Læren af Chile 1973

Danish translation of "Lessons of Chile 1973" By Alan Woods (January 1979)

De kristelige demokrater

Som det tydeligste symptom på det chilenske borgerskabs svaghed og den voksende radikalisering i samfundet både på landet og i byerne, blev valget i 1964 reduceret til en kamp mellem de kristelige demokrater, repræsenteret ved Frei og FRAP, repræsenteret ved Allende. Begge sider kæmpede for et program med radikale reformer for det chilenske samfund. De kristelige demokrater, de dygtigste repræsentanter for oligarkiets interesser, brugte meget "venstreorienterede" talemåder for at vinde stemmer fra småborgerskabet i byerne og specielt i landsbyerne. Bønderne og middelklassen som helhed er ikke en ensartet klasse som arbejderklassen og borgerskabet. Der er rige bønder og fattige bønder såvel som en mængde grupper der imellem. De Øverste lag af bønderne identificerer sig med borgerskabet, mens de fattige bønder "inquilinos" og "Afuerinos" er proletariatets naturlige allierede. "Liberale" borgerlige partier, såsom de kristelige demokrater har indflydelse blandt bønderne og middelklassen gennem de privilegerede lag i disse klasser, advokater, lærere, intellektuelle, læger og naturligvis præster, de mænd i landsbyen i hvis nærhed bonden fra sin barndom har været vant til at tage hatten af for, de herrer, som "forstår at tale". Disse elementer er i stand til nu og da at bruge meget radikale, endda "revolutionære" talemåder for at opretholde deres indflydelse blandt masserne. De fremstiller sig for bønderne og de småhandlende som "venner af folket", talsmænd og mellemmænd mellem folket og autoriteterne, forsvarerne for de fattige og ydmyge folk. Men, når de først bliver valgt, stiller disse velhavende elementer sig ufravigeligt til tjeneste for kapitalen på den mest underdanige måde. I realiteten er dette deres sande funktion, forbindelseslinien mellem bankerne og de store monopoler på den ene side og masserne i middelklassen på den anden side. Hvor brugbare disse politiske udbyttere af middelklassen er for kapitalen, afhænger af deres evne til at narre og forvirre millionerne af bønder, småhandlende og potentielt tilbagestående arbejdere, kvinder etc. Den socialistiske revolution er først mulig, når de liberales og de kristelige demokraters kvælertag på middelklassen og bønderne er brudt. Ikke desto mindre har det chilenske "kommunist" partis totalt antileninistiske politik i lang tid været baseret på nødvendigheden af en alliance med disse forhærdede fjender af socialisme. Som et tydeligt symptom på den sociale gæring og utilfredshed blandt masserne er det nok at erindre, at de kristelige demokraters slogan i 1964 var intet mindre end "Revolution i Frihed". Og masserne satte virkelig deres lid til Frei, som fik afgørende flertal: 56% af de 2,5 mill. afgivne stemmer. Resultatet af valget til Underhuset det følgende år bekræftede de kristelige demokraters triumf med en fremgang fra 23 til 82 mandater. På den anden side led det højreorienterede parti et totalt nederlag. Flertallet af befolkningen havde rettet alle deres håb mod "Revolution i Frihed", jordreformen og "chiliniseringen" af Økonomien. Erfaringerne fra Frei regeringen viste endnu engang de borgerligt liberales uduelighed til at udføre de mest påtrængende opgaver i den borgerligt demokratiske revolution. Under Frei fik staten kontrol over 51% af aktierne i de store USA kobber selskaber. Men det lettede ikke på nogen måde den amerikanske imperialismes kvælende kontrol over den chilenske økonomi. Jordreformen skred fremad i sneglefart. Dens resultater kan opsummeres i følgende ord: "Den kristeligt demokratiske regerings handlinger omkring fordelingen af jorden begunstigede udfra et kvalitativt synspunkt omkring 28.000 bondefamilier. De blev organiseret i jordreform kolonier eller kooperativer på 1.300 gårde, som enten var eksproprierede eller planlagt at blive omfattet af jordreformen, omfattende et område på 3,4 millioner hektarer. Dette udgjorde 13% af al opdyrket jord i Chile, eller 14,5% af den produktive jord. De familier, der nød godt af reformen, udgjorde mellem 5% og 10% af de bondefamilier, som enten var jord løse eller ikke havde jord nok. Den kristelige demokratiske regerings eget mål for dens 6 årige periode var at give 100.000 bondefamilier adgang til jord, hvilket vil sige, at den gennemførte 1/3 af sit program på dette område". (Chile~America nor.25,26,27 s.16)

Andre dele af Frei's program, såsom statsinterventionen i bankverdenen forblev på papiret. Massen af arbejdere og bønder havde gennemgået de kristelige demokraters skole og forstod den, som det den var: Et gigantisk bedrageri. Hvad de ønskede, var en dybtgående forandring af samfundet. Det, de havde fået, var fortsættelsen af oligarkiets og imperialisternes dominans bag en ny og "mere demokratisk" facade. De kristelige demokraters virkelige rolle, den, som den trofaste forkæmper for oligarkiet, viste sig ved den brutale undertrykkelse af arbejdere og bønder. Blandt ofrene for Mineral de El Salvador og Pouerto Mott var der mere end 20 socialister, som blev myrdet af Frei regeringens "ordensstyrker". De kristelige demokraters fiasko

Efter valgnederlaget i 64 bragte lederne af "kommunist" partiet muligheden af samarbejde med den kristelig demokratiske regering på bane. De katastrofale konsekvenser, som dette ville have haft er selvindlysende. Med A. Selpulveda's ord: "Hvad ville der være sket efter præsidentvalget i 64, hvis partiet havde opnået en aftale eller orienteret sig mod en overenskomst med regeringspartiet? Arbejderklassens underkastelse under borgerskabets overherredømme i en lang periode ... Hvad enten dette (SP’s indretning mod de kristelige demokrater) havde bestået i direkte samarbejde, kritisk støtte eller en simpel lovgivningsopposition, ville vi ikke have svækket de kristelige demokraters sociale basis og ville ikke have åbnet vejen for et folkeligt alternativ." ("Socialismo Chileno" side 26,27,28) De kristelige demokraters støtte blandt masserne svandt hurtigt. Utilfredsheden og gæringen blandt småborgerskabet viste sig blandt medlemmerne i Frei’s eget parti, som i 1969 oplevede et udbrud af venstrefløjen., som dannede MAPU og udvikledes til en radikaliseret position. I denne situation var der et nyt forsøg på at genoprette SP og CP's valgfront. Ved rundbordskonferencen, hvor ideen om Popular Unity (Folkeenheden) blev diskuteret, var der uoverensstemmelse mellem repræsentanterne fra SP og dem fra CP. De sidstnævnte så spørgsmålet om socialisme i Chile som "et perspektiv, der er udskudt for en ubestemt periode". ("Socialismo Chileno s. 31). Mens Allende uden tvivl seriøst troede på muligheden af den socialistiske omskabelse af samfundet ad parlamentarisk vej, kom spørgsmålet om socialisme ikke engang op for de stalinistiske ledere. Resultatet var et usammenhængende dokument fyldt med flertydigheder. Som dokumentet "CSP's 45 års dag" bekræfter:
"Disse rundbords samtaler endte med at kalde sig selv "Popular Unity". Denne rundbords konference havde som resultat Popular Unity's regerings program, et program, som på alle afgørende områder opsummerer modsætningerne mellem to forskellige politiske standpunkter: den socialistiske og den borgerligt demokratiske karakter af den chilenske revolution, af hvilke CP argumenterede for den sidstnævnte og SP for den førstnævnte. Denne modsætning var til stede gennem hele Popular Unity's regerings livstid" (side 16).'

