læren af Chile

I dag, d. 11/9 2013, 40 år efter borgerskabets kup i Chile, er det stadigt lærerigt at tage et kig på fortidens erfaringer. Dette dokument blev oprindelig skrevet i 1979 af Alan Woods, men analysen er mindst lige så relevant i dag som den var i 1979.

Introduktion

Der er allerede gået seks år siden det blodige statskup i Chile.

Nu til dags er det umuligt at se erfaringerne fra Chile som en isoleret begivenhed, der er specifik for det land. Det er derimod nødvendigt, at denne erfaring bliver taget op af socialister, kommunister og bevidste arbejdere i alle lande.

Og vi bør studere disse begivenheder, som det så rigtigt blev sagt af en af lederne af det Chilenske Socialistparti (Interne ledelse)1 i en artikel, der blev trykt for mere end et år siden i “Nuevo Claridad”2 nummer 24: “Ikke bare for at hengive os til en abstrakt intellektuel øvelse, men for på en objektiv og seriøs måde at beslutte, hvad vi skal gøre i hverdagen”.

For enhver seriøs socialist er en analyse af fortidens erfaringer, af sejre og endnu mere af nederlag et middel til at perfektionere vores program, strategi og taktik på samme måde, som de borgerlige militære eksperter bygger på fortidens krige og slag, ikke alene første og anden verdenskrig, men også Napoleons og Julius Cæsars krige for at forberede sig til de kommende krige. Lenin brugte mange år på at studere Pariserkommunen som et middel til at berede bolsjevikkernes kadrer til at gennemføre den russiske revolution.

Vi marxister er internationalister, og vi har pligt til at basere os på arbejderklassens erfaringer i alle lande. Der er ikke noget farligere for arbejderbevægelsen end de småborgerlige nationalistiske fordomme, som ser den spanske revolution som værende spaniernes eneret, eller den chilenske som chilenernes eksklusive ejendom.

Bag sådanne holdninger, som er i total modstrid med Marx’, Engels’ og Lenins metoder og ideer, er det ikke vanskeligt at se den frygt, som visse arbejderledere har for en åben og ærlig diskussion af de fejltagelser, de har begået i deres egne lande.

Ikke desto mindre er det kun en stadig udveksling af ideer og erfaringer på verdensplan, der vil gøre det muligt for os at uddanne og træne de ægte marxistiske kadrer, som er i stand til at lede arbejderklassen i kampen mod kapitalismen, som ikke kender nogen grænser, som organiserer sig på verdensplan og som forsvarer sine interesser i alle hjørner af vores planet med alle til rådighed stående midler.

Mens Folkeenhedsregeringen eksisterede i Chile, fremstillede alle teoretikerne fra de store arbejderpartier – især fra “kommunistpartiet” - det “chilenske eksperiment” som et bevis på muligheden for at gennemføre den socialistiske omdannelse af samfundet stykvist og gradvist, gennem parlamentarisk handling uden voldsomme konfrontationer.

Der er ikke nogen tvivl om, at arbejderledere som Salvador Allende ønskede at gennemføre “en fredelig forandring uden chok”, som det ofte gentages i dag i Spanien. Ikke desto mindre som det rigtigt blev sagt af forfatteren til den tidligere nævnte artikel: “Hvis processerne blev bedømt ud fra hensigterne, måtte vi sige, at Folkeenhedens hensigt var at skabe socialisme i Chile, men trods det har vi fascisme og diktatur”. Denne kendsgerning må ikke bare de chilenske arbejdere, men også de spanske og arbejdere i andre lande tænke alvorligt over.

Tragisk nok ser det ca. seks år senere ikke ud til, at lederne af de store arbejderpartier over hele verden har opsummeret, hvad der er sket i Chile og næppe har draget nogen konklusioner – dem de har draget kunne ikke have været mere fejlagtige.

De kommunistiske ledere i mange lande, såsom Italien og Spanien, har draget den konklusion, at et “historisk kompromis” med de Kristelige Demokrater er nødvendigt. Men i Chile spillede lederne for de Kristelige Demokrater en aktiv rolle i kontrarevolutionen. I Italien har kristelige demokratiske ministre aktivt deltaget i flere fascistiske sammensværgelser de seneste år i nært samarbejde med de fascistiske mordere fra MSI. Ikke desto mindre insisterer de “kommunistiske” ledere på nødvendigheden af et regeringssamarbejde med de kristelige demokrater med det formål at… forsvare demokratiet!

Fremprovokere reaktionen?

I Spanien gør lederne af Kommunistpartiet (PCE) sig store anstrengelser for at overbevise arbejderne om nødvendigheden af at acceptere monarkiet, pagter og “enighed” med borgerskabet, og en gensidig forståelse med politiet og hæren som den eneste vej “for ikke at fremprovokere reaktionen”.

For alle disse ledere er erfaringerne fra Chile forblevet en lukket bog – lukket med syv segl. Hvis det var op til dem, ville de tusindvis af chilenske arbejdere og bønder være døde forgæves, og de tragiske begivenheder i Chile ville uundgåeligt blive gentaget i andre lande i fremtiden.

Uheldigvis forbliver de samme eksil-ledere for Folkeenheden totalt tavse eller begrænser sig til sentimentale erklæringer om “den chilenske tragedie” og viser ingen interesse i at forklare for verdens arbejderklasse, hvad der skete i deres land. Som lederen af det chilenske Socialistparti (CSP(IL)) siger i eksil: “Nogle af disse ledere har haft den frækhed at give vores egen arbejderklasse skylden for nederlaget”.

I dette er der ikke noget nyt. Efter enhver historisk revolution som er blevet besejret, har der altid været mange ledere, som var parate til at lægge skylden på den påståede “umodenhed” hos masserne, “de manglende objektive omstændigheder” eller de “ugunstige magtforhold” for at aflede opmærksomheden fra den rolle og det ansvar, som de selv har haft i sagen.

“Han, som ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den”. I dette øjeblik fortsætter de samme eksilledere fra Folkeenheden, som var direkte ansvarlige for nederlaget i 1973 med at holde fast ved den politik, som førte til nederlaget. De har absolut intet lært af erfaringerne.

Hemmelige cirkler

I dag er disse folks centrale idé nødvendigheden af en alliance mellem den chilenske arbejderklasses politiske kræfter og de kristelige demokrater for at kæmpe mod Pinochets diktatur.

De førende fortalere for denne sag er som altid eksillederne af det chilenske Kommunistparti (CKP), som bliver hjulpet og opmuntret i deres anstrengelser af det russiske bureaukrati. Som dette dokument viser, har disse folk for længe siden forkastet enhver idé om at gennemføre en socialistisk revolution, og er blevet andenklasses medlemmer af den såkaldte “progressive” del af det chilenske borgerskab.

Uheldigvis er en vis del af de gamle eksilledere af det chilenske Socialistparti (CSP) kommet totalt under indflydelse af disse elementer, som naturligvis ikke mangler økonomiske midler, specielt ikke uden for landet, hvor den chilenske arbejderklasses ægte stemme dårligt kan høres i den støjende kampagne, som er sat i scene af de gamle ledere fra deres kontorer i Moskva, Østberlin og Paris.

Hele historien viser hvordan nogle ledere i eksil, når de først er adskilt fra arbejderklassen i deres eget land, har en tendens til at degenerere og forfalde til “emigrationens laster”, som intet har at gøre med virkeligheden i den heltemodige kamp, der i øjeblikket føres under enormt vanskelige omstændigheder i Chile.

“Nuevo Claridad” – talerør for den marxistiske venstrefløj i PSOE og JJSS erklærer sin totale solidaritet med de almindelige medlemmer af Socialistpartiet, som efter det forfærdelige nederlag den 11. september 1973 havde modet til at fortsætte med at kæmpe under jorden mod Pinochets diktatur. Al vores sympati og al vores solidaritet er hos dem og ikke hos de gamle ledere, som i sikkerhed i deres kontorer i Europa fortsætter med at slås indbyrdes om socialistpartiets navn.

For de spanske marxister såvel som for enhver ærlig arbejder tilhører det chilenske socialistparti totalt og udelukkende de kammerater, som kæmper for at bevare og opbygge det mod Pinochets politi og hær. I denne sammenhæng tøver vi ikke med at udtrykke vores oprigtige solidaritet med kammeraterne fra det chilenske CSP(IL)4 imod alle de eksilfraktioner, som kæmper indbyrdes om et navn, som intet har med dem at gøre, og som heller ikke kunne have det, givet den afgrund som skiller dem fra den klassekamp, som i øjeblikket udfolder sig i Chile.

Når vi siger dette siger vi ikke, at vi er totalt enige i den politiske linje, som kommer frem i CSP(IL)’s offentlige dokumenter. “Nuevo Claridad” er af den mening, at CSPs politiske linje stadig er i en evolutions- og udviklingsproces. Men på den ene side er det disse kammerater, som bygger partiet i Chile i den forreste linje i kampen og ikke fra sikkerheden i et kontor i Europa.

I dette dokument vil vi prøve at skitsere det chilenske socialistpartis historie i de sidste få årtier, som vores bidrag til en klargøring af kendsgerningerne med det mål at kunne drage nogle konklusioner for fremtiden – ikke bare i Chile, men også på verdensplan.

Madrid 5. juni 1979

Borgerskab og godsejere

Chiles erobring, der begyndte i 1536-37 med Diego de Almagro og senere med Pedro de Valdivia, blev udført med den samme brutalitet, som blev brugt i andre dele af kontinentet. Men erobrerne fandt ikke noget “Eldorado” i Chile. De ret begrænsede guldlagre kunne ikke opveje de kostbare krige ved Mapuche-indianernes grænser, som varede indtil 1880, og som gjorde Chile til et underskudsområde for det spanske kongedømme.

I nord og syd gjorde klimaet udviklingen af landbruget meget vanskelig. Mens Mexico og Peru tiltrak de mest eventyrlystne og fantasirige elementer fra den castilianske herskende klasse, kunne Chile ikke tilbyde de samme perspektiver for personlig rigdom og prestige. På den anden side modstod Mapuche-indianerne heltemodigt den fremmede invasion indtil 1880, idet de viste megen klogskab og mod og ændrede deres militære taktikker og livsmåde efter de skiftende vilkår i kampen.

Erobrerne opnåede kun “pacificeringen” af Mapuchefolket gennem en politik med systematisk udryddelse. I de blodige krige mod indianerne kan vi se de chilenske godsejeres sande karakter, der blev udviklet i besejringen og underkuelsen af befolkningen – metoder, som de blev vænnet til gennem århundreder, da de anså indianerne for at være laverestående væsener kun lidt bedre end dyr. Denne mentalitet af at tilhøre en højerestående race har karakteriseret den chilenske herskende klasse op til nutiden.

Bag deres “civiliserede” og “oplyste” overflade skjuler der sig erobrerens og feudalherrens mentalitet med den undtagelse, at de chilenske “adelsmænd” og deres borgerlige allierede nu til dags ikke er andet end imperialismens underagenter, som skammeligt men frivilligt er afhængige af fremmed kapital.

I århundreder var det bedste landbrugsjord koncentreret i den centrale del af landet, delt op i enorme private ejendomme (“haciendas” eller “fundos”), som blev skabt lige efter erobringen. Nogle af disse ejendomme omfattede mere end 5.000 hektarer. Kun en meget lille del af jorden tilhørte småbønder, som næppe var i stand til at overleve. Ifølge en folketælling i 1925 omfattede disse ejendomme næsten 90% af al jorden i denne region. I dalen ved floden Aconcagua nær Valparaiso var 98% af al jorden i hænderne på 3% af jordejerne.

Jordproblemet har altid været det centrale problem i det chilenske samfund sammen med løsrivelsen af landet fra imperialismen. Der har altid været mangel på landbrugsjord: I nord pga. utilstrækkelig regn, i syd pga. for meget regn. Kun den centrale region gav gode muligheder for udviklingen af godt landbrug. Denne del var ideelt egnet til udviklingen af en middelhavstype af landbrug baseret på produktion af vin, oliven og frugt. Men den største hindring for denne udvikling har netop været koncentrationen af landbrugsjord i hænderne på nogle få godsejere.

De store jordejere brugte altid deres ejendomme til kvægdrift. Størstedelen af jorden blev brugt til at dyrke lucerne og andet foder til dyrene. Baseret på den billige arbejdskraft som landbefolkningen, der levede under elendige forhold næsten som feudalslaver, leverede, havde godsejerne ikke den ringeste interesse i at modernisere landbruget.

De store godsejeres forældede metoder har været hovedfaktoren, som hindrede udviklingen af landbruget. I syden etablerede de tyske emigranter fra 1850 små farme baseret på produktion af hvede og malkekøer. Men i hovedparten af landet eksisterede der ikke en større klasse af velstående bønder men derimod en klar opdeling mellem de store godsejere og deres “forpagtere”, som levede under halv-feudale forhold med en stor klasse af land-halv-proletariat – de “knuste” (rotos), underkastet den mest brutale udbytning og et liv under umenneskelige vilkår.

I modsætning til andre lande kendte Chile aldrig til noget, der med rimelighed kunne kaldes en jordreform. Fra 1925 men specielt fra 1945 prøvede de at opdele de store ejendomme. Men disse forsøg, bortset fra at de var meget stykvise, skete ikke som en konsekvens af en revolution (som i Mexico) eller en regeringspolitik (som i Bolivia), men på initiativ fra godsejerne selv, som blev klar over at det i nogle tilfælde var meget mere profitabelt at opdele deres jord og sælge lodder fra. De chilenske godsejeres feudale mentalitet var ikke nogen alvorlig hindring, da det kom til at tage del i den mest skændige spekulation. Godsejerne solgte en del af deres jord og investerede deres profit i forretninger i byerne. De kontrollerede deres banker og andre økonomiske institutioner.

Borgerskabets underdanighed

I en meget tydeligere form end i andre lande i Latinamerika er interesserne for de store godsejere, bankfolkene og kapitalisterne i Chile smeltet fuldstændig sammen i et magtfuldt oligarki, som sammen med imperialismen kontrollerer landets økonomiske liv. Det er derfor reelt umuligt at trække en klar skillelinje mellem de store godsejere og det chilenske borgerskab, som hurtigt blev klar over deres fælles interesser og gik sammen i en mere eller mindre ensartet blok rettet imod radikale forandringer i det chilenske samfunds struktur.

Dette forklarer manglen på en borgerlig-demokratisk revolution i Chile og nederlaget til alle forsøgene på at gennemføre en virkelig jordreform som en af den borgerligt demokratiske revolutions vigtigste historiske opgaver. Opnåelsen af mange demokratiske rettigheder i Chile i fortiden var ikke resultatet af en borgerligt demokratisk revolution, som reelt aldrig havde eksisteret, men skyldes eksistensen af en magtfuld arbejderklasse og magtfulde fagforeninger. Presset fra den chilenske arbejderklasse tvang oligarkiet til en række indrømmelser, som de kunne give takket være den chilenske økonomis relativt privilegerede position i mellemkrigsperioden.

Efter at have opnået uafhængighed i 1818 prøvede de bedste og mest radikale elementer indenfor hæren under stærk indflydelse af eksemplet fra den franske revolution at gennemføre nogle reformer, som gik imod kirkens og de store godsejeres interesser. Men disse forsøg stødte på modstand fra den feudalistiske fraktion “peluconerne”, som gennemtvang den reaktionære forfatning i 1833.

Udviklingen af kapitalistiske elementer fremprovokerede en konfrontation mellem de liberale og de konservative i den anden halvdel af 1900 tallet. Men i slutningen af samme århundrede smeltede de sammen og fordelte byttet indbyrdes ved hjælp af deres kontrol over regeringen og staten.

Et vigtigt element i denne sammensmeltning var de konstante krige mod Peru og Bolivia om mineralrigdommene i den nordlige zone. Med erobringen af Atacamaørkenen kom vigtige nitratlagre i hænderne på det chilenske oligarki. Stillehavskrigen løste spørgsmålet om disse lagre til Chiles fordel i 1883.

Chile satte sig i besiddelse af de gamle peruvianske provinser Tacna og Arica med en forpligtelse til at afholde en folkeafstemning (som selvfølgelig aldrig blev holdt). Kapitalisterne var tilfredse med at dele deres magt med feudalklassen og militærkasten, hvis militære sejre åbnede op for muligheden for berigelse uden sidestykke.

Profitten fra nitratdriften var et springbræt for den chilenske kapitalisme, som ikke så nogen grund til at skabe en konfrontation med feudalherrerne og militærkasten, som på deres side ikke tøvede med at tage del i borgerskabets forretninger.

På denne måde viste det chilenske nationale borgerskab fra det øjeblik det opstod alle symptomer på senil degeneration. I stedet for en gennemført kamp mod de store godsejeres magt underkastede de sig en underdanig alliance, hvor de overgav jordejerne størstedelen af statsmagten og delte rigdommen, som var opnået ved superudbytningen af arbejderne og bønderne såvel som byttet fra grænsekrigene, med dem.

Borgerskabet samt jord- og godsejerne havde aktier i industri, minedrift og handel, og begge klasser var nært forbundne ved bankforretninger og økonomiske interesser. Af disse årsager endte det chilenske borgerskab med at være totalt ude af stand til at gennemføre den borgerligt demokratiske revolutions grundlæggende opgaver, som var blevet udført af det engelske og franske borgerskab i 17- og 1800-tallet.

Alliancen mellem borgerskabet og jordejerne blev forstærket efter den militære sejr i 1883 og Mapuche-indianernes endelige nederlag i det samme årti. Denne alliance havde givet dem meget tilfredsstillende resultater: Udvidelse af de nationale grænser og en enorm stigning i den nationale rigdom udvundet fra nitrat. Det “historiske kompromis” mellem de forskellige dele af den herskende klasse fandt sit politiske udtryk i en lang periode med parlamentarisme.

Det økonomiske verdensboom i perioden fra 1891-1913 gav den chilenske herskende klasse et vist spillerum. Chiles neutralitet i den første verdenskrig gav også visse økonomiske fordele. Sammensmeltningen af bankverdenen, godsejerne og storforetagenderne var fuldført. Der var ikke nogen grundlæggende forskelle mellem de politiske partier, som var repræsenteret i parlamentet.

De nedenstående tal viser hemmeligheden bag det “chilenske demokrati” dengang:

Produktion af nitrat:

1832: 300.000 tons

1896: 1.000.000 tons

1901-10: 1.700.000 tons i gennemsnit pr år

1911-20: 2.500.000 tons i gennemsnit pr år

Øgningen af verdenshandlen og efterspørgslen efter chilensk nitrat pressede prisen på nitrat op. Den steg med 75% mellem 1910 og 1918. Noget lignende skete med kobber, som lidt efter lidt afløste nitrat som landets vigtigste eksportvare.

Den årlige produktion af kobber steg med 33.000 tons om året i gennemsnit mellem 1901 og 1910, og med 68.000 tons om året mellem 1911 og 1920. Landets udenrigshandel voksede fra en total værdi på 140 millioner pesos i 1886 til 580 millioner pesos i 1906.

Men på samme måde som det chilenske borgerskab var ude af stand til at gennemføre en jordreform, overgav det nationale borgerskab i denne “guldalder” for chilensk imperialisme sig selv indenfor industri og minedrift på den mest underdanige måde til udenlandsk imperialisme.

Allerede under Første Verdenskrig var omkring 50% af investeringerne i minerne af udenlandsk oprindelse. Meget hurtigt kom imperialismen, helt overvejende den amerikanske, til at eje kobberindustrien.

El Teniente, som stod for en tredjedel af hele landets produktion, kom i hænderne på et amerikansk selskab i 1904. Chuquicamata blev købt af et andet amerikansk selskab i 1912. Denne mine producerede ca. halvdelen af landsproduktionen.

I 1927 stod Anaconda og Kennecott Copper for en sjettedel af landets kobberproduktion. I mere end et halvt århundrede har selskaber som Anaconda og Kennecott Copper gennemført en reel plyndring af landets mineralressourcer, og samlet enorme rigdomme på bekostning af den chilenske arbejderklasse.

Imperialistisk kontrol

Hvad der gælder for kobber gælder også for andre sektorer såsom jern, som er af god kvalitet og i overflod i Chile. Bethlehem Steel fik kontrollen over El Toro i 1913 og kørte den indtil den var udtømt. Størstedelen af det chilenske stål gik til USA.

Også her har det chilenske borgerskab tydeligt vist sin totalt manglende evne til at gennemføre en anden grundlæggende opgave i den borgerligt demokratiske revolution: Landets befrielse fra imperialismens dominans.

Under den første Verdenskrig var Chile den britiske imperialismes halv-satellit, efter de to verdenskrige skiftede det chilenske borgerskab åg og blev afhængig af den amerikanske imperialisme.

Disse folk som nu til dags taler så meget om “faderlandet” og det “nationale ideal” er, og har altid været, helt ude af stand til at frigøre Chile fra dets ydmygende afhængighed af imperialismen.

Fra første øjeblik har de været tilfredse med rollen som lokale administratorer af imperialisternes interesser – de store multinationales marionetter. Under borgerskabets herredømme er alle Chiles enorme rigdomme blevet stjålet af imperialisterne eller formøblet af oligarkiet.

De har ikke engang været i stand til at modernisere landet og udvikle en bare nogenlunde rimelig infrastruktur, som vejenes elendige tilstande viser. De enkelte gode veje som der er oppe nordpå blev bygget af udenlandske mineselskaber. Størsteparten af den chilenske eksport foregår med udenlandske skibe.

Alt dette demonstrerer nødvendigheden af i Chile at gennemføre en mængde historiske opgaver, som blev fuldendt i Vesteuropa for lang tid siden – i den borgerlig-demokratiske revolutions periode. Men hele Chiles historie demonstrerer på gennemgribende måde det nationale borgerskabs totale uduelighed mht. at gennemføre disse opgaver.

Arbejderbevægelsens fødsel

Kapitalismen var allerede blevet den afgørende magt i landet før Første Verdenskrig. Men den chilenske kapitalisme var fra sin fødsel bundet på afgørende måde til udenlandske imperialistiske interesser. På den anden side var den gennem bankvæsen og handel bundet til de store godsejeres interesser. Det er netop af denne grund, at det “nationale” borgerskab aldrig har været i stand til at gennemføre de historiske opgaver i den borgerligt demokratiske revolution og aldrig vil blive i stand til det.

Hvordan kunne der rejses en alvorlig kamp mod imperialistisk kontrol af landet, når det chilenske borgerskabs vitale interesser var afhængige af fremmede investeringer og udlandshandel? Hvordan kunne en ægte landbrugsreform fremlægges, når en vigtig del af pengene til den kom fra de samme godsejere, som borgerskabet var forbundet med gennem tusinder af bånd såsom familie, uddannelse etc.?

Kort sagt: de historiske opgaver i den borgerligt demokratiske revolution kunne ikke gennemføres af borgerskabet. Hvilke andre sociale klasser kunne gennemføre dem? Bønderne? Disse “mørke masser” - spredte, uvidende og udsat for den mest brutale undertrykkelse i århundreder var kun i stand til i perioder at udføre desperate oprørshandlinger uden nogen som helst mulighed for sejr, fordi de ikke fandt en bevidst ledelse i en anden social klasse, baseret i landets nervecentre, byerne.

Bønderne, den mest uensartede sociale klasse, har været den sociale klasse, som er mindst egnet til at spille en uafhængig politisk rolle. Den handlede enten under proletariatets eller borgerskabets ledelse. Faktisk er kampen for politisk herredømme over bønderne et nøglespørgsmål for den socialistiske revolution i Chile. Her er det første skridt erkendelsen af, at det er umuligt for denne sociale klasse at spille en uafhængig rolle.

Middelklassen? De politiske repræsentanter for middelklassen i Chile har intet til fælles med de franske jakobinere, de småborgerlige revolutionære fra det 18. århundrede, som udgjorde spydspidsen i den borgerligt demokratiske revolution.

Den lange periode med økonomisk opsving, som varede fra 1891 til 1918, gav det chilenske oligarki stort spillerum til at købe middelklassens loyalitet ved at tilbyde dem bureaukratiske karrierer indenfor staten og i regeringen.

På denne måde opstod der en ny gruppe af professionelle politikere. Middelklassens “liberale” politikere solgte sig selv til oligarkiet for en lille sum penge. Fra det øjeblik så middelklassen i Chile politik som en meget profitabel forretning, og det har i endnu højere grad været gældende for de såkaldte “progressive” borgerlige politikere.

De “liberale”, “radikale” og “kristelige demokrater” deltog fuldt og helt i denne modbydelige forestilling med korruption og prostitution, mens masserne af bønder og arbejdere blot var passive tilskuere til det parlamentariske spil. Middelklassens politiske repræsentanter var bundet på hænder og fødder til oligarkiets vogn, som garanterede dem positioner i administrationen. For dem fungerede systemet ganske udmærket. Lige fra starten har de chilenske “liberale” været oligarkiets venstre hånd.

På den anden side bragte fremgangen i den chilenske økonomi udviklingen af industrien og arbejderklassen med sig. Med udviklingen af industri og handel emigrerede store mængder fattige bønder ind til byerne fra landet. I 1907 levede omkring 43,2% af befolkningen i bycentre. I 1920 nåede dette tal op på 46,4%. I Santiago alene boede 14% af hele befolkningen. Denne hurtige proletariseringsproces ledte til de første forsøg på at organisere arbejderklassen begyndende med fagforeningerne.

