Kinas lange march mod kapitalisme

Note: Udkastet til dette dokument blev skrevet i april 2006 og diskuteret og vedtaget ved IMT's Verdenskongres i juli 2006. Dokumentet har ikke tidligere været tilgængeligt på nette på dansk i fuld længde. På grund af Kina's stigende vigtighed, både økonomisk, militært og geoplitisk, gør vi det nu tilgængeligt, for at give vores læsere en grundlæggende forståelse af hvordan Kina er kommet til der hvor det er i dag.

Introduktion

Efter den russiske Oktoberrevolution i 1917 var den Kinesiske Revolution i 1949 den næst-vigtigste begivenhed i historien. Den førte til afskaffelsen af godsejervældet og kapitalismen og med det enden på imperialistisk dominans i et stort område af kloden.

Men hvor den russiske revolution førte til skabelsen af en relativ sund arbejderstat etableret af arbejderklassens under ledelse af Bolsjevikpartiet – et revolutionært parti med et internationalistisk udsyn – førte den kinesiske revolution i 1949 med det samme til skabelsen af en stalinistisk deform arbejderstat.

De mest fundamentale betingelser for arbejderdemokrati manglede lige fra starten af. Der var hverken Sovjetter, eller arbejderkontrol, eller rigtige fagforeninger, der var uafhængige af staten, ej heller en ægte marxistisk ledelse. Dette skyldtes, at revolutionen blev udført under ledelsen af stalinisterne i front for en bondehær og ikke baseret på arbejderklassen i byerne. Bondehæren er det bonapartistiske herredømmes klassiske instrument. Mao, som baserede sig på denne bondehær, manøvrerede imellem klasserne på bonapartistisk vis ved at bruge den Røde Hær som en rambuk, først mod godsejervældet og senere også imod kapitalisterne.

Den kinesiske revolutions sejr var mulig på grund af en række særlige objektive omstændigheder. Hovedgrunden for, at den kinesiske revolution tog den form den gjorde, var først og fremmest den amerikanske imperialismes manglende evne til at intervenere. Den anden faktor var at Kina ikke kunne gøre fremskridt under kapitalismen og Chiang Kai Sheks fuldstændig degenererede borgerlige regime. De andre faktorer var tilstedeværelsen af en stærk stalinistisk deform arbejderstat i Rusland ved Kinas grænse.

Mao Zedong og de kinesiske stalinister skabte en stat i Kina i det stalinistiske Ruslands billede – en monstrøs bureaukratisk karikatur af en arbejderstat, og derfor begyndte den kinesiske revolution i 1949, hvor den russiske revolution sluttede.

Vi må huske, at den kinesiske revolution afskaffede kapitalismen i Kina på trods af perspektivet hos ledelsen i det kinesiske Kommunistparti. Maos originale perspektiv var hundrede års kapitalisme. Han havde den stalinistiske to-stadie teori, som sagde, at den socialistiske revolution ikke var mulig i et tilbagestående underudviklede lande, og det første trin derfor ville være ”demokratisk”, dvs. borgerligt. Kun efter at kapitalismen havde udviklet sig, ville kampen for socialisme være mulig. Denne teori blev modbevist af, hvad der skete, da det kinesiske Kommunistparti kom til magten.

I begyndelsen dannede Mao en “folkefront” med en række af de borgerlige partier. Det førte nogen til at tro, at Mao ville ”forråde” revolutionen, som Kommunistpartiet havde gjort i Spanien og andre lande, hvor Folkefronten blev brugt til at standse arbejderklassens bevægelse. Der var dog en fundamental forskel i Kina i 1949. Statsmagten var i Maos hænder; ”grupperne af bevæbnede mænd” blev ikke kontrolleret af borgerskabet. Borgerskabet flygtede, sammen med Chiang Kai Shek til Taiwan. Der var ikke noget effektivt borgerskabet, der kunne dannes en reel alliance med.

Under disse forhold blev Folkefronten et redskab til at tøjle arbejderne i byerne, at stoppe dem i at gå videre end de grænser det stalinistiske regime opsatte. Men fordi der ikke var et ”progressivt borgerskab” med hvem de kunne bygge et ”demokratisk” kapitalist Kina, som kunne køre landet og økonomien effektivt, og fordi den egentlige statsmagt var i hænderne på den Røde Hær, var de tvunget til at overtage kontrollen med de vigtigste dele af økonomien.

På trods af at den kinesiske revolution ikke tog form af en proletarisk revolution, støttede den marxistiske tendens den, fordi den befriede produktivkræfterne fra kapitalismens og feudalismens begrænsninger og dannede grundlag for en udvikling af økonomien, som ellers ikke ville have været mulig. Marxisterne forklarede dog, at selvom Kommunistpartiet og statsbureaukratiet ville være i stand til at spille en relativ progressiv rolle i at udvikle Kina, ville de samme bureaukratiske misdannelser betyde, at de kinesiske masser måtte gennemføre en anden, politisk revolution for at gå frem mod ægte socialisme, ægte arbejdermagt.

Væksten i den kinesiske økonomi efter 1949 var spektakulær. Det er tilstrækkeligt at sammenligne den økonomiske udvikling i Kina og Indien i perioden 1949-1979. Begge lande startede ud på mere eller mindre det samme niveau, men væksten i Kina var langt højere gennem hele periode. Dette kan kun forklares ved det faktum, at Kina havde en centraliseret, statsejet, planlagt økonomi. Selvom langt mere kunne have været opnået under et styre med ægte arbejderdemokrati, var den planlagte økonomi under Mao et kæmpe skridt fremad og den vækst den muliggjorde, er det grundlag, som det moderne Kina hviler på i dag.

Men bureaukratiet havde mange mangler. Det havde især et snævert nationalistisk udsyn, som var karakteristisk for alle stalinistiske regimer. Havde Kina og Rusland været ægte arbejderstater, var de gået sammen i en Socialistisk Føderation med landene i Østeuropa og havde udviklet en international plan for produktionen ved forenet og rationelt brug af de menneskelige og materielle ressourcer fra alle disse lande. I stedet frembragte – som marxisterne havde forudsagt – det nationalistiske udsyn hos både det kinesiske og sovjetiske bureaukratier en konflikt.

Det førte til splittet mellem Kina og Rusland i 1960. Sovjetbureaukratiet havde forsøgt at bringe Kina ind under dets ”interessesfære”. Det kunne det kinesiske bureaukrati ikke tolerere, og da Mao ikke var kommet til magten på grundlag af en fremrykkende russisk hær (som i de fleste østeuropæiske lande), havde han sit eget uafhængige grundlag, lignende Titos. Marxisterne pointerede faktisk på det tidspunkt, at Stalin ville stå overfor en ny Tito. Som konflikten brød frem, trak de russiske stalinister deres støtte, eksperter osv. tilbage, og tilførte dermed den kinesiske udvikling et alvorligt slag på det tidspunkt. Det var efter dette, at det kinesiske bureaukrati indlod sig på den yderst reaktionære selvforsyningsvej, ved at isolere Kina fra resten af verdensøkonomien og derved fra den internationale arbejdsdeling.

Mao forsøgte at skjule hvad han i virkeligheden var i gang med ved at fordømme sovjetbureaukratiets ”revisionisme”, fordi han havde brug for ideologisk og teoretisk retfærdiggørelse af hans split med Sovjetunionen. Men i bund og grund var det kinesiske bureaukrati ikke forskelligt fra dets sovjetiske modpart. Det forsøgte at bygge sin egen version af ”socialisme i et land”, noget der er umuligt at opnå, selv i et land af kontinental størrelse.

Således var det tilbagestående og isolerede Kina nødsaget til at udvikle produktionsmidlerne ud fra et meget lavt udgangspunkt og uden hjælp fra den mere avancerede teknik tilgængelig i Rusland på det tidspunkt. Det betød, at udviklingen i Kina blev opnået med enorme omkostninger, både målt i menneskelige og materielle ressourcer. Ikke desto mindre blev Kina forvandlet fra et tilbagestående kolonialt land, imperialisterne legeplads, til en mægtig magt.

På trods af dets mangler, formåede det kinesiske bureaukrati at opnå det, som det svage kinesiske borgerskab fuldstændig havde fejlet at gøre, at skabe en ægte national enhed og en moderne stat for første gang i landets historie. Landbrugsrevolutionen blev også opnået i et snuptag, og nationaliseringen produktionsmidlerne lagde grunden for udviklingen af den kinesiske økonomi i en uhørt skala.

Mellem 1949 og 1957 var den gennemsnitlige årlige vækstrate i den kinesiske økonomi 11 procent og i perioden fra 1957 til 1970 fortsatte den industrielle produktion med at vokse 9 procent, langt højere end i den kapitalistiske verden, (i den samme periode var vækstraten i Indien under halvdelen af Kinas.) I 1952 producerede Kina kun 1000 traktorer om året, en indikator på at landbruget stadig var meget primitivt. I 1976 producerede Kina 190.000 traktorer om året.

Alle dette blev opnået på trods af forstyrrende vovestykker som Det Store Spring Fremad i 1958 og Kulturrevolutionen i 1966. Det Store Spring Fremad var ansvarlig for et alvorligt fald i landbrugsproduktionen, der førte til en hungersnød, som tog livet af 15 millioner kinesere, og mellem 1967 og 1968 var der et fald på 15 procent i den industrielle produktion, der førte til et skarpt fald i massernes levestandard. Efter disse store afbrydelser i den økonomiske udvikling kom økonomien sig takket være statsplanen.

Selv i 1974 hvor resten af verden var i recession – den første samtidige verdensrecession siden 2. verdenskrig, hvor der var et samlet fald i verdensproduktionen på 1 procent – voksede Kina med 10 procent. Dette kan sammenlignes med USSR i 1930’erne og viser fordelene ved en planlagt nationaliseret økonomi.

Virkningen af alle dette ændrede det kinesiske samfund og bragte det ind i det 20. århundrede. Før 1949 var analfabetismeraten i Kina på 80 procent. I 1975 gik 93 procent af alle børn i skole. Der var en vældig udvikling af sundhedssystemet, boligforhold osv. Den forfærdelige fattigdom, som eksisterede før revolutionen, var blevet udryddet med en ægte fremgang i levestandarden og også en række vigtige sociale gevinster. Den forventede levealder var i 1945 på 40 år, men i 1970 var den nået op på 70, tæt på var den var i de fleste udviklede kapitalistiske lande. Kvinders forhold var også blevet forbedret meget, som for eksempel afskaffelsen af sammenbindingen af kvindens fødder og andre reformer viser.

Trotskij om bureaukratiet

På trods af de store succeser var bureaukratiet ikke et historisk nødvendigt socialt lag i udviklingen af den kinesiske økonomi. Planen havde ikke brug for bureaukratiet for at kunne fungere. Tværtimod, planen virkede på trods af bureaukratiet. I Trotskijs artikel- og brevsamling kaldet In Defence of Marxism i en tekst skrevet i oktober 1949, finder vi følgende:

“Hvis det bonapartistiske rakkerpak er en klasse, betyder det, at det ikke er et mislykket forsøg, men et levedygtigt barn af historien. Hvis dets plyndrende snyltertilværelse er ”udbytning” i den videnskabelige forstand af begrebet, betyder dette, at bureaukratiet besidder en historisk fremtid som herskende klasse og er en absolut nødvendighed for det givne økonomiske system.” (egen oversættelse).

Trotskij forklarede, at bureaukratiet tværtimod ikke har nogen historisk fremtid. Det blev født ud af degenereringen af Sovjetunionen under forhold med ekstrem tilbagestående og isolation. Det kinesiske regime blev indrettet efter det stalinistiske Ruslands model, og det kinesiske bureaukrati spillede den samme rolle som dets sovjetiske modpart.

Tilstedeværelsen af dette bureaukrati betød, på trods af al retorikken, at der var sociale privilegier og uligheder indenfor det kinesiske samfund. I 1976 for eksempel var lønnen for en industriarbejder, som arbejdede 48 timer om ugen 12 dollars om måneden. Folk med længere uddannelser tjente 120 dollars eller mere. Det er en lønforskel på 10 til 1.

I Sovjet havde Lenin accepteret en forskel på 4 til 1 – et “borgerlige kompromis”, som han definerede det – som en måde at sætte økonomien i gang, men det blev set som et midlertidigt tiltag, imens bolsjevikkerne ventede på, at verdensrevolutionen udfoldede sig. Bolsjevikkerne havde et internationalistisk udsyn og så deres eneste egentlige redning i en verdensrevolution. Deres perspektiv var, at når først proletariatet i de mere udviklede lande omstyrtede kapitalismen, så ville en harmonisk udvikling af økonomien blive mulig, da mere moderne teknikker fra disse lande ville blive tilgængelige i det tilbagestående Rusland. Uheldigvis led revolutionen nederlag i det ene land efter det andet, og Rusland forblev endnu mere isoleret, hvorved med bureaukratisk degenerering blev beseglet.

Det kinesiske bureaukrati så ikke lønforskelle på same måde, som bolsjevikkerne havde gjort. Lønforskelle efter den kinesiske revolution blev ikke set som midlertidige ”borgerlige” kompromiser pålagt af revolutionens isolation og økonomiens underudviklede natur, men som konsolideringen af bureaukratiets rigdom og privilegier. Bureaukrater levede langt over almindelige arbejderes niveau. Implicit i en sådan situation var muligheden for genindførelsen af kapitalisme på et vist stadie.

For så vidt den planlagte økonomi garanterede dem deres magt, indkomst, privilegier og prestige, forsvarede de den. Men, som Trotskij havde pointeret i Sovjetunionen, ville bureaukratiet ikke være tilfredse med bare at drage fordel af privilegier baseret på deres administrative position i samfundet, de ville også være i stand til at give disse videre til deres børn. For at det kunne blive muligt, måtte ejendomsforholdene ændres. Han forklarer i kapitel 9 af Revolutionen Forrådt:

”Lad os endelig som en tredje variant antage, at hverken et revolutionært eller et kontrarevolutionært parti tager magten. Bureaukratiet vil fortsætte i spidsen for staten. Selv under disse omstændigheder vil de sociale forhold ikke stivne. Vi vil ikke kunne regne med, at bureaukratiet fredeligt og frivilligt vil underkaste sig en socialistisk lighed. Når det på nuværende tidspunkt har anset det for muligt at indføre rang og dekorationer, trods de alt for åbenlyse ubehageligheder ved sådanne handlinger, må det uundgåeligt i fremtiden søge sin støtte i ejendomsforholdene. Man kan måske indvende, at bureaukraten i topstilling er temmelig ligeglad med de herskende ejendomsformer, når de bare garanterer ham den nødvendige indtægt. Dette argument ser ikke alene bort fra det ustabile i bureaukratens egne rettigheder, men også fra problemet om hans efterkommere. Den nye dyrkelse af familielivet er ikke faldet ned fra himlen. Privilegier har kun deres halve værdi, hvis de ikke kan overføres til ens børn. Men retten til at testamentere væk er uløselig forbundet med ejendomsret. Det er ikke nok at være direktør for en trust, man skal også være aktionær. Bureaukratiets sejr på dette afgørende område ville betyde dets forvandling til en ny besiddende klasse.”