Folkefront

"Triumfen den 4.september og den deraf følgende udvidelse af programmet slap en revolutionær proces løs, som placerede klasserne i en historisk indbyrdes spænding: revolution eller kontra revolution. Det var ikke de ting, som folkeregeringen gennemførte eller programmet i sig selv, som den herskende klasse var bange for, men den revolutionære dynamik i masserne, som objektivt truede det kapitalistiske system. Mere end alt andet frygtede de arbejderklasseledelsen af processen, udtrykt ved dominansen af socialister og kommunister i regeringen, i Popular Unity og i masebevægelsen. Ikke desto mindre var det dette sidstnævnte subjektive element ledelsesfaktoren – som ikke vidste, hvordan den skulle reagere på den nye virkelighed, som var fremkommet ved revolutionens fremgang. En virkelighed, som overskred de grænser for mulige mål, som var blevet sat af Popular Unity i 1969". ("Chilean Socialism" s.85). Pupolar Unity koalitionen omfattede ikke alene CP og SP, men en række af de småborgerlige partier og grupper (MAPU,API,PSP og de radikale) med en meget begrænset basis i masserne. Det radikale parti var på det tidspunkt, hvor det trådte ind i koalitionen, uden tvivl et borgerligt parti, der senere splittedes under pres fra masserne. I modsætning til folkefronten i 30'erne i hvilken det gamle radikale parti var hovedkræften, var Alberto Baltrals radikale parti en sekt, mens arbejderpartierne SP og CP var de dominerende kræfter. Ikke desto mindre ønskede de stalinistiske ledere de radikales tilstedeværelse i regeringen, ikke pga. deres betydning ved valgene, men som en undskyldning for ikke at gennemføre et socialistisk program. "Vi kan ikke gå for hurtigt fremad, for det ville medføre et brud i koalitionen". Den samme taktik var blevet brugt af CP og SP lederne i Frankrig også med det lille bitte radikale parti. Overfor Folkeenheden stod borgerskabets to partier, Alessandri’s nationale parti de åbenlyse repræsentanter for oligarkiet, og de kristelige demokrater, repræsenteret ved Tomic. De kristelige demokrater havde i et desperat forsøg på at genskabe sit image som et "venstrefløjs parti" fremsat forslag om "den totale nationalisering af kobberindustrien" og de udenlandske banker, og "mere fart på jordreformen". Men denne gang kunne masserne ikke vildføres af de kristelige demokraters falske løfter. Resultatet af valget var følgende:

Allende	1.075.616 (36,3%)
Alessandri	1.036.278 (34,9%)
Tomic	824.849 (27,8%)

De kristelige demokraters totale valgnederlag viser tydeligt processen af klassepolarisering i det chilenske samfund. Faktisk havde de kristelige demokrater allerede mistet deres absolutte flertal i valgene i Underhuset (Kongressen) i marts 1969, ud af et samlet mandattal på 150 i Kongressen og 50 i Senatet kom følgende resultat (resultatet af 1965 valgene er angivet i parentes):

31,1

	Kongressen	Senatet	% af stemmerne
Kristelige Demokrater	55 (82)	23 (13)
National Partiet	34 (12)	5 (8)	20,9
Kommunistpartiet	22 (12)	9 (3)	16,6
De radikale	24 (20)	6 (10)	13,9
Socialistpartiet	15 (15)	5 (7)	14,4
Andre venstre grupper	- (-)	2 (4)

Resultatet af 1970 valget betød, at Folkeenheden havde vundet, men endnu ikke havde en absolut majoritet. Dette argument blev brugt af højrefløjen for at lægge begrænsninger på Allende, før de ville tillade dannelsen af regeringen. Lederne af Folkeenheden havde to muligheder: enten at afvise borgerskabets afpresning og appellere til masserne ved at afsløre de beskidte manøvrer i at forhindre folkets vilje, og organisere enorme demonstrationer over hele landet, eller give efter og acceptere de stillede betingelser. Mange socialistiske militante var rasende over disse manøvrer fra borgerskabet, og massernes vrede ville uden tvivl have været endnu større, hvis lederne for Folkeenheden havde organiseret en mobiliserings og forklaringskampagne. Allerede i juni 1970 truede CUT med generalstrejke. På det tidspunkt var arbejderklassen blevet det afgørende flertal af befolkningen: 75% af den aktive befolkning var lønarbejdere overvejende i byerne (industri og service), og mindre end 25% var beskæftiget ved landbruget. Arbejderbevægelsens styrke i Chile var allerede blevet demonstreret ved strejkebølgerne under Ibanez og Alessandri regeringerne. Arbejderne vidste, at valgkampen havde været kendetegnet ved al slags svindel og beskidte kneb mod Folkeenheden sat i scene af imperialismen og oligarkiet. Forsøget på at blokere Allendes indtræden i regeringen ville have været signalet til en aldrig tidligere set bevægelse, som ville have haft en radikaliserende effekt i hver eneste by og landsby i hele landet. Desuden for en marxist kan valgresultater, skønt de har stor betydning som et barometer for graden af bevidsthed i masserne, aldrig være den eneste faktor, eller blot den afgørende faktor i vores strategi. Marxister er ikke anarkister. Derfor deltager vi i valg og er villige til, at bruge hele det borgerlige demokratis maskineri, og endog forsøge at ændre samfundet ved hjælp af fredelige midler gennem parlamentarisk lovgivning i den udstrækning, det tillades os at gøre det. Ikke desto mindre viser hele historien ikke mindst Chiles, at den herskende klasse kun er parat til at tolerere eksistensen af demokrati indenfor bestemte klart afstukne grænser. I det øjeblik borgerskabet ser sin magt og sine privilegier truet, tøver det ikke med helt ensidigt at bryde "spillereglerne" (regler skabt af borgerskabet selv for at forsvare deres magt og privilegier) og knuse arbejderklassens demokratiske vindinger. Nej, vi marxister er ikke anarkister. Men vi er realister, og har lært noget af historien. I denne sammenhæng har kammerat Sepulveda fuldstændig ret, når han forslår: "Angående spørgsmålet om magt, er det ikke et spørgsmål om en talmæssig sammenligning af styrker, om at have en majoritet. Hvis vi f. eks i marts 1973 havde opnået 51% eller 55% ville det så have betydet, at imperialismen og storborgerskabet ville være ophørt med at forberede kuppet, ikke ville være fortsat med at udvikle styrkerne til at styrte os? I det mindste viser de historiske erfaringer, at selv når den er i mindretal forsvarer reaktionen klasseovermagten med voldelige midler" ("Socialismo Chileno s.36). Mange socialistiske kammerater og sandsynligvis også kommunistiske forudså den fælde, som borgerskabet forberedte v.h.a. sine berømte betingelser til Folkeenheden. Hovedfortalerne for denne manøvre var naturligvis de kristelige demokrater, som endnu en gang afslørede deres sande natur, som de dygtigste forsvarere for de store kapitalisters, bankernes og USA imperialismens interesser. Under vedholdende pres fra Covalãn og Co. indgik Allende en aftale med de kristelige demokrater og accepterede den såkaldte "aftale om forfatningsmæssige garantier", som forbød dannelsen af "private militser" og udnævnelsen af officerer for de væbnede styrker, som ikke havde været på militærakademi. Samtidig måtte der ikke ske nogen ændringer i hæren, flåden, flyvevåbnet eller politiet uden godkendelse fra Kongressen, hvor de borgerlige partier stadig havde flertal. På den måde faldt Allende og de andre ledere for Folkeenheden i fælden lige fra starten, idet de glemte marxismens grundlæggende principper og ordene i det stiftende program for Chilensk socialisme: "Evolutionære forandringer v.h.a. det demokratiske system er ikke mulige, fordi den herskende klasse har organiseret sig i bevæbnede officielle korps, og har oprettet sit eget diktatur for at fastholde arbejderne i fattigdom og uvidenhed og forhindre deres frigørelse".

