Konflikten i Ukraine: Er det starten på tredje verdenskrig?

Alan Woods (redaktør på marxist.com) giver en opdatering på situationen i Ukraine pr. 28. februar. Siden Ruslands invasion er en syndflod af propaganda blevet pumpet ud af de vestlige medier, hvilket har medvirket til en stemning af komplet hysteri, hvor aviserne nu råber op om truslen om tredje verdenskrig. Samtidig udviser de imperialistiske ledere det værste hykleri i deres fordømmelser af Putins ”brud på den Ukrainske nationale suverænitet”, selv om de aldrig selv har veget tilbage fra krigsførelse i forfølgelsen af deres egne interesser. Marxister må afvise det kyniske budskab om ”patriotisme” og ”national enhed” og stå imod den herskende klasse i alle lande.

[Source]

Det siges ofte, at krigens første offer er sandheden. I den giftige tåge af propaganda, løgne og halve sandheder er det ekstremt svært at give en præcis vurdering af tilstanden på jorden.

Invasionen af Ukraine er blevet mødt af et øredøvende kor af fordømmelse fra imperialisterne. Der er en lavine af propaganda, som er designet til at placere hele skylden hos Rusland og til at vise, at Putins militæroffensiv er mislykkedes på grund af den Ukrainske hærs heltemodige modstand.

Gentagne påstande om, at den russiske fremfærd er gået i stå og at den Ukrainske hær har samlet sig og tvunget fjenden i defensiven, skal betragtes med stor forsigtighed. Hvad end formålet ellers måtte være med disse påstande, er det bestemt ikke at give et præcist og retvisende billede af situationen.

Men formålet med det øredøvende kor er ikke at få folk til at tænke rationelt. Tværtimod er det netop at gøre dem døve overfor alle rationelle argumenter og få dem til at holde op med at tænke overhovedet. Denne hidtil usete syndflod af propaganda er designet til at skabe en hysterisk stemning, og det har de haft betydeligt held med – i hvert fald i de tidlige stadier.

Det primære mål er at overbevise befolkningen i vesten om behovet for at stå sammen, at ”forene sig mod truslen om russisk aggression” i den nationale enheds navn. Men enhed med hvem? Enhed med de nuværende ledere og regeringer, selvfølgelig, med amerikanerne og NATO – kort sagt, med deres egen herskende klasse og de mest aggressive og reaktionære kræfter.

Samuel Johnson sagde: ”patriotismen er slynglens sidste tilflugtssted”. Det var godt sagt i det 18. århundrede, og det er ikke mindre sandt den dag i dag. Rids i lakken hos en hvilken som helst af disse ”patriotiske” damer og herrer, og du vil altid finde de mest kyniske, ondskabsfulde skurke man kan forestille sig.

Den mest frastødende rolle i denne sammenhæng, er blevet spillet af de højreorienterede reformistiske ledere, af socialdemokratierne og fagforeningerne i Europa, som straks er faldet over sig selv for at gå med kapitalisterne og imperialisterne i deres hysteriske anti-russiske kampagne. De har afsløret sig selv som de mest underdanige lakajer for arbejderklassens fjender i alle lande.

For deres vedkommende har venstrereformisternes opførsel ikke været meget bedre. I højere eller lavere grad har de ladet sig trække efter koret om ”red stakkels lille Ukraine” uden nogensinde selv at analysere de klasseinteresser, der ligger bag den nuværende konflikt.

Tredje Verdenskrig?

Den herskende stemning blandt masserne i vesten er en forvirret blanding af naturlig sympati for det ukrainske folk og flygtninges lidelser, og frygt for at konflikten spreder sig og bliver til tredje verdenskrig med ubeskrivelige konsekvenser for hele verden.

