Marxisme versus feminisme – del 2

Vi fortsætter udgivelsen af denne artikel som et led i fejringen af 100-års jubilæet for kvindernes internationale kampdag. Artiklen blev første gang udgivet i den italienske marxistiske avis FalceMartellos teoretiske magasin ‘In difesa del marxismo’. Selvom den oprindelig blev skrevet til et italiensk publikum, mener vi, at den er af interesse for arbejdere og unge verden over.

Nederlag og fascisme
Fascismen kvalte hele denne erfaring ved fødslen. I 1921 var det fascistiske parti vokset fra lidt mere end 300 afdelinger til mere end 1000. Angreb fra fascistiske bander efterlod 102 døde i løbet af de første fire måneder af 1921. På seks måneder blev 59 arbejderklubber, 119 fagforeningslokaler og 141 kommunistiske og socialistiske afdelinger brændt eller hærget. Arbejderbevægelsens organisationer var reduceret til en skygge af sig selv og derefter tvunget til at gå under jorden, mens arbejderklassens leveforhold forværredes fra dag til dag.

I 1927 var kvindernes lønninger det halve af mændenes, der allerede var seriøst reducerede. På en maskinfabrik, der producerede præcisionsmaskineri, svingede de mandlige lønninger fra maksimalt 4 lire om dagen til minimum 2,50, mens kvinderne blev betalt 1,50. På landet tjente mandlige arbejdere 9 lire om dagen, mens kvinderne ikke fik mere end 5 lire.

Regimet lancerede en kampagne om frugtbarheden hos kvinderne, hvis rolle det var at blive hjemme og få børn. I 1927 blev det forbudt for kvinder at undervise på visse universitetsfakulteter og i gymnasier, og det blev senere udvidet til nogle fag på de tekniske skoler og de største klasser i folkeskolen; til sidst blev afgiften fordoblet for kvindelige studerende.

Fascismen arvede de forudgående love fra 1865, hvor familiens ubestridelige overhoved var manden, der tog alle beslutninger vedrørende hans kone og børn og som kunne påtvinge dem sin vilje selv efter skilsmisse og død gennem sit testamente, Kvinden, som evig mindreårig, måtte sværge absolut troskab, og kvindens utroskab blev straffet med to års fængsel, mens manden selvfølgelig var fri til at være sin kone utro, som han havde lyst til. Til denne reaktionære lovgivning tilføjede fascismen yderligere en lov, artikel 587, der anså æreskriminalitet, hvor enhver mand, der dræber sin kone, datter eller søster for at ”forsvare familiens ære” havde ret til at få reduceret straffen med en tredjedel.

Denne lov, sammen med loven, der anså voldtægt som en forbrydelse mod moralen alene, og ikke imod personen, blev ikke afskaffet før i 1980’erne.

Mellem 1921 og 1926 faldt andelen af kvinder, der arbejdede uden for hjemmet fra 32,5 procent til 24 procent, selvom lave lønninger og manglen på kvalifikationer i nogen industrier var en tilskyndelse til at ansætte kvinder, hvad end den fascistiske ideologi mente. Fra 1936 var der faktisk en stigning i antallet af kvinder i arbejde, hvilket bragte antallet af kvindelige arbejdere op på 5.247.000, ifølge tællingen foretaget det år. I Anden Verdenskrig voksede andelen af kvinder, der arbejdede yderligere, da kvinderne erstattede mændene, der blev sendt til fronten; også deres rolle i samfundet og derefter i deres kamp imod fascismen voksede.

Krigsårene var ekstremt hårde, og sult og fattigdom satte den italienske arbejderklasse på en alvorlig prøve og underminerede den sociale stabilitet. I Torino arbejdede arbejderne 10-11 timer om dagen. 40.000 ud af 150.000 arbejdere var kvinder, luftangreb havde ødelagt eller beskadiget 25.000 hjem, og titusinder af arbejdere var evakueret til landområderne. Der var en lignende situation i alle byer. Mad og brænde var rationeret. Priserne på det sorte marked var på himmelflugt; i 1943 steg prisen på smør fra 27 til 160 lire pr. kg., ris fra 2,50 til 25 lire og mel fra 1,80 til 12 lire. Med rationeringsmærker kunne en arbejder i Biella i januar 1943 få 1000 kaloriers mad, og når man tænker på, at størstedelen af maden blev gemt til børnene, er det tydeligt, at masserne sultede.

Selv arbejdsgiverne krævede et stigning i fødevareuddelingen gennem kuponer, fordi produktionen faldt, da de arbejdende mænd og kvinder altid var syge. En arbejder fra Torino fortæller:

“Jeg var altid sulten, også fordi vi altid gav det lidt, vi havde, til børnene. Men jeg kom altid på arbejde, selv når jeg følte mig syg. På grund af min svaghed havde jeg uregelmæssig menstruation; en måned fik jeg den ikke, og så kom den måske hver anden uge. Jeg var heldig, fordi jeg aldrig havde smerter, men en af kvinderne på mit arbejde kunne ikke stå op, når hun havde sin menstruation. Vi sagde; bliv hjemme på de dage. Men hun var rædselsslagen for at miste sit job. Hun var alene med et barn og ingen mand.”[1]

I takt med at nyhederne om de militære nederlag ved fronten kom ind, blev regimets svaghed mere og mere åbenlys. Kvindelige arbejdere hvis mænd var i Rusland blev anset som enker. Ingen betvivlede rapporterne om, at de italienske soldater ikke havde tilstrækkelig beskyttelse mod den russiske vinter, og at tyskerne under tilbagetrækningen havde beslaglagt lastbilerne, så italienerne måtte trække sig tilbage til fods. Dem, der ikke klarede sig, måtte blive tilbage og frøs ihjel.

I januar 1943 blev et brev fra en kvindelig arbejder trykt i en fascistisk fagforeningsavis: ”Jeg laver det samme hårde arbejde som de mandlige arbejdere, jeg har erstattet. Men han tjente 40 lire om dagen, mens jeg kun får 23 lire. Kan du forklare mig grunden?” Avisen kom ikke med noget, der bare lignende et svar.

Strejkerne i 1943
I den situation brød oprøret ud. Strejkerne i marts 1943 blev organiseret i hemmelighed, og var de første efter mere end 40 års stilhed.

Arbejderne i Torino krævede forhøjelse af tilskuddet til leveomkostninger og de 192tomers overarbejdsbetaling til alle, der indtil da kun var blevet udbetalt til evakuerede familieoverhoveder.

På Mirafiori Fiat fabrikken ville strejken begynde kl. 10:00, når luftalarmen som alle andre dage lød. Men den dag lød alarmen ikke, og det var derfor de kvindelige arbejdere, der fik strejken i gang med nogle få klare signaler og energisk kampagne på fabrikkerne. Lignende kampe spredte sig mod nord. Der var strejker på Lancia, Michelin, Manifattura Tabacchi (cigaretfabrik).

På Piccofabrikken i Vegliomosso var det kvinderne, der fik arbejderne til at nedlægge arbejdet. Politiet ankom, og to kvinder blev arresteret. 500 arbejdere ved et nærliggende uldspinderi strejkede straks derefter i solidaritet. Strejken spredte sig, og cheferne og deres fascistiske venner blev klar over, at det ville være klogere at komme med nogle indrømmelser: lønforhøjelsen blev givet, og arrestationerne trukket tilbage.

På Borletti fabrikken i Milano var det kvinderne ved spolemaskinerne, der den 25.marts fik startet strejken. Under strejken på Falckfabrikken trængte de fascistiske bander ind på fabrikken med knipler, men blev slået tilbage af arbejderne. På bomuldspinderiet Abbiategrasso jagtede 700 rasende arbejdere de fascistiske ledere, der var kommet for at stoppe strejken, væk. Strejken vandt også opbakning i Milano: på Pirelli, Face Bovisa, Caproni og Brown Boveri brød der også strejker ud.