Teorien om staten

Lenin havde forklaret mange gange, at staten grundlæggende består af "bevæbnede grupper af mænd til forsvar for ejendom". Folkeenhedens lederes accept af "aftalen om forfatningsmæssige garantier" betød et kompromis fra deres side om ikke at bevæbne arbejderklassen og ikke røre nogen del af det undertrykkelsesapparat, som var oprettet af borgerskabet "for at fastholde arbejderne i fattigdom og uvidenhed og forhindre deres frigørelse". Men hvordan kunne de så på nogen måde gennemføre en alvorlig kamp mod oligarkiet og imperialismen? Gennem hele folkefronts regeringens levetid narrede lederne af SP og især lederne af CP sig selv, og narrede derfor masserne af arbejdere og bønder, når de fastholdt militærkastens "patriotiske" og upartiske karakter. På, en totalt utopisk måde mente de at kunne neutralisere generalerne og admiralerne ved indsmigrende ord, medaljer og lønstigninger. Statsapparatet og specielt militærkasten er ikke noget, som er hævet over klasser og samfund, men et undertrykkelsesmiddel i hænderne på den herskende klasse. De øverste lag af hæren i Chile er, som i ethvert andet land, nært forbundet med tusinder af bånd (klasseoprindelse, familieforbindelser, uddannelse, økonomiske interesser etc.) til storborgerskabet, bankerne og jordejerne. Al dette er ABC for enhver marxist. Samtidig så borgerskabet og dets politiske repræsentanter, de kristelige demokrater, dette helt klart. Denne"aftale"var ikke et sekundært spørgsmål, en detalje eller et pludseligt indfald.
Den var kernen i det hele, som det blev klart tre år senere, med katastrofale konsekvenser for arbejderklassen og hele det chilenske folk. Ikke desto mindre åbnede dannelsen af Folkeenhedsregeringen op for en ny fase i den revolutionære proces i Chile. Ligesom i Spanien i 1936, blev regeringens første program hurtig overhalet af massernes bevægelse. Som det er forklaret i dokumentet: "CSP’s 45 års dag": "I regeringens første 1 1/2 år udtømte gennemførelsen af borgerligt demokratiske lovforslag hurtigt Folkeenhedens plan for reformer, og masserne begyndte at kræve gennemførelsen af et program med indgreb indenfor områder som økonomi, sundhed, uddannelse og boliger. På denne måde begyndte masserne at mobilisere sig omkring krav som overgivelsen af de store monopoler indenfor tekstil og træindustri til arbejderne etc. Krav, som regeringen kun delvist kunne opfylde, givet den udstrækning, den var bundet af oppositioner og de hindringer, som de højtråbende repræsentanter for reformismen indenfor Folkeenhedens egne rækker satte for gennemførelsen af disse mål. Det var på dette tidspunkt, at den reformistiske del begyndte at handle ud fra den hensigt at lamme hvert eneste initiativ, som kunne have mobiliseret masserne bag revolutionære og socialistiske perspektiver eller mål. Reformisterne pressede på groveste måde deres repræsentanter ind i ledelsen af det økonomiske apparat, og brugte CUT til dette formål. Al dette havde som konsekvens en adskillelse mellem massernes mål og regeringens mål". (s.17 forfatterens understregning).

Pres fra masserne

Under presset fra masserne gik Folkeenhedsregeringen meget længere end mange af lederne havde forudset. Stalinismens mekaniske system med en kunstig adskillelse mellem de borgerligtdemokratiske opgaver og den proletariske revolutions opgaver blev nedbrudt af massernes bevægelse. Allende regeringen gennemførte væsentlige nationaliseringsindgreb, som repræsenterede et hårdt slag mod oligarkiets interesser. Frei regeringens "chilinisering" havde efterladt 49% af kontrollen af kobberindustrien i hænderne på de store USA monopoler som Anaconda, Kennecott Copper etc. Derudover havde Frei udbetalt enorme summer i kompensation (mellem 1967 og 1969 80 millioner dollars til Kennecott Copper blot for El Teniente). Det chilenske
arbejdende folk måtte tage slæbet med denne ekstra byrde. I juli 1971 forklarede Allende,
at USA. monopolerne havde investeret mellem 50 og 80 millioner dollars i Chile, og at deres
profit beløb sig til 1.566 millioner dollars.
Derfor skyldte selskaberne Chile omkring 642 millioner dollars.
Nationaliseringen af kobber i juli 1971 var et stort skridt fremad. Kulminerne, jern og nitratminerne, tekstilindustrien, ITT, INASA og andre industrier kom også i offentlig eje.
En række socialreformer i det arbejdende folks
interesse tjente også til dramatisk at øge den folkelige støtte for regeringen: gratis uddeling
af mælk til skolebørn, fastfrysning af huslejer og priser, løn og pensionsstigninger etc.
Disse foranstaltninger gav desuden et enormt skub til massernes bevægelse. Endelig kunne de
mest uoplyste, apolitiske og apatiske dele af samfundet se en regering, som handlede på deres
vegne. Resultatet var en voksende radikaliseringsbølge i byerne og landsbyer. At Frei regeringen ikke kunne gennemføre en alvorlig jordreform var en af hovedårsagerne til Allendes sejr ved valgene. Lige før valgene var situationen på landet ifølge ex landbrugsministeren
i Allende regeringen, Jacques Chonchol, kendetegnet ved en ”voksende frustration". Han for
klarer hvordan starten på jordreformerne blev s at i gang under stærkt pres fra masserne i
landområderne:
"Den del af landbrugspolitikken, som Folkeenhedsregeringen først måtte tage sig af, drejede sig om at sætte fart i ekspropriationerne for at kunne imødekomme bøndernes pres og bekymringer. Bønderne mente faktisk, at eftersom den nye regering var det arbejdende folks
regering, så måtte alle deres mangfoldige ønsker om adgang til jord blive opfyldt i
største hast." (Chile America nr.25/26/27 s.27 28)
På den anden side begyndte storgodsejerne en systematisk sabotagekampagne ude på landet,
forlod deres ejendomme og ødelagde installationer på deres gårde. Mange af dem gav allerede penge til bevæbnede ultra-højrefløjs grupper med den hensigt at modarbejde landbrugsreformen. Pablo Goebbels, en stor jordejer i Cautin provinsen erklærede offentligt, at enhver regerings funktionær, som prøvede at ekspropriere hans jord, ville blive mødt med maskingeværer. Ifølge en officiel politirapport ”er mere en 2.000 mand blevet rekrutteret til
overfaldsgrupper med den hensigt at få transportsystemet til at bryde sammen, lave afbrydelser i gas, elektricitets og vandforsyningen og på denne måde skabe udbredt utilfredshed". (Militant 1.10 1971). Lige fra starten gjorde den herskende klasse i Chile forberedelser til et modkup. Som den samme artikel i "Militant" forklarede: "Samtidig med at Allende prædiker for masserne om "ansvarlighed" og "disciplin", samler reaktionen kræfter til et modangreb. Dybt demoraliserede af Allendes sejr og skræmt af massernes bevægelse, forstår godsejerne og kapitalisterne, at det er umuligt at styrte Allende med det samme. De er rede til at vente. Ikke desto mindre gøres der omhyggelige forberedelser, våben bliver oplagret, sammensværgelser udklækkes blandt de Øverste lag i generalstaben. Faren er meget reel". (”Militant," 1.10 1971)