Denne frygt er blevet forværret af de seneste udtalelser fra den russiske præsident Vladimir Putin om, at han placerer de russiske atomvåben i højt beredskab. Den er dog fuldstændig grundløs. Lad os gøre det helt klart: der bliver ikke nogen krig mellem USA og Rusland, hverken nu eller i den nærmeste fremtid.

Lad os gentage noget, der burde være ABC for enhver marxist. Kapitalisterne fører ikke krig for patriotisme, demokrati eller nogen andre højtflyvende principper. De fører krig for profit, for at overtage udenlandske markeder, for råmaterialer og for at udvide sin indflydelse.

Er denne grundsætning ikke fuldstændig åbenlys? Og er det ikke også meget tydeligt, at en atomkrig ikke ville opnå nogen af disse ting, men kun den gensidige udslættelse af begge sider? De har endda et udtryk til at beskrive det: MAD (Mutually Assured Destruction).

At sådan en krig ikke ville være i bankfolkenes og kapitalisternes interesse må være indlysende, selv for en ikke specielt kvik seksårig, selv om det tilsyneladende ikke er tydeligt for visse folk som, af årsager de bedst selv kender til, kalder sig for marxister.

En anden afgørende faktor er massemodstand mod krigen, specielt (men ikke kun) i USA. En meningsmåling, der blev foretaget for nylig, viste at kun 25 procent af den amerikanske befolkning var for direkte militær intervention i Ukraine, hvilket betyder, at den overvældende majoritet ville være imod.

Det er ikke ligefrem overraskende, når man tager de ydmygende nederlag i Irak og Afghanistan i betragtning, noget som er brændt ind i den amerikanske befolknings bevidsthed. Det stod allerede klart da Obama prøvede – og mislykkedes med – at få tilladelse til at intervenere militært i Syrien.

Den amerikanske befolkning er inderligt træt af udenlandske interventioner og krige, og det er en vigtig faktor, der begrænser både Biden og Pentagons manøvrerum. Det er dette, og ikke frygten for tredje verdenskrig, der har forhindret dem i at sende tropper ind i direkte konfrontation med den russiske hær i Ukraine.

Det faktum, at Putin er kommet med demagogiske udtalelser om at gøre sine atomvåben klar til brug, har ikke den mindste militære betydning. Det er fuldt ud forstået af kapitalens og Pentagons strateger, som ser det for, hvad det er – et klodset forsøg på psykologisk krigsførelse.

USA gjorde tilfældigvis sig selv skyldige i præcist det samme forsøg i 1973 under Yom Kippur-krigen mellem Israel og Ægypten, da de annoncerede, at deres nukleare afskrækkelse ville blive placeret på niveau III (niveau I ville være krig).

Sådan nogle manøvrer kan meget vel pirre nerverne i Berlin og Bruxelles, men de kommer ikke til at have nogen som helst effekt på den nuværende konflikt i Ukraine eller på de udregninger, som kapitalens seriøse strateger foretager.

Kommer sanktionerne til at virke?

Efter at have afvist muligheden for at sende tropper til Ukraine – det eneste seriøse skridt, som kunne have en effekt på konfliktens udfald – må imperialisterne tage til takke med at score billige propagandapoint med en hysterisk kampagne af fornærmelser rettet mod Moskva, sammen med nye sanktioner mod russiske banker og forretninger og med at sende en vis mængde militærhjælp til Kiev.

Ingen af disse tiltag kommer til at have den mindste effekt på krigens udfald.

Vi kan trygt forudsige, at når den nuværende konflikt slutter, bliver disse sanktioner lige så stille droppet, da den skadelige effekt på den europæiske økonomi ville være for smertefuld at leve med. De højt roste sanktioner kommer til at slå fejl, først og fremmest fordi sanktioner aldrig før i tiden har virket, og fordi Putin allerede har indført en række tiltag specifikt designet til at reducere Ruslands afhængighed af handel og finansielle transaktioner med vesten. Under alle omstændigheder vil effekterne af økonomiske sanktioner tage tid, før de træder ind – måneder om ikke år – hvor konflikten i Ukraine for længst vil være blevet afgjort.