Allerede fra starten af dette århundrede stod Luis Emilio Recabarren i spidsen for organisering i nitratminerne. Senere i 1910 blev FOCh dannet. To år senere prøvede Recabarren at give den chilenske arbejderbevægelse det første politiske udtryk med oprettelsen af POS5 i Iquique.

Men det var de begivenheder, som fulgte efter første verdenskrig, først og fremmest den russiske revolution, som fremprovokerede en enorm radikalisering i den unge chilenske arbejderklasse. Den verdensomspændende lavkonjunktur som begyndte i 1918 bevirkede et fald i prisen på kobber og nitrat. Alle de sociale modsætninger som var skjult i den forudgående periode, kom op til overfladen. Mellem 1913 og 1923 faldt arbejdernes realløn med 10% pga. inflation. Betydningen af denne radikaliseringsperiode demonstreres af den strejkebølge, som fandt sted mellem 1911 og 1920 – omkring 293 strejker blev registreret.

Den afgørende begivenhed i processen af vågnende bevidsthed i den chilenske arbejderklasse var den russiske revolution. I en atmosfære af generel radikalisering støttede det Socialistiske Arbejderparti i Chile (POS) den russiske revolution og accepterede i 1922 de 21 betingelser, ifølge hvilke det kunne gå ind i den Kommunistiske Internationale og ændre sit navn til Chiles Kommunistiske Parti.

I de følgende år oplevede det chilenske samfund en permanent krise på alle niveauer, hvilket skabte enorme muligheder for den socialistiske revolutions sejr. Massernes illusioner om de “progressive” borgerlige politikere var bristet efter valgene i 1918. Alessandri Palmas “liberale alliance” regering viste sin totale uduelighed til at løse et eneste af arbejderklassens problemer.

Arbejderne lærte gennem bitre erfaringer at overhovedet ikke stole på borgerskabets “liberale” politikere. Den økonomiske magt forblev i hænderne på monopolerne og godsejerne. Den økonomiske krise gik fra at have været slem til at blive værre. Med imperialismens voksende kontrol over økonomien blev det mere og mere tydeligt for alle, at det chilenske borgerskab ikke var andet end den udenlandske kapitalismes lokale agenter.

Den politiske ustabilitet afspejledes i flere militærkup og i forfatningsændringen i 1925.

Verdenskrisen i 1929 ramte Chile meget hårdt og tvang landet til at forlade guldmøntfoden og frasige sig udlandsgælden. Mineproduktionen i 1929 nåede kun 52% af gennemsnittet for perioden 1927-1929. Arbejdsløsheden voksede massivt. 1 1929 var 91.000 minearbejdere beskæftigede – ved slutningen af 1931 kun 31.000.

Mistede muligheder

Den udbredte utilfredshed på alle niveauer i samfundet fandt sit klareste udtryk i en bølge af agitation blandt studenterne på Chiles universitet. I almindelighed er intellektuelle og studenter et meget følsomt barometer for modsætningerne og spændingerne i samfundet. Lenin forklarede mange gange, at de objektive betingelser for at gennemføre en socialistisk revolution var (og er) fire:

1. Den herskende klasse mister troen på sig selv og ikke kan blive ved med at udøve sit styre med de samme metoder som før.

2. At reaktionens sociale reserver, middelklassen, er vaklende eller i det mindste neutral.

3. Arbejderklassen er parat til at kæmpe for en radikal og afgørende forandring af samfundet.

4. At der eksisterer et revolutionært parti med en revolutionær ledelse, som er i stand til at lede masserne mod overtagelsen af magten.

Krisen i den herskende klasse i Chile viste sig ved de permanente regeringskriser, som karakteriserede 1920’erne. Gæringen blandt studenterne viste en udbredt utilfredshed i middelklassen. Læger og andre faggrupper sluttede sig til studenternes protest.

Der var flere voldsomme demonstrationer, som førte til kollaps af Ibanez’ diktatur og hans flugt fra landet. Hvis der havde eksisteret et ægte revolutionært masseparti i Chile, kunne den før-revolutionære situation være blevet forvandlet til en revolutionær situation, hvor arbejderklassen tog magten.

Den chilenske arbejderklasses tragedie var, at konsolideringen af kommunistpartiet faldt sammen med den stalinistiske degeneration af USSR. Vi så den samme proces i alle de partier i den Kommunistiske Internationale (Komintern), som fortsatte med blindt at følge den politiske linje, som var bestemt af det russiske bureaukratis interesser.

Fra 1928 og fremefter anerkendte Internationalen, som var skabt under den leninistiske politik med proletarisk internationalisme, officielt den stalinistiske linje med “socialisme i et land”, hvilket effektivt forvandlede de kommunistiske partier til udelukkende at være instrumenter for det russiske bureaukratis udenrigspolitik. Det var det afgørende skridt i den nationale, reformistiske degenerering af alle Kominterns partier.

Samtidig tilsluttede partierne i Internationalen sig, efter instruktioner fra den stalinistiske klike i Moskva, ultravenstre-vanviddet i den såkaldte “tredje periode” ifølge hvilken alle arbejderklassens andre organisationer blev anset for at være “socialfascister”.

Denne politik var grunden til den tyske arbejderklasses forfærdelige nederlag i 1933. I alle andre lande mistede kommunistpartier deres basis i masserne som en konsekvens af dette vanvid, som gik direkte imod Enhedsfrontpolitikken, der var anbefalet af Lenin.

Også i Chile medførte den stalinistiske politik katastrofale resultater. Vi så kommunistpartiet reduceret til en sekterisk lille gruppe, som var isoleret fra masserne i det afgørende øjeblik, og var ude af stand til at give en seriøs ledelse til den revolutionære bevægelse.

Grundlæggelsen af socialistpartiet

Som konsekvens gik muligheden tabt. Carlos Davilas kortlivede “socialistiske” regering blev styrtet i september 1932 ved et statskup af Arturo Alessandri. Det er interessant at lægge mærke til den kendsgerning, at det chilenske borgerskabs “liberale” parti, de radikale, støttede Alessandri. I 1930’erne var det radikale parti faktisk kontrolleret af en klike af godsejere og storkapitalister.

Hovedårsagen til katastrofen i 1932 var manglen på et revolutionært masseparti. Davila regeringen havde proklameret den socialistiske republik i Chile, men da den ikke havde massernes aktive støtte blev den stoppet øjeblikkeligt.

Nogle gange er et ”opråb” nok til at gennemføre en radikal ændring uden at bryde den borgerlige orden. Men den socialistiske revolution må baseres på arbejderklassens bevidste bevægelse.

I den forbindelse kommer Adonis Sepulveda med følgende kommentar i sin artikel om SP’s historie (“El Socialismo Chileno”, maj 1976, 1. nummer):

“Bevægelsen fastholdt ikke sin støtte i masserne, den gav ikke våben til folket til at forsvare regeringen, der var ikke et parti, som kunne give en ledelse til arbejdernes beslutning om at kæmpe”.

Erfaringen fra disse begivenheder overbeviste de bedste kæmpere i den chilenske arbejderklasse om den bydende nødvendighed af et nyt parti, et parti som virkelig ville forsvare arbejderklassens interesser, som ikke ville basere sig på Anden Internationales socialdemokratiske reformisme og heller ikke på den stalinistiske forvanskning af Komintern.

Et parti, som måtte vende tilbage til de ægte ideer fra marxisme-leninismen, bolsjevismen og Oktoberrevolutionen. Mange kadrer fra det gamle POS, som var utilfredse med kommunistpartiets stalinistiske linie, gik med i dette initiativ til at stifte Socialistpartiet i april 1933.

Her vil det være passende at opsummere nogle af de mest fremtrædende punkter fra det gamle “principprogram” for Socialistpartiet.

• Metoder til forståelse: “Partiet accepterer marxismen, beriget og ændret med alle de videnskabelige bidrag fra den konstante sociale udvikling, som en metode til at forstå virkeligheden”.

• Klassekampen: “Den nuværende kapitalistiske organisering deler det menneskelige samfund op i to klasser, som adskilles klart hver eneste dag. En klasse, som har tilegnet sig produktionsmidlerne og som udnytter dem til egen vinding, og en anden klasse som arbejder, som producerer og som ikke har andre midler at leve for end sin løn.

  Arbejderklassens behov for at opnå økonomisk trivsel og den besiddende klasses iver efter at opretholde sine privilegier bestemmer kampen mellem klasserne”.

• Staten: “Den kapitalistiske stat repræsenteres af den eksisterende stat, som er den ene klasses undertrykkende organisme over den anden. Når klasserne en gang er blevet fjernet vil statens undertrykkende karakter forsvinde, og den vil begrænse sig til at vejlede, harmonisere og beskytte samfundets aktiviteter”.

• Omskabelsen af samfundet: “Det kapitalistiske produktionssystem, baseret på den private ejendomsret til jorden, produktionsmidlerne, vareudvekslingen, kredit og transport, skal nødvendigvis udskiftes med et socialistisk økonomisk system, i hvilket den ovennævnte private ejendom er omdannet til kollektiv ejendom”.

• Arbejdernes diktatur: “I processen mod den totale omskabelse af systemet er de organiserede arbejderes diktatur nødvendigt. Den evolutionære omskabelse ved hjælp af det demokratiske system er ikke mulig, fordi den herskende klasse har organiseret sig i officielle bevæbnede organer, og har oprettet sit eget diktatur for at fastholde arbejderne i fattigdom og uvidenhed og forhindre deres frigørelse”

• Internationalisme og økonomisk anti-imperialisme: “Den socialistiske lære har en international karakter og kræver en samlet og koordineret aktion fra arbejdere over hele verden. For at virkeliggøre dette mål vil Socialistpartiet foreslå den økonomiske og politiske enhed mellem de latinamerikanske folk for at opnå føderationen af socialistiske republikker på kontinentet og skabelsen af en anti-imperialistisk politik”. (Socialismo Chileno side 15-16).

Disse grundlæggende principper stod skrevet på medlemskortet hos ethvert medlem af Chiles Socialistparti (CSP) i de første 25 år af dets eksistens.

Efter Hitlers sejr i Tyskland foretog det russiske bureaukrati en ny vending i dets udenrigspolitik. Først prøvede Stalin at få en aftale med Berlin. Da det ikke lykkedes, gik Moskva i gang med en ny politik baseret på ideen om en alliance med de “demokratiske lande” (hovedsaglig med den franske og engelske imperialisme) mod Tyskland.

Fra den ene dag til den anden modtog de “kommunistiske” partier nye ordrer: Stop den tidligere “tredje periodes” politik og gå ind i alliancer og pagter ikke alene med de socialdemokratiske partier (som man tidligere kaldte “socialfascister”), men også med borgerskabets “progressive” partier for at stoppe faren for fascisme.

På den måde blev lederne for “kommunistpartierne” de mest passionerede allierede til det “progressive” borgerskab. Lenin havde kæmpet hele sit liv mod denne samarbejdspolitik med de såkaldte “progressive” dele af borgerskabet og havde nægtet at gå ind i den provisoriske regering i koalition med de borgerligt liberale efter Februarrevolutionen i Rusland.

Mensjevikkerne og de Socialrevolutionære retfærdiggjorde på det tidspunkt, at de gik ind i den provisoriske regering – historiens første udgave af “folkefronten” – ved at påstå, at i Rusland, et tilbagestående land hvor arbejderklassen var en lille minoritet af befolkningen, var de presserende opgaver den borgerligt demokratiske revolutions opgaver, og derfor skulle socialister alliere sig med de “progressive” borgerlige partier for at bekæmpe resterne af feudalismen og den fascistiske kontrarevolution.

Lenin kom med et bestemt og entydigt svar: Ingen tiltro til borgerskabet, ingen støtte til den provisoriske regering. Hav især mistillid til de mest “radikale” elementer fra borgerskabet såsom Kerenskij. Ingen tilnærmelse til de andre partier (sigtede især til mensjevikkerne). Med andre ord: stol kun på styrken af den organiserede arbejderklasse i sovjetterne eller arbejderrådene, som den eneste kraft der er i stand til at tilintetgøre reaktionen, gennemføre den borgerligt demokratiske revolutions opgaver i alliance med masserne af fattige bønder gennem overtagelsen af magten og som konsekvens heraf, uden at stoppe op, gå over til ekspropriationen af borgerskabet og begynde den socialistiske revolutions proces.

Lenin og bolsjevikkerne forstod, at opbygningen af socialisme ikke var mulig i et enkelt land og endnu mindre i et tilbagestående land som Rusland på det tidspunkt. Derfor fremhævede de den tvingende nødvendighed af at sprede revolutionen til andre lande, først og fremmest de udviklede kapitalistiske lande i Europa. Derfor skabte de den Kommunistiske Internationale, som proklamerede nødvendigheden af en verdensrevolution, Europas forenede socialistiske stater og endelig verdens socialistiske føderation.

Den første chilenske folkefront

Under Lenin og Trotskij sammenknyttede den Kommunistiske Internationale de mest bevidste revolutionære elementer fra arbejderklassen på verdensplan. Belært af den bitre erfaring fra den Anden Internationale (som med Lenins ord ikke var en Internationale, men snarere et “postkontor” næsten uden nogen forbindelse mellem de forskellige nationale partier) gik bolsjevikkerne tilbage til det oprindelige begreb om en Internationale som Marx og Engels havde, mens Arbejdernes Internationale Sammenslutning eksisterede – den socialistiske revolutions verdensparti med fælles program, strategi og ledelse.

Denne idé var ikke det mindste anti-demokratisk, den betød heller ikke ét partis dominans over de andre. Det var det totalt modsatte. På Kominterns første fire kongresser viste de interne debatter det store spillerum for internt demokrati, at frihed for diskussioner, hvor selv det mindste parti kunne udtrykke sine uenigheder med det største partis, bolsjevikpartiets, politik. Der var en vid selvbestemmelse for de nationale sektioner indenfor den generelle politik fastlagt af den Kommunistiske Internationales kongresser, som indtil Lenins død blev afholdt årligt trods alle vanskelighederne.

Med den bureaukratiske degeneration af den russiske revolution, som opstod som et resultat af isoleringen af arbejderstaten i et tilbagestående land, ændredes denne situation fuldkommen.

Staliniseringsprocessen i kommunistpartierne blev afspejlet ved en sideløbende proces i Komitern. Alle de kritiske elementer blev bureaukratisk fjernet, noget som aldrig skete i Lenins dage. Lederne af den Kommunistiske Internationale blev stalinistiske funktionærer, hvis eneste mål var at udføre Moskvas ordrer. Fra 1928 udførte disse elementer den “tredje periodes” ultravenstre-politik. Derpå foretog de i 1935 uden noget som helst problem en 180 graders vending til “folkefronts” politikken, som Trotskij korrekt havde karakteriseret som en “ondskabsfuld karikatur af mensjevismen og en strejke-brydende sammensværgelse”.

Men stalinisterne kunne ikke gennemføre deres klassesamarbejdspolitik uden socialisternes deltagelse. De chilenske arbejdere havde lært at nære grundlæggende mistro til borgerskabets “liberale” politikere. Skabelsen af CSP var udtrykket for arbejderklassens instinktive ønske om en nødvendig uafhængig klassepolitik. Socialisternes erklærede politik var arbejdernes enhedsfront, som der blev kæmpet for ved Marmaduke Groves kandidatur, en fremstående leder af arbejderbevægelsen, som blev fængslet af regeringen og valgt til senator i Santiago under sloganet: “Fra fængslet til senatet”.

Bevægelsens revolutionære ånd på det tidspunkt blev udtrykt i Groves berømte ord: “Når vi kommer til magten vil der ikke være nok lygtepæle til at hænge oligarkiet i”. Disse ord afspejlede stemningen hos massen af arbejdere og resten af den undertrykte del af det chilenske samfund, som søgte vejen gennem den socialistiske revolution og ikke gennem samarbejde med borgerskabet.

Radikaliseringen af masserne og kapitalismens krise tvang oligarkiet til at søge den “endelige løsning”, akkurat som i Tyskland og Italien, ved at organisere og bevæbne fascistiske grupper.

Under den bonapartistiske regering var ingen af det chilenske samfunds problemer blevet løst. Men den fascistiske bevægelse blev mødt med heroisk modstand fra arbejderklassen. Arbejdermilitserne fra Socialistpartiet og Socialistpartiets Ungdom, “stålskjorterne”, kæmpede mod fascisterne over hele Chile. Skræmt af dette blev den samme regering under Alessandri tvunget til at tage handling mod fascisterne, da de forsøgte et statskup.

Fiaskoen for det fascistiske forsøg, Alessandri regeringens krise og den voksende bølge af radikalisering af masserne skabte meget nye gunstige vilkår for en offensiv fra arbejderklassen. Men her spillede de chilenske stalinister en utrolig skændig rolle. Lederne af CSP var uheldigvis totalt ude af stand til at tilbyde noget alternativ.

Stalinisterne tog initiativet og lagde kraftigt pres på ledelsen af CSP for at få dem til at acceptere ideen om en folkefront med det radikale parti. Denne ide gik imod alle partiets principper og blev mødt med en beslutsom modstand fra arbejderklassen, som instinktivt forstod det liberale borgerskabs forræderiske karakter og som ønskede en arbejderregering.

Med Adonis Sepulvedas ord:

“Når ændringerne i arbejderbevægelsens strategi bringer dannelsen af en folkefront op til diskussion, modsætter socialistpartiet sig denne alliance, som overgiver den ledende rolle i arbejderbevægelsen til bestemte dele af borgerskabet.

Arbejderbevægelsen har på nuværende tidspunkt en dyb folkelig tiltrækningskraft og en karismatisk leder. Der er en fantastisk kraftig stigning i dens militans. Ingen socialist accepterer afståelsen af ledelsen til en anden magt” (Socialismo Chileno, side 20).

Ulykkeligvis førte manglen på erfaring hos de unge kadrer og vaklen hos partiledelsen, som ikke vidste hvordan de skulle modstå det vedholdende pres fra stalinisterne, til den fatale fejl at gå ind i folkefronten.

Det skete til trods for modstanden fra de menige medlemmer og i total modsætning til partiets principper og politik. På den ekstraordinære kongres, som blev holdt i 1938 behøvede generalsekretæren Oskar Schnake fem timer til at overtale de delegerede til at acceptere tilbagetrækningen af Marmaduke Groves kandidatur, som der havde været agiteret for siden 1936.

Denne tragiske forfejlede beslutning havde katastrofale følger for chilensk socialisme og for arbejderklassen som helhed.

Sepulveda drager følgende konklusion af socialisternes indtræden i folkefrontsregeringen, som vandt valget i 1938:

“Det unge parti modstår ikke klassesamarbejde. Dets mest umodne og mest opportunistiske dele ’kommer til at holde af’ statsapparatet og glemmer de mål, som fik dem til at blive en del af det. Hos nogle ledere sker der en opblomstring af den svaghed og reformisme, som havde været godt gemt under de hårde kampe i de første år. De med den bedste marxistiske forståelse og en sikker klassebevidsthed kæmper hårdt mod den reformistiske bølge, som invaderer partiet. Den kampivrige og revolutionære ungdom er forrest i den interne kamp for ideologisk helbredelse. De menige medlemmer reagerer voldsomt mod den korruption og de handler med dem som på det tidspunkt har magten, som bryder ud på de bureaukratiske højdepunkter. Uoverensstemmelserne kommer ikke alene fra de radikale grupper, men også fra gamle arbejdermedlemmer. Centralkomiteens eksklusion af ungdommen er dråben, som får bægret til at flyde over, der sker den mest alvorlige splittelse i socialismens 43-årige liv”. (Socialismo Chileno, side 20-21).

Folkefronten bryder sammen

Trods alle de aftaler partiet havde indgået, kom ledelsen af regeringskoalitionen i hænderne på borgerskabets politikere i det radikale parti. Under massernes pres gennemførte folkefronten visse reformer, men senere valgte den en politik med kontrareformer, som fremprovokerede åbne konfrontationer med arbejderbevægelsen. Et officielt dokument fra Chiles socialistiske parti, som blev offentliggjort for at fejre 45 året for dets grundlæggelse, mindes arbejdernes svar på de antiarbejderklasse-lovforslag, som i januar 1945 blev vedtaget af regeringen:

“Santiagos arbejderklasse svarede på det første dekret med en mægtig massemobilisering, som tragisk blev slået ned af de væbnede styrker. Massakren blev efterfulgt af et generelt oprør, regeringens tilbagetræden og, som den første handling i et vanvittigt eventyr mellem ledelsen af CSP og visse dele af de væbnede styrker, kom dannelsen af en bastard-koalition blottet for principper, program og folkelig basis. På kongressen, som fandt sted i oktober 1946 blev disse ledere frataget deres positioner”. (CSP’s 45 års jubilæum side 4-5).

Lige fra starten havde socialistledernes deltagelse i en koalition med borgerskabet været et eventyr uden principper, som havde katastrofale konsekvenser for partiet. Det begyndte med en serie af interne kriser og splittelser. Partiet blev kun reddet takket være Socialistpartiets Ungdom og marxisterne, som kæmpede mod ledelsens klassesamarbejdspolitik, for en revolutionær politik med klasseuafhængighed. Ved præsidentvalget i 1946 støttede de chilenske stalinister endnu engang en kandidat fra borgerskabet, og gik ind i Gonzales Videlas regering med de liberale og de radikale. To år senere fik de deres belønning, da de blev ekskluderet af regeringen og gjort illegale indtil 1958.

Endnu engang viste Videla-regeringen verden det chilenske “liberale” borgerskabs fuldstændige reaktionære karakter. Denne “radikale venstrefløjs” regering viste sig at være det mest tjenesteivrige redskab i hænderne på den amerikanske imperialisme og det chilenske oligarki. Til sidst splittedes CSP omkring de reformistiske lederes samarbejde og blev til det reformistiske “Chiles Socialister” og de venstreorienterede “Folkesocialister”.

På en konference om programmet, som blev holdt i 1947, understregede folkesocialisterne “den manglende uafhængighed borgerskabet udviser, når det kommer til at stå op imod imperialismen og kreol-oligarkiet” og genforsikrede arbejderfrontspolitikken i modsætning til samarbejde med det liberale borgerskab.

Her er det interessant at citere nogle få linjer fra programmet, som opsummerer den chilenske arbejderbevægelses erfaringer i de foregående årtier og drager en række meget vigtige konklusioner:

• Socialistisk revolution: “På nuværende tidspunkt er opgaven for socialisterne og ligesindede partier i Latinamerika i vores semi-koloniale lande at gennemføre de økonomiske vindinger og lovændringer, som i andre dele af verden er blevet drevet frem og dirigeret af borgerskabet. De unormale og modsætningsfyldte omstændigheder, som vi befinder os i forårsaget af forsinkelsen af vores sociale og økonomiske udvikling midt i hvad der ser ud til at være kapitalismens afgørende krise, kræver en fremskynding af den kollektive livsproces. Vi må afkorte stadierne ved nationale anstrengelser og solidaritet med det formål at skabe den planlagte udnyttelse af den arbejdskraft, teknik og kapital, som vi har til vores rådighed.

Den materielle proces har i mere velstående lande været resultatet af det spontane samspil mellem livsvigtige og sociale kræfter i en kreativ indbyrdes spænding. Hos os må den nødvendigvis blive resultatet af kollektiv aktivitet, realiseret ud fra et teknisk kriterium og dirigeret til sociale mål. Den vending der er sket i verdensbegivenhederne og de interne problemers påtrængende karakter tillader os ikke at vente.

Ud fra de historiske omstændigheders uundgåelige nødvendighed vil den borgerligt demokratiske revolutions store økonomiske omskabelser – jordreform, industrialisering, national befrielse – i vores latinamerikanske lande blive gennemført ved den socialistiske revolution”.

Klasseuafhængighed

Erfaringerne fra flere på hinanden følgende borgerlige regeringer viste, at disse teser var korrekte. Efter velstandsårene der fulgte 2. verdenskrig og et stykke tid derefter begyndte kobberprisen endnu en gang at falde, hvilket medførte en krise i den nationale økonomi.

Arbejdsstyrken i den chilenske industri faldt i 1949 ned under antallet i 1947. Inflationen blev ved med at stige og de chilenske kapitalister skabte sig formuer ved at spekulere i landets valuta. 75% af den opdyrkelige landbrugsjord forblev i hænderne på 5% af befolkningen, og den amerikanske kapital forstærkede sin kontrol over den nationale industri.

I mellemtiden var genforeningen af fagbevægelsen opnået efter at den var blevet brudt i 1946. CUT, der blev dannet i 1953 fastslog som sit vigtigste mål organiseringen af alle arbejdere i byen og på landet “for at kæmpe mod det ene menneskes udbytning af det andet indtil den fuldkomne socialisme er opnået”.

I 50’erne kom de chilenske socialister til følgende konklusion på basis af alle deres tidligere erfaringer:

“Denne situation drejede sig om hvorvidt man kunne samarbejde med regeringer, som ikke repræsenterede arbejderne, hvilket er karakteristisk for den historiske evolution af socialismen, indtil den bliver klar over dens ideologiske muligheders fattigdom, og beslutter sig for i sine principper at genopdage en politik, der udpeger et perspektiv med ideologisk klasseuafhængighed og som grundlæggende repræsenterer arbejderne.

