Krisen: et mareridt for arbejdere over hele verden

Danish translation of The Unfolding Capitalist Crisis – a nightmare for workers everywhere (August 31, 2009)

Det kapitalistiske system gennemgår sin dybeste krise siden 1930’erne og den Store Depression. Kapitalismens fortalere, herunder dem i arbejderbevægelsen, havde helt udelukket et sådant scenario. De forklarede, at kapitalismen er forandret, og regeringer er nu i stand til at få bugt med alle markedets svagheder. De har lært af 1930’erne.

”Aldrig igen vil vi opleve de gru fuldheder vi så i mellemkrigstiden”, hævdede kapitalens forsvarere. ”Vi har afskaffet krise og konjunkturcyklussen” var deres tillidsfyldte praleri. De forklarede, at marxismens ideer var fuldstændig forældede.

Nu er disse mennesker tvunget til at spise deres egne ord. ”I dag kæmper de med den største recession siden 1930’erne, et banksystem i offentlig respirator og en fare for deflation. Hvordan kan det være gået galt?” Disse ord stammer fra Martin Wolf der er økonomisk strateg for Financial Times. ”De fleste af os, også jeg, troede vi endeligt havde fundet den hellige gral. Nu ved vi at det var en illusion.” (FT, 6/5/09)

På kanten af afgrunden

”Vi er gået til kanten på en afgrund som få troede var mulig”, sagde Stephen Roach, formand for Morgan Stanley i Asien. ”Hvis verden tager sig sammen, kan vi undgå Armageddon” Ifølge Ernie Sucher, lederen for Merrill Lynch’ Moskva afdeling, ”Vores verden er i stykker, og jeg ved ærligt talt ikke, hvad der vil erstatte den. Det kompas, som vi, som USA, styrede efter, er forsvundet” (FT, 10/3/09)

Marxismen forudsagde for lang tid siden en dyb krise. ”I den kommende epoke”, skrev Ted Grant og Allan Woods, ”er en ny depression i stil med 1929-31 uundgåelig.” (Verdensperspektiv, 1994) Det var ikke muligt at fastsætte en præcis tid for denne eventualitet da økonomi ikke er en eksakt videnskab. Hvor end marxisme ikke kan give tidstabeller for begivenheder kan den analysere og forklare den generelle proces og de modsætninger der udfolder sig inden for kapitalismen.

Lige siden starten har konjunktur cyklussen været en iboende del af det kapitalistiske system. Det er det samme som den normale respiration hos mennesker. Kapitalismen derimod har ophobet modsætning på modsætning, hvilket på et vist tidspunkt, var nødsaget til at producere et massivt kollaps i produktivkræfterne. Over en vedvarende periode i et forsøg på at flygte fra disse modsætninger, er astronomiske mængder af fiktivt kapital og kredit blev kunstigt pumpet ind i det kapitalistiske system. Den amerikanske centralbank lavede tre rente nedskæringer for at forøge forbruger udgifter i 1998, til et niveau der ikke var set siden 1950’erne. Som resultat steg det private forbrugs del af den reale BNP fra 67 procent i de sene 1990’ere til 72 procent i den første halvdel af 2007. Det voksende boligmarked, en klassisk spekulationsboble, tillod også omfattende lån i den stigende papir-værdi i ejendom. Dette skabte den største kreditboble i historien. Kreditten, der tillod kapitalismen at gå ud over sine grænser ved midlertidigt at udvide markedet, eksploderede. Ikke desto mindre har selv billig kredit sine grænser. Gæld skal betales tilbage før eller senere. Huspriser kan falde. Kreditkrisen var et udtryk for disse grænser da lånere begyndte at udeblive på stor skala. Alle faktorer, der var brændstof til opsvinget, er nu dialektisk vendt til deres modsætning, og er årsag til et vældigt krak.

Krise og opsving

Verdenskapitalismen oplever en dyb nedtur, på mange måder er den nuværende krise potentielt mere seriøs end den i 1929-31. Dens omfang er meget større end i trediverne og dens virkning har været meget hurtigere.