Mussolini ønskede en evaluering og følgende blev skrevet af en af hans nære samarbejdspartnere, fascisten Farinacci:

“Hvis de fortæller dig, at bevægelsen blot er af økonomisk karakter, lyver de… Partiet er fraværende og magtesløst. Der sker banebrydende ting. Overalt i sporvognene, på caféerne, i biograferne, i teltlejrene, i togene, kritiserer og protesterer folk mod styret – ikke blot mod enkelte fascistiske embedsmænd, men imod Duce [Føreren] selv. Og det værste er, at ingen siger noget imod det længere. Selv politiet er fraværende, som om deres opgave nu er nyttesløs. Vi står overfor dage, der kan blive yderligere smertefulde på grund af militære begivenheder…” (Ibid.)

Regimet var nu svækket. Mobiliseringerne i marts blev en succes, og frem for alt havde det givet de undertrykte masser stor selvtillid.

Vi ved fra historiebøgerne, at Mussolini blev arresteret den 25.juli 1943. Jubeldemonstrationer og strejker brød ud samme aften og dagen efter. Da kvinderne på Montecatini jutefabrik i Ravenna hørte, at Mussolini var blevet væltet, igangsatte de en strejke for at få frigivet en af deres kammerater, der var blevet arresteret for at protestere imod det øgede arbejdstempo. Alle så Mussolinis fald som enden på krigen, og at nu var det tid til at slå igen.

Men sådan blev det ikke. Lederen af den nye regering Badoglio, som var udpeget af kongen, advarede: “Forsamlinger er forbudt. Lov- og ordensmagten har fået besked på at opløse dem uden barmhjertighed.” Generalstabens leder gav ordre til at skyde direkte ind i mængden. Da der den 27. juli blev åbnet ild mod en demonstration i Bari, døde 23 mennesker, mens 70 blev såret. Ved en lignende demonstration i Reggio Emilia dagen efter blev en kvinde dræbt.

Og krigen fortsatte. Men masserne nægtede i stigende grad at lytte til magthaverne, som det blandt andet blev tydeligt under begivenhederne blandt ris-arbejderne i 1943-44. Tusindvis af kvinder forlod hvert år Emilia-regionen, for at tage til Piedmont og luge ris: for at planterne kunne omplantes, stod de 40 dage i vand til knæene, foroverbøjede under solen i færd med at skille risplanter fra ukrudt. På det tidspunkt var det noget af en indrullering. Men i sommeren 1943 stod færre og færre kvinder til rådighed. I sommeren 1944 sendte cheferne bud efter 10.000 kvinder og omkring 1000 mænd. Kun 300 tog af sted til rismarkerne, og de, der tog af sted, skabte problemer.

I aviserne klagede cheferne: “Ris-kvinderne er ankommet under påvirkning af en ekstrem anti-nationalistisk propaganda og er gået i strejke i adskillige områder med krav om lønforhøjelse og bedre mad.” Kampen gav pote: rejseudgifterne skulle nu betales af arbejdsgiverne, den daglige løn steg til 35 lire (mere end en Fiat-fabriksarbejder fik) og endelig fik de brød, ost og marmelade til hjemturen.

Partisanernes krig og kvindespørgsmålet
Efter den 8. september 1943 var den italienske hær fuldstændig demobiliseret og partisanernes krig var begyndt. Forsvarsgrupper af kvinder blev dannet; en undergrundsorganisation, hvis opgave det var at hjælpe de frihedskæmpere, der organiserede strejker på fabrikkerne og udførte sabotage på krigsproduktionen. I denne forbindelse kan vi ikke gå i detaljer, men det er tilstrækkeligt at nævne, at stemningen for kvindernes massedeltagelse, som var blevet stærkere i månederne forinden, klart kom til udtryk i forbindelse med partisanernes kamp. Og som bevis på, hvordan kamp højner menneskets bevidsthed, kan nævnes, at der i den periode cirkulerede mange hemmelige bøger blandt arbejdere, både mænd og kvinder.

I kraft af, at arbejderne blev mere og mere opmærksomme på deres rolle i samfundet, lærte tusinder at læse og skrive i PCI’s undergrundssektioner eller ved egen hjælp i et ivrigt forsøg på at hæve deres kulturelle niveau. Da kvinder desuden kæmpede side om side med mænd, blev de mere og mere opfattet som ligestillede af mændene. De blev involveret i studiecirkler, der ikke kun var politiske, men som havde stor betydning for dannelsen af en revolutionær bevidsthed. Det bekræfter historierne fra arbejderkvinder, der møjsommeligt kastede sig over Gorkijs Moderen eller Jack Londons Jernhælen, mens de lærte at læse. De læste ikke længere de kærlighedshistorier, som regimet accepterede, men fortællinger om arbejdende og undertrykte mennesker, som en arbejder kunne identificere sig med og udviklede derfor en kampgejst.

Kvinder spillede en vigtig og meget nyttig rolle i partisanernes kamp: de havde større bevægelsesfrihed, var ikke blevet forbudt at cykle og vækkede mindre mistanke blandt fascisterne. Derfor blev de i stort antal brugt til at viderebringe beskeder, våben og udstyr mellem de forskellige partisanbrigader: de var de berømte kurerer. Det var et meget svært og ekstremt farligt job, der involverede tusinder af kvinder.

En partisankvinde erindrer:
”Indtil to år tidligere kunne en kvinde ikke gå alene ud om aftenen. Hvis hun gjorde, var det en skandale. Men så kom Modstanden og hvem tog sig så af disse ting længere? Hvis du var nødt til at gå ud, gjorde du det, og ingen sagde noget til det. Det virkede naturligt. Vi tænkte ikke på ligestilling med mænd, men vi ville have de rettigheder, som vi aldrig havde haft før. Der var også diskussioner os imellem. Jeg husker, at en GAP gruppe (Patriotisk Aktion, ikke en kommunistisk gruppe – oversætterens anm.) gav mig den opgave at tage hen til Kommandoen. Da jeg ankom, begyndte kammeraterne at bebrejde mig, at jeg selv havde taget kontakt til gruppen. Så sagde jeg klart og tydeligt til kammeraterne: ”I er lederne her, og I kan give mig en opsang. Men I burde vide, at I har brug for mig. Lad det være klart; uden os kurere kan I ikke gøre noget, overhovedet ikke noget.”(Ibid.)

Endnu engang ser vi her, hvordan de materielle forhold og arbejdende mænd og kvinders generelle kamp forandrer bevidstheden og de kulturelle relationer og derfor også forholdet mellem kønnene. Der skete et hurtigt skift fra den mørkeste mangel på oplysning til en situation, som beskrevet ovenfor.
Og dette var klart et massefænomen. 75.000 kvinder var en del af forsvarsstyrkerne, 35.000 blandt partisanerne. 4.563 kvinder blev arresteret, tortureret og dømt, 623 dræbt og 2.750 deporteret til Tyskland.[2]

Denne bevægelse, Modstanden, repræsenterede de undertrykte massers kamp, arbejdernes og bøndernes kamp, ikke blot imod den nazistiske fascisme, men også mod det kapitalistiske system, der var ansvarlig for den. Masserne længtes efter at rejse en ny orden og deres ledende rolle og selvopofrelse blev afgjort af lysten til at styrte arbejdsgiverne, ”at gøre det samme som i Rusland, hvor arbejderne regerer, og arbejdsgiverne ikke længere eksisterer.”

Desværre var det ikke sådan. I Rusland regerede arbejdsgiverne måske ikke længere, men det gjorde arbejderne heller ikke. Bureaukratiseringen af statsapparatet i Rusland, vejede tungt i alle kommunistpartierne, særligt det italienske, hvor interne diskussioner praktisk talt var ophørt i kraft af forholdene omkring det undergrundsarbejde, partiet var påtvunget under fascismen.