Det var af den grund, at de såkaldte “Arbejderfront”-teser så dagens lys i august 1956. I disse er den første og fundamentale lære, at borgerskabet i vores lande ikke er en revolutionær klasse. På den anden side udgør industri- og minearbejderne, bønderne, det intellektuelle borgerskab, håndværkerne og de selvstændige alle dele af befolkningen, hvis interesser støder sammen med den etablerede orden og er [revolutionære klasser]. Og indenfor denne helhed spiller arbejderklassen en stadig mere afgørende rolle. Gennem sin organisering, sine fagforeninger og politiske erfaringer og klassefølelse, er arbejderklassen den mest faste kerne i den sociale kamp”. (CSP’s 45 års jubilæum).

Det samme dokument trykt i april 1978 slår fast:

“Der er mange objektive enkeltheder, som stadig ikke er opnået, og derfor må ses som vitale mål for Chile, men vi benægter at vores umodne og blodfattige borgerskab besidder den nødvendige uafhængighed og evne til at opnå dem. Her er det en klasse, som er et påhæng til imperialismen nært forbundet til jordejerne, og som uretmæssigt gør brug af økonomiske privilegier som nu ikke kan forsvares på nogen måde. Vi konkluderer derfor at kun de udbyttede klasser, håndens og åndens arbejdere, kan påtage sig den opgave at skabe et nyt samfund, som er båret oppe af en moderne og progressiv struktur”.

Det forklarer også at:

“vores generations opgave består ikke i at opnå det sidste stadie i den borgerligt demokratiske transformation, men i at tage det første skridt i den socialistiske revolution”.

I realiteten kan de grundlæggende opgaver i den borgerligt demokratiske revolution i Chile kun gennemføres ved at arbejderklassen tager magten i spidsen for masserne af fattige bønder og andre undertrykte dele af samfundet. Men en arbejderregering i Chile kunne ikke begrænse sig til borgerligt demokratiske opgaver, selve situationen ville uden afbrydelser føre til et angreb på det kapitalistiske system og til den socialistiske omskabelse af samfundet.

Ved præsidentvalget i 1958 fik Salvador Allende, fælleskandidat for det genforenede SP og CKP under FRAP’s (Folkeaktionsfrontens) faner, 356.000 stemmer, kun 30.000 færre end højrefløjskandidaten Alessandri. Højre-regeringen gennemførte et nedskæringsprogram, som lagde tunge byrder på arbejderklassen. Svaret var en strejkebølge, som blev mødt med blodig undertrykkelse af regeringen.

Uheldigvis ser vi i FRAP endnu engang en tendens hos SP-lederne til at vige under presset fra CKP. I det fælles program ser vi en bemærkelsesværdig og grundlæggende ændring i forhold til det socialistiske partis program.

Som dokumentet “CSP’s 45 års jubilæum” udtrykker det:

“Det er endnu engang vanskeligt at finde de socialistiske principper i FRAP’s linie, der omfatter en tåget masse af principper, hvori det er umuligt at genkende partiets principper. Her 20 år senere har vi en korrekt national og international politik, en fyldestgørende social identitet: “Arbejderfronten”, som er helt i overensstemmelse med vores principper, men vi er blevet håbløst viklet ind i den fælles kurs som er blevet fulgt, hvor alle alliancer har ført til en udvanding og fået os til at give efter, og for tredje gang træffer vi igen en forkert beslutning om at gå med til en pagt, som glemmer arbejderklassen, klassekampen, glemmer at borgerskabet ikke er revolutionært, og skønt det står skrevet i vores principper, i vores rapporter til kongresserne, i diskussionerne med andre partier, etablerer vi endnu en gang en hellig alliance, som modsiger forudsætningerne for vores parti og for Arbejderfronten. På denne måde bliver en ny koalition født, muligheden for en folkeenhed”.

Lederne for det såkaldte “kommunistparti” fastholder endnu en gang deres påstande om den chilenske revolutions borgerligt demokratiske karakter, og nødvendigheden af at indgå pagter og alliancer med de såkaldte “progressive” borgerlige partier.

Og endnu en gang viste de socialistiske ledere sig ude af stand til at modstå dette pres. Skønt deres hensigter tydeligvis var gode nok: For enhver pris at bevare enheden blandt de vigtigste kræfter i den chilenske arbejderklasse betalte lederne af SP en for høj pris, resultatet af dette var kun alt for åbenlyst med statskuppet den 11.september 1973.

Hvad der står klart her er, at for at lede arbejderklassen til overtagelse af magten er det ikke nok at have mere eller mindre korrekte ideologiske principper. Naturligvis vil det – uden klare ideer, uden et revolutionært program, uden marxistiske principper og uden korrekte perspektiver – aldrig være muligt at bygge det revolutionære parti eller lave den socialistiske revolution. Men det er også nødvendigt med en revolutionær ledelse, en bolsjevikledelse, som ikke mister revolutionens vigtigste mål af syne, ved at vige i grundlæggende spørgsmål under dække af “taktiske aftaler” eller “enhed”.

I dette spørgsmål stod Lenin altid fast. Mere end én gang blev han anklaget for “sekterisme” og “dogmatisme”, fordi han principielt nægtede at indgå aftaler, ikke bare med borgerskabet (det var indlysende), men også med andre arbejderpartier.

Det tydeligste eksempel var hans uforsonlige holdning i 1917 overfor Mensjevikkerne, som netop anklagede ham for “sekterisme” og for at “søge at bryde enheden i den revolutionære lejr”.

Sådanne beskyldninger må aldrig skræmme en revolutionær ledelse. Lenin forstod fuldstændig nødvendigheden af midlertidige pagter og aftaler med andre arbejderpartier.

Men Lenins slogan var altid: “Marcher for sig, men slå til samlet”.

Aldrig at sammenblande de forskellige programmer og forskellige faner fra disse arbejderpartier, når de indgår aftaler om en konkret aktion. Den chilenske socialismes tragedie har gennem hele dens historie været, at efter at have draget en række korrekte konklusioner af kamperfaringerne har dets ledere altid givet efter i grundlæggende spørgsmål, når de stod over for stalinisternes krav - stalinisterne, for hvem det hver gang lykkedes at dominere enhedsfronten, som begge partier var forenet i, og gennemtvinge deres ideer, deres programmer og deres synspunkter. Denne recept har altid ført til de mest eklatante nederlag for arbejderklassen.

Alessandri-regeringens reaktionære politik fra 1958-1964 medførte en radikaliseringsbølge i landet, som viste sig i strejkebevægelsen. Den årlige vækstrate svingede omkring 4,5%. Mens inflationen voksede enormt, forblev arbejdernes realløn på praktisk talt samme niveau som i 1945. 60% af befolkningen modtog kun 20% af den nationale indkomst.

Situationen på landet var så elendig, at i de rigeste landbrugsprovinser f.eks. i Aconcagua og Santiago ejede kun 7% af jordejerne mere end 90% af jorden. Generelt var ca. 86% af al den opdyrkelige jord i landet koncentreret på omkring 10% af landbrugene.

Trods alle løfterne om en jordreform fortsatte vilkårene for de fattige bønder “inquilinos” (fæstebønder) og “afueringos” (landarbejdere) nøjagtigt som før: Fattigdom, sult, analfabetisme, udbredte sygdomme og alkoholisme.

Frei-regeringen

Endvidere førte “latifundisternes” (storgodsejernes) jerngreb om landbruget til en situation, hvor Chile måtte importere landbrugsprodukter til at brødføde sin befolkning, skønt landet har mere opdyrkelig land pr. indbygger end mange europæiske lande. Årsagen er ikke vanskelig at finde.

Storgodsejerne bruger billig arbejdskraft i stedet for maskiner, og bekymrer sig overhovedet ikke om at introducere nye landbrugsmetoder. På denne måde er de chilenske bønders sulteløn også årsagen til det lave produktionsniveau i chilensk landbrug. Den uopsættelige nødvendighed af en gennemgribende jordreform i Chile har været åbenlys i årtier. Men ikke én af de “progressive” borgerlige regeringer har kunnet gøre noget alvorligt ved problemet af årsager, som allerede er nævnt ovenfor.

Lige før præsidentvalget i 1964 udgjorde bønderne stadig 30% af den aktive befolkning. Men i det forudgående årti var urbaniseringsprocessen blevet forstærket. Ifølge folketællingen i 1940 boede 52% af befolkningen i byerne. I 1960 var andelen 66%.

Strejkebølgen og den høje bevidsthed i den chilenske arbejderklasse var en advarsel til borgerskabet om, hvad der kunne ske ved præsidentvalget i 1964. Der var overhovedet ingen tiltro til Alessandri-regeringen. Oligarkiet behøvede et politisk alternativ, som var i stand til at stoppe arbejderpartiernes fremgang. Dette alternativ var det Kristelige Demokratiske Parti, som var blevet dannet i 1957.

De kristelige demokrater

Som det tydeligste symptom på det chilenske borgerskabs svaghed og den voksende radikalisering i samfundet både på landet og i byerne, blev valget i 1964 reduceret til en kamp mellem de kristelige demokrater, repræsenteret ved Frei og FRAP, repræsenteret ved Allende.

Begge sider kæmpede for et program med radikale reformer for det chilenske samfund. De kristelige demokrater, de dygtigste repræsentanter for oligarkiets interesser, brugte meget "venstreorienterede" talemåder for at vinde stemmer fra småborgerskabet i byerne og specielt i landsbyerne.

Bønderne og middelklassen som helhed er ikke en ensartet klasse som arbejderklassen og borgerskabet. Der er rige bønder og fattige bønder såvel som en mængde grupper der imellem. De øverste lag af bønderne identificerer sig med borgerskabet, mens de fattige bønder - "inquilinos" og "Afuerinos" - er proletariatets naturlige allierede.

"Liberale" borgerlige partier såsom de kristelige demokrater har indflydelse blandt bønderne og middelklassen gennem de privilegerede lag i disse klasser, advokater, lærere, intellektuelle, læger og naturligvis præster, de mænd i landsbyen i hvis nærhed bonden fra sin barndom har været vant til at tage hatten af for de herrer som "forstår at tale".

Disse elementer er i stand til nu og da at bruge meget radikal, endda "revolutionær" retorik for at opretholde deres indflydelse blandt masserne. De fremstiller sig for bønderne og de småhandlende som "venner af folket", talsmænd og mellemmænd mellem folket og autoriteterne, forsvarerne for de fattige og ydmyge folk.

Men, når de først bliver valgt stiller disse velhavende elementer sig ufravigeligt til tjeneste for kapitalen på den mest underdanige måde. I realiteten er dette deres sande funktion, forbindelseslinien mellem bankerne og de store monopoler på den ene side og masserne i middelklassen på den anden side.

Hvor brugbare disse politiske udbyttere af middelklassen er for kapitalen, afhænger af deres evne til at narre og forvirre millionerne af bønder, småhandlende og potentielt tilbagestående arbejdere, kvinder etc. Den socialistiske revolution er først mulig, når de liberales og de kristelige demokraters kvælende tag over middelklassen og bønderne er brudt.

Ikke desto mindre har det chilenske "kommunistpartis” totalt antileninistiske politik i lang tid været baseret på nødvendigheden af en alliance med disse forhærdede fjender af socialisme. Som et tydeligt symptom på den sociale gæring og utilfredshed blandt masserne er det nok at erindre, at de kristelige demokraters slogan i 1964 var intet mindre end "Revolution i Frihed".

Og masserne satte virkelig deres lid til Frei, som fik afgørende flertal: 56% af de 2,5 millioner afgivne stemmer. Resultatet af valget til Underhuset det følgende år bekræftede de kristelige demokraters triumf med en fremgang fra 23 til 82 mandater. På den anden side led det højreorienterede parti et totalt nederlag. Flertallet af befolkningen havde rettet alle deres håb mod "Revolution i Frihed", jordreformen og "chileniseringen" af Økonomien.

Erfaringerne fra Frei-regeringen viste endnu engang de borgerligt liberales uduelighed til at udføre de mest påtrængende opgaver i den borgerligt demokratiske revolution. Under Frei fik staten kontrol over 51% af aktierne i de store amerikansk ejede kobberselskaber. Men det lettede ikke på nogen måde den amerikanske imperialismes kvælende kontrol over den chilenske økonomi.

Jordreformen skred fremad i sneglefart. Dens resultater kan opsummeres i følgende ord:

"Den kristeligt demokratiske regerings handlinger omkring fordelingen af jorden begunstigede ud fra et kvalitativt synspunkt omkring 28.000 bondefamilier. De blev organiseret i jordreforms-kolonier eller kooperativer på 1.300 gårde, som enten var eksproprierede eller planlagt at blive omfattet af jordreformen, omfattende et område på 3,4 millioner hektarer. Dette udgjorde 13% af al opdyrket jord i Chile eller 14,5% af den produktive jord. De familier der nød godt af reformen udgjorde mellem 5% og 10% af de bondefamilier, som enten var jordløse eller ikke havde jord nok. Den kristelige demokratiske regerings eget mål for dens 6-årige periode var at give 100.000 bondefamilier adgang til jord, hvilket vil sige, at den gennemførte 1/3 af sit program på dette område". (Chile~America nor.25,26,27 s.16)

Andre dele af Frei's program, såsom statsinterventionen i bankverdenen, forblev på papiret. Massen af arbejdere og bønder havde gennemgået de kristelige demokraters skole og forstod den som det den var: Et gigantisk bedrageri.

Hvad de ønskede var en dybtgående forandring af samfundet. Det de havde fået var fortsættelsen af oligarkiets og imperialisternes dominans bag en ny og "mere demokratisk" facade. De kristelige demokraters virkelige rolle, den som den trofaste forkæmper for oligarkiet, viste sig ved den brutale undertrykkelse af arbejdere og bønder.

Blandt ofrene for Mineral de El Salvador og Pouerto Mott var der mere end 20 socialister, som blev myrdet af Frei-regeringens "ordensstyrker".

De kristelige demokraters fiasko

Efter valgnederlaget i 1964 bragte lederne af "kommunist”-partiet muligheden af samarbejde med den kristelig demokratiske regering på bane. De katastrofale konsekvenser, som dette ville have haft er selvindlysende.

Med A. Selpulveda's ord:

"Hvad ville der være sket efter præsidentvalget i 1964, hvis partiet havde opnået en aftale eller orienteret sig mod en overenskomst med regeringspartiet? Arbejderklassens underkastelse under borgerskabets overherredømme i en lang periode ... Hvad enten denne [CSP’s position overfor de kristelige demokrater] havde bestået i direkte samarbejde, kritisk støtte eller en simpel lovgivningsopposition ville vi ikke have svækket de kristelige demokraters sociale basis og ville ikke have åbnet vejen for et folkeligt alternativ." ("Socialismo Chileno" side 26,27,28)

De kristelige demokraters støtte blandt masserne svandt hurtigt. Utilfredsheden og gæringen blandt småborgerskabet viste sig blandt medlemmerne i Freis eget parti, der i 1969 oplevede et udbrud af venstrefløjen, som dannede MAPU og udviklede et radikaliseret standpunkt. I denne situation var der et nyt forsøg på at genoprette valgfronten mellem CSP og CKP. Ved rundbordskonferencen, hvor ideen om Folkeenheden blev diskuteret, var der uoverensstemmelse mellem repræsentanterne fra CSP og dem fra CKP.

De sidstnævnte så spørgsmålet om socialisme i Chile som "et perspektiv, der er udskudt på ubestemt tid". ("Socialismo Chileno s. 31). Mens Allende uden tvivl seriøst troede på muligheden af den socialistiske omskabelse af samfundet ad parlamentarisk vej, kom spørgsmålet om socialisme ikke engang op for de stalinistiske ledere. Resultatet var et usammenhængende dokument fyldt med flertydigheder. Som dokumentet "CSP's 45 års jubilæum" bekræfter:

"Disse rundbordssamtaler endte med at kalde sig selv "Folkeenheden". Resultatet af Denne rundbordskonferencen var Folkeenhedsregeringens program, et program, som på alle afgørende områder opsummerer modsætningerne mellem to forskellige politiske standpunkter: den socialistiske og den borgerligt-demokratiske karakter af den chilenske revolution, af hvilke CKP argumenterede for den sidstnævnte og CSP for den førstnævnte. Denne modsætning var til stede gennem hele Folkeenhedsregeringens levetid" (side 16).'

Folkefront

"Triumfen den 4. september og den deraf følgende udvidelse af programmet igangsatte en revolutionær proces, som placerede klasserne i en historisk indbyrdes spænding: revolution eller kontrarevolution.

Det var ikke de ting som folkeregeringen gennemførte eller programmet i sig selv, som den herskende klasse var bange for, men den revolutionære dynamik i masserne, som objektivt truede det kapitalistiske system.

Mere end alt andet frygtede de arbejderledelsen af processen, udtrykt ved dominansen af socialister og kommunister i regeringen, i Folkeenheden og i massebevægelsen. Ikke desto mindre var det dette sidstnævnte subjektive element, ledelsesfaktoren – som ikke vidste, hvordan den skulle reagere på den nye virkelighed, som var fremkommet ved revolutionens fremgang. En virkelighed som overskred de grænser for mulige mål, som var blevet sat af Folkeenheden i 1969". ("Socialismo Chileno" s.85).

Folkeenhedskoalitionen omfattede ikke alene CKP og CSP, men en række af de småborgerlige partier og grupper (MAPU, API, PSP og de radikale) med en meget begrænset basis i masserne. Det radikale parti var på det tidspunkt, hvor det trådte ind i koalitionen, uden tvivl et borgerligt parti, der senere splittedes under pres fra masserne.

I modsætning til folkefronten i 30'erne i hvilken det gamle radikale parti var hovedkræften, var Alberto Baltrals radikale parti en sekt, mens arbejderpartierne CSP og CP var de dominerende kræfter. Ikke desto mindre ønskede de stalinistiske ledere de radikales tilstedeværelse i regeringen, ikke pga. deres betydning ved valgene, men som en undskyldning for ikke at gennemføre et socialistisk program.

"Vi kan ikke gå for hurtigt fremad, for det ville medføre et brud i koalitionen".

Den samme taktik var blevet brugt af CP og SP lederne i Frankrig også med det lille bitte radikale parti. Overfor Folkeenheden stod borgerskabets to partier, Alessandri’s nationale parti som de åbenlyse repræsentanter for oligarkiet, og de kristelige demokrater repræsenteret ved Tomic. De kristelige demokrater havde i et desperat forsøg på at genskabe sit image som et "venstrefløjsparti" fremsat forslag om "den totale nationalisering af kobberindustrien" og de udenlandske banker, og "mere fart på jordreformen". Men denne gang kunne masserne ikke vildføres af de kristelige demokraters falske løfter. Resultatet af valget var følgende:

De kristelige demokraters totale valgnederlag viser tydeligt processen af klassepolarisering i det chilenske samfund. Faktisk havde de kristelige demokrater allerede mistet deres absolutte flertal i valgene i Underhuset (Kongressen) i marts 1969, ud af et samlet mandattal på 150 i Kongressen og 50 i Senatet kom følgende resultat (resultatet af 1965 valgene er angivet i parentes):

Resultatet af 1970 valget betød, at Folkeenheden havde vundet, men endnu ikke havde en absolut majoritet. Dette argument blev brugt af højrefløjen for at lægge begrænsninger på Allende, før de ville tillade dannelsen af regeringen.

Lederne af Folkeenheden havde to muligheder: enten at afvise borgerskabets afpresning og appellere til masserne ved at afsløre de beskidte manøvrer til at forhindre folkets vilje, og organisere enorme demonstrationer over hele landet, eller give efter og acceptere de stillede betingelser.

Mange socialistiske aktivister var rasende over disse manøvrer fra borgerskabet, og massernes vrede ville uden tvivl have været endnu større, hvis lederne for Folkeenheden havde organiseret en mobiliserings- og forklaringskampagne.

Allerede i juni 1970 truede CUT med generalstrejke. På det tidspunkt var arbejderklassen blevet det afgørende flertal af befolkningen: 75% af den aktive befolkning var lønarbejdere overvejende i byerne (industri og service), og mindre end 25% var beskæftiget ved landbruget.

Arbejderbevægelsens styrke i Chile var allerede blevet demonstreret ved strejkebølgerne under Ibanez- og Alessandri-regeringerne. Arbejderne vidste at valgkampen havde været kendetegnet ved al slags svindel og beskidte kneb mod Folkeenheden sat i scene af imperialismen og oligarkiet.

Forsøget på at blokere Allendes indtræden i regeringen ville have været signalet til en aldrig tidligere set bevægelse, som ville have haft en radikaliserende effekt i hver eneste by og landsby i hele landet.

Desuden for en marxist kan valgresultater, skønt de har stor betydning som et barometer for graden af bevidsthed i masserne, aldrig være den eneste faktor, eller blot den afgørende faktor i vores strategi.

Marxister er ikke anarkister. Derfor deltager vi i valg og er villige til at bruge hele det borgerlige demokratis maskineri, og endog forsøge at ændre samfundet ved hjælp af fredelige midler gennem parlamentarisk lovgivning i den udstrækning, det tillades os at gøre det.

Ikke desto mindre viser hele historien, ikke mindst Chiles, at den herskende klasse kun er parat til at tolerere eksistensen af demokrati indenfor bestemte klart afstukne grænser. I det øjeblik borgerskabet ser sin magt og sine privilegier truet, tøver det ikke med helt ensidigt at bryde "spillereglerne" (regler skabt af borgerskabet selv for at forsvare deres magt og privilegier) og knuse arbejderklassens demokratiske vindinger.

Nej, vi marxister er ikke anarkister. Men vi er realister, og har lært noget af historien. I denne sammenhæng har kammerat Sepulveda fuldstændig ret når han forslår:

"Angående spørgsmålet om magt er det ikke et spørgsmål om en talmæssig sammenligning af styrker, om at have en majoritet. Hvis vi f.eks. i marts 1973 havde opnået 51% eller 55% ville det så have betydet, at imperialismen og storborgerskabet ville være ophørt med at forberede kuppet, ikke ville være fortsat med at udvikle styrkerne til at styrte os? I det mindste viser de historiske erfaringer, at selv når den er i mindretal forsvarer reaktionen klasseovermagten med voldelige midler" ("Socialismo Chileno s.36).

Mange socialistiske kammerater, og sandsynligvis også kommunistiske aktivister, forudså den fælde, som borgerskabet forberedte ved hjælp af sine berømte betingelser til Folkeenheden. Hovedfortalerne for denne manøvre var naturligvis de kristelige demokrater, som endnu en gang afslørede deres sande natur som de dygtigste forsvarere for de store kapitalisters, bankernes og USA-imperialismens interesser.

Under vedholdende pres fra Covalãn og co. indgik Allende en aftale med de kristelige demokrater og accepterede den såkaldte "aftale om forfatningsmæssige garantier", som forbød dannelsen af "private militser" og udnævnelsen af officerer for de væbnede styrker, som ikke havde været på militærakademi.

Samtidig måtte der ikke ske nogen ændringer i hæren, flåden, flyvevåbnet eller politiet uden godkendelse fra Kongressen, hvor de borgerlige partier stadig havde flertal. På den måde faldt Allende og de andre ledere for Folkeenheden i fælden lige fra starten, idet de glemte marxismens grundlæggende principper og ordene i det stiftende program for Chilensk socialisme:

"Evolutionære forandringer ved hjælp af det demokratiske system er ikke mulige, fordi den herskende klasse har organiseret sig i bevæbnede officielle korps, og har oprettet sit eget diktatur for at fastholde arbejderne i fattigdom og uvidenhed og forhindre deres frigørelse".

Teorien om staten

Lenin havde forklaret mange gange, at staten grundlæggende består af "bevæbnede grupper af mænd til forsvar for ejendom". Folkeenhedens lederes accept af "aftalen om forfatningsmæssige garantier" betød et kompromis fra deres side om ikke at bevæbne arbejderklassen og ikke røre nogen del af det undertrykkelsesapparat, som var oprettet af borgerskabet "for at fastholde arbejderne i fattigdom og uvidenhed og forhindre deres frigørelse".

Men hvordan kunne de så på nogen måde gennemføre en alvorlig kamp mod oligarkiet og imperialismen? Gennem hele folkefrontsregeringens levetid narrede lederne af CSP og især lederne af CKP sig selv, og narrede derfor masserne af arbejdere og bønder, når de fastholdt militærkastens "patriotiske" og upartiske karakter. På en totalt utopisk måde mente de at kunne neutralisere generalerne og admiralerne ved indsmigrende ord, medaljer og lønstigninger. Statsapparatet og specielt militærkasten er ikke noget, som er hævet over klasser og samfund, men et undertrykkelsesmiddel i hænderne på den herskende klasse.

De øverste lag af hæren i Chile er, som i ethvert andet land, nært forbundet med tusinder af bånd (klasseoprindelse, familieforbindelser, uddannelse, økonomiske interesser etc.) til storborgerskabet, bankerne og jordejerne. Alt dette er ABC for enhver marxist. Samtidig så borgerskabet og dets politiske repræsentanter, de kristelige demokrater, dette helt klart. Denne "aftale" var ikke et sekundært spørgsmål, en detalje eller et pludseligt indfald.

