Manifestet for Revolutionary Communist International

Manifestet her har afgørende betydning for den kommunistiske bevægelse i hele verden. Vi opfordrer alle vores læsere til grundigt at studere det og sprede det vidt og bredt. Manifestet blev enstemmigt godkendt af IMT’s Internationale Sekretariat og vil udgøre det grundlæggende dokument for en ny internationale, Revolutionary Communist International (RCI), som vil blive lanceret i juni i år (2024).

RCI vil stræbe efter at hejse det banner, hvorunder den generation af revolutionære arbejdere og unge der vækkes politisk til live kan samles for at vælte kapitalismen. Du kan selv være involveret i grundlæggelsen, da hele konferencen bliver streamet online, så du kan se den derhjemme eller sammen med andre kammerater ved en af de mange planlagte fremvisninger i lande over hele verden.

Følg dette link for at registrere din deltagelse i RCI's stiftende konference.

Manifestet for Revolutionary Communist International

I 1938 erklærede den store russiske revolutionære Leon Trotskij, at "menneskehedens historiske krise kan reduceres til den revolutionære ledelses krise." Disse ord er lige så sande og relevante i dag, som da de blev skrevet.

I det tredje årti af det 21. århundrede befinder det kapitalistiske system sig i en eksistentiel krise. Set med historiske briller er situationer som den nuværende på ingen måde usædvanlige. De udtrykker, at et givet sociohistorisk system har nået sine grænser og ikke længere er i stand til at spille nogen progressiv rolle.

Den marxistiske historieforståelse, historisk materialisme, giver os en videnskabelig forklaring på fænomenet. Hvert socioøkonomisk system kommer til verden af visse årsager. Det udvikler sig, blomstrer, når sit højdepunkt, hvorefter det går ind i en fase med tilbagegang. Det var tilfældet med slavesamfundet og f.eks. med det romerske imperiums sammenbrud.

I sin tid lykkedes det kapitalismen at udvikle industri, landbrug, videnskab og teknik til et niveau, der var fortiden uhørt. Ved at gøre det, lagde den ubevidst det materielle grundlag for et fremtidigt klasseløst samfund.

Men nu har det nået sine grænser, og alt vender sig til sin modsætning. Det kapitalistiske system har for længst udtømt sit historiske potentiale; ude af stand til at føre samfundet videre, har det nu nået et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage.

Den nuværende krise er ikke en normal cyklisk krise i kapitalismen. Det er en eksistentiel krise, som ikke kun kommer til udtryk i produktivkræfternes stagnation men også i en generel krise i kultur, moral, politik og religion.

Den afgrundsdybe kløft, der adskiller rig og fattig – mellem absurd rigdom i hænderne på et fåtal af parasitter på den ene side og fattigdom, nød og fortvivlelse for flertallet af menneskeheden på den anden – har aldrig været større.

Det er afskyelige symptomer på et sygt samfund, der er råddent og for længst er klar til at blive væltet. Dets endelige kollaps er uundgåeligt. Men det betyder ikke, at borgerskabet ikke besidder midler til at forsinke kriser eller mindske deres indvirkning, i hvert fald til en vis grad og i en midlertidig periode.

Men de foranstaltninger skaber blot nye, uløselige modsætninger. Finanskrisen i 2008 var et afgørende vendepunkt. Sandheden er, at global kapitalisme aldrig er kommet sig efter krisen.

I årtier argumenterede borgerlige økonomer for, at "markedets usynlige hånd" ville løse alt, og at regeringer ikke skulle spille nogen som helst rolle i nationers økonomiske liv. Men markederne brød sammen og blev kun reddet af massive regeringsindgreb. Under den krise blev regeringer og centralbanker tvunget til at pumpe enorme summer penge ud i systemet for at forhindre en total katastrofe.

Borgerskabet lykkedes kun med at redde systemet ved at presse det langt ud over dets naturlige grænser. Regeringer brugte enorme pengesummer, som de ikke besad. Denne tankeløse politik blev gentaget under COVID-19-pandemien.

Den slags desperate foranstaltninger førte på uundgåelig vis til en ukontrollerbar eksplosion i inflationen og skabelsen af en enorm mængde gæld i de offentlige finanser, og blandt virksomheder og private, som har tvunget regeringer til at slå bremserne i. Nu går processen i bakgear.

Epoken med ekstremt lave renter og letkøbt kredit er nu intet mere end en svag og fjern erindring. Der er ingen mulighed for, at kunne vende tilbage til den forgangne periode inden for nærmeste fremtid – hvis nogensinde.

Den globale økonomi står over for udsigten til en perfekt storm, hvor én faktor afføder den næste og skaber en kraftigt nedadgående spiral.

Verden bevæger sig mod en usikker fremtid kendetegnet af en kontinuerlig cyklus af krige, økonomisk kollaps og stigende elendighed. Selv i de rigeste nationer undermineres lønninger af brutale prisstigninger, mens store og endeløse nedskæringer i offentlige udgifter udmarver sociale ydelser som sundhedspleje og uddannelse.

Den slags tiltag udgør et direkte angreb på arbejder- og middelklassens levestandard. Men de tjener kun til at gøre krisen dybere. Alle borgerskabets forsøg på at genoprette den økonomiske stabilitet underminerer blot den sociale og politiske stabilitet. Borgerskabet er fanget i en krise, som de ikke har nogle løsninger på. Det er nøglen til at forstå situationen i dag.

Imidlertid forklarede Lenin for længe siden, at der ikke findes noget som en endelig krise i kapitalismen. Medmindre det væltes, vil det kapitalistiske system altid overkomme selv den dybeste krise, skønt menneskeheden betaler en frygtelig høj pris.

Grænserne for globalisering

Hovedårsagerne til kapitalistiske kriser er på den ene side den private ejendomsret til produktionsmidlerne og på den anden side nationalstatens hæmmende og snærende marked, der er alt for småt til at rumme de produktivkræfter, som kapitalismen har skabt.

I en periode har hvad der oftest betegnes “globalisering”, gjort det muligt for borgerskabet delvist at overkomme det nationale markeds begrænsninger ved at øge verdenshandelen og intensivere den internationale arbejdsdeling.

Den proces blev optrappet yderligere af, at Kina, Indien og Rusland blev en del af det kapitalistiske verdensmarked efter Sovjetunionens fald. Det var den primære årsag til, at det kapitalistiske system overlevede og udvidede sig i de seneste årtier.

Præcis som middelalderens alkymister troede, at de havde opdaget den hemmelige metode til at omdanne uædle metaller til guld, troede borgerskabets økonomer, at de havde fundet frem til den hemmelige kur mod alle kapitalismens problemer.

Nu er deres illusioner blæst i stumper og stykker. Det er tydeligt, at hele globaliseringsprocessen har nået sine grænser og er i tilbagegang. Økonomisk nationalisme og protektionistiske tiltag er nu de dominerende tendenser – præcis de samme, der forvandlede recessionen i 1930'erne til Den Store Depression.

Det er et afgørende skift i hele situationen og har på uundgåelig vis ført til en enorm forværring af modsætningerne mellem nationer og udbredningen af militære konflikter og protektionisme.

Det kommer tydeligt til udtryk i den larmende politik, som amerikansk imperialisme fører med slagordet “America First!". Med andre ord betyder parolen, at resten af verden skal skubbes ned i anden, tredje eller fjerde rang, hvilket fører til yderligere modsætninger, krige og handelskrige.

Et mareridt uden ende

Krisen kommer til udtryk gennem ustabilitet på alle niveauer: økonomisk, finansielt, socialt, politisk, diplomatisk og militært. I de fattigste lande står millioner over for en langsom sultedød, knuget af imperialistiske lånehajers jerngreb.

FN estimerede i juni 2023 at antallet af mennesker, der blev tvunget på flugt grundet krig, sult og klimaforandringer, udgjorde 110 millioner – en skarp stigning i forhold til niveauet før pandemien. Og det var før krigen mod Gaza.

I et desperat forsøg på at undslippe rædslerne er et stort antal mennesker tvunget til at flygte til lande som USA eller til Europa. De, der drager af sted på den vanskelige og farlige rejse for at krydse Middelhavet eller Rio Grande, må udstå uhyrlige voldsepisoder og overgreb undervejs. Titusinder dør hvert år i forsøget.

Det er de frygtelige konsekvenser af det økonomiske og sociale sammenbrud, der skyldes den såkaldte frie markedsøkonomis hærgen og imperialismens blodige gerninger, som forårsager død og ødelæggelse på en ufattelig skala.

Efter Sovjetunionens fald blev USA for en tid den eneste supermagt i verden. Med kolossal magt fulgte kolossal arrogance. Amerikansk imperialisme pålagde alle sin vilje ved at bruge en kombination af økonomisk magt og militær styrke til at undertrykke enhver nation, der nægtede at bøje sig for Washington.