Og han forsatte:

”At definere sovjetstyret som en overgang eller som noget midlertidigt, vil sige at forlade sådanne afsluttede sociale kategorier som kapitalisme (og dermed »statskapitalisme«) og også socialisme. Men foruden at være fuldstændig utilstrækkelig i sig selv, er sådan en definition i stand til at forme den urigtige ide, at fra det nuværende sovjetstyre er kun en overgang til socialisme mulig. I virkeligheden er et tilbagefald til kapitalisme i høj grad muligt. En mere fuldstændig definition vil nødvendigvis blive mere indviklet og dybgående.” [Vores kursivering]

”Sovjetunionen er et modsætningsfuldt samfund, halvvejs mellem kapitalisme og socialisme, hvori: (a) produktivkræfterne endnu langt fra er egnede til at give statsejendomsretten en socialistisk karakter, (b) tendensen hen imod primitiv akkumulation, skabt ved afsavn, vælder frem gennem utallige porer i planøkonomien, (c) reglerne for fordeling bevarer en borgerlig karakter og danner grundlaget for en ny differentiering af samfundet, (d) den økonomiske vækst fremskynder en hastig dannelse af privilegerede lag, mens den kun langsomt forbedrer stillingen for arbejderne, (e) ved at udnytte de sociale modsætninger har et bureaukrati omdannet sig selv til en ukontrolleret kaste, der er fremmed for socialismen, (f) den sociale revolution, der er forrådt af det herskende parti, eksisterer inden for ejendomsforholdene og i de arbejdende massers bevidsthed, (g) en videre udvikling af de opsamlede modsætninger kan lige så vel føre til socialisme som tilbage til kapitalisme, (h) på vejen til kapitalisme ville kontrarevolutionen være nødt til at bryde arbejdernes modstand, (i) på vejen til socialismen må arbejderne styrte bureaukratiet. Den sidste analyse vil vise, at problemet vil blive afgjort af de levende sociale kræfters kamp på både den nationale arena og på verdensarenaen.” [Vores kursivering]

”De doktrinære vil uden tvivl ikke blive tilfredsstillet ved denne hypotetiske begrebsbestemmelse. De ville synes om ubetingede formler: Ja-ja, og nej-nej. Sociologiske problemer ville bestemt være enklere, hvis sociale fænomener altid havde en bestemt og afsluttet karakter. Der er imidlertid ikke noget, der er mere farligt end for den logiske fuldkommenheds skyld at fjerne de elementer, der i dag forstyrrer ens skema og i morgen måske helt kuldkaster det. Vi har i vor analyse frem for alt undgået at krænke dynamiske sociale dannelser, som er uden fortilfælde og uden sidestykker. Den videnskabelige opgave, så vel som den politiske, er ikke at give en fuldt færdig definition af en ufuldendt proces, men at følge alle dens trin, udskille dens progressive tendenser fra dens reaktionære, fremstille gensidige påvirkningsforhold, forudse mulige forskelligheder i udviklingen og i et sådant fremsyn finde et grundlag for aktion.”

Som vi kan se, var tilbagevenden til kapitalisme en konkret mulighed i Trotskijs perspektiv. Han pointerede, at den nationaliserede planlagte økonomi ikke var sikker i hænderne på et sådan bureaukrati, og at det indebar truslen kapitalismen genkomst på et vist stadie.

En deform arbejderstat er per definition et overgangssystem mellem kapitalisme og socialisme, som enten vil blive omstyrtet af en politisk revolution eller glide tilbage til kapitalisme. Historisk opstod det første gang på baggrund af degenereringen af den russiske revolution. Det er et unødvendigt stadiei udviklingen af produktivkræfterne. Det var ikke en uundgåelig eller nødvendig social form. Havde den russiske revolution spredt sig til de udviklede lande i 1920’erne, var stalinismen aldrig blevet til noget.

På trods af deres begrænsninger udviklede disse regimer dog produktionsmidlerne i en uhørt grad. I den forstand havde de et progressivt indhold. Det udsprang af det statslige ejerskab over produktionsmidlerne og den planlagte økonomi. Trotskij analyserede dette i Revolutionen Forrådt og forudsagde, at så længe regimet kunne udvikle økonomien i et tilbagestående land, ville det have nogen succes. Men jo mere sofistikeret økonomien blev, desto mere ville bureaukratiet blive en lænke på dets udvikling.

Som økonomien voksede, begyndte bureaukratiet at fortære en større og større del af rigdommen. Med det kom spild, korruption og udplyndringer i stor skala af den rigdom som arbejderklassen og bønderne skabte. Vigtigere endnu, som økonomien udviklede sig og blev mere sofistikeret blev det klart at det bureaukratiske kommandosystem ikke kunne styre hver eneste detalje i en mere og mere kompleks økonomi. Bureaukratiet gik fra at være en relativ lænke på udviklingen af produktivkræfterne til at blive en absolut lænke på produktivkræfterne.

Trotskij lagde også vægt på spørgsmålet om produktivitet. Som vi vil se, viste dette sig at være et nøgleelement i forståelsen af, hvordan og hvorfor de stalinistiske regimer kollapsede i Østeuropa og Sovjetunionen. Trotskij forklarer i kapitel 1 af Revolutionen Forrådt:

”Sovjetindustriens dynamiske talopgivelser har ingen fortilfælde. Men de er langt fra de endelige. Sovjetunionen er ved at hæve sig op fra et forfærdende lavt niveau, mens de kapitalistiske lande er ved at glide ned fra et meget højt. Kræfternes sammenspil bestemmes for tiden ikke af det dynamiske i væksten, men ved at stille de to lejres samlede magtforhold op mod hinanden, alt det som kan udtrykkes i materielle forråd, i teknik, kultur og frem for alt, det menneskelige arbejdes produktivitet. Når vi derfor nærmer os problemet fra dette statistiske synspunkt, ændres stillingen straks til ugunst for Sovjetunionen.”

Han tilføjede følgende betydelige pointe:

“ Men det centrale i spørgsmålet: Hvem vinder? ikke bare i det militære, men endnu mere i det økonomiske, stilles i Sovjetunionen i verdensmålestok. Militær intervention er en farlig sag. Men interventionen af billige varer i en kapitalistisk hærs bagagevogne er langt farligere.” (Revolution Forrådt, kapitel 1)

Trotskij skrev så tidligt som august 1925 en meget fremsynet og skarp analyse af de problemer, som den unge sovjetstat stod overfor i Wither Russia? (senere kendt som Towards Capitalism or Socialism?). I dette værk stiller Trotskij spørgsmålet ligefremt: ”Hvad er vores udviklingsrate, når man se på det fra verdens økonomiens synspunkt?” Og i svaret på hans eget spørgsmål siger Trotskij følgende:

“Præcis på grund af vores succeser er vi gået ind på verdensmarkedet, dvs. vi er gået ind i systemet med universal arbejdsdeling. Og på samme tid er vi forblevet omringet af kapitalisme. Under disse forhold vil vores økonomiske udviklingsrate bestemme vores modstandsstyrke overfor det økonomiske pres fra verdenskapitalismen og verdensimperialismens militær-politiske pres.”(Egen oversættelse. The Challenge of the Left Opposition – 1923-25, Pathfinder, 1975, side 330)

Trotskij lagde stor vægt på spørgsmålet om sovjetøkonomiens vækstrate i 1925. Han betonede at, “… fremskridtsraten er præcis det afgørende element!” Og tilføjede:

“Det er ret klart, at i takt med at vi bliver en del af verdensmarkedet, vil ikke kun vores muligheder men også vores farer øges. Kilden kommer her igen, som til så mange andre forhold, fra vores form for bondeøkonomi, vores teknologiske tilbageståenhed, og verdenskapitalismens nuværende enorme produktive overlegenhed i forhold til os …” (Egen oversættelse. ibid. side 344)

“De borgerlige landes grundlæggende økonomiske overlegenhed består af det faktum, at kapitalismen pånuværende tidspunkt stadig producerer billigere og bedre varer end socialismen. Med andre ord, arbejdsproduktiviteten i de lande, der stadig lever i tråd med den gamle kapitalistiske civilisations lov om inerti, er pånuværende tidspunkt betydeligt højere end i det land, som er begyndt på at bruge socialistiske metoder under forhold med nedarvet barbarisme.

Vi er bekendt med den grundlæggende historistiske lov: at sejren i sidste instans tilfalder det system, som giver det menneskelige samfund det højeste økonomiske niveau.

Den historiske strid vil blive bestemt – og selvfølgelig ikke på en gang – ved en sammenligning af koefficienterne for arbejdsproduktiviteten.” (Egen oversættelse. ibid. side 345)

Det, Trotskij siger her, er meget vigtigt for at forstå, hvad der skete årtier senere i de tidligere stalinistiske lande. Selvom den planlagte økonomi tillod Sovjetunionen at gøre kæmpe fremskridt i udviklingen af produktionsmidlerne, haltede landet stadig langt bagefter de udviklede kapitalistiske lande. Men så længe bureaukratiet udviklede produktivkræfterne var en relativ stabilitet sikret for de stalinistiske regimer. I 1930’erne blev produktivkræfterne ikke bare udviklet, men de udviklede sig meget hurtigere end i den kapitalistiske verden. Det forklarer de stalinistiske regimer ukuelighed i denne periode og også hvorfor at pro-kapitalistiske tendenser indenfor bureaukratiet ikke endnu udkrystalliserede sig som en levedygtig kraft.

Trotskij forklarede dog også at på et vist tidspunkt i dets udvikling, vil bureaukratiet gå fra at være en relativ lænke til at blive en absolut lænke på udviklingen af produktionsmidlerne. Vækstraten ville flade ud og genåbne muligheden for kapitalismens tilbagevenden. Det er, hvad der skete i 1960’erne og 1970’erne. Den økonomiske vækst i Sovjetunionen sank først til et niveau sammenligneligt med det kapitalistiske Vestens og stoppede derefter helt.

Når det punkt først var nået, var der, ifølge Trotskij, to muligheder: enten ville arbejderne vælte bureaukratiet, mens de bevarede den planlagte økonomi under arbejdernes demokratiske kontrol og ledelse, eller der ville være en kontrarevolutionær tilbagevenden til kapitalisme.

Historien har vist, at det sidste blev disse regimers skæbne. I Rusland og Østeuropa, som havde været i krise siden 1970’erne, så vi systemets kollaps, da det blev klart, at det ikke længere kunne udvikle økonomien. I Rusland kollapsede systemet temmelig pludseligt og det tog flere år inden økonomien endelig stabiliserede sig og begyndte at vokse igen på et kapitalistisk grundlag.

Det kinesiske bureaukrati tager ved lære

I Kina udviklede bureaukratiet sig i nogen grad anderledes. Det kinesiske bureaukrati iagttog opmærksomt hvad, der var ved at ske i Rusland. Den fløj af bureaukratiet som Deng repræsenterede tog ved lære af erfaringen fra Rusland og fra sin egen nylige fortid. Kina har en kontinental størrelse med en enorm befolkning, men selv dette uendelige land kunne ikke udvikle sig isoleret fra resten af verdensøkonomien. ”Socialisme i et land” havde vist sig at være en fiasko. Det selvforsyningssystem, som bureaukratiet havde forsøgt at bygge under Mao, havde endelig afsløret alle dets begrænsninger.

Deng-fløjen iagttog Rusland og Østeuropa gå i krise og de stormfulde begivenheder i 1989-1991, hvor alle disse regimer kollapsede et efter et, og overgangen til kapitalismen blev indvarslet. De så dette engang massive, almægtige russiske bureaukrati kollapse som et korthus. I alle tidligere stalinistiske lande i Østeuropa og Sovjetunionen – og især i det tidligere Sovjetunionen – blev økonomien kastet tilbage, store dele af produktivkræfterne blev ødelagt og bureaukratiet mistede kontrollen med processen. Det tog nogen tid før økonomien stabiliserede sig og begyndte at vokse igen. I disse begivenheder kunne det kinesiske bureaukrati se sin egen mulige fremtid. De drog derfor den konklusion, at de ikke kunne tillade at det skete i Kina, og at det var nødvendigt med nogen ændringer af politikken for at undgå et lignende kollaps i deres eget land.

På samme tid viste begivenhederne på Den Himmelske Fredsplads, at det kinesiske bureaukrati på et tidspunkt kunne stå overfor samme skæbne. Dette sammen med Sovjetunionens kollaps havde en enorm indflydelse på det kinesiske bureaukratis overvejelser og skubbede dem til at bevæge sig videre fra det tidligere stadie med brug af markedsmekanismer for at opnå en produktivitetsstigning, mens man opretholdt princippet om, at statssektoren skulle dominere, til at accelerere processen som til sidst førte til situationen i dag, hvor den private sektor dominerer.

I takt med at økonomien i Kina voksede under Mao svarende til det, der skete i Sovjetunionen, voksede også bureaukratiets appetit, og også manglen på koordination mellem de forskellige sektorer af økonomien blev forstørret. Det forklarer fænomener som ”Det Store Spring Fremad” og ”Kulturrevolutionen”. Mao forsøgte at skubbe økonomien fremad med disse metoder, mens han på samme tid prøvede at tøjle bureaukratiets udskejelser, som truede systemets stabilitet.

Udskejelser fra et lag af bureaukratiets kan true den bureaukratiske kastes interesser som helhed. På den måde svarede det til, hvad Stalin gjorde i 1930’erne, hvor han slog til mod elementer indenfor bureaukratiet, men altid med det formål at bevare regimets stabilitet. Stalin fik tilmed bureaukrater skudt – han slog til mod den mest korrupte fløj af bureaukratiet for at redde bureaukratiet som helhed. Det var et element af dette i Kulturrevolutionen, da et lag af det kinesiske bureaukrati kom under angreb. Demagogisk angreb Mao, ”dem der gik mod kapitalisme” for at konsolidere hans egen position men på den samme tid tøjle de mest ekstreme former for korruption, som underminerede hele systemet.

Essensen i Kulturrevolutionen var ikke, som nogen i vesten har påstået, en bevægelse bestående af arbejdere og unge, der påtvang bureaukraterne deres vilje. Mandel og co. sammenlignede Kulturrevolutionen med Pariserkommunen, og viste derved deres fuldstændige mangel på evne til at forstå, hvad der virkeligt skete. De sammenblandede en bevægelse sluppet løs af en fløj af det kinesiske bureaukrati mod en anden fløj, med arbejdernes ægte oprør i Paris i 1871. De forstod ikke, at Kulturrevolutionen hele tiden var kontrolleret fra toppen af Mao som den øverste dommer. Som vi allerede har forklaret, opnåede Mao med sine metoder langt fra at skubbe økonomien fremad, men kun sammenbrud og kaos. I tre år var der et fuldstændig kollaps i både landbrugs- og industriproduktionen, og alle skoler og universiteter var lukkede. Fløjen ledt af Deng Xiaoping var forfærdede og begyndte at drage konklusioner fra disse erfaringer.