Men der er en anden grund, som burde være åbenlys for enhver halvklog person. Lige nu praler og bryster de sig af udelukkelsen af russiske banker fra Swift, den finansielle institution, som håndterer transaktioner i den internationale handel. Men det er i første omgang kun visse banker, som vil blive udelukket. Det er helt klart, at de banker som håndterer eksport af russisk olie og gas til Europa ikke kommer til at blive påvirket.

Efter at have trukket på det i nogen tid, har Tyskland sagt, at de stopper for certificeringen af Nord Stream 2-gasledningen. For at være præcis stopper de den ikke som sådan, de suspenderer den, hvilket på ingen måde er det samme. Og vi kan med sikkerhed forudsige, at så snart den nuværende konflikt slutter (som den på den ene eller den anden måde kommer til), vil denne sanktion, og mange andre, stille blive droppet, da den skadelige effekt på den europæiske økonomi, i første omgang Tyskland, ville være for smertefuld at leve med.

På trods af påstande om det modsatte kan Tyskland ikke finde passende alternative kilder til olie og gas til holdbare priser. Og som vi ved er principper principper, men forretning er forretning. Den pludselige beslutning om at sende våben til Ukraine – noget Tyskland specielt hele tiden havde afvist – er særligt kynisk. Det er for lidt og for sent til at stoppe den russiske fremfærd men kan muligvis hjælpe til at forlænge den smertefulde og blodige konflikt og folkets lidelser, som vesten påstår er dens eneste prioritet.

Der er ingen grund til at så tvivl om den oprigtige følelse af solidaritet med det ukrainske folks lidelser, som føles af arbejdere verden over. Når en russisk, tysk, fransk eller amerikansk arbejder udtrykker sympati for ukrainerne, så kan vi stole på dem. Men når Biden, Johnson, Macron eller Scholz siger det samme, kan ærlige mennesker kun ryste på hovedet i afsky.

Imperialisternes modbydelige hykleri kender ingen grænser.

Er offensiven mislykkedes?

Den imperialistiske propagandamaskine insisterer på, at Putin ikke har opnået sit mål, og at den russiske hærs fremfærd er blevet stoppet af den ukrainske hærs heltemodige modstand. Når man tager manglen på sikre informationer i betragtning, er det svært at verificere fakta. Men sådanne påstande kan ikke tages for pålydende.

Det første faktum som er værd at bemærke er, at kun et mindretal af de 190.000 tropper, der var udstationeret på den ukrainske grænse, er blevet sat ind indtil nu. Det relativt lave tempo kan forklares med behovet for at medtage forsyninger af brændstof, ammunition, mad osv., og for at forhindre forsyningslinjerne til Rusland i at blive strakt for langt. Ukraine er trods alt et meget stort land.Langt fra at være på tilbagetog, tyder alting på, at den russiske hær avancerer uden afbrydelse I stadier og erobrer den ene nøgleposition efter den anden.

Det bør også bemærkes, at ved hvert stadie hvor hæren har gjort ophold, har Putin tilbudt at forhandle. Det ser ud til at have været en bevidst strategi. Han håbede tydeligvis på, at invasionen ville være tilstrækkeligt til at tvinge Ukrainerne til forhandlingsbordet, hvor hans krav kunne blive adresseret. Der var visse indikationer på, at denne strategi faktisk virkede.

Fredag aften var der klare tegn på, at Ukraines præsident Volodymyr Zelensky var klar til at forhandle. Han var åbenlyst i en paniktilstand. Men det kombinerede pres fra de ekstreme højrefløjselementer, NATO og amerikanerne var nok til at få ham til at skifte mening. Han tog efterfølgende en trodsig attitude. Det betød, at krigen fortsatte.

