Læren af spanien

Spaniens socialister vandt en sensationel sejr i gårsdagens valg. Det gik stik imod meningsmålingerne, der forudsagde en sejr til det konservative PP. Det var en pludselig og fuldstændig ændring af hele situationen. Det repræsenterede et massivt skift i massernes bevidsthed i løbet af få dage.

Disse begivenheder fortjener den største opmærksomhed, fordi de sætter de fundamentale processer på verdensplan i relief. Ændringens pludselige karakter afspejler den generelle krise, som verdenskapitalismen befinder sig i, og som påvirker hvert eneste land på kloden.

Den nuværende periode i verdenshistorien er kendetegnet ved kolossal og en hidtil uset ustabilitet på verdensplan. Det viser sig ved den ekstreme skrøbelighed på alle niveauer, og kan manifestere sig ved pludselige og voldsomme sving i bevidstheden hos både masserne og den herskende klasse. Følelsen af afmagt skifter med en følelse af eufori. Voldsomme sving til højre følges af endnu voldsommere sving til venstre.

Alt i alt er disse hændelser den overfladiske afspejling af kapitalismens krise. Dette er meget dybere end en konjunktur-krise i økonomien. Det har en universel og uregerlig karakter. I sidste ende er det blot et udtryk for, at produktivkræfterne er vokset ud over de snævre grænser, som den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten sætter.

Globalisering var et forsøg på at finde en vej ud af denne blindgyde. Det havde en vis effekt og tillod kapitalisterne at undgå en dyb krise i sidste periode, men nu har det nået sine grænser. Alt der er opnået er, at modsætningerne på verdensplan nu træder endnu tydeligere frem end tidligere. Globalisering viser sig som en global krise, hvilket viser sig på mange planer. Det viser sig som økonomiske og finansielle kriser, men også som politiske, diplomatiske og militære kriser.

Terrorisme, der har antaget karakter af en kronisk og uhelbredelig sygdom, er blot endnu et symptom på denne krise. Ved at fokusere på symptomet og ignorere dets årsag, håber kapitalisterne på at aflede massernes opmærksomhed fra systemets grundlæggende tilbagegang. De prøver desperat at løse de problemer, som verdenskapitalismens krise medfører, med rå magt.

Når de forsøger at genoprette ”orden” ved at bruge deres overvældende militære kraft, øger de blot kramperne og turbulensen, og giver dem tilmed en mere voldsom og barbarisk karakter. For eksempel har krigen i Irak ikke løst noget, men kun skabt endnu større kaos og ustabilitet end før.

Terrorisme og krig lever af hinanden og skaber en ond cirkel af aktion og reaktion. Det barbari vi har set i den tredje verden i årtier, spreder sig nu til avancerede kapitalistiske lande. Massakren i Madrid var et skrækkeligt bevis for dette. Men det har med det samme sat en kædereaktion i gang, der hurtigt har ændret situationen.

En lektion i dialektik
Dialektik lærer os, at ting ændrer sig til sin modsætning. I morges mens han overværede PP’s valgkatastrofe, havde José Maria Aznar en god mulighed for at tænke over det rigtige i dialektikken søndag aften, da han med askefarvet ansigt hørte om nederlaget.

Bare en uge før valget var stemningen blandt arbejderklassen i Spanien præget af pessimisme. Men ikke nu! Stemningen blandt arbejderne og ungdommen i Spanien har ændret sig over en nat. Den engelske avis Independent beskriver scenerne, der fulgte offentliggørelsen af valgresultatet:

”Gaderne uden for Socialisternes hovedkvarter i Madrid var oversvømmet med røde og hvide flag. ’Za-pa-tero Pre-si-dente!’, råbte de entusiastiske tilhængere. Biler kørte rundt i hovedstaden med dyttende horn i triumf indtil morgentimerne.”

Hvordan forklarer man en så dramatisk ændring? Den afgørende rolle spillede terrorangrebene, der dræbte 200 og sårede 1.500 i Madrid sidste torsdag. Disse begivenheder skabte en stor mobilisering blandt vælgerne. Deltagelsen var massiv. Valgdeltagelsen nåede 74 procent, 9 procentpoint mere end sidste valg i 2000, som gav PP absolut flertal. Imidlertid viste det sig, at forudsigelserne om, at den terroristiske grusomhed ville styrke PP, var forkerte. Folket stemte massivt for at sparke de borgerlige i PP ud, og viste dermed betragtelig politisk modenhed og klassebevidsthed.