Modstandens ophør – almindelig valgret
Linjen var ikke længere at tage magten eller verdensrevolution, men ”den italienske vej til socialisme”, som erklæret i PCI’s generalsekretær Togliattis ”Salerno vending” i 1944. Ligeså snart han vendte tilbage til Italien fra USSR, gav Togliatti sin fulde samarbejdsvilje til Badoglio, så PCI kunne være med i dannelsen af ”partiernes første regering” og opbygge borgerligt demokrati i Italien.

Efter 1945 fik partisanerne en brat opvågning, der ikke sparede på konflikter, og til tider betød blodsudgydelser: alle våben skulle indleveres, alle skulle gå hjem, al magt til den konstituerende forsamling… Det var ikke lige, hvad de havde forventet.

Den herskende klasse, som var rædselsslagen over arbejderklassens opvågnen, blev nødt til at støtte sig til PCI, for at give troværdighed til deres fremvisning af vilje til fornyelse. Men det var blot for at tillade reaktionen at reorganisere sig. De ansatte i staten forblev de samme og nogle ændrede simpelthen bare partimedlemskab fra fascisterne til de Kristelige Demokrater. ”Kompromiset” samledes i det konstitutionelle charter, der ikke på nogen måde var udtryk et for demokratiske aspirationer fra borgerskabet og dets partier, men som blot var en del af de indrømmelser, der var nødvendige for at få den bevæbnede arbejderklasse under kontrol igen.

Det var de forhold, der førte til, at kvinderne i 1945 fik stemmeret. Masserne stræbte efter den socialistiske revolution, men så ikke noget politisk lederskab fra PCI, der kunne sikre dem magten og måtte derfor nøjes med forfatningen og den almene valgret i stedet.
Dele af kvindernes betydningsfulde rolle under modstanden blev kanaliseret ind i UDI (De Italienske Kvinders Fagforening), en organisation forbundet med PCI, der indtog en reformistisk holdning på kvindespørgsmålet og holdt sig inden for kapitalismen og den traditionelle families rammer.

Selvom mange af Togliattis taler på dette tidspunkt refererede til kvinder, deres rettigheder og behovet for at kæmpe for ligestilling med mænd, blev det ikke til andet end tomme ord, da al form for lovgivning, der kunne imødekomme disse krav, ville være i konflikt med kristendemokraterne og den ”katolske verden”, som PCI omhyggeligt sørgede for ikke at skræmme.

Partiets arbejde og dets medlemmer var derfor primært orienteret mod industrielle kampe for beskyttelse af kvindelige arbejdere, som faktisk led under udbytning og voldsom diskrimination. Men den kamp måtte aldrig bevæge sig i retning af en løsning udenfor det kapitalistiske system, da ”den italienske vej til socialisme” ifølge PCI nødvendigvis måtte involvere en periode med styrkelse af det borgerlige demokrati. PCI gik i forsvarsposition, da kristendemokraterne fremstillede marxismen som moralsk opløsning i en ondsindet anti-kommunistisk kampagne. I stedet for at slå igen og fordømme kristendemokraterne og den katolske kirkes hykleri med det mål at åbne en afgrund mellem de undertrykte masser og disse institutioner, som de stadig stolede på, lovpriste de familiens ”ophøjede” værdier og andre spørgsmål centrale for den katolske kultur i et åbenlyst nyttesløst forsøg på at indsmigre sig hos de katolske autoriteter.

Efter at have stemt for den berømte syvende artikel i forfatningen, der sagde god for gyldigheden af aftalen mellem Vatikanet og den fascistiske stat, med alle de privilegier det medførte for den katolske kirke, pralede Togliatti med, at ”denne stemme ville garantere os en plads i regeringen de næste tyve år.” Men i virkeligheden var borgerskabet på vej ind i en kontra-offensiv, de smed PCI ud af regeringen i 1947 og startede et modbydeligt angreb på arbejderklassen.

Efterkrigsårene var år med genopbygning og økonomisk opsving, men på samme tid også år med voldelig undertrykkelse af arbejdernes kamp, der ikke havde tænkt sig at stille sig tilfreds med deres tidligere plads i den politiske arena.

1960’erne: korte noter omkring anglo-amerikansk feminisme
I 1960’erne havde det italienske samfund forandret sig bemærkelsesværdigt i forhold til den første efterkrigsperiode. Genopbyggelse af landet, en gennemgribende industrialisering, særligt i nord, og en stabil proletarisering af bønderne, hvilket betød en immigrationsstrøm fra syd, der oversvømmede byerne; alle disse faktorer førte til forøgelse af velstanden lige såvel som de sociale modsætninger. Den imponerende økonomiske vækst havde ikke betydet en ligeså imponerende forbedring af arbejderklassens forhold, og arbejdsstyrken, bestående af indvandrere, blev udsat for umenneskelig udnyttelse, både inden og udenfor fabrikkerne.

Kort fortalt var dette de grundlæggende forhold, der vakte arbejderklassens vrede. Til at begynde med igennem en række bitre kampe (for eksempel i 1962 kampen for en lønaftale i forskellige lag af klassen), for at vinde tabt grund, og derefter i en generaliseret kamp, ”det varme efterår” i 1969, hvor spørgsmålet om magten endnu en gang blev stillet.[3] I forbindelse med denne atmosfære kom kampen for kvinders frigørelse igen op til overfladen.

Bøger og analyser af amerikanske feminister begyndte at cirkulere blandt intellektuelle og i studenterbevægelsen. Specielt Betty Friedans bog ”The Mystique of Womanhood” fra 1964 medførte et ramaskrig, da hun manede myten om kvindens tilfredsstillelse i den amerikanske familie, senere kaldet ”den hyggelige koncentrationslejr” af en anden amerikansk feminist, Kate Miller, til jorden. Friedan var en borgerlig intellektuel kvinde, der tog udgangspunkt i sin egen erfaring og frustrationen blandt kvinderne i hendes egen klasse.

I 1920’erne startede 47 procent af kvinderne i gymnasiet, mens det tal i slutningen af 1950’erne var faldet til 35 procent, mens fødselsraterne steg, og ansættelsen af kvinder faldt. I sin bog viste hun, hvor overbeviste kvinder, som hende, var om, at det højeste mål var at gifte sig, bo i et fint hus og føde fire børn, at de nærmest skammede sig over at indrømme nogen form for utilfredshed eller frustration.

Denne baggrund var årsag til, at et stigende antal kvinder led af eksistentielle og psykologiske kriser og var nød til at søge psykoterapeutisk behandling. Friedan grundlagde en organisation, NOW (National Organisation of Women), der begrænsede sine krav til retten til beskæftigelse og karriere, samt flere kvinder i institutionerne, i virksomhedernes bestyrelser osv. Problemet med husarbejdet skulle så varetages ved at rationalisere, altså ved hjælp af arbejdsbesparende redskaber og frossen og tørret mad.

Andre intellektuelle gik længere end det i deres kritik af systemet. Juliet Mitchell argumenterede for, at ”indtil produktionen revolutioneres, vil kvindens position i en mandeverden være bestemt af hendes arbejdssituation”, selvom hun koncentrerede sin kritik omkring den patriarkalske ideologi. Med udgangspunkt i Engels’ overvejelser om familiens afskaffelse, udviklede Kate Miller en historisk analyse af behovet for en ”seksuel revolution”.

Disse og mange andre tekster af forskellig slags, hvoraf nogle uden succes søgte en revolutionær marxistisk analyse på kvindespørgsmålet, påvirkede uden tvivl bevidstheden blandt venstreorienterede intellektuelle og i studenterbevægelsen. Men der det var med til at sprede disse ideer bredere ud end til disse begrænsede intellektuelle cirkler, var den generelle uro i samfundet, arbejderbevægelsens rejsning og den generelle tro på, at med en mobilisering i denne atmosfære var det reelt muligt at sætte en stopper for det kapitalistiske system.