Den var kernen i det hele, som det blev klart tre år senere, med katastrofale konsekvenser for arbejderklassen og hele det chilenske folk. Ikke desto mindre åbnede dannelsen af Folkeenhedsregeringen op for en ny fase i den revolutionære proces i Chile. Ligesom i Spanien i 1936 blev regeringens første program hurtig overhalet af massernes bevægelse.

Som det er forklaret i dokumentet "CSP’s 45 års jubilæum":

"I regeringens første 1 1/2 år udtømte gennemførelsen af borgerligt demokratiske lovforslag hurtigt Folkeenhedens plan for reformer, og masserne begyndte at kræve gennemførelsen af et program med indgreb indenfor områder som økonomi, sundhed, uddannelse og boliger.

På denne måde begyndte masserne at mobilisere sig omkring krav som overgivelsen af de store monopoler indenfor tekstil og træindustri til arbejderne etc. Krav som regeringen kun delvist kunne opfylde, givet den udstrækning den var bundet af den opposition og de hindringer, som de højtråbende repræsentanter for reformismen indenfor Folkeenhedens egne rækker satte for gennemførelsen af disse mål.

Det var på dette tidspunkt, at den reformistiske del begyndte at handle ud fra den hensigt at lamme hvert eneste initiativ, som kunne have mobiliseret masserne bag revolutionære og socialistiske perspektiver eller mål. Reformisterne pressede på groveste måde deres repræsentanter ind i ledelsen af det økonomiske apparat, og brugte CUT til dette formål. Alt dette havde som konsekvens en adskillelse mellem massernes mål og regeringens mål". (s.17 forfatterens understregning).

Pres fra masserne

Under presset fra masserne gik Folkeenhedsregeringen meget længere end mange af lederne havde forudset. Stalinismens mekaniske system med en kunstig adskillelse mellem de borgerligt-demokratiske opgaver og den proletariske revolutions opgaver blev nedbrudt af massernes bevægelse.

Allende-regeringen gennemførte væsentlige nationaliseringer, som udgjorde et hårdt slag mod oligarkiets interesser. Frei-regeringens "chilenisering" havde efterladt 49% af kontrollen af kobberindustrien i hænderne på de store amerikanske monopoler som Anaconda, Kennecott Copper etc. Derudover havde Frei udbetalt enorme summer i kompensation (mellem 1967 og 1969 betaltes 80 millioner dollars til Kennecott Copper blot for El Teniente).

Det chilenske arbejdende folk måtte tage slæbet med denne ekstra byrde. I juli 1971 forklarede Allende, at de amerikanske monopoler havde investeret mellem 50 og 80 millioner dollars i Chile, og at deres profit beløb sig til 1.566 millioner dollars. Derfor skyldte selskaberne Chile omkring 642 millioner dollars.

Nationaliseringen af kobberproduktionen i juli 1971 var et stort skridt fremad. Kulminerne, jern- og nitratminerne, tekstilindustrien, ITT, INASA og andre industrier kom også i offentligt eje.

En række socialreformer i det arbejdende folks interesse tjente også til dramatisk at øge den folkelige støtte for regeringen: gratis uddeling af mælk til skolebørn, fastfrysning af huslejer og priser, løn og pensionsstigninger etc.

Disse foranstaltninger gav desuden et enormt skub til massernes bevægelse. Endelig kunne de mest uoplyste, apolitiske og apatiske dele af samfundet se en regering, som handlede på deres vegne.

Resultatet var en voksende radikaliseringsbølge i byerne og landsbyer. At Frei-regeringen ikke kunne gennemføre en alvorlig jordreform var en af hovedårsagerne til Allendes sejr ved valgene. Lige før valgene var situationen på landet ifølge eks-landbrugsministeren i Allende-regeringen, Jacques Chonchol, kendetegnet ved en ”voksende frustration". Han forklarer hvordan starten på jordreformerne blev sat i gang under stærkt pres fra masserne i landområderne:

"Den del af landbrugspolitikken, som Folkeenhedsregeringen først måtte tage sig af, drejede sig om at sætte fart i ekspropriationerne for at kunne imødekomme bøndernes pres og bekymringer. Bønderne mente faktisk at eftersom den nye regering var det arbejdende folks

regering, så måtte alle deres mangfoldige ønsker om adgang til jord blive opfyldt i største hast." (Chile America nr.25/26/27 s.27 28)

På den anden side begyndte storgodsejerne en systematisk sabotagekampagne ude på landet,

forlod deres ejendomme og ødelagde installationer på deres gårde. Mange af dem gav allerede penge til bevæbnede ultra-højrefløjsgrupper med den hensigt at modarbejde landbrugsreformen.

Pablo Goebbels, en stor jordejer i Cautin provinsen erklærede offentligt, at enhver regerings funktionær, som prøvede at ekspropriere hans jord, ville blive mødt med maskingeværer. Ifølge en officiel politirapport ”er mere end 2.000 mand blevet rekrutteret til overfaldsgrupper med den hensigt at få transportsystemet til at bryde sammen, lave afbrydelser i gas, elektricitets og vandforsyningen og på denne måde skabe udbredt utilfredshed". (Militant 1.10 1971).

Lige fra starten gjorde den herskende klasse i Chile forberedelser til et kup. Som den samme artikel i "Militant" forklarede:

"Samtidig med at Allende prædiker for masserne om "ansvarlighed" og "disciplin" samler reaktionen kræfter til et modangreb. Dybt demoraliserede af Allendes sejr og skræmt af massernes bevægelse, forstår godsejerne og kapitalisterne, at det er umuligt at styrte Allende med det samme. De er rede til at vente. Ikke desto mindre gøres der omhyggelige forberedelser, våben bliver oplagret, sammensværgelser udklækkes blandt de øverste lag i generalstaben. Faren er meget reel". (”Militant," 1.10 1971)

Bureaukratisk modstand

Den eneste måde at afvæbne reaktionen og knuse modstanden fra de store jordejere ville have været at bevæbne de fattige bønder organiseret i aktionskomiteer til besættelse af jorden med støtte fra regeringen. Stående overfor de bevæbnede massers magtfulde bevægelse ville jordejerne og deres bevæbnede bander være blevet slået med et minimalt tab af menneskeliv. Faktisk bestod det eneste forsvar for massernes erobringer under Folkeenheden netop heri.

Men lederne af Folkeenheden havde ingen tiltro til massernes revolutionære initiativ og var rædselsslagne ved tanken om, at "fremprovokere reaktionen". Derfor gik de stædigt imod ethvert forsøg fra de fattige bønder på at udføre "ulovlige jordbesættelser" og sendte endda "den offentlige ordensmagt" ud for at fjerne bønder, som havde foretaget sådanne aktioner.

Nu til dags prøver nogle af de tidligere ledere af Folkeenheden at retfærdiggøre sig selv ved at påstå, at disse bevægelser var organiseret af ultravenstre-grupper. Desuden hævder de at bønderne nogle gange "gik for langt", idet de ikke bare tog storgodsejernes jord, men også "mellembøndernes".

Det er uden tvivl i enhver revolutionær bevægelse og specielt i dem, som omfatter de mest undertrykte og tilbagestående lag i samfundet, altid en tendens til at "gå for langt" og disse "overdrivelser" er i en vis udstrækning uundgåelige. Det er muligvis også sandt, at nogle små ultravenstre-grupper udnyttede den spontane bondebevægelse til at øge deres indflydelse.

Men ansvaret for denne situation ligger ene og alene hos lederne for folkeenheden og først og fremmest lederne af CKP og CSP. Den bedste måde at undgå forkerte handlinger og "overdrivelser”; at reducere vold og blodsudgydelser til et minimum, og sikre den fredeligst mulige og bedst organiserede overførsel af ejendomsretten til jorden fra de store jordejere til de fattige bønder, ville være hvis arbejdernes ledere, i stedet for at fordømme disse "ulovlige aktioner" og sende politiet ud for at "genoprette roen" i landsbyerne havde stillet sig i spidsen for massebevægelsen og givet den en organiseret karakter.

Jacques Chonchol prøver i den førnævnte artikel at bagatellisere betydningen af bondekomiteerne, men ikke desto mindre forklarer han selv de årsager, som forhindrede udviklingen af disse folkemagtsredskaber i landområderne:

"I forsøget på at udvide komiteerne til at tillade deltagelse af disse grupper begyndte der desuden en politisk kamp mellem Folkeenheden og de kristelige demokrater og mellem partierne i Folkeenheden indbyrdes om at prøve at overtage komiteerne. En situation som senere førte til at nogle af partierne i Folkeenheden ikke støttede organiseringen af bondekomiteer". (Chile America s.32).

En utrolig indrømmelse! Nogle af lederne af Folkeenheden var imod oprettelsen af bondekomiteer, fordi der foregik en kamp mellem de forskellige partier om kontrol over disse organisationer... Men foregår den samme kamp ikke i enhver fabrik, ethvert arbejderområde, ved ethvert lokal og national valg, i enhver fagforening?

Og dog anbefalede lederne af Folkeenheden ikke, at man opgav fagforeningerne og parlamentet. Den virkelige årsag var, at "visse ledere" i Folkeenheden ikke stolede på bondemassernes bevægelse og var bange for, at denne bevægelse skulle undvige sig deres kontrol.

Den elementære pligt for arbejderlederne var at støtte hvert eneste revolutionært initiativ fra massen af fattige bønder, aktivt tilskynde oprettelsen af bondekomiteer trods alle vanskeligheder og føre en kamp indenfor komiteerne for revolutionær socialistisk politik mod den giftige indflydelse fra de kristelige demokrater.

Lige fra starten satte Folkeenhedens ledere al deres tillid til borgerlig lov og ret og muligheden af at omdanne samfundet samtidig med at bevare hele det gamle statsapparat intakt. Denne kendsgerning havde katastrofale konsekvenser for landbrugsreformerne.

Som Jacques Chonchol selv indrømmer:

”(…) oven i alt dette forhindrede de juridiske begrænsninger på regeringen den i at give lederne for bondekomiteerne en retsmæssig status og penge til komiteernes arbejde. Kun ved vedtagelsen af en lov, som ikke havde nogen chance for at blive vedtaget, i og med at regeringen var en minoritet i parlamentet". (Chile America s.32)

Det utopiske i ideen om at bruge den borgerlige stats gamle bureaukratiske apparat til at gennemføre landbrugsreformer erkendes modstræbende i de følgende ord af Chonchol, som indrømmer at "bondekomiteerne" ofte blev mødt med modstanden fra det bureaukratiske statsapparat:

"På samme måde var et af de problemer, som Folkeenheden trods alle anstrengelser var ude af stand til at løse, spørgsmålet om driften af det bureaukratiske statsapparat. Til alle ændringerne i landbruget, som omfattede så forskellige problemer som ekspropriationer, teknisk assistance og kredit til bønderne, reorganiseringen af det økonomiske system mellem landbruget og resten af samfundet etc. måtte vi stille det bureaukratiske apparat til rådighed, som har en stor del af ansvaret for ændringerne (!), en klart overlegen dynamik, sammenhæng og effektivitet forhold til, hvad der havde været dets traditionelle adfærd.

Adskillige forsøg blev gjort under Folkeenhedsregeringen for at opnå dette mål, men lovmæssige begrænsninger, bureaukratiets modstand mod at ændre sine vaner, klasseforskellen mellem bureaukraterne og bønderne, stillinger i byen for en stor del af dette landbureaukrati og slagsmål partierne imellem hindrede endeligt væsentlige fremskridt i omskabelsen af det traditionelle bureaukrati til en mere organisk og effektiv institution i landbrugsforandringernes tjeneste". (Chile America s.33)

Alle Jacques Chonchol's argumenter viser klart det umulige i at gennemføre radikale og uomstødelige forandringer i de sociale forhold i de chilenske landområder, med mindre det

sker som et resultat af bøndernes revolutionære kamp bevæbnet mod kontrarevolutionen og organiseret i bonde-komitéer, som er nært forbundet med  landarbejdernes fagforeninger og arbejderklassens organisationer i byerne.

Men trods alt gennemførte Folkeenhedsregeringen som resultat af massernes pres (allerede før den 1. januar, 1971 var der mellem 250 og 300 ”ulovlige" landbesættelser) den mest dybtgående landbrugsreform i hele Chiles historie.

Med Jacques Chonchols ord:

”Under disse omstændigheder satte Folkeenhedsregeringen som mål for 1971, at 1.000 landbrug skulle eksproprieres, næsten lige så mange, som den kristelig demokratiske regering overtog i sin seks års periode (1.139 gårde), og det betød næsten en firedobling i forhold til 1970” (223 gårde omfattende 634.000 hektarer var blevet eksproprieret af Frei-regeringen i 1970).

"Det betød en enorm anstrengelse for det bureaukratiske statsapparat givet de komplikationer og begrænsninger på ekspropriationer, som var indeholdt i lov nr. 16.640. Trods dette og under pres fra bønderne måtte farten sættes endnu mere op, og ved slutningen af 1971 var 1.373 gårde blevet overtaget, omfattende 2,6 millioner hektarer. Tempoet var endnu højere i 1972, hvor 2.000 gårde blev overtaget, omfattende 2,8 millioner hektarer, hvorved storgodserne stort set var færdige i Chile. I 1973 op til kuppet blev endnu 1.050 gårde overtaget, specielt misligholdte mellemstore gårde og de resterende storgodser i alt omfattende 1,2 millioner hektarer." (Chile America s. 28)

De handlinger, som Allende regeringen foretog i arbejdernes og bøndernes interesser, skabte en enorm bølge af folkelig entusiasme, som klart blev udtrykt i det nedenstående resultat af lokalvalgene 4. april 1971:

Mens Allende ved præsidentvalget kun fik 36,3% af stemmerne, fik Folkeenhedspartierne nu 49,7% af stemmerne mod 48,05% til den samlede opposition. Da stemmerne til Raul Ampuero's Folkelige Socialistiske Enhed (USOPO) blev lagt til, havde venstrefløjen totalt flertal.

Radikaliseringsbølgen i landet fandt sit udtryk i forekomsten af begyndende arbejdermagtorganer på fabrikkerne og i arbejderområderne. I landområderne var der forsøg fra de fattige bønder på at tage jorden.

Denne gæring blandt folket rystede også middelklassens traditionelle partier og fremprovokerede en række rystelser og splittelser i deres rækker. Syv parlamentsmedlemmer brød med det kristelige demokratiske parti for at danne et nyt parti MIC (den kristelige venstrefløjs bevægelse), 20% af partiets ungdom tilsluttede sig MIC og erklærede, at de gik ind for "opbyggelsen af socialisme i forening med Folkeenhedsregeringen". Det radikale parti havde en udsplitning af højrefløjen efter sin 25. kongres, hvor partiet officielt stemte for "klassekampen og nødvendigheden af at stoppe menneskers udbytning af mennesker".

Alberto Baltra, som førte an i dannelsen af partiet med det misvisende navn, det "Venstre"-radikale Parti (PIR) "til at repræsentere middelklassens interesser", turde ikke engang med det samme komme åbent ud mod Folkeenhedsregeringen. Strømningerne i befolkningen til støtte for regeringen var for stærke selv blandt småborgerskabet.

I virkeligheden var sammenligningen af styrker i parlamentet blot en svag afspejling af arbejder- og bondebevægelsens enorme styrke på det tidspunkt. Alle de objektive betingelser var til stede for den fredelige omdannelse af det chilenske samfund. Den herskende klasse var demoraliseret og vaklende. Massernes bevægelse var i opsving og havde i virkeligheden ladt arbejderklassens reformistiske planer langt bag sig. Middelklassen og specielt bønderne så på regeringen med håb.

De socialistiske og kommunistiske ledere havde nøglepositioner indenfor regeringen og den offentlige administration. De havde den fordel at være landets lovlige regering, hvilket set med de mere tilbagestående dele af middelklassens øjne lettede opgaven med den socialistiske revolution.

Selv indenfor de væbnede styrker havde Folkeenheden meget støtte, ikke kun blandt soldater og sømænd, men også blandt mange sergenter og løjtnanter, som støttede CSP eller CKP. Republikkens præsident havde ret til at afholde folkeafstemninger om vigtige spørgsmål.

Det er umuligt at forestille sig en gunstigere situation. Og dog undlod lederne af CKP og CSP at bruge dette tidspunkt til at aflevere det afgørende slag og ende oligarkiets magt. I denne situation opstod der elementer af dobbeltmagt i det chilenske samfund:

"Hvad angår dette spørgsmål, er det meget vigtigt at understrege den grundlæggende uoverensstemmelse, som var opstået ved massernes stræben efter folkemagt, som blev udtrykt i de såkaldte "cordones industriales" (kommunale kommandoer), folkeforsamlinger, former for kontrol med fødevareforsyning, administrative arbejderråd etc." (CSP's 45 års dag s. 17)

Ikke desto mindre lod lederne af arbejderbevægelsen alle magtens redskaber forblive i hænderne på den herskende klasse. De vovede ikke at røre hæren og politiet. "Folkeenheden havde den udøvende magt", fastslår Sepulveda, "men fjenden kontrollerede alle de borgerlige institutioner og skjulte sig bag dem for at forberede kontrarevolutionen."

Regeringen havde juridisk magt til at afholde folkeafstemninger og nye valg, som uden tvivl ville have betydet en afgørende sejr for arbejderpartierne. Men på et så gunstigt tidspunkt forspildte lederne af Folkeenheden muligheden og satte blindt deres lid til klassefjendens "gode vilje".

Den borgerlige modoffensiv

"Folkeenheden triumferede med 36% den 4. september. Den 5. November, efter mordet på den øverstbefalende for hæren, general Rene Schneider, overtog præsident Allende regeringsmagten for øjnene af et rædselsslagent og splittet borgerskab. De væbnede styrker ventede selv en gennemgribende udrensning. Ikke én person blev fjernet fra sin stilling. Gennemførslen af hovedlinjen i 40-punktsprogrammet var begyndt. Efter at have været ved magten i 5 måneder blev valgene til borgmesterposter afholdt: Folkeenheden vandt 51% af stemmerne". (Socialismo Chileno, s. 38).

På denne måde mistede lederne af Folkeenheden den bedste mulighed for at gennemføre en relativt fredelig omdannelse af samfundet: udskrivelsen af nye valg, opnåelsen af et solidt flertal, som ville have berøvet de borgerlige partier deres sidste lovbegrundede påskud til at blokere socialistisk lovgivning.

Dernæst en appel fra regeringen til hele arbejderklassen og bønderne om at gennemføre den totale ophævelse af godsejernes og kapitalisternes magt i Chile: bevæbne arbejderne og bønderne til forsvar for deres demokratiske, sociale og økonomiske erobringer.

Organisering af råd af arbejdere, bønder, soldater, husmødre og småhandlende til at organisere produktionen og tilse opretholdelsen af revolutionær orden. Udbredelsen af disse råd til ethvert hjørne af landet på alle niveauer for til slut at udgøre de virkelige magtorganer for de chilenske arbejdere og bønder, demokratisk valgt og med tilbagetrækning på ethvert tidspunkt.

Én gang konfronteret med en revolutionær bevægelse med disse kendetegn ville den herskende klasse, militærkasten og statsbureaukratiet have været frit svævende i luften uden nogen social basis. Men lederne af de største arbejderpartier glemte de mest grundlæggende marxistiske principper, forspildte muligheden og overlod initiativet til reaktionen.

Ved at bruge deres kontrol over pressen begyndte det chilenske oligarki med aktiv støtte fra CIA deres modoffensiv i avisen El Mercurio’s sider. De kristelige demokrater forstærkede deres kampagne mod regeringen i alliance med nationalistpartiet og krævede ”afvæbning” af alle bevæbnede grupper.

Disse folk tænkte logisk nok kun på venstrefløjsgrupperne, idet de bevæbnede fascistiske bander totalt ustraffet fortsatte deres terroristiske provokationer i gaderne. På denne måde var der etableret en bekvem arbejdsdeling mellem de kristelige demokraters ”respektable” opposition, som systematisk hindrede lovforslag og den bevæbnede aggression fra "Patria y Libertad”, som spredte terror og ødelæggelse i gaderne.

Kapitalisterne og godsejerne saboterede den nationale økonomi. Den amerikanske imperialisme afskar al økonomisk hjælp til Allende-regeringen og prøvede at organisere en verdensomspændende boykot af chilensk kobber. Nationaliseringen, som var blevet gennemført stykvis og uden en overordnet planlægning af økonomien, medførte voldsomme omvæltninger. Dette fremprovokerede en enormt øget inflation, som hurtigt ophævede fordelene ved lønstigningerne og alvorligt berørte middelklassen. Middelklassens sympati for den nye regering skiftede meget hurtigt til en voksende opposition.

Den kontrarevolutionære offensiv begyndte med lastbilejernes strejke i oktober 1972. Masserne i arbejderklassen forstod faren og svarede igen med stormobiliseringer, hvorved det lykkedes at tilintetgøre forsøget på kontrarevolution.

Men hvordan reagerede lederne? Med en rekonstruktion af regeringen, som for første gang omfattede repræsentanter for militærkasten i kabinettet. Endnu engang blev den triumf, som var opnået gennem arbejderklassens initiativ og mobilisering, vendt til et nederlag som et resultat af deres lederes fallit og reformistiske kortsyn.

"De væbnede styrker blev indkaldt som voldgift i en kamp, som allerede var vundet" Centralkomiteen for det chilenske socialistparti udtrykte vreden i arbejderklassen over regeringens kapitulation ved at protestere mod "dette resultat som frarøvede os sejren i en afgørende fase af processen". (Socialismo Chileno s. 40).

Planlægning af kuppet

Mellem strejken i oktober og den 4. marts var der fire måneder med forberedelser: propaganda mod "manglen på forsyninger" og "sortbørshandelen", som kunstigt var skabt af borgerskabet. Samtidig øgedes de reaktionære sammensværgelser. I denne situation viste lederne af Folkeenheden deres totale afmagt når det kom til at stoppe højrefløjsoffensiven. De holdt sig stadig til deres reformistiske planer og satte blindt al deres tillid til de "patriotiske” generalers ”loyalitet”.

Trods alt fik Folkeenheden ved valgene i marts 1973 44% af stemmerne.

”Først så folket det som en triumf og fjenden var lamslået. Dette var tidspunktet til at gå i offensiven.. Det var hvad Socialistpartiet kom frem med. Men der kom ikke nogen offensiv. (Socialismo Chilano s.40/41).

Uden tvivl ønskede arbejdermedlemmerne af både socialist- og kommunistpartiet at gå i offensiven. Arbejderne ventede på et ord fra deres ledere for at komme ud i gaderne og knuse reaktionen. Arbejderne bad om våben. Men alt de fik var appeller om disciplin, ansvarlighed og bevarelse af roen… Ikke desto mindre som Sepulveda siger det, allerede i marts 1973 ”ønskede proletariatet ikke flere processioner, det stræbte efter magten!" (Socialismo Chileno s.41).

Med ordene fra det tidligere citerede dokument fra CSP:

"Folkeenhedsregeringen, som stod overfor borgerskabets oprør, var pga. sin reformistiske holdning ikke i stand til at løse situationen til fordel for den chilenske revolution med organiserede masseaktioner for at stoppe denne offensiv. Regeringen forsøgte med forsoningspolitik at udskyde det endelige opgør i en situation, som blev mere og mere uholdbar. " (CSPIs 45 års dag s.13)

Socialistpartiets arbejderbasis holdt fast ved sit klasseinstinkt og var klart imod militærets indtræden i regeringen. På den måde viste de socialistiske arbejdere at de meget bedre end ledelsen forstod, hvad der skete i landet. Folkeenhedens lederes kapitulation i november øgede blot de reaktionæres appetit.

Resultatet af valget i marts tjente kun til en udskydelse af det skæbnesvangre oprør. Hvis det kun havde været op til ledelsen ville kontrarevolutionen i Chile være lykkedes næsten et år tidligere. Lykkeligvis fik arbejderbevægelsens enorme magt og store kampevne de reaktionære kræfter til at tøve.

Som den engelske journalist Laurence Whitehead skrev i en artikel i "The Economist” (30/7/73):

"Hvis den chilenske hær har tøvet indtil nu, skal forklaringen ikke søges i en særlig national tradition, men i den formidable magt som nu er samlet af arbejderbevægelsen".

Beviset på denne enorme magt var den totale fiasko for "kampvognenes oprør" den 29. juni.

I løbet af et par timer iværksatte tusinder af arbejdere strejker, besatte fabrikker og efter at have efterladt blokadevagter til at bevogte de besatte arbejdspladser, marcherede de til regeringsbygningerne, Palacia de la Moneda.

"Endnu en ekstraordinær mulighed for at gå fremad og slå til", fastslår Sepulveda. "Bønderne holdt nøje øje. Bevægelsen var i alarmberedskab og højrefløjens parlamentsmedlemmer rystede i parlamentets korridorer." (Socialismo Chileno s.41)

…Og hvad var ledelsens reaktion? Allende udsendte en appel til arbejderne om at gå tilbage til arbejdet. Politiet blev sendt ud for at sprede masserne som uden mål, retning eller ledelse vandrede gennem hovedstadens gader.