Aznar og meningsmålingerne var ikke de eneste, der forventede at PP nemt ville vinde valget. Det var den generelle mening, og de fleste på venstrefløjen delte den. I årevis har den spanske arbejderklasse måttet finde sig i en reaktionær højreregering, der så ud til aldrig at ville slutte. Der var en stemning af pessimisme, men nu er alt ændret, og denne ændring skete på få dage.

Grunden til den lynende hurtige ændring i situationen skyldes en ting – og alene denne ting – arbejderklassens pludselige entré på scenen. Efter terrorangrebene sidste torsdag skiftede stemningen i Spanien mellem alle de forskellige dele af følelsesregistret – fra lammende chok til sorg, forvirring, frustration og til sidst vrede. Massernes indignation blev til sidst rettet mod selve regeringen.

PP-regeringen havde næsten absolut kontrol med massemedierne, og de brugte denne kontrol til med slående kynisme at manipulere informationerne. De lancerede en kampagne med løgne og fordrejelser med klart formål om at så panik og sætte den offentlige mening bag regeringen. Men stik imod den opfattelse, som mange intellektuelle på venstrefløjen har, om at kontrollen med medierne er en uoverskridelig barriere for en socialistisk omdannelse af samfundet, virkede al pressens propaganda slet ikke i sandhedens øjeblik. Tværtimod virkede det stik imod hensigten.

Aznar brugte kynisk massakren til at forsøge at skabe en følelse af panik og få støtte fra vælgerne til sit parti på basis af den såkaldte ”krig mod terror”. Myndighederne fortalte ublu løgne og skjulte fakta for at give folk indtryk af, at ETA stod bag udåden. Regeringen ville ikke have, at folk skulle vide, at der var beviser for, at al Qaida var indblandet, fordi de vidste, at det ville sætte spørgsmålstegn ved PP’s beslutning om at støtte Bushs krig i Irak.

Lederne af Socialistpartiet (PSOE) og det Forenede Venstre (IU) faldt for regeringens trick, og støttede parolen om ”national enhed”. Massedemonstrationerne, som blev holdt over hele Spanien sidste fredag havde deltagelse af mere end 12 millioner, heraf over to millioner i Madrid alene. Men selv ved disse demonstrationer, der skulle være en manifestation af national enhed, var der tegn på uenighed. Da Aznar stod foran demonstrationen i Madrid sammen med prinsen af Asturien, modtog han spottende pift fra dele af mængden.

Eftersom tiden skred frem, blev det kendt, at regeringens version af sandheden om, at det var ETA, der stod bag angrebet, ikke var den eneste version. Da folk forstod, at det formentlig var et angreb fra al Qaida, blev chokket til indignation. Overalt brød råbet frem: Hvem er ansvarlig?”

Massernes intervention
Forskellene, der allerede kunne spores ved demonstrationerne fredag, fortsatte med at vokse og blive mere og mere klare. På de mange demonstrationer i løbet af weekenden var der klare forskelle mellem de forskellige dele. Den sædvanlige form, de antog, var forskelle mellem unge og gamle, mellem arbejderklasse og middelklasse. Det afslørede begyndelsen på klasseforskel i massebevægelsen.

Det morderiske angreb torsdag den 11. marts ramte arbejderklassen. Områderne, der blev ramt, var ikke borgerskabets områder som Barrio de Salamanca, men steder som Vallecas og Pozo. Folkene, der blev dræbt, var ikke bankierer og børsspekulanter, men arbejdere på vej til arbejde i deres arbejdstøj og børn af arbejderklassefamilier på vej til skoler og uddannelsessteder.

Ved begravelserne var der få jakkesæt og slips. Ansigterne i sorg var almindelige arbejderes ansigter, der var fyldt med sorg og lidelser. De var folk, der er tvunget til at betale en uhyggelig pris for handlinger, de hverken kontrollerer eller forstår.

Normalt lægger folk som disse ikke meget mærke til politik. De interesserer sig ikke for begivenheder, der udfolder sig på verdensplan, fordi de ofte forekommer at være meget langt væk. Begivenhederne har ikke noget at gøre med deres eller deres familiers hverdag. Men nu, som et lyn fra en klar himmel, ramte verdenskrisen almindelige mænd og kvinders verden og vendte deres liv på hovedet.

Hovedårsagen til, at folk i Spanien stemte massivt for at smide PP på porten var, at de korrekt mente, at Aznars slaviske støtte til George Bush og hans såkaldte ”krig mod terror”, har sat Spanien i frontlinien som mål for islamistiske ekstremister og direkte produceret de ødelæggende terrorangreb i Madrid i torsdags. Men valget var ikke faldet sådan ud uden massernes direkte indblanding.