Efter at have overtaget kontrollen over Balkan og andre tidligere sovjetiske indflydelsessfærer lancerede USA en brutal og uprovokeret invasion af Irak, der dræbte over en million mennesker. Invasionen af Afghanistan var endnu et blodigt kapitel. Ingen ved, hvor mange liv der gik tabt i det land, så uophørligt fortæret af ulykke.

Men grænserne for USA’s magt blev blotlagt i Syrien, hvor amerikanerne led et nederlag som følge af Rusland og Irans intervention. Det markerede en brat ændring i situationen. Siden den dag har amerikansk imperialisme lidt det ene ydmygende tilbageslag efter det andet.

Den kendsgerning er i sig selv et slående bevis på kapitalismens globale krise. I det 19. århundrede høstede det britiske imperium en ufattelig formue gennem sin rolle som den dominerende verdensmagt. Men nu har tingene ændret sig til sin modsætning.

Kapitalismens krise og de voksende spændinger mellem nationer gør verden til et langt mere turbulent og farligt sted. At være verdens primære politibetjent er i stadig større grad et mere komplekst og dyrt foretagende, når problemer opstår overalt, og tidligere allierede, der kan lugte ens svaghed, går sammen for at trodse den øverste chef.

Amerikansk imperialisme er den mest magtfulde og reaktionære kraft på planeten. Landets militære udgifter svarer til de næste ti lande tilsammen. På trods af det er de ikke definitivt i stand til at pålægge andre sin vilje i nogen anden verdensregion.

Amerikansk imperialismes kyniske modbydelighed, og deres afskyelige hykleri, blev synligt afsløret af de rædsomme begivenheder i Gaza. De er en aktiv deltager i den grusomme massakre, udført mod forsvarsløse mænd, kvinder og børn af det uhyrlige israelske regime.

Israels kriminelle aggression kunne ikke have holdt ved i en enkelt dag uden den aktive støtte fra den amerikanske herskende klike. Men alt imens Washington hyklerisk begræder deres ofres skæbne, fortsætter de med at sende våben og penge for at assistere Netanyahu i sit arbejde som bøddel.

Men mest slående har været Washingtons fuldkommen manglende evne til at tvinge israelerne til at gøre, hvad der passer amerikanske interesser. Uanset hvor hårdt de trak i trådene, fortsatte marionetdukken med at danse til sin egen melodi. Det var en soleklar indikation på en svækkelse af amerikanernes magt – ikke kun i Mellemøsten.

En nations evne til at dominere andre er ikke absolut men relativ. Virkeligheden er ikke statisk, men dynamisk og ændrer sig hele tiden. Gennem historien ser man, at tidligere tilbagestående og undertrykte nationer forvandles til aggressive stater, der vender sig mod deres naboer og forsøger at dominere og udbytte dem.

Tyrkiet er i dag en af de dominerende magter i Mellemøsten. De er en regional imperialistisk magt. I modsætning hertil har Rusland og Kina, efter at have overgået til kapitalisme, vist sig som anseelige imperialistiske magter med global rækkevidde. Det bringer dem i direkte konflikt med amerikansk imperialisme.

Kina og Rusland har endnu ikke opnået samme niveau af økonomisk og militær magt som USA, men har rejst sig som magtfulde rivaler, der udfordrer Washington i den globale kamp om markeder, indflydelsessfærer, råmaterialer og profitable investeringer. Krigen i Ukraine og Gaza er tydeligt bevis på amerikansk imperialismes begrænsninger.

I fortiden ville de eksisterende spændinger allerede have ført til en omfattende krig mellem de store magter. Men nye omstændigheder har gjort, at det ikke er på tale – i hvert fald ikke endnu.

Kapitalisterne fører ikke krig af patriotiske, demokratiske eller nogle andre højt besungne årsager. De fører krig for profit, for at erobre udenlandske markeder, kilder til råmaterialer (såsom olie) og for at udvide deres indflydelsessfærer.

Er det ikke soleklart? Og er det ikke også åbenlyst, at en atomkrig ikke ville bringe noget af det med sig, men kun skabe gensidig ødelæggelse på begge sider? Der er endda blevet fundet på et udtryk for at beskrive netop den realitet: MAD (Mutual Assured Destruction, gensidig sikret ødelæggelse).

En anden afgørende faktor, der modvirker åben krig mellem de største imperialistiske magter, er massiv modstand mod krig, især (men ikke udelukkende) i USA. En nylig meningsmåling viser, at kun 5 procent af den amerikanske befolkning ville bakke op om direkte militær intervention i Ukraine.

Det kan næppe komme som en overraskelse, set i lyset af de ydmygende nederlag, som amerikanerne led i Irak og Afghanistan. Den kendsgerning har brændt sig fast i bevidstheden hos helt almindelige amerikanere. Dét, koblet med frygten for en direkte militær konfrontation med Rusland, der kunne eskalere og risikere at blive til en atomkrig, er en afgørende tilbageholdende faktor.

Selvom en verdenskrig er udelukket under de nuværende omstændigheder, kommer der til at være mange mindre krige og proxykrige som den i Ukraine. De globale konsekvenser af den slags krige vil være betydelige. De vil bidrage til den generelle ustabilitet og hælde benzin på bålet, når det kommer til verdens kaos. Det blev gjort særligt tydeligt af begivenhederne i Gaza.

Den fremtid, som systemet tilbyder, kan kun indebære endeløs elendighed, lidelse, sygdom og krig for menneskeheden. Som Lenin sagde: “Kapitalisme er et mareridt uden ende.”

Krisen i det borgerlige demokrati

De økonomiske forhold i den kommende periode vil i højere grad ligne dem i 1930'erne end dem, der fulgte efter Anden Verdenskrig. Spørgsmålet rejser sig: vil det borgerlige demokrati overleve den nærmeste fremtid?

Demokrati er i realiteten nogle få velstående og privilegerede nationers monopol, hvor klassekampen kan holdes inden for acceptable grænser ved at give indrømmelser til arbejderklassen.

Det var det materielle grundlag, hvorpå det såkaldte “demokrati” i lande som USA og Storbritannien blev holdt i hævd. Republikanere og demokrater, konservative og arbejderpartier skiftedes til at sidde på magten uden at det gjorde nogen grundlæggende forskel.

I virkeligheden er det borgerlige demokrati kun en maske – en facade der dækker over bankernes og de store virksomheders reelle diktatur. I det øjeblik den herskende klasse ikke længere kan give indrømmelser til masserne, kastes facaden af vejen og afslører den barske virkelighed af et regime styret gennem vold og tvang. Det bliver tydeligere for hver dag der går.

Det har altid lydt, at det frie marked var en garant for demokrati. Men demokrati og kapitalisme er modsætninger. Kapitalens strateger udtrykker nu åbent tvivl om det borgerlige demokratis holdbarhed og selve kapitalismens fremtid.

Den evindelige og beroligende myte om at enhver borger har lige muligheder, er i dag blevet knust af den kolossale kontrast mellem obskøn rigdom og luksus, som eliten på skamløs vis vader rundt i for øjnene af udbredt fattigdom, arbejdsløshed, hjemløshed og elendighed – selv i velstående nationer.

Den økonomiske krise, der bliver dybere og dybere, påvirker ikke kun arbejderklassen, men også et betydeligt lag af middelklassen. Økonomiske chok, leveomkostningskrisen, højere inflation og stødt stigende renter betyder konkurs for små virksomheder. Der er generel usikkerhed og frygt for fremtiden på alle niveauer af samfundet med undtagelse af de super-rige og deres nikkedukker.

Det var meningen at systemets legitimitet skulle være baseret på bredt fordelt velstand. Men kapital er i stigende grad koncentreret på nogle få milliardærer, gigantiske banker og virksomheders hænder.

I stedet for demokrati lever vi under et plutokrati, der dårligt nok er skjult. Rigdom køber magt. Det ved alle. Demokrati betyder én borger, én stemme, hvorimod kapitalisme betyder én dollar, én stemme. Et par milliarder dollars køber dig en billet til Det Hvide Hus.

Den kendsgerning bliver mere og mere åbenlys for flertallet af mennesker. Der er voksende apati over for den eksisterende politiske orden og mistillid – endda had – til den herskende elite og deres institutioner.

Selve det parlamentariske styre undermineres. Valgte organer bliver til snakkeklubber, mens den virkelige magt går fra parlamenterne til styrelser og departementer, og til grupper af ikke-valgte embedsmænd og 'rådgivere'.

Den ublu løgn om, at politiet og retsvæsenet på en eller anden måde er uafhængige, bliver tydelig for enhver. Når klassekampen intensiveres, vil institutioner som dem blive afsløret yderligere og miste hvert et gran af respekt og autoritet, som de måske engang besad.

Til sidst vil borgerskabet drage den konklusion, at der er for meget uorden, for mange strejker og demonstrationer, for meget kaos. "Vi forlanger orden!", vil de sige. Vi ser allerede restriktioner på demokratiske rettigheder, såsom retten til at demonstrere, retten til at strejke, ytringsfrihed og pressefrihed.