Denne opførsel fra regeringens side gav frisk mod til reaktionens kræfter, som igen iværksatte en ny strejke af lastbilejere. Arbejderne svarede igen med en 24 timers generalstrejke den 9. august. Som en artikel i "Militant" den 17 august udtrykte det:

"Der er ingen mangel på mod eller kampvilje. Hvad der mangler er ledelse."

Næsten tre år senere kommer socialistlederen Adonis Sepulveda i et tilbageblik til samme konklusion:

"Ledelsen af bevægelsen ville ikke vise nogen som helst retning. Ej heller ville CUT." (Socialismo Chileno s. 41)

Mangel på ledelse

Her var den chilenske arbejderklasses tragedie. Trods den enorme magt som lå i dens hænder, trods det arbejdende folks kampånd og heltemod svigtede deres ledelse dem i det afgørende øjeblik. I modsætning hertil handlede repræsentanterne for kapitalistklassen for alvor.

De kunne ikke have været mere ligeglade med "spillets regler". De vidste at deres klasseinteresser var på spil og foretog afgørende handlinger for at forsvare dem:

"Fjenden vidste altid hvad den skulle gøre" tilføjer Sepulveda. "Efter omstændighederne foretog den tilbagetog eller fremmarch for at opnå sit mål. I total modsætning til Folkeenheden gik den ikke glip af nogen mulighed for at vinde terræn. Den organiserede kuppet omhyggeligt og beslutsomt og slog til på det gunstigste tidspunkt, da forvirringen og uenigheden om hvad der skulle gøres praktisk talt havde lammet ledelsen". (Socialismo Chileno s. 42)

Måske overdriver Sepulveda den chilenske herskende klasses intelligens og forudseenhed, men det er bestemt sandt, at hvis lederne af den chilenske arbejderbevægelse havde handlet med blot en fjerdedel af den alvor til forsvar for arbejderklassens interesser, som de borgerlige politikere brugte til forsvar for deres, ville det chilenske proletariat være kommet til magten ikke én, men tre eller fire gange i Folkeenhedens levetid.

Betingelserne var til stede. Viljen til at kæmpe var der. Hvad der manglede var en revolutionær ledelse med en marxistisk-leninistisk politik og viljen og evnen til at udføre den i praksis.

Forsøgene fra Allende og de andre ledere for Folkeenheden på at opnå aftaler med reaktionen ved at indgå en pagt med de kristelige demokrater og tillade militæret i regeringen tjente kun til at forvirre arbejderklassen og anspore de kontrarevolutionære.

En stor del af ansvaret for denne politik må tillægges Corvalan og lederne af "kommunist"-partiet, som lige fra starten lagde pres på Allende og de socialistiske ledere om at følge denne katastrofale kurs.

Efter nederlaget til kampvognenes oprør i juni holdt Corvalan en tale, som ironisk nok blev gengivet i det britiske kommunistpartis blad "Marxisme i dag" i september 1973. I denne roste han "den hurtige og beslutsomme handlen af den øverstbefalende over hæren og de væbnede styrkers og politiets loyalitet".

Idet han vredt forkaster den ide, at CKP gik ind for en arbejdermilits, svarer Corvalan:

"Nej, mine herrer! Vi fortsætter med at støtte de bevæbnede institutioners helt professionelle karakter. Deres fjender findes ikke blandt folket, men i reaktionens lejr".

Men Allende og lederne af CSP havde også en stor del af ansvaret for hvad der skete, eftersom de havde accepteret den samme politik. F.eks. bad Allende den 24. juni "dem, der støttede ham, om at forpligte sig til en dialog med de grupper i oppositionen, som også ønskede en forandring i landet," (dette hentyder til netop de kristelige demokrater, som på det tidspunkt støttede den fascistiske sammensværgelse) og "advarede imod at betegne de væbnede styrker som "reaktionære" og således forhindre dem i at blive en dynamisk kraft i udviklingen i Chile".

Og alt dette blev sagt kun fem dage før kampvognsoprøret den 29. juni. Der kan ikke herske tvivl om at Salvador Allende og de andre af Folkeenhedens ledere havde reelle hensigter. De ønskede oprigtigt en "fredelig forandring uden skader" af samfundet.

Uheldigvis er gode hensigter ikke nok til at gennemføre en socialistisk revolution. Som det udmærket blev udtrykt af en af lederne af det Chilenske Socialistparti (Interne ledelse) i en artikel i den spanske marxistiske avis "Nuevo Claridad" (nr. 24, april 1978): "Hvis processer blev bedømt efter hensigter måtte vi sige, at Folkeenhedens hensigt var opbyggelsen af socialisme i Chile. Men ikke desto mindre har vi fascisme og diktatur."

Nu til dags prøver nogle af Folkeenhedens ledere i eksil at retfærdiggøre sig selv igennem noget, der ligner følgende argument: "Hvis vi havde kæmpet ville det have betydet en blodig borgerkrig med tusinder af døde".

Hvor ironisk forekommer dette ikke i dag! Tusinder af arbejdere og bønder, de bedste fra arbejderklassen er blevet udryddet, tortureret, sendt i koncentrationslejre eller simpelthen "forsvundet". Og stadig er der folk som holder fast ved nødvendigheden af at "undgå vold for enhver pris".

Naturligvis ønsker ingen socialister vold. Vi ønsker alle en "fredelig forandring uden skader", men vi har også lært noget af historien: gennem hele historien har ingen herskende klasse nogensinde opgivet sin magt og privilegier uden en kamp, hvor alle kneb gælder.

De socialistiske og kommunistiske arbejdere ønskede at kæmpe mod reaktionen. Det blev klart demonstreret den 4.september, hvor 800.000 arbejdere, mange af dem bevæbnet med stokke, marcherede gennem Santiagos gader.

Adonis Sepulveda beskriver begivenhederne med følgende ord:

"De tilbagestående lag fra de fattige forstæder, bønder, mange husmødre og de fattigste dele af samfundet var ikke formelt medlemmer, men de var del af Folkeenhedens sociale styrke.

Den 29. juni reagerede de på kupforsøget med en formidabel magtdemonstration. Republikkens præsident stod i mere end fem minutter på Moneda-paladsets balkon før han kunne begynde at tale, midt i massernes øredøvende råben, hvor de krævede lukning af parlamentet.

Den 4.september, syv dage før kuppet, var der i hver eneste by og landsby i Chile store forsamlinger til støtte for regeringen. I Santiago demonstrerede 800.000 mennesker med vild entusiasme og krævede :"Slå hårdt, slå hårdt, vi ønsker skrappe forholdsregler!", "Opbyg folkemagt!", "Allende, Allende, folket vil forsvare dig!" (Socialismo Chileno" s. 36-37)

De chilenske arbejdere havde tillid til deres ledere. De bad dem om våben og en plan for kampen. Hvis disse arbejdere i stedet for stokke havde haft våben, selv få og af dårlig kvalitet, så ville Chiles historie i dag have været afgørende anderledes. De gigantiske demonstrationer den 4. september viste, at arbejderklassen ikke havde mistet sin kampvilje og bad om våben til modstand.

Ulykkeligvis tilbød deres ledere dem i stedet for våben smukke ord og appeller om "bevarelse af roen", om at gå roligt hjem, hvilket kun tjente til at afvæbne dem lige før kuppet. Her kommer spørgsmålet om hæren naturligvis ind.

Ifølge nogle overleveringer spurgte Allende Altimirano: "Og hvor mange mænd er nødvendige for at stoppe en kampvogn?". Det er imidlertid en totalt fejlagtig måde at stille spørgsmålet på.

Hvis spørgsmålet om hæren altid kunne reduceres til "så mange generaler kontrollerer så mange bajonetter", ville ingen revolution gennem hele historien have været mulig. Men som Kong Frederik af Preussen engang bemærkede "Når bajonetterne begynder at tænke er vi fortabt."

I den chilenske hær var der mange soldater, løjtnanter og endda officerer, som støttede Folkeenheden. Mange af dem var endda medlemmer af CSP eller CKP. Oprørsforsøget fra venstreorienterede dele af flåden den 7. august var et tegn på, hvad der ville have været muligt, hvis Allende havde appelleret alvorligt til de væbnede styrkers arbejderklassegrundlag.

Ulykkeligvis stolede Allende lige til det sidste på, at generalerne ikke ville begå ulovligheder og endog ville forsvare hans regering. Som et udtryk for historiens makabre ironi udnævnte Allende selv kort før kuppet generalerne Guzman og Pinochet som øverstbefalende for henholdsvis luftvåben og hær. Lige til det sidste, da kampvognene allerede var på gaderne, bad Allende arbejderne om at "bevare roen", mens han forgæves forsøgte at kontakte Pinochet over telefonen.

Staten er ikke neutral

Den grundlæggende fejl hos Folkeenhedens ledere var at forestille sig, at den borgerlige stat kunne indtage en "upartisk" position i udviklingen af klassekampen, og at Chile var en undtagelse pga. de væbnede styrkers "demokratiske traditioner".

Disse illusioner blev til sidste sekund opmuntret af generalerne. Kort før kuppet, efter sin udnævnelse, holdt Leigh Guzman en tale, hvor han bekræftede, at de væbnede styrker "aldrig ville bryde med deres tradition for respekt for den lovligt nedsatte regering".

Lederne af Folkeenheden havde de samme illusioner, specielt lederne af det såkaldte "kommunist"-parti. Lige fra starten fastholdt Luis Corvalan det chilenske militærs "professionalisme" og "patriotisme". I en artikel i "World Marxist Review" (dec. 1970) understregede Corvalan de chilenske væbnede styrkers specielle karakter.

De "bevarede deres professionelle ånd, deres respekt for forfatning og love." Ifølge ham ville det være forkert at sige, at "de er imperialisternes og de øverste klassers loyale tjenere".

Igen i november 1972 i samme blad hævdede Corvalan at "på trods af deres forskelligheder har militærmanden fælles moralnormer: respekt for forfatningen og loven, og loyalitet overfor den valgte regering".

Den samme Corvalan skrev i "Morning Star" (29/12 1970): "At opretholde uundgåeligheden af en bevæbnet konfrontation medfører dannelsen af en bevæbnet folkemilits. I den nuværende situation ville det være ensbetydende med en udfordring til hæren... (den) må vindes over til fremskridtets sag i Chile og ikke skubbes over på den anden side af barrikaderne".

Hvordan soldaterne vindes

Hvis lederne af Folkeenheden i stedet havde afsat blot en tiendedel af den energi, som de brugte til at vinde militærkastens tillid og respekt, til alvorligt arbejde for at vinde de menige i hæren over til arbejderbevægelsen, ville nederlaget den 11. september have været umuligt.

Hvis Allende havde anvendt sin enorme personlige prestige og sin lovlige autoritet som republikkens præsident til at appellere til de menige i hæren udenom generalerne, ville resultatet være blevet meget anderledes.

De menige soldater ville, når de først stod overfor massernes bevægelse, uundgåeligt have oplevet en række spændinger og splittelser. Skønt toppen af militærkastens pyramide i enhver hær er forbundet med tusinder af usynlige bånd til den herskende klasse, er "de andre lag" tæt ved arbejderklassen og bønderne.

Soldaterne og matroserne sympatiserede med arbejderbevægelsen og med Folkeenhedsregeringen. Men for at skabe en aktiv solidaritetsbevægelse blandt de menige i hæren, er det nødvendigt, at soldaterne bliver overbevist om arbejdernes faste vilje til at gennemføre kampen til dens yderste konsekvens.

Kort sagt, soldaterne må have tillid til muligheden for sejr. Ellers vil troppernes frygt for officererne være nok til at opretholde disciplin. Den kendsgerning at kun en minoritet af soldaterne tog aktivt del i kuppet den 11. september, mens hovedparten blev holdt i barakkerne, viser at Pinochet meget bedre end Allende forstod de spændinger, som eksisterede blandt de menige i hæren.

Men uden en massiv og voldsom modstand var der ikke nogen mulighed for at vinde den del af soldaterne, som passivt sympatiserede med arbejdernes sag. På den måde fører reformismens "pacifistiske" metoder altid til resultater, som er totalt modsat hensigten.

Nu i eksil forsøger mange af de folk, som havde et personligt ansvar for nederlaget, at retfærdiggøre sig selv ved at bruge alle slags argumenter. Flere af de argumenter som er blevet brugt er at arbejderklassen i det afgørende øjeblik fandt sig selv "isoleret".

Som svar på dette argument siger Sepulveda:

"Arbejderklassen var ikke isoleret. Det er sandt at der var tegn på træthed. Klassen så ikke belønninger for sine anstrengelser i opgøret med fjenden. Den var træt af parader. Den ønskede virkelige handlinger til at overvinde den sociale konflikt og dens politiske ledelse viste ingen vilje. Men den var parat til at kæmpe det øjeblik ordren blev givet. Den 11. og i nogle tilfælde selv den 12. og 13. ventede arbejderne stadig." (Socialismo Chileno s. 37)

Masserne blev svigtet

Både CSP og CKP havde våben og i teorien en militærpolitik. Men i sandhedens øjeblik var våbnene ikke til stede, militærpolitikken viste sig at være værdiløs og hovedparten af lederne flygtede og overlod til deres medlemmer at redde sig selv så godt de kunne.

Det var en uværdig slutning på tre års heltemodig kamp, kæmpet af Chiles arbejderklasse og bønder. Der er dem, som siger at Allendes død "sikrede værdigheden" for chilensk socialisme.

Som om det var et abstrakt spørgsmål om "ære" og moral, og ikke om den socialistiske revolutions sejr eller nederlag. Som om det drejede sig om én mands liv eller død, den dag hvor blomsten af arbejderklassen blev slagtet uden nogen mulighed for at forsvare sig.

Med hensyn til Allende er den kendsgerning, at han blev tilbage for at dø i Monedas ruiner uden tvivl positiv sammenlignet med opførslen hos dem, der efterlod deres medlemmer til deres egen skæbne for derefter i behagelig eksil at skrive lange artikler om "den heltemodige modstand i Chile".

Salvador Allende er blevet arbejderbevægelsens martyr. Men alverdens sympati kan ikke forandre hvad der skete den 11. september 1973 eller fratage Allende hans del af ansvaret. Forsøgene på at aflede arbejdernes opmærksomhed fra, hvad der virkelig foregik og hvorfor i kraft af al slags sentimentalitet og myter, er uværdig for socialister og revolutionære.

Hvis vi virkelig ønsker at ære mindet om Allende og de tusinder af navnløse kvinder og mænd, som blev myrdet den dag og senere for arbejderklassens sag, så er vores første pligt at lære af erfaringen for ikke at gentage den.

Hvilken slags regime?

Hele historien viser, at der ikke er noget værre for arbejderklassen end at overgive sig uden kamp. Ved at se deres organisationer lammet i sandhedens øjeblik, bliver arbejderne dybt demoraliserede.

Selv et nederlag efter en heltemodig kamp, såsom Pariserkommunen eller det asturiske oprør i Spanien i 1934 har en mindre skadelig effekt, idet det efterlader en tradition, som den kommende generation kan bygge på.

Det frygteligste eksempel på denne proces var Tyskland i 1933. Ved at bruge næsten de samme argumenter som lederne for Chiles Folkeenhed lod lederne af det tyske socialdemokrati Hitler komme til magten "uden at smadre et eneste vindue", som han senere selv pralede med. Hvad var resultatet af arbejderledernes pacifistiske og mæglende holdning i Tyskland?

Den tyske arbejderbevægelse, som tidligere var den stærkeste i verden, brød sammen fra den ene dag til den anden og forsvandt praktisk talt fra jordens overflade. Ledernes politiske blindhed medførte fortvivlelse og forvirring i den tyske arbejderklasse.

Det var den grundlæggende forklaring på dens passivitet under Hitlers tyranni og grunden til, at der praktisk talt ikke var nogen organiseret modstand mod nazisterne i Tyskland sammenlignet med, hvad der skete i andre lande.

Efter kuppet den 11. september var der mange som beskrev Pinochets regime som "fascistisk". Og i realiteten var de metoder, som juntaen anvendte mod arbejderklassen, mord, tortur og koncentrationslejre de samme, som tidligere blev anvendt af Hitler, Mussolini og Franco.

Ikke desto mindre var der grundlæggende forskelle mellem Chile og Tyskland. For det første var omstændighederne i Chile lige før kuppet meget gunstigere for arbejderklassen end i Tyskland. Arbejderklassen i Tyskland havde lidt en række meget alvorlige nederlag mellem 1919 og 1933. I modsætning hertil havde arbejderne i Chile i månederne før kuppet tilintetgjort flere forsøg på kontrarevolution, og den 4. september viste de deres vilje til at kæmpe.

Men den grundlæggende forskel var, at Hitler baserede sig på en fascistisk massebevægelse, "national socialisme", som havde aktiv støtte fra millioner af frustrerede småborgere og hundredetusinder af bevæbnede pjalteproletarer, som var organiseret i SA.

Det er netop denne massebasis, som adskiller fascisme fra andre slags reaktion, hvor voldelige og blodige de end måtte være. Fascismens mål er den totale udslettelse af arbejdernes organisationer, den totale udryddelse af de kim til det nye samfund, som ligger gemt i det gamle. Men den borgerlige stats normale redskaber er ikke tilstrækkelige til dette udryddelsesarbejde.

Statens fundament er for spinkelt til at kunne opnå den fuldstændige opsplitning af proletariatet. For at kunne gøre dette er en massebasis i befolkningen nødvendig: Det er derfor fascisme for det første er karakteriseret ved en massebevægelse af småborgere, der "bliver vanvittige" som et resultat af kapitalismens krise.

Og idet de har mistet tilliden til arbejderklassens evne til at tilbyde et brugbart alternativ, søger de en udvej i fascismen med dens radikale talemåder og dens "nationale socialisme". Det er denne massebasis, som giver det fascistiske regime en relativ stabilitet og tillader den totale destruktion af arbejderbevægelsen (i Tyskland blev selv arbejdernes skakklubber lukket).

Fascismen i Tyskland varede 12 år, i Italien 20, i Spanien næsten 40 år, skønt det er rigtigt at i de senere stadier var det sidstnævnte regime blevet omdannet til et militært politidiktatur, som hvilede på massernes midlertidige træghed.

Pinochets regime havde aldrig en massebasis, som kan sammenlignes med de traditionelle fascistiske regimers. Fascistiske grupper som "Patria y Libertad" spredte rædsel og forvirring, men var altid en lille minoritet. De spillede ikke nogen uafhængig rolle, men var reaktionens håndlangere og beredte vejen for generalernes intervention. De var hverken mere eller mindre end den borgerlige stats forlængede arm.

De opnåede ikke engang så meget støtte som de spanske falangister i 30'erne. Det er rigtigt at da kuppet fandt sted havde en del af middelklassen, som var hårdt ramt af en inflation på over 300% og demoraliseret af Folkeenhedsregeringens politik, en vis sympati for generalerne i håbet om at finde en løsning på deres økonomiske problemer.

Men denne passive støtte kan på ingen måde sammenlignes med de fascistiske bevægelser i Italien og Tyskland i 1930'erne. Pinochets kup var et militærkup med de samme kendetegn som mange andre statskup i Latinamerika, men med én forfærdelig forskel.

Dette kups særlig brutale og blodige karakter var noget nyt selv for Latinamerika. Forklaringen på dette var den frygt, som den herskende klasse havde oplevet under Allende-regeringen. Allende-regeringen var under massernes pres gået meget længere end forudset. Kapitalisterne og godsejerne tog en frygtelig hævn med det formål at "give dem en ordentlig lærestreg". Samtidig betød selve styrken af arbejderbevægelsen, at reaktionen måtte anvende en meget mere udbredt og blodig undertrykkelse end i andre lande.

Et bonapartistisk regime

Et militært politidiktatur, som baserer sig på "sværdets herredømme", er et bonapartistisk regime. Men det bonapartistiske regime i Chile havde af førnævnte årsager en særlig ondartet karakter. Det er et bonapartistisk regime, som prøver at efterligne fascismens metoder. Men Pinochet har ikke og har aldrig haft den sociale massebasis, som ville have været nødvendig til at gennemføre fascismens centrale opgaver: den totale ødelæggelse af arbejderbevægelsen og fuldkommen opsplitning af arbejderklassen.

Trods juntaens ekstraordinære undertrykkende natur er det i bund og grund et ustabilt regime, som ikke har nogen mulighed for at vare så længe som Hitler og Mussolinis regimer. Det er rettere et regime lig obersternes diktatur i Grækenland, som hang ved i syv år ude af stand til at løse noget som helst for græsk kapitalisme og som til sidst brød sammen og åbnede op for en ny bølge af radikalisering og voldsomme sociale bevægelser.

Hvad der på kort sigt har givet juntaen et falsk udseende af stabilitet og solidaritet, er de chilenske massers dybe skuffelse og deres følelse af magtesløshed overfor en sejrrig reaktion efter arbejderorganisationernes sammenbrud den 11. september.

De forfærdelige massakrer på arbejderaktivister, samt det at deres partier og fagforeninger blev gjort tavse, skabte en stemning af udbredt forvirring. I denne situation var den økonomiske krise, arbejdsløsheden og sulten langt fra at være drivfjedre i kampen og tjente kun til at slå arbejdernes kampånd endnu længere ned.

Det er denne skuffelse og den passivitet, som den medfører, der er forklaringen på at diktaturet har kunnet forlænge sit liv trods alle sine problemer og indre modsætninger. I månederne efter den 11. september var det ironisk at se hvordan de samme ledere, som systematisk havde nægtet at bevæbne arbejderne og bønderne, da det kunne have ført til sejr, nu i mange tilfælde fra de fjerneste og sikreste steder havde helliget sig til at skrive artikler om nødvendigheden af væbnet kamp mod diktaturet.

Mere end et år efter kuppet udsendte en talsmand for CKP en række erklæringer i den italienske avis La Stampa, som bekræftede at "organisationerne på den chilenske venstrefløj stadig er i besiddelse af betydelige mængder af våben" og at "der føres en kamp for at styrte militærregimet". Hvilken drømmeverden disse eksil-helte levede i!

Naturligvis var væbnet kamp, guerilla krig eller individuel terrorisme det absolut sidste at foreslå under disse omstændigheder. De eneste resultater der er blevet opnået af de minoritetsgrupper, som fremførte disse ideer i Chile, har været totalt negative: meningsløse og unødvendige tab af en række unge og heltemodige kammerater med helt misforståede ideer og masseopløsning af de omtalte grupper.

Ikke desto mindre påbegyndte den lille kerne af arbejderkadrer, både socialister og kommunister, langsomt og med store vanskeligheder, seriøst undergrundsarbejde. Disse kammerater havde i modsætning til eksillederne aldrig forsøgt at dække over en forfærdelig situation med fine ord, men talte ærligt om en virkelighed med "et kuet, undertrykt, sultende og terroriseret folk".

De bedste dele af arbejderklassen forsøger i fængslerne, under jorden, i koncentrationslejrene at opfylde deres elementære pligt: at drage korrekte konklusioner af deres forfærdelige oplevelser. Uheldigvis ser det ud til, at mange af de gamle ledere er ude af stand til eller uvillige til at gøre det samme.

Økonomisk krise

Det chilenske diktaturs ulykke var, at statskuppet fandt sted lige før den alvorligste verdensomspændende lavkonjunktur siden slutningen af 2. verdenskrig.

Den faldende efterspørgsel på det udenlandske marked medførte et kraftigt fald i prisen på kobber, hvilket havde en meget alvorlig virkning på den chilenske økonomi, som altid har været totalt afhængig af eksport.

I årene før 1974-75-lavkonjunkturen udgjorde kobbereksporten næsten 75% af landets totale eksport. Værdien af kobbereksporten var i 1975 45% lavere end i 1974 og 34% lavere end gennemsnittet for 1973-74.

Udlandsgælden var omkring 400 millioner dollars (436 millioner SDR's). Kun verdensimperialismens gavmildhed frelste juntaen fra bankerot. I juni 1976 godkendte IMF et beløb på 79 millioner SDR's (specielle hæverettigheder) i hjælp for at afhjælpe handelsunderskuddet i 1975.

I december samme år godkendte Verdensbanken efter tilskyndelse fra USA og Vesttyskland to lån på tilsammen 60 millioner dollars til Chile - det fjerde og femte lån siden statskuppet. I maj 1976 gav en gruppe på 16 banker, som er baseret i USA og Canada, Chile et lån på 125 millioner dollars over 3-5 år.

I juli samme år godkendte Inter-American Development Bank yderligere et lån på 20 millioner dollars for en 20-års periode. Blot de første fire år efter den 11. september modtog Juntaen omkring 1 milliard dollars i lån fra private banker i USA.

Alt dette står i modsætning til verdensimperialismens systematiske boykot af Allende-regeringen. Imperialismens indstilling er ikke vanskelig at forstå. Ikke så snart var juntaen ved magten, før den begyndte en systematisk udradering af arbejderklassens erobringer ved at give de nationaliserede fabrikker tilbage til deres tidligere ejere og jorden tilbage til storgodsejerne. Juntaens økonomiske politik stammer fra Milton Friedmans berygtede "Chicago School of Economics" som bl.a. står for en politik med "åbne døre" for udenlandske investeringer.