Vi må forstå, at en planlagt økonomi kun kan fungere effektivt, hvis arbejderklassen kontrollerer alle niveauer. Arbejderne må diskutere planen på alle niveauer. Det er grunden til, at arbejderdemokrati, arbejderkontrol og arbejderledelse er essentielle elementer i planens funktionalitet. Arbejderne, som også er forbrugere, har en materiel interesse i at sikre, at planen fungerer effektivt på alle niveauer. Bureaukraten er kun interesseret i at nå sin kvote – uanset kvaliteten eller om det er koordineret med resten af produktionen – så han kan få sine bonusser. Ydermere kan et centraliseret bureaukrati ikke tage beslutninger om alle aspekter af produktionen. Forfærdelige forvridninger og ineffektivitet skabes, når alting afhænger af en central bureaukratisk befaling. Den overordnede plan må kontrolleres af arbejdere på alle niveau. Det forklarer, hvorfor ”Det Store Spring Fremad” og ”Kulturrevolutionen” fejlede. Du kan ikke bekæmpe bureaukratiet med bureaukratiske midler. Så disse to episoder endte blot op med at forstørre den forvridning, som bureaukratiet havde medført.

Det er vigtigt at forstå, hvad der skete i Kulturrevolutionen for at forstå den senere udvikling under Deng. Det maoistiske bureaukrati havde lænet sig op af masserne for at slå til mod en del af bureaukratiet. Ved at gøre sådan udløste de, på bonapartistisk manér, kræfter fra neden, men der var en risiko involveret i dette. Havde de tilladt masserne at gå længere, ville det muligvis have betydet, at bureaukratiet havde mistet kontrollen. Da de havde tøjlet udskejelserne fra en fløj af bureaukratiet, satte de en stopper for den selv samme bevægelse, som de havde udløst, og i 1969 strammede de tøjlerne. Så deres hovedslogan gik fra at være ”Masserne har ret, hvad, folket siger, er rigtigt” til ”Hvad der er rigtigt, er det, formand Mao tænker”.

Ved at slå ned på masserne, svang magtbalancen uundgåeligt mod den pro-kapitalistiske fløj. Da Mao havde standset masserne, blev magtbalancen afgjort indenfor bureaukratiet. Mao havde god grund til at bekymre sig om masserne, for der havde været forskellige strejkebølger og bevægelser fra neden i den forudgående periode, de sidste af disse i 1966-67 og i 1976 hvor der var en opstand blandt arbejderorganisationer for at rejse deres utilfredshed med løn og arbejdsforhold. Hvad vi ser, er arbejderklassens tendens til at gå udover de grænser, som bureaukratiet har fastsat. Pointen, som vi må forstå, er, at det maoistiske bureaukrati ikke kunne gå så langt som til at give magt til arbejderne i forsvoret for statsplanen. Det ville have betydet tab af deres privilegier.

Men de stod stadig overfor problemet med at udvikle økonomien. Fra et ægte marxistisk standpunkt var den eneste mulighed at indføre ægte arbejderdemokrati, hvilket selvfølgelig var det sidste, bureaukratiet ville gøre. Vi må ikke glemme, at den del af bureaukratiet, som forsvarede planen, gjorde det for at forsvare sine egne interesser, sine egne privilegier. Trotskij forklarer situationen meget godt i In Defence of Marxism. Han siger, ”Bureaukratiet bekymrer sig først og fremmest om sin magt, sin prestige, sine indtægter. Det forsvarer sig selv meget bedre end det forsvarer USSR. Det forsvarer sig selv på bekostning af USSR og på bekostning af verdensproletariatet.” Det er grundlæggende bureaukratiets natur.

Et bred lagt af bureaukratiet åndede lettede op, da Kulturrevolutionen var ovre – de ville tilbage til stabiliteten og nyde deres privilegier indenfor systemet. Det er klart, at der allerede var en fløj af bureaukratiet, som diskuterede ideen om at introducere en form for markedsstimulans i økonomien.

Slutningen på Mao-æraen

Da Mao var død, gik den kapitalistisk orienterede fløj af bureaukratiet i offensiven og rejste spørgsmålet om markedet, om verdensmarkedet. Faktisk havde Deng Xiaoping og de andre en pointe; at det var umuligt at adskille Kina fra verdensøkonomien, og at det skulle deltage i verdenshandelen. Det var den oprindelige ide. I mangel på arbejderdemokrati, kan verdensmarkedet bruges som et groft tjek på fejlstyring og ineffektivitet.

Under de forhold, der eksisterede i Kina i 1970’erne, ville en slags NEP ikke være blevet udelukket, selv af et revolutionært marxistisk parti, præcis som Bolsjevikkerne havde gjort i starten af 1920’erne. Så længe de vigtigste dele af økonomien forbliver under statslig kontrol, under planens styring, kan disse metoder bruges til at stimulere og udvikle økonomien i en isoleret arbejderstat.

Lenin overvejede noget lignende, da han tilbød de vestlige kapitalister kontrakter i Sibirien, hvor der var mange råmaterialer men hvor økonomien var underudviklet. Den svage, unge arbejderstat havde ikke midlerne til at udvikle Sibirien. Så Lenin insisterede på, at i sådan en situation var den eneste måde, man kunne de investeringer og den teknologi, der var nødvendig til at udvikle produktionskræfterne, var ved at tilbyde kontrakter til udenlandsk kapital. Ideen var, at ved at garantere kapitalisterne profitter, kunne de udvikle regionen, skaffe sig de nye produktionsmidler og teknikken osv., og at det ville være til gavn for revolutionen.

Lenin pointerede i 1918 i ”Left-wing Childishness and the Petty Bourgeois Mentality” at ”Vi, Proletariatets parti, har ingen anden måde til at opnå evnen for at organisere produktion i så stor skala, andet end ved at opnå det fra førsteklasses kapitalistiske eksperter.” D. 4. februar det følgende år stillede han en resolution i Folkekommissærernes Råd (FR), i hvilken han slog fast: ”FR… mener, at udlicitering af kontrakter til repræsentanter for udenlandsk kapital generelt set, som et principspørgsmål, er tilladeligt i udviklingen af landets produktivkræfters interesse.” Forskellen var selvfølgelig, at i 1918-1919 var der ikke nogen tvivl om Sovjetunionens natur. Det var en sund arbejderstat, eller i det mindste en relativt sund arbejderstat, hvor sådanne indrømmelser ville blive brugt til at styrke arbejderstaten, ikke svække den.

Vi må også huske, at det var verdensrevolutionens forsinkelse, der tvang Bolsjevikkerne til at lave disse kompromiser. De var acceptable så længe, statsmagten var i arbejderklassens hænder, og selvsamme stat havde kontrol over alle økonomiens nøglepunkter. Problemet var dog, at de udenlandske kapitalister ikke var tilfredse med at opnå kontrakter med arbejderstaten i 1921, de ville hellere knuse den. Med det kinesiske bureaukrati var det en helt anden sag. Kapitalisterne kunne lave aftaler med denne privilegerede kaste. Selv den ærke-reaktionære Nixon havde ingen problemer med at få aftaler i stand med det kinesiske bureaukrati.

Efter Maos død fik ideen om at åbne landet for udenlandske investeringer vind i sejlene blandt bureaukratiet, og Deng Xiaoping personificerede denne ide. Dette afspejlede det faktum, at flertallet af bureaukraterne havde indset, at selvforsyningspolitikken havde fejlet, og Kina ikke kunne udvikle sig i isolation.

Deng var tidligere generalsekretær for partiet, men var blevet fjernet fra ledelsen under Kulturrevolutionen. Men fra januar 1974 var han endnu en gang medlem af Politbureauet. Før han endnu en gang blev fjernet fra alle sine positioner, nåede Deng ikke bare at blive premierminister, men også vice-præsident for partiet og chef for generalstaben – den næsthøjest rangerede mand i Kina, efter Mao. Til trods for hans høje stillinger, blev han senere fordømt som et ”monster”, der førte an i en kontrarevolutionær konspiration, de fulgte ”en kapitalistisk politik”. Det mest overraskende var dog, at han fik lov til at beholde sit partikort. Normalt ville alle, der faldt i unåde hos ”den store leder”. være blevet ekskluderet, eller det der er værre. Dette skete ikke for Deng, fordi han havde en stor opbakning blandt bureaukratiet. Set i bakspejlet kan vi måske endda gætte på at flertallet af bureaukraterne – i hvert fald blandt de ledende lag – støttede Deng, men ikke kunne gøre noget pga. Maos position.

Den udbredte støtte til Deng indenfor bureaukratiet blev bekræftet efter Maos død. ”Firebanden”, der inkluderede Maos enke, legede med ideen om at fortsætte kulturrevolutionen. Men holdningen hos den dominerende fløj af bureaukratiet var helt klar. ”Firebanden” blev arresteret d. 6. oktober 1976, og fik aldrig igen nogen ledende positioner, og Deng fremkom derefter som leder af partiet i 1978.

Det er fra denne periode, at rødderne til den nuværende situation stammer. Debatten internt i kommunistpartiet om at åbne økonomien op for udenlandske investeringer startede i 1977-78. Dengs fløjs kom frem med begrebet ”markedssocialisme” for at beskrive, hvad de foreslog. De argumenterede for, at Maos æra havde efterladt økonomien i ét stort rod. Det var ikke helt sandt, for til trods for problemerne undervejs var økonomien vokset rimelig hurtigt de foregående 25 år.

Hvad der dog er sandt, er at takt med at økonomien blev mere sofistikeret, jo mere viste begrænsningen i det bureaukratiske kommandosystem sig. Ligesom i Sovjetunionen var der mangel på koordination mellem de forskellige sektorer, ubalance i investeringerne de forskellige sektorer imellem, med overproduktion af nogle varer, og underproduktion af andre. Der var fusk, svindel, korruption, sabotage, spild og kaos i massivt omfang. Industriens produktivitet var faldende. Der var inflationære tendenser, mangel på forbrugsvarer og social utilfredshed.

Dette var begyndt at have en indvirkning på arbejderne og bøndernes behov, der var ved at blive rastløse. Alt dette kunne have været blevet løst ved at introducere reel arbejderkontrol og ledelse af økonomien. Men for at det kunne ske, ville det have krævet en politisk revolution; Bureaukratiet ville skulle fjernes fra magten. Men bureaukratiet havde ikke tænkt sig at give magten fra sig så let. Dengs (og hans fløj i bureaukratiet) holdning var. at hvis man ville fortsætte med at udvide produktivkræfterne og forbedre produktiviteten, var markedsstimulanser nødvendige.

Selvom de allerede havde overgået lande som England i absolut produktion, så var både Kina og Rusland langt bagefter det kapitalistiske vesten med hensyn til produktivitet. I Rusland var krisen allerede blevet åbenlys med en bemærkelsesværdig nedgang i væksten. I Kina forstod Dengs fløj nødvendigheden af at introducere de mest avancerede teknikker i den Kinesiske økonomi. Dette kunne kun ske ved at åbne Kina op for udenlandske investeringer, og ved at deltage på verdensmarkedet.

Hvis statsmagten havde været i arbejdernes hænder, kunne have bremset tendenserne mod kapitalistisk genindførsel. Men statsmagten var i bureaukratiets hænder, og under de forhold udgjorde introduktionen af kapitalistiske incitamenter en reel trussel mod planøkonomien, om en total ødelæggelse af økonomien over en periode.

Vi skal dog ikke have en mekanisk tilgang til spørgsmålet. Det ville være nemt at sige i bagklogskabens klare lys, at siden, Deng kom til magten i 1978, har bureaukraterne haft en klar plan om at gå tilbage til kapitalismen, men det ville være forkert. Bureaukratiet bevæger sig empirisk, afhængigt af dets behov på det givne tidspunkt. Selv i Stalinistiske Rusland var der lange perioder med større åbenhed mod markedskræfterne og decentralisering, efterfulgt af perioder med gen-centralisering. De repræsenterede bureaukraternes forsøg på at få økonomien i gang. De var trods alt klar over, at hvis de ikke udviklede produktionsmidlerne, var deres egen privilegerede position truet.

Deng’s 1978 vending

Det var denne overvejelse, der førte det kinesiske kommunistparti til i slutningen af 1970’erne at drage den konklusion, at det var nødvendigt at åbne op for udenlandske investeringer. I december 1978 holdt det Kinesiske Kommunistparti sit tredje plenum. Her diskuterede det den nye vending. Selvom det erklærede, at centraliseret planlægning ville fortsætte med at være den dominerende form, introducerede det elementer af decentralisering og opmuntrede opsætningen af private firmaer. Ideen var, at markedskræfterne måtte introduceres som et middel til at sikre, at økonomiens behov blev mødt.

Det førte i sidste ende Deng til at forslå opsætningen af fire særlige økonomiske zoner i 1979 omkring Hong Kong og Macao, i Guangdong og Fujian provinserne på den sydlige kyst. Det var zoner, der ville være åbne for udenlandske investeringer. I starten var der ret stramme restriktioner på niveauet og naturen af hvilke investeringer, som udenlandske kapitalister kunne foretage. Dette indikerer, hvad vi sagde ovenfor, at selvom Deng-fløjen så disse tiltag som midler til at modernisere produktivkræfterne og samtidig opretholde den centralt planlagte og statskontrollerede natur i økonomien. Først var de meget forsigtige og gav kun begrænsede indrømmelser.

Men præcis på grund af restriktionerne blev de fire særlige zoner ikke med det samme så succesfulde, som det havde været forventet. Det er derfor, at restriktionerne blev slækket i 1983, hvor for eksempel fuldstændig udenlandsk ejede virksomheder fik tilladelse til at operere. Her ser vi bureaukratiets empirisme. Der var ikke en udarbejdet “plan”. Men da først bureaukratiet indlod sig på denne vej, begyndte den at udvikle sin egen logik. Bureaukratiet fandt det sværere og sværere at diktere markedskræfterne. Hvis de ville have kapitalisterne til at investere, måtte de skabe favorable forhold for dem.

Mens disse særlige zoner blev skabt fandt en parallel proces sted indenfor landbruget. Det gamle kollektiviserede jordsystem blev afmonteret, og logikken i privat produktion blev introduceret. Det blev gjort ved at ”lease” jorden til familierne. Juridisk set forblev jorden statsejendom – og er det stadig i dag – men i praksis var det blevet privat ejendom. For eksempel kan leaset jord gives videre til ens efterkommere. Denne ændring har ført til en situation, hvor de, der havde leaset jorden, allerede i slutningen af 1980’erne endda kunne sælge det leasede jord eller give det videre som arv.

Dette førte til en differentiering indenfor bondestanden, hvor nogle berigede sig selv, mens andre mistede kilden til deres levebrød og blev tvunget til at begynde at immigrere til byerne. Der var en stigende produktivitet af jorden på den ene side og en forarmelse af store lag på den anden. Det skabte den tilførsel af billig arbejdskraft, der ville tjene som et grundlag for udviklingen af kapitalismen i byerne.

Det er en proces, der ligner den, der fandt sted i Rusland efter 1861 med opløsningen af Miren, den gamle landbrugskommune. Som kommunerne brød sammen, begyndte bønderne at flytte ind til byerne, og tilvejebragte dermed den nødvendige arbejdskraft til udviklingen af kapitalisme mellem 1880 og 1912. Men det, der sker i Kina i dag, er på en meget større skala, end hvad vi så i Rusland. Det kan også sammenlignes med processerne i den britiske kapitalismes tidlige dage, med den brutale fordrivelse af bønderne fra jorden, hvor de blev tvunget til at leve i byerne under forfærdelige forhold. Det kunne endda sammenlignes med perioden med det Vilde Vesten med kapitalismens ekspansion i USA: Hvad vi ser i Kina, har i virkeligheden elementer fra alle disse historiske eksempler. Det er uden fortilfælde i processens omfang og hastighed.