På et givet tidspunkt vil borgerskabet fristes til at ty til utilsløret diktatur på den ene eller den anden måde. Men det kan kun blive en farbar vej, hvis arbejderklassen først har lidt en række alvorlige nederlag, som det var tilfældet i Tyskland efter Første Verdenskrig.

Længe før det vil arbejderklassen stå over for mange styrkeprøver mod den borgerlige stat, og bevæge sig for at tage magten i egne hænder.

Er der en risiko for fascisme?

Nogen på den såkaldte venstrefløj rundt omkring i verden ser på overfladisk, ureflekteret og tåbelig vis Trumpisme som fascisme. Den slags forvirring hjælper ikke til at forstå vigtige fænomeners virkelige betydning.

Den slags nonsens fører dem direkte ind i en muddergrøft, bedre kendt som klassesamarbejde. Ved at fremme den falske idé om “det mindre onde”, inviterer de arbejderklassen og dens organisationer til at forene sig med én reaktionær fløj af borgerskabet mod en anden.

Det var denne forkerte politik, der fik dem til at presse vælgerne til at støtte Joe Biden og demokraterne – en stemme, som mange mennesker efterfølgende bittert har fortrudt.

Ved konstant at tale om den angivelige fare for “fascisme”, ender de med at afvæbne arbejderklassen, når den står over for reel fascisme i fremtiden. Hvad angår nutiden, går udviklingen fuldkommen over hovedet på dem.

Der er masser af højreorienterede demagoger, og nogle bliver endda valgt til magten. Men det er ikke det samme som et fascistisk regime, der er baseret på en massemobilisering af det forbitrede småborgerskab, der bruges som en rambuk for at udrydde arbejderklassens organisationer.

I 1930'erne blev samfundets modsætninger løst på relativt kort tid og kunne ende enten i den proletariske revolutions sejr eller i reaktionens triumf i form af fascisme eller bonapartisme.

Men den herskende klasse brændte fingrene slemt, da de støttede fascisterne i fortiden. Borgerskabet vælger ikke uden videre den mulighed i dag.

Endnu vigtigere er det, at den slags hurtige løsning er udelukket af det ændrede styrkeforhold. Reaktionens sociale reserver er langt svagere end i 1930'erne, og især arbejderklassens tyngde i samfundet er langt større.

Bønderne er stort set forsvundet i de avancerede kapitalistiske lande, mens brede lag, der tidligere så sig selv som middelklasse (fagfolk, funktionærer, lærere, universitetsprofessorer, embedsmænd, læger og sygeplejersker), er kommet tættere på proletariatet og er blevet organiseret i fagforeninger.

Studerende, der i 1920'erne og 1930'erne udgjorde fascismens stormtropper, er svunget skarpt til venstre og åbne over for revolutionære idéer. Arbejderklassen har i de fleste lande ikke lidt alvorlige nederlag i årtier, og dens styrkegrad er stort set intakt.

Borgerskabet står over for den mest alvorlige krise i sin historie, men på grund af den enorme styrkelse af arbejderklassen er den ikke i stand til hurtigt at gribe til åben reaktion.

Det betyder, at den herskende klasse vil stå over for alvorlige vanskeligheder, når de forsøger at frarøve arbejderklassen sine tidligere erobringer. Krisens dybde betyder, at de vil være nødt til at forsøge at skære ind til benet. Men det vil føre til eksplosioner i det ene land efter det andet.

Klimakatastrofen

Ud over de konstante krige og økonomiske kriser trues menneskeheden af planetens ødelæggelse. I sin konstante jagt på profit har det kapitalistiske system forgiftet den luft, vi indånder, den mad, vi spiser og det vand, vi drikker.

Systemet ødelægger polarisen og Amazonas regnskov. Verdenshavene er fyldt med plastik og forurenet med kemisk affald. Dyrearter uddør i et foruroligende tempo. Hele nationers fremtid er truet.

De fattigste samfundsgrupper og arbejderklassen rammes hårdest af forureningens og klimaforandringernes konsekvenser. Oven i det beder den herskende klasse om, at det er dem, der betaler regningen for den krise, som kapitalismen har skabt.

Marx forklarede, at menneskeheden stod overfor valget mellem socialisme og barbari. Elementer af barbari eksisterer allerede selv i de mest avancerede kapitalistiske lande og truer selve civilisationens eksistens. Men nu er det på plads at sige, at kapitalismen udgør en trussel mod selve menneskehedens eksistens.

Alle disse ting gør dybt indtryk på millioner af menneskers samvittighed, især de unge. Men moralsk forargelse og vrede demonstrationer er utilstrækkelige. Hvis klimabevægelsen begrænser sig til tom symbolpolitik, så dømmer den sig selv til lammelse.

Klimaaktivister er i stand til at pege på de mest åbenlyse symptomer på problemet. Men de giver ikke en korrekt diagnose, og uden den er det umuligt at tilbyde en kur. Klimabevægelsen kan kun lykkes med dens mål, hvis den fremsætter en klar og utvetydig antikapitalistisk revolutionær position.

Vi må bestræbe os på at nå de bedste elementer af arbejderklassen og overbevise dem om, at problemet er kapitalismen selv. Klimakatastrofen er resultatet af markedets økonomiske galskab og profitmotiv.

Den såkaldte frie markedsøkonomi er ude af stand til at løse de problemer, som menneskeheden står over for. Den skaber et enormt spild og er ødelæggende og inhuman. Der kan ikke opnås nogen fremskridt på det nuværende grundlag. Argumentet for en planøkonomi er uomtvistelig.

Det er nødvendigt at ekspropriere bankerne og kapitalisterne og erstatte markedets anarki med en harmonisk og rationel planlægning af økonomien.

Det kapitalistiske system viser nu alle de forfærdelige træk, som man finder hos et væsen, der har mistet al eksistensberettigelse. Men det betyder ikke en automatisk erkendelse af, at det står på randen af sin undergang. Tværtimod.

Det nuværende degenererede og syge system minder om en svagelig og senil gammel mand, der klamrer sig til livet. Det vil fortsætte med at vakle, indtil det bliver væltet af arbejderklassens bevidste revolutionære bevægelse.

Det er arbejderklassens opgave at sætte en stopper for kapitalismens udstrakte dødsproces gennem en revolutionær omvæltning af systemet og genopbygningen af samfundet fra top til bund.

Kapitalismens eksistens udgør nu en klar og nærværende trussel mod Jorden. For at menneskeheden kan leve, må kapitalismen lide døden.

Den subjektive faktor

Fra kapitalismens generelle krise er det muligt at konkludere, at dens endelige sammenbrud er uundgåeligt. På samme måde er socialismens sejr en historisk uundgåelighed.

Det er sandt i en generel forstand. Men ud fra generelle påstande er det umuligt at nå en konkret forklaring af faktiske begivenheder.

Hvis det hele er fuldstændigt uundgåeligt, er der ikke behov for et revolutionært parti, fagforeninger, strejker, demonstrationer, studiet af teori eller noget andet. Men al historie viser netop det modsatte. Det subjektive element, ledelsen, spiller en fuldkommen afgørende rolle på skelsættende tidspunkter i historien.

Karl Marx påpegede, at arbejderklassen uden organisering ikke er andet end råmateriale, der kan udbyttes. Uden organisering er vi ingenting – men med dét, er vi alt.

Her når vi til kernen af problemet. Den virkelige udfordring er det komplette fravær af ledelse – arbejderklassens nuværende lederes fuldkomne råddenskab.

Arbejderklassens masseorganisationer, der har udviklet sig gennem historien, er blevet udsat for pres fra den herskende klasse og småborgerskabet gennem årtier med relativ velstand. Det styrkede arbejderbureaukratiets greb om disse organisationer.

Kapitalismens krise betyder nødvendigvis også en krise i reformismen. Arbejderklassens højreorienterede ledere har givet afkald på de idéer, som bevægelsen blev grundlagt på. De er blevet separerede fra den klasse, som det er meningen, at de skal repræsentere.

Mere end på noget andet tidspunkt i historien er lederne i arbejderklassens organisationer kommet under borgerskabets skruetvinge. For at bruge et udtryk fra en af amerikansk socialismes pionerskikkelser, Daniel DeLeon, der ofte blev citeret af Lenin, er de blot "kapitalens lakajer i arbejderklassen". De repræsenterer fortiden, ikke nutiden eller fremtiden. De vil blive fejet af vejen i den stormfulde periode, som vi er på vej ind i.

Men problemet starter og slutter ikke med højrereformisterne.

“Venstrefløjen” spiller fallit

Den såkaldte venstrefløj, der overalt har kapituleret under presset fra højrefløjen og etablissementet, har spillet en særdeles skadelig rolle. Det så vi med Alexis Tsipras og de andre ledere af Syriza i Grækenland. Den samme proces viste sig med Podemos i Spanien, i USA med Bernie Sanders, og i Storbritannien med Jeremy Corbyn.