Endnu engang er Chile underkastet ydmygelsen ved dobbeltudbytning: både de chilenske kapitalisters og storgodsejeres og de store amerikanske monopolers udbytning. Efter den militære magtovertagelse besøgte Friedman Chile og anbefalede koldt 20% nedskæring i statsudgifterne og afskedigelsen af et stort antal statsansatte. Der var en devaluering af escudoen i forhold til dollaren.

Ikke desto mindre steg leveomkostningerne i 1975 med 340%. Den "åbne dørs" politik og anstrengelserne for at tiltrække udenlandske investeringer førte til en åben konflikt med de andre lande i Andespagten. Denne var et forsøg fra en række lande på at beskytte sig mod imperialistisk udbytning. Chile forlod pagten i 1976.

"Nedskæringsprogrammet" fra april 1975 førte til en virkelig katastrofal situation. I følge officielle statistikker, som blev offentliggjorte i 1976 var der et fald i bruttonationalproduktet på 16,2% i 1975 og et fald i industriproduktionen på 25%. Inflationen var på 340,7% i forhold til 380% i 1974. Ved slutningen af 1976 var inflationen faldet til 174,3%. Men denne relative forbedring skyldtes mere end noget andet faldet i efterspørgslen og økonomiens totale krisetilstand.

Utålelige tilstande

Omkring midten af 1976 var arbejdsløsheden ifølge officielle beregninger over 23% (i visse sektorer 50%). Arbejdsløshedstallene er stadig meget høje trods det "økonomiske opsving" de sidste få år. I en rapport dateret 6. juli 1978 forsøger præsidenten for Chiles Centralbank, Alvaro Bardon at vise, at der har været en vis bedring indenfor dette område. Han opgiver følgende tal for arbejdsløsheden i Santiago de sidste år:

Og han tilføjer følgende opdeling af arbejderes og arbejdsløses aktiviteter i Santiago inklusiv forstæder i juni 1978:

Denne konservative bankmand erklærer triumferende at "vi nærmer os normale værdier såsom niveauet i året 1969".

Ifølge tal offentliggjort i en oversigt fra en afdeling af Chiles Universitet, som sammenligner data fra 1974 og 1977, steg arbejdsløsheden fra 9,7% til 13,2%. Ikke desto mindre forvrænger de officielle tal tingenes virkelige tilstand.

Ifølge en gruppe af parlamentsmedlemmer fra det vesttyske SPD, som for nylig besøgte Chile, er den reelle arbejdsløshed på nuværende tidspunkt omkring 30% og ikke de 12-13%, som regeringen hævder.

En ting er helt sikker: den chilenske arbejderklasse lever fortsat under helt uudholdelige vilkår med fattigdom, sult, arbejdsløshed og elendighed. Forringelsen for dele af proletariatet til lumpenproletariske tilstande viser sig ved stigningen i prostitution og tiggeri i alle byer i landet.

Alle Folkeenhedens økonomiske og sociale erobringer blev ødelagt efter den 11. september. Den konstant stigende inflation (skønt med lavere hastighed af førnævnte årsager) gør leveomkostningerne utålelige for arbejderklassen.

Trods alle de økonomiske indgreb regeringen har foretaget, forbliver den chilenske økonomi i en blindgyde. I virkeligheden har "Chicago-skolens" metoder tjent til at øge arbejdsløsheden og elendigheden, lægge det indenlandske marked øde og underminere grundlaget for nationens industri.

De nuværende perspektiver for chilensk kapitalisme er på ingen måde lovende.

Handelsbalanceunderskuddet var stadig 196 millioner dollars i den første halvdel af 1978 med en øgning af importen og fald af eksporten. De vigtigste markeder for Chiles eksport er Brasilien, USA og Argentina. I øjeblikket er Chile i konflikt med alle disse lande.

I forholdet til Argentina er spændingerne nået til et punkt med afbrydelse af politiske og økonomiske forbindelser. Juntaens ustabilitet omsættes til en tillidskrise i det chilenske borgerskab. Det tydeligste udtryk for dette var et fald på 2% i kursværdierne på børsen i Santiago på en uge i juni 1978. Præsidenten for Santiagos børsmarked indrømmede i et interview med La Segunda "at faldet i priserne på aktier var en afspejling af vort lands udenrigs- og indenrigssituation".

Alt dette viser de chilenske kapitalisters nervøsitet, deres pessimisme og manglende tillid hvad angår fremtiden. Perons bonapartistiske regime i Argentina varede mange år, og det lykkedes det at få et støttegrundlag blandt masserne gennem de peronistiske fagforeninger takket være det økonomiske opsving i efterkrigstiden, som stimulerede efterspørgslen på argentinske produkter på verdensmarkedet (oksekød).

Men Pinochet-regimet opstod på præcis samme tidspunkt som den internationale lavkonjunktur og kobberprisens sammenbrud. Årene 1972-74 var rekordår for kobberpriserne, men de faldt voldsomt i 1974-75. De sidste to år har der været en lille bedring, men prisen har stadig ikke nået sit tidligere niveau.

Kommentar i "The Times" 4. april 1978:

"Udtrykt i reelle tal er udbyttet fra kobber på det laveste niveau og de første virkelige tegn på massive nedskæringer i produktionen viser sig nu".

De vigtigste kobberproducerende lande organiseret i CIPEC går ind for en 15% nedskæring i kobberproduktionen for at holde priserne oppe.

Men Chile, det land som eksporterer mest kobber, nægtede at være med i CIPEC. Det er tydeligt, at juntaen er bange for en drastisk reduktion af kobberproduktionen pga. de sociale følger det kunne have.

USA er stadig det vigtigste marked for chilensk kobber. Paradoksalt nok er USA såvel som det største kobberimporterende land også den største kobberproducent. Problemet er at amerikansk produceret kobber er dyrt og ikke konkurrencedygtigt. De amerikansk baserede kobbermonopoler lægger pres på Carter for at begrænse importen fra tredjeverdenslande.

Disse protektionistiske tendenser vil have katastrofale konsekvenser for Chile. Devalueringen af dollaren de seneste måneder er udtryk for en maskeret protektionistisk forholdsregel, som vil have meget alvorlige følger for chilensk eksport og den chilenske økonomi generelt i de kommende måneder.

Juntaen i krise

Ethvert bonapartistisk regime har nødvendigvis en tilbøjelighed til at udtrykke sig gennem én mands personlige magt, den "stabile mand", som repræsenterer "nationen", hævet over "klasser eller partiinteresser".

Leigh Guzmans kritik af Pinochets "ledelse" kan for det første forklares ved utilfredsheden hos en vis del af militærkasten, som føler den er blevet holdt væk fra magtcentrene. Deres del af kagen svarer ikke til deres tidligere stræben.

Men denne klike, indenfor hvilke der foregår kampe mellem forskellige gangstergrupper, omfatter langt mere end "såret stolthed" hos en eller anden af juntaens medlemmer. De utilfredse elementer, som er grupperet omkring Leigh, forsøger at finde støttepunkter i samfundet ved at udnytte den generelle utilfredshed og forsøger at give det indtryk, at deres opposition til Pinochet er en mere "liberal" opposition indenfor juntaen.

Den voksende isolering af Pinochet, som er omgivet af rygklappende vulgære militære karrieremagere og bliver voldsomt hyldet af et stort antal velbetalte unge, har medført illusioner om storhed i hovedet på Chiles Bonaparte.

Pinochet lever i en totalt urealistisk verden, som en romersk kejser med sine drømme om en "ny institutionaliseret" og et "teknologisk integreret, beskyttet, autoritært demokrati med virkelig deltagelse". Ifølge den nye "Pinochet-forfatning" vil tilbagevenden til "det normale" have tre stadier:

1. 1.Genoprettelse (1973-80)

2. 2.Overgang (1980-84)

3. 3.Normalitet eller konsolidering (1985)

Ifølge denne plan vil der ikke være folkeafstemninger om valg af præsident før 1991!

Og selv da ville den reelle magt forblive i generalernes hænder, de "marxistiske" partier ville fortsat være forbudte og aktiviteterne for de øvrige ville være meget begrænsede.

De klogeste repræsentanter for borgerskabet forstår klart den enorme fare som Pinochets idiotiske drømme udgør for chilensk kapitalisme. Økonomisk krise, voksende sociale spændinger, arbejderklassens langsomme, men sikre genoprejsning og ingen som helst social massebasis for juntaen volder det mere intelligente borgerskab store bekymringer specielt i Washington.

Den amerikanske imperialismes strateger beregner koldt mulighederne for, at den nuværende regering i Santiago overlever og mulighederne for dens fald, med alt hvad det ville betyde for USA's investeringer i landet. Investeringer, som siden kuppet har genvundet deres tidligere betydning.

Washington er bekymret over situationen på hele det latinamerikanske kontinent. Imperialisternes agenter infiltrerer på alle niveauer inklusive regeringen, og de er helt klar over situationen i landet. De ved, at på nuværende tidspunkt har diktaturet ikke støtte fra nogen væsentlig del af samfundet.

Det opretholdes kun af massernes midlertidige passivitet. Men forlængelsen af undertrykkelsesmetoderne kan på et eller tidspunkt fremkalde en revolutionær eksplosion, som ikke blot ville true diktaturet, men selv eksistensen af kapitalisme i Chile. Det ville give kraftig genlyd i alle de andre lande i Latinamerika.

Det er en ting at massakrere tusinder af arbejdere og bønder i Chile, men noget helt andet at give Carter-administrationen problemer ved at myrde en tidligere chilensk diplomat i fuldt dagslys midt i Washington, oven i købet en diplomat med gode forbindelser med den amerikanske regering.

Når man læser hvad der står mellem linjerne i denne artikel og andre erklæringer fra Leigh, ser man klart frygten hos den mest intelligente del af borgerskabet for en eksplosion i Chile, når han advarer om, at "der er risiko for, at folket vil søge voldelige udveje fra den nuværende situation", og bekræfter at "det er allerede sent, men det er ikke desto mindre nødvendigt at udarbejde et program for tilbagevenden til normaltilstande, et program som angiver tidsforløb, metoder og alt andet".

Og Leigh fremsætter en overgangsperiode på fem år ("en hurtig overgivelse til civil magt er ikke mulig") og anbefaler legalisering af de borgerlige partier såsom de Kristelige demokrater og de arbejderpartier, som "handler på skandinavisk måde”(!).

Den ynkelige fiasko for dette forsøg på en ”paladsrevolution" var ikke længe undervejs. Leighs dumhed gav Pinochet det nødvendige påskud til at skaffe sig af med ham og gennemføre en udrensning af embedsmændene i de væbnede styrker.

"Jeg er bestemt, meget bestemt, hvad angår mine regeringsmetoder" bekræftede Pinochet senere.

Men Leigh-episoden havde blotlagt splittelserne og spændingerne i Juntaen. Militærets nervøsitet viste sig ved, at de væbnede styrker og politiet var i streng kvarterarrest og en stærk militærkæde var lagt rundt om forsvarsmilitæret.

Alarmeret over uroen i juntaens egne rækker kom den reaktionære presse (El Mercurio og La Tercera) med desperate appeller til "national enhed" og fastholdt nødvendigheden af en "forsoning af de forskellige synspunkter indenfor regeringsjuntaen".

Følelsen af panik i de reaktionære kredse blev perfekt udtrykt på La Terceras sider: "Hvis enheden ikke opretholdes, de ved det bedre end nogen andre, så er det mørke stunder, som venter Chile. Alt det, som er blevet opnået, vil være tabt".

Imidlertid var kampen indenfor juntaen et klart tegn på det nuværende regimes ustabilitet. I morgen vil nye kriser, nye spændinger og nye splittelser uundgåeligt opstå under det uudholdelige pres fra det chilenske samfunds ophobede indre modsætninger. Juntaens talsmand hævder utrætteligt, at "der er absolut ro i landet".

Undertrykkelsen er mindsket noget de seneste måneder. DINA er blevet omdøbt til CNI (ifølge dets leder, general Odlavier Mena "er de grundlæggende set ikke forskellige..!") Men det er ikke nødvendigt at gå særlig langt for at se de første tegn på en genrejsning af masserne, fem år efter den forfærdelige oplevelse den 11.september.

Langsom genoprejsning af masserne

Gæringen i studenterkredse, den stadig mere åbenlyse bevægelse for borgerlige rettigheder, bevægelsen af familier til "forsvundne personer", den voksende kløft mellem juntaen og kirken - det er alt sammen klare tegn på en udbredt utilfredshed blandt masserne.

Effekten af terror og undertrykkelse bliver mindre hver eneste dag. Selvom det er rigtigt at der stadigvæk er frygt, er det ikke det samme som før. Der er passivitet blandt masserne, som lider under økonomisk krise, sult og elendighed. Men denne situation kan ændre sig uventet pludseligt. Og faktisk er der tegn – dog i øjeblikket ikke mere end tegn - på at en forandring er i gære.

Pinochets bonapartistiske regime, som grundlæggende er baseret på statsapparatet forsøger at opnå en vis uafhængighed ved at balancere mellem klasserne. På denne måde troede Pinochet at han kunne få støttepunkter i masserne ved at støtte sig til visse lag i fagforeningsbureaukratiet.

Efter militærets magtovertagelse var arbejderklassens gamle fagforeningsorganisationer sat udenfor loven og lederne arresteret eller myrdet. Ikke desto mindre eksisterede fagbevægelsen fortsat under juntaen. Selve eksistensen af fagforeninger, skønt med ledere, som var håndplukkede af generalerne, er endnu et tegn på regimets bonapartistiske natur.

Pinochet havde en ide om at etablere en "tam" fagbevægelse, men i den nuværende situation, hvor landet lider under en økonomisk krise, har forsøget vendt sig mod sin ophavsmand. Fagforeningsbureaukratiet har udover at handle som juntaens agenter indenfor arbejderbevægelsen også deres egne interesser, som ikke altid er i overensstemmelse med regimets.

Under indtryk af krise og udsat for medlemmernes pres kan nogle af disse personer, som begyndte som mellemmænd mellem regeringen, arbejdsgiverne og arbejderne, gå over til halvoppositionelle holdninger eller endda åben opposition.

En meget vigtig kendsgerning, hvad angår Chile, er den høje organisationsgrad i fagforeningerne som trods alt stadig eksisterer. Ifølge officielle tal var der i sommeren 1978 mere end 1 million arbejdere organiseret i 7.046 fagforeninger (819 industriforeninger, 877 landbrugsforeninger, 4.144 fagforeninger for videreuddannede og 207 for "beskæftigede indenfor landbruget") med følgende opdeling:

235.000 i industrifagforeninger

283.000 i landbrugsfagforeninger

495.000 i fagforeninger for videre uddannede

13.000 i fagforeninger for "beskæftigede i landbruget".

Arbejdernes enhedsorganisation CUT ophørte med at eksistere på dagen for kuppet, bortset fra som et bureaukratisk apparat. Juntaen udnævnte en række højrefløjsledere, som forsvarede juntaen og dens fagforeningspolitik overfor ILO og den verdensomspændende fagforeningsbevægelse. Men kontrollen over fagforeningsbureaukratiet og dermed over de kristelige demokrater eksisterede kun i toppen.

Juntaen var ikke i stand til at ødelægge arbejdernes organisationer på lokalt plan. Og trods alt er medlemskab af fagforeningerne ikke faldet særligt. Før kuppet havde CUT 1,8 millioner medlemmer. Det anslås nu, at der er 1,2 millioner medlemmer i de forskellige fagforeningsorganisationer. Den enorme fare dette på et givet tidspunkt kunne udgøre for juntaen blev udtrykt af Nicanor, den tidligere beskæftigelsesminister, da han bemærkede at "arbejderne har ikke noget at spise og der er en million organiseret i fagforeninger".

Utilfredshed blandt arbejderne

Et klart tegn på den genvundne klassekampvilje var mobiliseringerne den 1. maj 1978. Trods et regeringsforbud lykkedes det fagforeningerne at samle 30.000 arbejdere i Santiago. Der blev holdt møder i fabrikkerne, og der foregik andre aktiviteter i andre dele af landet.

Trods de enorme vanskeligheder ved at organisere en strejke i Chile er der agitation på fabrikkerne. Der har været fem eller ti minutters arbejdsstandsninger for at lægge pres på arbejdsgiverne. Lidt efter lidt forjages frygten. Arbejderne bliver dristigere. Nye former for kamp og protest bliver opfundet.

I Chichiquemata-minen nordpå blev en "sultestrejke" organiseret. Arbejderne nægtede at spise i minens kantine. Denne form for protest er blevet udvidet til El Teniente. I denne mine, som er i en nøgleposition, har der i månedsvis været gæring blandt arbejderne.

Ifølge dagbladet Hoy:

"Der er økonomisk utilfredshed i El Teniente fordi vi i fem og et halvt år har været uden en lønaftale". "Onsdag den 2.november 1977 mødte 1.200 ud af 4.000 arbejdere i El Teniente kobberminen ikke op på arbejde. I dagene forud var løbesedler blevet uddelt og hængt op på væggene. Løbesedler, som opfordrede arbejderne til ikke at arbejde den 2." (Revista de America Contemporanea dec. 1977 nr. 7 s. 21).

Denne aktion tvang arbejdsgiverne til at indvillige i at fremskynde udbetalingen af en produktionsbonus, som først skulle have været udbetalt i december. Samtidig blev 49 minearbejdere fyret "uden nogen reaktion fra kobberarbejdernes sammenslutning".

Den samme kilde fortæller:

"Ved et massemøde, som blev holdt midt i november for 3.000 arbejdere fra fagforeningen ved Sevell og Minas, krævede mændene, at fagforeningens præsident trådte tilbage grundet hans udtalelser, hvor han retfærdiggør arbejdsgivernes handlinger".

Disse ting viser klart begyndelsen på en reaktiveringsproces indenfor fagbevægelsen. De utålelige vilkår for arbejderklassen med en inflation, som officielt oversteg 60% i 1977, får fagforeningsbureaukratiet til at indtage stadig mere kritiske holdninger.

Mange arbejderklassefamilier har kun råd til at spise en gang om dagen. Arbejderne og deres familier må klare sig på te og brød. Desperation bliver omdannet til et oprør, sådan som det skete i El Teniente.

Kobberfagforeningens bureaukrater (hvis leder Guillermo Medina er et medlem af statsrådet) modsatte sig arbejdsnedlæggelserne ved at påstå at "hvad der foregik den 2. er resultatet af politiske aktivister, som benytter sig af minearbejdernes utilfredshed".

Forgæves bliver der foretaget repressalier mod arbejdernes lokale ledere med afskedigelser og indenlandske forvisninger til afsides områder. Arbejdernes utilfredshed bredte sig til andre grupper såsom havnearbejderne, som praktisk talt på samme tidspunkt organiserede en "arbejd langsomt aktion", der medførte en 50% produktivitetsreduktion i havnen i Valparaiso.

Gæringen blandt arbejderne begyndte at give genlyd indenfor bureaukratiet; ved et møde i Caupolican-teatret i Santiago under en mindeceremoni gav lederne for sammenslutningen af arbejderne i træ- konstruktions- og byggefagene udtryk for medlemmernes utilfredshed:

"Med 1.411 pesos, som er arbejdernes minimumsløn, har vi penge nok til to kilo brød om dagen, i en familie på fem til syv personer vil halvdelen af lønnen gå blot til brød" (Revista de América Contemporánea s. 21).

En anden kendsgerning som viser arbejdernes barske vilkår er at 10% af landets dødsfald skyldes ulykker på arbejdspladsen, på vej til eller fra arbejde eller i hjemmet. Dette tal er et af de højeste i Latinamerika. Massernes utilfredshed giver endog genlyd i den borgerlige presse.

Den 17. juli 1978 fordømte sensationsbladet La Tercera forfølgelsen af arbejderne i El Salvador minen nordpå i landet. Ifølge Barnadino Castillo, præsident for kobberarbejdernes sammenslutning:

"Hele ledelsen forfølger systematisk kobberarbejderne, ydmyger dem, udfører tilfældige afskedigelser, overtræder regulativer og nægter at acceptere lovbestemte regulativer og rimelige arbejdskrav."

Frygt hos småborgerskabet

Castillo tilføjer, at han "havde besluttet at forsvare rettighederne for sammenslutningens medlemmer(!) og stå op til alle følgerne af dette. De forholdsregler, som vil blive taget overfor mig, bekymrer mig ikke. For øjeblikket forholder arbejderne sig roligt, men de demonstrerer dagligt deres uro og utilfredshed."

I disse få ord kan man se hele det pres, som arbejderklassen lægger på fagforeningsbureaukratiet, som samtidig med at det er tvunget til at øge afstanden mellem sig selv, juntaen og arbejdsgiverne, giver en række advarsler om den nuværende situation.

Ligesom i El Teniente var der strejke i El Salvador (den tredje vigtigste kobbermine i landet med 5.634 arbejdere) i november 1977. Strejken var maskeret som "udeblivelser" over spørgsmål om løn og dårlig behandling fra formændene.

La Tercera "sympatiserede" med arbejderne og erklærede, at formændene "direkte går imod autoriteternes holdning(!) i disse sager. Med deres uovervejede opførsel bidrager de blot til udviklingen af social uro". En så "velvillig interesse" for minearbejdernes problemer er et tegn på den voksende frygt blandt borgerskabet for den mulige genopståen af arbejderbevægelsen.

Situationen er endnu værre da det angår kobber, som tegner sig for 60% af nationalbudgettets indtægter i udenlandsk valuta. Det er grunden til kapitalistpressens anmodninger til regeringen om, at "se på arbejdernes klager" for at undgå enhver mulighed for konflikt.

Kapitalistklassens frygt spreder sig ind i juntaen. Det er ikke noget tilfælde, at Leigh Guzman fra starten koncentrerede sin kritik af regeringen omkring dens økonomiske politik; så tidligt som i august 1975 klagede Leigh over, at juntaens økonomiske politik "medførte store lidelser i de dårligst stillede klasser ... De sociale omkostninger ved denne politik har været meget større end jeg forventede. Arbejdsløsheden er højere end forudset og de fattigste klasser lider voldsomt".

Naturligvis skyldes denne reaktionære generals krokodilletårer ikke samvittighedskvaler, men frygten for de sociale konsekvenser som dette kan føre til. Pinochet selv har gentagne gange i år holdt møder med fagforeningsbureaukrater for at finde ud af hvad der foregår og forsøger at finde en udvej. Fagforeningsbureaukratiet ville være henrykt over at kunne opnå en aftale med regeringen og arbejdsgiverne. Men den katastrofale situation for chilensk kapitalisme giver dem ikke tilstrækkelige manøvreringsmuligheder. Arbejdsgiverne er ikke parate til at give indrømmelser.

Arbejderne og deres familier kan ikke tage meget mere. Det er en færdig opskrift på en social eksplosion. De offentlig ansattes fagforeningsledere beskrev en lønjustering på 10% som "utilstrækkelig" og insisterede på, at deres "anmodning" bliver behandlet som en mærkesag, da "de statsansattes økonomiske situation er vanskelig."

Præsidenten for Fentema (den nationale sammenslutning af bilarbejdere og elektricitets- og metalarbejdere) tilskriver i et brev sendt til La Tercera (10/7/78) faldet i købekraften "manglen på kollektive overenskomster med arbejdsgiverne og den lette adgang til at afskedige folk".

I dette brev forklarer han også slående effekten af den "åbne dørs" politik fra Chicagos økonomiske skole, da han påpeger at:

"Massiv import til skade for den nationale industri og forringelsen af købekraften er de grundlæggende årsager til arbejdsløshed og den økonomiske lavkonjunktur. Fentema har været en af de værst ramte med et medlemstal, som er gået fra 12.000 i 1973 til kun 7.000 i juni 1978. Arbejdsløsheden indenfor faget skyldes nedgangen i firmaer, som reparerer fabriksanlæg (fra 14 til 3) og nedsættelsen af told på importeret elektrisk udstyr".

Overenskomst umulig

Den 28. juni sendte den nationale handelssammenslutning (Fenatrobeco) Pinochet et brev, som anmodede om genindførslen af de "vindinger, som er opnået af arbejderne efter mange års kamp".

Disse var blevet ophævet kort forinden ifølge et offentliggjort dekret, som hvilket naivt påpeges i brevet "ikke er i overensstemmelse med, hvad De har gentaget ved flere lejligheder, at alle de rettigheder, som det arbejdende folk havde opnået, ville blive respekteret". Problemet for fagforeningsbureaukratiet er, at det ikke er muligt at opnået en aftale med regeringen og kapitalisterne i den nuværende krisesituation.

Fagforeningslederne er tvunget til konflikt med diktaturet delvis under pres fra arbejderklassen som er begyndt at vågne op til kamp og delvis for at forsvare deres egne interesser. F.eks. gør anvendelsen af lovdekreter i fagforeningssager eksistensen af fagforeningsbureaukratiet til et unødvendigt blændeværk: Den fratager dem deres rolle som "mellemmænd".

Det er en anden årsag til den bølge af protester, som de sidste par måneder er blevet sendt til Pinochet fra fagforeningsledere. Derfor var den nationale fagforeningskoordinations komite (CNS), som tidligere havde et særlig gunstigt forhold til juntaen og som "repræsenterede" mere end en million medlemmer på landsplan, tvunget til at afvise de ændringer som blev indført ved dekretlov nr. 2.200 den 15. juni.

