Marx vs Keynes: hvor kommer økonomisk vækst fra?

“Vi er alle keynesianister nu”. Sådan sagde Richard Nixon den tidligere republikanske præsident for USA i 1971. Fyrre år senere lader det til at John Maynard Keynes er tilbage på mode, særligt blandt lederne af den britiske arbejderbevægelse. De reformistiske ledelser af Labour og fagforeningerne klamrer sig til den keynesianistiske ide at økonomien blot kan ”stimuleres” til at vokse igen. Men som marxisterne har forklaret før, er den økonomiske krise ikke bare en del af opsving-nedtur, men er en organisk krise i kapitalismen og vækst kan ikke skabes efter forgodtbefindende.

De enkelte tiltag med dette eller hint skattelettelse betyder ikke det store. Hvad der må undersøges er imidlertid den konstante snak om at have en ”vækstpolitik” – en linje der lader til hele tiden konstant at strømme fra taleorganerne fra lederne af Labour og fagforeningerne. Implikationen af denne snak er at the Tories (de konservative , red.) og andre borgerlige regeringer er imod økonomisk vækst!

Selvfølgelig går enhver økonom og politiker ind for økonomisk vækst; livet er langt lettere for den herskende klasse når kagen bliver store og lidt flere krummer kan blive kastet til masserne. Problemet er at vækst under kapitalisme simpelthen ikke bare kan blive hevet frem, som en kanin fra en hat.

For disse naive mennesker i ledelsen af arbejderbevægelsen er løsning på den økonomiske krise meget simple – vi må “stimulere væksten”. De betragter økonomien som en motor der er gået i stå og som blot behøver at få en tændingsgnist til at køre igen. Men vækst under kapitalisme kan der ikke blot åbnes for som en vandhane. Hvis vækst kunne skabes efter forgodtbefindende ville der aldrig have været recession i første omgang!

Show me the money

Keynes er i dag mest berømt for hans argumentation for statslig intervension under Den store Depression i 1930’erne, som fængede an hos ledere som Roosevelt i USA, som implementerede “New Deal”-politikken som svar på krisen. Tanken var simpel: arbejdsløsheden var høj og virkede som en stor bremse på forbruget. ”Løsningen” var at regering indsprøjtede massiv stimulus i økonomien ved at igangsætte infrastruktur og byggeri-programmer i stor scala, så som Hoover Dam. Teorien var at ved at reducere arbejdsløsheden ville arbejderne få lønninger som de så kunne bruge og derved forøge efterspørgslen. Behovet for materialer og værktøjer ved disse offentlige byggerier hjalp også med til at fylde ordrebøgerne hos mange private firmaer.

Virkeligheden er imidlertid at New Deal intet løste. Den Store Depression varede helt til begyndelsen af Anden Verdenskrig. Ikke desto mindre ser politikere og økonomer nu om stunder endnu engang mod ideerne fra New Deal. Det eneste problem er dog at regeringerne over hele verden ikke har nogen penge til at stimulere deres økonomier med. Efter at have reddet bank efter bank er statsgælden i de avancerede kapitalistiske lande allerede for høj til det nervøse kredit- og pengemarked.

Statslig intervension for at stimulere økonomien lyder måske simple, men regeringerne har ingen penge at bruge. I sidste ende må det statslige forbrug finansieres enten gennem skatter eller ved statsunderskud og lån. Men kreditmarkederne er allerede i tvivl om regeringernes evne til at tilbagebetale deres gæld, hvilket har ført til de påtvungne voldsomme nedskæringer og angreb på befolkningerne i land efter land. Samtidig vil enhver ekstra skat enten skulle lægges på arbejderne eller på virksomhederne; men ekstra skatter på arbejderne skærer i deres lønninger og æder sig dermed ind i forbruget, og modgår dermed det oprindelige mål for den statslige stimulus (dvs. at stimulere forbruget), mens højere skatter på virksomhederne skærer ind i profitterne som leder til kapital strejke og fald i investeringerne.