Bureaukratisk modstand

Den eneste måde at afvæbne reaktionen og knuse modstanden fra de store jordejere ville have været at bevæbne de fattige bønder organiseret i aktionskomiteer til besættelse af jorden med støtte fra regeringen. Stående overfor de bevæbnede massers magtfulde bevægelse ville jordejerne og deres bevæbnede bander være blevet slået med et minimalt tab af menneskeliv. Faktisk bestod det eneste forsvar for massernes erobringer under Folkeenheden netop heri. Men lederne af Folkeenheden havde ingen tiltro til massernes revolutionære initiativ og var rædselsslagne ved tanken om, at "fremprovokere reaktionen". Derfor gik de stædigt imod ethvert forsøg fra de fattige bønder på at udføre "alvorlige jordbesættelser", og sendte endda "den offentlige ordensmagt" ud for at fjerne bønder, som havde foretaget sådanne aktioner. Nu til dags prøver nogle af de tidligere ledere af Folkeenheden at retfærdiggøre sig selv ved at påstå, at disse bevægelser var organiseret af ultra venstre grupper. Desuden hævder de, at bønderne nogen gange "gik for langt", idet de ikke bare tog storgodsejernes jord, men også "mellembøndernes". Det er uden tvivl i enhver revolutionær bevægelse og specielt i dem, som omfatter de mest undertrykte og tilbagestående lag i samfundet, altid en tendens til at "gå for langt" og disse "overdrivelser" er i en vis udstrækning uundgåelige. Det er muligvis også sandt, at nogle små ultra venstre grupper udnyttede den spontane bonde bevægelse til at øge deres indflydelse. Men ansvaret for denne situation ligger totalt hos lederne for folkeenheden og først og fremmest lederne af CP og SP. Den bedste måde at undgå forkerte handlinger og "overdrivelser" er, at reducere vold og blodsudgydelser til et minimum og sikre den fredeligst mulige og bedst organiserede overførsel af ejendomsretten til jorden fra de store jordejere til de fattige bønder, ville være, hvis arbejdernes ledere, i stedet for at fordømme disse "ulovlige aktioner" og sende politiet ud for at "genoprette roen" i landsbyerne havde stillet sig i spidsen for massebevægelsen og givet den en organiseret karakter. Jacques Chonchol prøver i den førnævnte artikel at bagatellisere betydningen af bondekomiteerne, men ikke desto mindre forklarer han selv de årsager, som forhindrede udviklingen af disse folkemagtsredskaber i landområderne.
"I forsøget på at udvide komiteerne til at tillade deltagelse af disse grupper begyndte der desuden en politisk kamp mellem Folkeenheden og de kristelige demokrater og mellem partierne i Folkeenheden indbyrdes om at prøve at overtage komiteerne. En situation, som senere førte til, at nogle af partierne i Folkeenheden ikke støttede organiseringen af bondekomiteer". (Chile America s.32). En utrolig indrømmelse! Nogle af lederne af Folkeenheden var imod oprettelsen af bondekomiteer, fordi der foregik en kamp mellem de forskellige partier om kontrol over disse organisationer .... Men foregår den samme kamp ikke i enhver fabrik, ethvert arbejderområde, ved ethvert lokal og national valg, i enhver fagforening? Og dog anbefalede lederne af Folkeenheden ikke, at man opgav fagforeningerne og parlamentet. Den virkelige årsag var, at "visse ledere" i Folkeenheden ikke stolede på bondemassernes bevægelse og var bange for, at denne bevægelse skulle undvige sig deres kontrol. Den elementære pligt for arbejderlederne var, at støtte hvert eneste revolutionært initiativ fra massen af fattige bønder, aktivt tilskynde oprettelsen af bondekomiteer trods alle vanskeligheder og føre en kamp indenfor komiteerne for revolutionær socialistisk politik mod den giftige indflydelse fra de kristelige demokrater. Lige fra starten satte Folkeenhedens ledere al deres tillid til borgerlig lov og ret og muligheden af at omskabe samfundet samtidig med at bevare hele det gamle statsapparat intakt. Denne kendsgerning havde katastrofale konsekvenser for landbrugsreformerne. Som Jacques Chonchol selv indrømmer: oven i alt dette forhindrede de juridiske begrænsninger på regeringen den i at give lederne for bondekomiteerne en retsmæssig status og penge til komiteernes arbejde. Kun ved vedtagelsen af en lov, som ikke havde nogen chance for at blive vedtaget, i og med at regeringen var en minoritet i parlamentet". (Chile America s.32) Det utopiske i ideen om at bruge den borgerlige stats gamle bureaukratiske apparat til at gennemføre landbrugsreformer er, skønt modstræbende erkendt i de følgende ord af Chonchol, som indrømmer at "bondekomiteerne" ofte havde sammenstød med modstanden fra det bureaukratiske statsapparat: "På samme måde var et af de problemer, som Folkeenheden trods alle anstrengelser var ude af stand til. at løse driften af det bureaukratiske statsapparat. Til alle ændringerne i landbruget, som omfattede så forskellige problemer som ekspropriationer, teknisk assistance og kredit til bønderne, reorganiseringen af det økonomiske system mellem landbruget og resten af samfundet etc. måtte vi stille det bureaukratiske apparat til rådighed, som har en stor del af ansvaret for ændringerne (!), en klart overlegen dynamik, sammenhæng og effektivitet forhold til, hvad der havde været dets traditionelle adfærd.
Adskillige forsøg blev gjort under Folkeenhedsregeringen for at opnå dette mål, men lovmæssige begrænsninger, bureaukratiets modstand mod at ændre sine vaner, klasseforskellen
mellem bureaukraterne og bønderne, stillinger i byen for en stor del af dette landbureaukrati og slagsmål partierne imellem hindrede endeligt væsentlige fremskridt i omskabelsen
af det traditionelle bureaukrati til en mere organisk og effektiv institution i landbrugsforandringernes tjeneste". (Chile America s.33)
Alle Jacques Chonchol's argumenter viser klart det umulige i at gennemføre radikale og uomstødelige forandringer i de sociale forhold i de chilenske landområder, med mindre det
sker som et resultat af bøndernes revolutionære kamp bevæbnet mod kontra revolutionen
og organiseret i bonde komiteer, som er nært forbundet med landarbejdernes fagforeninger og arbejderklassens organisationer i byerne.
Men trods alt gennemførte Folkeenhedsregeringen, som resultat af massernes pres (allerede
før den 1.1 1971 var der mellem 250 og 300 ”ulovlige" besættelser) den mest dybtgående
landbrugsreform i hele Chiles historie. Med Jacques Chonchol's ord: I disse omstændigheder
satte Folkeenhedsregeringen som mål for næsten lige så mange, som de kristelig demokratiske regering overtog i sin seks års periode (1.139 gårde), og det betød næsten en fire
dobling i forhold til 1970 (223 gårde omfattende 634.000 hektarer var blevet eksproprieret af Frei regeringen i 1970).
"Det betød en enorm anstrengelse for det bureaukratiske statssystem givet de komplikationer og begrænsninger på ekspropriationer, som var indeholdt i lov nr. 16.640. Trods dette og under pres fra bønderne måtte farten sættes endnu mere op, og ved slutningen af 1971 var 1.373 gårde blevet overtaget, omfattende 2,6 millioner hektarer. Tempoet var endnu højere i 1972, hvor 2.000 gårde blev overtaget, omfattende 2,8 millioner hektarer, hvorved storgodserne stort set var færdige i Chile. 1 1973 op til. kuppet blev endnu 1.050 gårde overtaget, specielt misligholdte mellemstore gårde og de resterende storgodser i alt omfattende 1,2 millioner hektarer." (Chile America s. 28)
De handlinger, som Allende regeringen foretog i arbejdernes og bøndernes interesser, skabte en enorm bølge af folkelig entusiasme, som klart blev udtrykt i det nedenstående resultat af lokalvalgene 4.4.1971:

Parti	Stemmer	%	% i 67
Socialister	639.939	22,4	13,9
Kommunister	479.206	17,0	14,8
Radikale	225.851	8.0	16.1
PSD	38.067	1.4	-
USOPO	29.132	1,0	-
DC	723.623	25,6	35,6
Nationale	511.669	18,2	14,3
Radikale demokrater	108.192	3,8	-
Nationale demokrater	13.435	0,4	2,4
Uafhængige	23.907	0,8	0,7
Ugyldige	38.772	1.4	2.2
	2.823.784	100%	100%