I alle de tilfælde vækkede venstrefløjens ledere til at begynde med håb blandt mange mennesker, men drømmene blev knust, da de kapitulerede under presset fra højrefløjen.

Det ville være let at beskylde disse ledere for fejhed og svaghed. Men her har vi ikke at gøre med individuel moral eller personligt mod, men derimod med ekstreme politiske begrænsninger.

Det essentielle problem for venstrereformisterne er, at de tror, at det er muligt at gennemføre massernes krav uden at bryde med det kapitalistiske system. I den henseende adskiller de sig ikke fra højrereformisterne, på nær at disse ikke engang nærer at skjule deres fuldstændige kapitulation til bankerne og kapitalisterne.

I det store hele taler “venstrefløjen” ikke engang om socialisme længere. De er ikke engang en skygge af arbejderklassens ledere i 1930'erne. I stedet begrænser de sig til blødsødne appeller om bedre levestandarder, flere demokratiske rettigheder osv.

De nævner ikke engang kapitalismen længere, men refererer derimod til 'neoliberalismen' – det vil sige 'dårlig' kapitalisme, modsat 'god' kapitalisme – selvom de aldrig præciserer, hvad denne imaginære gode kapitalisme skulle være.

Fordi de nægter at bryde med systemet, har venstrereformister et uundgåeligt behov for at tilpasse sig den herskende klasse. De forsøger at bevise, at de ikke udgør en trussel, og at de kan betros til at forvalte kapitalisternes interesser.

Det forklarer deres hårdnakkede indsigelser mod at bryde med højrereformisterne – de utilslørede agenter for den herskende klasse inde i arbejderbevægelsen – hvilket de prøver at retfærdiggøre med henvisning til, at det er nødvendigt at opretholde enhed.

I sidste ende fører denne politik altid til, at de kapitulerer til højrereformisterne. Når højrereformisterne så sidder for bordenden, viser de ikke den samme nåde, men begynder straks en aggressiv heksejagt mod venstrefløjen.

Føjelighed er altså her ikke et spørgsmål om den personlige karakter af dette eller hint individ. Det er en integreret del af venstrereformismens politiske DNA.

Kampen mod undertrykkelse

Kapitalismens krise kommer til udtryk gennem mange dybtfølte former for opposition til det eksisterende samfund, dets værdier, dets moral og dets uudholdelige uretfærdigheder og undertrykkelse.

Den centrale modsætning i samfundet forbliver antagonismen mellem lønarbejde og kapital. Men undertrykkelse antager mange forskellige former, nogle af dem væsentligt ældre og med dybere rødder end lønslaveri.

Blandt de mest allestedsværende og smertevoldende former, er undertrykkelsen af kvinder i en mandsdomineret verden. Krisen øger kvinders økonomiske binding og afhængighed. Nedskæringer på statens sociale udgifter pålægger i uforholdsmæssig høj grad kvinder at varetage byrder som børnepasning og ældrepleje.

Vold mod kvinder har nået epidemiske proportioner over hele kloden. Samtidig er rettigheder såsom adgang til abort under angreb. Det fremprovokerer en massiv modreaktion, og en voksende militant stemning blandt unge kvinder især.

Kvinders oprør mod den afskyelige undertrykkelse har en afgørende betydning i kampen mod kapitalismen. Uden kvinders komplette deltagelse kan en succesfuld socialistisk revolution ikke lykkedes.

Kampen mod alle former for undertrykkelse og diskrimination er en afgørende del af kampen mod kapitalismen.

Vores position er meget ligetil: i enhver kamp vil vi altid tage de undertryktes side mod undertrykkerne. Men et så generelt udsagn er i sig selv utilstrækkeligt til at forklare vores position. Vi må tilføje at vores attitude i sin essens er en negativ en.

Det vil sige: vi er imod enhver form for undertrykkelse og diskrimination, uanset om den rettes mod kvinder, brune og sorte mennesker, homoseksuelle, transkønnede eller enhver anden undertrykt gruppe eller minoritet.

På samme tid afviser vi helt og holdent identitetspolitik, som under dække af at forsvare en bestemt gruppes rettigheder spiller en reaktionær og splittende rolle, der i sidste ende svækker arbejderklassens enhed og yder en uvurderlig tjeneste for den herskende klasse.

Et væld af idéer har som fremmedlegemer inficeret arbejderbevægelsen: postmodernisme, identitetspolitik, “politisk korrekthed” og alverdens bizar vås, der er blevet smuglet ind fra universiteterne af det såkaldt venstreorienterede småborgerskab, der fungerer som et transportbånd for fremmed og reaktionær ideologi.

Et biprodukt af den såkaldte postmodernisme er identitetspolitik, der har formået at forvilde studerendes hoveder. Disse udefrakommende idéer er blevet introduceret i arbejderbevægelsen, hvor de fungerer som et særdeles effektivt våben i bureaukratiets kamp mod de mest energiske klassekæmpere.

Lenin understregede behovet for, at kommunister kæmper på alle fronter – ikke kun den økonomiske og politiske front, men også den ideologiske front. Vi står urokkeligt fast på det grundlag, der bygger på marxistisk teori og den dialektiske materialismes filosofi.

Det står i direkte modsætning til filosofisk idealisme i alle sine former: hvad end det er den åbne og utilslørede og mystik som man finder i religionen, eller den kyniske, fordækte, men ikke desto mindre lige så giftige mysticisme, der kendetegner postmodernismen.

Kampen mod antagonistiske klassers ideologi og dens småborgerlige tilhængere, udgør derfor en særdeles vigtig opgave. Der må ikke gives nogle indrømmelser til splittende og kontrarevolutionære idéer, der spiller ind i den herskende klasses hænder og deres prøvede og fortrolige taktik: del og hersk.

I virkeligheden ser vi allerede en sund modreaktion mod den slags skadelige idéer blandt et lag af ungdommen, der bevæger sig mod kommunisme.

Kommunister står med begge ben på et klassebaseret politisk grundlag og forsvarer arbejderklassens enhed frem for alle opdelinger på baggrund af etnicitet, hudfarve, køn, sprog eller religion. Det betyder intet for os, om du er sort eller hvid, mand eller kvinde. Vi er heller ikke det mindste interesserede i din livsstil eller hvem din partner er. Det er rent personlige anliggender og ikke noget, der angår nogen – bureaukrater, præster eller politikere.

Den eneste betingelse for at slutte sig til os er, at du er parat og villig til at kæmpe for den eneste og højeste sag, der kan tilbyde virkelig frihed, lighed og ægte menneskelige relationer mellem folk, nemlig kampen for arbejderklassens frigørelse.

Men den forudgående betingelse for at slutte sig til kommunisterne er, at du lader al identitetspolitisk reaktionært nonsens blive uden for døren.

Fagforeningerne

Den nuværende periode er den mest stormfulde og krampagtige i historien. Scenen er sat til en bred genoplivning af klassekampen. Men det bliver ikke nemt. Arbejderklassen begynder at vågne op efter en periode i mere eller mindre dvale. Mange lektioner skal læres på ny, selv så basale erkendelser som nødvendigheden af at organisere sig i fagforeninger.

Men masseorganisationernes ledelse, begyndende med fagforeningerne, er overalt i en sørgelig tilstand. De har vist sig helt utilstrækkelige til at imødekomme arbejderklassens mest presserende behov. De har ikke engang været i stand til at opbygge og styrke fagforeningerne selv.

Resultatet er, at hele lag af den yngre generation af arbejdere, der er beskæftiget med prekære jobs som chauffører, callcentermedarbejdere og lignende, lever et liv, hvor de blot er råmateriale til udbytning.

Under forfærdelige forhold i moderne sweatshops som Amazon-lagre, udsættes arbejdere for en brutal udbytning, lange arbejdstimer og dårlig løn. Den tid, hvor arbejderklassen kunne vinde betragtelige lønstigninger ved blot at true med at strejke, er længe forbi. Kapitalisterne vil sige, at de ikke har råd til at opretholde selv det nuværende lønniveau, for slet ikke at tale om at give bedre vilkår.

Dem, der stadig drømmer om klassefred og -enhed, lever i fortiden; i en periode af kapitalismen, der ikke længere eksisterer. Det er fagforeningslederne, ikke os marxister, der er utopister! Der åbner sig et væld af store konflikter, men også nederlag for proletariatet som resultat af dårlig ledelse. Det, der er nødvendigt, er en fuldkommen, militant genoplivning af klassekampen.

Radikaliseringsprocessen vil fortsætte og blive dybere. Det vil åbne store muligheder for kommunisters arbejde i fagforeninger og på arbejdspladser.

