forsvare revolutionen.

UNT burde deltage i bestræbelserne på at opsætte arbejderforsvarsenheder på enhver arbejdsplads organiseret af massearbejderforsamlinger og ansvarlige overfor dem. Alle arbejdere, bønder og studerende må lære at bruge våben. Hele revolutionens historie beviser, at masserne er de eneste konsekvente forsvarere af revolutionen. Særlige skoler bør opsættes for at træne militære kadrer fra arbejderne og bøndernes rækker. Der er masser af revolutionære officerer i hæren, der kan uddanne og træne arbejderne i militære færdigheder.

Reformisterne siger, at sådanne ting bare vil provokere imperialisterne og øge faren for invasion. Tværtimod! Jo mere arbejderne lærer at bruge våben, jo bredere lag af befolkningen der trækkes ind i den militære træning, jo større er afskrækkelsen af de imperialistiske angribere, og jo større er chancen for et fredeligt udfald. Lad vores slogan være det samme som den Romerske Republiks: "Si pacem vis, para bellum" - hvis du ønsker fred, forbered dig på krig.

For en internationalistisk politik!

Der er dem, der siger, at revolutionen er gået langt nok, at det er på tide at stoppe. Det er ikke den ånd, der motiverede Simon Bolivar og hans støtter! De var ikke bange for at udfordre de største magter på jorden, selvom de bare var en lille håndfuld, da de startede.
Det er ikke nok at proklamere revolutionen: revolutionen må gå fra ord til handling, ellers vil det føre til skepsis og apati, og derved skabe muligheden for kontrarevolution. Revolutionen kan ikke stå stille, hvis den gør det, vil den blive besejret. Den må modigt gå frem, og indtage den ene position efter den anden.

Det er ikke nok bare at tale om socialisme, mens jorden og bankerne forbliver i godsejernes og kapitalisternes hænder. Det er nødvendigt at færdiggøre, hvad der er blevet begyndt. En revolutionær ledelse, der ikke er parat til at fortsætte til enden, er dømt til at spille en fatal rolle. I det tilfælde ville det have været bedre slet ikke at have startet revolutionen i første omgang.

I sidste ende vil den Bolivariske Revolutions fremtid blive afgjort af, i hvilken grad den spreder sig til resten af Latinamerika og internationalt. Den ide blev forstået af Che Guevara, da han sagde, at den cubanske revolution kun kunne reddes ved at skabe tre eller fire Vietnammer.

Den amerikanske imperialisme er en magtfuld fjende. Den har kolossale reserver. Men den venezuelanske revolution har endnu større potentielle reserver - støtten fra millioner af undertrykte og udbyttede arbejdere og bønder i Latinamerika, der ser den bolivariske revolution som et glimt af håb i mørket. I den grad som revolutionen tager modige skridt frem, påfører dets fjender slag, og tvinger det kontrarevolutionære oligarki og imperialismen ind i defensiven, vil massernes selvtillid og kamplyst vokse overalt.

Allerede nu spreder den revolutionære bevægelse sig til andre lande, som vi så med valget af Evo Morales i Bolivia. Mexico, Peru og Ecuador er ikke langt bagefter. Hvad, der er brug for, er en modig ledelse, et afgørende skridt til at udrydde godsejervældet og kapitalismen i Venezuela en gang for alle. Når først det skridt er taget, vil den revolutionære flamme sprede sig som en steppebrand fra det ene land til det andet.

Hvis den bolivariske revolution skal lykkes, må den sprede sig til andre lande, begyndende med en Socialistisk federation af Cuba, Venezuela og Bolivia. Dets budskab vil hurtigt sprede sig til andre lande inklusiv USA, hvor utilfredsheden vokser time for time.

Mod opportunisme!

Mod sekterisme!

På tærsklen til slaget ved Santa Ines [præsidentvalget], står revolutionen ved en korsvej. Masserne og især dens avantgarde begynder at være træt af snak og taler. Lenin advarede engang om at snak og retorik har ødelagt mere end én revolution. Det er på tide at omsætte talerne til handling! Kun ved at gennemføre en revolution inden i revolutionen kan faren fra kontrarevolutionen afværges. Men dette er kun muligt på basis af en marxistisk politik.