Mens Allende i præsident valget kun fik 36,3% af stemmerne, fik Folkeenhedspartierne nu 49,7% af stemmerne mod 48,05% til den samlede opposition. Da stemmerne på Raul Ampuero's Popular Socialist Union (USOPO) blev lagt til, havde venstrefløjen totalt flertal. Radikaliseringsbølgen i landet fandt sit udtryk i forekomsten af begyndende arbejdermagtorganer i fabrikkerne og arbejderområderne. I landområderne var der forsøg fra de fattige bønder på at tage jorden. Denne gæring blandt folket rystede også middelklassens traditionelle partier og fremprovokerede en række rystelser og splittelser i deres rækker. Syv parlamentsmedlemmer brød med det kristelige demokratiske parti for at danne et nyt parti MIC (den kristelige venstrefløjs bevægelse), 20% af partiets ungdom tilsluttede sig MIC og erklærede, at de gik ind for "opbyggelsen af socialisme i forening med Folkeenhedsregeringen". Det radikale parti havde en udsplitning af højrefløjen efter sin 25.kongres, hvor partiet officielt stemte for "klassekampen og nødvendigheden af at stoppe menneskers udbytning af mennesker".
Alberto Baltra, som førte an i dannelsen af partiet med det misvisende navn, det "venstre" radikale parti (PIR) "til at repræsentere middelklassens interesser", turde ikke engang med det samme komme åbent ud mod Folkeenhedsregeringen. Strømningerne i befolkningen til støtte for regeringen var for stærke selv blandt småborgerskabet.
I virkeligheden var sammenligningen af styrker i parlamentet blot en svag afspejling af arbejder- og bondebevægelsens enorme styrke på det tidspunkt. Alle de objektive betingelser var til stede for den fredelige omdannelse af det chilenske samfund. Den herskende klasse var demoraliseret og vaklende. Massernes bevægelse var i opsving og havde i virkeligheden ladt arbejderklassens reformistiske planer langt bag sig. Middelklassen og specielt bønderne så på regeringen med håb. De socialistiske og kommunistiske ledere havde nøglepositioner indenfor regeringen og den offentlige administration. De havde den fordel at være landets lovlige regering, hvilket set med de mere tilbagestående dele af middelklassens øjne lettede opgaven med den socialistiske revolution. Selv indenfor de væbnede styrker havde Folkeenheden meget støtte, ikke kun blandt soldater og sømænd, men også blandt mange sergenter og løjtnanter, som støttede SP eller CP. Republikkens præsident havde ret til at afholde folkeafstemninger om vigtige spørgsmål. Det er umuligt at forestille sig en gunstigere situation. Og dog undlod lederne af CP og SP at bruge dette tidspunkt til at aflevere det afgørende slag og ende oligarkiets magt. I denne situation opstod dobbeltmagts elementerne i det chilenske samfund: "Hvad angår dette spørgsmål, er det meget vigtigt at understrege den grundlæggende uoverensstemmelse, som var opstået ved massernes stræben efter folkemagt, som blev udtrykt i de såkaldte kommunale kommandoer "cordones industriales", folkeforsamlinger, former for kontrol med fødevareforsyning, administrative arbejdsråd etc." (CSP's 45 års dag s. 17)
Ikke desto mindre lod lederne af arbejderbevægelsen alle magtens redskaber forblive i hænderne på den herskende klasse. De vovede ikke at røre hæren og politiet. "Folkeenheden havde den udøvende magt", fastslår Sepulveda "men fjenden kontrollerede alle de borgerlige institutioner og skjulte sig bag dem for at forberede kontrarevolutionen."
Regeringen havde juridisk magt til at afholde folkeafstemninger og nye valg, som uden tvivl ville have betydet en afgørende sejr for arbejderpartierne. Men på et så gunstigt tidspunkt forspildte lederne af UP muligheden og satte blindt deres lid til klassefjendens "gode vilje".

Den borgerlige modoffensiv

"Folkeenheden triumferede med 36% den 4.september. Den 5.november efter mordet på den øverstbefalende for hæren , general Rene Schneider overtog præsident Allende regeringsmagten for øjnene af et rædselsslagent og splittet borgerskab. De væbnede styrker ventede selv en gennemgribende udrensning. Ikke een person blev fjernet fra sin stilling. Udførelsen af hovedlinien i 40 punkts programmet var begyndt. Efter at have været ved magten i 5 måneder blev valgene til borgmesterposter afholdt: CP vandt 51% af stemmerne". På denne måde mistede lederne af UP den bedste mulighed for at gennemføre en relativt fredelig omskabelse af samfundet: udskrivelsen af nye valg, opnåelsen af et solidt flertal, som ville have berøvet de borgerlige partier deres sidste lovbegrundede påskud til at blokere socialistisk lovgivning. Dernæst en appel fra regeringen til hele arbejderklassen og bønderne om at gennemføre den totale ophævelse af godsejernes og kapitalisternes magt i Chile: bevæbne arbejderne og bønderne til forsvar for deres demokratiske, sociale og økonomiske erobringer. Organisering af råd af arbejdere, bønder, soldater, husmødre og småhandlende til at organisere produktionen tilse opretholdelsen af revolutionær orden. Udbredelsen af disse råd til ethvert hjørne af landet på alle niveauer for til slut at udgøre de virkelige magtorganer for de chilenske arbejdere og bønder, demokratisk valgt og med tilbagetrækning på ethvert tidspunkt. Én gang konfronteret med en revolutionær bevægelse med disse kendetegn ville den herskende klasse, militærkasten og statsbureaukratiet havde været frit svævende i luften uden nogen socialbasis. Men lederne af de største arbejderpartier glemte de mest grundlæggende marxistiske principper, forspildte, muligheden og initiativet overgik til reaktionen.
Ved at bruge deres kontrol over pressen begyndte det chilenske oligarki med aktiv støtte fra CIA deres modoffensiv på El Mercurio’s side. De kristelige demokrater forstærkede deres kampagne mod regeringen i alliance med nationalistpartiet og krævede ”afvæbning” af alle bevæbnede grupper. Disse folk tænkte logisk nok kun på venstrefløjsgrupperne', idet de bevæbnede fascistiske totalt ustraffet, lavede terroristiske provokationer i gaderne. På denne måde var der etableret en bekvem arbejdsdeling mellem de kristelige demokraters ”respektable” opposition, som systematisk hindrede lovforslag og "patria y libertad” bevæbnede aggression som spredte terror og ødelæggelse i gaderne.
Kapitalisterne og godsejerne saboterede den nationale økonomi. USA imperialismen afskar al økonomisk hjælp til Allende regeringen og prøvede at organisere en verdensomspændende boykot af chilensk kobber. Nationaliseringen, som var blevet gennemført stykvis og uden en overordnet planlægning af økonomien, medførte voldsomme omvæltninger. Dette fremprovokerede en enormt øget inflation, som hurtigt ophævede fordelene ved lønstigningerne og alvorligt berørte middelklassen. Middelklassens sympati for den nye regering skiftede meget hurtigt til en voksende opposition.
Den kontrarevolutionære offensiv begyndte med lastbilejernes strejke i oktober 1972. Masserne i arbejderklassen forstod faren og svarede igen med stormobiliseringer, hvorved det lykkedes at tilintetgøre forsøget på kontrarevolution. Men hvordan reagerede lederne? Med en rekonstruktion af regeringen, som for første gang omfattede repræsentanter for militærkasten i kabinettet. Endnu engang blev den triumf, som var opnået gennem arbejderklassens initiativ og mobilisering, vendt til et nederlag, som et resultat af deres lederes fallit og reformistiske kortsyn.
"De væbnede styrker blev indkaldt som voldgift i en kamp, som allerede var vundet" er A. Selpuveda's bitre kommentar. Centralkomiteen for det chilenske socialist parti udtrykte vreden i arbejderklassen over regeringens kapitulation ved at protestere mod "dette resultat som frarøvede os sejren i en afgørende fase af processen".
(Socialismo Chileno s. 40).