Studenterbevægelsen i Italien
I 1967 begyndte en bevægelse med universitetsbesættelser, som startede i Trento, og derefter spredte sig til andre universiteter og gymnasier på nationalt plan. Overalt var politiets svar hård undertrykkelse, at stoppe besættelserne med magt, og det kom til sammenstød i gaderne, arrestation af bevægelsens ledere og regulære slag, hvoraf det mest kendte, fandt sted på Valle Giulia i Rom den første marts 1968. Det endte med fire arrestationer og 228 tilbageholdte.

Studenterbevægelsen hældte olie på det bål, der allerede brændte i arbejderbevægelsen. Den 10.april 1968 påbegyndte de kvindelige arbejdere en militant strejke mod det øgede arbejdstempo på Marzotto fabrikken i Valdagno. D. 19. april rev de statuen af Grev Marzotto ned, og 47 blev arresteret. Første maj samme år talte studenterne ved fagforeningsdemonstrationen på St. John’s Plads i Rom. En fælles protest bestående af studenter og maskinarbejdere fandt sted i Trento i juni måned. På samme tid spredte strejker sig indenfor maskinindustrien over hele landet og sydpå mobiliserede man på baggrund af vandmangel.

Arbejdernes krav mangedobledes både vedrørende deres interesser udenfor og på fabrikkerne: imod regionale lønforskelle, for retten til pension, boliger og rimelige huslejer. Det vigtigste element var disse strejkers natur: massestrejker, der beviste, at arbejderklassen var villig til at gøre oprør mod kapitalismen, og at man foretrak arbejderkontrol frem for forhandling. Sidstnævnte element var årsagen til størstedelen af fagforeningsbureaukraternes og arbejdsgivernes bekymringer, fordi det repræsenterede en form for arbejdermagt på arbejdspladserne og i samfundet, der satte spørgsmålstegn ved selve borgerskabets magt.

PCI’s ledelse var bekymret over denne del af bevægelsen. Dets linje var ikke at tage magten for en revolutionær ændring af samfundet mod socialisme, men en langsom forandring gennem parlamentet, ”den italienske vej til socialisme”, som vi allerede har nævnt. Dets moderate politik, orienteret mod institutionerne og mod ikke at skade forholdet til kristendemokraterne betød, at mobiliseringen kom til udtryk gennem fødslen og udviklingen af udenomsparlamentariske grupper, den såkaldte ”nye venstrefløj”, som primært voksede ud af studenterkampene.

Ud af denne situation udviklede der sig en galakse af organisationer og grupper, der satte kvindespørgsmålet i centrum for deres aktiviteter og som i forskellig grad talte om behovet for en feministisk revolution. Det fremtrædende træk ved denne feminisme var modvilje mod arbejderbevægelsens traditionelle organisationer, og også mod dem på den nye venstrefløj, som talte om revolution, men som enten ignorerede eller udnyttede kvindespørgsmålet, begyndende med forholdet mellem mænd og kvinder i organisationerne selv.

Derfor var er i næsten alle disse grupper et dybtfølt krav om dannelsen af separate organisationer bestående udelukkende af kvinder. Det blev set som den eneste måde at gøre det muligt for kvinderne at udtrykke deres personlighed og politiske holdninger frit og uafhængigt.

I det følgende vil vi prøve at give en kort beskrivelse og vurdering af hovedgrupperne og deres debatter fra slutningen af 1960’erne og frem.

Et kig på feminisme: Demau-gruppen
Den første gruppe, der deklarerede behovet for en autonom gruppe, blev dannet i Milano i 1966: Demau-gruppen (fra DEMistification og AUthoritarianism). Denne gruppe gav sig primært i kast med den teoretiske del og kritiserede alle kvindeorganisationer og bevægelser, der begrænsede sig til at kræve kvindens frigørelse og hjælp til at tage del i aktiviteter udover familielivet. På denne baggrund satte de sig imod idéen om at integrere kvinden i samfundet, eftersom dette betyder, i samfundet som det er, et samfund der, ifølge denne gruppe, er domineret af de mandlige autoritære værdier og principper og ”uforeneligheden mellem to forudbestemte roller”.

De argumenterede også for, at de job man reserverede til kvinder, var andenklasses job med dårligt arbejdsmiljø, og at kvinder blev fyret for at gøre plads til mænd, hvis det var nødvendigt. Hvad Marx havde forklaret omkring dette faktums uundgåelighed (under kapitalismen fungerer kvinder som del af en reserve-arbejdsstyrke, som et middel til at presse lønnen ned og gøre forholdene dårligere), blev ikke taget i betragtning. Spørgsmålet om den socialistiske revolution, der skulle skabe forhold, som kunne gøre det muligt at overvinde de bestående kønsroller og afskaffe familien, der binder kvinden til sin rolle, bestred Demau-gruppen på baggrund af kvindernes forhold i USSR, hvor disse stadig, trods ændringen i produktionsforholdene, var underordnet manden og familien med de deraf følgende ansvarsområder for kvinder.

Sovjet-modellen skulle få en meget negativ effekt på udviklingen af diskussionerne i mange af disse grupper, da stalinismens degenerering, som de fleste ikke forstod, for dem repræsenterede et ubestrideligt bevis på marxismens fiasko på kvindespørgsmålet.

Derfor argumenterede Demau-gruppen for, at kvinder, for at kunne udvikle en mere avanceret socialistisk revolutionær teori, uafhængigt måtte udvikle bevidsthed om deres rolle, analysere alle dele af det menneskelige liv for at forstå, hvordan kvindeundertrykkelsen havde manifesteret sig i dem, og først derfra udarbejde en teori for mandens og dermed hele menneskehedens frigørelse fra sin rolle som undertrykker.
Spørgsmålene, der blev stillet, var af stor betydning, men blev stillet på hovedet, fordi de ikke forstod, at kvinder ikke kan udarbejde en ny kultur ved at lukke sig inde i et rum og nægte behovet for at kæmpe sammen med hele arbejderbevægelsen og vælte kapitalismen.

Gruppens anstrengelser resulterede, efter at alle deres højtflyvende teoretiske bestræbelser var skrællet af, i meget begrænsede krav, som for eksempel muligheden for en rimelig fordeling mellem kønnene i arbejdet med at se efter og opdrage børnene.

Men det må retfærdigvis siges, at disse teorier, som var diskussionsemnet i mange udgivelser på denne tid og involverede mange intellektuelle, opnåede resultater, hvis frugter vi stadig nyder i dag om end i en endnu mere udhulet form. Lad os komme med et par eksempler: bøger om pædagogik, som skarpt kritiserede det autoritære forhold til børn i familien og i institutionerne, lagde grundlaget for efteruddannelse af personalet i vuggestuer og børnehaver (hvis grænser blev anerkendt) i forskellige uddannelsesprojekter, med den hensigt at respektere barnets kreativitet og forbedre hans eller hendes læringskundskaber, når de blev placeret i forhold under større frihed.

Hele debatten omkring kvindens selvbestemmelse førte til, at en betydelig del af lægerne på hospitalerne at gå ind for den såkaldte ”blide fødsel”, hvor kvinden ikke var et offer på lægens nåde, men blev anset for at være et individ med fuld autonomi, der var på vej igennem den ophøjede, men også meget dramatiske, oplevelse det er at føde et barn. De selvstyrende juridiske rådgivninger, der hjalp kvinder med at få skilsmisse og finde et hjem og job, at genopbygge deres liv uden deres mænd, var det perfekte udgangspunkt, som inspirerede til mange kommunale kvindecentre. Skabelsen af familieplanlægningscentre, der var resultatet af den tids kampe, bar præg af de debatter, som krævede overvindelse af seksuelle tabuer og beskyttelse mod sygdomme igennem en stort anlagt kampagne med grundig oplysning på området.