Et af de første tiltag det kinesiske regime introducerede i forsøget på at tiltrække udenlandske investeringer var skabelsen af et “arbejdsmarked”. Derfor blev en række reformer introduceret, der tillod managerne af udvalgte statsejede virksomheder at stoppe med de såkaldte ”livstids” jobs. Ideen om, at arbejderne kunne blive fyret, blev introduceret.

Få år senere i 1983 gik staten et skridt videre. Statsejede virksomheder kunne nu hyre arbejdere på kontraktbasis for en begrænset tidsperiode. Dette nye system betød, at nyansatte arbejdere ikke kunne få de velfærdsydelser, som statsarbejderne havde haft gavn af tidligere. I 1987 var 7,5 million arbejdere hyret på kontraktbasis af statens firmaer og yderligere 6 millioner havde fået deres status ændret fra livstid til kontrakt.

I den samme periode begyndte arbejdsstyrken i den private sektor at vokse. Fra omkring en kvart million i 1979 nåede den 3,4 millioner i 1984 hovedsageligt i meget små firmaer. I starten var der en grænse på hvor mange arbejdere, der måtte være ansat i private firmaer, men i 1987 blev grænsen afskaffet. Oven i dette blev en forklædt form for private virksomheder tilladt at udvikle sig, i form af såkaldte ”by-kollektiver” eller by- og landsbyvirksomheder (Town and Village Enterprises (TVEs)). Disse var kontrolleret og afhængige af lokale kommunale myndigheder, men var ”profit-orienterede”, dvs. de opererede som kapitalistiske virksomheder. (Vi vil behandle udviklingen af TVE’erne senere).

Trods disse udviklinger fortsatte statssektoren med at dominere og lede den overordnede økonomiske proces i hele denne periode. I midten af 1980’erne beskæftigede statssektoren omkring 70 procent af arbejdsstyrken i byerne. Men disse arbejderes status var ved at ændre sig. Flere og flere af dem var på begrænsede kontrakter.

Lukningen af de statsstyrede virksomheder førte til det tidligere ukendte fænomen; arbejdsløshed. Hurtigt efter de første ”markedsreformer” blev introduceret, begyndte inflationen at tage fart og fremprovokere social uro. Af frygt for de politiske konsekvenser besluttede regimet i 1981 at sænke processens fart. Det var noget, der skulle blive gentaget ved hver efterfølgende krise gennem hele processen. Men hver gang besluttede bureaukratiet, som vi skal se - efter en begyndende nedsættelse af tempoet og genstabilisering af situationen – at gå frem og accelerere processen endnu engang. De tog aldrig et skridt tilbage.

I 1982 erklærede Partiet stadig officielt, at statssektoren var den dominerende. På dette tidspunkt er vi stadig i en situation med et bureaukrati i en deform arbejderstat, der bruger kapitalistiske metoder til at udvikle økonomien som et hele. Men i 1984 bevægede de sig endnu engang i retning af større frihed for en udvikling af den kapitalistiske slags. Der blev lagt mere og mere eftertryk på den private produktion og markedet. Priserne på de fleste forbrugs- og landbrugsprodukter blev liberaliseret. Fra da af ville markedet blive den kraft, der bestemte prisniveauerne.

Kommunistpartiets 12. Kongres blev afholdt samme år, som ideen om en “planlagt vareøkonomi” blev introduceret. Vi ser begyndelsen på, at modsætningen mellem den planlagte økonomi og kapitalisme udtrykkes selv i den terminologi, som regimet bruger. Området dækket af de særlige økonomiske zoner blev udvidet med tilføjelsen af yderligere 14 byer langs kysten. Et år senere blev også Pearl floddeltaerne, Min floddelta og Yangtze floddelta regionerne tilføjet. Grundlæggende set blev hele området langs Kinas lange kystlinje åbnet for udenlandske investeringer.

Processen fortsatte med at accelerere i 1986, da nye tiltag blev introduceret, som yderligere lettede udenlandske investeringer: lavere skatter, mere frihed til at hyre og fyre, og nemmere adgang til udenlandsk valuta. Som del af denne proces introducerede de en række ændringer: de afskaffede det lige lønsystem, fjernede livstids jobs, linkede lønningerne til produktiviteten og gav kortfristede kontrakter – alt sammen mere end velkendt for arbejderne i vesten.

På partiets 13. nationale kongres i 1987 blev der stillet yderligere forslag om at udvikle en ”eksport-orienteret økonomi”. Væksten i industrikapaciteten krævede import af maskiner og andre varer. Som konsekvens var midtfirserne vidne til en stejl vækst i Kinas handelsbalance kombineret med endnu en eksplosion af inflations pres. I 1988 og 1989 var der en årlig inflation på 18 procent. Den virkelige købekraft for arbejderfamilier blev ramt hårdt.

Den sociale ustabilitet, som dette fremprovokerede, tvang regimet til at nedsætte tempoet for processen. Efter pres i det sene 1988 satte regimet bremsen i over for de såkaldte ”reformer”, og i et forsøg på at få inflationen under kontrol strammede de op på pengeforsyningen. Det fremprovokerede et nyt fænomen i den kinesiske økonomi, en recession i 1989. Alt dette ledte til en voksende social uro og en strejkebølge fulgte. Det er i denne kontekst, at vi har bevægelsen i Beijing på Den Himmelske Fredsplads.

Hvad repræsenterede bevægelsen omkring Den Himmelske Fredsplads? Det står klart, at der var et element af politisk revolution tilstede i 1989. Det kan der ikke herske tvivl om. Store grupper af studerende drog ud i gaderne. Ungdommen sang Internationale, som ville de sige til regimet og verdens opinionen, ”se vi støtter ikke kapitalisme, vi er ikke kontra-revolutionære.”

Men hvad, der startede som en ungdoms og studenterprotest, spredte sig hurtigt til arbejderne. Dette forfærdede regimet og overbeviste den stalinistiske fløj om at knuse bevægelsen i blod. Gennem dette pludselige og brutale indgreb, sikrede regimet, at det havde et sikkert greb om samfundet. Nogle kunne spørge hvornår vendepunktet i kapitalismens tilbagevenden var. Da vi snakker om en tredive år lang proces, er det ikke muligt at fastsætte et sådant punkt. Men der har været begivenheder, der har bidraget til accelerationen af denne proces. Det er derfor mere korrekt at snakke om en serie af vendepunkter, et af de punkter er Den Himmelske Fredsplads.

Efter knusningen af protesterne på Den Himmelske Fredsplads svang pendulet til højre. Bevægelsen omkring Den Himmelske Fredsplads øgede mange arbejdere og unges håb, men masserne blev besejret. Efter Den Himmelske Fredsplads ledte regimet efter alle bevægelsens nøgleledere, hvoraf mange forsvandt eller tilbragte mange år i fængsel. Samtidigt satte bureaukratiet tempoet på markedsreformprocessen ned i et forsøg på at genstabilisere situationen. Da bureaukratiet igen følte sig sikker på situationen, blev bevægelsen i retningen af kapitalisme intensiveret.

Samtidig må vi huske, hvad der skete i Østeuropa og Sovjetunionen. I 1989 kollapsede alle de stalinistiske regimer i Østeuropa et efter et. Bureaukratiet mistede kontrol med situationen, og en kaotisk overgang til kapitalisme åbnede sig. Sovjetunionen holdt ud lidt længere men bukkede til sidst under for den samme proces, da det gamle stalinistiske regime kollapsede i 1991. Som vi allerede har påpeget, var disse regimer så rådne, at de faldt næsten uden nogen modstand fra bureaukraternes side. I Rusland hvor udsigten til en borgerkrig var reel, viste stalinisters hard-linere sig at være så korrupte, at de ikke kunne udgøre en seriøs opposition. Systemet, de repræsenterede, havde nået sine grænser.

Disse begivenheder har utvivlsomt haft en effekt på de kinesiske stalinister. Indtil da havde de introduceret markedsreformer. De havde åbnet hele områder af Kina op for kapitalinvesteringer, men den stats ejede sektor var stadig dominerende, og partiets linje var, at det skulle forblive sådan. Den økonomiske kontrols håndtag var stadig i bureaukratiets hænder. Processen kunne stadig være blevet skruet tilbage. Pointen er, at de ikke havde nogen interesse i at skrue den tilbage. Som vi allerede har sagt, tog de aldrig et skridt tilbage. Over for øjeblikke med ustabilitet blev tempoet for processen sat ned men aldrig vendt om.

1992: “socialistisk markedsøkonomi med kinesiske karakteristika”

Den kombinerede effekt af protesterne på Den Himmelske Fredsplads og stalinismens kollaps i Østeuropa og Sovjetunionen havde en dybtgående effekt på det kinesiske bureaukrati. Efter disse begivenheder besluttede det kommunistiske partis ledelse at accelerere ”markedsreform” processen. De begyndte at se kapitalismens genoprettelse som svaret på deres krise, men de var fast besluttet på, at processen skulle ske under bureaukratiets faste kontrol. Essensen af dette var, at bureaukratiet gødede jorden til at kunne omdanne sig til den nye klasse af kapitalister.

At, bureaukratiet bevægede sig i denne retning, betød ikke, at det nødvendigvis ville lykkes for dem at fuldføre processen med kapitalistisk genoprettelse. Det er en ting at erklære en intention, en anden er at opnå den. Havde der været en seriøs nedgang i det kapitalistiske vesten i et omfang, der kunne sammenlignes med krakket i 1929, kunne tingene have set anderledes ud. Men dette materealiserede sig ikke. Opsvinget i vesten blev forlænget på grund af en række faktorer, der bliver behandlet i andre dokumenter. Det har kun været med til at ophobe modsætninger i forberedelsen af en større krise, når den kommer. Men det kinesiske bureaukrati forstår ikke dette. Den har ikke en marxistisk forståelse af processerne men reagerer empirisk på begivenhederne. Kapitalismen oplevede et opsving på verdensplan medens stalinismen kollapsede, det var alt, de kunne se.

Konklusionen, som bureaukratiet drog fra disse begivenheder, blev klar i 1992. Det år mødtes den 14. Parti kongres og opgav officielt ideen om, at statssektoren skulle dominere. De annoncerede planerne om at opsætte en såkaldt “socialistisk markedsøkonomi med kinesiske karakteristika”. Samme år lancerede Deng et nyt niveau i ”reformprogrammet”, som de kaldte det. Han tog på tur til den specielle zone i Shenzen og udtalte sin kendte erklæring: ”Så længe det skaber penge til Kina, er det godt”. Dette var endnu et vigtigt vendepunkt indenfor regimet.

Markedsmekanismer havde allerede været i virkning i noget tid i Kina. Hvad, der var betydeligt i 1992, var, at partiet officielt valgte at opgive dets forpligtelse til at fastholde de statsejede virksomheder som den dominerende sektor. Indtil da var udviklingen af den private sektor sket udenom statssektoren. Nu valgte de at gå videre til privatiseringen af statsejede virksomheder. De udvalgte 2500 lokalt ledede og 100 centralt ledede virksomheder til denne overgang. I 1998 var det fuldført.

I 1994 udvidede de programmet og fastslog, at de ville beholde kontrollen over de 1000 største statsejede virksomheder, hvorimod alle overskydende firmaer ville være åbne for leasing eller salg til private. I slutningen af 1990erne beskæftigede den statsejede sektor 83 millioner mennesker men det udgjorde kun 12 % af den totale arbejdsstyrke og selv i byområderne kun en tredje af arbejdsstyrken. Vi ser her et enormt skift fra 1978, da 78 procent af den urbane arbejdsstyrke var ansat i statssektoren.

I slutningen af 1990erne var de statsejede virksomheders bidrag til BNP faldet til 38 procent. I september 1999 til det fjerde plenum af den 15. Parti kongres tog de endnu et skridt. De kaldte det ”lad politikken gå” positionen, med andre ord; staten løsnede op og afgav sin kontrol. De fortsatte med at løsne kontrollen i små og mellemstore statsejede virksomheder. For eksempel bekendtgjorde Beijing City regeringen, der dækker et større område, i juli 2000, at alt stats- og fælleseje ville blive trinvis afskaffet i alle små og mellemstore statsvirksomheder inden for tre år. I 2001 udgjorde statsejede virksomheder kun 15 procent af den totale beskæftigelse indenfor fremstillingsindustrien, og mindre end 10 procent af beskæftigelsen i indenrigshandlen.

Kina havde overlevet det Sydøstasiatiske børskrak, delvist fordi de stadig havde en vis grad af statskontrol med udenrigshandlen, og at møntfoden ikke var konvertibel. Disse to faktorer beskyttede Kina mod de værste effekter af krisen. Kina kom faktisk ud af det styrket og påtog sig en dominerende rolle i regionen. Efter dette var der i perioden fra ca. 1998 til 2001 en yderligere acceleration af processen. Processens retning var meget klar nu. Det kommunistiske partis hierarki var blevet fuldstændig overbevist om, at private firmaer var mere effektive end statsstyrede. Den eneste form for statseje, de kunne forstille sig, var den, der eksisterede under en bureaukratisk plan, med al den dårlige ledelse som dette medførte. De kunne ikke forstille sig en effektiv statsejet industri under arbejderkontrol.

Dokumentet ”China’s Ownership Transformation” udgivet i 2005, giver nogle interessante tal, som vi citerer nedenfor. Dokumentet blev skrevet af Ross Garnaut, Ligang Song, Stoyan Tenev og Yang Yao fra the International Finance Corporation, Australian National University, China Centre for Economic Research og Peking University; udgivet af the International Finance Corporation, en afdeling af Verdensbanken og kan findes på internettet her: www.ifc.org.

Forfatterne pointerer, at privatiseringerne for alvor startede i 1992. Med henvisning til 1995 siger dokumentet ”staten besluttede at beholde mellem 500 og 1000 statsfirmaer og at tillade mindre firmaer at blive udlejet eller solgt”. Det forklarer, at det var en god grund til dette, fordi de 500 største statsejede firmaer - de fleste af dem kontrolleret af den centrale regering i 1997 - rådede over 37 procent af statens industrielle aktiver, de sørgede for store indtægter til staten osv.

Dokumentet forklarer med henvisning til perioden, hvor de øgede processens hastighed, at “trenden afspejlede den overbevisning, at for at et firma for alvor kan omdannes, er det nødvendigt for ledelsen af eje flertallet af aktierne”. Og i den kinesiske tradition blev sloganet nu, ”staten trækker sig tilbage, og den private sektor bevæger sig fremad.” De opfandt sloganet for at få beskeden igennem til masserne.

Der bliver givet masser af tal og figurer, der opridser processen og viser den accelererende hastighed. Dokumentet forklarer for eksempel, a, ”hvis denne gennemførsel er typisk for resten af landet [med henvisning til et udvalg af 6 byer], så er privatiseringerne i Kina allerede gået længere end i mange Østeuropæiske og tidligere sovjetiske lande.”

Men det er ikke en simple proces med bare at sælge alt fra. Det er ikke bare et spørgsmål om at se på procentfordelingen af statsligt og privat ejerskab, (selvom det i sidste ende er den afgørende faktor). Det er ikke bare hvor meget, der er i statens hænder, men også hvordan den sektor, der forbliver i statens hænder, fungerer og med hvilket formål. Det er også nødvendigt at se på processens overordnede retning, og denne har været ubønhørligt i retning af kapitalisme.