Vejen forude kræver en kamp mod reformismen, en kamp for at genoplive arbejderklassens masseorganisationer, begyndende med fagforeningerne. De skal omdannes til arbejderklassens kamporganisationer.

Men det kan kun opnås gennem en uforsonlig kamp imod det reformistiske bureaukrati. Fagforeningerne skal renses fra top til bund, og klassesamarbejde skal rives op med rode.

Kamp er ikke nok

Kampen mod reformismen betyder ikke, at vi er imod reformer. Vi kritiserer ikke fagforeningslederne, fordi de kæmper for reformer, men lige omvendt – fordi de slet ikke kæmper.

De indordner sig efter kapitalisterne, undgår at tage kampmidler i brug, og når de tvinges til det af et pres fra bunden, gør de alt, hvad de kan, for at begrænse strejkeaktioner, og endeligt at nå frem til et råddent kompromis så hurtigt de kan, for at gøre en ende på bevægelsen.

Kommunister kæmper for selv de mindste reformer, der repræsenterer en forbedring af arbejderes levevilkår og rettigheder. Men under de nuværende forhold kan kampen for meningsfulde reformer kun lykkes i det omfang, at den antager et så bredt og revolutionært omfang som muligt.

Det formelle borgerlige demokratis begrænsninger vil vise sig, når det testes i praksis. Vi kæmper for at forsvare alle væsentlige demokratiske krav, der er med til at skabe så gunstige betingelser for en så uindskrænket fremmarch for klassekampen som muligt.

Arbejderklassen som helhed kan kun lære gennem egne erfaringer. Uden den daglige kamp for fremskridt under kapitalismen er den socialistiske revolution utænkelig.

Men i sidste ende er faglig kamp ikke nok. Under en krise i kapitalismen kan selv arbejderklassens sejre og tilkæmpede reformer ikke vare ved.

Hvad borgerskabet giver med den ene hånd, tager de tilbage med den anden. Inflation og højere skatter får lønstigninger til at gå op i røg. Fabrikker må dreje nøglen om, og arbejdsløsheden stiger.

Den eneste måde at sikre, at positive reformer ikke bliver rullet tilbage, er ved at kæmpe for en radikal ændring af samfundet. På et vist tidspunkt kan en defensiv kamp vende sig til en offensiv. Det er netop gennem erfaringerne fra mindre kampe for afgrænsede krav, at grundlaget lægges for den endelige kamp om magten.

Behovet for partiet

Arbejderklassen er den eneste reelt revolutionære klasse i samfundet. Det er udelukkende arbejderklassen, der ingen interesse har i opretholdelsen af et system baseret på den private ejendomsret til produktionsmidlerne og udbytningen af menneskelig arbejdskraft for at tilfredsstille nogle få velhavende parasitters grådige behov.

Det er kommunisters pligt at gøre arbejderklassens ubevidste eller halvbevidste stræben efter at ændre samfundet fuldt bevidst. Kun arbejderklassen har den nødvendige magt til at vælte bankernes og kapitalisternes diktatur.

Vi må aldrig glemme, at ikke en eneste elpære lyser, at ikke et eneste hjul drejer rundt og at ikke et eneste telefonopkald lyder uden arbejderklassens velvillige tilladelse.

Det er en kolossal magt. Men dog kun en potentiel magt. For at det potentiale kan blive en realitet, er der brug for noget mere – organisering!

Naturens magt forsyner os med en præcis analogi. Damp er nemlig akkurat en sådan magt. Det var damp, der drev den industrielle revolution fremad. Den besidder en kraft, der driver motorer, og som forsyner storbyer med lys, varme og energi, der bringer dem til live og i bevægelse.

Men damp bliver kun til en kraft, når den koncentreres i en stempelmaskine. Uden en sådan mekanisme spredes dampen blot retningsløst ud i atmosfæren. Den forbliver blot et potentiale og intet mere.

Selv på det mest elementære niveau forstår enhver klassebevidst arbejder behovet for at organisere sig i en fagforening. Men den højeste form for proletarisk organisering er det revolutionære parti, der samler det mest bevidste, dedikerede og ukuelige lag af arbejderklassen i kampen for at vælte kapitalismen. At bygge dét parti er den mest presserende opgave, vi står overfor.

Bevidsthed

Den voksende økonomiske og sociale ustabilitet truer med at underminere grundlaget for den eksisterende orden. Hvordan kan vi forklare de voldsomme svingninger mellem valgresultater overalt, fra højre til venstre og tilbage til højre?

De snæversynede venstrereformister bebrejder arbejderne for at være tilbagestående. På den måde forsøger de at undskylde sig selv og dække over den skadelige rolle de selv spiller. Det afspejler blot deres desperation og en fuldstændig mangel på et seriøst alternativ. Masserne forsøger af al kraft at finde en udvej. De tester den ene mulighed efter den anden. Regeringer, partier og ledere bliver en efter en sat på prøve, fundet utilstrækkelige og derefter smidt på porten.

I denne proces spiller reformisterne en særdeles ynkelig rolle, og venstrereformisterne i endnu højere grad, hvis det overhovedet er muligt. Som følge ser vi et skift i bevidstheden – og det er ikke langsomme, gradvise ændringer, som man måske kunne forvente.

Det tager naturligvis tid at modne, men kvantitative ændringer når på et tidspunkt et kritisk punkt, hvor kvantitet pludselig forvandles til kvalitet. Pludselige skift i bevidstheden er iboende i hele situationen.

Det er præcis den slags skift, som vi nu er vidne til blandt unge især. En undersøgelse spurgte over 1.000 britiske voksne om at rangere de ord og udsagn, de mest forbinder med "kapitalisme". Vinderlisten var "grådighed" (73 procent), "et konstant pres for at præstere" (70 procent) og "korruption" (69 procent). 42 procent af de adspurgte var enige i udsagnet "kapitalisme er styret af de rige, som sætter den politiske dagsorden".

Skiftet finder sit tydeligste udtryk gennem, at kommunistiske idéer vinder indpas blandt unge. Unge i denne kategori kalder sig selv kommunister, selvom mange aldrig har læst Det Kommunistiske Manifest og ikke har noget reelt kendskab til videnskabelig socialisme.

Men venstrefløjens forræderi har fået ordet “socialisme” til at lugte fælt. Det resonerer ikke længere med de mest bevidste lag. De siger: "Vi vil have kommunisme. Kun dét og intet mindre."

Hvad er en kommunist?

I afsnittet af Det Kommunistiske Manifest kaldet “Proletarer og Kommunister” står følgende:

"I hvilket forhold står kommunisterne til proletarerne som helhed?

“Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier.

"De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser.

"De opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter.

"Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremhæver uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeosie gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesser.

"Kommunisterne er altså i praksis den mest resolutte del af arbejderpartierne i alle lande, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har en indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og generelle resultater.”

Disse linjer udtrykker spørgsmålets kerne på glimrende vis.

Er tiden inde til en Revolutionær Kommunistisk Internationale?

Den voksende modstand mod den såkaldte frie markedsøkonomi har skræmt dem, der står på mål for kapitalismen. De ser med frygt og bæven ind i en usikker og turbulent fremtid.

Parallelt med den udbredte pessimistiske stemning begynder de mere eftertænksomme repræsentanter for borgerskabet at få øje på ubehagelige ligheder med verden, som den så ud i 1917. Det er i denne sammenhæng, at behovet for et revolutionært parti med et utilsølet banner og en klar revolutionær politik bliver soleklart.

Vores bevægelses internationale karakter følger af den kendsgerning, at kapitalismen er et globalt system. Helt fra begyndelsen sigtede Marx efter at skabe en international organisation for arbejderklassen.

Men siden den stalinistiske degenerering af Kommunistisk Internationale har en sådan organisation ikke eksisteret. Nu er tiden inde til at lancere Revolutionary Communist International!

Nogle vil betragte det som sekterisk. Men det er det på ingen måde. Vi har ikke spor til fælles med de ultra-venstre- og sekteriske grupper, der med næsen i vejret spankulerer rundt i arbejderbevægelsens periferi.

Vi må vende sekterikerne ryggen og rette blikket mod de nye, friske lag, der bevæger sig mod kommunisme. Behovet for det skridt er hverken udtryk for utålmodighed eller en subjektiv viljesakt. Det bunder i en klar forståelse af den objektive situation. Det er dén situation, og intet andet, der gør et sådant skridt absolut nødvendigt og uundgåeligt.

Lad os se på kendsgerningerne:

De seneste meningsmålinger fra Storbritannien, USA, Australien og andre lande giver os en meget klar indikation på, at kommunismens idéer hurtigt breder sig. Potentialet for de idéer er enormt. Vores opgave er at realisere det potentiale ved at give det et organiseret udtryk.

Ved at organisere arbejderklassens avantgarde i et ægte Revolutionært Kommunistisk Parti; ved at fusionere det gennem disciplineret bolsjevikisk organisering; ved at uddanne og træne os i de marxistiske idéer og Lenins metoder, vil vi opbygge en kraft, der kan spille en nøglerolle i at fremme den socialistiske revolution i den kommende periode.