Disse ting, som unægtelig var forbedringer set fra et ideologisk synspunkt og i forhold til livskvaliteten, påvirkede velfærdsstatens karakteristik, som den blev opbygget i kølvandet på 1970’ernes kampe. Så længe de økonomiske ressourcer og den politiske magt lå hos borgerskabet, havde disse erobringer nødvendigvis blot en midlertidig og delvis karakter, således at nogle hospitaler praktiserede ”blid fødsel”, samtidig med at læger (ligesom i dag) havde lov til ikke at tilbyde abort på offentlige hospitaler (samvittighedsnægtelse), men så alligevel tilbød det til ublu priser på privatklinikker.

Alle eksperimenter med såkaldt ”børnevenlige” projekter i børnehaver, løb stille og roligt ud i sandet på grund af mangel på ressourcer og blev mere eller mindre lukket ned. Disse eksempler fremhæver modsætningerne i det enorme sammenstød mellem massernes kamp fra neden og kapitalismen og dens ideologiske behov, der forblev dominerende.

Carla Lonzi og Rivolta femminile
En anden gruppe, der også primært beskæftigede sig med teoretiske spørgsmål, var Rivolta Femminile (Kvindernes Oprør). Gruppen blev dannet i 1970, og dens klareste og mest ekstreme teorier kom fra Carla Lonzi. Gruppen tog idéen om at afvise lighed mellem mænd og kvinder til det yderste. I manifestet stod der:

”Manden er noget andet i forhold til kvinden. Lighed er et ideologisk forsøg på at gøre kvinden til slave på et højere plan. (…) Jomfruelighed, ærbarhed og troskab er ikke dyder, men bånd der opbygger og fastholder familien. Ære er den deraf følgende undertrykkende kode.
Som et tegn på overførslen af ejerskabet, der er sket mellem hendes far og hendes mand, fratages kvinden ved ægteskab sit navn og sin identitet.
(…)
Skilsmissen er en podning af ægteskabet, hvorfra institutionen kommer ud styrket.”[4]

Gruppens ekstreme position betød også, at Carla Lonzi anså den feministiske bevægelses krav omkring skilsmisse og retten til fri abort, som del af en række indrømmelser med det formål at forstærke kvindernes undertrykkelse. Denne ekstreme position forhindrede selvfølgelig gruppens teorier i at vinde nogen særlig opbakning i den italienske feministiske bevægelse.

Derudover betød deres afvisning af ideen om organisering, som værende autoritær og ”maskulin”, som mange grupper gjorde, havde hver gruppe, der støttede Rivolta Femminile, fuldstændig selvstændige positioner og arbejdsmetoder, så de afvise selve ideen om at vinde flertal. Ikke desto mindre var det Carla Lonzis fortjeneste at hun formåede at fremsætte sine holdninger klart og tydeligt, og derpå drage alle de ekstreme konklusioner fra ideerne om separatisme og anti-autoritet. Hun fik ikke meget følge, men repræsenterede dog et teoretisk referencepunkt, og hendes teorier, om end i en ny og delvis udvandet udgave, findes stadig i dele af anti-globaliseringsbevægelsen, der følger Toni Negri.

Carla Lonzi gik endda så langt som at fornægte værdien af nogen form for kultur, da denne ville tilhøre det mandlige køn, og hun talte derfor for ”afkulturalisering”.
”Den afkulturalisering, vi vælger, er vores handlinger. Det er ikke en kulturel revolution, der efterfølger og fuldender en strukturel revolution, det er ikke baseret på en bekræftelse af en ideologi på alle niveauer, men på fraværet af noget ideologisk behov.”[5]

Herfra følger, at kampen for kvindens frigørelse gør ”magtovertagelsen til et forfængeligt mål.” (Ibid.)

I en længere periode var Lonzis referencepunkt hippie-miljøet, hvor hun påstod, at kønsforskellene blev udlignet i den daglige opførsel.

Det må også tilføjes, at hun i et af hendes vigtigste værker Sputiamo su Hegel (Lad os spytte på Hegel) klargjorde sin position vedrørende marxisme og udvidede Demau-gruppens kritik. Det var ikke blot opfattelsen af USSR, der måtte kritiseres, men også marxismens såkaldte ”autoritære grundlag.”

Mens Fourier skitserede et samfund uden nogen form for undertrykkelse, hvor ”hver mand kan have alle kvinder til rådighed, og hver kvinde kan have alle mænd til rådighed”, insisterede Marx og Engels på behovet for at give menneskers relationer med hinanden en privat karakter. De skulle simpelthen være uafhængige af økonomiske bånd. Eftersom den marxistiske opfattelse ikke krævede kvindens seksuelle frigørelse, afviste Lonzi den som moralistisk og autoritær. På dette punkt spiller kultur også en rolle, da mænd og kvinder ikke blot relaterer sig seksuelt til hinanden som dyr. At benægte dette (hvilket Marx og Engels absolut ikke gjorde) ville også være at nægte menneskets kulturelle lagdeling, der kun kan udvikles efter kapitalismens fald og med alle ressourcer i de udbyttede massers hænder.

I Lonzis øjne afslørede Lenin, der udtalte sig om dette ene både under og efter revolutionen, også marxismens ”konservatisme” i kampen mod patriarkalsk ideologi. Rivolta Femminiles mål var derfor at gennemføre strejkeaktioner, hvorigennem kvinderne ville blive bevidste om sig selv, sådan som det blev udtrykt udmærket i manifestets konklusioner: ”Vi vil være i stand til at konfrontere et univers uden svar. Vi søger oprørets symbolske autencitet og ofrer den hverken til organisering eller ved at prædike for andre.”

Midlerne til at gennemføre denne praksis var selvbevidsthed. I sine tekster forklarer Carla Lonzi præcis, hvad det betyder. Hun modstiller selvbevidsthed og det ”at blive bevidstgjort”. Igennem sidstnævnte indså kvinderne i venstreorienterede grupper deres undertrykte situation som kvinder og arbejdere og gik så med i den fælles kamp imod kapitalismen. Selvbevidsthed betød til gengæld ”afskaffelsen af kultur”, ”separation” og ”at starte med sig selv”[6]. Med andre ord skulle kvinder mødes uafhængigt i mindre grupper, afvise kultur som maskulint og ud fra deres egen oplevelse af livet begynde at finde en fælles livsanskuelse med andre kvinder uden nogen form for indblanding.

Metoden med en lille gruppe og selvbevidsthed blev i realiteten praktiseret i alle de feministiske grupper, måske i forskelligt omfang, men altid som et udtryk for disse idéer.
Bag den umiddelbare radikale overflade repræsenterede disse teorier og metoder i virkeligheden et reaktionært syn på kvindespørgsmålet. Idéen om at afvise kultur og tage udgangspunkt i den individuelle erfaring betød reelt at de trak deres handlinger tilbage til et mere tilbagestående niveau baseret udelukkende på den individuelle erfaring og dermed afvise at en øget bevidsthed altid er den vigtigste konsekvens massernes kampe og bevægelser.

Hver enkel af os kan kun frigøre os fra de tilbagestående idéer, som den herskende klasse påtvinger os ved at kombinere vores individuelle bevidstgørelse med den kollektive udveksling og massernes aktion, for at gøre en ende på drivkraften bag den kultur: borgerskabet.

Ved at afvise disse ideer, lukkede de underkastelsen under den dominerende borgerlige kultur ind gennem vinduet (selvbevidsthed), som de ønskede at smide ud af døren (højtflyvende revolutionære teorier). Det er i det lys, vi bør forstå gruppens afvisning af at tage magten og organisere sig.

Cerchio Spezzato og grupperne i Rom
Blandt de studentergrupper, der tog kvindespørgsmålet op, kan nævnes ”Il Cerchio Spezzato” (Den Brudte Cirkel) på Universitetet for Sociologi i Trento og kvindegrupperne fra studenterbevægelsen i Rom. Med mindre variationer tilsluttede Trent erfaringerne sig til idéerne beskrevet ovenfor. Her ser vi måske mere end noget andet sted de kvindelige studerendes vrede mod de mandlige studerende i kampen. Gruppen fordømte idéen om ”kopimaskinens engel”, da det var et udtryk for det faktum, at kvinden ikke blot blev anset for at være andenrangs i hjemmet (Hjertets engel), men også i de politiske organisationer.