Planlægning af kuppet

Mellem strejken i oktober og den 4. marts var der fire måneder med forberedelser: propaganda mod "manglen på forsyninger", og "sortbørshandelen", som kunstigt var skabt af borgerskabet. Samtidig øgedes de reaktionære sammensværgelser. I denne situation viste lederne af Folkeenheden deres totale afmagt mht. at stoppe højrefløjs offensiven. De holdt sig stadig til deres reformistiske planer og satte blindt al deres tillid til de "patriotiske” generalers ”loyalitet”.
Trods alt fik Folkeenheden ved valgene i marts 1973 44% af stemmerne. ”Først så folket det som en triumf og fjenden var lamslået. Dette var tidspunktet til at gå i offensiven.. Det var hvad socialist partiet kom frem med. Men der kom ikke nogen offensiv. (Socialismo Chilano s.40/41).
Uden tvivl ønskede arbejderklassemedlemmerne af både socialist og kommunistpartiet at gå i offensiven. Arbejderne ventede på et ord fra deres ledere for at komme ud i gaderne og knuse reaktionen. Arbejderne bad om våben. Men appeller om disciplin, ansvarlighed og bevarelse af roen .... Ikke desto mindre som Sepulveda siger det, allerede i marts 1973 ”proletariatet ønskede ikke flere processioner, de stræbte efter magten!"
(Socialismo Chileno s.41)
Med ordene fra det tidligere citerede dokument fra SP. "Folkeenhedsregeringen, som stod overfor borgerskabets oprør, var pga. sin reformistiske holdning ikke i stand til at løse situationen til fordel for den chilenske revolution med organiserede masseaktioner for at stoppe denne offensiv. Regeringen forsøgte med forsoningspolitik at udskyde det endelige opgør i en situation, som blev mere og mere uholdbar. " (CSPIs 45 års dag s.13)
Socialistpartiets arbejderklassebasis holdt fast ved sit klasseinstinkt og var klart imod militærets indtræden i regeringen. På den måde viste de socialistiske arbejdere, at de meget bedre end ledelsen forstod, hvad der skete i landet. UP ledernes kapitulation i november øgede blot de reaktionæres appetit. Resultatet af valget i marts tjente kun til en udskydelse af det skæbnesvangre oprør. Hvis det kun havde været op til ledelsen, ville kontrarevolutionen i Chile være lykkedes næsten et år tidligere. Lykkeligvis fik arbejderbevægelsens enorme magt og store kampevne de reaktionære kræfter til at tøve. Som den engelske journalist Laurence Whitehead skrev i en artikel i "The Economist' ' (30/7/73): "Hvis den chilenske hær har tøvet indtil nu, skal forklaringen ikke søges i en særlig national tradition, men i den formidable magt, som nu er samlet af arbejderbevægelsen". Beviset på denne enorme magt var den totale fiasko for "tanks’nes oprør" den 29 juni. I løbet af et par timer iværksatte tusinder af arbejdere strejker, besatte fabrikker og efter at have efterladt blokadevagter til at bevogte de besatte arbejdspladser, marcherede de til regeringsbygningerne, Palacia de la Moneda. "Endnu en ekstraordinær mulighed for at gå fremad og slå til", fastslår Sepulveda. "Bønderne holdt nøje øje. Bevægelsen var i alarmberedskab og højrefløjs parlamentsmedlemmerne rystede i parlamentets korridorer." (Socialismo Chileno s.41) og hvad var ledelsens reaktion? Allende udsendte en appel til arbejderne om at gå tilbage til arbejdet. Politiet blev sendt ud for at sprede masserne, som uden mål, retning eller ledelse vandrede gennem hovedstadens gader.
Denne opførsel fra regeringens side gav frisk mod til reaktionens kræfter, som igen iværksatte en ny strejke af lastbilejere. Arbejderne svarede igen med en 24 timers generalstrejke den 9.august. Som en artikel i "Militant" den 17 august udtrykte det: "Der er ingen mangel på mod eller kampvilje. Hvad der mangler er ledelse." Næsten tre år senere kommer socialistlederen Adonis Sepulveda i et tilbageblik til samme konklusion: "Ledelsen af bevægelsen ville ikke vise nogen som helst retning. Ej heller ville CUT." (Socialismo Chileno s.41)

Mangel på ledelse

Her var den chilenske arbejderklasses tragedie. Trods den enorme magt, som lå i dens hænder, trods det arbejdende folks kampånd og heltemod svigtede deres ledelse dem i det afgørende Øjeblik. I modsætning hertil handlede repræsentanterne for kapitalistklassen for alvor. De kunne ikke have været mere ligeglade med "spillets regler". De vidste, at deres klasseinteresser var på spil og foretog afgørende handlinger for at forsvare dem: "Fjenden vidste altid, hvad den skulle gøre" tilføjer Sepulveda, "Efter omstændighederne foretog den tilbagetog eller fremmarch for at opnå sit mål. I total modsætning til Folkeenheden gik den ikke glip af nogen mulighed for at vinde terræn. Den organiserede kuppet omhyggeligt og beslutsomt og slog til på det gunstigste tidspunkt, da forvirringen og uenigheden om, hvad der skulle gøres praktisk talt havde lammet ledelsen". (Socialismo Chileno s.42)
Måske overdriver Sepulveda den chilenske herskende klasses intelligens og forudseenhed, men det er bestemt sandt, at hvis lederne af den chilenske arbejderbevægelse havde handlet med blot en fjerdedel af den alvor til forsvar for arbejderklassens interesser, som de borgerlige politikere brugte til forsvar for deres, ville det chilenske proletariat være kommet til magten ikke een, men tre eller fire gange i Folkeenhedens livstid. Betingelserne var til stede. Viljen til at kæmpe var der. Hvad der manglede var en revolutionær ledelse med en marxistisk leninistisk politik og viljen og evnen til at udføre den i praksis. Forsøgene fra Allende og de andre ledere for Folkeenheden på at opnå aftaler med reaktionen ved at indgå en pagt med de kristelige demokrater og tillade militæret i regeringen tjente kun til at forvirre arbejderklassen og anspore de kontrarevolutionære. En stor del af ansvaret for denne politik må tillægges Corvalan og lederne af "kommunist" partiet, som lige fra starten lagde pres på Allende og de socialistiske ledere om at følge denne katastrofale kurs. Efter tank oprørets fiasko i juni holdt Corvalan en tale, som ironisk nok blev gengivet i det britiske kommunistpartis blad "Marxisme idag" i september 1973. I denne roste han "den hurtige og beslutsomme handlen af den øverstbefalende over hæren og de væbnede styrkers og politiets loyalitet". Idet han vredt forkaster den ide, at CP gik ind for en arbejdermilits, svarer Corvalan: "Nej, mine herrer! Vi fortsætter med at støtte de bevæbnede institutioners helt professionelle karakter. Deres fjender findes ikke blandt folket, men i reaktionens lejr". Men Allende og SP lederne havde også en stor del af ansvaret for, hvad der skete, eftersom de havde accepteret den samme politik. F.eks. bad Allende den 24. juni "dem, der støttede ham, om at forpligte sig til en dialog med de grupper i oppositionen, som også ønskede en forandring i landet," (dette hentyder til netop de kristelige demokrater, som på det tidspunkt støttede den fascistiske sammensværgelse) og "advarede imod at betegne de væbnede styrker som "reaktionære" og således forhindre dem i at blive en dynamisk kraft i udviklingen i Chile". Og alt dette blev sagt kun fem dage før tank oprøret den 29.juni. Der kan ikke herske tvivl om, at Salvador Allende og de andre UP ledere havde reelle hensigter. De ønskede oprigtigt en "fredelig forandring uden skader" af samfundet. Uheldigvis er gode hensigter ikke nok til at gennemføre en socialistisk revolution. Som det udmærket blev udtrykt af en af lederne af det chilenske socialist parti (Interne ledelse) i en artikel i den spanske marxistiske avis "Nuevo Claridad" (nr. 24, april 1978): "Hvis processer blev bedømt efter hensigter, måtte vi sige at UP's hensigt var opbyggelsen af socialisme i Chile. Men ikke desto mindre har vi fascisme og diktatur." Nu til dags prøver nogle af eksil UP lederne at retfærdiggøre sig selv vha. noget, der ligner følgende argument: "Hvis vi havde kæmpet, ville det have betydet en blodig borgerkrig med tusinder af døde". Hvor ironiskforekommer dette ikke i dag! Tusinder af arbejdere og bønder, de bedste fra arbejderklassen er blevet udryddet, tortureret, sendt i koncentrationslejre eller simpelthen "forsvundet". og stadig er der folk, som holder fast ved nødvendigheden af at "undgå vold for enhver pris". Naturligvis Ønsker ingen socialister vold. Vi Ønsker alle en "fredelig forandring uden skader", men vi har også lært noget af historien: At gennem hele historien har ingen herskende klasse nogensinde opgivet sin magt og privilegier uden en kamp, hvor alle kneb gælder. De socialistiske og kommunistiske arbejdere ønskede at kæmpe mod reaktionen. Det blev klart demonstreret den 4.september, hvor 800.000 arbejdere, mange af dem bevæbnet med stokke, marcherede gennem Santiagos gader. A. Sepulveda beskriver begivenhederne med følgende ord: "De tilbagestående lag fra de fattige forstæder, bønder, mange husmødre og de fattigste dele af samfundet var ikke formelt medlemmer, men de var del af Folkeenhedens sociale styrke. Den 29.juni reagerede de på kupforsøget med en formidabel magtdemonstration. Republikkens præsident stod i mere end 5 minutter på Moneda paladsets balkon før han kunne begynde at tale, midt i massernes øredøvende råben, hvor de krævede lukning af parlamentet. Den 4.september, syv dage før kuppet, var der i hver eneste by og landsby i Chile store forsamlinger til støtte for regeringen. I Santiago demonstrerede 800.000 mennesker med vild entusiasme og krævede :"Slå hårdt, slå hårdt, vi ønsker skrappe forholdsregler!", "Opbyg folkemagt!", "Allende, Allende, folket vil forsvare dig!" (Socialismo Chileno" s. 36 37) De chilenske arbejdere havde tillid til deres ledere. De bad dem om våben og en plan for kampen. Hvis disse arbejdere i stedet for stokke havde haft våben, selv få og af dårlig kvalitet, så ville Chiles historie i dag have været afgørende anderledes. De gigantiske demonstrationer den 4.september viste, at arbejderklassen ikke havde mistet sin kampvilje, og bad om våben til modstand. Ulykkeligvis tilbød deres ledere dem i stedet for våben smukke ord og appeller om "bevarelse af roen", at gå roligt hjem, hvilket kun tjente til at afvæbne dem lige før kuppet. Her kommer spørgsmålet om hæren naturligvis ind. Ifølge nogle historier spurgte Allende Altimirano: "Og hvor store masser er nødvendige for at stoppe en tank?". Det er imidlertid en totalt fejlagtig måde at stille spørgsmålet på. Hvis spørgsmålet, om hæren altid kunne reduceres til "så mange generaler kontrollerer så mange bajonetter", ville ingen revolution gennem hele historien have været mulig. Men som Kong Frederik af Preussen engang bemærkede "Når bajonetterne begynder at tænke er vi fortabt." I den chilenske hær var der mange soldater, løjtnanter og endda officerer, som støttede Folkeenheden. Mange af dem var endda SP eller CP medlemmer. Oprørsforsøget fra venstreorienterede dele af flåden den 7.august var et tegn på, hvad der ville have været muligt, hvis Allende havde appelleret alvorligt til de væbnede styrkers arbejderklassegrundlag. Ulykkeligvis stolede Allende lige til det sidste på, at generalerne ikke ville begå ulovligheder og endog ville forsvare hans regering. Som et udtryk for historiens makabre ironi, udnævnte Allende selv kort før kuppet generalerne Guzman og Pinochet som Øverstbefalende for henholdsvis luftvåben og hær. Ligetil det sidste, da tankene allerede var på gaderne, bad Allende arbejderne om at "bevare roen", mens han forgæves forsøgte at kontakte Pinochet over telefonen.