Demonstrationerne, som PP indkaldte overalt, blev til anti-PP demonstrationer. Lørdag begyndte bevægelsen at tage form som angreb mod PP selv. Folk så, at Aznar og hans regering skjulte information, der pegede på al-Qaidas mulige indblanding, fordi regeringen frygtede, at det ville skade dem ved valget. Det skabte en eksplotion af indignation, der viste sig ved lørdagens vrede demonstrationer uden for PP’s hovedkvarter.

Rapporterne i fjernsynet viste utrolige scener med folk, mange af dem var åbenlyst ældre pensionister, der konfronterede den offentlige orden og skældte ud og protesterede mod kampklædt politi. Politifolkene var synligt nervøse og svarede igen ved at slå ud med knipler og pegede endda deres pistoler mod demonstranterne. Der så ud til at være fare for et alvorligt sammenstød. Men det store antal demonstranter, der omfattede titusinder, tvang politiet til at give op.

Regeringens talsmænd udtalte, at demonstrationerne var ”ulovlige”, siden de blev afholdt dagen før valgdagen (i Spanien er politiske begivenheder dagen før et valg forbudt ved lov). Det viser, hvor ude af trit med virkeligheden højrefløjens ledere var. At forestille sig, at masserne under sådanne forhold blot skulle sidde med hænderne i skødet, er absurd. Vi taler om Spanien her, og enhver, der er bekendt med den spanske arbejderklasses traditioner vil ikke være overrasket over, hvad der skete lørdag.

Forsøget på at kriminalisere demonstrationerne gav bagslag. Demonstranterne råbte ”Hvad folket gør er ikke ulovligt!” og ”gør PP ulovligt!” Der var andre paroler, der viste folks vrede: ”Løgnere!”, ”Mordere!”, ”Fortæl os sandheden!” og hele tiden: ”Ned med krigen!”

Stemningen blandt masserne viste sig i Barcelona, hvor PP-lederne Rato og Piquet blev drevet ud af demonstrationen af mængdens voldsomme fjendtlighed. Lignende begivenheder fandt sted over hele Spanien. Den paniske stemning i det regerende parti viste sig ved, at de udsendte en officiel meddelelse til valgkommissionen, hvori de anklagede oppositionspartierne for bevidst at foranledige til angreb på PP’s hovedkvarter.

Kommissionen afviste klagen af den simple grund, at den manglede grund i virkeligheden. Ingen havde organiseret disse demonstrationer. Arbejderne og de unge, der protesterede udenfor PP’s hovedkvarterer gjorde det ret spontant, i tråd med de bedste traditioner fra den spanske arbejderklasse. Oppositionens ledere var ikke til stede.

Det er denne spontane bevægelse fra masserne, der gav socialisterne den historiske sejr, og intet andet.

Ungdommens afgørende rolle
Endnu et vigtigt element var ungdommen, der spillede en afgørende rolle både i demonstrationerne og ved valget. Der var omkring to millioner førstegangsvælgere. Spaniens ungdom skulle forestille at være upolitiske og apatiske, men de deltog massivt i valget, og de stemte helt overvældende for Socialisterne.

Ungdommens genopvågnen er en vital faktor i hele situationen. Den marxistisk ledede studenterbevægelse Sidicato de Estudiantes (SE) har spillet en nøglerolle i organiseringen, mobiliseringen og politiseringen af de unge. Den reagerede hurtigt og bestemt på de nye begivenheder og var i front ved alle mobiliseringerne.

Dagen efter massakren indkaldte SE til strejker og demonstrationer, som fik massiv støtte over hele Spanien. Det var den eneste politiske kræft i Spanien, der forstod ungdommens revolutionære potentiale. Uden SE’s bevidste indsats havde det været muligt for højreorienterede og fascistiske elementer at få indflydelse, i det mindste i den første tid, da der stadig var en del forvirring.

Ved de første demonstrationer i Madrid dukkede nogle fascister op med spanske flag. Men de blev hurtigt gjort tavse af medlemmer af studenterbevægelsen, der tog mikrofonen og begyndte at råbe ”Arbejdere og studenter, foren jer!” SE’s udtalelser blev lyttet til i total tavshed, og mængden gav et stort bifald efter talen.