Kvinder talte mindre i offentlige sammenhænge og var bange for at gøre sig selv til grin. Derfor blev de af deres mandlige kammerater bevidst henvist til at påtage sig organisatoriske pligter, opgaver i forbindelse med økonomiske aspekter og kopiering, opgaver der blev set som mere eller mindre nedværdigende. Der var utvivlsomt en grad af mandschauvinisme i mange venstreorienterede grupper på denne tid, og mange så blot den såkaldte seksuelle revolution, de nye friere skikke imod systemet, som en mulighed for at overvinde monogamiets snævre bånd og samtidig få en politisk legitimering med i købet. Hvad der står tilbage er dog, at det separatistiske valg betød nederlag, da det ikke gav nogle muligheder for at arbejde i en virkelig revolutionær politisk kamp på de sociale og ideologiske områder.

Dog adskilte grupperne i Rom sig, fordi de satte det kapitalistiske samfund i centrum for deres analyse og baserede sig på Engels’ analyse af kvindens undertrykkelse. Deres diskussioner blev påvirket af idéer fra Livio Maitan og Fjerde Internationale. Igennem deres analyse af kapitalismens modsætninger fik de sat kvindespørgsmålet i sin rette kontekst, men deres materialer manglede en direkte kritik af de herskende feministiske idéer, for at kunne fremstille modsætningen mellem sidstnævnte og deres revolutionære krav og marxistiske opfattelse.

Desværre var mange kvinder, særligt studerende, men også arbejdere, fascinerede af de feministiske teorier, fordi der i de år ikke var noget parti, som fremsatte en reel revolutionær marxistisk analyse af kvindespørgsmålet.

PCI fastholdt en konservativ holdning omkring kvindespørgsmålet: de talte for forsvaret af mandlige og kvindelige arbejdere, udvidelse af velfærdsstaten, men alt sammen indenfor grænserne af det kapitalistiske system, af ”det demokratiske systems rammer”, som det hed. Denne linje tillod andre idéer at få overhånd i bevægelsen. Selv UDI var så stærkt påvirket af feministiske idéer, at partiet op igennem 1960’erne blev domineret af en diskussion, der i 1978 førte til, at de indtog en separatistisk position.

Da debatten om skilsmisse begyndte, afslørede PCI allertydeligst, i hvor høj grad man havde underordnet sig kristendemokraterne.

Skilsmisse og PCI’s rolle
I begyndelsen af 1971 startede debatten omkring den endelig vedtagelse af Baslini-Fortuna skilsmisseloven. Vatikanet satte sig selvfølgelig imod loven, og katolikkerne begyndte at samle underskrifter for at få lovforslaget trukket tilbage. PCI skildrede den sociale situation i et dystert lys: I Grækenland i 1967 havde der været ”obersternes” kup, der havde været et terroristisk bombeangreb i Piazza Fontana i Milano i december 1969 og endnu et på Gioia Tauro togstation i 1970, efterfulgt af sammenstød, ledet af MSI (neofascister), omkring valget af Catazaro som regional hovedstad i Reggio Calabria. Der havde MSI vundet nogen støtte ved kommunalvalget i 1971.

Med andre ord, mente PCI ledelsen ikke, at landet skulle splittes, i en situation, hvor højrefløjen nød fremgang, gennem en folkeafstemning, der drejede sig om et religiøst emne. ”Den samlede kommunistiske ledelse har ingen tvivl og er enige om valget af en alternativ løsning; en revision af Baslini-Fortuna loven.”[7] Hurtigt fandt en række halvhemmelige forhandlinger sted, og det var tydeligt, at PCI havde erklæret sig villige til at stemme for en DC kandidat som præsident i republikken (sandsynligvis Moro) til gengæld for en dialog omkring skilsmissespørgsmålet, hvilket ville have forhindret at forslaget blev stoppet (præsidenten bliver valgt af parlamentets to kamre – oversætterens anm.)

PCI’s strategi fejlede over hele linjen. Præsident Leone blev valgt, bl.a. på fascistiske stemmer, og forslaget blev ikke trukket tilbage. PCI lederne havde ikke forstået, hvordan situationen reelt var, for katolikkerne led et stort nederlag, da 19.380.000 stemmer (59,26 procent) stemte imod. Det viste sig også, at de havde taget fejl vedrørende den påståede højredrejning i samfundet. Ved valget i 1975 gav arbejderne, der så til partiet efter en politisk ledelse af deres ønske om radikale ændringer, PCI et sejrrigt skub fremad. DC fik 35,2 procent af stemmerne og tabte dermed 3,6 procent af deres støtte, mens PCI steg til 33,4 procent, altså en forøgelse på 6,2 procent. I Rom, Milano, Torino, Firenze, Venedig, Napoli, Perugia, Genova, Ancona, Cagliari og andre byer blev PCI det største parti.

Berlinguer (PCI’s general sekretær) blev taget fuldstændig på sengen: masserne fejrede resultaterne i jublende demonstrationer. På PCI’s hovedkontor, ”råbte tusinder af aktivister og sympatisører med naturlig veltalenhed: Enrico, løft en knyttet næve! Berlinguer prøvede at smile, men kunne ikke klare mere end en pinlig grimasse; i stedet viftede han et lille tørklæde, en rød klud han havde fået af en lille pige. Imens blev de forskellige slogans gentaget fra gaden: ’Nu er det tid, Magten til arbejderne, Sejr, Rødt Rom!’”(Ibid.)

Var Det Radikale Parti ved at blive revolutionært?
I denne situation forsøgte andre kræfter at udnytte PCI’s lammelse. En af disse var Det Radikale Parti, som i 1969 dannede en fløj, kaldet Kvindernes Frigørelsesbevægelse (MLD), der formelt var tilknyttet det Radikale Parti. MLD forstod fuldt ud de ændringer i situationen, der var et resultat af de kampe, der havde fundet sted. Af denne grund fremsatte de programmer og kampmetoder, der i deres udtryk og propaganda lød meget venstreorienterede og bestemt så ud til at ligge til venstre for PCI på kvindespørgsmålet.
F.eks. kan vi i MLD’s stiftende dokument læse: ”Kampen for kvindens frigørelse er del af en mere generel kamp for en revolutionær forandring i retning af et socialistisk anti-autoritært samfund.”[8]

Tydeligvis fremstillede MLD sig sådan, for at samle dem, det ikke var lykkedes PCI eller de feministiske grupper med deres sekterisme at samle: de afviste separatisme og alle anti-organiserings-, bevægelsesbaserede idéer. Men grundlæggende var deres forslag overhovedet ikke revolutionære. På spørgsmålet om økonomisk udbytning foreslog de: ”opbyggelsen af produktionens organisation, der kan ses som et kollektivt foretagende, i hvilket arbejdet tilfredsstiller og ikke fremmedgør individet.”(Ibid.)

Hvordan den forhindring, som arbejdsgiverne udgjorde, skulle overvindes, nævntes ikke. Retfærdiggørelsen for denne bevidst forvirrede argumentation var, at der ifølge forfatterne til dette dokument ”ikke fandtes en klasse i stand til at påtage sig den opgave at sørge for en gennemgående fornyelse af samfundet”, og behovet var derfor at sætte ”konkrete mål, der ikke leder til flugt fra de virkelige problemer”. Det var budskabet midt i det Varme Efterår!

Derfor var MLD og det Radikale Parti ikke revolutionære, som nogle troede på det tidspunkt. De brugte blot en socialistisk retorik for at afspore debatten fra det centrale spørgsmål: arbejdernes overtagelse af den økonomiske og politiske magt. Avancerede forslag fra denne gruppe bør ses i dette lys. MLD var ansvarlig for lovforslag om retten til fri abort, frigivelsen af p-pillen og dannelse af offentlige anti-autoritære børnehaver, der, som de definerede det, ikke bare var et sted, hvor arbejderbørn kunne ”parkeres”, men et sted hvor børns psykologiske og fysiske udvikling hjælpes på vej.