Marx og Engels pointerede for lang tid siden, at kommunisterne ikke udgør et separat og modstående parti til arbejderklassens partier. Marxisterne er den mest fremskredne del af arbejderbevægelsen. Alle revolutionære marxister må stræbe efter at samle masserne om programmet for den socialistiske revolution, udtrykt gennem en række af overgangskrav, fra de mindste økonomiske, sociale eller demokratiske krav til overtagelsen af magten. Vi må stræbe efter at bygge forbindelser til massen af arbejdere, bønder og revolutionære unge, der i dag findes i den bolivariske bevægelses rækker.

Vores første opgave er at forene den proletariske avantgarde - de mest udviklede dele af arbejderne og ungdommen - omkring den socialistiske revolutions overgangsprogram. Men vi må ikke adskille os selv fra massen af de revolutionære bolivarianere, der ønsker at bekæmpe tvillingefaren fra kontrarevolutionen og imperialismen. Kammeraterne i den Revolutionære Marxistiske Tendens (CMR) har begyndt dette arbejde, og må støttes fuldt ud af marxister over hele verden.

De sekterikere, der dedikerer al deres tid til at angribe Chavez og splitte den revolutionære bevægelse, miskrediterer bare marxismens navn i massernes øjne. Marx og Engels, grundlæggerne af den videnskabelige socialisme, forklarede for længe siden i det Kommunistiske manifest, at det sted, hvor kommunister må arbejde, er indeni massebevægelsen ikke udenfor den. Lad os være helt klare: udenfor den Bolivariske bevægelse, (det vil sige, uden for massernes bevægelse i Venezuela), er der intet<.

Imperialisterne og de kontrarevolutionære forstår vigtigheden af den bolivariske bevægelse og forsøger at underminere den indefra, og bruger korruption til at skabe en femte kolonne i ledelsen af bevægelsen. Kampen mod kontrarevolutionen er derfor umulig uden en resolut kamp mod den opportunistiske fløj i bevægelsen og de pro-borgerlige elementer i ledelsen.

Den eneste vej til at besejre kontrarevolutionen og lede masserne mod den socialistiske omformning af samfundet er at føre en beslutsom kamp mod højrefløjen i den bolivariske bevægelse, at drive opportunisterne, karrieremagerne og bureaukraterne ud, og omdanne bevægelsen til et revolutionært instrument i stand til rent faktisk at lede masserne.

De bedste ledere i bevægelsen er dem, der kommer fra masserne og ikke har nogle andre interesser udover at forsvare massernes interesser, ikke professionelle politikere og bureaukrater. Vi kræver, at ledelsens lønninger skal begrænses til ikke mere end en faglært arbejder. Alle udgifter må være åben for inspektion fra de almindelige medlemmer, og alle ledere må vælges af medlemmerne og skal kunne tilbagekaldes.

For at kunne føre en seriøs kamp mod opportunismen og bureaukratiet må den proletariske avantgarde organiseres. Det er den mest presserende opgave for de venezuelanske marxister, der må kæmpe side om side med resten af massebevægelsen, tilføre klassefjenden slag, mens de samtidig forklarer de mest avancerede arbejdere og bønder meningen med begivenhederne, og tålmodigt forklarer den revolutionære socialismes program i et sprog, der er tilgængeligt for masserne. Det er den opgave, CMR, den venezuelanske sektion af den Internationale Marxistiske Tendens står overfor.

Den venezuelanske revolutions skæbne er organisk forbundet med perspektivet for den marxistiske tendens. Marxisterne vil stå eller falde med deres evne til at gennemtrænge den bolivariske bevægelse og vinde den over til den revolutionære socialismes program. Og den bolivariske bevægelse vil stå eller falde med dens evne til at overskride den borgerlig demokratiske revolutions grænser, ekspropriere oligarkiet og gennemføre den socialistiske revolution, ikke i ord men i gerninger.