Det er selvfølgelig helt muligt, at den russiske hær har lidt nogle tilbagefald, og at i hvert fald dele af den ukrainske hær er kommet sig over det første chok og har samlet sig i en sådan grad, at den yder en mere effektiv modstand.

Det er helt sandsynligt. Krigens udregning er ekstremt kompliceret, nederlag kan hurtig efterfølges af yderligere fremgang, og modsat. Men det er ikke nok at pege på individuelle hændelser som bevis for, at den overordnede kampagne bevæger sig i den eller den anden retning. I sidste ende er det magtbalancen, som afgør udfaldet. Og den er overvældende i Ruslands favør.

Alting tyder på, at den russiske hær, langt fra at være på tilbagetog, avancerer uden afbrydelse, men i stadier, og erobrer den ene nøgleposition efter den anden. Russiske styrker omringer hovedstaden Kiev fra flere sider og har også omringet den næststørste by, Kharkiv. De avancerer fra Krim mod nord og nordvest og når frem til Mykolaiv, og også mod nordøst langs det Azovske havs kyst, hvor de har overtaget Melitopol og Berdiansk, og næsten har formået at lukke af for byen Mariupol, og på den måde forbinde sig med styrkerne, der kommer sydligt fra Donetsk.

Men samtidig presser russerne på for forhandlinger. Det var tydeligvis en del af en plan. Det var ikke tilfældigt, at Ukraine afviste tilbuddet om at forhandle i Minsk, med protest om, at Hviderusland er Ruslands allierede og deltager i invasionen. Efterfølgende har både Israel og Aserbajdsjan tilbudt sine ydelser, hvilket Putin hurtigt har accepteret. Før eller senere må forhandlingerne begynde. 

Spørgsmålet er, kan de blive succesfulde?

Den reelle årsag til Zelenskys modvilje mod at gå til forhandlingsbordet er åbenlys. Situationen på jorden ville stille den ukrainske regering i en ekstremt ufordelagtig position. Det første spørgsmål man må stille er: hvad har Zelensky at forhandle med? Han vil være som en gambler, der sætter sig ved bordet uden nogle kort på hånden. Fra det perspektiv vil forhandlinger i høj grad komme til at ligne en optakt til en kapitulation. Men opildnet af Washington og Berlin ser Zelensky ikke ud til at være i humør til at overgive sig.

Resultatet af forhandlingerne vil derfor være en total fiasko. Spørgsmålet vil blive afgjort – som det stod klart fra begyndelsen – ikke med forhandlinger, men på slagmarken. Og her vil ukrainerne opleve, at de er håbløst udkonkurrerede. Nogle få våbenforsendelser fra Berlin kommer til at gøre en meget lille forskel.

Hvordan imperialisterne forråder Ukraine

Imperialisterne, såvel som Kiev-regeringen, ser ud til at satse på, at ændringer internt i Rusland vil påvirke Putins regnestykke. I en fuldstændig kynisk manøvre appellerer de demagogisk til det russiske folk om at vende sig mod deres herrer i Kreml.

Det er en selvfølge, at Putin og det oligarki, han repræsenterer, er de russiske arbejderes fjender. Og hans støtte hos befolkningen har været i støt nedgang, hvilket åbenlyst var en af grundende til, at han besluttede sig for at spillet kortet at invadere Ukraine. Det er også sandt, at dette træk meget vel kan komme til at give bagslag på et tidspunkt.

Men enhver påstand om, at de reaktionære imperialister på nogen måde kan handle i det russiske eller ukrainske folks interesser, er en foragtelig løgn.

Det ukrainske folk fandt ud af præcist hvor meget den lovede hjælp og solidaritet fra NATO og vesten var værd, da det afgørende øjeblik kom. De ser blot det ukrainske folk som bønder i et kynisk spil – kanonføde som er praktisk at ofre for at miskreditere Rusland, uden at de skal ofre livet på en eneste af deres egne soldater.