Mellem 1929 og 1933 var aftagningen i industri produktion i USA mere end 48 procent. Aftagningen i den nuværende krise har været lignende, hvor USA’s industri produktion faldt med 12,5 procent over de sidste 12 måneder. I Japan er situationen blevet mere seriøs efter at industriproduktionen er faldet med 37 procent i 2008 og et forventet fald på 25 procent i år, hvilket gør faldet over to år til mere end 60 procent. I euro zonen var faldet i industriproduktion i omegnen af 20 procent. I Østeuropa og de baltiske stater er situationen uhyre alvorlig. Ungarn sætter rekord med et 29 procents fald i industriproduktion over det sidste år. De vestlige bankers sårbarhed i regionen er massiv. De har aktiver for 1.600 milliarder dollars, en anseelig del ejes af østrigske banker. Et ildevarslende minde er, at det var kollapset af den østrigske bank Credit-Anstalt, der yderligere intensiverede nedturen i 1931.

På trods af al snak om ”forårstegn” i økonomien, forbliver situationen ekstremt seriøs for kapitalisterne internationalt. Ifølge to ledende økonomer, Barry Eichengreen og Kevin O’Rourke, følger det seneste fald i industriproduktionen det fald, der var i industriproduktion under den store depression, ”skræmmende tæt”. I Europa har faldet i industriproduktion i Frankrig og Italien været værre end på det samme punkt i tredivernes krise. I Storbritannien, Tyskland, USA og Canada har faldet været meget lignende.

Kollapset i verdenshandlen på omkring 10 procent, har været langt værre end det var tilfældet i de første år af den Store Depression. På trods af det nylige spring, er faldet i verdens aktie marked langt større end under tilsvarende tidspunkt periode i den store depression. Begge økonomers konklusion er uden omsvøb: ”Globalt følger vi, eller klarer vi det dårligere end den Store Depression… dette er en begivenhed i størrelse med en depression.”

Hvad vi oplever, er en grundlæggende krise i kapitalismen, med et kollaps i markeder og overproduktion, der fører til massearbejdsløshed og nedskæringer i levestandarden over hele verden. Kapitalismens forsvarere taler mundrapt om, at krisen skulle skyldes forskellige ting som, deregulering, spekulation (kort tids salg), mangel på kredit, sort uheld og så videre. Vi siger, at dette ikke er andet end krisens symptomer, ikke de rigtige årsager til krisen. Mens der er mange sekundære grunde til kapitalistiske kriser iboende i ”den virkelige bevægelse af kapitalistisk produktion, konkurrence og kredit”, har marxisterne altid forklaret, at i sidste ende er en ægte kapitalistisk krise altid en overproduktionskrise. Dette betyder generel overproduktion, både af forbrugsvarer og kapital til kapitalistisk produktion. Dette skyldes markedsøkonomien, og opdelingen af samfundet i flere gensidigt modstridende klasser. Sådan et fænomen er et særkende for det kapitalistiske system.

Den afgørende grund til al krise, forklarede Marx, “forbliver altid fattigdommen og det tilbageholdte forbrug hos masserne som er modstillet den kapitalistiske produktions drivkraft til at udvikle produktivkræfterne som om kun det absolutte (fysiske) forbrugs kraft i samfundet satte grænsen.” Med andre ord revolutionerer kapitalisterne hele tiden produktionen, mens de smider enorme mængder af varer ud på verdensmarkedet, hvilket i perioder kommer i konflikt med grænserne for forbrug, som skyldes udbytningen af masserne, der er ude af stand til at købe de varer de producerer, fordi de, af arbejdsgiverne, er blevet berøvet den fulde værdi af deres arbejde.

Produktion for profit

Kapitalister sælger ikke bare varer, men sigter efter at sælge dem til en stor nok profit så de akkumulerer rigdom til sig selv. I en nedtur kan de ikke fortsætte med at sælge deres varer til en pris, der garanterer arbejdsgivernes gennemsnitlige profitrate. Priserne falder. Merværdien, der er bundet i varerne, kan ikke realiseres som før, hvilket resulterer i et kollaps i profitten. Fabrikker bliver derfor lukket og arbejdere gjort arbejdsløse, hvilket yderligere mindsker efterspørgslen efter forbrugs og kapitalvarer i en fortsættende nedadvendt spiral.

“Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion,” forklarede Marx.

Kapitalistiske økonomer bryder sig ikke om at referer til “overproduktion”, de foretrækker termen “overkapacitet” hvilket grundlæggende er det samme og udtrykker markedets grænser. ”verden er oversvømmet af varer…” forklarede Newsweek.