Det er vores opgave. Vi må overkomme alle forhindringer for at udføre den.

Stalinisme kontra bolsjevisme

I lang tid troede kommunismens fjender, at de med succes havde jaget Oktoberrevolutionens ånder ud. Sovjetunionens fald lod til at have slået troen på, at kommunismen var død og begravet fast med syvtommersøm. "Den kolde krig er forbi," erklærede de skadefro, "og vi vandt."

Men stik imod myten, der så ihærdigt gentages af vores klassefjender, var det ikke kommunismen, der kollapsede i 1980'erne, men stalinismen – en afskyelig, bureaukratisk og totalitær karikatur, der ikke tåler nogen sammenligning med regimet baseret på arbejderdemokrati, som Lenin og Bolsjevikkerne etablerede i 1917.

Stalin gennemførte en politisk kontrarevolution mod bolsjevisme, der baserede sig på en privilegeret kaste af bureaukrater, der kom til magten i en periode, hvor revolutionen var i tilbagetog efter Lenins død. For at konsolidere sit kontrarevolutionære diktatur var Stalin nødt til at myrde alle Lenins kammerater og et kolossalt antal andre virkelige kommunister.

Stalinismen og bolsjevismen er alt andet end identiske, og er ikke kun forskellige i deres form: de er hinandens modsætning og dødsfjender, separeret af et hav af blod.

“Kommunist”-partiernes degenerering

Kommunismen er for evigt forbundet med Lenins navn og den russiske revolutions uforlignelige arv. Men de “officielle” kommunistpartier i dag er kun kommunister af navn. Disse partiers ledere gav for længe siden afkald på Lenin og bolsjevismens idéer.

Det var et afgørende brud med leninismen at købe ind på den antimarxistiske idé om socialisme i ét land. I 1928 forudsagde Trotskij, at netop det uundgåeligt ville føre til en nationalistisk og reformistisk degenerering af alle verdens kommunistpartier. Hans forudsigelse viste sig at være korrekt.

I starten fulgte lederne af kommunistpartierne lydigt Stalins og bureaukratiets diktater. På slavisk vis rettede de sig ind efter hver drejning, der kom fra Moskva. Senere fordømte de Stalin, men i stedet for at vende tilbage til Lenin, svingede de skarpt mod højre. Efter at have brudt med Moskva antog disse partier reformistiske perspektiver og politikker i næsten alle lande.

Fra det håbløse ræsonnement om “socialisme i ét land” tilpassede toppen af hvert nationalt kommunistparti sig til borgerskabets interesser i deres respektive lande. Det har ført til fuldstændig degenerering og endda total opløsning af kommunistpartierne.

Det mest ekstreme tilfælde var det italienske kommunistparti (PCI), der engang var det største og mest magtfulde i Europa. Deres nationalistisk-reformistiske degenerering førte i sidste ende til opløsningen af partiet, der sadlede om og blev til et borgerligt, reformistisk parti.

Det britiske kommunistparti sætter i dag kun et spor gennem deres daglige avis, Morning Star, hvis politiske linje ikke går længere end til at være lunken venstrereformisme. I praksis fungerer de blot som et venstredække for fagforeningsbureaukratiet.

Det spanske kommunistparti (PCE) er en del af en koalitionsregering, der sender våben til Ukraine, som del af NATO's krig mod Rusland. Konsekvensen har været, at PCE er gået i brat tilbagegang. Deres ungdomsorganisation (UJCE) gik imod partilinjen og blev ekskluderet.

Det amerikanske kommunistparti (CPUSA) fungerer næsten udelukkende som et kampagneapparat for Demokraterne og erklærer en stemme på Biden som en “stemme mod fascisme”.

Det sydafrikanske kommunistparti har været en del af den prokapitalistiske ANC-regering i over 30 år, og er gået så vidt som at forsvare massakren på 34 strejkende minearbejdere i Marikana i 2012.

Listen fortsætter i det uendelige.

Krisen i kommunistpartierne

I netop det her kritiske øjeblik i verdenshistorien er den internationale kommunistbevægelse i vildrede.

Kommunistpartier over hele verden har reageret på massakren i Gaza ved at opfordre til respekt for “international lov” og FN's resolutioner, altså blot at føje sig efter de største imperialistiske nationer.

Men det var Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, der udløste et dybt split, hvor de fleste kommunistpartier på skandaløs vis indordnede sig efter deres nationale herskende klasses holdning. Mange kommunistpartier, især i Vesten, dækkede over deres stiltiende støtte til NATO med pacifistiske appeller til fred, “forhandlinger”, osv. Angrebet på Gaza har gjort tingene endnu værre.

Det franske Kommunistparti (PCF) trak sig f.eks. fra den venstreorienterede valgkoalition (NUPES), fordi koalitionens frontfigur, Jean-Luc Mélenchon, nægtede at karakterisere Hamas som en terrororganisation.

På den anden side af spektret er nogle partier blevet til rene instrumenter for russisk og kinesisk udenrigspolitik og præsenterer dem som progressive allierede i de fattige og underkuede nationers kamp for at "bryde fri af imperialistisk kolonisering og gældsslaveri".

Det Russiske Føderations Kommunistiske Parti (DRFK) er et ekstremt tilfælde. De har for længst tabt ansigt som et parti med en uafhængig eksistens, for slet ikke at tale om at have en kommunistisk politik. Partiet under Zjuganov er for længst blevet intet mere end en skødehund for Putins reaktionære regime.

Disse modsætninger har ført til en række splittelser. Et internationalt møde for kommunistpartier og arbejderpartier (IMCWP) der blev afholdt i Havana i 2023 formåede ikke engang at udarbejde en udtalelse om Ukraine-krigen, da der ikke kunne nås “konsensus”.

Krisen i den kommunistiske bevægelse og KKE's rolle

Mange medlemmer af kommunistiske organisationer og bevægelser har reageret imod den form for ublu revisionisme.

Det Græske Kommunistparti (KKE) har uden tvivl taget vigtige skridt i at afvise den gamle og miskrediterede stalinistiske og mensjevikiske to-stadie-teori. Partiet indtog en korrekt internationalistisk position på krigen i Ukraine, som de karakteriserer som en konflikt mellem to imperialistiske magter.

De ledte en bevægelse blandt arbejdere for boykot af våbenleverancer fra græske havne til Ukraine. Det bør blive hilst velkommen af alle ægte kommunister. Selvom det uden tvivl er af stor betydning, er det imidlertid for tidligt at konkludere, at de positive skridt, som de græske kommunister har taget, har nået deres ende.

Det er især nødvendigt at bryde fuldkommen med den antimarxistiske teori om socialisme i ét land og fremsætte en leninistisk tilgang baseret på enhedsfronten.

KKE forsøger at opbygge forbindelser med andre kommunistiske partier, der også ser Ukraine-krigen som en konflikt mellem imperialistiske magter. Det er et skridt i den rigtige retning. Betingelsen for at det kan lykkes er dog en åben og demokratisk debat, der involverer alle verdens virkelige kommunistiske tendenser.

Med udgangspunkt i diplomati og “konsensus”, der står i modsætning til debat og demokratisk centralisme, er det umuligt at bygge en reel kommunistisk internationale baseret på Lenins idéer og metoder.

Vores opgave er at bringe bevægelsen tilbage til sin virkelige oprindelse, at bryde med fejlslagen revisionisme og at tilslutte os Lenins idéer. I den sammenhæng rækker vi hånden frem til enhver organisation, der deler vores mål.

Da Trotskij lancerede Den Internationale Venstreopposition, forestillede han sig den som venstreoppositionen i den internationale kommunistbevægelse. Vi er ægte kommunister – bolsjevik-leninister – som blev bureaukratisk ekskluderet fra kommunistbevægelsen af Stalin.

Vi har altid kæmpet for at holde Oktoberrevolutionens røde fane højt og for ægte leninisme, og nu må vi træde tilbage ind på vores retmæssige plads som en integreret del af den verdensomspændende kommunistiske bevægelse.

Tiden er inde til at påbegynde en oprigtig diskussion i bevægelsen om fortiden, som kan føre til et brud med de sidste levn fra stalinismen og lægge fundamentet for vedvarende kommunistisk enhed på grundlag af Lenins idéer.

Ned med revisionisme!

For enhed i kamp blandt alle kommunister!

Tilbage til Lenin!

Lenins politik

Vores opgave er ikke at vinde masserne nu og her. Det er langt over vores nuværende evner. Vores mål er at vinde de mest avancerede og klassebevidste elementer. Kun på denne måde kan vi bane vejen for at nå masserne. Men vi kan ikke behandle vores tilgang til masserne på en overfladisk måde.