Men i processen med kapitalistisk omdannelse har de endnu ikke udviklet et borgerskab, der er i stand til at køre de store virksomheder på størrelse med nogen af de amerikanske og japanske multinationale uden statens hjælp. Staten vil fortsat spille en rolle i nogen tid, men på et tidspunkt vil et magtfuldt borgerskab opstå.

Bureaukratiet har solgt de fleste at de små og mellemstore virksomheder og har på same tid opmuntret udviklingen af private firmaer, der aldrig har været i statens hænder. Nu opererer 450 af de 500 største multinationale i Kina. Så et vigtigt element i ligningen er det faktum, at den private sektor har udviklet sig hurtigere end statssektoren. Og hvis vi ser på, hvad der er tilbage af statssektoren, ser vi at en stor del af den forberedes til yderligere privatisering. Store statskonglomerater opsplittes i forskellige virksomheder, hvor de ineffektive sektorer lukkes, og de mest profitable sektorer sælges.

Lederne af de statsejede virksomheder har travlt med selskabstømning. De har deres venner i den private sektor, og de lader disse få de bedste maskiner, de bedste dele osv., mens de lader virksomheden forfalde og svinde hen. Følelsen blandt lederne er, ”denne fabrik skal alligevel privatiseres før eller senere, og jeg vil blive tilbudt fabrikken”. Så ideen er at reducere virksomheden til en tilstand, hvor den er mindst muligt værd, så den kan købes billigt. I mange byer har de lokale råd besluttet, at den bedste måde at få en virksomhed til at fungere er at sælge den billigt til bestyrerne for at stoppe selskabstømningen, hvor ideen er, at når bestyrerne bliver ejere, vil de bruge aktiverne til at udvikle virksomhederne, eftersom de vil høste profitten.

Arbejderne har betalt dyrt i processen med tab af millioner af arbejdspladser. I perioden fra 1990 til 2000 blev 30.000.000 statslige jobs ødelagt. Et såkaldt ”rust-bælte” opstod i de traditionelle industrielle områder, såsom Nordøst, den centrale kerne i Kinas gamle statsplan. Dem, der stadig havde arbejde, så alle deres rettigheder blive ødelagt. Over en periode på flere år blev alle fremskridtene fra 1949 revolutionen skåret væk. Dette medførte modstand fra arbejderklassen, men bureaukratiet skubbede ubøjeligt på.

De introducerede det frie marked inden for sundhed, boliger og arbejde. Selv uddannelse skal man nu betale for. I starten af 1990’erne var der allerede stærke elementer af kapitalisme. I 1992 kom 40 procent af salgene fra den private sektor. I 1991 var der 13.000.00 private industrialister med 21.000.000 arbejdere – hovedsageligt små firmaer – men dette var bare starten. I landsbyerne introducerede de indrømmelser til de rigere bønder: udleje af jorden og tilladelse til at sælge produkter på markedet havde nedbrudt kollektiverne og skabt en yderligere differentiering mellem de rige og de fattige bønder. I 1998 var der stadig 238.000 statskontrollerede bedrifter, men i 2003 var dette tal faldet til 150.000.

By og Landsby virksomhederne (Town and Village Enterprises (TVEs))

Som vi allerede har berørt tidligere, var et andet element i udviklingen af kapitalismen væksten i by og landsby virksomheder (TVE’erne). TVEerne står nu for 30 procent af BNP, men deres natur er ikke altid klar, og de har en modsætningsfyldt karakter. Det ville have været umuligt for bureaukraterne bare at privatisere disse virksomheder uden økonomisk og politisk kaos. Bare at privatisere alt på en gang ville have betydet, at mange virksomheder og i virkeligheden mange sektorer ville have været lukket ned eller gået fallit. Dette ville have betydet enden på Kommunistpartiets styre.

Introduktionen af TVEerne var derfor blot et overgangsskridt på vejen mod en fuldstændig privatisering. Det giver bestyrerne og andre parasitiske sektorer i samfundet tid til at akkumulere den nødvendige kapital til at overtage fuldt ejerskab over disse virksomheder. Dette er et perfekt eksempel på, hvordan de gamle statsejede virksomheder og den statsejede sektor nu tjener kapitalismens interesser i Kina, ved at nære og støtte de spirende borgerlige elementer i samfundet, indtil de kan opnå direkte ejerskab. I nogle tilfælde er TVEerne kommunale virksomheder i andre er de ”joint ventures” med private kapitalister. I alle tilfælde fungerer de som kapitalistiske firmaer og er gradvist overgået til private kapitalisters ejerskab.

TVEerne inkluderes nogen gange i statistikker for at vise, at størstedelen af økonomien er offentligt ejet, og nogen bruger dem endda til at forsøge at påstå, at det er en form for ”socialisme”. Men et nærmere kig afslører et andet billede. Antallet af TVE’er voksede fra 1,5 millioner i 1987 til 25 millioner i 1993, der beskæftigede 123 millioner arbejdere, men siden 1996 er deres antal faldet i takt med, at de privatiseres fuldt ud. Selv hvor de fortsat er statslige eller kommunale firmaer, fungerer de ligesom private virksomheder, hvor ledelsen har retten til at hyre og fyre.

Ifølge Hart-Landsberg og Burkett har studier vist, at ”… ’i gennemsnit kan arbejderne i TVEerne tjene en grundløn, der er lavere end minimumslønnen og må tjene resten gennem overarbejde og akkord bonusser. Selv de basale lønninger er ikke garanteret, eftersom minimumslønnen bestemmes af de lokale kommunale autoriteter, hvis materielle interesser – både institutionelt og privat – er bundet til maksimeringen af profit’. Faktisk er TVEernes ’konkurrencedygtighed og profitmargener’ hovedsageligt holdt oppe af den ’rigelige forsyning af landarbejdere til latterligt lave priser frigjort ved opløsningen af kommunesystemet og forarmelsen af individuelle bondefamilier.” (China and Socialism - Market Reforms and Class Struggle, side 45)

TVEernes skæbne var tæt forbundet med den overordnede proces, der fandt sted i økonomien. Som den private sektor blev den dominerende, blev TVE’ernes nødt til at tilpasse sig dette. Som de samme forfattere forklarer, ”lige så ødelæggende for TVE’erne, med nye muligheder for at profitere fra privat produktion, begyndte mange bestyrere ulovligt at overdrage TVE’ernes aktiver eller produkter til private virksomheder, hvor de kunne tjene større overskud hjem. Denne selskabstømning accelererede i midt-90’erne, efter at partiet forpligtigede sig til privatiseringen af små statsvirksomheder… Med udsigt til faldende profitter og afindustrialisering efterlignede kommunal- og landsby embedsmændene statsembedsmændene og begyndte et hurtigt frasalg af TVE’erne startende i 1996.” (ibid)

Brug af staten til at bygge en stærk kinesisk kapitalisme

Bureaukratiet i Kina ønsker ikke at blive et let bytte for imperialistisk dominans. Og de vil ikke tillade, at det sker. De ved, at de må fastholde en stærk kinesisk kapitalistisk sektor, og de gør det ved at opbygge og faktisk styrke nogen af statsvirksomhederne. De har enorme summer af kapital til rådighed. Statsbankerne bliver brugt til at pumpe penge ind i disse statsvirksomheder.

Ifølge forfatterne til China’s Ownership Transformation; “Kina har opfostret over 20 gigantiske virksomheder og konglomerater, der har vist sig konkurrencedygtige på det internationale marked. Nogen af disse virksomheder fyrer ti- eller hundredetusinder ansatte, ikke fordi de har finansielle problemer, nogen af dem er yderst profitable, men fordi de ønsker at positionere sig selv som vigtige internationale spillere. I 2002 kontrollerede de top 12 kinesiske transnationale selskaber, hovedsageligt statsejede, over 30 mia. dollars i udenlandske aktiver og havde omkring 20.000 udenlandske ansatte og 33 mia. dollars i udenlandsk salg.”

Så selvom disse er statsejede, forberedes de som større kinesiske statsvirksomheder til at kunne konkurrere med de amerikanske og japanske osv. på kapitalistisk basis. Dokumentet har en tabel kaldet Sammensætningen af Kinas BNP af ejerskabstype. Vi har set, at allerede i 1988 var den statskontrollerede sektor faldet til 41 procent af BNP. I 2003 var den faldet yderligere til 34 procent. Hvad, de kalder den ”virkelige private sektor”, var i den samme periode fra 1988 til 2003 faldet fra 31 procent til 44 procent. Men hvis vi ser på den overordnede ikke-statslige sektor, udgjorde den i 2003, 66 procent af BNP. Og dokumentet konkluderer, ”den private sektor er nu endnu større, hvis vi medtager, at en bemærkelsesværdig procentdel af de kollektive landbrug i realiteten er privat kontrollerede, og at den private sektor generelt er mere produktiv end de andre sektorer i økonomien.”

Vi har set det ske før på en mindre skala. I Sydkorea udviklede staten store selskaber, men det definerede det på ingen måde som en deform arbejderstat, ikke engang en overgangsstat. Det var en svag kapitalisme, der kun kunne blive bygget på basis af, at staten investerede kapitalen, fordi borgerskabet var for småt og for svagt til at kunne gøre det. I Kinas kontekst kan vi se en lignende proces i meget større skala. Selvom et meget stærkere borgerskab bliver skabt i Kina, har det stadig ikke ressourcerne til at køre og udvikle de store virksomheder, hvoraf mange af dem stadig er statsejede. Det er derfor, at det er staten, der leder Kina, og denne stat opbygger kapitalisme og borgerskabet.

Hvis man ser på de juridiske strukturer i Kina, kan man se, at der er sket vigtige ændringer i de sidste tre-fire år for at bringe den juridiske struktur på linje med de nye ejerskabsrelationer. I 2004 blev der lavet vigtige ændringer i grundloven, hvor den ikke-statslige sektors rolle i at understøtte økonomisk aktivitet i landet og beskyttelse af privat ejendom fra vilkårlig beslaglæggelse blev understreget.

Indtil for nylig var der love i Kina, der regulerede eller forhindrede private selskaber i at gå ind i sektorer såsom den offentlige almennyttige sektor og finansservice. I 2005 blev de love afskaffet, hvilket tillod private selskaber at gå ind i disse sektorer. Det sker også nu indenfor banksektoren. De begynder at privatisere og tillader udenlandsk kapital at komme ind i bankerne. Når de borgerlige analytikere skriver om Kina i dag, går de faktisk detaljeret ind i lovene og de juridiske strukturer, der bliver nødt til at komme i samklang med de nye ejendomsformer. De ser dem som levn fra fortiden, der må fjernes for at lette de private firmaers funktion.

I Kina har ejendomsrelationerne ændret sig, men selvom meget allerede er blevet gjort i forhold til at bringe de juridiske strukturer i samklang, er der stadig levn fra det gamle juridiske system. Udviklingen af nye ejendomsforhold kan sagtens komme i konflikt med de gamle juridiske former; de kommer ikke nødvendigvis på linje med den økonomiske basis med det samme. Men før eller senere må denne ”overbygning” bringes i overensstemmelse med den økonomiske base. Som Karl Marx pointerede i 1859 i hans forord til Bidrag til kritikken af den politiske økonomi:

“På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning.” [vores fremhævning]

I Kina har vi ikke at gøre med en social revolution, men en kontrarevolution. Ikke desto mindre holder Marx’ pointe stadig. Når først ejendomsforholdene ændrer sig, må den juridiske overbygning følge med. Vi kan derfor forvente, at processen med at bringe den juridiske overbygning i overensstemmelse med den økonomiske basis vil fortsætte i et raskt tempo. Selvom der er nogen opposition indenfor visse lag af bureaukratiet, må de ”langsommere eller hurtigere” blive bragt i samklang. Allerede nu er meget blevet gjort, som ændringerne i grundloven er bevis på.

Indtræden i WTO

Et andet vigtigt vendepunkt kom i november i 2001, da Kina besluttede at gå med i verdenshandelsorganisationen, WTO. Spørgsmålet om indmeldelse i WTO var et vigtigt spørgsmål. Ved at gå med i WTO forpligtigede Kina sig til at gå væk fra al kontrol med udenrigshandelen indenfor 5 år, og de har gjort dette skridt for skridt siden. Grunden til, at Kina gik med i WTO, er åbenlys. Den nuværende kinesiske økonomi kan kun eksistere, hvis den er tæt forbundet med verdensøkonomien. Den afhænger kraftigt af eksport og bliver nødt til at have en international aftale om handel. Den må deltage fuldstændig i verdensøkonomien. Det accelerer så igen processen med kapitalistisk omdannelse i Kina.

Opgivelsen af statskontrollen med udenrigshandelen er et vigtigt element i at åbne Kina op i forhold til verdensmarkedet. Lad os huske på at et af hovedelementerne i Bolsjevikkerne program - som Trotskij forsvarede fast imod Stalin og Bukharin – var, at en arbejderstat omringet af en kapitalistisk verden må have et statsmonopol på udenrigshandelen. Det var især tilfældet i en underudviklet økonomi.

Bukharin havde også den ide, at det for at udvikle økonomien var nødvendigt at tillade et lag af bønderne at berige sig selv. Gennem dette mente han, at materielle incitamenter ville skabe en større effektivitet og produktion. Men Bukharin havde ingen ide om, hvor hans ideer kunne føre hen. Han forestillede sig ikke, at hans position ville føre til en tilbagevenden til kapitalistiske forhold. Men havde hans position sejret, ville der have været en tilbagevenden til kapitalismen i Sovjetunionen så tidligt som 1928. Selv på det tidspunkt blev presset fra kapitalismen følt meget stærkt. Der er paralleller mellem Deng og Bukharin. Selv det sprog de brugte var ens. Deng brugte sloganet ”at blive rig er strålende”, mens Bukharins slogan var ”berig jer!”.

Statsmonopolet på udenrigshandelen var i bund og grund et beskyttende tiltag imod indtrængen af kapitalistisk indflydelse udefra. Hvis man ser på kapitalismens historie i de udviklede lande, kan man se, at protektionisme blev brugt på et vist stadie for at beskytte deres hjemmemarkeder, og at frihandel først bliver borgerskabets foretrukne politik på senere stadier. Når først de har udviklet en moderne konkurrencedygtig industri, har de ikke brug for protektionisme. På dette stadie var deres industri stærk nok til at dominere verdensmarkedet. Som Marx og Engels skrev i Det Kommunistiske Manifest, med henvisning til bourgeoisiet, ”De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus…”

Indtil for nylig var det også tilfældet i nutidens underudviklede lande. Pakistan for eksempel havde mange toldbarrierer og protektionistiske tiltag op til for omkring 20 år siden. Men i den seneste periode er de blevet tvunget til at åbne op til deres indre marked. Imperialisterne dikterer disse landes politik, og de kan ikke tolerere protektionistiske tiltag, selvom de på samme tid jaloux beskytter deres egne markeder indenfor landbrug osv. De har et presserende behov for at åbne alle markeder op for deres varer.