Investeringer og overproduktion

Marx forklarede at der er kapitalisternes investeringer i produktion der er den drivende kraft i kapitalismen. Konkurrencen mellem individuelle kapitalister tvinger dem hver især til at investere i produktion i deres søgen efter højere profitter. Ved at investere i nyt mere produktivt maskineri og processer kan en kapitalist forøge produktiviteten af sin arbejdsstyrke og på den måde producere en større masse af varer med færre arbejdere. Dette tillader på den anden side kapitalisterne at formindske deres omkostninger og derfor at sænke deres priser under de der udbydes af deres konkurrenter. På denne måde kan den enkelte kapitalist opnå en større markedsandel og opnå super-profitter. Disse profitter bliver så igen, for størstedelens vedkommende, pløjet tilbage i produktionen af kapitalisterne som derved kan forøge produktiviteten endnu mere.

Marx forklarede dog også at der er indbyggede modsætninger i denne proces, der stammer fra det faktum, at arbejderne på den ene side kun får udbetalt en brøkdel af den værdi de producerer, dvs. den værdi de skaber, i form af løn, men at disse lønninger på den anden side i sidste ende udgør markedet, det vil sige den effektive efterspørgsel, efter de varer de producerer. Dette føre til hvad Marx kaldte en ”overproduktionskrise”, under hvilken kapitalisterne ikke kan sælge deres varer og dermed realisere deres profitter. Under kapitalisme, hvor produktionsmidlerne er privatejede, produceres der for profit; derfor stadser produktionen når profitten ikke kan realiseres og millioner forvises til arbejdsløshed.

Det var den situation som verden stod overfor under Den Store Despression og som verdensøkonomien står overfor i dag. Det var ikke New Deal eller noget andet keynesianistisk tiltag der hev verden ud af depressionen i 1930’erne, men derimod den omfattende destruktion af kapital under Anden Verdenskrig og ekspansionen af det globale marked efter krigen. Disse faktorer, blandt andre, banede vejen for kapitalismen ”Guldalder” i 1950’erne og 60’erne, hvor økonomien oplevede den højeste vækst nogensinde. Ted Grant forklarede disse faktorer der dannede baggrund for efterkrigsopsvinget i en pjece ved navn ” Vil der komme en økonomisk nedtur?”:

“Hvad er da de grundlæggende årsager til udviklingen af økonomien efter Anden Verdenskrig?

Den stalinistiske og i Storbritannien og Vesteuropa socialdemokratiske fallit skabte det politiske klima for kapitalismens fremgang.

Konsekvenserne af krigen i form af ødelæggelsen af forbrugs- og kapitalgoder skabte et stort marked (krig har lignende men dybere konsekvenser end en økonomisk nedtur i ødelæggelsen af kapital). Virkningen af dette aftog ifølge FNs statistikere først i 1958.

Marshallplanen og anden økonomisk nødhjælp understøttede fremgangen i Vesteuropa.

Den enormt store stigning i investeringerne i industrien.

Fremkomsten af nye industrier – plastik, aluminium, raketter, elektronik, atomenergi og biprodukter.

Stigningen i produktionen i de nyere industrier – kemikalier, kunstige fibre, syntetisk gummi, plastik, rivende udvikling i lette metaller, aluminium, magnesium, elektriske husholdningsapparater, naturgas, elektrisk energi, bygningsaktivitet.

De enorme mængder af fiktiv kapital skabt af oprustningsudgifterne, som i Storbritannien og USA løber op i 10 procent af nationalindkomsten.

Det nye marked for kapital og maskiner skabt af svækkelsen af imperialismen i de uudviklede lande, der har givet det lokale borgerskabet en større mulighed for at udvikle industrien i større skala end nogensinde før.

Alle disse faktorer indvirker på hinanden. Den større efterspørgsel efter råmaterialer grundet udviklingen af industrien i storbylandene påvirker de uudviklede lande og vice-versa.

Den stigende handel med især kapitalgoder og maskiner mellem de kapitalistiske lande som en følge af de stigende investeringer virker som en yderligere ansporing.

Statsinterventionens rolle i at stimulere den økonomiske aktivitet.