Den nye generation af arbejdere og unge leder efter en vej ud af det nuværende dødvande. De bedste elementer har forstået, at den eneste løsning går gennem den socialistiske revolution.

De begynder at forstå de problemer som de står ansigt til ansigt med og skridt for skridt også de radikale løsninger der er behov for. Men deres utålmodighed kan få dem til at begå fejl.

Kommunisters arbejde ville være aldeles simpelt, hvis det eneste der var nødvendigt, var at bombardere arbejderklassen med revolutionære paroler. Men det er fuldkommen utilstrækkeligt og kan endda være kontraproduktivt.

Arbejderklassen kan kun drage de nødvendige konklusioner gennem erfaring – især den erfaring som historiske begivenheder forsyner dem med. Som oftest er denne læringsproces langstrakt og ikke så ligeud ad landevejen, som mange revolutionære måske forestiller sig. Det kan lede til at man forivrer sig af ren og skær utålmodighed og frustration.

Lenin forstod, at bolsjevikkerne, før en magterobring kunne komme på tale, først måtte vinde masserne. Det kræver stor fleksibilitet i taktik. Lenin anbefalede altid andre revolutionære at være tålmodige: "Forklar tålmodigt" var hans råd til bolsjevikkerne, selv midt i revolutionens hede i 1917.

Uden en forståelse for taktik, med udgangspunkt i arbejderklassens konkrete erfaringer, bliver opbygningen af den revolutionære bevægelse reduceret til intet mere end tom snak, som en kniv uden et blad.

Derfor skal spørgsmål om strategi og taktik veje tungt i overvejelserne hos alle kommunister. Både Lenin og Trotskij havde en meget klar idé om forholdet mellem den kommunistiske fortrop og de reformistiske masseorganisationer.

De blev opsummeret i hvad der uden tvivl er Lenins definitive værk om revolutionær taktik, Venstrekommunisme – en børnesygdom. Over et århundrede senere forbliver Lenins tekster om det her vigtige emne en lukket bog for de pseudo-trotskistiske sekterikere.

Overalt har de tilsmudset Trotskijs banner og gjort bureaukratiet en uvurderlig tjeneste. De forestiller sig, at masseorganisationerne blot kan afskrives som historiske anakronismer. Deres holdning til den slags organisationer begrænser sig til skinger harme og at stemple dem som forræderiske. Men en sådan taktik fører direkte ind i en blindgyde.

De har intet til fælles med Lenin og Trotskijs fleksible metoder. De forstod nødvendigheden af, at kommunister bygger bro til de arbejdere, der endnu er under reformisternes indflydelse.

Vi må resolut vende al steril sekterisme ryggen og rette blikket uforfærdet mod arbejderklassen. Ved tålmodigt at forklare en kommunistisk politik til masserne og stille krav til de reformistiske ledere, er det muligt at vinde de reformistiske arbejdere over til kommunismens idéer.

"Al magt til sovjetterne"

Det er tilstrækkeligt at nævne, at Lenin i 1917 fremsatte parolen "Al magt til sovjetterne", på et tidspunkt hvor netop de organisationer, der repræsenterede arbejder- og soldatermasserne, var under de reformistiske mensjevikker og socialrevolutionæres kontrol.

Med den parole sagde Lenin til de reformistiske ledere af sovjetterne: "Nuvel, de herrer. I har flertallet. Vi foreslår, at I tager magten i hænderne og giver folket, hvad de ønsker – fred, brød og jord. Hvis I gør det, vil vi støtte jer, borgerkrigen undgås, og kampen om magten vil blive reduceret til en fredelig kamp om indflydelse i sovjetterne."

Men de elendige reformistiske ledere havde ingen intention om at tage magten. De underlagde sig den borgerlige provisoriske regering, som atter underlagde sig imperialismen og reaktionen. Arbejderne og soldaterne i sovjetterne kunne derfor selv se deres lederes forræderiske natur og vendte sig i stedet mod bolsjevikkerne.

Kun med de midler var det muligt for bolsjevikkerne at udvikle sig fra et lille parti med cirka 8.000 medlemmer i februar 1917 til en massekraft, der var i stand til at vinde flertal i sovjetterne i perioden op til Oktoberrevolutionen.

Først og fremmest er det nødvendigt for os i dag at bevare en realitetssans. De virkelige kommunistiske kræfter er blevet kastet tilbage af historiske årsager, der ikke stod i vores magt. Vi er reduceret til en minoritet af en minoritet i arbejderbevægelsen.

Vi har de korrekte idéer, men flertallet af arbejderklassen skal stadigvæk overbevises om, at vores idéer er korrekte og nødvendige. De er i høj grad stadig under de traditionelle reformistiske organisationers indflydelse, af den simple grund at lederne af disse organisationer tilbyder, hvad der synes at være en let og smertefri vej ud af krisen.

Men i virkeligheden fører denne vej kun til yderligere nederlag, større skuffelse og mere elendighed. Kommunisterne kan under ingen omstændigheder efterlade arbejderklassen i hænderne på de reformistiske klasseforrædere og bureaukrater. Tværtimod skal vi føre en uforsonlig kamp imod dem. Men arbejderklassen må også selv drage de dyrekøbte erfaringer, som reformismen tvinger dem til at gennemleve.

Vores opgave er ikke at skøjte rundt på sidelinjen og hakke på arbejderklassen, men at gennemgå erfaringerne side om side med dem, og hjælpe dem med at uddrage lektionerne og vise en vej frem, som bolsjevikkerne gjorde det i 1917.

Byg en bro til arbejderne!

Vi skal gå i dialog med arbejderklassen. Vi opfattes ikke som fremmedelementer eller fjender, men som kammerater i kampen mod en fælles fjende – kapitalen. Vi skal bevise over for dem, at kommunismen er overlegen, ikke blot i ord, men i handling.

Vi skal udvikle måder og midler til at nå et lag, der sympatiserer med vores idéer iblandt massen af arbejdere, der endnu forbliver under reformismens indflydelse. Bureaukratiet vil bruge enhver skrupelløs metode til at isolere kommunisterne fra arbejderne. De vil forbyde os, stemple os som noget vi ikke er, ekskludere os, lyve om os, bagtale os, fornærme os og bruge angreb af enhver art. Men vi kommunister vil altid finde måder og midler til at overkomme de forhindringer. Der er ingen måde, hvorpå bureaukratiet, som har tilranet sig ledelsen i arbejderklassens organisationer, kan forhindre os i at nå arbejderne.

Der er ingen gylden regel når det kommer til taktik – det bestemmes ud fra konkrete forhold. Det er ikke et principielt, men et praktisk spørgsmål. Lenin havde altid en fleksibel tilgang til taktiske spørgsmål. Den samme Lenin, der ubønhørligt stod for et brud med de socialdemokratiske partier i 1914 og støttede oprettelsen af et uafhængigt kommunistparti i Storbritannien, foreslog også at det parti skulle ansøge om tilknytning til Labour, samtidig med at det fastholdt sit eget program og sin egen identitet og politik.

Under visse omstændigheder kan det være nødvendigt at sende alle vores styrker ind i de reformistiske organisationer for at vinde de arbejdere, der bevæger sig mod venstre over til en konsekvent revolutionær position.

På nuværende tidspunkt er det dog ikke aktuelt. Betingelserne er ikke til stede. Men til enhver tid er det nødvendigt at finde en vej til arbejderklassen. Det er ikke et taktisk spørgsmål, men et spørgsmål om liv og død for den kommunistiske fortrop.

Kommunister, selv når vi arbejder som et selvstændigt parti, er forpligtede til at vende sig mod arbejderklassens masseorganisationer, og hvor end det er muligt, at forfølge en taktik der baserer sig på en enhedsfront, for at nå masserne. Det er grundviden for enhver, der er bekendt med Marx', Engels', Lenins og Trotskijs idéer og metoder.

Vores politik er netop baseret på Lenins anbefalinger og teser fra Kommunistisk Internationales første fire kongresser. Hvis vores sekteriske kritikere ikke forstår os så langt, er det deres egen hovedpine.

Hvad kæmper vi for?

Helt grundlæggende er kommunisters mål de samme som arbejderklassens generelt. Vi kæmper for fuldstændig afskaffelse af sult og hjemløshed; for retten til arbejde under gode forhold; for drastisk sænkelse af arbejdsugen og erobringen af fritid; for garanteret sundhedspleje og uddannelse af høj kvalitet; for en ende på imperialisme og krig; og for at få stoppet den vanvittige ødelæggelse af vores planet.

Men vi påpeger, at under den kapitalistiske krises betingelser kan de mål kun opnås gennem en utrættelig kamp, og at den kun kan sejre, når bankerne og kapitalisterne eksproprieres. Det var med det formål, at Trotskij udviklede idéen om overgangskrav.