Forskellen mellem Kina og Pakistan er, at det såkaldt åbne marked, der er blevet pålagt Pakistan, betød ødelæggelsen af tusinder af industrier og fabrikker. Niveauet for udviklingen af den pakistanske industri var for lav til at modstå konkurrence udefra. Men Kina er ikke Pakistan, og den kinesiske regering må tænke, ”Vi er stærke nok nu, vi har produktiviteten til at stå op imod konkurrence udefra.” Dette fremprovokerer dog gengældelsestiltag fra især USA, hvor protektionisme forsøges som et middel til at forsvare der amerikanske marked imod billige kinesiske varer.

Kold overgang?

Det er nu klart, at der har været en overgang til kapitalisme, men hvordan skete det? Der har ikke været nogen væbnet kontrarevolution, ingen større konfrontationer mellem forskellige fløje i bureaukratiet. Trotskij brugte engang ideen om reformismens film spillet baglæns. Han forklarede, at for at kontrarevolutionen kunne finde sted, var en eller anden form for voldelig konflikt uundgåelig. Kun derefter ville en tilbagevenden til kapitalisme være mulig. Han sagde, at systemet ikke kunne ”reformeres” over til kapitalisme.

Her må vi lære fra Trotskij. Vi må tage fra Trotskij, ikke bare isolerede sætninger fra her og der, men den metode han bruger. Han behandlede Rusland i 1930’erne, hvor revolutionens traditioner stadig var i live. Den russiske arbejderklasse havde spillet nøglerollen i revolutionen og var bevidst om, hvad en tilbagevenden til kapitalisme ville have betydet. Den arbejderklasse ville have modsat sig kapitalistisk genindførsel. Også den internationale situation betød en anden balance mellem kræfterne indeni Sovjetunionen. Et betydeligt lag af bureaukratiet havde en interesse i at beholde statsplanen.

Men stalinismen overlevede i Sovjetunionen i flere årtier, meget længere end selv Trotskij kunne havde forudset for mere end 70 år siden. Kvantitative ændringer bestemmer kvalitative ændringer. I den periode blev de revolutionære traditioner udryddet fra arbejdernes bevidsthed. Den generation, der havde oplevet revolutionen, var væk. De nye generationer var vidne til et grådigt bureaukrati, der hævede sig højere og højere over masserne. De så intet andet end absolut elendig ledelse, spild og korruption på alle niveauer og hen imod enden var alt, der var tilbage at se, et system, der langsomt gik i stå. Nogen gange kan et regime være så råddent, at den herskende klasse – eller herskende kaste – er ude af stand til at stå imod selv det mindste pres, når først bevægelsen bryder ud fra neden.

Ideen om, at en borgerlig revolution er nødvendig for at kunne bygge en basis, som kapitalismen kan udvikle sig på, kommer fra erfaringen med de klassiske borgerlige revolutioner i Frankrig i 1789 eller i England i 1640. Borgerskabet havde udviklet sig, opbygget sin rigdom indenfor feudalismens fængsel og i sidste ende måtte det bryde igennem disse begrænsninger. Den unge bourgeois klasse ledte nationen imod jordaristokratiet og omstyrtede feudalismen og skabte dermed forholdene for en moderne kapitalistisk udvikling. Men da først kapitalismen havde udviklet sig i nogle få nøglelande (England, Frankrig og USA), betød det, at gentagelsen af måden, som kapitalismen havde udviklet sig på i disse lande, blev praktisk taget umulig i de andre mindre udviklede lande. Marx kunne se dette i Tysklands tilfælde, hvor han udtalte, at det tyske bourgeoisi var blevet reaktionært allerede inden, at det var kommet til magten.

Mensjevikkerne forstod ikke dette spørgsmål. De forventede, at alle lande skulle gå gennem de samme stadier. Rusland var underudviklet med en kæmpe bondestand og godsejervælde. De overførte derfor mekanisk det, der var sket i Frankrig og England, til Rusland. Derfor var de russiske kommunisters opgave ifølge dem af støtte ”det progressive borgerskab”. De forstod ikke, hvad Trotskij forklarede i hans teori om den permanente revolution. I imperialismens epoke kunne borgerskabet i de underudviklede lande ikke spille den progressive rolle, som de havde spillet i Frankrig eller England.

Det forklarer også, hvorfor kapitalismens udvikling i andre ikke altid kommer gennem den borgerlige revolutions klassiske mekanismer med borgerskabet i spidsen for masserne. Det er ikke sådan, kapitalismen blev til i Japan eller Tyskland for eksempel. I dag to af de mest magtfulde lande i verden. I Japan var det bureaukratiet i den feudale stat, der, under pres fra den amerikanske imperialisme, ledte bevægelsen mod kapitalisme på grund af det svage og udtjente borgerskab på det tidspunkt. Hvorfor? Fordi udviklingen i verden dominerer alle processer. Japans fremtid, som en magtfuld nation kunne kun opretholdes, hvis de udviklede kapitalisme. Fordi borgerskabet i Japan ikke var i stand til at gennemføre sin historiske rolle, udførte en anden klasse dens opgaver. I Tyskland var det Junkerne i det gamle statsapparat, der tilså en lignende proces.

Men præcis fordi der ikke var nogen revolution, var der fortsat levn fra det gamle feudale system. I Tyskland blev disse modsætninger først endelig løst som et resultat af den fejlslagne 1918 proletariske revolution, der i det mindste færdiggjorde den borgerlige revolutions ufuldendte opgaver. I Japan blev de samme opgaver udført af de amerikanske besættelsestropper efter 1945. McArthur gennemtvang landbrugsrevolutionen i Japan af frygt for den kinesiske revolutions effekt på de japanske masser.

I disse tilfælde var der ingen “borgerlig revolution” men en form for “kold” overgang fra et system til et andet. Lenin understregede, at historien kender alle mulige former for mutationer og forandringer. Den virkelige levende proces er ikke altid nødvendigvis i alle detaljer i overensstemmelse med lærebøgerne! Der er ingen stive regler for, hvordan social forandring foregår. Som marxister må vi være klar over dette, ellers vil vi blive kastet hid og did af begivenheder, der ikke er i overensstemmelse med mekaniske og forudfattede opfattelser.

Vi må derfor placere Trotskijs opfattelse af den “kolde overgang” i den historiske kontekst, som han rejste ideen i. Vi må imidlertid også se, at Trotskij gav os en indsigt i, hvordan bureaukratiet nemt kunne tilpasse sig en kapitalistisk genindførsel. Han forklarede, at hvis der i Sovjetunionen var en borgerlige kontrarevolution, ville den nye herskende klasse skulle udrense langt færre elementer fra staten end i tilfælde af en politisk revolution. Det er præcis, hvad der skete med det gamle Sovjetbureaukrati, da Jeltsin kom til magten, og det kinesiske bureaukrati er ikke anderledes. Trotskijs præcise ord i Revolutionen forrådt var:

“Hvis derimod et borgerligt parti, for at antage en anden hypotese, gik i lag med at styrte den herskende sovjetklasse, ville det finde et ikke ringe antal villige tjenere blandt de nuværende bureaukrater, administratorer, teknikere, direktører, partisekretærer og blandt de privilegerede øverste kredse i almindelighed. En udrensning i statsapparatet ville naturligvis også i dette tilfælde være nødvendig. Men en bourgeoisireformation ville sandsynligvis ikke behøve at udrense så mange folk som et revolutionært parti. Hovedopgaven for de nye magthavere ville være at genindføre privatejendomsret til produktionsmidlerne. Først og fremmest ville det være nødvendigt at skabe betingelser for at frembringe stærke gårdejere af de svage kolkhosbønder, og at forvandle de stærke kolkhoser til produktionsandelsforetagender efter den borgerlige type, eller til landbrugsaktieselskaber. På industriens område ville afnationaliseringen begynde med letindustrierne og fødevareindustrierne. Planlægningsprincippet ville i en overgangsperiode blive omdannet til en række kompromiser mellem statsmagten og private “korporationer” eller laug som fremtidige ejere, blandt sovjetindustriens hovedledere, emigrerede tidligere ejere og udenlandske kapitalister. Til trods for at sovjetbureaukratiet er gået langt hen imod forberedelsen til en borgerlig genopbygning, ville det nye styre være nødt til at indføre ikke en reform, men en social revolution med hensyn til formerne for ejendomsret og industrimetoder.”

Den sociale basis for Sovjetunionen var en arbejderstats med en statsejet centralt planlagt økonomi, og alligevel, hvis de havde omdannet sig til et borgerligt regime, ville der ikke skulle udrenses lige så mange mennesker. Det var fordi, de allerede var privilegerede elementer, og de ville blive nødt til at omdanne sig fra privilegerede bureaukrater i arbejderstaten til kapitalismens privilegerede tjenere. På den anden side ville en politisk revolution påtvinge mange af disse bureaukrater en arbejderløn og fjerne deres privilegier. Derfor ville en større konflikt opstå. Den nuværende situation i Rusland viser, at Trotskij havde ret.

Trotskijs analyse af USSR leverer vigtige elementer, der hjælper os til at forstå processen i Kina i dag. Her har vi også at gøre med en privilegeret kaste, der som Trotskij understregede, på et vist tidspunkt vil ønske at blive ejere af produktionsmidlerne som en garanti for deres privilegier.

Der har været flere faktorer, der har skubbet det kinesiske bureaukrati i denne retning. Der var det massive opsving efter anden verdenskrig i det kapitalistiske vesten, med en hidtil uset udvikling af produktivkræfterne. Dette blev fulgt af en krise i de stalinistiske regimer i Østeuropa og Sovjetunionen. Den marxistiske tendens noterede sig disse begivenheder i starten af 1970’erne. Det kinesiske bureaukrati noterede sig dem også. Vækstraten i Sovjetunionen faldt til 3 procent, 2 procent og derefter nul. Systemet stagnerede. I sidste ende kollapsede Østeuropa og to år senere kollapsede Sovjetunionen også. Sovjetunionen mistede enorme områder af sit territorium.

Det var meget magtfulde faktorer i bestemmelsen af, hvordan det kinesiske bureaukrati tænkte. De startede med, hvad der basalt set var en kinesisk version af NEP, og forsøgte at få økonomien til at blive mere effektiv, mere produktiv. De observerede udviklingen i verden, og hele situationen skubbede dem i én bestemt retning. Lige over grænsen i Sovjetunionen kunne de se absolut kaos og katastrofe. De må have tænkt, ”vi vil ikke lade det ske her. Vi må introducere markedsmetoder, men vi vil selv kontrollere processen”. Så de gjorde det gradvist, skridt for skridt, men da først de havde indladt sig på den vej, antog processen sin egen indre logik, der i sidste ende endte op med den nuværende situation.

Nu i Kina er der meget magtfulde borgerlige interesser. Det nye borgerskab bruger Kommunistpartiet til at forsvare deres klasseinteresser. Under disse forhold ville bureaukratiet så kunne vende processen og gennemføre denne tilbagerulning succesfuldt? Vi mener, at processen er gået ud over det stadie, hvor det kan ske uden store konfrontationer med den pro-kapitalistiske fløj. Derfor er en ”kold overgang” tilbage til en form for bureaukratisk planlagt økonomi ikke mulig. Men det er et hypotetisk perspektiv, eftersom der ikke er nogen indikationer på, at en sådan fløj eksisterer.

Et vigtigt element i den kinesiske ligning er arbejderklassens størrelse og erfaring. Enhver bevægelse væk fra kapitalisme ville nu være nødt til at basere sig på mobiliseringen af denne arbejderklasse, og de kinesiske arbejdere ville ikke acceptere en bevægelse tilbage til stalinismen; de ville have en tendens til at gå frem mod ægte socialisme, til ægte arbejdermagt.

I et sådan scenario ville en del af partiet uden tvivl blive påvirket. Fra breve og artikler, der har været trykt i de kinesiske medier, ser det ud til, at der stadig er folk i det kinesiske kommunistparti, der tror på idealerne fra 1949 revolutionen, og disse ville blive påvirket af en revolutionær bevægelse blandt arbejderklassen og ville blive skubbet ind i en konflikt med den dominerende pro-kapitalistiske fløj. Dette ville indebære en splittelse mellem forskellige lag med toppen, der forsvarer de nye kapitalistiske relationer, og nogle af de lavere lag trukket efter arbejderklassens bevægelse.

Trotskij refererede til eksistensen af en “Reiss fløj” i det russiske bureaukrati, det vil sige en fløj, der ønskede at gå tilbage til oktoberrevolutionens idealer, til ægte bolsjevisme. I 1930’erne eksisterede der en sådan fløj. Revolutionen var stadig foregået for relativt nylig, og mange af partimedlemmerne fra perioden op til revolutionen kunne se forskellen mellem stalinisme og ægte bolsjevisme.

Imidlertid overlevede det stalinistiske regime i Sovjetunionen i årtier. Stalin ødelagde gradvist ethvert link til Oktoberrevolutionens idealer. På trods af dette var der, da Sovjetunionen kollapsede i 1991, en fløj, om end et lille mindretal, der søgte efter ægte leninistiske ideer.

I Kina er situationen i nogen grad anderledes. En ”Reiss fløj”, som beskrevet af Trotskij, er udelukket. 1949 revolutionen var ikke baseret på Lenins ideer. Det kinesiske Kommunistparti var blevet omdannet til en stalinistisk organisation, længe før det kom til magten. Derfor har selv dem, der kommer fra perioden før 1949, stalinismen som referencepunkt.

Vi må forstå forskellen mellem en “degenereret arbejderstat” og en “deform arbejderstat”. En degenereret arbejderstat er åbenlyst en stat, der er blevet en deform arbejderstat. Men den eneste deforme arbejderstat historien kender til var Sovjetunionen. Den startede som en relativt sund arbejderstat, og på grund af revolutionens isolation gennemgik den en degenerering, hvor bureaukratiet tilranede sig magten. For at fuldende denne proces måtte det stalinistiske bureaukrati fysisk eliminere tusindvis af ægte kommunister, der forstod forskellen på hvad Bolsjevikkerne havde kæmpet for at opbygge og den uhyrlige karikatur, der udviklede sig af revolutionens isolation i et tilbagestående land.

I Kina var der ingen periode, hvor staten havde været en sund arbejderstat. Der var aldrig en periode med ægte arbejderdemokrati eller arbejdermagt. Den kinesiske stat startede fra den allerførste dag, da kommunistpartiet kom til magten, som en deform arbejderstat. Rent faktisk arvede kommunistpartiet det gamle mandarinske statsapparat. Selv i Sovjetruslands tidlige dage påpegede Lenin, at hvis man kradsede i arbejderstatens overflade, ville man finde det samme gamle tsaristiske statsapparat, fordi den nye arbejderstat, især i et tilbagestående land, må regne med mange af de gamle embedsmænd. Men i det mindste kunne arbejderne, i Lenins tid, holde de konservative tendenser i dette lag i tømme, gennem deres magtorganer Sovjetterne. Men i Kina var det ikke tilfældet.

På trods af dette må der være elementer indenfor partiet måske i en fordrejet form, der ser på overgangen til kapitalisme i Kina med afsky. De ser, hvordan arbejderne har mistet alle deres rettigheder, og at der er trampet på alle revolutionens idealer. De vender tilbage til udgangspunktet om et maoistisk Kina, som de ser som et samfund, der var langt mere ”lige”. Men i den nuværende kontekst med udviklingen af sådan et kæmpe proletariat ville den gamle maoistiske ide om at basere alting på bønderne ikke give nogen mening for arbejderne. I dag er proletariatet blevet den dominerende kræft og derfor ville arbejdere i byerne, der leder efter en vej ud gennem en ”tilbagevenden til Mao”, rejse spørgsmålet om arbejdermagt. En sådan udvikling ville have en indflydelse på partiet, der uundgåeligt ville bryde sammen på klasselinjer.