”Alle disse faktorer forklarer stigningen i produktionen siden krigen. Men den afgørende faktor har været de udvidede muligheder for kapitalinvesteringer, som er hovedmotoren i den kapitalistiske udvikling.”(Ted Grant, Vil der komme en økonomisk nedtur?, 1960)

På samme made var den globale økonomi i stand til at vokse i 1980’erne og 90’erne på grund af en kombination af andre faktorer: udvidelsen af markedet ind i Rusland, Østeuropa og Kina; den billige arbejdskraft i disse lande der blev til rådighed for kapitalismen; den stigende udbytning af arbejderklassen i de avancerede kapitalistiske lande ovenpå nederlagene for arbejderbevægelsen og smadringen af fagforeningerne; brugen af kredit for kunstigt at udvide markedet.

Disse perioder med opsving reflekteres i tallene for aktiemarkedernes udvikling, udregnet at Credit Suisse og offentliggjort af The Economist i en artikel om aktieafkast (The Economist 15. oktober 2011) Mellem 1949-59 var real aktieafkastet globalt set på 562 procent. Takket være Marshall-hjælpens rolle og de andre faktorer som Ted Grant forklarede, var de samme tal for Tyskland og Japan i samme periode 4094 procent og 1565 procent. Det globale aktieafkast var 255 procent 1980-89 og 114 procent i 1990-99. Interessant nok oplyser Economist ikke tallene fra 1931-38 eller for 1975-79.

Krisens dybde

Intet illustrerer nutidens krise bedre end kapitalisternes fuldstændige mangel på investeringer i virkelig produktion. I den samme artikel som nævn ovenfor understreger Economist at kapitalisterne ikke investerer på trods af profitmarginer der ”er tæt på de højeste i 50 år”. Årsagen til dette er den ovekudskapacitet, det vil sige overproduktion, der allerede eksisterer i systemet. Hvorfor investere i virkelig produktion når der allerede produceres for mange varer i forhold til hvad der kan sælges?

Der findes massere af penge i verden, men de er koncentreret i relativt få hænder; hænder der er uvillige og ude af stand til at investere i produktion. Som Economist forklarer:

“Næsten enhver aktiv-klasse synes at være yderst risikabel. Aktier har oplevet to nedgange i lidt over et årti og er stadig sårbar overfor en recession i den rige verden; statsobligationer giver ringe beskyttelse mod en stigning i inflationen; råvarer er volatile og er taget som gidsler af en mulig nedgang i kinesisk efterspørgsel; fast ejendom lider stadig under efterveerne af det sidst årtis boligboble.”

I stedet for at investere deres rigdom tilbage i produktion, sætter borgerskabet deres penge i spekulativ aktivitet. Deraf ser vi en stigende pris på guld og andre ædelmetaller, af Svejtserfrancen (som har ført til at den svejtsiske regering aktivt har interveneret for at holde deres valuta lav) og andre valutaer og på varer som basisfødevarer og olie. Denne spekulation bidrager endvidere til inflation.

I desperation er regeringerne blevet tvunget til at føre en politik med trykning af penge gennem ”kvantitative lettelser”. De kaster penge efter kapitalisterne, og tigger og beder dem om at investere i virkelig produktion, skabe job og få økonomien til at vokse igen. Kapitalisterne kan imidlertid ikke tvinges til at investere deres rigdom. Under kapitalisme investeres der på basis af skabelse, øgning og realisering af profit. Hvis dette ikke kan ske, standser investeringerne i virkelig produktion.

Behovet for socialisme

Kapitalismens senilitet og den organiske karakter af denne krise – en overproduktionskrise – bliver på tydelig vis illustreret af denne mangel på investeringer som man ser i økonomien i dag. Dertil kan man se det objektive behov for socialisme, dvs. behovet for at investere de enorme rigdomme der eksisterer i samfundet til folkets bedste og ikke for profit.

I stedet for at se til Keynes og prøve at ”stimulere vækst” i økonomien bør arbejderklassens ledelse se til Marx og overtage kontrollen med de vigtigste dele af økonomien. Konkret betyder dette at nationalisere bankerne og de store monopoler – uden en penny som kompensation til kapitalisterne – og bruge disse aktiver til at investere i hvad samfundet demokratisk beslutter der er behov for.

Under kapitalisme bliver samfundets produktive potentiale begrænset af to store modsætninger: Den private ejendomsret over produktionsmidlerne og nationalstaten. Under socialisme, er der derimod ingen grænser for potentialet.