Som kommunister deltager vi med den størst mulige energi i enhver af arbejderklassens kampe. De konkrete krav, som kommunister rejser i bevægelsen, vil selvfølgelig ændre sig jævnligt i overensstemmelse med de skiftende forhold og vil variere alt efter forholdene i forskellige lande. Derfor ville en programmatisk liste over krav være malplaceret i et manifest som dette.

Faktisk blev den metode, som kommunister i alle lande bør udvikle konkrete krav ud fra, på genial vis fremført af Trotskij i 1938 og offentliggjort som Fjerde Internationales grunddokument: Kapitalismens Dødskamp og Fjerde Internationales Opgaver eller Overgangsprogrammet, som det mere almindeligt er kendt som.

De krav, der præsenteres i det dokument, udgør en sammenfatning af det program som Lenin og bolsjevikkerne udarbejdede, og som man kan finde i de teser og dokumenter, der blev udgivet på baggrund af Kommunistisk Internationales første fire kongresser.

Overgangskravenes grundidé kan formuleres ganske simpelt. Trotskij forklarede, at enhver reel kamp for bedre levevilkår i kapitalismens forfaldsperiode uundgåeligt ville række "ud over grænserne for kapitalistiske ejendomsforhold og den borgerlige stat."

Præcis som i krig kan defensive kampe forvandle sig til en offensiv, og konflikter på baggrund af isolerede krav, kan under visse omstændigheder føre til et skift i bevidstheden og en bevægelse, der udvikler sig i retningen af en revolutionær kamp om magten.

I sidste ende kan en reform aldrig få en varig karakter, medmindre den sammenkædes med omvæltningen af den kapitalistiske orden.

Kommunister kæmper for arbejderklassens fulde frigørelse, at blive fri fra undertrykkelse og lønarbejdets slaveri. Det kan kun opnås ved at smadre den borgerlige stat, ved at ekspropriere produktionsmidlerne og indføre socialistisk planlægning under arbejderklassens demokratisk styring og ledelse.

Menneskehedens fremtid afhænger af det. Som den store irske marxist James Connolly skrev det:

Thi vores krav er yderst moderate

Blot Jorden vil vi have

Er kommunisme en utopisk idé?

Det sidste tilflugtssted for dem, der forsvarer kapitalismen, er påstanden om, at der ikke er noget alternativ til deres fallerede system. Men kan nogen fornuftig person tro på det?

Kan det virkelig være sandt, at menneskeheden er ude af stand til at forestille sig et system, der er den nuværende skrækkelige situation overlegen? En så absurd påstand er en kolossal fornedrelse af vores arts intelligens.

Afskaffelsen af bankernes og kapitalisternes diktatur vil bane vejen for en økonomi, der er rationelt planlagt efter at tilfredsstille menneskehedens behov, og ikke en håndfuld milliardærers umættelige grådighed.

Løsningen er åbenlys for enhver begavet person. Og den er nu inden for vores rækkevidde. Det er den eneste måde at afskaffe sult, fattigdom, krig og al kapitalismens ondskab, og skabe en verden, der er egnet til, at mennesker kan trives.

Kommunismens fjender hævder, at det er en utopi. Den anklage har en ironisk klang til sig. Det utopiske er netop troen på et socioøkonomisk system, hvis egen eksistensberettigelse er langt over sidste salgsdato, og hvis videreførelse står i åbenlys modstrid med samfundets faktiske behov. Et system som det har ingen ret til at eksistere og er dømt til at blive kastet på historiens mødding.

Der er intet utopisk ved kommunisme. Tværtimod. De materielle betingelser for et nyt og mere højtudviklet menneskeligt samfund eksisterer allerede på verdensplan og modnes med stormskridt.

De enorme fremskridt inden for videnskab og teknologi tegner et potentiale for en verden fri for fattigdom, hjemløshed og sult. Udviklingen af kunstig intelligens, kombineret med moderne robotteknologi, kunne sænke arbejdstiden til et punkt, hvor folk til sidst ikke længere behøver at arbejde, med mindre de har lyst.

Afskaffelsen af arbejdets slavebinding er netop den materielle forudsætning for et klasseløst samfund. Det er på alle måder muligt i dag. Det er ikke en utopi, men noget, der er inden for vores rækkevidde. En ny verden er ved at blive født, og den vokser støt inde i den gamle.

Men under kapitalismen vender alt sig til sin modsætning. I et system, hvor alt er underordnet profitmotivet, betyder enhver ny teknologisk udvikling højere arbejdsløshed, en forlængelse af arbejdsdagen, og at udbytningen og slaveriet tager til.

Hvad vi foreslår er intet andet end at erstatte et uretfærdigt og irrationelt system, hvor alt er underordnet den bundløse griskhed hos nogle få, med en rationel og harmonisk planøkonomi, hvor produktionen er indrettet efter at tilfredsstille menneskelige behov.

For en ægte Kommunistisk Internationale!

For tre årtier siden, da Sovjetunionen faldt, udråbte Francis Fukuyama triumferende, at historien var slut. Men historien lader sig ikke skaffe sig af med så let. Den fortsætter sin gang, uanset hvad borgerlige skribenter må mene. Og nu har historiens hjul vendt sig 180 grader.

Sovjetunionens fald var uden tvivl et stort historisk drama. Men i bakspejlet vil det blive set som blot et forspil til et langt større drama – kapitalismens vedvarende krise.

Af alle de årsager vi har redegjort for, vil den nuværende krise være langvarig. På grund af fraværet af den subjektive faktor, kan krisen vare årevis, endda årtier, med op- og nedture. Men det er kun den ene side af medaljen.

Krisen vil trække i langdrag, men det betyder overhovedet ikke, at den vil være fredelig og rolig. Tværtimod! Vi er trådt ind i den mest turbulente og ustabile periode i moderne tid.

Krisen vil påvirke den ene nation efter den anden. Arbejderklassen vil have mange muligheder for at tage magten. Skarpe og bratte skift ligger implicit i hele situationen. De kan bryde ud, når vi mindst venter det. Vi må være forberedte.

Det er ikke længere nødvendigt at overbevise brede lag af ungdommen om kommunismens overlegenhed. De er allerede kommunister. De leder efter et rent banner, en organisation, der har brudt radikalt med reformisme og den uduelige “venstre”-opportunisme.

Vi skal tage alle praktiske tiltag for at finde dem og rekruttere dem. Det indebærer proklameringen af et nyt parti og en ny internationale. Det er hvad hele situationen kræver af os. Det er en bydende nødvendighed og en presserende opgave, som vi ikke må påbegynde efter det er for sent.

Hvad der kræves, er et ægte kommunistisk parti, der baserer sig på Lenin og de andre store marxistiske tænkeres idéer, og en internationale på linje med Kommunistiske Internationale i dens første fem år.

Vores styrker er stadig små sammenlignet med de store opgaver, der venter os, og vi har ingen illusioner på det punkt. Men enhver revolutionær bevægelse i historien er altid begyndt som et lille og tilsyneladende ubetydelig størrelse.

Vi har vigtigt arbejde foran os, og det arbejde bærer allerede frugt og er ved at nå et afgørende punkt.

Vi vokser hurtigt, fordi vi nu svømmer med historiens strøm. Frem for alt har vi de korrekte idéer. Lenin sagde, at marxismen er almægtig, fordi den er sand. Den kendsgerning fylder os med en tro på fremtiden.

Den store franske utopiske socialist Fourier definerede socialisme som en virkeliggørelse af det potentiale som menneskehedens besidder.

Under kommunismen vil mulighederne for første gang i menneskets historie kunne gribes, og for masserne gøre det muligt at tage del i kulturens verden, som er blevet dem nægtet. Vejen vil være åben for en uhørt opblomstring af kunst, musik og kultur, som verden aldrig har set det før.

Der vil åbne sig en ny verden, hvor livet vil få en helt ny betydning. Og for første gang vil mænd og kvinder være i stand til at hæve sig til deres sande højde på baggrund af fuldstændig lighed. Det vil være menneskehedens spring fra nødvendighedens rige til frihedens rige.

Mænd og kvinder vil ikke længere behøve at rette deres øjne mod himmellegemerne i en søgen efter et bedre liv efter døden. De vil opleve en ny verden, hvor livet selv, fri for undertrykkelse, udbytning og uretfærdighed, vil få en helt ny betydning.

Det er det vidunderlige mål, som vi kæmper for: et paradis i denne verden.

Det er, hvad ægte kommunisme betyder.

Det er den eneste sag, der er værd at kæmpe for.

Det er derfor, vi er kommunister!

Det kræver fra hver og en af os, at vi kaster os over den opgave med det samme, uden tøven og med den absolutte overbevisning om, at vi vil lykkes.

Lad os gå til kamp med følgende slagord:

• Ned med de imperialistiske røvere!
• Ned med det kapitalistisk slaveri!
• Ekspropriér bankerne og kapitalisterne!
• Længe leve kommunismen!
• Arbejdere i alle lande, forén jer!
• Fremad mod opbygningen af en ny Internationale!