Staten er ikke neutral

UP ledernes grundlæggende fejl var at forestille sig, at den borgerlige stat kunne indtage en "upartisk" position i udviklingen af klassekampen, og at Chile var en undtagelse pga. af de væbnede styrkers "demokratiske traditioner". Disse illusioner blev til sidste sekund opmuntret af generalerne kort før kuppet efter udnævnelsen af Leigh Guzman holdt han en tale, hvor han bekræftede, at de væbnede styrker "aldrig ville bryde med deres tradition for respekt for den lovligt nedsatte regering". Lederne af UP havde de samme illusioner, specielt lederne af det såkaldte "kommunist" parti. Lige fra starten fastholdt Luis Corvalan det chilenske militærs "professionalisme" og "patriotisme". I en artikel i "World Marxist Review" (dec.1970) understregede Corvalan de chilenske væbnede styrkers specielle karakter. De "bevarede deres professionelle ånd, deres respekt for forfatning og love." Ifølge ham ville det være forkert at sige, at "de er imperialisternes og de øverste klassers loyale tjenere". Igen i november 1972 i samme blad hævdede Corvalan at "på trods af deres forskelligheder har militærmanden fælles moralnormer: respekt for forfatningen og loven, og loyalitet overfor den valgte regering". Den samme Corvalan skrev i "Morning Star" (29/12 1970): "At opretholde uundgåeligheden af en bevæbnet konfrontation medfører dannelsen af en bevæbnet folkemilits. I den nuværende situation ville det være ensbetydende med en udfordring til hæren... (den) må vindes over til fremskridtets sag i Chile og ikke skubbes over på den anden side af barrikaderne".

Hvordan soldaterne vindes

Hvis lederne af UP i stedet havde afset blot en tiendedel af den energi, som de brugte til at vinde militærkastens tillid og respekt, til alvorligt arbejde for at vinde de menige i hæren over til arbejderbevægelsen, ville nederlaget den 11.september have været helt umuligt. Hvis Allende havde anvendt sin enorme personlige prestige og sin lovlige autoritet som republikkens præsident, til at appellere til de menige i hæren udenom generalerne, ville resultatet være blevet meget anderledes. De menige soldater ville, når de først stod overfor massernes bevægelse, uundgåeligt have oplevet en række spændinger og splittelser. Skønt toppen af militærkastens pyramide i enhver hær er forbundet med tusinder af usynlige bånd til den herskende klasse, er "de andre lag" tæt ved arbejderklassen og bønderne. Soldaterne og matroserne sympatiserede med arbejderbevægelsen og med UP regeringen. Men for at skabe en aktiv solidaritetsbevægelse blandt de menige i hæren, er det nødvendigt, at soldaterne bliver overbevist om arbejdernes faste vilje til at gennemføre kampen til dens yderste konsekvens. Kort sagt, soldaterne må have tillid til muligheden for sejr. Ellers vil troppernes frygt for officererne være nok til at opretholde disciplin. Den kendsgerning at kun en minoritet af soldaterne tog aktivt del i kuppet deri 11.september, mens hovedparten blev holdt i barakkerne, viser at Pinochet meget bedre end Allende forstod de spændinger, som eksisterede blandt de menige i hæren. Men uden en massiv og voldsom modstand var der ikke nogen mulighed for at vinde den del af soldaterne, som passivt sympatiserede med arbejdernes sag. På den måde fører reformismens "pacifistiske" metoder altid til resultater, som er totalt modsat hensigten. Nu i eksil forsøger mange af de folk, som havde et personligt ansvar for nederlaget, at retfærdiggøre sig selv ved at bruge alle slags argumenter. Flere af de argumenter, som er blevet brugt, er, at arbejderklassen i det afgørende øjeblik fandt sig selv "isoleret". Som svar på dette argument siger Sepulveda: "Arbejderklassen var ikke isoleret. Det er sandt, at der var tegn på træthed. Klassen så ikke belønninger for sine anstrengelser i opgøret med fjenden. Den var træt af parader. Den ønskede virkelige handlinger til at overvinde den sociale konflikt og dens politiske ledelse viste ingen vilje. Men den var parat til at kæmpe, det øjeblik ordren blev givet. Den 11. og i nogen tilfælde selv den 12. og 13. ventede arbejderne stadig." (Socialismo Chileno s.37 vores understregning)

Masserne blev svigtet

Både SP og CP havde våben og i teorien en militærpolitik. Men i sandhedens øjeblik var våbnene ikke til stede, militærpolitikken viste sig at være værdiløs og hovedparten af lederne flygtede og overlod til deres medlemmer at redde sig selv så godt de kunne. Det var en uværdig slutning på tre års heltemodig kamp, kæmpet af Chiles arbejderklasse og bønder. Der er dem, som siger, at Allendes død "bevarede værdigheden" for chilensk socialisme. Som om det var et abstrakt spørgsmål om "ære" og moral, og ikke om den socialistiske revolutions sejr eller nederlag. Som om det drejede sig om én mands liv eller død, den dag, hvor blomsten af arbejderklassen blev slagtet uden nogen mulighed for at forsvare sig. Mht. Allende er den kendsgerning, at han blev tilbage for at dø i Monedas ruiner uden tvivl positiv sammenlignet med opførslen hos dem, der efterlod deres medlemmer til deres egen skæbne for derefter i behagelig eksil at skrive lange artikler om "den heltemodige modstand i Chile". Salvador Allende er blevet arbejderbevægelsens martyr. Men alverdens sympati kan ikke forandre, hvad der skete den 11.september 1973 eller fratage Allende hans del af ansvaret. Forsøgene på at aflede arbejdernes opmærksomhed fra, hvad der virkelig foregik, og hvorfor vha. al slags sentimentalitet og myter, er uværdig for socialister og revolutionære. Hvis vi virkelig Ønsker at ære mindet om Allende og de tusinder af navnløse kvinder og mænd, som blev myrdet den dag og senere for arbejderklassens sag, så er vores første pligt at lære af erfaringen for ikke at gentage den.

Hvilken slags regime?