SE’s demonstrationer blev holdt over hele Spanien: 50.000 i Barcelona, 20.000 i Madrid, 10.000 i Salamanca, 10.000 i Gijon og 8.000 i Bilbao. De marxistiske studenters militante tilgang passede perfekt med den militante stemning i gaderne. Overalt blev studenterbevægelsens udtalelser entusiastisk modtaget af folk, hvoraf de fleste aldrig har været til en demonstration før.

Reformismens rolle
Det er en generel lov, at når masserne begynder at bevæge sig, gør de det uundgåeligt først gennem deres traditionelle masseorganisationer. Hvis nogen tvivler på dette, så lad dem se på Spanien. På trods af at lederne af PSOE ikke spillede nogen rolle i massebevægelsen mod PP, stemte arbejderne massivt for PSOE, da de så efter et alternativ. Selv i Baskerlandet vandt PSOE stemmer og flere mandater og blev den næststørste politiske kræft efter det nationalistiske PNV.

José Luis Rodriguez Zapatero, der bliver Spaniens nye premierminister, vandt 43 procent af stemmerne, hvilket giver ham 164 mandater i parlamentet med 350 pladser. Socialisterne kan regne med støtte fra andre venstreorienterede eller regionale partier, hvilket gør dem i stand til at danne regering uden at have flertallet af parlamentets stole.

Faktisk er støtten til socialisterne større end disse resultater viser. Valgresultater giver kun et øjebliksbillede af en stemning, der skifter hele tiden. I Spaniens tilfælde skiftede stemningen time for time, og den skiftede kraftigt imod regeringen.

Valget fandt sted kun tre dage efter massakren. Stemningen var stadig præget af forvirring. Massemedierne, der skandaløst blev manipuleret af regeringen, forsøgte stadig at kaste tvivl om, hvorvidt al Qaida var indblandet. Hvis al Qaidas skyld blev endeligt fastslået og PP’s manipulation med medierne kom frem, ville indignationen være endnu større. Socialisternes flertal ville have vokset i takt med dette, og det ville have givet dem et absolut flertal.

Men sandt at sige var Socialisternes ledere mere overraskede end nogen andre over valgresultatet. Det er altid tilfældet. De reformistiske ledere har ingen tillid til arbejderklassen, og de er altid forbløffede når masserne giver dem magten. På samme måde var fagforeningslederne overraskede, da arbejderne gav et massivt svar på deres opfordring om en 15-minutters generalstrejke.

Lad os sige det rent ud: PP’s nederlag havde intet at gøre med PSOE-ledelsens handlinger. De gjorde intet for at tildele PP et nederlag. Tværtimod, ved straks at acceptere Aznars opfordring om ”national enhed” efter begivenhederne sidste torsdag spillede de bolden over til PP. Hvis det stod til Socialistpartiets ledelse ville PP stadig være ved magten. Det der ændrede alting var arbejderklassens spontane bevægelse fra neden.

Med rystende hænder har Zapatero accepteret den magt, som arbejderklassen uventet har givet ham. I aftes sagde han: ”I dag har spanierne talt med massiv stemme. De har sagt, at de ønsker en forandret regering. Tak for tilliden.” Det er rigtigt. Arbejderklassen har givet Zapatero deres stemmer og tillid. Men denne tillid er baseret på ideen om, at en PSOE-regering vil bryde med den amerikanske imperialisme og trække de spanske tropper hjem fra Irak.

De unge flokkedes til den socialistiske sag. Derudover mødte de socialister, der blev hjemme ved sidste valg, fordi de var desillusionerede over ledelsens politik, massivt op for at give regeringen en øretæve. Det var ikke en stemme for tillid til Socialistpartiets ledelse, som Zapatero tror, men frem for alt en stemme i protest mod en forhadt højreorienteret regering og dens samarbejde med den amerikanske imperialisme og dens kriminelle krig i Irak.

En af hovedpunkterne i Zapateros platform var hans løfte om at trække de 1300 spanske tropper hjem fra Irak. Det er en holdning, der støttes af alle andre partier i opposition til PP. Det er nu det mest presserende spørgsmål, og det vil med det samme blive taget op af de arbejdere og unge, der efter at have væltet PP-regeringen, nu vil forlange, at PSOE gør, hvad de har lovet.

Vil Socialistpartiets ledere leve opt il deres løfter? Zapateros tale efter PSOE’s sejr så ikke lovende ud. I sin fremtoning lignede han ikke en mand, der lige har vundet en fantastisk sejr. Han lignede tværtimod en mand, der var bange for den magt, der er blevet lagt i hans hænder og forsøger at dæmpe sine tilhængeres gemytter og reducere forventningerne. Han sagde, at han ønsker en ”rolig forandring”, hvilket lyder temmelig meget som ingen forandring overhovedet.