”For økonomer er overproduktion et indviklet koncept. Menneskelige behov kender ingen grænser, så hvordan kan verden nogensinde producere for meget af en god ting? Nøglen er hvad folk kan betale: I mange vare sektorer er priserne stadig ikke lave nok til at frembringe nok købere. Der bliver nød til at være en kombination af faldende priser og en ødelæggelse af produktiv kapacitet før udbud og efterspørgsel kommer tilbage i balance.” (Newsweek, 4/2/09)

Overproduktionskrisen er blevet udfoldet på et globalt plan. Artiklen i Newsweek fortsætter: ”Det er ikke at sige at Obama administrationen er på den forkerte vej med sin redningsplan på næsten 900 milliarder dollars. Men det er vigtigt at have realistiske forventninger. Stimulansen kan forbedre nedturen, men ikke forhindre fortsatte modsætninger i de sektorer i økonomien, hvor global overkapacitet er mest ekstrem. Ifølge overslag fra markeds researcher CSM Worldwide er verden er i stand til at lave 90 millioner biler om året, men med det nuværende hastighed i produktionen bliver der kun lavet omkring 66 millioner. Markeds undersøger iSuppli vurderer, at den globale produktion af silicium wafere (tynd skive af enkrystallinsk silicium, der anvendes som substrat ved fremstilling af elektroniske og optoelektroniske komponenter, red.) kun kører på 62 procent af kapaciteten.

For mange biler

I forhold til bilproduktionen, gør Business Week følgende observation: “ efter at have føjet sig til det globale orgie af fabriks byggerier de seneste år, er industrien i stand til at producere forbløffende 94 millioner køretøjer om året. Det er, ifølge en forsker fra CSM Worldwide, omkring 34 millioner for mange baseret på de gældende salg, eller udbyttet af omkring 100 fabrikker.” Artiklen fortsætter, ”For at blive profitable, skal amerikanske bilproducenter ifølge Michelle Hill, fra konsulent firmaet Oliver Wyman, lukke mindst et dusin af deres 53 fabrikker i Nordamerika i løbet af de kommende år.” (Business Week, 31/12/08)

Som vi kan se har vi ikke blot at gøre med en normal konjunkturkrise i kapitalismen. Sådanne kriser vil fortsætte periodisk indtil kapitalismens død. I dag ser vi en konjunkturkrise, der er blevet forværret af det, marxister kalder en organisk krise i det kapitalistiske system. Kapitalismen er blevet en forhindring for udvikling af samfundet. Produktivkræfterne – industri, teknik og videnskab – bliver i stigende grad hæmmet og holdt tilbage af nationalstaten og den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Den organiske krise bliver illustreret ved, at kapitalismen er ude af stand til at gøre brug af de produktivkræfter, den har skabt. Kapitalismen er blevet en forhindring for produktivkræfterne, som er nøglen til samfundets udvikling. I tider med opsving kan kapitalismen kun gøre brug af 80 procent af produktionskapaciteten, og i tider med krise kun 65 procent. Med andre ord kan mellem 20 og 35 procent af produktionen ikke køres profitabelt. Dette viser klart den blindgyde, som det moderne kapitalistiske system er i, og den usete grad, hvormed det holder samfundet tilbage. ”Verdens produktionskapacitet er ganske enkelt for stor,” forklarer Newsweek. ”Det betyder, at priserne må falde yderligere, eller at flere fabrikker må lukke i USA og andre lande, eller en kombination af disse to muligheder.” (Newsweek 4/2/09)

Denne organiske krise, der vendte stærkt tilbage i mellemkrigstiden, blev midlertidigt overvundet af den massive udvikling i verdenshandlen efter Anden Verdenskrig. Denne udvikling havde en gavnlig virkning på verdens produktion. Hele det kapitalistiske system, hvor hver faktor påvirker de andre, kræver højere produktion, investering og et stigende marked i en opadgående spiral. Med stigende levestandarder gav det en relativ social stabilitet til systemet. Verdenskrisen i 1974-75 betød en afslutning på opsvinget og indledte en ny periode med krise, hvor kapitalismen ikke længere kunne opnå samme resultater inden for vækstrater, investering, profitabilitet osv. som i den såkaldte guldalder.