Hele historien viser, at der ikke er noget værre for arbejderklassen end at overgive sig uden kamp. Ved at se deres organisationer lammet i sandhedens øjeblik, bliver arbejderne dybt demoraliserede. Selv et nederlag efter en heltemodig kamp, såsom Pariserkommunen eller Asturian oprøret i Spanien i 1934 har en mindre skadelig effekt, idet det efterlader en tradition, som den kommende generation kan bygge på. Det frygteligste eksempel på denne proces var Tyskland i 1933. Ved at bruge næsten de samme argumenter som lederne for Chiles Folkeenhed lod lederne af det tyske socialdemokrati Hitler komme til magten "uden at smadre et eneste vindue", som han senere selv pralede med. Hvad var resultatet af arbejderledernes pacifistiske og mæglende holdning i Tyskland? Den tyske arbejderbevægelse, som tidligere var den stærkeste i verden, brød sammen fra den ene dag til den anden og forsvandt praktisk talt fra jordens overflade. Ledernes politiske blindhed medførte fortvivlelse og forvirring i den tyske arbejderklasse. Det var den grundlæggende forklaring på dens passivitet under Hitlers tyranni og grunden til, at der praktisk talt ikke var nogen organiseret modstand mod nazisterne i Tyskland sammenlignet med, hvad der skete i andre lande. Efter kuppet den 11.september var der mange, som beskrev Pinochet's regime som "fascistisk". og i realiteten var de metoder, som juntaen anvendte mod arbejderklassen, mord, tortur, koncentrationslejre de samme, som tidligere blev anvendt af Hitler, Mussolini og Franco. Ikke desto mindre var der grundlæggende forskelle mellem Chile og Tyskland. For det første var omstændighederne i Chile lige før kuppet meget gunstigere for arbejderklassen end i Tyskland. Arbejderklassen i Tyskland havde lidt en række meget alvorlige nederlag mellem 1919 og 1933. 1 modsætning hertil havde arbejderne i Chile i månederne før kuppet tilintetgjort flere forsøg på kontrarevolution, og den 4.september viste de deres vilje til at kæmpe. Men den grundlæggende forskel var, at Hitler baserede sig på en fascistisk massebevægelse, "national socialisme", som havde aktiv støtte fra millioner af frustrerede småborgere og hundrede tusinder af bevæbnet pjalteproletariat, som var organiseret i SA. Det er netop denne massebasis, som adskiller fascisme fra andre slags reaktion, hvor voldelige og blodige de end måtte være. Fascismens mål er den totale udslettelse af arbejdernes organisationer, den totale udryddelse af de kim til det nye samfund, som ligger gemt i det gamle. Men den borgerlige stats normale redskaber er ikke tilstrækkelige til dette udryddelsesarbejde. Statens fundament er for spinkelt til at kunne opnå den fuldstændige opsplitning af proletariatet. For at kunne gøre dette er en massebasis i befolkningen nødvendig: Det er derfor, fascisme for det første er karakteriseret ved en massebevægelse af småborgere, som "bliver vanvittige", som et resultat af kapitalismens krise. Og idet de har mistet tilliden til arbejderklassens evne til at tilbyde et brugbart alternativ, søger de en udvej i fascismen med dens radikale talemåder og dens "nationale socialisme". Det er denne massebasis, som giver det fascistiske regime en relativ stabilitet og tillader den totale destruktion af arbejderbevægelsen (i Tyskland blev selv arbejdernes skakklubber lukket). Fascismen i Tyskland varede 12 år, i Italien 20, i Spanien næsten 40 år, skønt det er rigtigt, at i de senere stadier var det sidstnævnte regime blevet omdannet til et militær politi diktatur, som hvilede på massernes midlertidige træghed. Pinochet's regime havde aldrig en massebasis, som kan sammenlignes med de traditionelle fascistiske regimers. Fascistiske grupper som "Patria y Libertad" spredte rædsel og forvirring, men var altid en lille minoritet. De spillede ikke nogen uafhængig rolle, men var reaktionens håndlangere og beredte vejen for generalernes intervention. De var hverken mere eller mindre end den borgerlige stats forlængede arm. De opnåede ikke engang så meget støtte, som de spanske falangister i 30'erne. Det er rigtigt, at da kuppet fandt sted havde en del af middelklassen, som var hårdt ramt af en inflation på over 300% og demoraliseret af UP regeringens politik, en vis sympati for generalerne i håbet om at finde en løsning på deres Økonomiske problemer. Men denne passive støtte kan på ingen måde sammenlignes med de fascistiske bevægelser i Italien og Tyskland i 1930'erne. Pinochet's kup var et militærkup med de samme kendetegn som mange andre statskup i Latinamerika, men med én forfærdelig forskel. Dette kups særlig brutale og blodige karakter var noget nyt selv for Latinamerika. Forklaringen på dette var den frygt, som den herskende klasse havde oplevet under Allende-regeringen. Allende regeringen var under massernes pres gået meget længere end forudset. Kapitalisterne og godsejerne tog en frygtelig hævn med det formål at "give dem en ordentlig lærestreg". Samtidig betød selve styrken af arbejderbevægelsen, at reaktionen måtte anvende en meget mere udbredt og blodig undertrykkelse end i andre lande.

Et bonapartistisk regime

Et militær politi diktatur, som baserer sig på "sværdets herredømme", er et bonapartistisk regime. Men det bonapartistiske regime i Chile havde af førnævnte årsager en særlig ondartet karakter. Det er et bonapartistisk regime, som prøver at efterligne fascismens metoder. Men Pinochet har ikke og har aldrig haft den sociale massebasis, som ville have været nødvendig til at gennemføre fascismens centrale opgaver: den totale ødelæggelse af arbejderbevægelsen og fuldkommen opsplitning af arbejderklassen. Trods juntaens ekstraordinære undertrykkende natur er det i bund og grund et ustabilt regime, som ikke har nogen mulighed for at vare så længe som Hitler og Mussolini's regimer. Det er rettere et regime lig obersternes diktatur i Grækenland, som hang ved i syv år ude af stand til at løse noget som helst for græsk kapitalisme og som til sidst brød sammen og åbnede op for en ny bølge af radikalisering og voldsomme sociale bevægelser. Hvad der på kort sigt har givet juntaen et falsk udseende af stabilitet og solidaritet, er de chilenske massers dybe skuffelse og deres følelse af magtesløshed overfor en sejrrig reaktion efter arbejderorganisationernes sammenbrud den 11. september. De forfærdelige massakre på arbejderaktivister og at deres partier og fagforeninger blev gjort tavse skabte en stemning af udbredt forvirring. I denne situation var den Økonomiske krise, arbejdsløsheden og sulten langt fra at være drivfjedre i kampen og tjente kun til at slå arbejdernes kampånd endnu længere ned. Det er denne skuffelse og den passivitet, som den medfører, der er forklaringen på, at diktaturet har kunne forlænge sit liv trods alle sine problemer og indre modsætninger. I månederne efter den 11.september var det ironisk at se, hvordan de samme ledere, som systematisk havde nægtet at bevæbne arbejderne og bønderne, da det kunne have ført til sejr, nu i mange tilfælde fra de fjerneste og sikreste steder havde helliget sig til at skrive artikler om nødvendigheden af væbnet kamp mod diktaturet. Mere end et år efter kuppet udsendte en talsmand for CP en række erklæringer i den italienske avis La Stampa, som bekræftede at "organisationerne på den chilenske venstrefløj er stadig i besiddelse af betydelige mængder af våben" og at "der føres en kamp for at styrte militærregimet". Hvilken drømmeverden disse eksil helte levede i! Naturligvis var væbnet kamp, guerilla krig eller individuel terrorisme det absolut sidste at foreslå under disse omstændigheder. De eneste resultater, der er blevet opnået af de minoritetsgrupper, som fremførte disse ideer i Chile, har været totalt negative: meningsløse og unødvendige tab af en række unge og heltemodige kammerater med helt misforståede ideer og masseopløsning af de omtalte grupper. Ikke desto mindre påbegyndte den lille kerne af arbejderklassekadrer både socialister og kommunister langsomt og med store vanskeligheder alvorligt undergrundsarbejde. Disse kammerater havde i modsætning til eksillederne aldrig forsøgt at dække over en forfærdelig situation med fine ord, men talte ærligt om en virkelighed med "et kuet, undertrykt, sultende og terroriseret folk". De bedste dele af arbejderklassen forsøger i fængslerne, under jorden, i koncentrationslejrene at opfylde deres elementære pligt: at drage korrekte konklusioner af deres forfærdelige oplevelser. Uheldigvis ser det ud til, at mange af de gamle ledere er ude af stand til eller uvillige til at gøre det samme.

Alan Woods

Relaterede links

Læren af Chile 1973 - Del 1