Den engelske avis Independent skriver i dag (15. marts): ”Hr. Zapatero var forsonende over for sin modpart, Mariano Rajoy, som han beskrev som en ’værdig rival’. Den kommende premierminister sagde, at det var ’en sejr for alle’.”
Zapatero sagde, at han ville være lige så bestemt i kampen mod terror, som Aznar var. Han sagde, at han ønskede den ”størst mulige enhed mellem alle politiske kræfter for at føre den kamp”. Det er overhovedet ikke, hvad de millioner af arbejdere, der stemte for PSOE, ønskede at høre!

De internationale følger
Årsagen til valgets udfald skal ikke findes i Spanien, men på den turbulente verdenspolitiks arena. Og valgets følger vil ikke være begrænset til Spanien, men vil have grundlæggende internationale konsekvenser.

Valget i aftes var et knusende nederlag, ikke bare for højrefløjen, PP og dets leder, men også for Bush og Blair. Aznar håbede, at han uden de store anstrengelser kunne give magten videre til sin håndplukkede efterfølger Rajoy. Ligesom Franco troede han, at alt var ”bundet fast, og bundet godt fast.” Men han tog fejl. Nu må Bush og Blair være dybt bekymrede over, at lignende processer kan påvirke dem. De ri tager de ikke fejl. Masserne i England og USA vil følge begivenhederne i Spanien med stor interesse.

Masserne tildelte PP-regeringen en svær straf for støtten til krigen i Irak. Det har sat alarmklokkerne i gang i London og Washington. Bush og Blair har mistet deres mest trofaste europæiske allierede. Blair, der stort set står isoleret i Europa (ud over den italienske premierminister Silvio Berlusconi og den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen), må være bekymret over udsigten til at hans absolutte flertal, ligesom Aznars, kan smelte bort. Denne lektie vil ikke være spildt på hverken Tony Blair eller hans ven i det hvide hus.

Bush-administrationen har større grund til at være bekymret, end Blair har. Med præsidentvalget lige rundt om hjørnet, vender den amerikanske offentlighed sig også langsomt imod en krig, der ser endeløs ud. De frygter, at PP’s nederlag vil udstille dem yderligere og muligvis fører til, at Spanien trækker sig ud af Irak. Det vil føre til et stærkere krav om amerikansk tilbagetrækning.

I morges har Zapatero offentliggjort en udtalelse, der siger, at krigen i Irak var en katastrofe, og at Spanien vil trække sine tropper ud af Irak i juni ”hvis tingene ikke ændrer sig.” Denne udtalelse antyder, at han gerne vil opfylde sit løfte om tilbagetrækning fra Irak. Men det indeholder forskellige betingelser, der stadig kan påvirke udfaldet. Tony Blair er allerede begyndt at argumentere for, at ”tingene ændrer sig” i Irak, så der er ingen grund til, at Spanien trækker sig ud.

Der er også muligheden for, at en ny manøvre i FN med en resolution, der gør besættelsen af Irak ”lovlig”, kan give en undskyldning for at beholde de spanske tropper i landet. De spanske arbejdere og unge må være på vagt! Ved det mindste tegn på tilbagetog må de mobilisere.

I de næste få uger vil Washington og London sætte regeringen i Madrid uner enormt pres for ikke at trække sig ud. Selv før de har dannet en regering, er lederne fra PSOE kommet under pres fra den herskende klasse og imperialismen. Zapatero vil modtage telefonopkald fra London og Washington, der lykønsker ham med hans succes og lader en bemærkning falde om, at han har ”internationale pligter”. Med forbløffende arrogance sendte Powell og Rumsfeld, allerede før valget var slut, advarsler til de spanske socialister om, at de ikke må trække deres tropper ud af Irak, og at de skal fortsætte med at støtte ”krigen mod terror”.

De amerikanske imperialister forestiller sig, at de har en guddommelig ret til at diktere enhver anden regering i verden. Til svage stater siger de: ”gør som vi siger, eller vi bomber jer!” ”Gør som vi siger eller vi besætter jer!” De truer Cuba og Venezuela. Nu vil de true Spanien. Men det vil blot fremprovokere større vrede blandt masserne i Spanien.