Blandt toplaget af bureaukratiet er der imidlertid ingen bevis på en fløj, der ønsker at vende tilbage til den gamle statsejede, centralt planlagt økonomi. Ud fra bureaukratiets synspunkt ”fungerer” systemet. Det går rent faktisk rigtig godt! Vi har pointeret, hvad Trotskij sagde om, at bureaukratiet vil ønske at kunne overføre deres privilegier til deres børn. I dag er mange af bureaukratiets sønner og døtre blevet til ejere af produktionsmidlerne. Blandt dette lag er der intet ønske om at gå tilbage til en nationaliseret planøkonomi. Der er ingen materiel basis for dem til at ønske det. De ville modsætte sig ethvert forsøg på at skrue tiden tilbage, og de ville have statens opbakning. Det er også værd at notere sig, at toppen af hæren også er blevet til ejendomsbesiddere. Dermed har officerkasten indenfor ”de bevæbnede grupper af mænd” også en materiel interesse i de ejendomsforhold, der er blevet etableret.

Kina er nu verdens fjerdestørste magt

De seneste tal viser, at Kina nu er blevet den fjerdestørste økonomiske magt i verden efter USA, Japan og Tyskland, og at det er den tredjestørste producent af fabriksfremstillede produkter i verden efter USA og Japan. I 2004 forbrugte Kina halvdelen af den beton, der blev brugt i verden. Det er ved at blive en stormagt ikke bare militært, hvilket det allerede var, men også økonomisk.

Til at starte med troede de udenlandske kapitalister, at de kunne tvinge Kina til at åbne op, og derefter ville de oversvømme det med varer. Men Kina har udviklet sig anderledes, end hvad imperialisterne forventede. Kina er nu en stor eksportør. USA har et vareunderskud med Kina, der har nået rekordhøje 205 milliarder dollars. De klager over, at Kina eksporterer for meget, eksporterer til Europa, til USA til hele verden. De diskuterer regelmæssigt toldbarrierer i et forsøg på at begrænse importen fra Kina. Men for at stoppe kinesiske varer må de pålægge ekstremt højre toldsatser, fordi Kinas produktivitetsniveau er så højt og dets varer så billige.

Med den umådelige udvikling af sine produktivkræfter, den enorme ændring i sin økonomi, konsolideringen af kapitalistiske forhold, er det nu logisk, at Kina opfører sig som en imperialistisk magt. Det importerer råmaterialer og eksporterer forarbejdede varer og kapital. En af de faktorer, der har været medvirkende til prisstigningerne på olie, er den enorme efterspørgsel fra Kina, der nu er blevet den anden største forbruger af olie i verden og en nettoimportør. Det importerer også store mængder af jernmalm, kobber, bauxit, tømmer, zink, mangan, tin og sojabønner.

Dets forhold til Latinamerika og Vestindien fremhæver Kinas imperialistiske karakter. Kina eksporterede for eksempel i 1999 varer for 5 milliarder dollars til Latinamerika og Vestindien og importerede for 3 milliarder dollars. I 2004 eksporterede det for 18 milliarder dollars varer og importerede for 22 milliarder fra den samme region. Latinamerika eksporterer hovedsageligt fødevarer og råmaterialer til Kina, mens Kina eksporterer tekstiler, tøj, sko, maskiner, fjernsyn og plastik. I 2004 investerede Kina 6,32 milliarder dollars i Latinamerika. De planlægger at investere yderligere 250 millioner dollars i venezuelansk olie alene. Kina har også etableret en ”strategisk alliance” med Brasilien, hvor der allerede er kinesisk ejede fabrikker. Femten procent af Brasiliens eksport går til Kina og det tal vokser. Kina konkurrerer også med Indien om olieressourcerne i Asien. Det er blevet en stor konkurrent på verdensplan. I 2004 voksede verdenshandelen med 5 procent. Kina stod for 60 procent af denne vækst. Næsten to tredjedele af væksten i verdenshandelen skyldes Kina.

I forlængelse af denne udvikling ser vi, at Kina endda har sendt tropper til at tjene i FN styrken på Haiti. De opbygger en stor flåde. Grunden til det er, at de i fremtiden vil blive nødt til at kontrollere skibsruterne i Stillehavet og andre steder. Det vil bringe dem i åben konflikt med USA. Allerede nu begynder amerikanske kongresmedlemmer at blive bekymrede over den voksende kinesiske involvering i Latinamerika og citerer ”Monroe doktrinen”, der etablerede princippet om, at ingen magt bør have mere indflydelse i Latinamerika end USA.

Styrkelse af arbejderklassen

Denne enorme udvikling af den kinesiske økonomi har også en anden side. Sammen med den massive udvikling af produktivkræfterne kommer også en enorm styrkelse af arbejderklassen. Folk flytter ind til byerne i en rate på 20 millioner om året. Kina er blevet omdannet hurtigt med en formidabel udvikling i byområderne i takt med, at ekstremt fattige bønder forsøger at undslippe fattigdommen på landet. Op mod 40 procent af befolkningen lever nu i byerne. Der er over 166 byer i Kina med over en million indbyggere. Byggeindustrien i Kina stiger kraftigt. Der er 38.000.000 bygningsarbejdere alene. I mere end 80 byer bygges der undergrundstransportsystemer. Al dette har en effekt på økonomien med en større efterspørgsel efter stål, beton og så videre. Dette proletariserer det kinesiske samfund i et hidtil uset omfang.

Det er beregnet, at indenfor 15 år vil der være 800 millioner byboere. Det er den største proletariske koncentration i historien. Det ville være et enestående fænomen. Det ville være den største bevægelse af sin slags i historien. Og det ville skabe det største proletariat, der nogensinde er blevet set i historien. Det vil være det mest magtfulde i verden.

Bønderne, der strømmer ind i byerne, levede under forfærdelige forhold på landet. Kollektiverne er blevet ødelagt. De plejede at sørge for en række ydelser, sundhed, pensioner osv. To tredjedele af den landlige befolkning i Kina har rent faktisk ikke nogen pensionsordning. Så de leder efter arbejde i byerne.

Vi har set dette fænomen før: I USA og Europa med immigranterne fra Latinamerika, Afrika og Asien. De er forberedte på at tage de værste jobs og leve under forfærdelige forhold, men de tjener i det mindst en indkomst, penge, som de kan sende tilbage til deres familier. For dem er det et middel til at undslippe fattigdom. Når det er sagt, så overlever mange af dem knap nok. De høster meget lidt af den enorme rigdom, de producerer. Denne situation indeholder potentialet til revolutionære bevægelser i fremtiden.

Det progressive element i al dette er skabelsen af millioner af kapitalismens ”banemænd”, millioner af proletarer. I den forstand byder vi industriens udvikling velkommen. Selvom det er til en forfærdelig pris, skaber det klassen, der vil gennemføre samfundets forandring. Der skabes kæmpe arbejderklassedistrikter i byerne, med akkumuleringen af enorme modsætninger.

Selvom den kinesiske kapitalisme udvikler sig med halsbrækkende hastighed, var afviklingen af planøkonomien et reaktionært skridt tilbage. Den nuværende økonomiske udvikling kunne nemt opnås og overgås og ubalancerne, vækstens kaotiske natur, den voksende sociale polarisering kunne undgås, hvis der var et regime med ægte arbejderdemokrati.

Der er en enorm polarisering mellem klasserne, mellem by og land, mellem de kapitalistiske zoner og de gamle statsejede industrielle zoner. Der er kæmpe sociale forskelle. De rigeste 10 procent i byerne ejer 45 procent af rigdommen. De fattigste 10 procent har kun 1,4 procent. Mens en ny rig borgerklasse skabes, er der op imod 200 millioner arbejdsløse.

Den ujævne udvikling påvirker også forskellige regioner i Kina, hvoraf nogen ikke får gavn af den vækst, der finder sted østpå og i kystregionerne. Denne ulige udvikling risikerer at antænde det nationale spørgsmål i Kina. Der er 100 millioner mennesker, der tilhører en national minoritet (tibetanere, turkmener, mongoler, uighere), og der er regelmæssigt sammenstød med politiet. I denne situation med polarisering kan det nationale spørgsmål igen blive rejst skarpt.

Det er rigtigt, at den økonomiske udvikling har hævet levestandarden for nogle, men der er en anden side til ligningen. Økonomisk vækst skaber, langt fra at garantere stabilitet, større militans fra arbejderne og social uro. Leve- og arbejdsforhold og måden, som rigdommen fordeles på, er kæmpe spørgsmål. Masserne foragter bureaukraterne, der ødelægger alt, hvad de har vundet tidligere.

Forholdene for arbejderklassen i Kina er lig forholdene i England, som Engels beskrev dem, i det nittende århundrede. 80 procent af dødsfaldene i miner finder sted i Kina – alligevel producerer de kun 30 procent af verdens kul. I 1991 døde 80.000 arbejdere i arbejdsulykker. I 2003 var det tal vokset til 440.000. Der er et utroligt pres på arbejderklassen. Det er ikke et lykkeligt stabilt samfund, der ser frem til en komfortabel fremtid. Mellem dem på 20-35 år er selvmord den største dødsårsag. Hvert år er der 250.000 selvmord – og yderligere 2,5 til 3,5 million forsøg på selvmord. Millioner har mistet deres arbejde. Der er store protester, men det ubøjelige pres mod kapitalisme fortsætter.

Vi har pointeret, at det, der sker i Kina i dag, har nogle slående ligheder med den tidlige udvikling af kapitalismen i Rusland for mere end hundrede år siden. Opløsningen af de gamle landbrugsfællesskaber efterfulgt af udviklingen af industrien i den senere del af det nittende århundrede skabte et friskt proletariat, udgjort af bønder, der havde forladt deres jord. Skabelsen af et sådan proletariat, og de forfærdelige forhold skabt af denne proces, førte til 1905 revolutionen og senere Oktoberrevolutionen. Nu skabes betingelserne for klassekonflikt i Kina, der i sidste ende vil føre til et lignende udfald, en revolutionær opstand.

Vi har allerede nu set nogle bitre strejker. Antallet af arbejdskonflikter af alle slags steg med 12,5 procent i år 2000 og med 14,4 procent i 2001, hvor det nåede 155.000. I 1999 var der tæt på 7000 ”kollektive aktioner”, som de kalder dem, der hovedsageligt var strejker eller go-slow strejker, med minimum tre deltagere, involverende over 250.000 mennesker i alt. Dette repræsenterer en stigning på 900 procent siden 1992. Siden 1999 er antallet af kollektive konflikter steget med omkring 20 procent om året. Selvom de absolutte tal stadig er temmelig lave, er disse bevægelser en indikation på, hvad der vil komme. Det er en indikation på, at den økonomiske vækst ikke mekanisk oversættes til social stabilitet. Rent faktisk er det modsatte tilfældet.

Den kinesiske økonomi styres nu af kapitalismens love. Der har været massive investeringer, der er baseret på perspektivet om et evigt voksende verdensmarked. Men det er ikke muligt at fastholde for evigt, og Kina vil derfor stå overfor en krise på et vist stadie. Vi kan ikke sætte et tidspunkt på og sige præcis, hvornår det vil ske. Men det vil komme, og når det gør, vil det være en dyb krise, og det vil have en indvirkning på hele verden.

Den kinesiske arbejderklasse er en ny og frisk arbejderklasse. Der var, og er stadig, en temmelig stor arbejderklasse, der arbejdede i statsindustrierne. Dette lag havde, trods bureaukratiet, vundet nogle meget favorable forhold. Nu mister de dem. Forholdet mellem arbejderne og virksomhederne de arbejder for er mere som i Vesten. Konsekvenserne vil på et vist stadie blive en eksplosion i klassekampen.

Kommunistpartiets position

På nuværende tidspunkt dominerer Kommunistpartiet og har kontrol over situationen. Men hvad vil der ske med Kommunistpartiet? Kommunistpartiet har mellem 60 og 70 millioner medlemmer. Det er groft sagt omkring 5 procent af befolkningen. Tidligere var partiet et instrument for statsbureaukratiet, men i den seneste periode har kinesiske kapitalister fået lov til at melde sig ind. Nu er 30 procent af de kinesiske kapitalister medlemmer af Kommunistpartiet, hvilket viser, at de føler, at deres interesser bedst kan forsvares ved at være i partiet. Kapitalisterne er stadig et lille mindretal i absolutte tal, men det er bemærkelsesværdigt, at så stort et antal af kapitalisterne er blevet lukket ind.

For få år siden blev næsten halvdelen af Centralkomiteen udskiftet, og tydeligvis blev nogle af de gamle bureaukraterne, der blev anset for at være en forhindring for bevægelsen mod kapitalisme skubbet ud. På den måde bruges Kommunistpartiet af kapitalisterne som et instrument til at forsvare deres klasseinteresser. Indenfor de lavere rækker af partiet må der være mange, der tror på ”kommunisme”, eller i det mindste hvad de opfatter som kommunisme, og nogle af dem vil være bekendt med Marx’ ideer. Men dem i toppen, der har grebet om magten, leder processen i retning af kapitalisme.

Hvad er fremtiden for det kinesiske Kommunistparti? Så længe økonomien fortsætter med at udvikle sig til den nuværende rate, vil ledelsen af Kommunistpartiet være i stand til at fastholde situationen og opretholde en vis stabilitet indenfor samfundet og indenfor partiet. Men stående overfor store omvæltninger, en alvorlig økonomisk krise, store klassekonflikter, nationale konflikter, sociale konflikter af enhver art, kunne der være en tendens til at forskellige fraktioner i toppen falder fra hinanden. Vi må huske på, at fordi det kinesiske Kommunistparti ikke er et parti som sådan, kan det ikke sammenlignes med kommunistpartierne i Vesten. Det kinesiske Kommunistparti har været en del af statsapparatet lige siden 1949, da det kom til magten.

Men på grundlag af begivenheder kan dets hold om staten blive brudt. I det russiske bureaukratis tilfælde skete dette på krampagtig vis. Det gamle monolitiske stalinistiske parti blev opløst i mange partier, der repræsenterede forskellige interessegrupper. Ud af dette kom også flere kommunistpartier, der blev ægte arbejderpartier. Men denne proces er i Kina ude i fremtiden. På nuværende tidspunkt kontrollerer det kinesiske bureaukrati situationen. Og partiet bliver brugt til at udvikle kapitalismen.

Det eneste, der er sikkert, er, at det ikke vil blive en glat proces. I takt med at den nye kapitalistiske økonomi skaber nye modsætninger, vil det fremprovokere delinger indenfor partihierarkiet. Der er faktisk allerede sådanne delinger, som den nuværende konflikt over yderligere lovændringer vedrørende ejendomsforholdene indikerer. Hvordan skal vi fortolke disse delinger indenfor Kommunistpartiet? Vi må starte med den overordnede proces og se, hvor det bevæger sig hen. Det har nået det punkt, hvor de kapitalistiske forhold er etableret. Der er adskillelsen mellem lønarbejde og kapital, konkurrence på markedet, profitmotivet osv. Der er stadig stærke levn fra det gamle system, men de er enten under forberedelse til privatisering eller fungerer som statskapitalistiske virksomheder. Vi må tage denne statssektor med i beregningerne, men vi må forstå, at den private sektor nu er den mest dynamiske del af økonomien, og at bevægelsen mod kapitalisme er blevet konsolideret.