Afvisningen, som var underskrevet af blandt andre præsidenten for typografernes fagforening, malernes fagforening, forbundet for "enhed af arbejdere og bønder", metalarbejderne og minearbejderne siger ordret: "Vi afviser totalt disse retningslinjer, idet de beviser, hvor falske løfterne om at respektere arbejdernes opnåede rettigheder var ... Vi kan ikke acceptere, at arbejdere bliver tvunget til at flytte rundt efter hvor arbejdet er, da det efterlader arbejderne bundet på hænder og fødder og tvunget til at acceptere den mest utilslørede udbytning eller blive fyret uden nogen protestmuligheder.

”På denne måde bliver Kelly-planen for arbejdsløshed introduceret. Den plan som regeringen forelagde for et stykke tid siden, og som blev forkastet af alle dele af fagbevægelsen, selv dem som er beslægtet med regeringen".

De kom også med det synspunkt, at med ophævelsen af kollektive arbejdskontrakter "mister vi alt, der er blevet vundet gennem årene", og at for at svække fagforeningsorganisationen "bliver ledernes lovlige rettigheder begrænset i et sådant omfang, at de bliver illusoriske og det samme gælder kvinders rettigheder omkring barsel. Og idet de henfører til den førnævnte 10% lønjustering fra juni: "Vi gentager, at justeringerne ikke opvejer den reelle stigning i leveomkostningerne og arbejderklassen kan ikke fortsat eksistere for de sultelønninger vi tjener og som undergraver vores menneskeværdighed". Og endelig: "Fordi situationen er ved at blive uudholdelig… vil vi om kort tid fremlægge et dokument for regeringen, som indeholder de anmodninger vi anser for helt uundværlige for at arbejderklassen skal være i stand til at leve. Det omfatter bl.a. en væsentlig lønstigning for arbejderne og de videreuddannede folk, som vi repræsenterer".

Den krise, som nu er opstået mellem Pinochet og de "respektable" kristelige demokratiske fagforeningsledere, som indtil for kort tid siden var blandt de mest brændende tilhængere af militærregeringen, er et tydeligt tegn på den voksende isolering af juntaen. Den økonomiske krise, arbejdsløsheden, sulten og elendigheden, som er blevet yderligere forværret ved anvendelsen af Milton Friedmans vanvittige ideer, har polariseret hele arbejderklassen, bønderne og store dele af middelklassen mod regeringen.

Kun massernes midlertidige træghed holder Pinochet ved magten. Men det er helt tydeligt at udviklingen af arbejderklassebevidstheden samler kræfter under et overfladisk dække af "ro og orden". Den stadig større afstand mellem juntaen og elementer som fagforeningsbureaukratiet, kirken og de kristelige demokrater er et klart tegn på denne udvikling, som truer med på et givet tidspunkt at give et nyt udbrud af udbredte protester.

De kristelige demokrater

Hvis arbejdernes situation er slem, så er forholdene for bønderne og deres familier tusind gange værre. Landbrugsreformen er systematisk blevet undergravet af juntaen, som har givet det bedste af den eksproprierede jord tilbage til de gamle storgodsejere.

Ifølge bladet Chile America (nov. 1976-jan. 1977):

"Indtil den 31. juli 1976 var ud af 5.809 eksproprierede gårde omfattende et område på 9.965.868 hektar svarende til 895.752 hektar med kunstvanding samt 1.415 gårde omfattende 1.992.217 hektar svarende til 117.775 hektar med kunstvanding blevet givet tilbage til deres tidligere ejere, og yderligere 2.109 gårde med 649.159 hektar svarende til 104.959 hektar var delvist blevet givet tilbage. Som konsekvens heraf var et totalt areal på 2.641.377 hektar svarende til 222.736 hektar med kunstvanding eller lidt over 25% af al den jord, der gennem jordreformen blev overtaget under Frei- og Allende-regeringerne, blevet givet tilbage op til 31. juli 1976."

Ifølge Enrique Mellado, præsident for den kristelige demokratiske sammenslutning for "Bøndernes triumf", lever selv de bønder, som stadig har jord, dårligt:

"De er efterladt uden andet end en skal, uden dyr, uden maskiner. De har knapt nok til at skaffe sig gødning, frø, kunstgødning, midler mod skadedyr eller deres daglige eksistensmidler. Der er folk, som siger, at ingen dør af sult ude på landet, fordi alting er der. Sandheden er at kun en eller to afgrøder bliver høstet, og ingen kan leve af kartofler og bønner hele året."

På et spørgsmål om situationen for landarbejdere svarer Mellado: "jeg vil sige, at de er den værst stillede del af samfundet. De tjener minimumslønnen ifølge loven: omtrent 600 pesos!"

Og angående arbejdsløshed på landet: "I de officielle oversigter over arbejdsløshed forekommer landbrug sammen med andre sektorer, hvorfor det er umuligt at sige nøjagtigt, hvor stor arbejdsløsheden er blandt landarbejdere. Er der arbejdsløshed i landsbyerne? Naturligvis er der det, og den hårdest ramte sektor er den, som er blevet omformet ved hjælp af det ejendomssystem, som regeringen tvinger igennem. Den jord som bliver opdelt er nødvendigvis utilstrækkelig for de folk, som arbejder på den. Det betyder, at mindst 25% af landarbejderne bliver efterladt uden job, når en gård bliver overdraget."

"Og hvad gør en arbejdsløs bonde? Han er efterladt uden arbejde og uden et hjem. Han arbejder i de småjob han kan finde og nasser på de nærmest boende slægtninge". (Chile America s. 36)

Og længere henne kommer denne kristelig demokratiske leder med en meget betydningsfuld bemærkning:

"Det der sker er at bosserne fik sat sig selv ved styret igen, og regeringen gjorde intet for at forhindre det. Så for hvad og for hvem var den militære magtovertagelse? For mig betød den retfærdighed for alle".

Regeringens økonomiske politik er også mislykkedes indenfor landbruget. Ifølge avisen Ercilla (20/9/76), som citerer forskellige eksperter, er landbrugsproduktionen faldet drastisk siden den militære magtovertagelse: "Hvis tallet for 1971 sættes til 100, ville det tilsvarende for 1974 være 81,8, for 1975 83,4 og i 1976 falder det til 73,8. Så landbrugsproduktionen pr. indbygger vil for 1976 være 9,6% lavere end i 1975 og 26,2% lavere end i 1971. Dette er i et "tilfredsstillet" land med "lov og orden" uden "klassekonflikter" og uden lastbilejeres strejke" (Chile America s. 37).

Forsøget på at indføre metoder med "frit initiativ" og den "åbne dør" har medført forarmelse af store dele af arbejderklassen og bønderne og endog betydet ruin for visse dele af borgerskabet selv. De chilenske kapitalisters manglende konkurrenceevne og strømmen af udenlandsk import har medført en bølge af fabrikslukninger. Selv nogle af de store gårdejere har lidt under følgerne af regeringens politik. Domingo Duran, leder af jordejerne i det sydlige Chile, sagde at økonomiministeriets politik "vil føre til ødelæggelse af landets landbrug" og fastslog at "Centralbankens tilladelse til import af argentinsk vin åbner op for en politik, der vil føre til et alvorligt sammenbrud af vores landbrug."

Den dybe utilfredshed blandt arbejdere, bønder og småejere udtrykker sig i holdningsændringer hos hierarkiet indenfor kirken og de kristelige demokrater overfor regimet. Før, under og efter statskuppet stod kirkehierarkiet åbent på reaktionens side.

Den 28. september 1974, et år efter kuppet, hvor undertrykkelsen, torturen og massakrerne var i fuld gang, tilbød den permanente komité af biskopper i Chile under ledelse af kardinal Raul Silva Henriques juntaen sit "samarbejde i den åndelige og materielle udvikling af Chile" og udtrykte den chilenske kirkes villighed til at deltage i den "åndelige genoprettelse af fred" i landet. Men under presset fra arbejderne, bønderne og middelklassen er kirken blevet tvunget til at lægge en stadig større afstand mellem, sig og diktaturet.

Kirkens kritik angår nu ikke blot arrestationerne og de "forsvundne personer", men også regeringens økonomiske politik. "Præster for solidaritet" er blevet beskyldt for at indsamle penge til at støtte strejker. Den heltemodige kampagne ført af familierne til de "forsvundne personer" er et andet tegn på at frygten for undertrykkelsen langsomt men sikkert er ved at forsvinde. Den 19. juli 1978 blev en fredelig demonstration for menneskerettigheder, demokrati og frihed afholdt midt i Santiago.

Demonstrationen omfattende omkring hundrede unge studenter opløstes hurtigt uden at carabineroerne skred ind. Den voksende opposition i masserne, gæringen i middelklassen og de klare tegn på splittelse og svaghed indenfor juntaen tillader de borgerligt liberale at løfte en frygtsom og skælvende stemme mod diktaturets "udskejelser".

I en tale, som præsidenten for den nationale pressesammenslutning holdt den 1. juli 1978, tillod han sig den luksus at komme med en lunken protest mod censuren:

"Pressen burde ikke kontrolleres gennem specielle love. Den situation, som landet befinder sig i på nuværende tidspunkt retfærdiggør ikke eksistensen af visse af de restriktive ordninger."

Situationen forklarer også ændringen i de kristelige demokraters holdning. Dette parti som politisk udnytter middelklassen forsøger under "normale" forhold at placere sig mellem de "konservative" på den ene side og "marxisterne" på den anden side.

Som vi så tidligere, er dets rolle at bedrage og forvirre millionerne af bønder, småhandlende og politisk tilbagestående arbejdere for at holde dem under storkapitalens dominans. De kristelige demokraters totalt kontrarevolutionære rolle blev bevist tydeligt nok ved deres adfærd overfor Allende-regeringen.

I de første faser handlede de kristelig demokratiske parlamentsmedlemmer som det "respektable" modstykke til de bevæbnede "Patria y Libertad" grupper i gaderne og saboterede systematisk Folkeenhedsregeringens arbejde. Mistillidsafstemningen i kongressen mod Allende-regeringen lettede kontrarevolutionen enormt ved at give grønt lys til Pinochet i form af et "forfatningsmæssigt påskud til at intervenere. Efter den 11. september håbede de kristelige demokratiske ledere at generalerne ville belønne dem for deres hjælp.

Uheldigvis for dem, er der meget lidt taknemmelighed i politik. Nu da den gamle ligevægt var ødelagt og et grusomt militærdiktatur var ved magten, var de kristelig demokratiske "mellemmænds" tjenester ikke længere af nogen interesse. Trods alle deres forsøg på at nærme sig juntaen gjorde Pinochet åbenlyst nar af dem og beskrev dem, ikke uden grund, som "politikere fordrevet fra magten, der nu forsøger at holde deres næser oven vande".

Lidt efter lidt begyndte undertrykkelsen også at berøre de kristelige demokrater. Naturligvis ikke på samme måde som arbejderne og bønderne. Disse herrer blev hverken tortureret eller skudt. De blev simpelthen "fordrevet fra magten". De mistede deres parlamentsmandater og deres privilegerede position i det politiske liv.

Når det gik højest måtte nogle af dem tåle et relativt behageligt eksil indenfor landets grænser. Disse mænds vrede mod regimet, som har berøvet dem deres privilegier og karrierer, er uden tvivl oprigtig. Da først deres tjeneste var blevet forkastet, var den fælles besættelse for alle ICD lederne så hurtigt som muligt at vende tilbage til "normal tilstande".

Det vil sige at få deres tryner tilbage i det svinetrug, som midlertidigt er optaget af andre. Desuden indså disse drevne politikere, at Pinochets regime ikke kunne vare for evigt, og at enhver som var forbundet med det ville miste al troværdighed overfor masserne. En gammel ræv som Frei forstod, at selvom hans tjeneste i dag var overflødig for borgerskabet, ville den i morgen efter Pinochets fald være mere nødvendig end nogensinde før. Det er derfor at professionelle kynikere som Frei søger et nyt "bevis for god demokratisk opførsel" med blikket rettet mod fremtiden.

Den 13.juli gjorde Frei et udfald i ugebladet Hoy med en artikel med titlen "tilbagevenden til demokrati". I denne advarede han den herskende klasse om de farer, som en fortsættelse af diktaturet vil medføre for dem.

Idet han analyserer erfaringerne fra Portugal, Tyskland, Italien og Spanien, kommer han til den konklusion at:

"Alle anstrengelser for at ødelægge eller tilintetgøre politiske kræfter har vist sig at være ufrugtbare" og "jo længere [disse anstrengelser] varer, jo mere energisk fornyes modstandernes demokratiske kræfter eller dem, som arbejder bedre under jorden, sig selv. Med disse ord ønsker den kristelige leder at advare kapitalisterne og jordejerne om, at fortsættelsen af diktaturet ikke har tjent til at ødelægge arbejderbevægelsen, men til at radikalisere den mere og mere og drive masserne mod "modstandernes demokratiske kræfter" (?) eller "dem, som arbejder bedre under jorden", hvilket ikke netop er de "moderate" ledere af de kristelige demokrater eller socialdemokratiet. I den samme artikel indtager Frei sin sædvanlige stilling som "mellemmand mellem klasserne"

Freis "fornuftige råd"

"Tilbagevenden til demokrati", fastslår han i artiklen, "modarbejdes ikke alene af dets erklærede fjender, men også af dele af befolkningen som, skønt de er tilhængere af et demokratisk regime, frygter at dette vil betyde en tilbagevenden til fortiden og en gentagelse af de grundlæggende fejl, som førte til dets fald... samtidig frygter grupper som hører til regeringen, at dens ophør vil fremkalde en stemning af forfølgelse, hævn og had mod dem".

Frei's hensigt mod al dette er at berolige kapitalistklassen, som mens den ikke ville have noget imod at skille sig af med Pinochet, som er af mindre og mindre værdi for den, er rædselsslagen ved tanken om en ny udgave af Allende-regeringen. En regering med nye nationaliseringer og jordovertagelser med den resulterende radikalisering af masserne.

På den anden side forsikrer denne storslåede repræsentant for kristelig moral juntaen, torturbødler, voldtægtsforbrydere og mordere, at der slet ikke er nogen hensigter om at skabe en stemning af forfølgelse, hævn og had.

Med andre ord: den tilbagevenden til "demokrati", som de kristelige demokrater forslår, betyder for det første en sikker garanti for respekt for stormonopolernes og storgodsejernes ejendom og en almen amnesti for alle de fascistiske udyr, som gennem de sidste fem år har gjort Chile til et helvede for massen af arbejdere og bønder samt deres koner og børn. Mens Frei giver "fornuftige råd" til oligarkiet og juntaen prædiker hans parti til de undertrykte masser i den ægte Pontius Pilatus-ånd:

"De kristelige demokrater, inspireret af principperne om ikke-vold (også den 11.september?), for genindførelsen af grundlæggende demokratiske institutioner (først og fremmest det "daglige brød" til den kristelige demokratiske parlamentsgruppe) og for udarbejdelsen af et perspektiv af sameksistens uden had eller hævn (hvilket vil sige: de arresterer os, de torturerer os, de myrder os med kugler og med sult og vi må "vende den anden kind til").

En erklæring som denne burde fylde enhver arbejder med dyb vrede og forurettelse. Ikke desto mindre ser det ud til at visse ledere indenfor arbejderbevægelsen tager Freis ord meget alvorligt.

Lederne af "kommunist"-partiet i Chile har utroligt nok som et grundlæggende punkt i deres strategi for Chile en alliance .... med de kristelige demokrater!

Lederne af CKP og deres venner i Kreml er enormt interesserede i at genoppudse det "demokratiske" billede af de kristelige demokrater. Gennem de sidste fem år har de anvendt deres betydelige propagandamidler til at forhindre arbejderbevægelsen både i Chile og internationalt i at drage de korrekte konklusioner fra erfaringerne med Folkeenhedsregeringen.

Radio Moskva gør sig i sit program "Hør efter Chile" store anstrengelser for at male de kristelige demokrater i de mest tiltalende farver. Takket være disse elementer opnåede de kristelige demokrater nøglepositioner i fagforeningsbevægelsen i Chile efter den 11. september.

Ledelsen af kommunisterne anser disse herrer for "demokratisk allierede" i kampen mod Pinochet. Men hvilken slags konkrete handlinger gennemfører disse folk? Frei har samtaler med FN’s kommission for menneskerettigheder: Den slags handlinger medfører ikke for mange problemer for en "ansvarlig" politiker.

De socialistiske og kommunistiske aktivister lider i koncentrationslejrene, arbejderne og bønderne dør af sult og minearbejderne kæmper heltemodigt mod regeringen og arbejdsgiverne. Og Frei sætter sig ned i sit behagelige kontor i Santiago for at få en sludder med herrerne fra FN. Og det er den foreslåede "arbejdsdeling" mellem arbejderklassen og borgerskabets liberale politikere!

Fra Venezuela kommer de kristelige demokrater med appeller for dannelsen af en "national bevægelse for genoprettelse af demokrati". Men samtidig foreslår de en gradvis overgang uden "bevæbnede sammensværgelser eller hemmelige metoder".

Og dette er den almene tone i den kristeligt demokratiske propaganda. En ting er helt klar: Hvis det kun afhang af disse herrer ville Pinochets diktatur vare til år 2000. Og ikke desto mindre fastholder en stor del af de tidligere ledere af Folkeenheden at en alliance med de kristelige demokrater er den eneste måde, hvorpå diktaturet kan omstyrtes.

Specielt har lederne af det såkaldte "kommunist"-parti draget alle de mest fejlagtige konklusioner fra erfaringen med Folkeenhedsregeringen. De er som bourbonerne i Frankrig, som ikke lærte noget og ikke glemte noget. Hvis den linje, som de forslår, får overhånd - en politik, som er tusind gange værre end den foregående - vil det blot føre til nye tilbageslag og nye og blodige nederlag for den chilenske arbejderklasse.

Et socialdemokratisk alternativ?

En meget positiv kendsgerning i den nuværende situation i Chile er at Socialistpartiet, som indenlands er genopstået i fornyet form siden 11. september, har indset nødvendigheden af en selvstændig klassepolitik baseret på de bedste traditioner fra CSP og opsummeret i partiets centrale slogan: "Tillid til os selv".

Skønt ingen nøjagtigt kan forudsige hvad der vil ske, er Pinochets fald og en ny periode af massemobilisering uundgåelig. Det er netop fordi de forstår dette at imperialismens strateger, som gennem fem år har opretholdt deres dominans gennem Pinochets fascistiske metoder, forbereder et alternativ i form af Frei og de kristelige demokrater.

De kristelige demokraters rolle vil blive at bevare godsejernes, bankernes og kapitalisternes magt og privilegier med andre metoder.

Den nuværende ledelse for Socialistpartiet fastholder korrekt nødvendigheden af en arbejderenhedsfront som den eneste måde at gennemføre den socialistiske omskabelse af samfundet.

I modsætning hertil hævder lederne af Kommunistpartiet og nogle af de tidligere ledere af Socialistpartiet, som er nært knyttet til Kommunistpartiet, at fordi den umiddelbare opgave for den chilenske arbejderbevægelse er erobringen af demokratiske rettigheder og ikke den socialistiske revolution, er det nødvendigt at indgå alliancer med de "progressive" dele af borgerskabet og først og fremmest med de kristelige demokrater.

Som om det var muligt at rejse en "kinesisk mur" mellem kampen mod diktaturet og kampen mod det oligarki, som holder det oppe!

Hele Chiles historie beviser at kampen mod juntaen for erobringen af demokratiske rettigheder, hvis den føres igennem til enden, nødvendigvis indebærer en kamp ikke blot mod Pinochet, men også mod de økonomiske interesser der holder ham ved magten, mod godsejerne, bankerne og stormonopolerne.

Med andre ord en revolutionær kamp mod kapitalismen. Den forvirrede idé om alliancer mod de "gode" kapitalister mod de "onde" kapitalister stammer fra en manglende forståelse af samfundets klassekarakter.

Det er ikke et spørgsmål om hvad lederne for de forskellige politiske partier siger, men om de klasseinteresser, som står bag dem. Trods sammenstødet mellem dem tjener Frei og Pinochet den samme herre: storkapitalen og imperialismen.

Borgerskabet har ikke nogen fordomme angående hvilket regeringssystem, der er det bedste. Det er meget smidigt i den måde, det dominerer arbejderklassen. Til tider er demokrati belejligt for det, og det er derfor det har sine "demokratiske" lejesvende.

På andre tidspunkter passer diktaturet det bedre og derfor har vi Pinochet'erne og Videla'erne. Bankerne og kapitalisterne er ikke specielt bekymrede over sådanne forandringer, forudsat at de beholder deres magt og privilegier.

De chilenske socialisters holdning til spørgsmålet om overenskomster mod kapitalens "demokratiske" partier er afgørende for den chilenske arbejderbevægelses fremtid. Enhver flertydighed eller uklarhed i dette spørgsmål nu vil senere blive betalt for med blod og tårer.

Det er klart, at i et land som Chile har proletariatet ikke blot mulighed for, men pligt til at danne fronter for fælles handling med andre undertrykte dele af samfundet, principielt de fattige bønder og det undertrykte småborgerskab.

Men herfra til forslag om alliancer, selv "midlertidige", med et ikke-eksisterende "progressivt" borgerskab, er der et enormt spring. Det overvældende flertal af bønder og småhandlende lider under bankernes og stormonopolernes udbytning og undertrykkelse.

Netop af denne grund er disse grupper arbejderklassens naturlige allierede. I modsætning hertil er de såkaldt "progressive" dele af kapitalistklassen, det vil sige de liberale og de kristelige demokrater hverken mere eller mindre end storforetagendernes venstre ben.

At indgå alliancer, selv "midlertidige i specielle situationer" med disse elementer ville være det samme som at sige til bønderne og de småhandlende: "Disse folk er nu vores allierede. I kan glemme hvad de tidligere har gjort. Alt det var blot en lille misforståelse. Men nu er de på rette vej og i kan have tillid til dem".

Hvad vi bør sige er præcis det modsatte:

"Dette er de mænd, som hjalp Pinochet til magten, deres hænder er plettede af arbejderes og bønders blod. Nu vil de bedrage os igen. De er de dygtigste og derfor de mest forræderiske repræsentanter for bankerne og monopolerne. Hvis I ønsker at kæmpe for brød og frihed så afvis disse herrers tilbud og stol kun på jeres egen styrke."

Kun på denne måde vil de chilenske socialister kunne hjælpe arbejderne og bønderne til, at forstå de kristelige demokraters virkelige rolle. Den eneste måde at kæmpe for ledelsen af middelklassen er at kæmpe med næb og klør mod de liberales forsøg på at forføre småborgerskabet med deres hykleriske og forræderiske propaganda.

Det nuværende regime er meget mere ustabilt end det måtte se ud til ved første øjekast. Det er netop grunden til Washingtons forsøg på at lægge en vis afstand til Pinochet. Imperialismens strateger har ikke nogen tiltro til juntaens overlevelsesevner. Den nuværende konflikt mellem Chile og Argentina over Beagle-kanalen er endnu et tegn på denne ustabilitet.

Pinochet forsøger at aflede opmærksomheden fra de enorme indre modsætninger i det chilenske samfund ved hjælp af en konfrontation med militærregeringen i Buenos Aires. Uden tvivl har begge sider betydelige interesser i det omstridte område.

Men det er også sandt at Pinochet er interesseret i at bruge sagen på samme måde som Franco brugte Gibraltar: som et belejligt middel til af aflede folks opmærksomhed fra den indenlandske krise og fremkalde en falsk følelse af "national solidaritet imod den ydre angriber".

På den anden side må begge regimer være rædselsslagne over muligheden for at denne krigslignende konfrontation udvikler sig til en virkelig militærkonflikt. Ud fra en sammenligning af styrker er der ikke nogen tvivl om, at en krig mellem Chile og Argentina (hvilket ikke kan udelukkes som en teoretisk mulighed, skønt det forekommer højest usandsynligt med mindre en yderst kritisk situation opstår i Santiago) ikke ville vare længe og resultatet ville blive et nederlag for Chile.

Som det spanske dagblad "El Pais" påpegede (13/12 1978): "Udtrykt i menneskeligt materiel er forskellen i Argentinas forsvar slående:

Spændingerne mellem de to lande er øget væsentligt med en slags handelskrig allerede undervejs. Men ud over konflikten med Buenos Aires har Chile territoriale problemer med Peru og Bolivia (som afbrød diplomatiske forbindelser med Chile, idet de hævdede at regeringen i Santiago ikke havde vist "tilstrækkelig smidighed" i spørgsmålet om at give Bolivia adgang til Stillehavet) og selv med Brasilien over High Parana.

Alt dette gør at juntaen leger med ilden i konflikten med Argentina, som det fremgår af følgende erklæring fra en af juntaens talsmænd:

"Jeg kan forsikre Dem at det ville værre vanvid, for ingen ville vinde. Det ville betyde en nyttesløs tilintetgørelse af folket. Så hverken Argentina eller Chile vil vinde."

En krig mellem Chile og Argentina med muligheden for væbnet intervention af Peru og Bolivia for at genvinde deres mistede territorier ville i sandhed være vanvid eller rettere katastrofe med voldsom genlyd i hele Latinamerika.