De var i stand til at undgå en dyb krise i 1980’erne og 1990’erne og endda ind i det nye århundrede, men nu er den kapitalistiske krise vendt stærkt tilbage. I dag er alle de grundlæggende modsætninger genopstået og har intensiveret krisen på alle niveauer. Verdenshandlen er kollapset og trukket produktionen ned. Udviklingen af produktivkræfterne er i en komplet blindgyde, og produktionen falder i det ene land efter det andet. Anarkiet i det kapitalistiske system er blevet en forhindring for fremskridt i samfundet, og millioner mister deres job, arbejdspladser lukker og levestandarderne falder. Efter en udstrakt periode på 50 år vender kapitalismen nu tilbage til sin ”normale” tilstand af kronisk ustabilitet. Det er det, Lenin og Trotskij kaldte ”det kapitalistiske systems historiske krise.”

En yderligere modsætning, der trækker kapitalismen ned og forværrer krisen har været profitratens faldende tendens. Den massive udvikling af produktivkræfterne efter krigen betød en kolossal stigning i investeringerne. Da merværdien kommer fra arbejderklassens ubetalte arbejde, betyder større faste investeringer i kapital (konstant kapital) i forhold til ansættelse af arbejdere (variabel kapital), at profitraten vil falde før eller siden. Marx henviste til denne dobbeltbladede ”lov” som en tendens på grund af, at der er en række hæmmende tendenser, såsom øget udbytning af arbejderklassen, der kan neutralisere eller vende tendensens virkning – i hvert fald for en tid.

Gennem efterkrigstiden tiltog presset på kapitalisterne fra profitratens tendens til fald. Efter en periode med høj profitabilitet gennem det meste af 50’erne, begyndte profitraten at falde brat i midten af 1960’erne. Faldet fortsatte indtil 1980’erne, da kapitalisterne begyndte en ubetinget offensiv for at køre profitabiliteten op efter en række nederlag for arbejderklassen. Thatcher og Reagans valgsejr var signalet til dette stormløb, og en ”kontrarevolution” på fabriksgulvet. Nedskæringer, en større bredde i arbejdsopgaverne for den enkelte, korte ansættelsesperioder og andre tiltag blev indført. Dette pres på arbejderklassen udtrykte sig i en stigning i absolut og relativ merværdi. I Marxistiske termer reducerede dette den nødvendige arbejdstid og forøgede merarbejdstiden, og forøgede derved merværdiraten.

I løbet af det sidste årti har den britiske fremstillingsindustri, på trods af tabet af en million jobs, øget produktionen med 50 procent. Med andre ord har kapitalisterne presset mere ubetalt arbejde ud af færre arbejdere. Andre faktorer, såsom presset på reallønnen, billiggørelsen af råvarer, globalisering og intensiv udnyttelse af verdensmarkedet bidrager også til at forøge profitraten. Mellem 1989 og 1997 øgede virksomhederne i USA deres profit med omkring 82 procent og profitraten med 27,8 procent. I 1997 var profitabiliteten i den private sektor vendt tilbage til kun at være 15 procent fra 1960’ernes højdepunkt. Ikke-fremstillingsindustrien var vendt tilbage til over niveauet fra 1969, og kun 15-20 procent fra højdepunktet i efterkrigsopsvinget.

På trods af et dyk i profitabilitet i recessionen i 2001, voksede profitterne indtil den finansielle krise ramte i 2007.

I dag, i en verdensnedtur, er profitraten og profitmængden kollapset. Dette er direkte forbundet til kollapset i markeder og fremkomsten af overkapacitet og overproduktion. Som Marx forklarede, ”Den [kapitalismen] går i stå ved et punkt, der er fastsat af produktionen og realiseringen af profit, og ikke ved tilfredsstillelsen af behov.”

Opsvinget i kredit tillod kapitalismen kunstigt at undslippe en alvorlig krise i en hel periode, men ved at bruge den slags metoder til at udvide markedet, og derved at forstærke deres profitter, i en periode med opsving frem for i en nedtur, er som at hælde benzin på et flammende bål. De lagde grunden til et massivt kollaps i de finansielle rammer, der har støttet hele verdenskapitalismens bygningsværk. Banklånenes faktiske forsvinding, da verdens banksystem hastede sig frem til at prøve at støtte deres vildt overbebyrdede finanser, efterlod mange firmaer ude af stand til at klare selv det mindste dyk i deres profit, og derfor denne kaskade af lukninger og nedskæringer. Det, som tidligere har hjulpet kapitalen, har nu den modsatte effekt.