Man bør ikke have nogen tillid overhovedet til disse gangstere. Og det er specielt sandt for arbejdere og socialister i vesten. Opgaven at bekæmpe den reaktionære bande i Kreml tilfalder de russiske arbejdere alene. Vores opgave er at kæmpe imod vores eget borgerskab, mod NATO og mod amerikansk imperialisme – den mest kontrarevolutionære kraft på jorden.

Det er svært at vurdere de russiske massers psykologi i øjeblikket. Men det overvældende flertal af russere må hade ideen om at kæmpe mod deres brødre og søstre i Ukraine, som altid har haft en særlig plads i deres hjerter. De forstår, at NATO og amerikansk imperialisme er deres fjender og ville være klar til at bekæmpe dem, men de ser ikke det ukrainske folk på samme måde, og det er en korrekt og sund indstilling.

Hvis de accepterer Putins krig (og det er der mange, der ikke gør), så er det modvilligt, på grund af Kiev-regeringens modbydelige opførsel, dens samarbejde med reaktionære fascister og Nazi-samarbejdspartner Stepan Banderas følgere, deres undertrykkelse af den russisktalende befolkning i Donbass og andre korrupte og undertrykkende handlinger. Og bag Kiev-regeringen ser de imperialismens blodige hånd.

De russiske kammerater i IMT gør deres pligt i denne sammenhæng. Det er op til os at følge deres eksempel og sige fra tydeligt og klart mod den herskende klasse og imperialisterne i vores eget land. Ingen anden politik kan retfærdiggøres for ægte revolutionære og proletariske internationalister.

Vi kan ikke støtte hverken den ene eller den anden side i denne krig, for det er en reaktionær krig på begge sider. I den endelige analyse er dette en konflikt mellem to grupper af imperialister. Vi støtter ikke nogen af dem. Befolkningen i stakkels blødende Ukraine er ofrene i denne konflikt, som de ikke har skabt og ikke ønsker.

Ingen kan præcist forudsige krigens udfald, men det bliver ikke positivt for arbejderklassen i Ukraine, Rusland eller internationalt. Den umiddelbare effekt bliver faldende levestandarder og stigende priser over alt. Masserne vil få at vide, at det var den nødvendige pris at betale for forsvaret for ”fred og demokrati”. Det bliver en sølle trøst for millioner af mennesker, som står overfor arbejdsløshed og lidelse.

De fortrængelser der bliver skabt af krigen og forværret af sanktionerne, som kommer til at forstyrre verdenshandelen, vil bane vejen for et økonomisk kollaps i den ikke alt for fjerne fremtid. Resultatet vil blive en verdensomspændende økonomisk nedtur. Det vil blive basis for enorm social og politisk ustabilitet og en hidtil uset intensivering af klassekampen.

I begyndelsen af enhver krig bliver massernes bevidsthed forvirret og afstumpet af tågen af propaganda, som skaber et sensationelt hysteri, der minder om en beruset døsighed. Under sådanne omstændigheder, kan de mest reaktionære dele af borgerskabet have held med at etablere en illusion om ”national enhed”.

”Vi må alle stå sammen mod den eksterne fjende! Vi må alle gøre ofre for at betale for det forbedrede nationale forsvar!” og så videre, og så videre. Men, som ved alle fordrukne orgier, så aftager dampene efterhånden. Propagandaen mister sin værdi gennem endeløs gentagelse. Budskabet om patriotisme og national enhed vil runge hult, når mænd og kvinder mister deres jobs, deres hjem og deres håb.

Historien viser, at krigen, denne frygtelige blodige affære, ofte kan føre direkte til revolutionære konsekvenser. Og historien har endnu ikke leveret den endelige regning.

Ned med kapitalismen og imperialismen!

Længe leve den socialistiske verdensrevolution!

Længe leve den Internationale Marxistiske Tendens! Arbejdere i alle lande, foren jer!

London, 28. februar 2022.