Indenfor bureaukratiet i sådan et stort land vil der uundgåeligt være modstrømninger, forskellige fraktioner med forskellige synspunkter og interesser. Der er en fløj, der ser på den overordnede proces og er bekymret for den ustabilitet, den fremprovokerer. Premierministeren og præsidenten deler disse bekymringer, fordi de kan se farerne ved fortsatte ubalancer og polarisering. Denne fløj ønsker at introducere sociale reformer for at opbløde slagene på massernes. De frygter revolution fra neden, så de kræver nogle investeringer i de mindre udviklede områder og øgede sociale udgifter.

De udfordrer ikke kapitalismens essens og vil ikke aktivt intervenere for at stoppe udviklingen og kapitalismens konsolidering, men de er bekymrede for, at ulighederne, de stigende sociale spændinger på et vist punkt vil føre til en revolutionærs bevægelse blandt proletariatet. Selvfølgelig har de ret. Problemet er, at opretholdelsen af de gamle stalinistiske strukturer også ville have ført til en bevægelse blandt masserne på et vist stadie og til systemets endelige kollaps. Derfor vil denne fløj af bureaukratiet ikke skubbe processen baglæns, men vil prøve at introducere nogle sociale reformer for at opbløde massernes slag.

Bureaukratiet i Østkina, der er meget tættere forbundet til den nye kapitalistklasse, ser at dette bortleder essentielle ressourcer væk fra udviklingen af industrien. Frem for at sænke processens fart går denne fløj ind for at accelerere processen og en gang for alle at sætte en stopper levnene fra det gamle system. Den nuværende konflikt er derfor ikke mellem dem, der ønsker at ”gå tilbage” og dem, der ønsker kapitalisme. Den drejer sig om systemets stabilitet som helhed. Ironien er, at i det lange løb kunne denne proces splintre Kommunistpartiet og føre til endnu større ustabilitet.

Modsætningerne indenfor bureaukratiet afspejler derfor en konflikt over det næste stadie i de juridiske reformer vedrørende ejendomsforholdene. Under pres fra visse dele er processens tempo sænket. Det understreger det faktum, at processen ikke er lineær. Ved mere end en lejlighed, som vi allerede har set, har der været perioder, hvor bureaukratiet er blevet nødt til at sænke tempoet på processen, men uden at omgøre nogen af markeds”reformerne”.

Denne midlertidige og ustabile balance kan opretholdes så længe, BNP vokser med den nuværende årlige rate på omkring 9 procent. Hvert år tabes der millioner af jobs i statsindustrien, men endnu flere millioner skabes i den kapitalistiske sektor. Ligesom tilstrømningen af landarbejdere ind i byerne hovedsageligt kan absorberes. Selvom de jobs, der skabes, giver meget lave lønninger, er de stadig meget højere end, hvad der er til rådighed i landområderne. Derfor kan migrantarbejderne, selvom de arbejder under forfærdelige forhold, tjene en indkomst, sende penge hjem osv.

Som vi har set fungerer størstedelen af den kinesiske økonomi nu på kapitalistisk basis. Kun omkring en tredjedel af BNP produceres nu af statssektoren. Der er stadig nogen vej at gå for at privatisere det, der er tilbage, men statssektoren dominerer ikke længere. Som de fortsætter med at restrukturere og privatisere endnu mere af, hvad der er tilbage af statssektoren, vil yderligere millioner af jobs blive tabt. I en sådan situation er det en absolut nødvendighed at fastholde væksten.

Hvis de kunne have yderligere 10-20 år med vækstrater på 7-10 procent ville de måske være i stand til at opnå dette niveau af urbanisering og industrialisering relativt glat. Men det afhænger af verdensmarkedet. Kina eksporterer mere end 50 procent af BNP. Det har meget billige arbejdsomkostninger og meget moderne produktionsmidler – dvs. et meget højt produktivitetsniveau. Men Kina kommer under pres. Der er tegn på, at hastigheden sænkes i nogle dele af verdensøkonomien, økonomierne i Eurozonen stagnerer eller vokser kun langsomt. Der er begyndelsen på overproduktion på verdensplan – delvist grundet den kinesiske vækst. Enhver betydelig nedgang i verdensmarkedet ville derfor drastisk påvirke væksten i den kinesiske økonomi, som det skete med Sydkorea tidligere. Kina står allerede med udsigt til overproduktion af stål, jernmalm og kul og også af forbrugsvarer. Tegnene er der på en fremtidig overproduktionskrise.

Det skaber alarm hos IMF, der, trods al deres retorik om markedets effektivitet, indser, at verdensøkonomiens hovedproblem er overproduktion. Ifølge IMF økonomer har over 75 procent af kinesiske industrier problemer med produktiv overkapacitet, hvilket sætter pres på profitraten. Det er uundgåeligt, når man tager investeringernes hektiske karakter i betragtning, hvor utrolige 45 procent af BNP udgøres af investeringer, et investeringsniveau der er historisk enestående: ikke engang Japan nåede disse niveauer under efterkrigsopsvinget. Så længe eksporten fortsætter med at vokse, og Vesten fortsætter med at forgælde sig yderligere, kan de leve med dette, men med denne vækstrate i investeringerne fordobler Kina sin produktive kapacitet hver 4-5 år, en vækstrate der uundgåeligt vil føre til en massiv overproduktionskrise. I juli 2005 udgav IMF en generel rapport om situationen i Kina (IMF, Staff report for 2005, 8.7.2005), der udelukkende fokuserer på problemerne i investeringsboomet, der har øget hvad Marx definerede som kapitalens organiske sammensætning enormt, (kapital-arbejder ratioen er steget med 450 procent siden 1984), og dermed reduceret udbyttet af investeringerne fra 16 til 12 procent.

Overproduktionen vil først ramme bankerne, der vil begynde at akkumulere insolvente lån. Derfra vil problemerne bevæge sig ind på beskæftigelsesområdet og derfra til sociale konflikter.

Kina er også under pres fra USA om at devaluere sin valuta eller stå overfor hårde toldsatser på sin eksport. På nuværende tidspunkt bliver der diskuteret et lovforslag i den amerikanske kongres, der vil indføre en told på 27,5 procent på kinesisk import! Kina planlægger at sætte sin valuta fri i 2008. Men Kina er ikke Haiti eller Nigeria, hvor IMF kan komme og fortælle dem, hvad de skal gøre. Kina er en stormagt, og derfor vil der komme store konflikter over dette spørgsmål.

I 2005 var der en massiv stigning i den kinesiske eksport til USA. Multifiber aftalen satte en stopper for tekstilkvote aftalen i januar sidste år; der er ikke længere nogle kvoter på eksporten. Resultatet er, at Kinas tekstil eksport voksede med 70 procent i de første fire måneder af sidste år. Kina producerer flere tekstiler billigere, og det har betydet enden på den industri i Europa. I dag ligger Kina i toppen for direkte udenlandske investeringer. I 2004 modtog Kina 54.000 milliarder i udenlandske investeringer, en klar indikation på de internationale kapitalisters tillid til de nye kapitalistiske relationer der hersker.

Kina og USA

Hvad er perspektivet for de kommende år? Nogen siger, at et krak a la 1997 forberedes, at økonomien er et løbsk tog. En overproduktionskrise, der udtrykker en fundamental ændring i systemet, tårner sig op. Overproduktion er karakteristisk ved kapitalismen, ikke en planøkonomi. Hvis Kina sænker tempoet, vil det have en stor indflydelse på USA og de asiatiske lande. Malaysia har øget sin eksport til Kina fra 1 milliard dollars til 7 milliarder på 5 år. Japan har også enorme interesser i Kina – 16.000 japanske virksomheder opererer der.

På grund af Kinas aldeles konkurrencedygtige industri kommer det nu i konflikt med den amerikanske imperialisme: Men der er en modsætning i forholdet mellem de to magter. Blandt de største indehavere af amerikanske statsobligationer er Kina og Japan. Derfor har kineserne en interesse i at holde den amerikanske økonomi flydende, fordi det er et af dets største eksportmarkeder. De ønsker ikke at se en krise i USA. De ville foretrække et rart og hyggeligt forhold, men det er udelukket. De er i konflikt over verdensmarkedet; USA har et kæmpe handelsunderskud, og en stor del af det er til Kina. Det fremprovokerer modsætninger indeni USA: De amerikanske firmaer, der har investeret i Kina, høster store profitter. De producerer billigt i Kina og sælger deres varer i USA til priser bestemt af verdensmarkedet. Praktisk taget alle større multinationale har en tilstedeværelse i Kina. Hvordan kan USA så bremse den kinesiske magt, når deres egen økonomi og store virksomheder afhænger af den kinesiske økonomi? Der er derfor modsatte pres på spil, og konflikten vil fortsat vokse i fremtiden.

Revolution under forberedelse

Sammen med udviklingen af kapitalismen kommer også stigningen af enorme klassemodsætninger. Dette lægger grunden for klassekonflikter i Kina. Det er faktisk blevet et af de mest ulige samfund i verden. Vi har allerede nævnt ulighederne i byerne. Det overordnede billede er, at de øverste 20 procent af befolkningen fortærer 50 procent af den overordnede nationale indkomst, mens de nederste 20 procent kun har sølle 4,7 procent.

Disse tal blev taget fra en FN rapport og offentliggjort i en artikel af the Xinhua News Agency. (http://news.xinhuanet.com/english/2005-09/27/content_3549257.htm). Den samme artikel fortsætter, “en rapport fra instituttet for arbejds- og lønstudier under ministeriet for arbejde og social sikkerhed pointerer, at siden 2003 er Kinas indkomstulighed forværret hurtigt og har nu nået det ’orange’ niveau, det andet mest alvorlige efter instituttets standarder. Hvis ingen effektive midler tages i brug, kan det forværres og nå det mest alvorlige ’røde niveau’”.

FN rapporten er baseret på Gini Koefficienten, et statistisk mål for ulighed i et givent land. Nul udtrykker ”fuldstændig lighed”, og et repræsenterer ”fuldstændighed ulighed”. I Kina har denne koefficient nået 0,45. Ifølge internationalt accepterede standarder bliver situationen ustabil når koefficienten når over 0,40 i et land. I Kina er man ikke bare gået over 0,40 i koefficient, men det fortsætter med at vokse.

Som Xinhua bureauet siger, “Hvis trenden fortsætter uhindret, vil landets mål om fælles fremgang for hele dets folk ikke blive opnået, og den stigende kløft kan antænde social uro.” Vi ser nye gigantiske skyskrabere skyde op overalt i Kinas moderne byer omringet af uendelige områder med urban fattigdom. Det alene er nok til at fremprovokere klassekamp i Kina.

Hvad ville marxisternes opgave være i denne situation? Den første opgave er åbenlyst at forklare, hvad der sker. Hvis vi ønsker at gå i dialog med arbejderne, de studerende og de ærlige medlemmer af Kommunistpartiet i Kina må vi sikre os, at vores analyse er i overensstemmelse med den virkelige konkrete situation. Vi må derfor studere alle aspekter af den kinesiske økonomi, samfund og politik i detaljer.

Det ville være en alvorlig fejl at forsøge at behandle en kompleks, modsætningsfyldt og historisk enestående proces på grundlag af færdigsyede formler, der ikke stemmer overens med, hvad arbejderne og ungdommen oplever. Med sådan en tilgang ville vi ikke nå nogen vegne.

Vi må tage traditionerne i Kina med i beregningerne. Russerne havde traditionerne med bolsjevikkerne, Lenin og Trotskij. I Kina mangler den tradition. Den vigtigste kinesiske tradition er en maoistisk. Men det er ikke den eneste tradition. Der er også den vigtige tradition med Chen Tu Hsiu (1879-1942) en af grundlæggerne af det kinesiske Kommunistparti, der på et vist stadie bevægede sig i retning af trotskisme.

Chen var stærkt influeret af Oktoberrevolutionen i 1917, hvorfra han lærte, at sociale fremskridt kun var mulige ved at vælte godsejervældet og kapitalismen. Han var en af lederne af den antiimperialistiske Fjerde Maj bevægelse i 1919. Det følgende år gik han sammen med andre revolutionære i dannelsen af det Kinesiske Kommunistparti, der holdt sin første nationale konference i Shanghai i juli 1921.

Hans skæbne blev tragisk. Efter at have fulgt Stalins råd i 1926 led den kinesiske revolution nederlag. Komintern ville dog ikke påtage sig noget ansvar for fiaskoen og lagde skylden for alt på Chen, og i 1927 blev han fjernet fra partiets ledelse. Han krævede en seriøs revurdering af Kominterns politik, hvilket førte til hans eksklusion i 1929, anklaget for at være en oppositionist. Han gik efterfølgende med i den trotskijstiske Venstreopposition.

Det er en positive ting, at der i det moderne Kina er Chen Tu Hsiu samfund opstartet med henblik på at studere hans tekster. I den seneste periode er der især blandt studerende blevet opstartet marxistiske studiecirkler. Der er en tørst blandt nogle lag efter at opdage marxismens virkelige ideer. Det afspejler ønsket om at bevæge sig mod et virkeligt lige samfund, der kun kan være et socialistisk baseret på arbejderdemokrati.

For disse mere avancerede lag og for arbejderklassen og ungdommen generelt må vi sige klart, hvad vi mener, der foregår i Kina, forklare planøkonomiens overlegenhed, men også analysere krisen i det kinesiske bureaukrati og hvorfor den er opstået, hvorfor det maoistiske regime ikke overlevede.

Selvom der stadig er nogen levn fra det gamle system både i form af den statsejede sektor og statsapparatet, er den fundamentale opgave, som Kina nu står overfor en social revolution. Hovedparten af økonomien er i private hænder. Bevægelsen mod kapitalisme er et uundgåeligt faktum. Al snak om “socialisme med kinesiske karakteristika” er et figenblad, som ingen tror på mere, ikke engang det kinesiske bureaukrati. Selvom der er modsatrettede tendenser, mener vi, at processen nu har nået the point of no return.

Statsapparatet var og er det gamle uhyrlige totalitære bureaukratiske regime, og det er blevet fusioneret med de mest afskyelige træk fra kapitalismen og stalinismen. Den ydre skal, formen, er et stalinistisk statsapparats, men indholdet er borgerligt. Situationen skaber modsætninger, der må producere en revolutionær bevægelse på et vist stadie.

Kina er nu opstået som en verdensmagt på dens egne præmisser. Dets skæbne er forbundet med udviklingerne på verdensplan, især i verdensøkonomien. På samme måde kan begivenheder i Kina have en indflydelse på verdensplan både økonomisk og politisk.

Især den kinesiske arbejderklasse er bestemt til at spille en nøglerolle i den kommende periode. Napoleon har efter sigende sagt, at ”Kina er som en sovende kæmpe. Og når hun vågner, vil hun forbavse verden.” I en omskrivning af Napoleon kan vi sige, at i dag er den sovende kæmpe det kinesiske proletariat. Når den rejser sig, vil ingen magt på planeten være i stand til at stoppe den, og den vil ændre hele verdenssituationen.

Translation