Dette har ført til et massivt angreb på arbejderne i England og andre steder i et forsøg på at få den til at betale for kapitalismens krise. Arbejdere hos British Airways og andre steder får besked på at acceptere lønnedgang eller arbejder en hel måned uden løn! Arbejdsgiverne har til hensigt at skære i lønningerne og fyre over 6000 arbejdere for at ”redde firmaet”. Over halvdelen af de britiske arbejdere har oplevet nedgang i lønnen eller tillæg siden recessionen begyndte. Nu trues seks millioner engelske offentligt ansatte med lønstop for at hjælpe de offentlige finanser. Det er den kapitalistiske krises virkelige betydning for millioner af arbejdere. Men på trods af vanskelighederne accepterer arbejderne ikke blot disse angreb og lægger sig fladt ned. Arbejderne hos det engelske postvæsen, Londons undergrundsbane, Visteon, Vestas, i byggeriet og mange andre sektorer, har strejker og endda besat deres arbejdsplads i forsvar for deres leveforhold. Der er en enorm vrede i arbejderklassen, der truer med at eksplodere. Selv kapitalisterne er meget bekymrede over denne tiltagende vrede.

”Der er mange spørgsmål, som hænger over de finansielle markeder, men formentlig ingen mere relevante end dette: vil den globale økonomi komme sig i tide til at nedbringe den tiltagende utilfredshed blandt millioner af arbejdere, der har vendt sig – i nogle tilfælde voldsomt – imod kapitalismen?” spørger Joe Quinian, en strateg hos Bank of America.

”Den globale kapitalistiske orden var under angreb selv før den nuværende krise begyndte, men giftighederne imod det frie marked er blevet mere intense i det seneste år. Og med den globale økonomi midt i den største nedgang siden den Store Depression, må tilbageslaget nødvendigvis blive mere intensivt.” (Financial Times 12/5/09)

Som følge af dette søger kapitalisterne desperat efter en økonomisk bedring. Men de er bekymrede over, at de nuværende forårstegn meget vel ikke vil være andet end en falsk morgenrøde. Men når bedringen kommer, hvilket er uundgåeligt, vil den være meget langsom, smertefuld og tyndbenet. Der er frygt for, at verdensøkonomien vil følge den vej, som Japan gik i 1990’erne med svag vækst afbrudt af perioder med tilbagegang. ”Empiriske beviser om de seneste krisers virkning viser … at økonomien ikke vil vende tilbage til sin kurs før krisen med fremgang, men vil skifte til en langsommere vej. Med andre ord vil krisen betyde et permanent tab i det politiske udbytte,” siger en rapport fra EU-kommissionen (FT 3/7/09).

Den massive gæld – personlig, forretningsmæssig og offentlig – vil være en kolossal dødvægt for økonomien. Forsøg på at nedbringe de usete offentlige underskud vil føre til massive nedskæringer på de offentlige budgetter i de år, der kommer. Det britiske finansministerium mener, at der vil være et permanent fald i produktionen, der svarer til fem procent af den nationale indkomst, hvilket vil forringe husholdningernes økonomi med 75 milliarder pund om året – for evigt. De offentlige finanser er ude af kontrol. Institute of Fiscal Studies mener, at de offentlige finanser, som kræver nedskæringer på over 20 milliarder pund om året, ikke vil vende tilbage til ”normaltilstanden” i de næste to årtier. Det betyder 20 år med neskæringer! Trish Harnes, der er i spidsen for topledernes organisation i den engelske offentlige sektor, sagde: ”Folk taler om mulige reduktioner i de offentlige udgifter på 10 til 15 procent, endda op til 30 procent.” Der vil være nådesløse nedskæringer, uanset hvem der vinder næste valg.

Det kapitalistiske system er blevet en enorm barriere for det menneskelige samfund. Denne organiske krises genkomst har alvorlig betydning for arbejderklassen: et socio-økonomisk system, der viser sig ude af stand til at udvikle produktivkræfterne går i dyb krise. En ny epoke med social revolution har åbnet sig på verdensplan, en epoke med revolution, kontrarevolution og dyb ustabilitet på alle niveauer. Sådan en periode vil igen og igen tvinge arbejderklassen internationalt til at se sig om efter en udvej fra krisen. Det vil sætte den socialistiske genopbygning af samfundet på dagsordenen som det eneste svar på den kapitalistiske krise og alle de sygdomme, der følger med.

Source: Socialistisk Standpunkt