Det ville få Washington til at skælve og den amerikanske imperialisme vil gøre alt, hvad der står i dens magt for at forhindre det. Imidlertid må vi ikke glemme at en lignende "vanvidshandling" - de græske obersters intervention på Cypern - medførte Athen-juntaens fald.

De sidste måneder har Argentina og Chile brugt omkring 2.000 millioner dollars på krigsforberedelser ifølge det amerikanske tidsskrift "Business World". Det kan være, at begge sider er interesserede i at opretholde en atmosfære af vedholdende spænding. Både af politiske grunde og som et påskud til at retfærdiggøre de enorme summer som de væbnede styrker i både Chile og Argentina formøbler.

I alt fald ville en bevæbnet konflikt, ligegyldigt hvor kort, betyde Pinochet-regeringens kollaps. Af alle disse grunde optrapper Carter-administrationen sine forsøg på at finde et "demokratisk" alternativ til Pinochet, som vil sikre den amerikanske imperialismes interesser i Chile.

Kommunist-lederne og selv nogle af de gamle folkeenhedsledere venter, at Washington vil løse deres problemer. For eksempel fortalte Benjamin Peplizki fra det radikale parti og sekretær for "Demokratisk Chile" pressen, at "han troede at juntaen så en mulighed for en forhandlet tilbagetrækning med mellemmænd fra det chilenske borgerskab og selvfølgelig grupper fra USA". (vor understregning).

Det ser ud til, at der er nogen folk, som ikke vil lære. Pinochet vil først overveje muligheden for en "tilbagetrækning" forhandlet eller ikke når massernes bevægelse tvinger ham ud. Washington har trods flere og flere bange anelser ikke travlt med at få fjernet Pinochet, selv ikke hvis det var i stand til at holde situationen under kontrol med de tidligere brutale metoder.

Indenfor en vis periode - et, to eller tre år afhængigt af, hvordan situationen i landet udvikler sig, vil et opsving i arbejderbevægelsen, en splittelse indenfor juntaen, eller et militært vovestykke nødvendiggøre en forandring. Derfor skynder alle de "liberale" og "socialdemokratiske" politikere sig for at nå at tilbyde Washington deres tjeneste.

Her ligger en enorm fare for arbejderbevægelsen i Chile. Imperialismens og borgerskabets strategers idé efter Pinochets fald er at danne en koalitionsregering af kristelige demokrater og repræsentanter for arbejderklassen. I eksil bliver der aktivt agiteret for ideen ved samarbejdet mellem Folkeenheden og de kristelige demokrater i en "bred front" mod diktaturet. Hovedfortalerne for denne idé er (hvem ellers?) lederne for "kommunist"-partiet og det russiske bureaukrati. På den anden side viser det reformistiske bureaukrati fra den Anden Internationale en stigende interesse for Afrika og Latinamerika netop på det tidspunkt, hvor revolutionære og førrevolutionære situationer er ved at opstå på begge kontinenter.

Det er interessant at se hvordan socialdemokraternes og den amerikanske imperialismes strategi udvikler sig på samme måde i denne sammenhæng. Det er tydeligt, at der ligger en række pres på visse af den Anden Internationales ledere "udenfor" arbejderbevægelsen.

Det er ikke noget tilfælde, at det såkaldte "socialdemokratiske projekt" i Latinamerika kommer for dagen netop på dette tidspunkt med godkendelse fra Bonn og Washington. Det lille bitte radikale parti med lille eller ingen støtte i den chilenske arbejderklasse har ikke en tilstrækkelig basis til at kunne indgå i koalition med de kristelige demokrater.

De kristelige demokrater er i øjeblikket uvillige til at danne en koalition med Kommunistpartiet, mens Kommunistpartiet åbenlyst er ivrig efter at danne en sådan. Derfor er Socialistpartiet en afgørende faktor i situationen. Uden socialisterne ville en klassesamarbejdsregering ikke være mulig. Derfor bliver der lagt enormt pres på partiet om at deltage i denne nye anti-arbejdersammensværgelse i Chile.

Ulykkeligvis er der en del af de tidligere socialistledere, som er kommet under påvirkning af de stærke pres, som bliver udøvet på forskellig måde af stalinisterne, som er i besiddelse af meget magtfulde materielle midler specielt i eksil. Sammenstødet mellem de pro-stalinistiske elementer, som åbent går ind for an klassesamarbejdspolitik og de socialistiske aktivister i Chile, som kæmper for den revolutionære fornyelse af det indenlandske parti, har medført et brud i den chilenske socialismes kræfter.

Kommunistpartiets organisatoriske styrke

Først og fremmest har de socialister, som forsvarer en linje med klasseuafhængighed i overensstemmelse med marxisme-leninismens ideer og de tidligere principper for det chilenske Socialistparti, skønt de udgør den afgørende majoritet af de socialistiske kræfter i Chile i dag, en række ulemper i forhold til deres politiske modstandere.

Kommunistpartiet, som før kuppet havde mindre støtte end socialistpartiet, er nu under jorden arbejderpartiet med den største styrke. Det er umuligt nøjagtigt at udregne hvert undergrundspartis talmæssige styrke, men kommunistpartiet har mindst 8.000 aktive medlemmer. Desuden har de en meget bedre intern struktur og bedre udstyr end andre partier og grupper: et trykkeri, mange fuldtids partiarbejdere, en aktiv ungdomsorganisation, foretagender, et dagligt to timers program fra Radio Moskva såvel som programmer fra Radio Østberlin, Radio Prag etc.

Genopbygning af Socialistpartiet indenlandsk

Socialistpartiets apparat har aldrig kunne måle sig med Kommunistpartiets. Skønt tilsyneladende baseret på marxistisk-leninistiske ideer optog Socialistpartiet aldrig rigtigt bolsjevismens organisatoriske metoder, uden hvilke det mest marxistiske program i verden er værdiløst.

Trods deres talmæssige overlegenhed og deres overvældende flertal af stemmer havde de ikke det samme niveau af aktive medlemmer som Kommunistpartiet (selv før den 11. september havde de knapt nok en ordentlig partiopbygning med fuldtids ansatte etc.)

Derfor var Socialistpartiet i den værst mulige tilstand til at klare problemerne med hemmeligt arbejde. Ikke desto mindre lykkedes det de bedste kadrer i chilensk socialisme med store lidelser at omgruppere sig indenfor landets grænser og gå i gang med den langsomme og vanskelige opgave at genopbygge partiet blandt arbejderklassen og bønderne.

I dag er Socialistpartiet skønt talmæssigt mindre end Kommunistpartiet den næststørste styrke indenfor arbejderklassen i undergrundsarbejdet. De arbejder i fabrikkerne og arbejderkvartererne og hjælper familierne til de fængslede og "forsvundne personer".

Trods den totale mangel på hjælp fra udlandet (som udelukkende går til pro-Moskva delen) lykkes det kammeraterne i Socialistpartiet at udgive fire aviser inde i landet: "Arauco", partiets teoretiske blad (månedsblad), "Vi, arbejderne" ("Nosotros los Trabajadores"), fagforeningsbladet, som udkommer hver 14. dag, "Brigada", studenterbladet (udkommer uregelmæssigt) og "Solidarity" (månedligt).

Indenfor fagforeningerne har partiet en basis blandt mekanikerne, skotøjsarbejderne, bagerne, kobberarbejderne og landbrugssammenslutningerne. Det har også en ungdoms- og en kvindegruppe. Problemet for socialisterne som arbejder i Chile er at det udenlandske partiapparat er totalt domineret af den pro-stalinistiske sektion.

Det lykkedes disse elementer at få kontrol over partiet i 1971 ved at gå sammen med den socialdemokratiske fløj af partiet (Rodriguez). Men nu udgør de kun en minoritet af de socialistiske kræfter indenlandsk. Ikke desto mindre er det denne minoritet, der har fået al den økonomiske hjælp, som er blevet sendt fra den "officielle" eksil ledelse.

Uenighederne indenfor den socialistiske lejr har medført en voksende afstand mellem de forskellige tendenser. Den såkaldt Koordinerende Komite for regionale grupper brød ud og dannede et nyt parti, som gik i retning af pro-guerilla standpunkter.

I 1975-76 lykkedes det denne gruppe at samle et betydeligt antal indenlandske socialistiske aktivister, som var utilfredse med den gamle eksilledelses opportunistiske og pro-stalinistiske politik. Men som uundgåeligt er med en total forkert orientering og en forvirret politisk linje led denne tendens under en række af interne kriser, slagsmål og splittelser, som har ført til opløsningen af gruppen.

De mest seriøse aktivister fra gruppen har indset nødvendigheden af at vende tilbage til Socialistpartiet for at kunne kæmpe indefra imod de opportunistiske strømme for en ægte marxistisk-leninistisk politik i stedet for Maos og Castros guerilla-karikaturer.

Skønt de socialistiske kræfter i Chile har gjort betydelige fremskridt til trods for de vanskelige og farlige vilkår i undergrunden, er de i dag i mindretal i forhold til Kommunistpartiets styrker. Kommunistpartiet er i besiddelse af meget bedre midler og er derfor i stand til at udvikle mere effektivt arbejde i arbejderklassen. Selv den pro-stalinistiske sektion af partiet har bedre midler, skønt de ikke har halvt så meget støtte i arbejderbevægelsen som socialisterne.

Men alt dette kan ændre sig kraftigt indenfor de næste få år, hvis kammeraterne fra Socialistpartiet ikke giver efter for presset fra stalinisterne og socialdemokraterne og fastholder en klar revolutionær linje af klasseuafhængighed.

For et marxistisk-leninistisk parti er spørgsmålet om organisation og økonomiske midler væsentligt, men ikke det afgørende spørgsmål. Selv med verdens mest imponerende partiapparat er et parti med den forkerte politik dømt til nederlag. Det er den lære, vi har set gentaget mere end en gang i Chiles historie såvel som i andre landes. På den anden side med en korrekt politik, korrekt strategi og taktik og med bolsjevikkernes arbejdsmetoder vil de nødvendige organisatoriske midler altid blive fundet.

Bolsjevisme og mensjevisme

Forskellene mellem bolsjevisme og mensjevisme i Rusland viste sig ikke bare i politiske spørgsmål (reform eller revolution, samarbejde med de liberale eller selvstændig klassepolitik), men drejede sig også om forskellige arbejds- og organisationsmetoder.

Før 1917 havde mensjevikkerne altid større økonomiske midler end bolsjevikkerne. De russiske opportunister modtog ligesom deres chilenske modstykker i dag mængder af hjælp fra udlandet takket være ledere som Plekhanovs personlige prestige. De modtog også store pengesummer fra en række "progressive" borgerlige, småborgere, universitetslærere, sagførere etc. Lenin var meget stolt af den kendsgerning, at bolsjevikpartiet og dets daglige avis "Pravda” blev finansieret af små bidragsydere, af de russiske arbejderes ”kopek”.

Trods alle problemerne og alle manglerne kan de chilenske kammerater også være stolte af, at i løbet af fem år, og under de vanskeligst tænkelige omstændigheder, er det lykkedes dem at opbygge en organisation uden hjælp udefra, med penge fra de chilenske arbejdere og baseret på personlige ofrer fra aktivisterne og de ledende kadrer.

I sidste instans er hver eneste cent, der bliver rejst på fabrikkerne og i arbejderkvartererne i Chile mere værd end de tusinder af dollars, som skaffes af opportunister i udlandet. Fordi arbejdet med at rejse penge i Chile er politisk arbejde, som lægger grundlaget for organisationen i selve arbejderklassen.

Der er ikke noget at forvente af opportunisterne, socialdemokraterne eller de "pro-stalinistiske" elementer. Bortset fra visse ærlige arbejdere, der sandsynligvis af sentimentale grunde støtter de gamle ledere og er blevet ført bag lyset af disses prestige, er det store flertal af disse folk uforbederlige.

Det er nogen gange en fejl at tro, at "hvis der er flere af os, er vi stærkere". Nogle gange betyder én mere, at resultatet bliver nul i stedet for to. Enhed er noget vi alle ønsker og kæmper for. Men enhed kan købes for dyrt. Ethvert forsøg på at blande en revolutionær politik med en opportunistisk politik, gennem "overensstemmelser" for at opnå enhed er som et forsøg på at blande olie og vand.

De indenlandske kammerater har selv haft lejlighed til at bevise, at alle anstrengelser for at opnå enhed med opportunisterne er mislykkedes de sidste fem år. Og man skal ikke se denne "fiasko" som noget totalt negativt. Ja, vi går ind for enhed. Og alle er klare over hvem der er ansvarlige for den nuværende splittelse. Men den eneste enhed, som tjener socialismens sag er enhed på et principielt grundlag.

På ethvert andet grundlag, forening af en række forskellige fraktioner som alle trækker i forskellig retning, vil det føre til afmagt. Hele socialistpartiets historie beviser dette. Hvad nytter det at have revolutionære principper og program, hvis ledelsen i det afgørende øjeblik er ude af stand til at gennemføre det i praksis, fordi den har viklet sig selv ind i rækker af aftaler, kompromisser og overensstemmelser med opportunisterne og de pro-kapitalistiske elementer?

Nej, et totalt brud med enhver form for opportunisme er forudsætningen for genopbygningen af Socialistpartiet. Det er netop i modgang, at man lærer at skelne mellem sande venner og fjender. Hvis de chilenske socialister ikke kan drage alle de nødvendige konklusioner fra de sidste fem års forfærdelige erfaringer, vil alle dødsfaldene have været forgæves.

Det er sandt, at situationen kan ændre sig drastisk allerede i morgen. Efter de forfærdelige oplevelser under diktaturet, lange år med sult, elendighed, død og undertrykkelse vil mange arbejdere og bønder tænke på årene med Folkeenheden som en slags guldalder.

Det kan være at illusionerne til folkefrontspolitik endnu en gang vil bruse op i masserne efter Pinochets fald. På den måde ville diktaturet have været en enorm bremse på arbejderklassens bevidsthed og endnu mere på de tilbagestående masser af bønder og middelklasse.

Imidlertid ser arbejderne og bønderne i dag undergrundsarbejdet, "socialisterne" som de kammerater, der er ved deres side og som kæmper skulder ved skulder mod bosserne og diktaturet. Frem for alt har de tidligere Folkeenhedsledere i eksil et dårligt ry blandt mange af aktivisterne.

På den måde kan de "generaler uden hær" som tålmodigt venter i Berlin, Paris, Moskva og Algeriet på Pinochets fald, hvor de vil vende tilbage i triumf med alt sikkert lagt til rette for at gentage de samme fejltagelser som tidligere, meget vel få en meget ubehagelig overraskelse.

Specielt hvis det lykkes kammeraterne i Socialistpartiet i Chile at bygge et stærkt parti - stærkere end nu, ikke alene i antal, men frem for alt i praksis - ved at uddanne de socialistiske kadrer til uforsonlig opposition mod enhver aftale eller alliance med borgerskabet og mod den mindste indrømmelse til opportunisterne.

Socialistpartiets kadrer i Chile har gjort store fremskridt. Men der er stadig mangler ikke alene med hensyn til partiapparatet, men også i deres politik, som trods den helt nødvendige og korrekte fastholden af en selvstændig klassepolitik stadig indeholder en række uklarheder og udeladelser. Skønt disse i øjeblikket ikke ser ud til at være særlig vigtige, kan de, hvis de ikke bliver afklaret, i morgen medføre enorme problemer, interne kriser, rystelser og splittelser.

På et givet tidspunkt med Pinochet regimets fald og massebevægelsens genopståen vil Socialistpartiet komme under enormt pres fra alle sider. Den borgerlige presse, den stalinistiske og socialdemokratiske presse, den "offentlige mening" og selv arbejdernes egne naturlige og forståelige instinkter til fordel for "enhed" vil veje tungt på Socialistpartiet for at presse det til endnu en gang at indgå i en "fællesfront" med stalinisterne, socialdemokraterne og denne gang sandsynligvis de kristelige demokrater i en "national samlingsregering".

Hvis partiet ikke gør sin egen position helt klar på forhånd, er det meget sandsynligt, at det vil være ude af stand til at modstå presset. Trods sloganet "Tillid til os selv" vil der være visse kammerater selv indenfor partiledelsen, der vil være tilbøjelige til at give efter for presset. "Vi vil blive isolerede". "Vi kan ikke bryde enheden". "Det drejer sig kun om midlertidige aftaler". "Det er en taktik og vi beholder vores selvstændige program". "Vi vil kæmpe imod borgerskabet indenfor regeringen".

Der er aldrig mangel på argumenter for at retfærdiggøre opgivelsen af en revolutionær marxistisk politik. Det har været chilensk socialismes erfaring gennem hele dens historie. Og altid med de samme resultater. Sagen er at det er muligt at Socialistpartiet, hvis det nægter at indgå i koalitionsregeringen, i en kort periode vil se sig selv isoleret fra hovedparten af arbejderklassen.

Det vil blive angrebet fra alle sider for "sekterisme", "dogmatisme", "overbudspolitik" eller endnu værre ting. Men hvis et marxistisk-leninistisk parti og specielt dets ledelse ikke er i stand til at modstå den slags pres, hvad er der så ved det parti og dets ledelse?

I virkeligheden er en uforsonlig holdning til en koalitionsregering med borgerskabet den eneste måde at vinde masserne for Socialistpartiet og den socialistiske revolution. Masserne lærer af deres erfaringer. De ville meget hurtigt blive klar over, at den nye regerings politik er en politik dikteret af kapitalistklassen ved hjælp af de kristelige demokratiske ministre.

Selv hvis de er i mindretal vil disse kyniske repræsentanter for borgerskabet nedlægge veto imod enhver anti-kapitalistisk lovgivning, som arbejderpartierne foreslår, og true med at træde tilbage, hvis arbejderpartierne kræver gennemførelsen af en politik i arbejderklassens interesse.

Alle Freis artikler og alle de kristelige demokraters erklæringer viser, at en ny koalitionsregering ikke engang ville gennemføre Folkeenhedsregeringens lovforslag, med mindre den blev tvunget til det af en ny bølge af massemobilisering.

Hvad der end sker vil en ny koalitionsregering i en situation med kapitalistisk krise ikke kunne løse noget for arbejderklassen. Illusionerne om et påstået "socialdemokratisk projekt" for Chile ville hurtigt blive brudt af den økonomiske krise.

Som det oprindelige Folkeenhedsprogram i sin tid forklarede:

"I Chile har de "reformerede" og "udviklende" opskrifter, som blev faldbudt af Alliancen for Fremskridt og taget op af Frei-regeringen, ikke været i stand til at forandre noget som helst af betydning. Grundlæggende har det været en ny borgerlig regering, som tjente indenlandsk og udenlandsk kapitalisme. Denne regerings svage forsøg på sociale forandringer led et vanærende nederlag under økonomisk stagnation, de høje leveomkostninger og voldsom undertrykkelse af befolkningen. Med dette er det endnu en gang bevist, at reformisme er ude af stand til at løse befolkningens problemer" (den sidste sætning er understreget i originalen).

Og hvis det var sandt under Freis kristeligt demokratiske regering, før den verdensomspændende kapitalistiske lavkonjunktur startede, vil det så ikke være tusind gange sandere nu med 17 millioner arbejdsløse i de udviklede kapitalistiske lande i OECD, udbredt stagnation af de produktive kræfter og verdenshandlen, mangel på markeder og faldende efterspørgsel og priser for chilenske varer i udlandet?

I dag er chilensk kapitalisme ikke i en tilstand, hvor den kan give arbejderklassen og bønderne dybtgående og langvarige indrømmelser. Selv hvis en koalitionsregering i sine første måneder blev tvunget af massernes pres til at give en række reformer, ville den uundgåeligt under pres fra oligarkiet og imperialismen gå over til en næste fase med kontrareformer.

Arbejderne og bønderne ville opleve stigende arbejdsløshed og deres lønstigninger ædt op af inflationen. En ny proces med skuffelse og demoralisering ville starte. Men denne gang ville der uundgåeligt rejse sig en opposition blandt medlemmerne i arbejderpartierne og fagforeningerne. Masserne ville forstå de kapitalistiske ministres rolle som en "trojansk hest" placeret i regeringskoalitionen for at sabotere den indefra.

Bevægelsen ville vokse for at smide storforetagendernes agenter, de kristelige demokratiske ministre ud og i stedet danne en regering af arbejderpartier med et socialistisk program. Hvis det chilenske Socialistparti skulle gøre den skæbnesvangre fejl at gå ind i regeringen, ville masserne forbinde det med den anti-arbejderpolitik, som blev ført. Men står partiet fast vil det meget hurtigt vinde støtte i oppositionen og tiltrække mange af de menige medlemmer i Kommunistpartiet, hvis dette hvad der ser ud til at være uundgåeligt går med i regeringen.

Sloganet "En socialist-kommunist regering med et socialistisk program og uden de kristelige demokrater" ville give enorm genlyd blandt kommunistpartiets medlemmer. En ting er sikker. For Chile er der kun to alternativer: enten den socialistiske revolution som én gang for alle vil knuse godsejernes, kapitalisternes og imperialisternes magt eller en ny række af blodige nederlag.

For at løse arbejdernes og bøndernes påtrængende problemer er det nødvendigt at gennemføre ekspropriation af bankerne, godsejerne og stormonopolerne og begynde en planlagt organisering af produktivkræfterne i alles interesse. Det er nødvendigt med en betydelig stigning i den økonomiske vækst for at hæve massernes levestandard. Det er først muligt, når staten under det arbejdende folks kontrol mobiliserer alle landets ressourcer. For at dette kan ske må kapitalisternes og jordejernes modstand først brydes.

Hvad er alternativet? De kristelige demokrater, socialdemokraterne og stalinisterne har en illusion om, at det er muligt i Chile at bygge et "forbrugersamfund" som Vesttyskland, Storbritannien eller USA. Men netop i disse lande er det kapitalistiske system ikke længere i stand til at fastholde hverken levestandarden eller retten til arbejde. Der er 8 millioner arbejdsløse i USA og 7 millioner arbejdsløse indenfor fællesmarkedet. Der sker angreb på levestandarden og nedskæringsprogrammer i alle disse lande. Og der er strejkebølger i Frankrig, Italien, Storbritannien, Tyskland, USA etc.

Eksistensen af et borgerligt demokrati og sociale reformer i Chile i fortiden var muligt takket være den chilenske økonomis privilegerede position og udenlandske markeders efterspørgsel på dets varer i en lang periode. Nu hvor disse faktorer er forsvundet, kommer alle modsætningerne indenfor det chilenske samfund op til overfladen.

Freis "reformistiske" regering var ude af stand til at løse dem. Allende-regeringen forsøgte at lave en "halv revolution" og efterlod nøglepunkter i statsmagten i kapitalistklassens hænder med det velkendte resultat. Heller ikke juntaen har med alle sine mord og koncentrationslejre været i stand til at løse det chilenske samfunds problemer. Den har forværret dem. Og der er ingen tvivl om, at en chilensk regering med de borgerligt liberale heller ikke vil løse noget som helst.

Alternativet for den chilenske arbejderklasse under kapitalismen er ikke et "forbrugssamfund", men en konstant stigning i arbejdsløshed, elendighed, økonomisk stagnation, sult .....

Der er ingen "middelvej"

Chiles socialistiske revolution ville udgøre et eksempel for arbejderklassen og hele Latinamerikas undertrykte folk. Med en arbejderregering i Chile, hvor længe ville militærdiktaturerne i Argentina, Uruguay etc. vare?

Udbredelsen af den socialistiske revolution til alle lande på kontinentet ville resultere i Latinamerikas Socialistiske Forenede Stater, og forene alle befolkningerne i en fælles anstrengelse for at udnytte kontinentets umådelige økonomiske muligheder. Den fælles planlægning af Latinamerikas enorme menneskelige og materielle ressourcer ville gøre det muligt for os at forandre alle folks liv i løbet af et par femårsplaner.

Latinamerikas Socialistiske Forenede Stater ville være det første skridt mod socialismens triumf på verdensplan og skabelsen af verdens socialistiske sammenslutning, som en gang for alle ville fjerne kapitalismens og fascismens mareridt og åbne op for et nyt stadie i menneskehedens historie: socialisme.

1 Intern ledelse henviser til socialistpartiets ledelse inde i Chile, hvorimod ekstern ledelse var bestyrelsen i eksil.

2 Avisen Nuevo Claridad var imellem 1976-1989 organ for den spanske sektion af den Internationale Marxistiske Tendens.

3 Henvisningen til splittelsen i marts 1979 i det eksilerede chilenske socialistparti, imellem højre- og venstrereformistisk grupper, under ledelse af hhv. Carlos Altamierano på den ene side og Clodomiro Almeyda Medina på den anden side.

4 CSP(IL) var initialerne (på engelsk) for den interne del af Chiles Socialistparti, dvs. den del af partiet der arbejdet hemmeligt inde i Chile.

5 POS – Partido Obrero Socialista, forløberen til det chilenske kommunistparti.

6Orlando Letelier var en fremtrædende socialistisk økonom under Salvador Allende og gik senere i eksil i USA. I 1976 anbragte Pinochets efterretningstjeneste DINA en bombe i hans bil der dræbte ham i Washington D.C.

7Gustavo Leigh var Pinochets partner i statskuppet i 1973, men i 1978 kom han i konflikt med regimet og blev smidt ud af regeringen