MLD’s metoder var aktioner af markant karakter: ”masse-civil-ulydighed”(Ibid.) og indsamling af underskrifter til støtte for folkelove. Men de viste sig ude af stand til at vinde opbakning blandt kvindelige arbejdere. Da skabte dog en del forvirring, da de var de eneste, der rejste visse spørgsmål.

Feministisk kamp og voldelig aktion
Den gruppe, der dog viste sig at være mest målrettet i sine markante aktioner, og som udvidede deres indflydelse ved at opbygge sig organisatorisk på nationalt niveau, var Lotta Femiminista (Feministisk Kamp). Som resultat af beslutningen om at melde sig ud af den organisation de kom fra (Power Operiao, Arbejdermagt), blev gruppen oprindeligt dannet under et andet navn (Kvindernes Kampbevægelse) i 1971 i Padua og Ferrara. Indenfor få måneder havde gruppen kontorer i Milano, Venedig, Verona, Modena, Reggio Emilia, Firenze, Napoli og Gela. De kaldte sig marxistiske feminister og fastholdt, at ”klassekamp og feminisme er for os én og samme ting, da feminisme udtrykker oprøret fra den del af klassen, uden hvilken klassekampen ikke kan generaliseres, udvides og uddybes.”[9]

Men i realiteten afviste gruppen at have et klasseperspektiv på kvindespørgsmålet og støttede fuldt ud separatistiske idéer. De kvindelige arbejderes mål skulle ikke være at fremme arbejderbevægelsens kamp mod kapitalismen og forbinde den med kampen for kvindens frigørelse, men at bygge en uafhængig kvindebevægelse, i hvilken kun de kunne tage sig af kvindespørgsmålets specifikke områder. På denne baggrund kom det ved en række anledninger til fysiske sammenstød på gaden mellem gruppen og mænd (kammerater fra den traditionelle eller udenomsparlamentariske venstrefløj), der ønskede at deltage i kvindedemonstrationerne og tilbyde deres eget bidrag.

Derudover forklarede gruppen også, at hvis kvindernes revolutionære bevidsthed skulle øges, var det forkert at kræve deres adgang til arbejdsmarkedet. Mariarosa della Costa, en af gruppens ’ideologer’, proklamerede, at kvinder allerede arbejdede nok i hjemmet, og at denne erfaring beviste, at kvinder overhovedet ikke blev frigjort af at træde ind i arbejdsstyrken. På den baggrund mente hun, at kvindernes kamp først og fremmest skulle stå mod deres undertrykkelse indenfor hjemmets fire vægge.

Et af Lotta Femministas krav var løn for husarbejde. Et tiltag som skulle gøre husmødre bevidste om deres udbytning og om behovet for at ”radikalisere konflikten” og således åbne for en afskaffelsen af husarbejde.

Denne analyse overså i virkeligheden problemets kerne. Muligvis ville det skabe en bevægelse af husmødre, som højst sandsynlig ville blive mere bevidst omkring deres udbytning, men hver kvinde ville være alene om at tage sine nye idéer op i hjemmet. Som vi har forklaret tidligere, bliver kvinden selvfølgelig ikke fri gennem lønarbejde, men lønarbejdet er afgørende for at gøre hende i stand til at deltage i klassekampen på lige fod med de mandlige kammerater i arbejde. Derfor bør dette være udgangspunkt for opbyggelsen af kampen mod kapitalismen og mandens dominans. Uagtet hvilken hensigt de, der fremsatte kravet om løn for husarbejde, havde, blev kravet i sidste ende trukket i retning af lovgivning og institutionalisering af husarbejde, i stedet for at rejse spørgsmålet om dets socialisering i et socialistisk samfund.

Lotta Femministas udgangspunkt, hvis påvirkning fra den ”autonome” bevægelse var tydelig (Potere Operaio), førte dem til at forsøge at indgyde et kampinstinkt ved hjælp af meget aggressive slagord og metoder, men den eneste basis for aktivitet de tilbød, var deltagelse i demonstrationer. I en anledning opfordrede de til strejke i hjemmet. Selvom de påstod, at de var tilfredse med resultatet, gentog de ikke foretagendet. Hvis gruppen havde begrænset sine aktiviteter omkring løn for husarbejde, ville de nok ikke have oplevet nogen succes. Men de startede også en meget effektiv og militant kampagne på spørgsmålet om abort.

Kampen for retten til fri abort
Den abortlov, der gjaldt inden den nuværende lov nr.194, gik tilbage til Rocco kodekset, hvor abort blev defineret som en ”forbrydelse mod familiens integritet og sundhed”, og hvor det at få eller udføre en abort var strafbart med 5 til 12 års fængsel.

På trods af dette, og at p-pillen var ulovlig, fik 3 millioner kvinder hvert år foretaget en abort, for at undgå at skulle gennemgå en uønsket graviditet og føde et barn, hun vidste hun ikke kunne forsørge. Hvert år døde 20.000 kvinder som resultat af en abort. Og det var bare de officielle tal, da årsagen til mange dødsfald blev forfalsket for at undgå arrestationer af de, der havde foretaget aborten.

Aborterne blev gennemført af læger, der officielt erklærede sig imod, men som mod betaling af en hvis størrelse, var villige til at bløde deres moralske holdning lidt op. De astronomiske summer lægerne forlangte, tvang fattigere kvinder til at søge hjælp hos kvinder i landsbyer, der blev anset som eksperter, men som ikke desto mindre udførte aborterne med kinin, strikkepinde og persille, uden bedøvelse og under skræmmende uhygiejniske forhold. Disse forhold øgede selvsagt kvindens risiko for at dø.

I 1973 i Padua besluttede Lotta Femminista at gøre Gigliola Pierobons retssag til en politisk sag. Hun havde fået en abort, da hun var 17 år gammel og blev først anklaget seks år efter. Pierobon var tidligere tekstilarbejder, men blev ved med at skifte job, fordi ingen ville give hende en ordentlig ansættelse, så længe hun havde en sag hængende over hovedet. En kampagne mod arbejdsgiverne, staten, kirken og lægerne for at nægte kvinder fundamentale rettigheder blev iværksat.

Efter en kvindes mistænkelige død beslaglagde politiet den 15.februar 1974 journalerne hos en læge, der var mistænkt for at udføre aborter og arresterede de 273 patienter, han havde registreret. Den 9.januar 1975 stormede carabinieri i Firenze en anden læges klinik og arresterede de seks personer, der arbejde der, samt slæbte 40 kvinder med på politistationen, hvor de blev udsat for gynækologiske prøver. Alle blev mistænkt for enten at have fået eller udført aborter.

Effekten af disse sager var en tredobling af prisen på aborter på det sorte marked, men også begyndelsen på en bevægelse.

Den 11.februar 1975 ledte Lotta Femminista (der i mellemtiden havde skiftet navn til Movimento Femminista) en demonstration på 10.000 kvinder i Trento. Der blev også holdt demonstrationer i Firenze og Padua. Den 6. december gik 20.000 i demonstration imod regeringens forsøg på at strikke en ny lov, der tillod abort, men gav lægerne det sidste ord, sammen. Demonstrationen krævede fri abort, uden betaling og med bedøvelse.

På trods af Movimento Femminista og andre gruppers sekterisme var denne sag tydeligvis af enorm betydning for kvinder og i særdeleshed de, der havde færre midler til rådighed (kvindelige arbejdere, studenter osv.) og derfor var mere udsatte. Kvindernes målrettede mobilisering var uden tvivl et resultat af feministernes aggressive kampagne. Den faldt i god jord, da arbejderklassen generelt blev mobiliseret på dette tidspunkt og troen på, at det var muligt at ændre noget, i den kontekst voksede.