Men det vil ikke være så let for Socialistpartiets ledere at ignorere deres støtters ønsker. Dette valg har fundet sted på et tidspunkt, hvor masserne er trådt til handling. Ånden er ude af flasken. Det vil ikke være let at putte den tilbage igen. Masserne vil give regeringen et stykke tid, men Zapatero har ikke en blankocheck. Hvis han ikke trækker den spanske hær ud af Irak vil scenen være sat for massemobiliseringer.

Enhver antydning af at den nye regering bøjer knæene over for Washington og London vil blive mødt med en ekslotion af modstand blandt arbejderne og ungdommen, og også blandt de menige medlemmer af PSOE. Lederne af PSOE vil sidde mellem to stole. Allerede nu ses bannere over det hele med paroler som ”Nej til krig!” Ethvert forsøg på at bryde PSOE’s valgløfter vil betyde furore.

En revolutionær politik er nødvendig!
Under disse forhold burde Kommunistpartiet og venstrefløjskoalitionen Izquierda Unida, IU (det Forenede Venstre) vokse. Men i dette valg har IU tabt en del. Selv om stemmetallet for IU forblev mere eller mindre stabilt, tabte de mange mandater og gik fra ni til fem sæder i parlamentet. De tabte alle pladser i deres traditionelle kerneområder i Andalusien og Asturien – et alvorligt tilbageskridt.

Det kan delvist forklares som taktisk stemmeafgivning – de der ønskede at sparke PP ud stemte for PSOE for ikke at splitte de venstreorienterede stemmer. Men det forklarer ikke alt. Det er en lov, at hvis arbejderklassen står over for to arbejderpartier, hvor det ene er større og det andet mindre, med lignende program og politik, vil arbejderne stemme på det største af de to, og det mindste vil gå imod at blive endnu mindre eller forsvinde.

Hvis Kommunistpartiet stod for en ægte kommunistisk politik, afgørende anderledes fra PSOE’s politik, ville i det mindste de mest bevidste arbejdere og unge se forskellen og stemme kommunistisk. Men som det er nu, er forskellen overhovedet ikke klar. Lederne af IU er rykket roligt mod højre og har forladt marxismen på alle andre punkter end i ord, og har antaget et reformistisk program.

I krisen, der gik forud for valget, var IU-ledernes standpunkter ikke til at skelne fra PSOE’s. De sluttede øjeblikkelig op om PP’s krav om ”national enhed”. De havde ingen selvstændig politik. Nu har de betalt prisen for opportunismen.

I Izquierda Unida og Kommunistpartiets rækker var det mange ærlige kommunister, der ønskede at kæmpe for en kommunistisk politik. De må forlange en kursændring. Hvis marxismens ideer skal vise sin gyldighed, er det rette øjeblik nu. Kravet om en revolutionær politik vil vokse i de kommende måneder og år i takt med, at et stigende antal mennesker kommer til den konklusion, at der ikke er nogen udvej på kapitalistisk basis.

Scenen er sat for nye eksplotioner, nationalt såvel som internationalt. Masserne lærer nogle hårde lektioner, men de bør læres hurtigt. Det er den marxistiske tendens’ pligt at marchere skulder ved skulder med masserne, at presse bevægelsen fremad og aktivt fremføre den mest militante politik. Frem for alt er det nødvendigt at vinde arbejderklassen, begyndende med de mest bevidste elementer, og ungdommen til socialismens program.

Hvad der end sker vil det ikke være en rolig periode. Scenen er sat for en endnu større bevægelse til venstre i næste periode. Ideer, der i dag bliver lyttet til af en lille minoritet, vil finde et ekko blandt et voksende antal mennesker.

Lenin sagde en gang, at kapitalisme er rædsel uden ende. Vi så ansigtet af den rædsel i Madrid sidste torsdag. Men i dag ser vi et andet ansigt.: ansigtet hos en triumferende arbejderklasse, der har tildelt sine fjender et stort slag, nationalt og internationalt. I stedet for pessimisme vil der være optimisme. I stedet for opgivenhed er der ny tillid til, at vi kan vinde. Bevæbnet med korrekt politik og ideer kan vi vinde – ikke bare i Spanien, men alle vegne.

Læren af Spanien i de sidste få dage må studeres af alle, der ønsker at forstå naturen af den periode, vi er på vej ind i. Hvad der er sket i Spanien vil i morgen ske i Storbritannien, USA og ethvert andet land. Vi må være forberedte!

Alan Woods      

1. Bragende succes for generalstrejken i Spanien!
2. En million elever/studerende på gaden i Spanien
3. Terrorangebet i Madrid
4. Verden efter krigen i Irak