Movimento Femminista gennemførte en kampagne mod de ”hvide svin”, dvs. lægerne. De tog ind på hospitaler og uddelte propagandamateriale for fri abort og interviewede kvindelige patienter, der fortalte om lægernes dårlige behandling: afskrabninger af livmoderen uden bedøvelse, ”rengørende” brug af alkohol på sår, patienter der skriger højt og blot for at få at vide ”sådan skreg du ikke, da du havde sex.” Alle de historier blev trykt i foldere og delt ud udenfor arbejdspladser, skoler og universiteter. Sloganet var ”Vi er mange, vi er kvinder, vi har fået nok. Vi er ikke reproduktionsmaskiner, vi er kvinder, der kæmper for frigørelse! Vær bange, læge. Du vil komme til at betale dyrt, du vil komme til at betale for alting!”[10]

Slutningen af 1975 og 1976 var en tid med spændinger. Der var demonstrationer for retten til fri abort, og i deres kølvand bevægelser ”til forsvar for livet” organiseret af katolikkerne, der førte en skandaløs kampagne, som rakkede ned på de onde kvinder, der dræbte deres stakkels børn. I de måneder fik sammenstød i gaderne og politiangreb debatten til at fylde mere og mere.

Initiativer fra Movimento Femminsta og andre feministiske grupper var med til at øge konfrontationen, og mobiliseringen nåede sit højdepunkt, da 50.000 demonstrerede i Rom den 3.april 1976. Demonstrationen blev i øvrigt også støttet af UDI, der inden længe fuldt ud tog de separatistiske og feministiske idéer til sig.

I 1978 blev lov nr. 194 vedtaget, og retten til fri abort blev indført. Det var en stor sejr, fordi kvinder nu endelig havde magt over deres egen krop. Loven havde dog strenge begrænsninger: den understregede, at alt måtte undersøges, for at slå fast, at en ende på graviditeten var passende, og desuden fik læger retten til at nægte abort med deres samvittighed som begrundelse.

Konflikter med mændenes organisationer
Den kampagne, der bedst kendetegnede Moviment Femminista, var kampagnen med voldelig konfrontation, hvor taktikken var at påtvinge deres synspunkter med fysisk magt. Også andre grupper forsvarede deres autonomi med magt, og i flere tilfælde blev feministernes møder og demonstrationer angrebet af svært definerbare mandlige ”kammerater”, der fortsatte deres kamp mod feminisme.

Som gengæld afbrød feministerne universitetsforelæsninger og forstyrrede selv møder i PCI og blandt deres eks-kammerater på den ekstreme venstrefløj. Følgende passage beskriver holdningen til mænds tendens til at lave kompromisser i abortlovgivningen:
”Der er også de unge mænd, vores kammerater fra kampene i 1968, som i dag sidder på bænkene i parlamentet og arrogant erklærer, at selvfølgelig skal lægen have kontrollen, og så bagefter hviskende tilføjer, at der kan findes en vej ud. I 1968 fandt vi, sammen med andre kvinder, bestemt en vej ud for deres kærester, som havde brug for aborter. Vi fandt adressen på den ulovlige abortklinik og indsamlede 10.000 lire hver. Men tiden går, og du kan ikke forvente, at folk ikke glemmer.
Og der er præcis en hel række af ting, der aldrig huskes. F.eks. moderen, der gjorde rent efter os og sørgede for, at vi fik mad og en redt seng. Hvad får dem til at tro, at de kan sidde dér i ro og fred?”(Ibid.)

Med sådan en tone endte det selvfølgelig med vold.

Men på trods af Movimento Femminstas metoder var de i stand til at opnå en hvis indflydelse, specielt blandt studerende, men også blandt nogle kvindelige arbejdere.
En gruppe i Gela (på Sicilien) foretog for eksempel en række interviews om forholdene med diskrimination af kvindelige elever på gymnasierne eller tog ind i de fattigere kvarterer og talte med kvinder, der havde syv, otte eller endda ti børn, om beskyttelse.

Ved nogle anledninger forsøgte de at intervenere blandt kvindelige arbejdere ved at dele foldere ud foran fabrikker og deltage i deres strejker. Kvinderne var hovedsagelig mistroiske, selvom en hel del var tiltrukket af idéen om at gøre oprør mod de uretfærdigheder, de blev udsat for af deres mand hjemme. Nogle gik endda med og blev aktive i feministiske grupper. I nogle tilfælde, hovedsagelig blandt kvinder på offentlige kontorer, men også andre arbejdspladser, blev der dannet feministiske grupper, der talte imod diskrimination på arbejdspladsen og deres jobs ensformighed. Dette var dog ikke et udbredt fænomen.

En del af den kampgejst de kvindelige arbejdere havde fået fra den feministiske propaganda, så man i deres deltagelse ved demonstrationerne for retten til fri abort og i bz-bevægelsen, der involverede mange kvindelige arbejdere fra syd.

Nogle konklusioner
Derefter kom årene med nederlag for arbejderklassen, og feminismen begyndte at gå på grund. De kvindelige studerende blev voksne, og mange af dem fik en tilfredsstillende stilling og havde så oveni købet dejlige minder fra deres ungdom.
Feminismens tragedie er, at den kanaliserede mange kvinders revolutionære gejst væk fra arbejderbevægelsen. Idéen om, at kvinder skal stå for sig selv og være autonome for ikke at blive påvirket, har vist sig at være en fuldkommen fiasko.

På den ene side er feminismen løbet ind i en blindgyde og har blot efterladt sig en patetisk karikatur brugt af nutidens epigoner for at retfærdiggøre behovet for deres forskellige former for karrierer. På den anden side er det lykkedes arbejderbevægelsens reformistiske organisationer, at grave en plovfure mellem kvindernes krav og arbejderbevægelsen og dermed bidrage til sidstnævntes tilbagegang.

På det tidspunkt opnåede arbejderklassen dog, på trods af ledelsen, gennem sin styrke og beslutsomhed vigtige forbedringer på baggrund af kampene.

I dag er arbejderrettighederne, altså retten til pension, et sundhedssystem for alle og retten til fri abort, endnu engang under angreb fra overklassen. Der er allerede tegn på genrejsning i arbejderklassens kamp, men hvis den skal lede til vedvarende forbedringer, må den gøres til en kamp om at tage magten, at styrte det kapitalistiske system, nationaliseringen af de økonomiske ressourcer så de kan planlægges af de nuværende udbyttede klasser. Vi håber oprigtigt, at du, efter at have læst om disse stadier i kampen for kvindens frigørelse, er blevet overbevist om marxismen og den socialistiske revolutions relevans i dag.

Noter:
1: Miriam Mafai, Pane nero, donne e vita quotidiana nella Seconda guerra mondiale, Mondadori, Milano 1987
2: Gabriella Parca, L’avventurosa storia del femminismo, Mondadori, Milano 1981
3: Citeret i difesa del marxismo nr. 2, 1968-69 un biennio rivoluzionario, A.C. Editoriale, Milano, 2000.
4: Manifesto di Rivolta femminile, i Rosalba Spagnoletti, I movimenti femministi in Italia, Savelli, Rom 1978.
5: Sputiamo su Hegel, in Rosalba Spagnoletti.
6: Significato dell’autocoscienza nei gruppi femministi, Rivolta femminile, 1972
7: Giuseppe Fiori, Vita di Enrico Berlinguer, Edizioni Laterza.
8: Bozza di piattaforma dei principi del movimento di liberazione della donna (Mld), in Rosalba Spagnoletti.
9: Rapporto da Lotta femminista, 1973, i Biancamaria Frabotta (edited by), Femminismo e lotta di classe in Italia (1970-1973), Savelli editore, Rom 1973.
10: Aborto di Stato: strage delle innocenti, collettivo internazionale femminista (edited by), Marsilio editore, Venice 1976